RETTENS DOM (Sjette Afdeling)
15. juli 2015 (*)
»Konkurrence – kartel – det europæiske marked for forspændingsstål – fastsættelse af priser, opdeling af markedet og udveksling af følsomme forretningsoplysninger – afgørelse, der fastslår en tilsidesættelse af artikel 101 TEUF – samarbejde under den administrative procedure – rimelig frist«
I sag T-423/10,
Redaelli Tecna SpA, Milano (Italien), ved advokaterne R. Zaccà, M. Todino, E. Cruellas Sada og S. Patuzzo,
sagsøger,
mod
Europa-Kommissionen, først ved B. Gencarelli, L. Prete og V. Bottka, derefter ved V. Bottka, G. Conte og P. Rossi, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
angående en påstand om annullation og ændring af Kommissionens afgørelse K(2010) 4387 endelig af 30. juni 2010 om en procedure efter artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/38344 – Forspændingsstål), som ændret ved Kommissionens afgørelse K(2010) 6676 endelig af 30. september 2010 og ved Kommissionens afgørelse K(2011) 2269 endelig af 4. april 2011,
har
RETTEN (Sjette Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, S. Frimodt Nielsen (refererende dommer), og dommerne F. Dehousse og A.M. Collins,
justitssekretær: ekspeditionssekretær J. Palacio González,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 9. juli 2014,
afsagt følgende
Dom (1)
[udelades]
1. Indholdet af den anfægtede afgørelse
75 I 1122.-1125. betragtning til den anfægtede afgørelse angives grundene til, at Kommissionen fandt, at Redaelli ikke i medfør af samarbejdsmeddelelsen skulle indrømmes en nedsættelse af den bøde, som virksomheden var blevet pålagt:
»(1122) Redaelli har besvaret en begæring om oplysninger den 21. oktober 2002 og har indgivet en anmodning om bødenedsættelse den 20. marts 2003, idet virksomheden i princippet har anerkendt, at der forelå visse aftaler på italiensk plan i perioden 1990 til 1993 og i perioden 1995 til 2002 og på paneuropæisk plan i perioden 1995 til 2002. Redaellis bidrag omfatter visse samtidige dokumentbeviser. Disse beviser har imidlertid ikke tilført nogen vigtig oplysning eller kastet lys over punkter, med hensyn til hvilke Kommissionen endnu ikke havde tilstrækkelige beviser. Den 19. september 2008 har Kommissionen derfor givet afslag på Redaellis anmodning om bødenedsættelse i overensstemmelse med samarbejdsmeddelelsens punkt 23.
(1123) I sit svar på klagepunktsmeddelelsen har Redaelli anfægtet Kommissionens konklusion om, at de beviser, som virksomheden har fremlagt, ikke repræsenterede nogen betydelig merværdi. Virksomheden har anført, at den fuldt ud har samarbejdet med Kommissionen til trods for vanskelighederne forbundet med virksomhedens omstrukturering i løbet af årene, idet virksomheden ikke blot i oktober 2002 fremlagde oplysninger, som var inkriminerende for virksomheden, hvilke oplysninger den lod indgå i en anmodning om bødenedsættelse af 20. marts 2003, men også besvarede flere begæringer om oplysninger fra Kommissionen. Virksomheden har anført, at Kommissionen flere gange i klagepunktsmeddelelsen har henvist til oplysninger fremlagt af denne virksomhed. Virksomheden har anfægtet, at den ikke er blevet indrømmet en midlertidig bødenedsættelse, til forskel fra de andre virksomheder og navnlig Nedri, som indgav sin anmodning om bødenedsættelse den 23. oktober 2003.
(1124) [Det bemærkes], at en virksomhed for at kunne indrømmes en bødenedsættelse i medfør af samarbejdsmeddelelsen for Kommissionen skal fremlægge bevismateriale, som repræsenterer en betydelig merværdi i forhold til det bevismateriale, som Kommissionen allerede er i besiddelse af. Selv om Kommissionen i klagepunktsmeddelelsen og i den foreliggende afgørelse af og til har henvist til de beviser og de erklæringer, som Redaelli har fremlagt, har ingen af de beviser, som Redaelli har fremlagt, bidraget med en betydelig merværdi, i modsætning til de beviser, som andre selskaber såsom Nedri har fremlagt […]
(1125) Hvad angår det af Redaelli anførte om, at virksomheden altid fuldt ud har samarbejdet med Kommissionen ved at besvare flere begæringer om oplysninger, bemærker Kommissionen, at virksomheder har en lovbestemt pligt til at besvare begæringer om oplysninger fra Kommissionen. Denne omstændighed i sig selv giver dem således ikke ret til en bødenedsættelse.«
2. Den ukorrekte vurdering af den betydelige merværdi af de beviser, som Redaelli fremlagde under den administrative procedure
76 Redaelli har nærmere bestemt anført, at virksomheden fuldt ud samarbejdede med Kommissionen under proceduren. Virksomheden har også anført, at der flere steder i den anfægtede afgørelse henvises til dokumenter og erklæringer, som er blevet fremlagt i den forbindelse. Disse henvisninger udgør i visse tilfælde det eneste bevis, som Kommissionen har henvist til til støtte for sin argumentation. Flere eksempler illustrerer den betydelige merværdi af disse beviser, hvilket begrunder en nedsættelse af bøden i henhold til samarbejdsmeddelelsen.
77 Det bemærkes herved, at Kommissionen i samarbejdsmeddelelsen (jf. præmis 23 ovenfor) har defineret de omstændigheder, hvorunder virksomheder, som samarbejder med Kommissionen i forbindelse med dens undersøgelse vedrørende et kartel, kan fritages for bøden eller indrømmes en nedsættelse af den bøde, som de ville have skullet betale.
78 Nævnte meddelelse erstattede en første meddelelse fra Kommissionen om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager (EFT 1996 C 207, s. 4, herefter »meddelelsen af 1996«) for at gøre det muligt for den at tilpasse dens politik på området på baggrund af den erfaring, som var opnået efter fem år med implementering. Navnlig har Kommissionen fastslået, at mens gyldigheden af de principper, der gælder for meddelelsen af 1996, er blevet bekræftet, har erfaringen vist, at den kan blive mere effektiv ved hjælp af større gennemsigtighed og vished med hensyn til de betingelser, der gælder for en eventuel bødenedsættelse. Kommissionen har ligeledes angivet, at større overensstemmelse mellem bødenedsættelsens størrelse og værdien af en virksomheds bidrag til påvisning af overtrædelsen også kunne medvirke til at gøre den mere effektiv (femte betragtning til samarbejdsmeddelelsen).
79 Det tilkommer Retten at tage hensyn til denne udvikling, som Kommissionen ønskede, da den erstattede meddelelsen af 1996 med samarbejdsmeddelelsen.
a) Betingelserne for at opnå en bødenedsættelse
80 Selv om en virksomhed ikke opfylder de betingelser, som i samarbejdsmeddelelsen er fastsat for at opnå en bødefritagelse, kan den stadig indrømmes en nedsættelse af den bøde, som den ellers ville være blevet pålagt.
