DOMSTOLENS DOM (Store Afdeling)

30. april 2024 (*)

»Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde i straffesager – direktiv 2014/41/EU – europæisk efterforskningskendelse i straffesager – fremskaffelse af bevismateriale, som de kompetente myndigheder i fuldbyrdelsesstaten allerede er i besiddelse af – betingelser for udstedelse – krypteret telekommunikationstjeneste – EncroChat – behov for en domstolsafgørelse – anvendelse af bevismateriale, der er indsamlet i strid med EU-retten«

I sag C-670/22,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Landgericht Berlin (den regionale ret i første instans i Berlin, Tyskland) ved afgørelse af 19. oktober 2022, indgået til Domstolen den 24. oktober 2022, i straffesagen mod

M.N.,

har

DOMSTOLEN (Store Afdeling),

sammensat af præsidenten, K. Lenaerts, vicepræsidenten, L. Bay Larsen, afdelingsformændene A. Prechal, K. Jürimäe (refererende dommer), C. Lycourgos, T. von Danwitz, Z. Csehi og O. Spineanu-Matei samt dommerne M. Ilešič, J.-C. Bonichot, I. Jarukaitis, A. Kumin, D. Gratsias, M.L. Arastey Sahún og M. Gavalec,

generaladvokat: T. Ćapeta,

justitssekretær: kontorchef D. Dittert og fuldmægtig K. Hötzel,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 4. juli 2023,

efter at der er afgivet indlæg af:

–        Staatsanwaltschaft Berlin ved R. Pützhoven og J. Raupach, som befuldmægtigede,

–        M.N. ved Rechtsanwalt S. Conen,

–        den tyske regering ved J. Möller, P. Busche og M. Hellmann, som befuldmægtigede,

–        den tjekkiske regering ved L. Halajová, M. Smolek og T. Suchá, som befuldmægtigede,

–        den estiske regering ved M. Kriisa, som befuldmægtiget,

–        Irland ved Chief State Solicitor M. Browne, M.A. Joyce og D. O’Reilly, som befuldmægtigede, bistået af D. Fennelly, BL,

–        den spanske regering ved A. Gavela Llopis og A. Pérez-Zurita Gutiérrez, som befuldmægtigede,

–        den franske regering ved G. Bain, R. Bénard, B. Dourthe, B. Fodda og T. Stéhelin, som befuldmægtigede,

–        den ungarske regering ved M.Z. Fehér, som befuldmægtiget,

–        den nederlandske regering ved M.K. Bulterman, A. Hanje og J. Langer, som befuldmægtigede,

–        den polske regering ved B. Majczyna, som befuldmægtiget,

–        den svenske regering ved F.-L. Göransson og H. Shev, som befuldmægtigede,

–        Europa-Kommissionen ved H. Leupold, M. Wasmeier og F. Wilman, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 26. oktober 2023,

afsagt følgende

Dom

1        Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 2, litra c), artikel 6, stk. 1, og artikel 31 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/41/EU af 3. april 2014 om den europæiske efterforskningskendelse i straffesager (EUT 2014, L 130, s. 1) samt af ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet.

2        Anmodningen er blevet indgivet inden for rammerne af en straffesag mod M.N. og vedrører lovligheden af tre europæiske efterforskningskendelser udstedt af Generalstaatsanwaltschaft Frankfurt am Main (anklagemyndigheden i Frankfurt am Main, Tyskland) (herefter »anklagemyndigheden i Frankfurt«).

 Retsforskrifter

 EU-retten

 Direktiv 2002/58/EF

3        Artikel 15, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (Direktiv om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation) (EFT 2002, L 201, s. 37) fastsætter:

»Medlemsstaterne kan vedtage retsforskrifter med henblik på at indskrænke rækkevidden af de rettigheder og forpligtelser, der omhandles i artikel 5, artikel 6, artikel 8, stk. 1, 2, 3 og 4, og artikel 9, hvis en sådan indskrænkning er nødvendig, passende og forholdsmæssig i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed (dvs. statens sikkerhed), forsvaret, den offentlige sikkerhed, eller forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning i straffesager eller uautoriseret brug af det elektroniske kommunikationssystem efter artikel 13, stk. 1, i [Europa-Parlamentet og Rådets] direktiv 95/46/EF [af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT 1995, L 281, s. 31)]. [...] Alle i dette stykke omhandlede forskrifter skal være i overensstemmelse med fællesskabsrettens generelle principper, herunder principperne i [...] artikel 6, stk. 1 og 2[, TEU].«

 Direktiv 2014/41

4        Følgende fremgår af 2., 5.-8., 19. og 30. betragtning til direktiv 2014/41:

»(2)      I henhold til artikel 82, stk. 1, [TEUF] skal det retlige samarbejde i straffesager i [Den Europæiske Union] bygge på princippet om gensidig anerkendelse af domme og retsafgørelser, der siden Det Europæiske Råds møde den 15.-16. oktober 1999 i Tammerfors almindeligvis er blevet betegnet som en hovedhjørnesten i det retlige samarbejde i straffesager i Unionen.

[...]

(5)      Siden vedtagelsen af [Rådets] rammeafgørelse 2003/577/RIA [af 22. juli 2003 om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevismateriale (EUT 2003, L 196, s. 45)] og [Rådets rammeafgørelse] 2008/978/RIA [af 18. december 2008 om en europæisk bevissikringskendelse med henblik på fremskaffelse af genstande, dokumenter og data til brug i straffesager (EUT 2008, L 350, s. 72)] er det blevet klart, at den nuværende ramme for indsamling af bevismateriale er for fragmenteret og kompliceret. Der er derfor behov for en ny tilgang.

(6)      I Stockholmprogrammet vedtaget af Det Europæiske Råd af 10.-11. december 2009 fandt Det Europæiske Råd, at der bør arbejdes videre med oprettelsen af et omfattende system til fremskaffelse af bevismateriale i sager med en grænseoverskridende dimension baseret på princippet om gensidig anerkendelse. Det Europæiske Råd anførte, at de eksisterende instrumenter på dette område er fragmenterede, og at der er behov for en ny tilgang, der bygger på princippet om gensidig anerkendelse, men som også tager hensyn til fleksibiliteten i det traditionelle system for gensidig retshjælp. Det Europæiske Råd efterlyste derfor et samlet system til erstatning for alle eksisterende instrumenter på dette område, herunder rammeafgørelse 2008/978/RIA, der så vidt muligt omfatter alle former for bevismateriale, indeholder frister for håndhævelse og så vidt muligt begrænser grundene til afslag.

(7)      Denne nye tilgang bygger på et enkelt instrument kaldet den europæiske efterforskningskendelse. En europæisk efterforskningskendelse skal udstedes for at få en eller flere specifikke efterforskningsforanstaltninger udført i den stat, der fuldbyrder efterforskningskendelsen (»fuldbyrdelsesstaten«) med henblik på indsamling af bevismateriale. Dette omfatter fremskaffelse af bevismateriale, der allerede er i fuldbyrdelsesmyndighedens besiddelse.

(8)      Den europæiske efterforskningskendelse bør have et horisontalt anvendelsesområde og bør derfor finde anvendelse på alle efterforskningsforanstaltninger, der tager sigte på at indsamle bevismateriale. Oprettelsen af et fælles efterforskningshold og indsamling af bevismateriale inden for et sådant efterforskningshold kræver imidlertid specifikke regler, der bedre kan behandles separat. Med forbehold af anvendelsen af dette direktiv bør eksisterende instrumenter derfor fortsat finde anvendelse på disse typer efterforskningsforanstaltninger.

[...]

(19)      Oprettelsen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed i Unionen er baseret på gensidig tillid og en formodning om alle medlemsstaters overholdelse af EU-retten, navnlig de grundlæggende rettigheder. Denne formodning er dog afviselig. Hvis der er vægtige grunde til at tro, at gennemførelsen af en efterforskningsforanstaltning, der er anført i en europæisk efterforskningskendelse, ville medføre krænkelse af en grundlæggende ret, og at fuldbyrdelsesmedlemsstaten ville tilsidesætte sine pligter vedrørende beskyttelse af grundlæggende rettigheder, der anerkendes i [Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«)], bør fuldbyrdelsen af kendelsen afslås.

[...]

(30)      Mulighederne for samarbejde i henhold til dette direktiv om aflytning af telekommunikation bør ikke begrænses til telekommunikationens indhold, men også omfatte indsamling af trafik- og lokaliseringsdata i tilknytning til sådan telekommunikation for således at give de kompetente myndigheder mulighed for at udstede en europæisk efterforskningskendelse med henblik på at indhente mindre indgribende oplysninger om telekommunikation. En europæisk efterforskningskendelse, der udstedes med henblik på at indhente historiske trafik- og lokaliseringsdata vedrørende telekommunikation, bør behandles i henhold til den generelle ordning, der finder anvendelse på fuldbyrdelse af den europæiske efterforskningskendelse og kan afhængigt af fuldbyrdelsesstatens lovgivning betragtes som en indgribende efterforskningsforanstaltning.«

5        Dette direktivs artikel 1 fastsætter følgende under overskriften »Pligten til at fuldbyrde den europæiske efterforskningskendelse«:

»1.      En europæisk efterforskningskendelse er en retsafgørelse, som er udstedt eller godkendt af en judiciel myndighed i en medlemsstat (»udstedelsesstaten«) for at få en eller flere specifikke efterforskningsforanstaltninger udført i en anden medlemsstat (»fuldbyrdelsesstaten«) med henblik på at fremskaffe bevismateriale i overensstemmelse med dette direktiv.

Den europæiske efterforskningskendelse kan også udstedes for at fremskaffe bevismateriale, som de kompetente myndigheder i fuldbyrdelsesstaten allerede er i besiddelse af.

2.      Medlemsstaterne fuldbyrder en europæisk efterforskningskendelse på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og i overensstemmelse med dette direktiv.«

6        Det nævnte direktivs artikel 2 med overskriften »Definitioner« har følgende ordlyd:

»I dette direktiv forstås ved:

[...]

c)      »udstedelsesmyndighed«:

i)      en dommer, domstol, undersøgelsesdommer eller offentlig anklager, der er kompetent i den pågældende sag, eller

ii)      enhver anden kompetent myndighed som defineret af udstedelsesstaten, der i den pågældende sag handler i sin egenskab af efterforskningsmyndighed i straffesager med kompetence til at indsamle bevismateriale i henhold til national ret. Desuden skal den europæiske efterforskningskendelse, før den overføres til fuldbyrdelsesmyndigheden, efter en undersøgelse af dens overensstemmelse med betingelserne i henhold til dette direktiv for udstedelse af en europæisk efterforskningskendelse, navnlig betingelserne i artikel 6, stk. 1, godkendes af en dommer, domstol, undersøgelsesdommer eller offentlig anklager i udstedelsesstaten. Når den europæiske efterforskningskendelse er blevet godkendt af en judiciel myndighed, kan denne myndighed også betragtes som en udstedelsesmyndighed med hensyn til fremsendelse af den europæiske efterforskningskendelse

d)      »fuldbyrdelsesmyndighed«: en myndighed, der har kompetence til at anerkende en europæisk efterforskningskendelse og sikre fuldbyrdelsen heraf i overensstemmelse med dette direktiv og de procedurer, der finder anvendelse i en lignende national sag. Sådanne procedurer kan kræve en tilladelse fra en domstol i fuldbyrdelsesstaten, når det er foreskrevet i dens nationale ret.«

7        Samme direktivs artikel 4 med overskriften »Sager, som kan give anledning til udstedelse af en europæisk efterforskningskendelse« fastsætter:

»En europæisk efterforskningskendelse kan udstedes:

a)      i straffesager, der er anlagt af eller kan anlægges for en judiciel myndighed med hensyn til en handling, som er strafbar i henhold til udstedelsesstatens lovgivning

[...]«

8        Artikel 6 i direktiv 2014/41 med overskriften »Betingelser for udstedelse og fremsendelse af en europæisk efterforskningskendelse« bestemmer:

»1.      Udstedelsesmyndigheden kan kun udstede en europæisk efterforskningskendelse, når den anser det for godtgjort, at følgende betingelser er opfyldt:

a)      udstedelsen af den europæiske efterforskningskendelse er nødvendig og står i et rimeligt forhold til de i artikel 4 omhandlede formål med retssagen under hensyn til den mistænktes eller tiltaltes rettigheder, og

b)      der kunne være blevet udstedt kendelse om den eller de efterforskningsforanstaltninger, der er anført i den europæiske efterforskningskendelse, under samme omstændigheder i en lignende national sag.

