Sag T-317/12
Holcim (Romania) SA
mod
Europa-Kommissionen
»Ansvar uden for kontraktforhold – ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner – culpaansvar – Kommissionens afslag på at give oplysninger og på at forbyde enhver transaktion vedrørende påståede stjålne emissionskvoter – tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel, som tillægger borgerne rettigheder – objektivt ansvar«
Sammendrag – Rettens dom (Ottende Afdeling) af 18. september 2014
1. Retslig procedure – stævning – formkrav – fastlæggelse af søgsmålets genstand – kort fremstilling af søgsmålsgrundene – påstand om erstatning for skade, som angiveligt er forvoldt af en EU-institution – elementer, der gør det muligt at identificere den adfærd, som bebrejdes institutionen, årsagsforbindelsen og det faktiske og reelle tab
[Statutten for Domstolen, art. 21, stk. 1, og art. 53, stk. 1; Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, litra c)]
2. Erstatningssøgsmål – selvstændig karakter – udtømning af nationale retsmidler – undtagelse – erstatning ved national domstol umulig – manglende udtømning, hvilket forhindrer Unionens retsinstanser i at fastslå eksistensen og omfanget af det påberåbte tab – afvisning
[Art. 268 TEUF og art. 340, stk. 2, TEUF; Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, litra c)]
3. Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse af EU-retten – institutionens skøn, da den vedtog retsakten
(Art. 340, stk. 2, TEUF)
4. Miljø – luftforurening – direktiv 2003/87 – ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner – integreret registersystem for Unionen og medlemsstaterne – oplysninger om transaktioner med kvoter – udlevering og fortrolighed – gældende regler – undtagelser – påberåbelse af et selskab, der påstår, at det har været udsat for tyveri af kvoter – ikke omfattet
(Kommissionens forordning nr. 2216/2004, art. 10; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87, art. 20)
5. Miljø – luftforurening – direktiv 2003/87 – ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner – integreret registersystem for Unionen og medlemsstaterne – oplysninger om transaktioner med kvoter – udlevering og fortrolighed – gældende regler – indgreb i ejendomsretten – foreligger ikke
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 17, stk. 1, og art. 52, stk. 1; Kommissionens forordning nr. 2216/2004, art. 10; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87, art. 19, stk. 3)
6. Miljø – luftforurening – direktiv 2003/87 – ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner – integreret registersystem for Unionen og medlemsstaterne – Kommissionens mulighed for at spærre visse kvoter optaget i et register – grænser
(Kommissionens forordning nr. 2216/2004, art. 27 og 69; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87, art. 20)
7. Retslig procedure – fremsættelse af nye anbringender under sagens behandling – betingelser – uddybning af et allerede fremført anbringende – lovlig
[Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, litra c), og art. 48, stk. 2, første afsnit]
8. Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – retsakt – tab som følge af Kommissionens afslag på at udlevere fortrolige oplysninger om kvoter for drivhusgasemissioner og af ulovlig overførsel af disse kvoter fra det besiddende selskabs konto – usædvanligt og særligt tab foreligger ikke – Unionens ansvar – udelukket
(Art. 340, stk. 2, TEUF; Kommissionens forordning nr. 2216/2004, art. 10)
1. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 55, 56 og 181)
2. Realitetsbehandlingen af et erstatningssøgsmål fastsat i artikel 268 TEUF og 340, stk. 2, TEUF kan i visse tilfælde gøres betinget af, at sagsøgeren har udtømt de nationale retsmidler for at opnå erstatning fra de nationale myndigheder, forudsat at de personer, som hævder at være påført et tab, er sikret en effektiv retsbeskyttelse ved de nationale retsmidler.
Selv om en manglende udtømning af de nationale retsmidler for at opnå erstatning fra de nationale myndigheder ikke systematisk skal føre til, at Unionens retsinstanser finder, at sagen ikke kan antages til realitetsbehandling, er der i denne forbindelse et tilfælde, hvor den omstændighed, at der ikke er afsagt en dom i erstatningssøgsmålet anlagt for den nationale ret, nødvendigvis medfører, at erstatningssagen anlagt for Unionens retsinstanser ikke kan antages til realitetsbehandling. Dette er, når denne omstændighed afskærer sidstnævnte fra at identificere karakteren og størrelsen af det tab, der påberåbes for denne, med det resultat, at kravene i artikel 44, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement ikke overholdes.