81 Det fremgår således af samarbejdsmeddelelsens punkt 21, at en virksomhed for at være berettiget til en sådan nedsættelse skal »forsyne Kommissionen med bevismateriale vedrørende den formodede overtrædelse, som repræsenterer en betydelig merværdi i forhold til det bevismateriale, Kommissionen allerede er i besiddelse af«, og »bringe sin deltagelse i den formodede ulovlige aktivitet til ophør senest på det tidspunkt, hvor den fremlægger bevismaterialet«.
82 I meddelelsens punkt 23, litra a), angives i den forbindelse, at Kommissionen i de endelige beslutninger, der vedtages ved afslutningen af den administrative procedure, afgør, »om det bevismateriale, som en virksomhed fremlagde på et bestemt tidspunkt, repræsenterede en betydelig merværdi i forhold til det bevismateriale, som Kommissionen var i besiddelse af på samme tidspunkt«.
83 Begrebet »merværdi« er præciseret i samarbejdsmeddelelsens punkt 22 som følger:
»Begrebet »merværdi« betegner, i hvor høj grad det fremlagte bevismateriale i sig selv og/eller på grund af sin detailrigdom styrker Kommissionens muligheder for at bevise de pågældende forhold. I sin vurdering vil Kommissionen normalt anse skriftligt bevismateriale, der stammer fra det tidsrum, som forholdene vedrører, for at have større værdi end bevismateriale, der fremkommer senere. Bevismateriale, der er direkte relevant for de pågældende forhold, vil ligeledes normalt blive anset for at have større værdi end bevismateriale, som kun har indirekte relevans.«
84 Tre grupper af bødenedsættelse er fastsat i samarbejdsmeddelelsens punkt 23, litra a), første afsnit. Den første virksomhed, der opfylder nævnte meddelelses punkt 21, indrømmes en nedsættelse på 30-50%, den anden virksomhed en nedsættelse på 20-30% og de efterfølgende virksomheder en nedsættelse på indtil 20%.
85 Samarbejdsmeddelelsens punkt 23, litra b), andet afsnit, angiver, at »[f]or at kunne fastsætte nedsættelsens størrelse inden for hver af disse grupper vil Kommissionen tage tidspunktet for fremlæggelsen af det fremlagte bevismateriale, som falder ind under betingelserne fastlagt under [punkt] 21, i betragtning, foruden hvorvidt det repræsenterer betydelig merværdi«, og at Kommissionen »også [kan] tage omfanget og varigheden af samarbejde tilvejebragt af virksomheden efter datoen for fremlæggelsen i betragtning«.
86 Samarbejdsmeddelelsens ordlyd forudsætter følgelig, at der sondres mellem to faser (jf. analogt dom af 17.5.2013, MRI mod Kommissionen, T-154/09, Sml., EU:T:2013:260, præmis 320).
87 For at være berettiget til en bødenedsættelse kræves det for det første, at virksomheden forsyner Kommissionen med bevismateriale, som repræsenterer en betydelig merværdi i forhold til det bevismateriale, som Kommissionen allerede er i besiddelse af. Således, og som Kommissionen udtrykkeligt har anført i sine skriftlige indlæg (jf. eksempelvis svarskriftets punkt 27 og duplikkens punkt 10), foreskriver samarbejdsmeddelelsen, at der foretages en sammenligning mellem det bevismateriale, som Kommissionen før var i besiddelse af, og det bevismateriale, som den opnår ved hjælp af det samarbejde, som den virksomhed, der anmoder om bødenedsættelse, tilbyder, i forbindelse med afgørelsen af, om det bevismateriale, som virksomhed fremlægger, »repræsenterer en betydelig merværdi i forhold til det bevismateriale, Kommissionen allerede er i besiddelse af«.
88 For det andet skal Kommissionen for at fastsætte procentsatsen for nedsættelsen af den bøde, som Kommissionen ellers ville have pålagt, tage hensyn til to kriterier, nemlig det tidspunkt, hvor bevismaterialet blev fremlagt, og i hvilket omfang dette bevismateriale repræsenterer en merværdi. Ved denne analyse kan Kommissionen også tage omfanget og varigheden af samarbejde tilvejebragt af virksomheden efter datoen for fremlæggelsen i betragtning.
89 Når de beviser, som er indgivet til Kommissionen, har en betydelig merværdi, og når virksomheden ikke er den første eller den anden til at fremlægge sådanne beviser, kan den bøde, som ellers ville være blevet pålagt, maksimalt nedsættes med 20%. Den procentmæssige nedsættelse af bøden fastsættes afhængigt af, hvor tidligt samarbejdet er blevet indledt, og hvor betydelig en merværdi, der er tale om, og kan højst udgøre 20% af den bøde, som Kommissionen ellers ville have pålagt (jf. analogt dom MRI mod Kommissionen, nævnt i præmis 86 ovenfor, EU:T:2013:260, præmis 322).
90 Den kronologiske orden og den hastighed, hvormed kartelmedlemmer samarbejder, udgør således grundelementer i den ordning, der er indført ved samarbejdsmeddelelsen (dom af 5.10.2011, Transcatab mod Kommissionen, T-39/06, Sml., EU:T:2011:562, præmis 380, og af 16.9.2013, Roca mod Kommissionen, T-412/10, Sml. (Uddrag), EU:T:2013:444, præmis 183). Det samme gælder den merværdi, der er forbundet med de forskellige beviser, som virksomheden har fremlagt i den forbindelse.
91 Det bemærkes herved også, at selv om det påhviler Kommissionen at angive grundene til, at den vurderer, at det af virksomheder inden for rammerne af samarbejdsmeddelelsen fremlagte materiale udgør et bidrag, der berettiger en bødenedsættelse, eller modsat ikke udgør et sådant bidrag, påhviler det derimod de virksomheder, der ønsker at anfægte Kommissionens afgørelse i den henseende, at godtgøre, at Kommissionen i mangel af sådanne af virksomhederne frivilligt fremlagte oplysninger i det væsentlige ikke ville have været i stand til at godtgøre overtrædelsen og således vedtage en afgørelse om pålæggelse af bøder (jf. dom Roca mod Kommissionen, nævnt i præmis 90 ovenfor, EU:T:2013:444, præmis 184 og den deri nævnte retspraksis).
92 I betragtning af begrundelsen for nedsættelsen kan Kommissionen ikke se bort fra brugbarheden af de fremlagte oplysninger, som nødvendigvis afhænger af det bevismateriale, den allerede er i besiddelse af (jf. dom Roca mod Kommissionen, nævnt i præmis 90 ovenfor, EU:T:2013:444, præmis 185 og den deri nævnte retspraksis).