2.      Udstedelsesmyndigheden vurderer de i stk. 1 omhandlede betingelser i hver enkelt sag.

3.      Når fuldbyrdelsesmyndigheden har grund til at tro, at de i stk. 1 omhandlede betingelser ikke er opfyldt, kan den høre udstedelsesmyndigheden om betydningen af at fuldbyrde den europæiske efterforskningskendelse. Efter en sådan høring kan udstedelsesmyndigheden beslutte at trække den europæiske efterforskningskendelse tilbage.«

9        Direktivets artikel 14 med overskriften »Retsmidler« har følgende ordlyd:

»1.      Medlemsstaterne sikrer, at retsmidler svarende til dem, der er tilgængelige i en lignende national sag, finder anvendelse på de efterforskningsforanstaltninger, der er anført i den europæiske efterforskningskendelse.

[...]

7.      Udstedelsesstaten tager en vellykket anfægtelse af anerkendelsen eller fuldbyrdelsen af en europæisk efterforskningskendelse i betragtning i overensstemmelse med dens nationale ret. Uden at dette berører nationale procedureregler sikrer medlemsstaterne, at retten til et forsvar og en retfærdig behandling af sagen respekteres i straffesager i udstedelsesstaten i forbindelse med vurderingen af det bevismateriale, der er fremskaffet gennem den europæiske efterforskningskendelse.«

10      Det nævnte direktivs artikel 30 med overskriften »Aflytning af telekommunikation med teknisk assistance fra en anden medlemsstat« fastsætter:

»1.      En europæisk efterforskningskendelse kan udstedes med henblik på aflytning af telekommunikation i den medlemsstat, hvis tekniske assistance der er behov for.

[...]

7.      Ved udstedelse af en europæisk efterforskningskendelse som omhandlet i stk. 1 eller under aflytningen kan udstedelsesmyndigheden, når særlige grunde taler herfor, også anmode om en udskrift, afkodning eller afkryptering af optagelsen, med forbehold af fuldbyrdelsesmyndighedens tilsagn.

8.      Omkostninger, der hidrører fra anvendelsen af denne artikel, afholdes i overensstemmelse med artikel 21, bortset fra omkostninger i forbindelse med udskrift, afkodning og afkryptering af de aflyttede kommunikationer, som afholdes af udstedelsesstaten.«

11      Samme direktivs artikel 31 med overskriften »Underretning af den medlemsstat, hvor den person, der er genstand for aflytningen, befinder sig, og hvis tekniske assistance ikke er nødvendig« bestemmer:

»1.      Hvis aflytningen af telekommunikation er godkendt af den kompetente myndighed i en medlemsstat med henblik på at udføre en efterforskningsforanstaltning, og telekommunikationsadressen på den person, der er genstand for aflytningen, som er anført i den lovmæssige beslutning om aflytning, anvendes på en anden medlemsstats område, uden at der er behov for teknisk assistance fra denne medlemsstat til at gennemføre aflytningen, underretter den første medlemsstat (den »aflyttende medlemsstat«) den kompetente myndighed i den anden medlemsstat (den »underrettede medlemsstat«) om aflytningen:

a)      inden aflytningen i de tilfælde, hvor den kompetente myndighed i den aflyttende medlemsstat på tidspunktet for beordringen af aflytningen er bekendt med, at den person, der er genstand for aflytningen, befinder sig eller vil befinde sig på den underrettede medlemsstats område

b)      under aflytningen, eller efter at aflytningen er blevet udført, umiddelbart efter, at den bliver klar over, at den person, der er genstand for aflytningen, befinder sig på den underrettede medlemsstats område eller har befundet sig der under aflytningen.

2.      Den underretning, der er omhandlet i stk. 1, udføres ved hjælp af formularen i bilag C.

3.      Den kompetente myndighed i de underrettede medlemsstater kan, hvis aflytningen ikke ville være tilladt i en tilsvarende national sag, hurtigst muligt og senest 96 timer efter modtagelsen af den underretning, der er omhandlet i stk. 1, meddele den kompetente myndighed i den aflyttende medlemsstat:

a)      at aflytningen ikke må udføres eller skal afsluttes, og

b)      om nødvendigt, at det materiale, der er blevet aflyttet, mens den person, der er genstand for aflytningen, befandt sig på den pågældende stats område, ikke må anvendes, eller kun må anvendes på betingelser, som den fastsætter. Den kompetente myndighed i den underrettede medlemsstat meddeler den kompetente myndighed i den aflyttende medlemsstat begrundelsen for disse betingelser.

[...]«

12      Artikel 33 i direktiv 2014/41 med overskriften »Meddelelser« opregner i stk. 1 de oplysninger, der skal meddeles og stilles til rådighed for alle medlemsstaterne og for det europæiske retlige netværk, der blev oprettet ved fælles aktion 98/428/RIA af 29. juni 1998 vedtaget af Rådet på grundlag af artikel K.3 [EU] om oprettelse af et europæisk retligt netværk (EFT 1998, L 191, s. 4).

 Tysk ret

13      Aflytning af telekommunikation med henblik på strafforfølgning er reguleret i Strafprozessordnung (StPO) (strafferetsplejeloven) (herefter »StPO«).

14      StPO’s § 100a, stk. 1, første til tredje punktum, tillader henholdsvis kontrol af igangværende kommunikation i form af en »klassisk« kontrol af telekommunikation, overvågning af igangværende kommunikation ved hjælp af installation af spionsoftware på terminaludstyr (»aflytning af telekommunikation ved kilden«) og indsamling af den kommunikation, der allerede er afsluttet og lagret på terminaludstyret på det tidspunkt, hvor Landgericht (regional ret i første instans, Tyskland) udsteder en kendelse om den pågældende foranstaltning (»begrænset onlineransagning«). I henhold til StPO’s § 100b er det muligt at læse alle data, der er registreret på terminaludstyr (»onlineransagning«).

15      Alle disse foranstaltninger forudsætter, at der foreligger en konkret mistanke om, at der er begået en strafbar handling, idet den omhandlede kategori af ulovlige handlinger er begrænset til visse forhold, der er opregnet i StPO’s § 100a, stk. 2, og § 100b, stk. 2.

16      I medfør af StPO’s § 100e, stk. 1 og 2, kan den kompetente Landgericht (regional ret i første instans) desuden kun anordne de nævnte foranstaltninger efter anmodning fra den relevante anklagemyndighed. I denne henseende fremgår det af StPO’s § 100e, stk. 2, sammenholdt med § 74a, stk. 4, i Gerichtsverfassungsgesetz (GVG) (lov om domstolenes organisation) af 12. september 1950 (BGBl. 1950 I, s. 455), at en onlineransagning henhører under enekompetencen for en specialiseret afdeling ved Landgericht (regional ret i første instans).

17      Gesetz über die internationale Rechtshilfe in Strafsachen (IRG) (lov om international retshjælp i straffesager) af 23. december 1982 (BGBl. 1982 I, s. 2071) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »IRG«), fastsætter ikke udtrykkeligt, hvilken myndighed der har kompetence til at udstede europæiske efterforskningskendelser. Med henvisning til StPO’s § 161 kan anklagemyndigheden således udstede en europæisk efterforskningskendelse med henblik på kontrol af telekommunikation i udlandet i forbindelse med efterforskningen forud for en tiltale.

18      IRG’s § 91g, stk. 6, som gennemfører artikel 31 i direktiv 2014/41 i tysk ret, bestemmer, at den kompetente myndighed, som af en medlemsstat bliver underrettet om, at denne medlemsstat har til hensigt at foretage en aflytning på tysk område, skal forbyde iværksættelsen af denne foranstaltning eller anvendelsen af de aflyttede oplysninger senest inden for 96 timer, eller skal bestemme, at disse oplysninger kun må anvendes på visse betingelser, såfremt denne foranstaltning ikke ville være tilladt på nationalt plan i et tilsvarende tilfælde. IRG præciserer imidlertid ikke, om underretningen om denne samme foranstaltning skal ske til den kompetente Landgericht (regional ret i første instans) eller den pågældende anklagemyndighed. IRG’s § 92d regulerer udelukkende den kompetente myndigheds geografiske kompetence.

 Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

19      I forbindelse med en efterforskning foretaget af de franske myndigheder viste det sig, at tiltalte personer havde anvendt krypterede mobiltelefoner, der fungerede under en licens benævnt »EncroChat«, til at begå lovovertrædelser, der hovedsageligt vedrørte narkotikahandel. Disse mobiltelefoner gjorde det muligt ved hjælp af særlig software og ændret hardware via en server, der var installeret i Roubaix (Frankrig), at etablere en end-to-end-krypteret kommunikation, som ikke kunne aflyttes med traditionelle efterforskningsmetoder (herefter »EncroChat-tjenesten«).

20      Med tilladelse fra en domstol lykkedes det i 2018 og 2019 fransk politi at sikre kopier af data fra denne server. Disse data gjorde det muligt inden for rammerne af et fælles efterforskningshold med bl.a. nederlandske eksperter at udvikle en »trojaner-software«. Denne software blev med tilladelse fra tribunal correctionnel de Lille (retten i første instans i straffesager i Lille, Frankrig) i foråret 2020 uploadet til serveren i Roubaix og herfra installeret på mobiltelefonerne gennem en simuleret opdatering. Ud af i alt 66 134 registrerede brugere blev 32 477 brugere fordelt på 122 lande berørt af den nævnte software, herunder ca. 4 600 brugere i Tyskland.

21      Den 9. marts 2020 deltog repræsentanter for Bundeskriminalamt (forbundskriminalpoliti, herefter »BKA«) og anklagemyndigheden i Frankfurt samt repræsentanter for bl.a. de franske og de nederlandske myndigheder og Det Forenede Kongeriges myndigheder i en videokonference arrangeret af Den Europæiske Unions Agentur for Strafferetligt Samarbejde (Eurojust). Under denne konference underrettede repræsentanterne for de franske og de nederlandske myndigheder repræsentanterne for myndighederne i de andre medlemsstater om den efterforskning, som de foretog af et selskab, der drev krypterede mobiltelefoner, og om den påtænkte foranstaltning til aflytning af data, herunder data fra mobiltelefoner, der befandt sig andre steder end på det franske område. Repræsentanterne for de tyske myndigheder tilkendegav deres interesse i de tyske brugeres data.

