RETTENS KENDELSE (Ottende Afdeling)
21. marts 2012 (*)
»Annullationssøgsmål – statsstøtte – støtteordning, der muliggør skattemæssig afskrivning af finansiel goodwill i forbindelse med erhvervelse af kapitalandele i udenlandske virksomheder – beslutning, der erklærer støtteordningen uforenelig med fællesmarkedet og ikke foreskriver tilbagesøgning – ikke individuelt berørt – afvisning«
I sag T-174/11,
Modelo Continente Hipermercados, SA, sucursal en España, Madrid (Spanien), ved advokaterne J. Buendía Sierra, E. Abad Valdenebro, M. Muñoz de Juan og R. Calvo Salinero,
sagsøger,
mod
Europa-Kommissionen ved R. Lyal og C. Urraca Caviedes, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
angående en påstand om annullation af artikel 1, stk. 1, i Kommissionens beslutning 2011/5/EF af 28. oktober 2009 om skattemæssig afskrivning af finansiel goodwill i forbindelse med erhvervelse af kapitalandele i udenlandske virksomheder – C 45/07 (ex NN 51/07, ex CP 9/07) – som Spanien har gennemført,
har
RETTEN (Ottende Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, L. Truchot (refererende dommer), og dommerne E. Martins Ribeiro og A. Popescu,
justitssekretær: E. Coulon,
afsagt følgende
Kendelse
Sagens baggrund
1 Ved flere skriftlige forespørgsler fremsat i 2005 og 2006 (E-4431/05, E-4772/05, E-5800/06 og P-5509/06) udspurgte medlemmer af Europa-Parlamentet Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber om kvalificeringen som statsstøtte af den ordning, der blev fastsat ved artikel 12, stk. 5, som var blevet indsat i den spanske lov om selskabsbeskatning ved Ley 24/2001, de Medidas Fiscales, Administrativas y del Orden Social (lov nr. 24/2001 om fiskale, administrative og sociale foranstaltninger) af 27. december 2001 (BOE nr. 313 af 31.12.2001, s. 50493) og videreført ved Real Decreto Legislativo 4/2004, por el que se aprueba el texto refundido de la Ley del Impuesto sobre Sociedades (kongeligt lovdekret nr. 4/2004 om vedtagelse af den omarbejdede lov om selskabsbeskatning) af 5. marts 2004 (BOE nr. 61 af 11.3.2004, s. 10951) (herefter »den omtvistede ordning«). Kommissionen svarede i det væsentlige, at den omtvistede ordning ifølge de oplysninger, den var i besiddelse af, ikke lod til at falde inden for statsstøttereglernes anvendelsesområde.
2 Ved skrivelser af 15. januar og 26. marts 2007 anmodede Kommissionen de spanske myndigheder om oplysninger til evaluering af anvendelsesområdet for og konsekvenserne af anvendelsen af den omtvistede ordning. Kongeriget Spanien fremsendte de ønskede oplysninger til Kommissionen ved skrivelser af 16. februar og 4. juni 2007.
3 Kommissionen modtog ved fax af 28. august 2007 en klage fra en privat erhvervsdrivende, som hævdede, at den omtvistede ordning udgjorde statsstøtte, der var uforenelig med fællesmarkedet.
4 Ved beslutning af 10. oktober 2007 (hvoraf et resumé er offentliggjort i EUT C 311, s. 21) indledte Kommissionen en formel undersøgelsesprocedure vedrørende den omtvistede ordning.
5 Ved skrivelse af 5. december 2007 modtog Kommissionen Kongeriget Spaniens bemærkninger til denne beslutning om at indlede den formelle procedure. Mellem den 18. januar og den 16. juni 2008 modtog Kommissionen ligeledes bemærkninger fra 32 interesserede parter. Ved skrivelser af 30. juni 2008 og 22. april 2009 fremsatte Kongeriget Spanien sine kommentarer til bemærkningerne fra de interesserede parter.