93 Når en virksomhed som led i en anmodning om bødenedsættelse blot bekræfter, men mindre præcist og udførligt, visse oplysninger, som en anden virksomhed allerede har fremlagt som led i samarbejdet, kan førstnævnte virksomheds samarbejde – skønt det kan have en vis nytte for Kommissionen – ikke anses for at have et omfang, der kan sammenlignes med omfanget af det samarbejde, der blev udvist af den virksomhed, der først fremlagde de pågældende oplysninger. En forklaring, der kun i en vis udstrækning bekræfter en forklaring, som Kommissionen i forvejen var i besiddelse af, letter således ikke dens arbejde væsentligt. Dermed er forklaringen ikke tilstrækkelig til, at den kan begrunde en nedsættelse af bøden i medfør af samarbejdsmeddelelsen (jf. i denne retning dom af 17.5.2011, Arkema France mod Kommissionen, T-343/08, Sml., EU:T:2011:218, præmis 137, og dom Roca mod Kommissionen, nævnt i præmis 90 ovenfor, EU:T:2013:444, præmis 186).
94 Det fremgår også af retspraksis, at en erklæring fra en virksomhed, der beskyldes for at have deltaget i et kartel, hvis rigtighed bestrides af flere andre anklagede virksomheder, ikke uden støtte i andre beviser kan betragtes som et tilstrækkeligt bevis for, at en overtrædelse er begået af disse sidste virksomheder (jf. dom Roca mod Kommissionen, nævnt i præmis 90 ovenfor, EU:T:2013:444, præmis 187 og den deri nævnte retspraksis).
95 Endelig gælder det, at selv hvis det medgives, at Kommissionen har en skønsmargen ved undersøgelsen af den betydelige merværdi, som de oplysninger, der er blevet indgivet til Kommissionen i henhold til samarbejdsmeddelelsen, repræsenterer, kan Retten ikke desto mindre ikke støtte sig på denne skønsmargen for at afvise at udøve en tilbundsgående kontrol af både retlige og faktiske omstændigheder i forbindelse med Kommissionens vurdering i den henseende (jf. dom Roca mod Kommissionen, nævnt i præmis 90 ovenfor, EU:T:2013:444, præmis 188 og den deri nævnte retspraksis, og dom af 24.10.2013, Kone m.fl. mod Kommissionen, C-510/11 P, EU:C:2013:696, præmis 24 og 92).
96 Dette er så meget desto mere tilfældet, når Retten, som i nærværende sag, anmodes om selv at bedømme værdien af de beviser, som sagsøgeren har fremlagt under den procedure, som har resulteret i en sanktion for overtrædelse af konkurrenceretten (jf. præmis 74 ovenfor).
97 Det er i lyset af de foregående betragtninger, at de argumenter, som Redaelli har påberåbt sig for at godtgøre en betydelig merværdi af det bevismateriale, der er blevet fremlagt for Kommissionen under den administrative procedure, skal bedømmes
b) Bedømmelse af argumenterne vedrørende en betydelig merværdi
Indledende bemærkninger om konteksten og det kronologiske forløb
98 Det bemærkes for det første, at Retten for at kunne udtale sig om argumenterne vedrørende en betydelig merværdi har anmodet Kommissionen om for Retten for hvert aspekt af overtrædelsen, med hensyn til hvilket Redaelli har påberåbt sig en betydelig merværdi af sit bidrag, at fremlægge de forskellige beviser, som Kommissionen tog i betragtning for at nå frem til konklusionen om, at dette bidrag »ikke [har] tilført nogen vigtig oplysning eller kastet lys over punkter, med hensyn til hvilke Kommissionen endnu ikke havde tilstrækkelige beviser«, eller at »ingen af de beviser, som Redaelli har fremlagt, [har] bidraget med en betydelig merværdi« (jf. 1122. og 1124. betragtning til den anfægtede afgørelse).
99 Kommissionen har efterkommet denne anmodning ved at fremlægge disse beviser den 28. februar 2014 og den 16. maj 2014.
100 Kommissionen har dernæst den 8. juli 2014 fremsendt Retten en ny række dokumenter med henblik på at supplere dens svar på de foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, som blev vedtaget den 17. december 2013. Disse dokumenter er blevet tilført sagsakterne i retsmødet (jf. præmis 68 og 69 nedenfor). De nævnte dokumenter svarer til de fuldstændige versioner af de dokumenter, som Redaelli fremlagde under den administrative procedure, og som sagsøgeren således havde kendskab til. Kommissionen havde tidligere delvist fremlagt disse dokumenter, idet den ikke havde gengivet enten følgeskrivelsen eller bilagene hertil.
101 Selv om fremsendelsen af den fuldstændige version af de ovennævnte dokumenter skete sent, må det ikke desto mindre anføres, at der allerede var blevet detaljeret redegjort for indholdet heraf i stævningen fra Redaelli, og at Retten allerede i forbindelse med den undersøgelse, som fulgte svarene på foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse og foranstaltningerne med henblik på bevisoptagelse, havde et tilstrækkeligt præcist kendskab til Redaellis bidrag.
102 Det følger af det ovenstående, at Retten er af den opfattelse, at den er i stand til i tilstrækkelig grad såvel faktisk som retligt at efterprøve de bedømmelser, som Kommissionen i den anfægtede afgørelse foretog med hensyn til den betydelige merværdi af de forskellige beviser, som Redaelli fremlagde under den administrative procedure, henset til de argumenter, som sagsøgerne har fremført i den forbindelse.
103 Det bemærkes for det andet, at Redaelli i den foreliggende sag alene for Retten har nedlagt påstand om, at virksomheden indrømmes en bødenedsættelse, idet den inkluderes i den tredje gruppe af virksomheder, der er omhandlet i samarbejdsmeddelelsens punkt 23, nemlig den gruppe, som udgøres af virksomheder, der kan indrømmes en nedsættelse på indtil 20% af værdien af den pålagte bøde (jf. præmis 74 og 84 ovenfor).
104 Redaelli har herved hverken anmodet om at blive behandlet som for det første DWK, der af Kommissionen blev fritaget for enhver bøde, som denne virksomhed ellers skulle have betalt, for det andet ITC, som af Kommissionen blev anset for den første virksomhed, der for Kommissionen fremlagde bevismateriale, som repræsenterede en betydelig merværdi i forhold til det bevismateriale, som den allerede var i besiddelse af, eller for det tredje Nedri, der af Kommissionen blev anset for at være den anden virksomhed, der opfyldte ovennævnte betingelse i samarbejdsmeddelelsens punkt 21, og Redaelli har heller ikke anfægtet den måde, hvorpå de ovennævnte virksomheder er blevet behandlet.
105 Redaelli har som svar på et spørgsmål herom fra Retten bekræftet, at det forholdt sig således, hvilket er blevet tilført retsbogen i retsmødet.
106 For det tredje, og henset til de forskellige aspekter af overtrædelsen, med hensyn til hvilke Redaelli har påberåbt sig, at virksomhedens bidrag repræsenterer en betydelig merværdi, skal der også sondres mellem beviserne vedrørende club Italia og beviserne vedrørende club Zurich og dennes efterfølger club Europe og tages hensyn til den kronologiske rækkefølge, som spiller en afgørende rolle ved analysen af de relevante dokumenter.