22      I et notat af 13. marts 2020 meddelte BKA, at der ville blive indledt en efterforskning mod en række ukendte brugere af EncroChat-tjenesten for organiseret handel med narkotika i ikke ubetydelige mængder og dannelse af en kriminel organisation. BKA begrundede indledningen af denne efterforskning med, at anvendelsen af EncroChat-tjenesten som sådan gav anledning til mistanke om grov kriminalitet, navnlig organiseringen af narkotikahandel.

23      På grundlag af dette notat indledte anklagemyndigheden i Frankfurt den 20. marts 2020 under betegnelsen »Haster« en efterforskning mod X (herefter »UJs-proceduren«).

24      Den 27. marts 2020 modtog BKA via det sikre informationsudvekslingssystem under Den Europæiske Unions Agentur for Retshåndhævelsessamarbejde (Europol), benævnt »Secure Information Exchange Network Application« (SIENA), en meddelelse fra det fælles efterforskningshold til politimyndighederne i de medlemsstater, der var interesserede i oplysningerne fra EncroChat. De kompetente myndigheder i disse medlemsstater blev opfordret til skriftligt at bekræfte, at de var blevet underrettet om de metoder, der blev anvendt til at indsamle data fra mobiltelefoner på deres nationale område. De skulle ligeledes sikre, at de videregivne oplysninger i første omgang i princippet udelukkende ville blive videregivet med henblik på anvendelse, og at de ikke ville blive anvendt i igangværende efterforskningsprocedurer, medmindre medlemsstaterne i det fælles efterforskningshold havde givet tilladelse hertil. Ifølge den forelæggende ret fremsendte BKA efter aftale med anklagemyndigheden i Frankfurt de anmodede tilsagn.

25      Mellem den 3. april 2020 og den 28. juni 2020 konsulterede BKA de oplysninger vedrørende de i Tyskland anvendte mobiltelefoner, som dagligt blev stillet til rådighed på Europols server.

26      I forbindelse med UJs-proceduren anmodede anklagemyndigheden i Frankfurt den 2. juni 2020 ved en første europæisk efterforskningskendelse de franske myndigheder om tilladelse til uden begrænsninger at anvende oplysningerne fra EncroChat-tjenesten i straffesager. Anklagemyndigheden i Frankfurt begrundede sin anmodning med, at BKA var blevet underrettet af Europol om, at et stort antal meget alvorlige lovovertrædelser, herunder import af og handel med narkotika i ikke ubetydelige mængder, var begået i Tyskland ved hjælp af mobiltelefoner, der var udstyret med denne tjeneste, og at personer, der endnu ikke var identificeret, var mistænkt for at planlægge og begå meget alvorlige lovovertrædelser i Tyskland under anvendelse af krypteret kommunikation.

27      Efter denne anmodning gav tribunal correctionnel de Lille (retten i første instans i straffesager i Lille) tilladelse til, at data fra tyske brugeres mobiltelefoner, der var udstyret med EncroChat-tjenesten, kunne overføres og anvendes under retssager. Der blev efterfølgende fremsendt yderligere data i henhold til to uddybende europæiske efterforskningskendelser af henholdsvis 9. september 2020 og 2. juli 2021 (herefter sammen med den europæiske efterforskningskendelse af 2.6.2020 under ét »de europæiske efterforskningskendelser«).

28      Anklagemyndigheden i Frankfurt udskilte efterfølgende sager fra UJs-proceduren og omfordelte efterforskningen mod visse brugere, herunder M.N., til lokale anklagemyndigheder. Det er på denne baggrund, at Landgericht Berlin (den regionale ret i første instans i Berlin, Tyskland), som er den forelæggende ret, har udtrykt tvivl om lovligheden af de europæiske efterforskningskendelser i lyset af direktiv 2014/41.

29      Med den første række af tre spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, hvilken myndighed der var kompetent til at udstede de europæiske efterforskningskendelser.

30      I denne henseende har Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland) i en kendelse af 2. marts 2022 afsagt i forbindelse med sag 5 StR 457/21 (DE:BGH:2022:020322B5STRT457.21.0) fastslået, at anklagemyndigheden i Frankfurt, som efterforsker UJs-proceduren, havde kompetence til at udstede de europæiske efterforskningskendelser om fremsendelse af bevismateriale (herefter »forbundsdomstolens kendelse af 2. marts 2022«). Den forelæggende ret er ikke enig i denne fortolkning. Den forelæggende ret hælder til den opfattelse, at det i henhold til artikel 6, stk. 1, i direktiv 2014/41, sammenholdt med dette direktivs artikel 2, litra c), kun er en domstol, der kan udstede de europæiske efterforskningskendelser.

31      Den forelæggende ret har i denne henseende henvist til dom af 2. marts 2021, Prokuratuur (Betingelser for adgang til oplysninger om elektronisk kommunikation) (C-746/18, EU:C:2021:152), og af 16. december 2021, Spetsializirana prokuratura (Trafik- og lokaliseringsdata) (C-724/19, EU:C:2021:1020). Den har nærmere bestemt støttet sig på de betragtninger, som Domstolen i den praksis, der følger af disse domme, har lagt til grund for fortolkningen af artikel 15, stk. 1, i direktiv 2002/58 i lyset af de grundlæggende rettigheder, der følger af chartrets artikel 7, 8 og 11. Ifølge den forelæggende ret kan denne retspraksis overføres på fortolkningen af artikel 6, stk. 1, litra a), i direktiv 2014/41.

32      De tyske retsforfølgende myndigheders adgang til oplysningerne fra EncroChat-tjenesten ved hjælp af europæiske efterforskningskendelser bør være underlagt kriterier, der svarer til dem, der regulerer adgangen til lagrede data i henhold til artikel 15, stk. 1, i direktiv 2002/58. Den omstændighed, at denne tjenestes oplysninger ikke er blevet gemt af en telekommunikationsoperatør ved et administrativt påbud, men straks er blevet indsamlet af de franske retsforfølgende myndigheder, kan ikke begrunde en anden løsning. Tværtimod forværrer denne omstændighed indgrebet i de berørte personers grundlæggende rettigheder.

33      Det fremgår i øvrigt af artikel 2, litra c), i direktiv 2014/41, at en europæisk efterforskningskendelse med henblik på strafferetlig forfølgning, uafhængigt af de nationale kompetenceregler i en sammenlignelig situation på nationalt plan, altid skal udstedes af en dommer, der ikke er ansvarlig for konkrete efterforskningsforanstaltninger, når den proportionalitetskontrol, der er fastsat i dette direktivs artikel 6, stk. 1, litra a), kræver en kompleks afvejning af de foreliggende interesser og vedrører alvorlige krænkelser af grundlæggende rettigheder.

34      Den anden og den tredje række spørgsmål, som den forelæggende ret har forelagt, vedrører de materielle betingelser for udstedelsen af en europæisk efterforskningskendelse.

35      Den forelæggende ret er for det første af den opfattelse, at en europæisk efterforskningskendelse, hvorved der anmodes om adgang til oplysninger fra aflytning af telekommunikation med henblik på strafferetlig forfølgning, kun opfylder de betingelser om nødvendighed og proportionalitet, der er fastsat i artikel 6, stk. 1, litra a), i direktiv 2014/41, hvis der over for hver enkelt berørt person foreligger en på konkrete forhold baseret formodning for, at den pågældende har deltaget i en alvorlig lovovertrædelse.

36      Den forelæggende ret er i denne henseende ikke enig i konklusionen i forbundsdomstolens kendelse af 2. marts 2022, hvorefter den blotte, uspecificerede formodning for flere lovovertrædelser er tilstrækkelig til at vedtage europæiske efterforskningskendelser. Den forelæggende ret har støttet sin tvivl på Domstolens praksis vedrørende lovligheden af lagring af data, navnlig proportionalitetsvurderingerne som omhandlet i artikel 15, stk. 1, i direktiv 2002/58, og har i denne forbindelse henvist til dom af 2. marts 2021, Prokuratuur (Betingelser for adgang til oplysninger om elektronisk kommunikation) (C-746/18, EU:C:2021:152, præmis 39, 40 og 50), og af 5. april 2022, Commissioner of An Garda Síochána m.fl. (C-140/20, EU:C:2022:258, præmis 44). Det kan i denne forbindelse ikke indvendes, at beskyttelsen af de berørte personers grundlæggende rettigheder inden for rammerne af den nationale procedure er tilstrækkeligt sikret ved de nationale strafferetsplejeregler.

37      Spørgsmålet om forholdsmæssigheden af en europæisk efterforskningskendelse giver ligeledes den forelæggende ret anledning til spørgsmål med hensyn til retten til en retfærdig rettergang, der er sikret ved chartrets artikel 47, stk. 2, og artikel 6, stk. 1, i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950. Denne ret kræver, at en part i en retssag skal have en reel mulighed for at fremsætte bemærkninger til et bevis. Dette gælder navnlig, når beviserne hidrører fra et teknisk område, hvor den kompetente ret og sagens part ikke har specialviden.

38      For det andet har den forelæggende ret anført, at udstedelsesmyndigheden i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, litra b), i direktiv 2014/41 skal kontrollere den foranstaltning, der er anført i den europæiske efterforskningskendelse, i henhold til national ret.

39      I kendelsen af 2. marts 2022 fandt forbundsdomstolen imidlertid, at denne bestemmelse ikke fandt anvendelse i hovedsagen. Den nævnte bestemmelse omhandler kun en europæisk efterforskningskendelse, der har til formål at indsamle bevismateriale, som endnu skal fuldbyrdes. Den finder ikke anvendelse på en europæisk efterforskningskendelse, der kun har til formål at fremsende allerede indsamlede beviser. En kontrol af foranstaltningen i henhold til national ret er derfor overflødig.

40      Den forelæggende ret er derimod af den opfattelse, at den myndighed, der udsteder en europæisk efterforskningskendelse, i dette tilfælde skal kontrollere den efterforskningsforanstaltning, der ligger til grund for indsamlingen af oplysningerne, i henhold til national ret. Med andre ord kan denne myndighed med en europæisk efterforskningskendelse kun anmode om bevismateriale, der er indsamlet i fuldbyrdelsesstaten, hvis den efterforskningsforanstaltning, der ligger til grund for indsamlingen af dette bevismateriale, ville have været tilladt i udstedelsesstaten i en tilsvarende national situation.

41      Den fjerde række spørgsmål, som den forelæggende ret har forelagt, vedrører fortolkningen af artikel 31 i direktiv 2014/41.

42      Denne ret er af den opfattelse, at når en medlemsstat ønsker at aflytte telekommunikation fra personer, der befinder sig på tysk område, skal den i henhold til denne artikel underrette den kompetente tyske myndighed om den påtænkte aflytning, inden foranstaltningen iværksættes, eller så snart den har kendskab til det sted, hvor disse personer befinder sig.

43      I kendelsen af 2. marts 2022 rejste forbundsdomstolen tvivl om, hvorvidt det franske dataudtræk udgør en »aflytning af telekommunikation« som omhandlet i artikel 31, stk. 1, i direktiv 2014/41. Den forelæggende ret er af den modsatte opfattelse. Den finder, at de franske efterforskningsmyndigheder burde have underrettet den kompetente tyske myndighed om foranstaltningen til infiltration af tyske mobiltelefoner udstyret med EncroChat-tjenesten, inden denne foranstaltning blev iværksat.