6 Den 18. februar 2008, den 12. maj og den 8. juni 2009 blev der holdt tekniske møder med de spanske myndigheder. Der blev også holdt møder med nogle af de 32 interesserede parter.
7 Ved skrivelse af 14. juli 2008 og e-mail af 16. juni 2009 fremlagde Kongeriget Spanien supplerende oplysninger for Kommissionen.
8 Kommissionen afsluttede proceduren for så vidt angår kapitalandele erhvervet inden for Den Europæiske Union ved beslutning 2011/5/EF af 28. oktober 2009 om skattemæssig afskrivning af finansiel goodwill i forbindelse med erhvervelse af kapitalandele i udenlandske virksomheder – C 45/07 (ex NN 51/07, ex CP 9/07) – som Spanien har gennemført (EUT 2011 L 7, s. 48, herefter »den anfægtede beslutning«).
9 I den anfægtede beslutning erklæredes den omtvistede ordning uforenelig med fællesmarkedet, idet den indebærer en skattemæssig fordel i form af, at spanske selskaber måtte afskrive finansiel goodwill, der opstod i forbindelse med erhvervelse af kapitalandele i udenlandske virksomheder, når ordningen fandt anvendelse på erhvervelse af kapitalandele i virksomheder inden for Unionen.
10 Den anfægtede beslutnings artikel 1, stk. 2 og 3, tillod imidlertid i henhold til princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, at den omtvistede ordning fortsat kunne finde anvendelse på kapitalandele erhvervet inden offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende den 21. december 2007 af beslutningen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure og på kapitalandele, hvis erhvervelse skulle godkendes af en regeludstedende myndighed, over for hvilken transaktionen var anmeldt før denne dato, og hvis erhvervelse var blevet uigenkaldeligt bindende før den 21. december 2007.
Retsforhandlinger og parternes påstande
11 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 18. maj 2010 anlagde Modelo Continente Hipermercados, SA, sucursal en España, denne sag.
12 Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 26. maj 2011 har Kommissionen fremsat en formalitetsindsigelse i medfør af artikel 114, stk. 1, i Rettens procesreglement.
13 Sagsøgeren fremsatte sine bemærkninger til den af Kommissionen fremsatte formalitetsindsigelse den 8. juli 2011.
14 Sagsøgeren har i det væsentlige nedlagt følgende påstande:
– Sagen antages til realitetsbehandling, og det fastslås, at sagen fremmes.
– Den anfægtede beslutnings artikel 1, stk. 1, annulleres.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
15 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Sagen afvises.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Retlige bemærkninger
16 I henhold til procesreglementets artikel 114, stk. 1, kan Retten, såfremt en part fremsætter begæring herom, tage stilling til, om sagen bør afvises, uden at indlede behandlingen af sagens realitet. Ifølge artikel 114, stk. 3, forhandles der mundtligt om formalitetsindsigelsen, medmindre Retten bestemmer andet. I denne sag anser Retten sagen for tilstrækkeligt belyst af sagsakterne, og beslutter, at det er ufornødent at indlede den mundtlige forhandling.
17 Kommissionen har gjort gældende, at denne sag skal afvises med den begrundelse, at sagsøgeren hverken har godtgjort at have en retlig interesse eller at være individuelt berørt af den anfægtede beslutning.