107 Hvad angår club Italia fremgår det således af den anfægtede afgørelse, at Kommissionen var i besiddelse af flere samtidige beviser vedrørende de faktiske omstændigheder, som var indhentet under kontrolundersøgelserne den 19. og den 20. september 2002, eller som blev fremlagt efterfølgende bl.a. af ITC. Disse beviser gjorde det muligt for Kommissionen at godtgøre dette aspekt af overtrædelsen fra 1995 og indtil 2002 såvel for Redaelli som for bl.a. tre andre italienske producenter: CB, Itas og ITC.
108 Med hensyn til club Zurich, den første fase af overtrædelsen på paneuropæisk plan, som samlede en italiensk aktør, Redaelli, og aktører på andre markeder (WDI, Nedri, DWK, Tréfileurope …), er kvaliteten af de tilgængelige beviser ringere. For denne fase har Kommissionen snarere fremhævet erklæringerne fra de forskellige virksomheder, som har anmodet om bødenedsættelse, eller notaterne fra Emesa, som blev indhentet på et sent stadie i proceduren, den 28. juni 2007.
109 Hvad angår club Europe, den anden fase i overtrædelsen på paneuropæisk plan, henvises der i den anfægtede afgørelse til flere kilder for beviserne, som ofte underbygger hinanden. Det kan i den forbindelse anføres, at Redaelli nævnes i den anfægtede afgørelse som den virksomhed, der bekræftede andre virksomheders deltagelse i dette aspekt af overtrædelsen.
110 Der skal i den foreliggende sag også, og henset til ovennævnte sondring mellem forskellige aspekter af overtrædelsen, tages hensyn til den omstændighed, at to rækker af dokumenter fremlagt under den administrative procedure er blevet undersøgt af Retten: de dokumenter, som blev fremlagt af Redaelli, og som ifølge denne virksomhed godtgør, at dens bidrag repræsenterer en betydelig merværdi, og de dokumenter, som er blevet fremlagt af Kommissionen for at godtgøre, at den allerede var i besiddelse af tilstrækkelige beviser til at kunne konkludere, at Redaellis bidrag ikke repræsenterede nogen betydelig merværdi.
111 Redaellis bidrag omfatter fire dokumenter: for det første svaret af 21. oktober 2002 på en begæring om oplysninger, for det andet anmodningen om bødenedsættelse af 20. marts 2003, for det tredje svaret af 6. september 2006 på en begæring om oplysninger og for det fjerde svaret af 15. juni 2007 på en begæring om oplysninger.
112 De beviser, som Kommissionen har påberåbt sig til støtte for, at Redaellis bidrag ikke repræsenterer en betydelig merværdi, stammer for det første fra anmodningen om bødefritagelse fra DWK af 18. juni 2002, som gik forud for kontrolundersøgelserne, og fra de efterfølgende erklæringer fra denne virksomhed, for det andet fra de dokumenter, der blev indhentet under kontrolundersøgelserne den 19. og den 20. september 2002, bl.a. under kontrolundersøgelsen hos Redaelli, for det tredje fra de anmodninger om bødenedsættelse, som blev indgivet efter kontrolundersøgelserne, bl.a. af ITC den 21. september 2002, Nedri den 23. oktober 2002, Emesa den 25. oktober 2002 og Tréfileurope den 4. november 2002, samt fra notaterne fra Emesa, som indgik til Kommissionen den 28. juni 2007, dvs. efter fremlæggelsen af det dokument, som Redaelli har påberåbt sig for at godtgøre indholdet af virksomhedens bidrag.
113 Det er på denne baggrund og navnlig under hensyntagen til de kronologiske oplysninger anført ovenfor, at de argumenter, som Redaelli har påberåbt sig for at godtgøre den betydelige merværdi af de beviser, der blev fremlagt for Kommissionen under den administrative procedure, skal undersøges.
114 En sådan undersøgelse kræver nødvendigvis, at der tages udgangspunkt i det tidspunkt, hvor de omhandlede beviser blev fremlagt for Kommissionen, for at tage hensyn til de andre beviser, som allerede var tilgængelige.
Analyse af de relevante dokumenter
115 De forskellige argumenter, som Redaelli har påberåbt sig for at godtgøre den betydelige merværdi af sit bidrag, skal undersøges ét for ét.
– CB’s, Itas’ og ITC’s repræsentation i club Zurich fra 1993 til 1995
116 Redaelli har gjort gældende, at virksomhedens bidrag gjorde det muligt for Kommissionen at fastslå, at ITC, Itas og CB deltog i club Zurich i årene 1993-1995. Redaelli var således den første og den eneste virksomhed, som afslørede sin rolle som repræsentant for ITC, Itas og CB ved møderne i club Zurich i denne periode. Hvad angår betydningen af udtrykket »Assider-gruppen« var det Redaelli og ikke Nedri, som gjorde det muligt at forstå, at dette udtryk identificerede en begrænset gruppe italienske producenter, der var involveret i kartellet, og ikke alle medlemmer af brancheorganisationen ved dette navn.
117 Der er her på forhånd tale om et af de væsentligste aspekter ved Redaellis bidrag, eftersom sagsøgeren på grundlag af sådanne oplysninger har gjort gældende, at Kommissionen fik styrket sin mulighed for at godtgøre de faktiske omstændigheder ved at kunne drage CB, Itas og ITC til ansvar for en længere periode og for et andet aspekt ved overtrædelsen, end hvad den tidligere kunne forestille sig.
118 Det må imidlertid, henset til den anfægtede afgørelse og de beviser, som er angivet deri, konstateres, at sagsøgeren har misforstået den rolle, som virksomheden spillede under den administrative procedure.
119 Kommissionen har således på overbevisende måde godtgjort, at den langt tidligere, end da Redaelli den 15. juni 2007 på et sent tidspunkt i proceduren og som svar på en begæring om oplysninger fra Kommissionen oplyste herom, kendte identiteten af de tre italienske producenter af forspændingsstål, som tidligere havde været medlemmer af brancheorganisationen Assider – som ophørte med at eksistere i 1988 – og som [muligvis] deltog i club Zurich via Redaelli.
120 For det første vidste Kommissionen fra tidspunktet for DWK’s anmodning om bødefritagelse af 18. juni 2002, at Redaelli repræsenterede tre andre italienske producenter af forspændingsstål (jf. 153. betragtning til den anfægtede afgørelse).
121 For det andet vidste Kommissionen også, henset til anmodningen om bødenedsættelse fra Nedri af 23. oktober 2002, at Redaelli for denne virksomhed repræsenterede Assider under møderne i [club] Zurich (jf. 153. betragtning til den anfægtede afgørelse).
122 Samlet set fik Kommissionen med denne information en væsentlig oplysning, nemlig at Redaelli i forbindelse med møderne i [club] Zurich også repræsenterede Assider, dvs. tre andre italienske producenter.