Når den samme skade er genstand for to erstatningssager, den ene anlagt mod en national myndighed, den anden anlagt mod en af Unionens institutioner eller organer, og der er en risiko for, at den pågældende person, på grund af forskellige vurderinger af tabet hos de to retsinstanser, der er forelagt sagen, enten får for lidt eller for meget i erstatning, skal Unionens retsinstanser afvente den nationale domstols dom, før den kan udtale sig om forekomsten og størrelsen af tabet. I denne ventetid kan Unionens retsinstans heller ikke udtale sig om årsagssammenhængen mellem den adfærd, der foreholdes Unionen, og det påberåbte tab. Derimod kan den, før den nationale domstol afsiger sin dom, afgøre, om den foreholdte adfærd kan bevirke, at Unionen ifalder ansvar uden for kontraktforhold.
(jf. præmis 73-75, 79 og 80)
3. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 87)
4. Et selskab, der påstår, at det har været udsat for tyveri af kvoter for drivhusgasemissioner, kan ikke påberåbe sig de undtagelser til fortrolighedsbestemmelserne om oplysningerne vedrørende disse kvoter, som er omhandlet i artikel 10 i forordning nr. 2216/2004 om et standardiseret og sikkert registersystem i medfør af direktiv 2003/87 og beslutning 280/2004 med henblik på at anmode Kommissionen om at udlevere oplysninger om kvoterne.
For det første, selv om artikel 20 i direktiv 2003/87 om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet og om ændring af direktiv 96/61 bestemmer, på den ene side, at den af Kommissionen udpegede centrale administrator fører en automatiseret kontrol med hver transaktion i registrene til sikring af, at der ikke forekommer uregelmæssigheder i forbindelse med overdragelse af kvoter, og, på den anden side, at når en uregelmæssighed er blevet afsløret, underretter den centrale administrator den eller de pågældende medlemsstater herom, fastsætter hverken den pågældende artikel eller nogen som helst anden bestemmelse i direktiv 2003/87 eller i forordning nr. 2216/2004 udtrykkeligt, at Kommissionen kan give oplysninger om angiveligt stjålne kvoter til det formodede offer for tyveriet. I denne henseende foreskriver artikel 20 ikke, at oplysninger om en transaktion behæftet med en uregelmæssighed skal gøres tilgængelig, og den forpligter så meget desto mere ikke Kommissionen til at videregive oplysninger vedrørende kvoter i en sådan transaktion.
Eftersom en sådan ophævelse af fortrolighed i øvrigt ikke er nødvendig for en korrekt anvendelse af en bestemmelse i direktiv 2003/87 eller i forordning nr. 2216/2004 eller i en lovbestemmelse i en medlemsstat, kan selskabet ikke påberåbe sig den ratione materiae-undtagelse til bestemmelsen om fortrolighed, der er fastsat i artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 2216/2004.
For det andet gælder undtagelsen i artikel 10, stk. 2, i forordning nr. 2216/2004 kun for en medlemsstats retshåndhævende myndigheder, skattemyndigheder, Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), Europol og medlemsstaternes registeradministratorer, og et aktieselskab efter national ret kan derfor ikke påberåbe sig ratione personae-undtagelsen. Undtagelsen giver endvidere ikke Kommissionen ret til at give præsidenten for en national ret, der udtaler sig i sin egenskab af dommer i en sag om foreløbige forholdsregler fortrolige data indeholdt i registrene. I sin egenskab af dommer i en sag om foreløbige forholdsregler er sidstnævnte nemlig ikke retshåndhævende myndighed i henhold til den artikel 10, stk. 2, litra a).
(jf. præmis 109, 116-119, 122 og 158)
5. Selv om det antages, at de i artikel 10 i forordning nr. 2216/2004 om et standardiseret og sikkert registersystem i medfør af direktiv 2003/87 og beslutning 280/2004 foreskrevne bestemmelser om fortrolighed for så vidt angår drivhusgasemissioner kan anses for en restriktion af den i artikel 17, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder sikrede ejendomsret, skal denne restriktion anses for at være i overensstemmelse med kravene i chartrets artikel 52, stk. 1.