18 Først undersøges Kommissionens anden indsigelsesgrund.
19 Artikel 263, stk. 4, TEUF har følgende ordlyd: »Enhver fysisk eller juridisk person kan på det grundlag, der er omhandlet i stk. 1 og 2, indbringe klage med henblik på prøvelse af retsakter, der er rettet til vedkommende, eller som berører denne umiddelbart og individuelt, samt af regelfastsættende retsakter, der berører vedkommende umiddelbart, og som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger.«
20 Da den anfægtede beslutning blev vedtaget som afslutning på den formelle undersøgelsesprocedure og ikke blev rettet til sagsøgeren, skal vurderingen af, om sagsøgeren er individuelt berørt, foretages efter de kriterier, der er fastsat i Domstolens dom af 15. juli 1963, Plaumann mod Kommissionen (sag 25/62, Sml. 1954-1964, s. 411, org.ref.: Rec. s. 197, på s. 223). Sagsøgeren skal herefter godtgøre, at den anfægtede beslutning rammer ham på grund af visse egenskaber, som er særlige for ham, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller ham fra alle andre og derfor individualiserer ham på lignende måde som adressaten for denne beslutning (jf. i denne retning Domstolens dom af 29.4.2004, sag C-298/00 P, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 4087, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).
21 Sagsøgeren har påberåbt sig sin egenskab af modtager af støtte i henhold til den omtvistede ordning med henblik på at godtgøre, at selskabet er individuelt berørt af den anfægtede beslutning, der erklærer nævnte ordning ulovlig og uforenelig med fællesmarkedet, når ordningen fandt anvendelse på erhvervelse af kapitalandele i virksomheder inden for Unionen.
22 Ifølge fast retspraksis kan en virksomhed i princippet ikke anlægge søgsmål til prøvelse af en beslutning fra Kommissionen, der forbyder en støtteordning til fordel for en sektor, hvis virksomheden alene er berørt af denne beslutning, fordi den tilhører den pågældende sektor og potentielt kan blive omfattet af støtten. En sådan beslutning fremtræder nemlig over for denne virksomhed som en generel foranstaltning, der finder anvendelse på objektivt afgrænsede situationer og har retsvirkninger for en gruppe personer, der er bestemt generelt og abstrakt (jf. dommen i sagen Italien mod Kommissionen, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis, samt Rettens dom af 11.6.2009, sag T-309/02, Acegas mod Kommissionen, Sml. II, s. 1809, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).
23 Når en sagsøgende virksomhed imidlertid ikke alene er berørt af den omhandlede beslutning som en virksomhed inden for den berørte sektor, der potentielt kan drage fordel af støtteordningen, men ligeledes som faktisk modtager af en individuel støtte i henhold til denne ordning, som Kommissionen har krævet tilbagesøgt, er virksomheden individuelt berørt af beslutningen, og dens søgsmål kan antages til realitetsbehandling (jf. i denne retning Domstolens dom af 19.10.2000, forenede sager C-15/98 og C-105/99, Italien og Sardegna Lines mod Kommissionen, Sml. I, s. 8855, præmis 34 og 35, og Rettens dom af 10.9.2009, sag T-75/03, Banco Comercial dos Açores mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 44).
24 Det skal således undersøges, om sagsøgeren kan betragtes som en faktisk modtager af en individuel støtte ydet i henhold til den støtteordning, som er omhandlet i den anfægtede beslutning, og som Kommissionen har krævet tilbagesøgt (jf. i denne retning Domstolens dom af 9.6.2011, forenede sager C-71/09 P, C-73/09 P og C-76/09 P, Comitato »Venezia vuole vivere« m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 4727, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis, og Rettens dom af 8.3.2012, sag T-221/10, Iberdrola mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 27).
25 Sagsøgeren har gjort gældende, at selskabet er individuelt berørt af den anfægtede beslutning i kraft af en erhvervelse af kapitalandele i et selskab i Portugal. Sagsøgeren har præciseret, at dets moderselskab den 26. juli 2007 indgik en købsaftale i Portugal med et nederlandsk selskab, som var undergivet betingelsen om at en opnå tilladelse fra den portugisiske konkurrencemyndighed. Denne myndighed godkendte den omhandlede transaktion den 27. december 2007 efter at være blevet orienteret om, at sagsøgerens moderselskabs »aftaleretlige stilling« var blevet overdraget til sidstnævnte i medfør af købsaftalen. Transaktionen blev endelig gennemført den 31. december 2007, og sagsøgeren har fremlagt flere dokumenter, som er vedlagt i bilag til stævningen, der bekræfter, at selskabet har anvendt den omtvistede ordning i forbindelse med denne transaktion. Sagsøgeren har således godtgjort sin egenskab af faktisk støttemodtager i henhold til den omtvistede ordning. Selskabet har imidlertid anført, at det ikke er underlagt en tilbagebetalingsforpligtelse.
