Sag T-165/20
(summarisk offentliggørelse)
JC
mod
EUCAP Somalia
Rettens dom (Syvende Afdeling) af 13. juli 2022
»Voldgiftsbestemmelse – international kontraktansat ved EUCAP Somalia – fælles udenrigs- og sikkerhedspolitisk mission – opsigelse af en tidsbegrænset ansættelseskontrakt i prøveperioden – meddelelse om opsigelse af ansættelseskontrakt sendt med anbefalet brev med modtagelsesbevis – fremsendelse til ufuldstændig adresse – start på frist for intern klage inden anlæggelse af et søgsmål – fastlæggelse af den lovgivning, der finder anvendelse – ufravigelige bestemmelser i national arbejdsret – ugyldigt vilkår om prøvetid – ulovligt varsel – godtgørelse for manglende overholdelse af opsigelsesvarsel – betaling af erstatning med tilbagevirkende kraft – modkrav«
1. Retslig procedure – indbringelse af sag for Retten på grundlag af en voldgiftsklausul – retsakter vedrørende opsigelse af en tidsbegrænset ansættelseskontrakt for en international kontraktansat i en mission under den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – fastlæggelse af den lovgivning, der finder anvendelse – kontrakten udpeger ikke den nævnte lovgivning – muligheden for at anvende kontraktvilkår, som er i strid med ufravigelige bestemmelser i den nationale lovgivning, som finder anvendelse – ikke omfattet
(Art. 272 TEUF og art. 340, stk. 1, TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 593/2008, art. 3 og 8; Rådets afgørelse 2012/389/FUSP, som ændret ved afgørelse (FUSP) 2020/663)
(jf. præmis 36-40 og 43-45)
2. Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – civile EU-missioner – personale – internationalt civilt personale – retsakter vedrørende opsigelse af en tidsbegrænset ansættelseskontrakt for en international kontraktansat – den berørte persons faktiske kendskab til sådanne retsakter – bevisbyrde – individuel foranstaltning, der berører denne person negativt – forpligtelse til at udtømme kontraktslig intern klageprocedure inden for den fastsatte frist – overholdelse af retten til effektiv retsbeskyttelse
(Art. 272 TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47; Rådets afgørelse 2012/389/FUSP, som ændret ved afgørelse (FUSP) 2020/663)
(jf. præmis 59, 61-66 og 78-80)
3. Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – civile EU-missioner – personale – internationalt civilt personale – retsakter vedrørende opsigelse af en tidsbegrænset ansættelseskontrakt for en international kontraktansat – meddelelse af en sådan retsakt til den berørte person – anvendelse af den relevante nationale lovgivning – konsekvenser
(Art. 272 TEUF; Rådets afgørelse 2012/389/FUSP, som ændret ved afgørelse (FUSP) 2020/663)
(jf. præmis 103-113 og 116 samt domskonkl. 1 og 2)
4. Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – civile EU-missioner – personale – internationalt civilt personale – retsakter vedrørende opsigelse af en tidsbegrænset ansættelseskontrakt for en international kontraktansat – vilkår om prøvetid ugyldigt på grund af dets strid med ufravigelige bestemmelser i den nationale lovgivning, som finder anvendelse på kontrakten – anvendelse af opsigelsesvarsel fastsat i kontrakten
(Art. 272 TEUF; Rådets afgørelse 2012/389/FUSP, som ændret ved afgørelse (FUSP) 2020/663)
(jf. præmis 125-134)
5. Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – civile EU-missioner – personale – internationalt civilt personale – retsakter vedrørende opsigelse af en tidsbegrænset ansættelseskontrakt for en international kontraktansat – erstatning til den berørte person
(Art. 272 TEUF og art. 340, stk. 1, TEUF; Rådets afgørelse 2012/389/FUSP, som ændret ved afgørelse (FUSP) 2020/663)
(jf. præmis 170 og domskonkl. 3)
Resumé
Den 21. august 2019 underskrev sagsøgeren, JC, og EUCAP Somalia, som er Den Europæiske Unions mission med det formål at hjælpe Somalia med at styrke landets kapacitet for søfartssikkerhed (1), en tidsbegrænset ansættelseskontrakt. Denne kontrakt indeholdt et vilkår om tre måneders prøvetid og et varsel på en måned i tilfælde af opsigelse af kontrakten. Selve vilkåret om prøvetid fastsatte ikke et opsigelsesvarsel i tilfælde af opsigelse af kontrakten i løbet af den aftalte prøvetid.