44      Selv om den tyske lovgivning fastlægger den kompetente myndigheds stedlige kompetence, præciserer den derimod ikke, om en sådan underretning skal ske til en Landgericht (regional ret i første instans) eller til den pågældende anklagemyndighed. Der er i denne henseende uenighed i tysk retspraksis og litteratur. Den forelæggende ret går ind for at fortolke begrebet »kompetent myndighed« i artikel 31, stk. 1, i direktiv 2014/41 således, at den kun kan betegne en uafhængig instans, der ikke har interesse i oplysningerne med henblik på efterforskning, dvs. en domstol.

45      I tilfælde af grænseoverskridende foranstaltninger, der gennemføres på EU-plan og iværksættes i flere medlemsstaters samtidige interesse, er begrebet »europæisk efterforskningskendelse« som omhandlet i artikel 2, litra c), i direktiv 2014/41 og begrebet »underretning« som omhandlet i dette direktivs artikel 31 i vidt omfang substituerbare. En tilnærmelse af beføjelserne for de myndigheder, der er ansvarlige for disse foranstaltninger, bør derfor fremmes.

46      Den forelæggende ret er ligeledes i tvivl om det formål om beskyttelse af medlemsstaternes suverænitet, der forfølges med artikel 31 i direktiv 2014/41, henset til, at et hemmeligt indgreb i kommunikationen er særligt følsomt.

47      Den femte række spørgsmål vedrører konsekvenserne af en eventuel tilsidesættelse af EU-retten i forhold til ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet.

48      Den forelæggende ret har anført, at de nationale afgørelser, der er blevet truffet vedrørende data fra EncroChat-tjenesten, tager udgangspunkt i princippet om dels, at disse oplysninger kan anvendes, dels, at strafforfølgningen i tilfælde af mulige overtrædelser af EU-retten ikke desto mindre skal prioriteres, henset til grovheden af de lovovertrædelser, der er identificeret på grundlag af de nævnte oplysninger.

49      Den forelæggende ret har imidlertid udtrykt tvivl om, hvorvidt denne tilgang er i overensstemmelse med EU-retten, navnlig ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet.

50      Hvad angår ækvivalensprincippet har den forelæggende ret anført, at det følger af de tyske strafferetsplejeregler, at oplysninger, der er indsamlet ved en foranstaltning om telefonaflytning, som er truffet i strid med den kompetence, der er forbeholdt dommeren på området, og uden en konkret formodning for, at der er begået en lovovertrædelse, ikke ville have kunnet anvendes.

51      Hvad angår effektivitetsprincippet fremgår det af dom af 2. marts 2021, Prokuratuur (Betingelser for adgang til oplysninger om elektronisk kommunikation) (C-746/18, EU:C:2021:152, præmis 43), at formålet om at undgå, at oplysninger og beviser, der er opnået ulovligt, uberettiget skader en person, der er mistænkt for at have begået strafbare handlinger, kan nås ikke blot ved et forbud mod at anvende sådanne oplysninger og beviser, men ligeledes ved en hensyntagen til deres ulovlige karakter ved bedømmelsen af beviserne eller i forbindelse med fastsættelsen af straffen.

52      Ifølge den forelæggende ret følger forbuddet mod at anvende disse beviser direkte af det EU-retlige effektivitetsprincip. Dette forbud finder anvendelse i hovedsagen, eftersom det almindelige princip om retten til en retfærdig rettergang er blevet tilsidesat i flere henseender, og navnlig som følge af den omstændighed, at de oplysninger, der anmodes om ved de europæiske efterforskningskendelser, ikke kan kontrolleres af en teknisk ekspert på grund af de franske myndigheders kvalificering af oplysningerne som »militærhemmelighed«.

53      Den forelæggende ret har i øvrigt udledt af dom af 6. oktober 2020, La Quadrature du Net m.fl. (C-511/18, C-512/18 og C-520/18, EU:C:2020:791, præmis 141), af 2. marts 2021, Prokuratuur (Betingelser for adgang til oplysninger om elektronisk kommunikation) (C-746/18, EU:C:2021:152, præmis 50), og af 5. april 2022, Commissioner of An Garda Síochána m.fl. (C-140/20, EU:C:2022:258, præmis 65), at formålet om bekæmpelse af grov kriminalitet ikke kan begrunde en generel og udifferentieret lagring af personoplysninger. Sådanne oplysninger, der er lagret ulovligt og uden grund, bør unddrages de retsforfølgende myndigheder, selv hvis de skal tjene til at belyse alvorlige handlinger i en konkret sag.

54      På denne baggrund har Landgericht Berlin (den regionale ret i første instans i Berlin) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      Vedrørende fortolkningen af kriteriet »udstedelsesmyndighed« som omhandlet i artikel 6, stk. 1, sammenholdt med artikel 2, litra c), i direktiv 2014/41

a)      Skal en europæisk efterforskningskendelse med henblik på indsamling af bevismateriale, som allerede befinder sig i fuldbyrdelsesstaten (her Frankrig), udstedes af en ret, hvis den tilgrundliggende bevisindsamling i henhold til udstedelsesstatens (her Tysklands) lovgivning skulle [have været anordnet] af retten i en sammenlignelig indenlandsk sag?

b)      Gælder dette subsidiært i det mindste i tilfælde, hvor fuldbyrdelsesstaten har gennemført den tilgrundliggende foranstaltning på udstedelsesstatens område med det formål at stille de indsamlede oplysninger til rådighed for efterforskningsmyndigheder i udstedelsesstaten med interesse for oplysningerne med henblik på retsforfølgning?

c)      Skal en europæisk efterforskningskendelse med henblik på indsamling af bevismateriale altid udstedes af en ret (eller et uafhængigt organ, som ikke varetager strafferetlig efterforskning) uanset de nationale kompetencebestemmelser i udstedelsesstaten, hvis foranstaltningen vedrører alvorlige indgreb i væsentlige grundlæggende rettigheder?

2)      Vedrørende fortolkningen af artikel 6, stk. 1, litra a), i direktiv 2014/41

a)      Er artikel 6, stk. 1, litra a), i direktiv 2014/41 til hinder for en europæisk efterforskningskendelse med henblik på overføring af oplysninger fra en aflytning af telekommunikation, som allerede er tilgængelige i fuldbyrdelsesstaten (Frankrig) – navnlig trafik- og lokaliseringsdata og optagelser af kommunikationsindhold – hvis den af fuldbyrdelsesstaten gennemførte aflytning har omfattet samtlige slutbrugere af en kommunikationstjeneste, der med den europæiske efterforskningskendelse anmodes om overføring af oplysninger fra samtlige tilslutninger, som er i brug på udstedelsesstatens område, og der hverken ved vedtagelsen og gennemførelsen af aflytningsforanstaltningen eller ved udstedelsen af den europæiske efterforskningskendelse forelå konkrete holdepunkter for, at disse individuelle brugere havde begået alvorlige strafbare handlinger?

b)      Er artikel 6, stk. 1, litra a), i direktiv 2014/41 til hinder for en sådan europæisk efterforskningskendelse, hvis integriteten af de oplysninger, der er indsamlet ved aflytningsforanstaltningen, ikke kan kontrolleres som følge af den omfattende hemmeligholdelse, der udøves af myndighederne i fuldbyrdelsesstaten?

3)      Vedrørende fortolkningen af artikel 6, stk. 1, litra b), i direktiv 2014/41

a)      Er artikel 6, stk. 1, litra b), i direktiv 2014/41 til hinder for en europæisk efterforskningskendelse med henblik på overføring af telekommunikationsoplysninger, som allerede er tilgængelige i fuldbyrdelsesstaten (Frankrig), hvis den aflytningsforanstaltning i fuldbyrdelsesstaten, der ligger til grund for indsamlingen af oplysningerne, i henhold til udstedelsesstatens (Tysklands) lovgivning ville have været ulovlig i en sammenlignelig indenlandsk sag?

b)      Subsidiært: Gælder dette i hvert fald i tilfælde, hvor fuldbyrdelsesstaten har gennemført aflytningen på udstedelsesstatens område og i dennes interesse?

4)      Vedrørende fortolkningen af artikel 31, stk. 1 og 3, i direktiv 2014/41

a)      Udgør en foranstaltning, som er forbundet med infiltration af terminaler, med henblik på indsamling af trafik-, lokaliserings- og kommunikationsdata fra en internetbaseret udbyder af kommunikationstjenester en aflytning af telekommunikation som omhandlet i artikel 31 i direktiv 2014/41?

b)      Skal den underretning, der er fastsat i artikel 31, stk. 1, i direktiv 2014/41, altid tilstilles en ret, eller gælder dette i det mindste i tilfælde, hvor den foranstaltning, der påtænkes af den aflyttende stat (Frankrig), i henhold til den underrettede stats (Tysklands) lovgivning i en sammenlignelig national sag kun ville kunne [anordnes] af en ret?

c)      For så vidt som artikel 31 i direktiv 2014/41 også tjener til de berørte telekommunikationsbrugeres individuelle beskyttelse, omfatter denne beskyttelse da også anvendelsen af oplysninger til retsforfølgning i den underrettede stat (Tyskland), og er dette formål i givet fald ligeværdigt med det yderligere formål om at beskytte den underrettede medlemsstats suverænitet?

5)      Retsvirkninger af en bevisindsamling i strid med EU-retten

a)      Kan et forbud mod at anvende beviser i tilfælde af, at beviserne er blevet indsamlet ved en europæisk efterforskningskendelse, som er i strid med EU-retten, følge umiddelbart af det EU-retlige effektivitetsprincip?

b)      Medfører det EU-retlige ækvivalensprincip i tilfælde af, at beviser er blevet indsamlet ved en europæisk efterforskningskendelse, som er i strid med EU-retten, et forbud mod at anvende beviserne, hvis det i en sammenlignelig indenlandsk sag ikke ville være lovligt i udstedelsesstaten at påbyde den foranstaltning, der ligger til grund for bevisindsamlingen i fuldbyrdelsesstaten, og de ved en sådan ulovlig indenlandsk foranstaltning indsamlede beviser ikke ville kunne anvendes i henhold til udstedelsesstatens lovgivning?

c)      Udgør det en tilsidesættelse af EU-retten, navnlig effektivitetsprincippet, hvis den straffeprocessuelle anvendelse af bevismateriale, hvis indsamling var i strid med EU-retten netop som følge af manglende mistanke, i forbindelse med en interesseafvejning begrundes med grovheden af de handlinger, som først bliver kendte ved undersøgelsen af bevismaterialet?

d)      Subsidiært: Følger det af EU-retten, navnlig effektivitetsprincippet, at tilsidesættelser af EU-retten ved indsamlingen af bevismateriale i en national straffesag heller ikke i tilfælde af alvorlige strafbare handlinger kan være helt uden konsekvenser og derfor i det mindste med hensyn til bevisvurderingen eller strafudmålingen skal tages i betragtning til fordel for den tiltalte?«

 Retsforhandlingerne for Domstolen

55      Den forelæggende ret har anmodet om, at nærværende præjudicielle forelæggelse undergives den fremskyndede hasteprocedure i henhold til artikel 105 i Domstolens procesreglement.