123 Parallelt hermed vidste Kommissionen, at Redaelli og tre andre italienske producenter (CB, Itas og ITC) inden for club Italia havde ført drøftelser vedrørende en aftale med medlemmerne af club Zurich. Dette fremgår bl.a. af udkastet til aftale af 23. januar 1995, som Kommissionen fandt under kontrolundersøgelsen gennemført i Redaellis lokaler den 19. og den 20. september 2002, hvori angives, at Redaelli fik mandat til at repræsentere CB, Itas og ITC hos de paneuropæiske producenter (jf. 166. betragtning til den anfægtede afgørelse).
124 For det tredje har sagsøgeren selv i replikken henvist til indholdet af erklæringen fra DWK af 8. maj 2007, hvoraf fremgår, at for denne virksomhed repræsenterede Redaelli efter eget udsagn tre italienske producenter ved møderne i club Zurich (jf. 153. betragtning til den anfægtede afgørelse). Det præciseres også i denne erklæring, at som en af de personer, som repræsenterede DWK ved disse møder, husker det, havde Redaelli ikke præciseret, hvilke producenter det drejede sig om, og at nævnte repræsentant ikke bekymrede sig herom, alt imens personen anførte, at hans mistanke vedrørte producenterne CB, Itas og ITC, eftersom de andre italienske producenter var mindre eller endnu ikke eksisterede (eksempelvis SLM).
125 Det følger af det ovenstående, at Kommissionen selv før oplysningerne fra Redaelli af 15. juni 2007 vidste, at Redaelli i forbindelse med møder i club Zurich havde angivet at repræsentere tre andre italienske producenter. Kommissionen vidste også, hvem disse tre producenter kunne være.
126 Det skal under alle omstændigheder bemærkes, at oplysningerne fra Redaelli af 15. juni 2007 går forud for de oplysninger, der fremgår af notaterne fra Emesa, som blev indgivet kort tid efter, den 28. juni 2007. Det er således på baggrund af disse notater fra Emesa fremlagt af ArcelorMittal, at Kommissionen kan fastslå, at under mødet i club Zurich den 8. og den 9. juni 1994, hvor Tréfileurope, DWK, WDI, Tycsa, Nedri og Emesa var til stede, angav repræsentanten fra Redaelli at repræsentere tre virksomheder, nemlig CB, Itas og ITC (jf. 159. betragtning til den anfægtede afgørelse). I modsætning til hvad Kommissionen har anført, skal der i den forbindelse imidlertid ikke tages hensyn til notaterne fra Emesa, men kun til de oplysninger, som blev fremlagt før den 15. juni 2007, for at fastslå, om Redaellis bidrag repræsenterede en betydelig merværdi.
127 Det bemærkes endvidere, at de ovenstående oplysninger ikke har haft den virkning, som Redaelli har påstået, og hvorefter virksomhedens bidrag gjorde det muligt for Kommissionen at fastslå, at ITC, Itas og CB deltog i club Zurich i årene 1993-1995.
128 Hvad angår CB fremgår det af den anfægtede, at denne virksomhed bestred at have deltaget i club Zurich eller i et paneuropæisk arrangement. Ifølge denne virksomhed havde Redaelli i den forbindelse »udpeget sig selv« som repræsentant for de andre italienske producenter. Henset hertil, og selv om Kommissionen på baggrund af de oplysninger, som ITC fremlagde i sin anmodning om bødenedsættelse, anførte, at CB såvel som Redaelli, Itas, ITC, Tréfileurope Italia, DWK og Tycsa havde deltaget i et møde i club Italia med producenterne i club Zurich, hvilket møde blev afholdt den 24. februar 1993, og under hvilket en drøftelse fandt sted ikke blot af priser og salg på det italienske marked, men også forbruget af forspændingsstål på de andre europæiske markeder, foretrak Kommissionen at fastslå, at CB først begyndte at deltage i overtrædelsen den 23. januar 1995, navnlig på grund af det aftaleudkast, som blev opdaget under kontrolundersøgelserne den 19. og den 20. september 2002 (jf. præmis 123 ovenfor).
129 Det var således først fra den 23. januar 1995 på grundlag af andre beviser end dem, som Redaelli påberåbte sig i henhold til virksomhedens anmodning om bødenedsættelse, at CB’s deltagelse i kartellet blev godtgjort (jf. navnlig 155., 165., 166. og 849.-855. betragtning til den anfægtede afgørelse).
130 Hvad angår Itas fremgår det af den anfægtede afgørelse, at denne virksomhed bestred at have deltaget i club Zurich i årene 1993-1994, fordi den først opnåede de nødvendige certificeringer i 1995 for Tyskland og dernæst for andre lande. Til forskel fra CB og af de grunde, der er angivet i den anfægtede afgørelse, fandt Kommissionen, at Itas’ deltagelse i overtrædelsen var godtgjort fra denne virksomheds deltagelse i mødet i club Italia med producenterne i club Zurich den 24. februar 1993. Kommissionen henviste i den forbindelse også til Itas’ samt Redaellis og ITC’s deltagelse i et møde i club Italia den 7. maj 1993, med hensyn til hvilket ITC fremlagde oplysninger i sin anmodning om bødenedsættelse. Dette møde vedrørte bl.a. fire forslag med hensyn til de paneuropæiske producenter. Selv om det fremgår, at det i den anfægtede afgørelse desuden angives, at Itas var »repræsenteret af Redaelli ved møderne i club Zurich«, der fulgte efter mødet den 24. februar 1993, følger det af det foregående, at en sådan angivelse meget vel kan udledes af de beviser, som blev fremlagt af DWK og Nedri inden datoen for Redaellis bidrag den 15. juni 2007 (jf. navnlig 155., 163., 164. og 856.- 861. betragtning til den anfægtede afgørelse).
131 Under sådanne omstændigheder, og henset til, at Kommissionen rådede over flere oplysninger for at godtgøre det tidspunkt, hvor Itas begyndte at deltage i overtrædelsen, herunder oplysningerne fremlagt af ITC i dennes anmodning om bødenedsættelse, hvormed fulgte et håndskrevet referat af mødet i club Italia med producenterne i club Zurich den 24. februar 1993, som er afgørende, og oplysningerne fremlagt af DWK og Nedri vedrørende den rolle, som Redaelli spillede i club Zurich, kunne Kommissionen med rette fastslå, at Redaellis bidrag af 15. juni 2007 ikke repræsenterede en betydelig merværdi i forhold til det bevismateriale, som den allerede var i besiddelse af.
132 For så vidt angår ITC fremgår det af den anfægtede afgørelse, at denne virksomhed godkendte indholdet af den klagepunktsmeddelelse, som den var blevet tilsendt, idet virksomheden bekræftede, at den »stemte overens med erklæringerne og redegørelserne i anmodningen om bødenedsættelse og de efterfølgende erklæringer«, og at den således direkte havde deltaget i kartellet, navnlig i club Zurich, i club Italia og i indlemmelsen af de italienske producenter i club Europe, fra den 24. februar 1993 til den 19. september 2002 (jf. 841. og 843. betragtning til den anfægtede afgørelse).
