Sag T-481/08

Alisei

mod

Europa-Kommissionen

»Annullationssøgsmål – foranstaltninger udadtil og EUF – afslutning af en revision og vedtagelse af den endelige rapport – kontraktrelateret akt – manglende kompetence – ikke umiddelbart berørt – afvisning – erstatningssøgsmål – åbenbart afvisningsgrundlag«

Sammendrag af kendelse

1.      Annullationssøgsmål – søgsmål, som reelt vedrører en tvist af kontraktmæssig karakter – Fællesskabets retsinstanser ikke kompetente

(Art. 230 EF og 238 EF)

2.      De Europæiske Fællesskabers offentlige kontrakter – projekter finansieret af Den Europæiske Udviklingsfond i AVS-staterne

(Art. 230 EF)

3.      Annullationssøgsmål – akter, der kan være genstand for søgsmål – begreb – akter, der fremkalder bindende retsvirkninger

(Art. 230 EF)

4.      Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – ulovlighed – tilsidesættelse af principperne om god forvaltningsskik og gennemsigtighed – påberåbelse inden for rammerne af rent kontraktmæssige forhold

1.      Selv om en skrivelse vedrørende tilbagebetaling af en del af et udbetalt forskud til en velgørende forening i forbindelse med visse projekter vedrørende udviklingssamarbejde og humanitær bistand skulle forstås således, at den bringer revisionsproceduren angående de tilskudskontrakter, som vedrører de omhandlede projekter, til ophør, og den erklærer den eksterne revisors konklusioner for gyldige ved at vedtage den endelige rapport, kan den ikke adskilles fra det kontraktforhold, som disse kontrakter udgør. Den revision, der blev gennemført af den af Kommissionen valgte eksterne revisor, er nemlig omfattet af Kommissionens udøvelse af de rettigheder, der følger af kontrakterne, og er dermed en del af det kontraktforhold, som disse kontrakter definerer. Påstanden om annullation af den beslutning, der angiveligt indeholdes i denne skrivelse, skal derfor afvises.

(jf. præmis 54 og 55)

2.      Hvad angår offentlige kontrakter, der modtager økonomisk støtte fra Den Europæiske Udviklingsfond (EUF), har de opgaver, som Kommissionens repræsentanter har, hvad enten de udmønter sig i godkendelse eller manglende godkendelse eller i påtegninger eller manglende påtegninger, udelukkende til formål at få konstateret, om betingelserne for finansiering er opfyldt. De har ikke til formål og kan ikke bevirke et brud på grundsætningen om, at de pågældende kontrakter er et nationalt anliggende for de modtagende stater, der som de eneste har ansvaret for at udarbejde, forhandle og indgå dem. De virksomheder, der afgiver tilbud, eller som tildeles de pågældende kontrakter, har nemlig kun retlig forbindelse med den modtagende stat, der har ansvaret for kontrakten, og ingen afgørelser truffet af Kommissionens repræsentanter kan bevirke, at en beslutning truffet af denne institution i forhold til disse virksomheder kan anses for at være trådt i stedet for en beslutning truffet af AVS-staten, der som den eneste er beføjet til at indgå og undertegne kontrakten. Disse betragtninger gælder ligeledes for de tilskudskontrakter, der er finansieret af EUF, og som er indgået med en AVS-stat.

Disse betragtninger er imidlertid ikke i sig selv tilstrækkelige til at konkludere, at et annullationssøgsmål til prøvelse af en akt, som Kommissionen har vedtaget under udøvelse af sine egne kompetencer, anlagt af en borger, der er omhandlet i denne akt, og som er formel adressat herfor, skal afvises, selv hvis denne akt er en del af en kontraktmæssig procedure. En akt, der er vedtaget under sådanne omstændigheder, for så vidt som den faktisk indeholder en kommissionsbeslutning, kan være genstand for et annullationssøgsmål ved Retten.

(jf. præmis 60-64)

3.      Beløb, der skyldes Den Europæiske Udviklingsfond (EUF), og som er blevet fastslået efter en af Kommissionen gennemført revision eller på Kommissionens anmodning, stammer imidlertid ikke fra selve revisionen, men fra en kontraktparts tilsidesættelse af vedkommendes kontraktforpligtelser i henhold til en kontrakt finansieret af EUF. Revisionsrapporten fastslår nemlig blot de eventuelle allerede eksisterende uregelmæssigheder og de fordringer, der følger heraf. Den ændrer ikke på retsstillingen for fordringernes debitor. Debitor har i øvrigt mulighed for at anfægte konstateringerne og konklusionerne i revisionsrapporten ved de kompetente retsinstanser i forbindelse med en tvist vedrørende de pågældende fordringer.

Fastslåelsen af en fordring til EUF i en revisionsrapport, der vedrører kontrakter finansieret af EUF, kan give anledning til udarbejdelsen af en indtægtsordre og i givet fald en debetnota stilet til debitor, hvilke begge udgør akter, der ikke i sig selv har bindende retsvirkninger, som kan påvirke debitors interesser.

Det er desuden på ingen måde sikkert, at en revisionsrapport, der har fastslået fordringer til EUF, giver anledning til en akt, der har bindende retsvirkninger, som kan påvirke debitors interesser. Selv om det antages, at en revisionsrapport vedrørende kontrakter finansieret af EUF fører til en senere akt, der har bindende retsvirkninger for en af kontrahenterne, udgør denne akt kun en forberedende akt til denne senere akt, som alene kritiserer den berørte part. En kommissionsbeslutning, som afslutter revisionen og erklærer den eksterne revisors konklusioner for gyldige ved at vedtage den endelige rapport, kan dermed ikke være genstand for et annullationssøgsmål ved Retten.

(jf. præmis 67 og 71-75)

4.      For så vidt angår en kontraktrelateret tvist kan den blotte påberåbelse af retsregler, der ikke følger af en kontrakt, men som parterne skal overholde, ikke have den følge at ændre tvistens kontraktrelaterede karakter og dermed fratage den part, der har påberåbt sig disse regler, den kompetente retsinstans. Hvis det forholdt sig anderledes, kunne tvistens art og dermed den kompetente retsinstans ændres i henhold til de af parterne påberåbte regler, hvilket strider mod de forskellige retsinstansers materielle kompetenceregler.

I øvrigt er institutionerne udelukkende underlagt forpligtelser, der følger af det almindelige princip om god forvaltningsskik, i forhold til de retsundergivne, i forbindelse med udøvelsen af deres forvaltningsansvar. Når forholdet mellem Kommissionen og sagsøgeren derimod klart er kontraktrelateret, kan sagsøgeren kun kritisere Kommissionen for tilsidesættelse af kontraktbestemmelser eller tilsidesættelsen af lovgivning, der finder anvendelse på kontrakten. På samme måde kan sagsøgeren ikke begrænse sig til i stævningen at påberåbe sig Fællesskabets ansvar uden for kontraktforhold og Kommissionens påståede tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik, men skal præcisere baggrunden, uanset om den var kontraktmæssig eller ikke, for de forpligtelser, som institutionen har tilsidesat.

(jf. præmis 94-96)