56      Til støtte for anmodningen har den gjort gældende, at hovedsagen skal behandles særlig hurtigt. Hvis den nationale arrestordre, der er udstedt mod M.N., ikke fuldbyrdes på nuværende tidspunkt, kan en forlængelse af proceduren, som det ville have været muligt at undgå, og som kan tilregnes staten, nemlig medføre annullation af denne arrestordre. Domstolens afgørelse vedrører desuden adskillige lignende verserende sager.

57      Procesreglementets artikel 105, stk. 1, fastsætter, at Domstolens præsident efter anmodning fra den forelæggende ret eller i undtagelsestilfælde af egen drift, efter at have hørt den refererende dommer og generaladvokaten, kan beslutte at undergive en sag en fremskyndet procedure, der fraviger bestemmelserne i procesreglementet, når sagens karakter kræver, at den behandles hurtigt.

58      I denne henseende bemærkes, at en sådan fremskyndet procedure udgør et processuelt instrument til behandling af en ekstraordinær nødsituation (dom af 21.12.2021, Randstad Italia, C-497/20, EU:C:2021:1037, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

59      I det foreliggende tilfælde har Domstolens præsident den 16. november 2022, efter at have hørt den refererende dommer og generaladvokaten, besluttet ikke at imødekomme den i nærværende doms præmis 55 nævnte anmodning.

60      Eftersom M.N. for det første ikke er genstand for en frihedsberøvende foranstaltning, er den omstændighed, at den forelæggende ret er forpligtet til at gøre alt for at sikre en hurtig afgørelse af hovedsagen, ikke tilstrækkelig til at begrunde anvendelsen af en fremskyndet procedure i henhold til procesreglementets artikel 105, stk. 1 (jf. i denne retning kendelse afsagt af Domstolens præsident den 7.10.2013, Rabal Cañas, C-392/13, EU:C:2013:877, præmis 15, og af 20.9.2018, Minister for Justice and Equality, C-508/18 og C-509/18, EU:C:2018:766, præmis 13, samt dom af 13.7.2023, Ferrovienord, C-363/21 og C-364/21, EU:C:2023:563, præmis 46).

61      For det andet udgør spørgsmålenes betydning eller den omstændighed, at et stort antal personer eller retlige situationer potentielt er berørt af disse spørgsmål, ikke i sig selv grunde til, at der foreligger ekstraordinær uopsættelighed, hvilket imidlertid er nødvendigt for at begrunde en fremskyndet behandling (kendelse afsagt af Domstolens præsident den 21.9.2004, Parlamentet mod Rådet, C-317/04, EU:C:2004:834, præmis 11, og dom af 21.12.2023, GN (Grund til afslag baseret på barnets tarv), C-261/22, EU:C:2023:1017, præmis 30).

62      Domstolens præsident har imidlertid besluttet, at den foreliggende sag skal pådømmes forud for andre i henhold til procesreglementets artikel 53, stk. 3.

 Om formaliteten vedrørende anmodningen om præjudiciel afgørelse

63      Staatsanwaltschaft Berlin (anklagemyndigheden i Berlin, Tyskland) og flere af de regeringer, der har afgivet indlæg for Domstolen, har gjort gældende, at visse af spørgsmålene ikke kan antages til realitetsbehandling, idet disse i det væsentlige enten er hypotetiske eller for generelle eller vedrører en bedømmelse af de faktiske omstændigheder eller den nationale lovgivning.

64      Det følger af fast retspraksis, at det inden for rammerne af den ved artikel 267 TEUF indførte procedure udelukkende tilkommer den nationale retsinstans, for hvem en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, som skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen (jf. i denne retning dom af 16.12.1981, Foglia, 244/80, EU:C:1981:302, præmis 15). Når de forelagte spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse (dom af 20.9.2022, VD og SR, C-339/20 og C-397/20, EU:C:2022:703, præmis 56).

65      Domstolen kan kun afslå at træffe afgørelse om et præjudicielt spørgsmål forelagt af en national ret, hvis det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, såfremt problemet er af hypotetisk karakter, eller såfremt Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en hensigtsmæssig besvarelse af de forelagte spørgsmål (jf. i denne retning dom af 15.12.1995, Bosman, C-415/93, EU:C:1995:463, præmis 61, og af 20.9.2022, VD og SR, C-339/20 og C-397/20, EU:C:2022:703, præmis 57).

66      I det foreliggende tilfælde fremgår det ganske vist af forelæggelsesafgørelsen, at visse af den forelæggende rets betænkeligheder faktisk udspringer af national ret, og at visse vurderinger af de faktiske omstændigheder stadig skal foretages af denne ret.

67      Det følger imidlertid for det første af fast retspraksis, at de nationale retter frit kan benytte sig af adgangen til at indbringe spørgsmål for Domstolen på ethvert tidspunkt under proceduren, som de finder passende. Det tilkommer således udelukkende den nationale ret at afgøre, hvilket tidspunkt der er mest hensigtsmæssigt for en præjudiciel forelæggelse for Domstolen (jf. i denne retning dom af 5.7.2016, Ognyanov, C-614/14, EU:C:2016:514, præmis 17 og den deri nævnte retspraksis).

68      For det andet må det konstateres, at de forelagte præjudicielle spørgsmål vedrører fortolkningen af klart identificerede EU-retlige bestemmelser, som ifølge den forelæggende ret er en forudsætning for løsningen af tvisten i hovedsagen. Henset til, at de argumenter, som anklagemyndigheden i Berlin og de regeringer, der er nævnt i nærværende doms præmis 63, har fremført, under disse omstændigheder ikke er tilstrækkelige til at godtgøre, at det klart fremgår, at denne fortolkning savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, forekommer Domstolens besvarelse af de forelagte spørgsmål nødvendig for løsningen af tvisten i hovedsagen.

 Om de præjudicielle spørgsmål

 Det første spørgsmål

69      Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 2, litra c), og artikel 6, stk. 1, i direktiv 2014/41 skal fortolkes således, at en europæisk efterforskningskendelse, der har til formål at få fremsendt bevismateriale, som de kompetente myndigheder i fuldbyrdelsesstaten allerede er i besiddelse af, nødvendigvis skal udstedes af en dommer, når den oprindelige indsamling af dette bevismateriale i medfør af udstedelsesstatens lovgivning skulle have været anordnet af en dommer i en rent intern sag i udstedelsesstaten.

70      Indledningsvis bemærkes, at selv om artikel 6, stk. 1, i direktiv 2014/41 bidrager til definitionen af betingelserne for udstedelse af en europæisk efterforskningskendelse, fastsætter den ikke, hvilken myndighed der kan udstede en sådan kendelse.

71      I denne henseende følger det af artikel 1, stk. 1, i direktiv 2014/41, at en europæisk efterforskningskendelse kan udstedes i to tilfælde. En sådan afgørelse kan således dels vedrøre udførelsen af en eller flere specifikke efterforskningsforanstaltninger i en anden medlemsstat med henblik på at fremskaffe bevismateriale, dels fremskaffelse af bevismateriale, som de kompetente myndigheder i fuldbyrdelsesstaten allerede er i besiddelse af, dvs. fremsendelse af dette bevismateriale til de kompetente myndigheder i udstedelsesstaten. Under alle omstændigheder fremgår det af denne bestemmelse, at en europæisk efterforskningskendelse skal udstedes eller godkendes af en »judiciel myndighed«.

72      Begrebet »judiciel myndighed«, som anvendes i denne bestemmelse, er imidlertid ikke defineret heri. Det fremgår af Domstolens praksis, at artikel 1, stk. 1, i direktiv 2014/41 i denne sammenhæng skal sammenholdes med direktivets artikel 2, litra c), der med henblik på dette direktiv definerer begrebet »udstedelsesmyndighed« (jf. i denne retning dom af 2.3.2023, Staatsanwaltschaft Graz (Myndigheden for retsforfølgning og efterforskning af skattesager i Düsseldorf), C-16/22, EU:C:2023:148, præmis 27 og 28).

73      I denne henseende fremgår det af ordlyden af det nævnte direktivs artikel 2, litra c), nr. i), at denne bestemmelse udtrykkeligt fastsætter, at en offentlig anklager er opregnet blandt de myndigheder, der i lighed med en dommer, domstol eller undersøgelsesdommer forstås som en »udstedelsesmyndighed«. Denne samme bestemmelse undergiver kvalificeringen som »udstedelsesmyndighed« den ene betingelse, at den domstol og de personer, der udøver funktionen som dommer, undersøgelsesdommer eller offentlig anklager, har kompetence i den pågældende sag (dom af 8.12.2020, Staatsanwaltschaft Wien (Forfalskede overførselsordrer), C-584/19, EU:C:2020:1002, præmis 50 og 51).

74      Når anklagemyndigheden i medfør af udstedelsesstatens lovgivning i en rent intern situation i denne stat har kompetence til at anordne en efterforskningsforanstaltning med henblik på fremsendelse af bevismateriale, som de kompetente nationale myndigheder allerede er i besiddelse af, er denne således omfattet af begrebet »udstedelsesmyndighed« som omhandlet i artikel 2, litra c), nr. i), i direktiv 2014/41 med henblik på udstedelse af en efterforskningskendelse, der har til formål at få fremsendt bevismateriale, som de kompetente myndigheder i fuldbyrdelsesstaten allerede er i besiddelse af (jf. analogt dom af 8.12.2020, Staatsanwaltschaft Wien (Forfalskede overførselsordrer), C-584/19, EU:C:2020:1002, præmis 52).      

75      Når en anklagemyndighed derimod ikke efter national ret har kompetence til at anordne en sådan foranstaltning til fremsendelse af bevismateriale, som de kompetente nationale myndigheder allerede er i besiddelse af – og dermed navnlig når en sådan fremsendelse i en rent intern situation skal tillades af en dommer, fordi den indebærer alvorlige indgreb i den berørte persons grundlæggende rettigheder – kan anklagemyndigheden ikke anses for at være en kompetent udstedelsesmyndighed som omhandlet i denne bestemmelse (jf. analogt dom af 16.12.2021, Spetsializirana prokuratura (Trafik- og lokaliseringsdata), C-724/19, EU:C:2021:1020, præmis 39).

76      I det foreliggende tilfælde har den tyske regering gjort gældende, at StPO’s § 100e, stk. 6, nr. 1, tillader fremsendelse af beviser på nationalt plan fra en national efterforskningsmyndighed til en anden. Dette retsgrundlag, som er forskelligt fra det, der anvendes til den oprindelige indsamling af oplysninger, kræver desuden ikke, at en sådan fremsendelse skal godkendes af en dommer. Det tilkommer den forelæggende ret, der alene har kompetence til at fortolke national ret, at afgøre, om dette er tilfældet.

77      Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 1, stk. 1, og artikel 2, litra c), i direktiv 2014/41 skal fortolkes således, at en europæisk efterforskningskendelse, der har til formål at få fremsendt bevismateriale, som de kompetente myndigheder i fuldbyrdelsesstaten allerede er i besiddelse af, ikke nødvendigvis skal være udstedt af en dommer, når den oprindelige indsamling af dette bevismateriale i en rent intern procedure i denne stat ikke skulle have været anordnet af en dommer, men hvor anklagemyndigheden har kompetence til at anordne fremsendelse af det nævnte bevismateriale.