133 Også i denne forbindelse, og selv om det af 153. og 155. betragtning til den anfægtede afgørelse fremgår, at ITC ikke bestred at være repræsenteret af Redaelli i club Zurich, var Kommissionen i besiddelse af andre beviser, herunder dem, der blev fremlagt af DWK og Nedri, for at godtgøre det tidspunkt, hvor ITC begyndte at deltage i overtrædelsen. Under sådanne omstændigheder kunne Kommissionen med rette fastslå, at Redaellis bidrag af den 15. juni 2007 ikke opfyldte de betingelser, som i samarbejdsmeddelelsen er fastsat for at repræsentere en betydelig merværdi i forhold til det bevismateriale, som den allerede var i besiddelse af.
134 Det må på baggrund af parternes argumenter og de fremlagte dokumenter konstateres, at Kommissionen med rette kunne fastslå, at hvad angår dette aspekt af overtrædelsen rådede den allerede såvel på det materielle plan som med hensyn til den kronologiske rækkefølge over tilstrækkelige beviser til at godtgøre de omhandlede faktiske omstændigheder. De beviser, som Redaelli i den forbindelse har påberåbt sig, repræsenterede således ikke den betydelige merværdi, som var nødvendig for, at bøden kunne nedsættes i medfør af samarbejdsmeddelelsen.
– – Andre aspekter ved overtrædelsen
135 Redaelli har anført, at virksomhedens bidrag var et af de første, som bekræftede kartellets kontrolsystem, og som gav en fuldstændig beskrivelse heraf. Dette skete den 21. oktober 2002 i virksomhedens svar på en begæring om oplysninger og i dens anmodning om bødenedsættelse af 20. marts 2003.
136 Det må imidlertid, henset til de grunde, som er anført i den anfægtede afgørelse, og henset til de oplysninger, som Kommissionen i den forbindelse har fremlagt, fastslås, at Kommissionen allerede var i besiddelse af adskillige beviser efter de kontrolundersøgelser, som blev gennemført den 19. og den 20. september 2002, efter ITCʼs anmodning om bødenedsættelse af 21. september 2002 og efter Tréfileuropes anmodning om bødenedsættelse af 4. november 2002 (jf. 450.-455. betragtning til den anfægtede afgørelse).
137 Det skal navnlig og med hensyn til den kronologiske rækkefølge bemærkes, at Redaelli i sit svar af 21. oktober 2002 på en begæring om oplysninger begrænsede sig til at henvise til en salgsmedarbejder, Pr., som forestod indsamlingen af oplysninger vedrørende udviklingen i salget for de forskellige producenter. På dette tidspunkt var Kommissionen imidlertid i besiddelse af bl.a. samtidige dokumenter vedrørende de faktiske omstændigheder udarbejdet af denne person, som blev opdaget under kontrolundersøgelserne gennemført den 19. og den 20. september 2002, og hvoraf de af Redaelli nævnte oplysninger klart fremgik.
138 I anmodningen om bødenedsættelse af 20. marts 2003 gav Redaelli flere detaljer vedrørende den rolle, som Pr. spillede, idet virksomheden bl.a. oplyste, at han kunne fastsætte købene gennemført af hver af kunderne hos de omhandlede producenter. Hans rolle var ikke blot at kontrollere de solgte mængder, men at fastsætte potentialet med hensyn til kunder. Selv om denne anden del af den rolle, som. Pr. spillede, er nævnt i 452. betragtning til den anfægtede afgørelse, hvor det angives, at oplysningerne herom stammer fra Redaelli, forholder det sig ikke desto mindre således, at det vigtigste ved den rolle, som denne person spillede, var, som Kommissionen har bekræftet med henvisningen til de dokumenter, som blev opdaget under kontrolundersøgelserne, overvågning og kontrol.
139 De beviser, som Redaelli i den henseende har påberåbt sig, repræsenterede således ikke den betydelige merværdi, som er nødvendig for, at virksomheden kan indrømmes en bødenedsættelse i medfør af samarbejdsmeddelelsen.
140 Redaelli har desuden gjort gældende, at dens bidrag var det første, der bekræftede afholdelsen og indholdet af flere møder, herunder møderne i club Italia den 1. februar 2002, den 1. marts 2002 og den 26. august 2002 og møderne i club Europe den 28. og den 29. februar 2000, den 8. og den 9. maj 2000, den 15. maj 2001, den 4. september 2001 og den 24. juli 2002.
141 I den forbindelse fremgår det også af sagsakterne, at Kommissionen samlet set var i besiddelse af adskillige oplysninger vedrørende den omhandlede periode (2000-2002) såvel med hensyn til club Italia som med hensyn til club Europe (jf. bilag 2 og 3 til den anfægtede afgørelse vedrørende beskrivelserne af de nævnte møder). Det bidrag, som Redaelli på dette punkt har henvist til, har ingen eller meget ringe betydning for Kommissionens mulighed for at godtgøre de pågældende faktiske omstændigheder, hvad enten det drejer sig om den omhandlede periode, de omhandlede klubber eller selv indholdet af de møder, som Redaelli har henvist til, med hensyn til hvilke Kommissionen allerede var i besiddelse af beviser, som var blevet opdaget under kontrolundersøgelserne, eller som blev fremlagt rettidigt af andre virksomheder såsom ITC, CB, Tréfileurope, Nedri eller DWK, eller var i stand til at fastslå, at de af Redaelli fremlagte oplysninger ikke godtgjorde den konkurrencebegrænsende art af det nævnte møde (såsom det møde, der angiveligt fandt sted den 8. og den 9. maj 2000, og som viste sig blot at være et møde i Eurostress Information Service (ESIS), en af brancheorganisationerne inden for forspændingsstål)).
142 Redaellis bidrag med hensyn til de ovennævnte møder kan således ikke anses for at repræsentere en betydelig merværdi som omhandlet i samarbejdsmeddelelsen.
143 Endelig har Redaelli også påberåbt sig, at virksomheden var den første til at bekræfte de oplysninger, som kort nævnes i anmodningen om bødenedsættelse, vedrørende forbindelsen mellem aftalen om fastsættelse af kvoter på europæisk plan (club Zurich) og aftalen på italiensk plan (club Italia); den første til at beskrive dynamikken i club Italia i begyndelsen af 1990’erne hvad angår navnlig opgivelsen af praksis med fastsættelse af kvoter som følge af ITC’s nægtelse af at tilslutte sig dette initiativ; at have ydet et væsentligt bidrag med hensyn til det tidspunkt, hvor Tréfileurope begyndte at deltage i club Italia, og at have stået bag den sondring, som i den anfægtede afgørelse foretages mellem eksklusive kunder og fælles kunder med hensyn til club Italia, eller hvad angår møderne på paneuropæisk niveau afholdt »i tilknytning til møderne i ESIS«.