26 I denne henseende har sagsøgeren på baggrund af retspraksis gjort gældende, at anerkendelsen af, at modtageren af en støtte i henhold til en støtteordning, som er erklæret ulovlig og uforenelig med fællesmarkedet, er individuelt berørt af en retsakt, der fastslår, at en støtte er ulovlig, ikke kan være begrænset til tilfælde, hvor tilbagesøgningen af denne støtte er pålagt støttemodtageren. Ifølge sagsøgeren behandles tilbagebetalingsforpligtelsen i retspraksis nemlig kun for fuldstændighedens skyld.
27 Dette argument skal forkastes. De domme, hvortil der er henvist i præmis 23 ovenfor, samt de af sagsøgeren nævnte beslutninger knytter med identisk ordlyd spørgsmålet, om en sagsøger er individuelt berørt af en beslutning, der erklærer en støtteordning uforenelig, sammen med godtgørelsen af, at selskabet er faktisk modtager af en individuel støtte i henhold til denne ordning, som Kommissionen har krævet tilbagesøgt (Rettens dom af 20.9.2007, sag T-136/05, Salvat père & fils m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 4063, præmis 70, samt domme af 11.6.2009, sag T-292/02, Confservizi mod Kommissionen, Sml. II, s. 1659, præmis 44, og sag T-301/02, AEM mod Kommissionen, Sml. II, s. 1757, præmis 45). Det kan ikke udledes af denne formulering, som sidestiller tilbagesøgningsforpligtelsen med en faktisk modtager af en individuel støtte, at kravet om en sådan forpligtelse er af sekundær betydning eller endog overflødig.
28 Det bemærkes endvidere, at Rettens dom af 28. november 2008, Hôtel Cipriani m.fl. mod Kommissionen (forenede sager T-254/00, T-270/00 og T-277/00, Sml. II, s. 3269, præmis 84), som sagsøgeren også henviser til, blot gentager de to ovennævnte betingelser og endog lægger særlig vægt på pålægget om tilbagesøgning ved at fastslå, at individualiseringen i denne sag er en følge af den særlige skadevirkning, som pålægget om tilbagesøgning medfører for de fuldt ud identificerbare medlemmer af denne lukkede kreds. Domstolen, som tog stilling til appellen af denne dom, fandt, at Retten med føje havde fastslået, at de sagsøgende virksomheder havde søgsmålskompetence, idet de var individuelt berørt af den anfægtede beslutning som følge af den særlige krænkelse af deres retsstilling ved pålægget om tilbagesøgning af den pågældende støtte (dommen i sagen Comitato »Venezia vuole vivere« m.fl. mod Kommissionen, præmis 51).
29 I modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, kan det derudover ikke udledes af præmis 56 i dommen i sagen Comitato »Venezia vuole vivere« m.fl. mod Kommissionen, at Domstolen med sikkerhed bekræftede, at tilbagesøgningen af fordelen ikke er en ufravigelig forudsætning for at anse en sagsøger for individuelt berørt. I denne præmis fastslog Domstolen således, at allerede påbuddet om tilbagebetaling berørte alle de pågældende støttemodtagere individuelt, idet de på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede beslutning risikerede, at de fordele, de havde modtaget, skulle tilbagebetales, og at deres retsstilling således var berørt, uden at det derfor var nødvendigt at undersøge de yderligere betingelser for de tilfælde, hvor Kommissionens beslutning ikke er ledsaget af et påbud om tilbagebetaling. Domstolen anførte ligeledes i den samme præmis, at den mulighed, at de underkendte fordele ikke senere bliver inddrevet hos modtagerne, ikke udelukker, at modtagerne kan betragtes som individuelt berørt. Domstolen har således blot anført, at påbuddet om tilbagebetaling i den anfægtede beslutning var tilstrækkeligt til at individualisere de omhandlede modtagere, uden at det var nødvendigt at undersøge, om dette påbud på nationalt plan ville være ledsaget af virkninger.