 Det andet og det tredje spørgsmål

78      Det fremgår af fast retspraksis, at det som led i den samarbejdsprocedure mellem de nationale retter og Domstolen, som er indført ved artikel 267 TEUF, tilkommer denne at give den nationale ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den. Ud fra denne synsvinkel påhviler det Domstolen i givet fald at omformulere de spørgsmål, der forelægges den. Det tilkommer herved Domstolen ud fra samtlige de oplysninger, der er fremlagt af den nationale ret, navnlig af forelæggelsesafgørelsens præmisser, at udlede de EU-retlige elementer, som det under hensyn til sagens genstand er nødvendigt at fortolke (jf. i denne retning dom af 13.12.1984, Haug-Adrion, 251/83, EU:C:1984:397, præmis 9, og af 18.5.2021, Asociaałia »Forumul Judecătorilor din România« m.fl., C-83/19, C-127/19, C-195/19, C-291/19, C-355/19 og C-397/19, EU:C:2021:393, præmis 131).

79      I denne henseende bemærkes, at de i hovedsagen omhandlede europæiske efterforskningskendelser vedrører anklagemyndigheden i Frankfurts indhentning af oplysninger fra de franske efterforskningsmyndigheder, der er indsamlet fra mobiltelefoner udstyret med EncroChat-tjenesten, som tyske brugere benyttede sig af. Disse oplysninger blev indsamlet af disse myndigheder, efter at de havde fået tilladelse fra en fransk dommer.

80      Den situation, der er omhandlet i det andet og det tredje præjudicielle spørgsmål, vedrører dermed, således som det ligeledes fremgår af ordlyden af disse spørgsmål, udelukkende det andet tilfælde i artikel 1, stk. 1, i direktiv 2014/41, nemlig udstedelsen af en europæisk efterforskningskendelse med henblik på fremsendelse af bevismateriale, som de kompetente myndigheder i fuldbyrdelsesstaten allerede er i besiddelse af.

81      I denne henseende fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at den forelæggende ret med det andet og det tredje spørgsmål er i tvivl om de materielle betingelser for udstedelsen af en sådan europæisk efterforskningskendelse, der er fastsat i artikel 6, stk. 1, litra a) og b), i direktiv 2014/41, i den specifikke sammenhæng, hvor myndighederne i en medlemsstat har indsamlet oplysninger fra mobiltelefoner, der ved hjælp af særlig software og ændret hardware muliggør end-to-end-krypteret kommunikation.

82      Med det andet spørgsmål, litra a), ønsker den forelæggende ret således oplyst, om udstedelsen af en europæisk efterforskningskendelse med henblik på fremsendelse af bevismateriale, som de kompetente myndigheder i fuldbyrdelsesstaten allerede er i besiddelse af, med henblik på at opfylde de krav om nødvendighed og proportionalitet, der er opstillet i artikel 6, stk. 1, litra a), i direktiv 2014/41, bl.a. skal være underlagt en betingelse om, at der foreligger konkrete indicier for en alvorlig lovovertrædelse mod hver af de berørte personer på det tidspunkt, hvor denne europæiske efterforskningskendelse anordnes, eller om indicier for, at der er begået flere lovovertrædelser af endnu ikke identificerede personer, i denne henseende kan være tilstrækkelige.

83      Med det andet spørgsmål, litra b), ønsker den forelæggende ret desuden oplyst, om proportionalitetsprincippet, henset til retten til en retfærdig rettergang, er til hinder for udstedelsen af en europæisk efterforskningskendelse, når integriteten af de oplysninger, der er indhentet ved aflytningsforanstaltningen, ikke kan efterprøves på grund af fortroligheden af de tekniske grundlag for denne foranstaltning, og den tiltalte af denne grund muligvis ikke er i stand til effektivt at udtale sig om disse oplysninger i den efterfølgende straffesag.

84      Hvad angår artikel 6, stk. 1, litra b), i direktiv 2014/41 ønsker den forelæggende ret med det tredje spørgsmål, litra a) og b), oplyst, om udstedelsen af en europæisk efterforskningskendelse med henblik på fremsendelse af bevismateriale, som de kompetente myndigheder i fuldbyrdelsesstaten allerede er i besiddelse af – generelt eller i det mindste når oplysningerne er indsamlet af fuldbyrdelsesstatens kompetente myndigheder på udstedelsesstatens område og i dennes interesse – er underlagt de samme materielle betingelser som dem, der gælder i udstedelsesstaten med hensyn til indsamling af dette bevismateriale i en rent intern situation.

85      Under disse omstændigheder skal det lægges til grund, at den forelæggende ret med det andet og det tredje spørgsmål, som skal behandles samlet, nærmere bestemt ønsker oplyst, om og i givet fald på hvilke betingelser artikel 6, stk. 1, i direktiv 2014/41 er til hinder for, at en anklagemyndighed udsteder en europæisk efterforskningskendelse med henblik på fremsendelse af bevismateriale, som de kompetente myndigheder i fuldbyrdelsesstaten allerede er i besiddelse af, når dette bevismateriale er blevet indsamlet ved disse myndigheders aflytning af telekommunikation på udstedelsesstatens område af samtlige brugere af mobiltelefoner, der ved hjælp af særlig software og ændret hardware muliggør end-to-end-krypteret kommunikation.

86      I denne henseende bemærkes, at direktiv 2014/41, således som det fremgår af femte til ottende betragtning hertil, har til formål at erstatte den eksisterende fragmentariske og komplekse ramme for indsamling af bevismateriale i straffesager med en grænseoverskridende dimension og med indførelsen af en forenklet og mere effektiv ordning, der bygger på et enkelt instrument kaldet »den europæiske efterforskningskendelse«, tilsigter at lette og fremskynde det retlige samarbejde med henblik på at bidrage til at nå Unionens erklærede mål om at blive et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er baseret på en høj grad af tillid mellem medlemsstaterne (dom af 8.12.2020, Staatsanwaltschaft Wien (Forfalskede overførselsordrer), C-584/19, EU:C:2020:1002, præmis 39).

87      I overensstemmelse med artikel 6, stk. 1 og 2, i direktiv 2014/41 er udstedelsen af en europæisk efterforskningskendelse underlagt to kumulative betingelser, hvis overholdelse kontrolleres af udstedelsesmyndigheden. For det første skal denne myndighed i medfør af artikel 6, stk. 1, litra a), sikre sig, at udstedelsen af den europæiske efterforskningskendelse er nødvendig og står i et rimeligt forhold til de i direktivets artikel 4 omhandlede formål med retssagen under hensyn til den mistænktes eller tiltaltes rettigheder. For det andet skal den nævnte myndighed i medfør af artikel 6, stk. 1, litra b), kontrollere, at der kunne være blevet udstedt kendelse om den eller de efterforskningsforanstaltninger, der er anført i den europæiske efterforskningskendelse, under samme omstændigheder i en lignende national sag.

88      Artikel 6, stk. 1, litra a), i direktiv 2014/41 kræver således, at der foretages en kontrol af, om udstedelsen af den europæiske efterforskningskendelse er nødvendig og forholdsmæssig, under henvisning til formålene med de sager, der er omhandlet i dette direktivs artikel 4. Denne sidstnævnte artikel, der fastsætter de typer sager, for hvilke en europæisk efterforskningskendelse kan udstedes, bestemmer i litra a), at en sådan kendelse kan udstedes »i straffesager, der er anlagt af eller kan anlægges for en judiciel myndighed med hensyn til en handling, som er strafbar i henhold til udstedelsesstatens lovgivning«. Da denne bestemmelse henviser til udstedelsesstatens lovgivning, skal spørgsmålet om, hvorvidt udstedelsen af en sådan kendelse er nødvendig og forholdsmæssig, udelukkende vurderes i forhold til denne lovgivning.

89      I denne henseende skal det, henset til de spørgsmål fra den forelæggende ret, der er nævnt i nærværende doms præmis 82 og 83, for det første præciseres, at artikel 6, stk. 1, litra a), i direktiv 2014/41 ikke kræver, at udstedelsen af en europæisk efterforskningskendelse med henblik på fremsendelse af bevismateriale, som de kompetente myndigheder i fuldbyrdelsesstaten allerede er i besiddelse af, nødvendigvis er underlagt en betingelse om, at der foreligger en formodning for en alvorlig lovovertrædelse baseret på konkrete forhold i forhold til hver af de berørte personer på det tidspunkt, hvor denne europæiske efterforskningskendelse anordnes, når et sådant krav ikke følger af udstedelsesstatens lovgivning.

90      For det andet er denne bestemmelse heller ikke til hinder for udstedelsen af en europæisk efterforskningskendelse, når integriteten af de oplysninger, der er indhentet ved aflytningsforanstaltningen, ikke kan efterprøves på grund af fortroligheden af de tekniske grundlag for denne foranstaltning, forudsat at retten til en retfærdig rettergang er sikret i den efterfølgende straffesag. Integriteten af det fremsendte bevismateriale kan nemlig principielt først vurderes på det tidspunkt, hvor de kompetente myndigheder faktisk er i besiddelse af det omhandlede bevismateriale, og ikke på et tidspunkt forud for udstedelsen af den europæiske efterforskningskendelse.

91      Det følger dernæst af ordlyden af artikel 6, stk. 1, litra b), i direktiv 2014/41 og af den sondring, der foretages i dette direktivs artikel 1, stk. 1, som er nævnt i nærværende doms præmis 68, at i det tilfælde, hvor »den efterforskningsforanstaltning, der er anført i den europæiske efterforskningskendelse« består i indsamling af bevismateriale, som de kompetente myndigheder i fuldbyrdelsesstaten allerede er i besiddelse af, dvs. fremsendelse af dette bevismateriale til de kompetente myndigheder i udstedelsesstaten, kan en sådan kendelse kun udstedes, såfremt »der kunne være blevet udstedt kendelse om [denne fremsendelse] under samme omstændigheder i en lignende national sag«.

92      Ved at anvende udtrykkene »under samme omstændigheder« og »i en lignende national sag« lader artikel 6, stk. 1, litra b), i direktiv 2014/41 fastlæggelsen af de præcise betingelser, der kræves for udstedelsen af en europæisk efterforskningskendelse, afhænge udelukkende af udstedelsesstatens lovgivning.

93      Heraf følger, at når en udstedelsesmyndighed ønsker at indsamle bevismateriale, som de kompetente myndigheder i fuldbyrdelsesstaten allerede er i besiddelse af, skal denne myndighed underlægge en europæisk efterforskningskendelse den betingelse, at alle de betingelser, der er fastsat i dens egen medlemsstats lovgivning for en lignende national sag, er opfyldt.

94      Dette betyder, at lovligheden af en europæisk efterforskningskendelse som de i hovedsagen omhandlede, der har til formål at få fremsendt oplysninger, som de kompetente myndigheder i fuldbyrdelsesstaten er i besiddelse af, og som kan give oplysninger om kommunikation foretaget af en bruger af en mobiltelefon, der ved hjælp af særlig software og ændret hardware muliggør end-to-end-krypteret kommunikation, er underlagt de samme betingelser som dem, der i givet fald finder anvendelse på fremsendelse af sådanne oplysninger i en rent intern situation i udstedelsesstaten.

95      Hvis udstedelsesstatens lovgivning underlægger den nævnte fremsendelse en betingelse om, at der skal foreligge konkrete indicier for, at den tiltalte har begået alvorlige lovovertrædelser, eller om, at det bevismateriale, som udgør de omhandlede oplysninger, skal kunne antages, er udstedelsen af en europæisk efterforskningskendelse følgelig underlagt alle disse samme betingelser.