144 Det må om disse spørgsmål, som Kommissionen med rette har anført som svar på de af Retten vedtagne foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse og sagens oplysning, konstateres, at de beviser, som Redaelli i den henseende har påberåbt sig, ikke har været afgørende eller vedrører mindre vigtige aspekter ved overtrædelsen, der ikke som sådan er relevante, når henses til det bevismateriale, som Kommissionen allerede var i besiddelse af, og som kommer fra flere kilder, der indbyrdes underbygger hinanden.
145 Hvad angår forbindelsen mellem club Zurich og club Italia skal det således bemærkes, at selv om den del af den anfægtede afgørelse, som Redaelli har nævnt, nemlig 401. betragtning ff., rent faktisk henviser til de af Redaelli fremlagte dokumenter, fremgår det også af sagsakterne, at andre dokumenter blev beslaglagt under kontrolundersøgelserne eller blev fremlagt af ITC, bl.a. det mest relevante dokument i denne forbindelse, nemlig aftalen af 5. december 1995 mellem Redaelli, CB, Itas og ITC.
146 For så vidt angår beskrivelsen af dynamikken i club Italia i begyndelsen af 1990’erne skal det ligeledes bemærkes, at Kommissionen lagde til grund, at Redaelli, CB, Itas og ITC først begyndte at deltage i club Italia fra den 23. januar 1995, som er datoen for det ældste aftaleudkast, som Kommissionen var i besiddelse af efter kontrolundersøgelserne (jf. 402. og 456. betragtning til den anfægtede afgørelse). De af Redaelli fremlagte oplysninger vedrørende den tidligere situation havde således ingen betydning for Kommissionens mulighed for at godtgøre de faktiske omstændigheder. Med hensyn til det tidspunkt, hvor Tréfileurope begyndte at deltage i club Italia, fremgår det klart af 460. betragtning til den anfægtede afgørelse, at Kommissionen allerede var i besiddelse af tilstrækkelige beviser til at kunne fastsætte denne dato til den 3. april 1995, idet ITC havde fremlagt dokumenterne herom. For så vidt angår den sondring, som i den anfægtede afgørelse foretages mellem eksklusive kunder og fælles kunder, fremgår det lige så tydeligt af 445. og 447. betragtning til den anfægtede afgørelse, at Kommissionen allerede kendte til denne sondring via dokumenter opdaget under kontrolundersøgelserne og bemærkningerne fra Tréfileurope.
147 Hvad endelig angår henvisningerne til de paneuropæiske møder afholdt »i tilknytning til møderne i ESIS« fremgik en sådan oplysning allerede af de dokumenter, som Bundeskartellamt fremlagde under procedurens første stadie, og af dokumenter opdaget under kontrolundersøgelserne.
c) Konklusion
148 Det følger af det foregående, at det første anbringendes første led i det hele skal forkastes som ugrundet.
3. Tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning
149 Redaelli har i det væsentlige gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, fordi den ikke undersøgte virksomhedens anmodning om bødenedsættelse i lyset af de kriterier, der er fastsat i samarbejdsmeddelelsen. Da Kommissionen den 19. september 2008 gav afslag på denne anmodning, var den i virkeligheden påvirket af dens nyere og strengere meddelelse om bødefritagelse og bødenedsættelse i kartelsager (EUT 2006 C 298, s. 17). I den periode, hvor samarbejdsmeddelelsen fandt anvendelse, og således som det fremgår af de afgørelser, som blev vedtaget for at sanktionere andre karteller, havde Kommissionen været mere tilbøjelig til at indrømme en bødenedsættelse i forbindelse med anmodninger, som hovedsageligt var baseret på erklæringer, og tærsklen for »merværdi« havde været lavere end den, som senere blev anvendt.
150 I modsætning til hvad Redaelli har anført, og således som det fremgår af præmis 76-148 ovenfor, anvendte Kommissionen imidlertid, da den traf afgørelse vedrørende Redaellis anmodning om bødenedsættelse, de kriterier, der er fastsat i samarbejdsmeddelelsen, korrekt.
151 Desuden kan Redaelli heller ikke begrænse sig til blot at påberåbe sig løsninger, som Kommissionen er kommet frem til i andre sager, for at anmode om, at disse løsninger anvendes på virksomheden, uden at fremlægge noget som helst bevis, der gør det muligt at godtgøre en lighed mellem de faktiske omstændigheder såvel med hensyn til de pågældende overtrædelser som med hensyn til de oplysninger, som de omhandlede virksomheder har fremlagt i forbindelse med deres anmodninger om bødenedsættelse.
152 Selv hvis det antages, at der blev taget hensyn hertil, kan de præciseringer af begrebet »merværdi«, som foretages med meddelelsen om bødefritagelse og bødenedsættelse i kartelsager vedtaget i 2006, under alle omstændigheder ikke rejse tvivl med hensyn til den angivelig berettigede forventning, som Redaelli har påberåbt sig. Hvad angår bødenedsættelser kan sådanne ikke indrømmes alene med den begrundelse, at erklæringer eller beviser er blevet fremlagt for Kommissionen.
153 I henhold til begge disse meddelelser skal den betydelige merværdi af sådanne beviser undersøges, navnlig i lyset af det bevismateriale, som Kommissionen allerede er i besiddelse af, og det er denne merværdi, som danner grundlag for beslutningen om, hvorvidt der skal eller ikke skal indrømmes en bødenedsættelse på grund af samarbejde.
154 I begge disse meddelelser anerkendes det ligeledes udtrykkeligt, at bevismateriale, der stammer fra det tidsrum, som forholdene vedrører, har større værdi end bevismateriale, der fremkommer senere.
155 Det følger af det ovenstående, at det første anbringendes andet led skal forkastes som ugrundet.
4. Tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet
156 Redaelli har gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte ligebehandlingsprincippet, da den indrømmede virksomheder, Emesa/Galycas og WDI, bødenedsættelser på 5%, selv om deres samarbejde havde været beskedent.
157 Hvad angår Emesa og Galycas har Redaelli anført, at nedsættelsen blev indrømmet på grundlag af oplysninger fremlagt som svar på begæringer om oplysninger fra Kommissionen. I deres bidrag erkendte Emesa og Galycas blot, at der fandt konkurrencebegrænsende møder sted mellem europæiske producenter og spanske og portugisiske producenter i tilknytning til møderne i brancheorganisationerne, med hensyn til hvilke de også fremlagde to lister over møder med angivelse af dato, sted og navnet på deltagerne »uden nogen beskrivelse af deres indhold, og uden at dette underbygges af nogen form for dokumentbevis« (1095. betragtning til den anfægtede afgørelse). Kommissionen, som var af den opfattelse, at dette begrænsede bidrag var for vagt til at udgøre et bevis for overtrædelsen som sådan, fandt ikke desto mindre, at bidraget repræsenterede en betydelig merværdi, for så vidt som det øgede Kommissionens mulighed for at bevise visse faktiske omstændigheder, som udgjorde kartellet, hvis det blev bekræftet af andre beviser.