30 Heraf følger, at når en anfægtet retsakt kræver tilbagesøgning af støtte ydet i henhold til en støtteordning, er det alene de sagsøgere, der er omfattet af påbuddet om tilbagesøgning, som er individuelt berørt af denne retsakt.
31 Eftersom sagsøgeren ikke er underlagt en tilbagebetalingsforpligtelse, kan selskabet følgelig ikke anses for individuelt berørt af den anfægtede beslutning.
32 Selv om sagsøgerens argument om, at afvisningen af denne sag ville svare til at fratage denne sagsøger en effektiv domstolsbeskyttelse – selv om dette argument fremgår af den del af argumentationen, der vedrører retlig interesse – må fortolkes således, at det ligeledes er påberåbt til støtte for, at selskabet er individuelt berørt, skal det påpeges, at Unionen er en retsunion, inden for hvilken dens institutioner er undergivet kontrol med, om dens retsakter er forenelige med traktaten og med de almindelige retsgrundsætninger, som de grundlæggende rettigheder er en del af. Borgerne skal derfor have adgang til en effektiv domstolsbeskyttelse af de rettigheder, som tilkommer dem i medfør af EU-retten. Imidlertid vil sagsøgeren i den foreliggende sag langt fra være frataget enhver effektiv domstolsbeskyttelse. Selv om det foreliggende søgsmål afvises, er der således intet til hinder for, at sagsøgeren i forbindelse med en retssag ved en national domstol, som sagsøgeren har angivet verserer, hvorunder den manglende tilbagesøgningspligt, som sagsøgeren nyder godt af i medfør af den anfægtede beslutning, anfægtes, foreslår den nationale ret at foretage en præjudiciel forelæggelse i medfør af artikel 267 TEUF med henblik på prøvelse af gyldigheden af den anfægtede beslutning, for så vidt som den fastslår uforeneligheden af den omtvistede ordning (jf. i denne retning Rettens dom af 24.3.2011, forenede sager T-443/08 og T-455/08, Freistaat Sachsen m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1311, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis). I modsætning til, hvad sagsøgeren har anført, kan den omstændighed, at der verserer andre sager, der er anlagt ved Retten til prøvelse af den anfægtede beslutnings artikel 1, stk. 1, ikke ændre en sådan domstolsbeskyttelse. Enten annullerer Retten således bestemmelsen, og den nationale domstol er bundet af denne annullation, eller også frifinder den Kommissionen, og den nationale rets forpligtelse til at forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål i tilfælde af tvivl om gyldigheden af den pågældende bestemmelse består (jf. i denne retning Domstolens dom af 22.10.1987, sag 314/85, Foto-Frost, Sml. s. 4199, på s. 4225, præmis 15).
33 Sagen må således afvises, uden at det er fornødent at behandle Kommissionens første indsigelsesgrund om sagsøgerens manglende retlige interesse.
Sagens omkostninger
34 Ifølge procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgeren har tabt sagen, bør selskabet pålægges at bære sine egne omkostninger og betale Kommissionens omkostninger i overensstemmelse med dennes påstand herom.
På grundlag af disse præmisser
bestemmer:
RETTEN (Ottende Afdeling):
1) Europa-Kommissionen frifindes.
2) Modelo Continente Hipermercados, SA, sucursal en España, betaler sagens omkostninger.
Således bestemt i Luxembourg den 21. marts 2012.