96      Artikel 6, stk. 1, litra b), i direktiv 2014/41 kræver derimod ikke, herunder i en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor de omhandlede oplysninger er blevet indsamlet af de kompetente myndigheder i fuldbyrdelsesstaten på udstedelsesstatens område og i dennes interesse, at udstedelsen af en europæisk efterforskningskendelse med henblik på fremsendelse af bevismateriale, som de kompetente nationale myndigheder allerede er i besiddelse af, er underlagt de samme materielle betingelser som dem, der i udstedelsesstaten gælder for indsamling af dette bevismateriale.

97      Artikel 6, stk. 1, litra b), i direktiv 2014/41 har ganske vist til formål at undgå omgåelse af de regler og garantier, der er fastsat i udstedelsesstatens lovgivning. I det foreliggende tilfælde fremgår det imidlertid ikke, at den nævnte indsamling og fremsendelse ved hjælp af en europæisk efterforskningskendelse af de således indsamlede beviser har haft en sådan omgåelse til formål eller virkning, hvilket det tilkommer den nationale ret at efterprøve.

98      Den omstændighed, at fuldbyrdelsesstaten i det foreliggende tilfælde har foretaget denne indsamling på udstedelsesstatens område og i dennes interesse, er desuden i mangel af nogen regel i direktiv 2014/41, som gør det muligt at variere den ordning, der finder anvendelse på en europæisk efterforskningskendelse med henblik på fremsendelse af bevismateriale, som de kompetente myndigheder i fuldbyrdelsesstaten allerede er i besiddelse af, uden betydning i denne henseende.

99      Det bemærkes i øvrigt, at det følger af bl.a. 2., 6. og 19. betragtning til direktiv 2014/41, at den europæiske efterforskningskendelse er et instrument, der henhører under det retlige samarbejde i straffesager som omhandlet i artikel 82, stk. 1, TEUF, der bygger på princippet om gensidig anerkendelse af domme og retsafgørelser. Dette princip, som udgør »hovedhjørnestenen« i det retlige samarbejde i straffesager, bygger således selv på den gensidige tillid og på den afkræftelige formodning om, at de andre medlemsstater overholder EU-retten og navnlig de grundlæggende rettigheder (dom af 8.12.2020, Staatsanwaltschaft Wien (Forfalskede overførselsordrer), C-584/19, EU:C:2020:1002, præmis 40).

100    Heraf følger, at når udstedelsesmyndigheden ved hjælp af en europæisk efterforskningskendelse ønsker at opnå fremsendelse af bevismateriale, som de kompetente myndigheder i fuldbyrdelsesstaten allerede er i besiddelse af, har denne førstnævnte myndighed ikke ret til at kontrollere lovligheden af den særskilte procedure, hvorved fuldbyrdelsesstaten har indsamlet det bevismateriale, som udstedelsesmyndigheden anmoder om fremsendelse af. Navnlig ville en modsat fortolkning af dette direktivs artikel 6, stk. 1, i praksis føre til en mere kompleks og mindre effektiv ordning, som ville skade det formål, der forfølges med det nævnte direktiv.

101    Det skal desuden fremhæves, at direktiv 2014/41 sikrer en retslig prøvelse af overholdelsen af de berørte personers grundlæggende rettigheder.

102    For det første fremgår det af artikel 14, stk. 1, i direktiv 2014/41, at medlemsstaterne sikrer, at retsmidler svarende til dem, der er tilgængelige i en lignende national sag, finder anvendelse på de efterforskningsforanstaltninger, der er genstand for en europæisk efterforskningskendelse. I denne forbindelse tilkommer det imidlertid den kompetente ret at efterprøve, om betingelserne for udstedelse af en sådan kendelse, som er nævnt i dette direktivs artikel 6, stk. 1, og gengivet i nærværende doms præmis 87-95, er overholdt.

103    Hvis fremsendelsen af bevismateriale, som de kompetente myndigheder i en anden medlemsstat allerede er i besiddelse af, enten er uforholdsmæssig med henblik på de straffesager, der er indledt mod den pågældende person i udstedelsesstaten, f.eks. på grund af alvoren af indgrebet i denne persons grundlæggende rettigheder, eller er blevet anordnet i strid med den retlige ordning, der finder anvendelse i en lignende national sag, skal den ret, der behandler søgsmålet til prøvelse af den europæiske efterforskningskendelse, hvorved denne fremsendelse anordnes, derfor drage de nødvendige konsekvenser heraf i henhold til national ret.

104    For det andet bestemmer artikel 14, stk. 7, i direktiv 2014/41, at medlemsstaterne sikrer, at retten til et forsvar og en retfærdig behandling af sagen respekteres i straffesager i udstedelsesstaten i forbindelse med vurderingen af det bevismateriale, der er fremskaffet gennem den europæiske efterforskningskendelse.

105    Hvad navnlig angår retten til en retfærdig rettergang skal det især bemærkes, at en ret, som er af den opfattelse, at en part ikke er i stand til effektivt at udtale sig om et bevismiddel, som kan have afgørende indflydelse på dens vurdering af de faktiske omstændigheder, skal fastslå, at der er sket en tilsidesættelse af retten til en retfærdig rettergang, og udelukke dette bevismiddel for at undgå en sådan tilsidesættelse (jf. i denne retning dom af 2.3.2021, Prokuratuur (Betingelser for adgang til oplysninger om elektronisk kommunikation), C-746/18, EU:C:2021:152, præmis 44).

106    Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det andet og det tredje spørgsmål besvares med, at artikel 6, stk. 1, i direktiv 2014/41 skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for, at en anklagemyndighed udsteder en europæisk efterforskningskendelse med henblik på fremsendelse af bevismateriale, som de kompetente myndigheder i fuldbyrdelsesstaten allerede er i besiddelse af, når dette bevismateriale er blevet indsamlet ved disse myndigheders aflytning af telekommunikation på udstedelsesstatens område af samtlige brugere af mobiltelefoner, der ved hjælp af særlig software og ændret hardware muliggør end-to-end-krypteret kommunikation, forudsat at en sådan kendelse opfylder alle de betingelser, der i givet fald er fastsat i udstedelsesstatens lovgivning for fremsendelse af sådant bevismateriale i en rent intern situation i denne stat.

 Det fjerde spørgsmål, litra a) og b)

107    Med det fjerde spørgsmål, litra a) og b), ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 31 i direktiv 2014/41 skal fortolkes således, at en foranstaltning, som er forbundet med infiltration af terminaludstyr, med henblik på indsamling af trafik-, lokaliserings- og kommunikationsdata fra en internetbaseret udbyder af kommunikationstjenester udgør en »aflytning af telekommunikation« som omhandlet i denne artikel, hvorom der skal ske underretning til en ret i den medlemsstat, på hvis område målet for aflytningen befinder sig.

108    Direktivets artikel 31, stk. 1, omhandler det tilfælde, hvor den kompetente myndighed i en medlemsstat med henblik på at udføre en efterforskningsforanstaltning har godkendt aflytning af telekommunikation af et mål, hvis telekommunikationsadresse anvendes på en anden medlemsstats område, uden at der er behov for teknisk assistance fra denne medlemsstat. I dette tilfælde skal den første af disse medlemsstater, benævnt »den aflyttende medlemsstat«, underrette den kompetente myndighed i den anden af disse medlemsstater, benævnt »den underrettede medlemsstat«, om den nævnte aflytning.

109    Hvad for det første angår begrebet »telekommunikation«, der anvendes i denne bestemmelse, bemærkes, at det i henhold til fast retspraksis følger af såvel kravene om en ensartet anvendelse af EU-retten som af lighedsprincippet, at en EU-retlig bestemmelse, som efter sin ordlyd ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret med henblik på at fastlægge dens betydning og rækkevidde, normalt skal undergives en selvstændig og ensartet fortolkning i hele Unionen, som skal søges under hensyntagen til ikke alene denne bestemmelses ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (jf. i denne retning dom af 18.1.1984, Ekro, 327/82, EU:C:1984:11, præmis 11, og af 8.12.2020, Staatsanwaltschaft Wien (Forfalskede overførselsordrer), C-584/19, EU:C:2020:1002, præmis 49).

110    Henset til den omstændighed, at der hverken er en bestemmelse i direktiv 2014/41, der indeholder en definition af det i dette direktivs artikel 31, stk. 1, anvendte begreb »telekommunikation«, eller en udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret med henblik på at fastlægge betydningen og rækkevidden af dette begreb, må det fastslås, at denne bestemmelse skal undergives en selvstændig og ensartet fortolkning i EU-retten i overensstemmelse med den metode, der er nævnt i den foregående præmis.

111    Hvad for det første angår ordlyden af artikel 31, stk. 1, i direktiv 2014/41 henviser udtrykket »telekommunikation« i sin sædvanlige betydning til samtlige metoder til fjerntransmission af oplysninger.

112    Hvad for det andet angår den sammenhæng, hvori artikel 31, stk. 1, i direktiv 2014/41 indgår, bemærkes, at denne artikels stk. 2 bestemmer, at den i nævnte artikels stk. 1 omhandlede underretning udføres ved hjælp af formularen i bilag C til dette direktiv. Under overskriften »Mål for aflytningen« nævner dette bilags punkt B, nr. III, såvel et telefonnummer som en internetadresse (»IP-nummer«) eller en e-mailadresse. Den brede forståelse af begrebet »telekommunikation« bekræftes desuden af artikel 31, stk. 3, i direktiv 2014/41, der udifferentieret omhandler »det materiale«, der er blevet aflyttet.

113    Hvad for det tredje angår formålet med artikel 31 i direktiv 2014/41 fremgår det af 30. betragtning hertil, at mulighederne for samarbejde i henhold til dette direktiv om aflytning af telekommunikation ikke bør begrænses til telekommunikationens indhold, men også omfatte indsamling af trafik- og lokaliseringsdata i tilknytning til denne telekommunikation.

114    Heraf følger, at infiltration af terminaludstyr med henblik på indsamling af kommunikationsdata, men også af trafik- og lokaliseringsdata, fra en internetbaseret udbyder af kommunikationstjenester udgør en »aflytning af telekommunikation« som omhandlet i artikel 31, stk. 1, i direktiv 2014/41.

115    Hvad for det andet angår den myndighed, som den i denne artikel omhandlede underretning skal rettes til, fremgår det for det første af ordlyden af dette direktivs artikel 31, stk. 1, at EU-lovgiver blot har henvist til »den kompetente myndighed i den underrettede medlemsstat« uden at præcisere, af hvilken administrativ eller retslig art denne myndighed eller dens funktioner skal være.

116    For det andet skal det ligeledes bemærkes dels, at den nævnte myndighed ikke er en del af de oplysninger, der er opregnet i artikel 33 i direktiv 2014/41, og som medlemsstaterne skulle meddele Europa-Kommissionen. Dels fremgår det af formularen i bilag C til dette direktiv, der, som det er anført i nærværende doms præmis 112, skal anvendes til at underrette om »aflytning af telekommunikation« som omhandlet i det nævnte direktivs artikel 31, stk. 1, at den eneste angivelse, der skal gives herom på denne formular, er »den underrettede medlemsstat«.