158 I sammenligning hermed er Redaellis bidrag langt mere betydeligt. Redaelli anerkendte allerede, inden den formelt indgav en anmodning om bødenedsættelse med andre beviser, den 21. oktober 2002, dvs. før Emesa og Galycas, at der havde fundet konkurrencebegrænsende møder sted mellem europæiske og italienske producenter. Redaelli gav også en beskrivelse af disse møder og en liste med angivelse af dato, sted og deltagere, der var mere detaljeret end den, som blev fremlagt af Emesa og Galycas. Endelig anvendte Kommissionen Redaellis erklæringer vedrørende CB, Itas og Tréfileurope for at pålægge dem ansvaret for en del af kartellet.
159 Med hensyn til WDI fremgår det af den anfægtede afgørelse, at denne virksomheds bidrag var meget begrænset og ikke vedrørte afgørende spørgsmål. Erklæringen fra WDI af 19. maj 2004 indeholdt de første oplysninger vedrørende visse forhold ved tilrettelæggelsen af club Zurich og vedrørende den omstændighed, at denne klub fulgte fremgangsmåden anvendt i Italien. WDI var også den første virksomhed til at bekræfte erklæringerne fra DWK vedrørende et selskab, som forestod indsamling af oplysninger for club Zurich og club Europe, og den første virksomhed, der bekræftede erklæringerne fra Nedri vedrørende kompensationsordningen i club Zurich. Der er tale om simple erklæringer, hvortil der ikke er knyttet skriftlige beviser.
160 I sammenligning hermed synes Redaellis bidrag på ingen måde at være ringere end WDI’s bidrag. Redaelli var også den første virksomhed til at fremlægge oplysninger vedrørende visse aspekter af kartellet (bl.a. vedrørende dens rolle som repræsentant for flere italienske virksomheder og situationen i club Italia i begyndelsen af 1990’erne) og den første virksomhed til at bekræfte erklæringerne eller dokumenterne fremlagt af andre virksomheder (bl.a. vedrørende kontrolsystemet, forbindelsen mellem club Zurich og club Italia samt vedrørende paneuropæiske og italienske møder). Endvidere bidrog Redaelli til undersøgelsen med en række oplysninger, informationer og forklaringer, hvilke slet ikke fremgår af WDI’s anmodning.
161 I den forbindelse skal det bemærkes, at ifølge fast retspraksis er ligebehandlingsprincippet kun tilsidesat, såfremt ensartede situationer behandles forskelligt, eller forskellige situationer behandles ens, medmindre en sådan behandling er objektivt begrundet (dom af 13.12.1984, Sermide, 106/83, Sml., EU:C:1984:394, præmis 28, og af 5.10.2011, Romana Tabacchi mod Kommissionen, T-11/06, Sml., EU:T:2011:560, præmis 102).
162 I den foreliggende sag har ingen af de beviser, som Redaelli har fremlagt, gjort det muligt at konkludere, at der foreligger forskellig behandling af Redaelli og Emesa/Galycas eller WDI.
163 For det første har Redaelli ikke fremført nogen argumenter, der kan rejse tvivl om den betydelige merværdi, som Kommissionen har tillagt de bidrag, som Emesa/Galycas og WDI fremkom med under den administrative procedure.
164 Det var således efter en bedømmelse af den iboende og relative værdi af de forskellige erklæringer eller dokumenter, som Emesa/Galycas og WDI havde indgivet, at Kommissionen konkluderede, således som det forklares i den anfægtede afgørelse, at der var grundlag for at nedsætte den bøde, som hver af disse virksomheder var blevet pålagt, med 5%. Redaellis argumenter vedrører ikke denne merværdi, som Kommissionen har tillagt disse bidrag, men den merværdi, som skulle have været tillagt virksomhedens eget bidrag, med den begrundelse, at bidragets merværdi var »meget mere betydelig« end den merværdi, som blev tillagt bidragene fra Emesa/Galycas, eller »under ingen omstændigheder synes ringere« end den merværdi, som bidraget fra WDI blev tillagt.
165 Det fremgår i den forbindelse af den anfægtede afgørelse, at den betydelige merværdi, som Kommissionen tillagde bidragene fra Emesa/Galycas og fra WDI, opfylder betingelserne i klagepunktsmeddelelsens punkt 21-23. På baggrund af 1094. og 1096. betragtning samt bilag 4 til den anfægtede afgørelse er det navnlig muligt at fastlægge den rolle, som bidraget fra Emesa/Galycas spillede, idet dette bidrag udgjorde den første oplysning, som gjorde det muligt at godtgøre det konkurrencebegrænsende indhold af flere møder i club España. Ligeledes angiver Kommissionen i 1113. betragtning til den anfægtede afgørelse grundene til, at den fandt, at bidraget fra WDI havde gjort det muligt at afklare flere spørgsmål vedrørende bl.a. tilrettelæggelsen af club Zurich.
166 For det andet må det fastslås, at Redaellis argumenter heller ikke gør det muligt at foretage en nyttig sammenligning mellem den betydelige merværdi, som virksomheden har påberåbt sig, og den betydelige merværdi, som Kommissionen tillagde bidragene fra Emesa/Galycas og fra WDI.
167 Selv om bidragene rent formelt ligner hinanden, idet de hovedsageligt har antaget form af erklæringer, afviger grundene til, at Kommissionen nåede frem til ovennævnte konklusion med hensyn til Emesa/Galycas og WDI, betydeligt fra den ene virksomhed til den anden som følge af de særlige kendetegn ved deltagelsen i kartellet for hver af disse virksomheder. Emesa/Galycas er en spansk virksomhed, som bl.a. deltog i club Europe og i club España, WDI en tysk virksomhed, som deltog i club Europe, og Redaelli en italiensk virksomhed, der deltog i club Europe og i club Italia. Deres aktiviteter og omfanget af deres involvering i kartellet, således som de er gengivet i den anfægtede afgørelse, navnlig henset til de oplysninger, som Kommissionen var i besiddelse af på dette tidspunkt, afviger så meget fra hinanden, at det ikke er muligt at sammenligne situationen for en med situationen for en anden.
168 Hvis Redaelli blev nægtet en bødenedsættelse på grund af samarbejde, er det således ikke på grund af den betydelige merværdi, som Kommissionen tillagde bidragene fra Emesa/Galycas og fra WDI, men fordi virksomhedens eget bidrag ikke havde nogen betydelig merværdi som omhandlet i samarbejdsmeddelelsens punkt 21-23.
169 Det følger af det ovenstående, at det første anbringendes tredje led og dermed hele dette anbringende skal forkastes.
[udelades]
Sagens omkostninger
231 I henhold til procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Sagsøgeren har tabt sagen og pålægges derfor at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Sjette Afdeling):
1) Europa-Kommissionen frifindes.
2) Redaelli Tecna SpA bærer sine egne omkostninger og betaler Kommissionens omkostninger.
Frimodt Nielsen | Dehousse | Collins |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 15. juli 2015.
Underskrifter