For det første er disse bestemmelser om fortrolighed fastsat i artikel 10 i forordning nr. 2216/2004, der er i overensstemmelse med gennemførelsesforanstaltningerne i artikel 19, stk. 3, i direktiv 2003/87 om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet og om ændring af direktiv 96/61. Således skal de anses for at være fastlagt i lovgivningen i henhold til artikel 52, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. For det andet modsvarer disse bestemmelser et behov for at bevare forretningshemmeligheden, dvs. de svarer til et mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen. For det tredje opstiller de pågældende bestemmelser ikke uforholdsmæssige krav i forhold til det forfulgte mål. De skader ikke det væsentlige indhold i ejendomsretten. De tilsidesætter nemlig ikke i sig selv direkte ejendomsretten. Desuden overskrider de ikke grænserne for, hvad der er hensigtsmæssigt og nødvendigt for gennemførelsen af dette mål. Hvad angår et formået tyveri af drivhusgasemissionskvoter forbyder artikel 10 i forordning nr. 2216/2004 nemlig ikke en anklagemyndighed at gøre de oplysninger, der er nødvendige for at identificere gerningsmændene for en strafferetlig overtrædelse, tilgængelige for en fysisk eller juridisk person, der er offer for den formodede overtrædelse. I henhold til forordningens artikel 10, stk. 2a, skal en sådan person nemlig anses for at være berørt af de påberåbte betragtninger, for at kravet om fortrolighed kan ophæves. I øvrigt hindrer den pågældende artikel ikke en sådan person i på grundlag af således afslørede oplysninger at tage skridt til at generhverve sine kvoter, og bestemmelsen gør heller ikke denne opgave mere kompleks end nødvendig.
(jf. præmis 113, 154, 165-169 og 224)
6. Artikel 69 i forordning nr. 2216/2004 om et standardiseret og sikkert registersystem i medfør af direktiv 2003/87 beslutning 280/2004 giver ikke hjemmel til at spærre adgangen til visse partskonti i et register for kvoter for drivhusgasemissioner. Artiklen giver alene mulighed for, i tilfælde af en systemisk risiko, at suspendere enhver adgang til et register i sin helhed eller til Fællesskabets uafhængige transaktionsjournal i sin helhed. Forordning nr. 2216/2004 foreskriver kun en spærring af visse kvoter optaget i registrene i det ene tilfælde, der er nævnt i forordningens artikel 27. Der tale om det tilfælde, hvor en driftsleder for så vidt angår et af sine anlæg – inden for den fastsatte frist – ikke har overholdt de tekniske bestemmelser vedrørende rapportering om den mængde drivhusgas, som det pågældende anlæg har udsendt, og som er godkendt af den kompetente myndighed.
Artikel 20 i direktiv 2003/87 om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet og om ændring af direktiv 96/61 hverken pålægger eller tillader, direkte eller indirekte, Kommissionen selv at spærre de kvoter, som de pågældende transaktioner, der blev behæftet med disse uregelmæssigheder, vedrører. Denne artikel pålægger nemlig først Kommissionen, der handler som central administrator, at underrette de pågældende medlemsstater, når der påvises uregelmæssigheder ved transaktionerne, og dernæst pålægger den disse medlemsstater ikke at registrere de pågældende transaktioner.
(jf. præmis 201, 205 og 215)
7. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 218)
8. Når Unionens retsinstanser træffer afgørelse i erstatningssøgsmål om muligheden for, at Unionen ifalder ansvar for en skade, der er forårsaget af en lovlig handling, begår Unionens retsinstanser ikke nogen retlig fejl ved ikke at behandle spørgsmålet om, hvorvidt der findes et objektivt ansvar i EU-retten, og under alle omstændigheder afviser den forelagte argumentation, hvis det ikke er bevist, at den påberåbte skade er usædvanlig og særlig. I denne forbindelse skal et tab anses for usædvanligt, hvis det overskrider grænserne for de risici, der knytter sig til økonomisk virksomhed inden for det pågældende område, og for særligt, såfremt det rammer en særlig kategori af erhvervsdrivende uforholdsmæssigt hårdt i forhold til andre erhvervsdrivende.
Kommissionens anvendelse af sådanne bestemmelser om fortrolighed for så vidt angår kvoter for drivhusgasemissioner som omhandlet artikel 10 i forordning nr. 2216/2004 om et standardiseret og sikkert registersystem i medfør af direktiv 2003/87 og beslutning 280/2004 udgør ikke et udsædvanligt tab. Den omstændighed, at sådanne bestemmelser blev fastsat i artikel 10 og dernæst blev anvendt på selskabet, udgør ikke en usædvanlig risiko i den pågældende sektor, dvs. hvor erhvervsdrivende er underlagt Fællesskabets ordning for handel med kvoter. I mangel af sådanne bestemmelser kan forretningshemmeligheder ikke sikres, hvilket ville skade selve eksistensen af et marked for kvoter.
Det er imidlertid bekendt, at eftersom et edb-system på internettet ved hjælp af hvilket, der foretages handel md kvoter er behæftet med tekniske risici, som til tider er betydelige, kan det tab, der svarer til værdien af de kvoter – der uden tilladelse fra det selskab, der besidder kvoterne – elektronisk er overført til andre konti end dennes, således under alle omstændigheder ikke anses for at overstige de økonomiske eller tekniske risici, der knytter sig til økonomisk virksomhed inden for det pågældende område.
(jf. præmis 235-238)