117    Heraf følger, at det tilkommer hver enkelt medlemsstat at udpege den myndighed, der har kompetence til at modtage den i artikel 31, stk. 1, i direktiv 2014/41 omhandlede underretning. Såfremt den aflyttende medlemsstat ikke er i stand til at identificere den kompetente myndighed i den underrettede medlemsstat, kan underretningen rettes til enhver myndighed i den underrettede medlemsstat, som den aflyttende medlemsstat anser for egnet hertil.

118    I denne henseende skal det imidlertid præciseres, at den kompetente myndighed som omhandlet i artikel 31, stk. 1, i direktiv 2014/41 i medfør af dette direktivs artikel 31, stk. 3, bl.a. kan meddele, at aflytningen ikke må udføres eller skal afsluttes, hvis aflytningen ikke ville være tilladt i en tilsvarende national sag. Heraf følger, at hvis den myndighed, der modtager underretningen, ikke er den kompetente myndighed i medfør af den underrettede medlemsstats lovgivning, skal denne myndighed med henblik på at sikre den effektive virkning af artikel 31 i direktiv 2014/41 af egen drift fremsende underretningen til den kompetente myndighed.

119    Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det fjerde spørgsmål, litra a) og b), besvares med, at artikel 31 i direktiv 2014/41 skal fortolkes således, at en foranstaltning, som er forbundet med infiltration af terminaludstyr, med henblik på indsamling af trafik-, lokaliserings- og kommunikationsdata fra en internetbaseret udbyder af kommunikationstjenester udgør en »aflytning af telekommunikation« som omhandlet i denne artikel, hvorom der skal ske underretning til den myndighed, som er udpeget med hensyn hertil i den medlemsstat, på hvis område målet for aflytningen befinder sig. Såfremt den aflyttende medlemsstat ikke er i stand til at identificere den kompetente myndighed i den underrettede medlemsstat, kan underretningen rettes til enhver myndighed i den underrettede medlemsstat, som den aflyttende medlemsstat anser for egnet hertil.

 Det fjerde spørgsmål, litra c)

120    Med det fjerde spørgsmål, litra c), ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 31 i direktiv 2014/41 skal fortolkes således, at den har til formål at beskytte rettighederne for de brugere, der er berørt af en foranstaltning til »aflytning af telekommunikation« som omhandlet i denne artikel, og om denne beskyttelse omfatter anvendelsen af de således indsamlede oplysninger i forbindelse med en straffesag, der er indledt i den underrettede medlemsstat.

121    Indledningsvis bemærkes, at i modsætning til »aflytning af telekommunikation med teknisk assistance fra en anden medlemsstat«, der er reguleret i artikel 30 i direktiv 2014/41, er »aflytning af telekommunikation« som omhandlet i dette direktivs artikel 31, dvs. den, der ikke kræver teknisk assistance fra den medlemsstat, på hvis område målet for denne aflytning befinder sig, ikke genstand for en europæisk efterforskningskendelse. Heraf følger, at de forskellige betingelser og garantier, der ligger til grund for en sådan afgørelse, ikke finder anvendelse på den nævnte aflytning.

122    Som anført i nærværende doms præmis 118, fremgår det endvidere af ordlyden af artikel 31, stk. 3, i direktiv 2014/41, at den kompetente myndighed i den underrettede medlemsstat i tilfælde af, at aflytning ikke ville være tilladt i en tilsvarende national sag, kan meddele den kompetente myndighed i den aflyttende medlemsstat, at aflytningen ikke må udføres eller skal afsluttes, eller i givet fald at det materiale, der er blevet aflyttet, ikke må anvendes eller kun må anvendes på betingelser, som den fastsætter.

123    Anvendelsen af verbet »kan« i denne bestemmelse indebærer, at den underrettede medlemsstat har en mulighed, som henhører under den i denne stat kompetente myndigheds skøn, idet udøvelsen af denne mulighed skal begrundes med, at en sådan aflytning ikke ville være tilladt i en tilsvarende national sag.

124    Artikel 31 i direktiv 2014/41 har således ikke alene til formål at sikre respekten for den underrettede medlemsstats suverænitet, men ligeledes at sikre, at det i denne medlemsstat sikrede beskyttelsesniveau for aflytning af telekommunikation ikke bringes i fare. For så vidt som en foranstaltning til aflytning af telekommunikation udgør et indgreb i retten til respekt for privatliv og kommunikation, der er sikret ved chartrets artikel 7, for den person, der er genstand for aflytningen (jf. i denne retning dom af 17.1.2019, Dzivev m.fl., C-310/16, EU:C:2019:30, præmis 36), skal det lægges til grund, at artikel 31 i direktiv 2014/41 også tilsigter at beskytte rettighederne for de personer, der er berørt af en sådan foranstaltning, hvilket formål udstrækker sig til anvendelsen af disse oplysninger med henblik på strafforfølgning i den underrettede medlemsstat.

125    Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det fjerde spørgsmål, litra c), besvares med, at artikel 31 i direktiv 2014/41 skal fortolkes således, at den ligeledes har til formål at beskytte rettighederne for de brugere, der er berørt af en foranstaltning til »aflytning af telekommunikation« som omhandlet i denne artikel.

 Det femte spørgsmål

126    Med det femte spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om effektivitetsprincippet pålægger den nationale ret i straffesager inden for rammerne af en straffesag, der er indledt mod en person, der er mistænkt for at have begået kriminalitet, at se bort fra oplysninger og bevismateriale, der er indsamlet i strid med de EU-retlige bestemmelser.

127    Indledningsvis bemærkes for det første, at dette spørgsmål kun skal besvares for det tilfælde, at den forelæggende ret på grundlag af besvarelserne af det første til det fjerde præjudicielle spørgsmål måtte nå til den konklusion, at det var ulovligt at udstede de europæiske efterforskningskendelser.

128    For det andet er det på EU-rettens nuværende udviklingstrin principielt alene overladt til den nationale lovgivning at fastsætte de regler, der inden for rammerne af en straffesag gælder for antagelse og bedømmelse af oplysninger og bevismateriale, som er opnået på en måde, der er i strid med EU-retten (jf. i denne retning dom af 6.10.2020, La Quadrature du Net m.fl., C-511/18, C-512/18 og C-520/18, EU:C:2020:791, præmis 222).

129    Det fremgår således af fast retspraksis, at det i mangel af EU-retlige bestemmelser på området i medfør af princippet om procesautonomi tilkommer hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at fastsætte de processuelle regler for sagsanlæg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som borgerne har i medfør af EU-retten, dog på den betingelse, at disse ikke må være mindre gunstige end dem, som regulerer tilsvarende situationer, der er underlagt national ret (ækvivalensprincippet), og at de i praksis ikke umuliggør eller uforholdsmæssigt vanskeliggør udøvelsen af rettigheder, der er tillagt ved EU-retten (effektivitetsprincippet) (jf. i denne retning dom af 16.12.1976, Rewe-Zentralfinanz og Rewe-Zentral, 33/76, EU:C:1976:188, præmis 5, og af 6.10.2020, La Quadrature du Net m.fl., C-511/18, C-512/18 og C-520/18, EU:C:2020:791, præmis 223).

130    Når dette er sagt, kan der, som det fremgår af nærværende doms præmis 104 og 105, ikke ses bort fra, at artikel 14, stk. 7, i direktiv 2014/41, uden at dette berører anvendelsen af nationale procedureregler, udtrykkeligt pålægger medlemsstaterne at sikre, at retten til et forsvar og en retfærdig behandling af sagen respekteres i straffesager i udstedelsesstaten i forbindelse med vurderingen af det bevismateriale, der er fremskaffet gennem den europæiske efterforskningskendelse, hvilket indebærer, at bevismateriale, som en part ikke er i stand til effektivt at udtale sig om, skal udelukkes fra straffesagen.

131    Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det femte spørgsmål besvares med, at artikel 14, stk. 7, i direktiv 2014/41 skal fortolkes således, at denne bestemmelse pålægger den nationale ret i straffesager inden for rammerne af en straffesag, der er indledt mod en person, der er mistænkt for at have begået kriminalitet, at se bort fra oplysninger og bevismateriale, hvis denne person ikke er i stand til effektivt at udtale sig om disse oplysninger og dette bevismateriale, og hvis disse oplysninger og dette bevismateriale kan have afgørende indflydelse på vurderingen af de faktiske omstændigheder.

 Sagsomkostninger

132    Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Store Afdeling) for ret:

1)      Artikel 1, stk. 1, og artikel 2, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/41/EU af 3. april 2014 om den europæiske efterforskningskendelse i straffesager

skal fortolkes således, at

en europæisk efterforskningskendelse, der har til formål at få fremsendt bevismateriale, som de kompetente myndigheder i fuldbyrdelsesstaten allerede er i besiddelse af, ikke nødvendigvis skal være udstedt af en dommer, når den oprindelige indsamling af dette bevismateriale i en rent intern procedure i denne stat ikke skulle have været anordnet af en dommer, men hvor anklagemyndigheden har kompetence til at anordne fremsendelse af det nævnte bevismateriale.

2)      Artikel 6, stk. 1, i direktiv 2014/41

skal fortolkes således, at

denne bestemmelse ikke er til hinder for, at en anklagemyndighed udsteder en europæisk efterforskningskendelse med henblik på fremsendelse af bevismateriale, som de kompetente myndigheder i fuldbyrdelsesstaten allerede er i besiddelse af, når dette bevismateriale er blevet indsamlet ved disse myndigheders aflytning af telekommunikation på udstedelsesstatens område af samtlige brugere af mobiltelefoner, der ved hjælp af særlig software og ændret hardware muliggør end-to-end-krypteret kommunikation, forudsat at en sådan kendelse opfylder alle de betingelser, der i givet fald er fastsat i udstedelsesstatens lovgivning for fremsendelse af sådant bevismateriale i en rent intern situation i denne stat.

3)      Artikel 31 i direktiv 2014/41

skal fortolkes således, at

en foranstaltning, som er forbundet med infiltration af terminaludstyr, med henblik på indsamling af trafik-, lokaliserings- og kommunikationsdata fra en internetbaseret udbyder af kommunikationstjenester udgør en »aflytning af telekommunikation« som omhandlet i denne artikel, hvorom der skal ske underretning til den myndighed, som er udpeget med hensyn hertil i den medlemsstat, på hvis område målet for aflytningen befinder sig. Såfremt den aflyttende medlemsstat ikke er i stand til at identificere den kompetente myndighed i den underrettede medlemsstat, kan underretningen rettes til enhver myndighed i den underrettede medlemsstat, som den aflyttende medlemsstat anser for egnet hertil.

4)      Artikel 31 i direktiv 2014/41

skal fortolkes således, at

den ligeledes har til formål at beskytte rettighederne for de brugere, der er berørt af en foranstaltning til »aflytning af telekommunikation« som omhandlet i denne artikel.

5)      Artikel 14, stk. 7, i direktiv 2014/41

skal fortolkes således, at

denne bestemmelse pålægger den nationale ret i straffesager inden for rammerne af en straffesag, der er indledt mod en person, der er mistænkt for at have begået kriminalitet, at se bort fra oplysninger og bevismateriale, hvis denne person ikke er i stand til effektivt at udtale sig om disse oplysninger og dette bevismateriale, og hvis disse oplysninger og dette bevismateriale kan have afgørende indflydelse på vurderingen af de faktiske omstændigheder.

Underskrifter

*      Processprog: tysk.