På grund af bekymringer med hensyn til JC’s helbredstilstand suspenderede EUCAP Somalia imidlertid den faktiske udsendelse af JC til Somalia, der var fastsat i ansættelseskontrakten. Derefter – og efter i udvekslinger med JC at have fremhævet sin pligt til at udvise omhu, den begrænsede sundhedsmæssige infrastruktur på udsendelsesstedet og de forhold, der begrundede vurderingen af JC’s fysiske uegnethed til stillingen – traf EUCAP Somalia afgørelse om at opsige JC’s ansættelseskontrakt i løbet af prøvetiden. Denne afgørelse blev sendt til JC i en skrivelse dateret den 4. november 2019. Denne første skrivelse blev imidlertid sendt til en ufuldstændig adresse, hvorfor EUCAP Somalia den 3. december 2019 fremsendte endnu en meddelelse til sagsøgeren. De to skrivelser indeholdt et opsigelsesvarsel på en uge.
Den 2. januar 2020 indgav JC en intern klage til EUCAP Somalia til prøvelse af EUCAP Somalias afgørelse om at opsige hans ansættelseskontrakt, som blev meddelt ved den anden skrivelse. Ved afgørelse af 24. januar 2020 blev denne interne klage afvist. JC anlagde herefter sag ved Retten med påstand i det væsentlige om dels, at EUCAP Somalias afgørelse om at opsige ansættelsesforholdet, som fremgik af de to breve, blev kendt ugyldig, og om nødvendigt at afgørelsen om at afvise hans interne klage blev kendt ugyldig. Dels fremsatte han påstand om, at EUCAP Somalia blev tilpligtet at betale ham løn med tilbagevirkende kraft.
Ved Rettens dom fik JC delvist medhold i sagen. Under denne sag fik Retten mulighed for at undersøge, hvilken lovgivning der finder anvendelse i forbindelse med en kontraktmæssig tvist baseret på artikel 272 TEUF og en voldgiftsbestemmelse. Retten henviste i denne forbindelse til princippet om, at tvister, der opstår i forbindelse med opfyldelsen af en kontrakt, skal afgøres på grundlag af kontraktvilkårene, idet fortolkning af kontrakten i lyset af bestemmelserne i den nationale lovgivning, der finder anvendelse på kontrakten, kun er berettiget, såfremt der er tvivl om kontraktens indhold eller om betydningen af visse af dens vilkår, eller når det ikke er muligt at løse alle aspekter af tvisten på grundlag af kontrakten alene. Den supplerede dernæst dette princip med en ny undtagelse, der bestod i, at anvendelsen af vilkår i en kontrakt dog ikke gør det muligt for parterne at omgå præceptive bestemmelser i gældende national materiel ret, som ikke kan fraviges ved aftale, og i overensstemmelse med hvilke de forpligtelser, der følger af aftalen, skal opfyldes eller er blevet opfyldt. Retten vurderede i øvrigt, om søgsmålet af kontraktmæssige karakter kunne antages til realitetsbehandling, under hensyntagen til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) og navnlig retten til en effektiv retsbeskyttelse.
Rettens bemærkninger
For det første anvendte Retten – efter at have bemærket, at når Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer udfører en kontrakt, er de fortsat underlagt de forpligtelser, der påhviler dem i medfør af chartret og de almindelige EU-retlige principper – retten til en effektiv retsbeskyttelse som omhandlet i chartrets artikel 47 og forkastede EUCAP Somalias formalitetsindsigelse vedrørende sagsøgerens manglende udtømning af den nationale klageprocedure. Når en kontrakt, der omfatter en voldgiftsbestemmelse, indeholder et vilkår, hvorefter en part, før sagen indbringes for Retten, skal udtømme et nationalt retsmiddel, skal dette vilkår nemlig udøves under omstændigheder, der ikke fratager denne part retten til en effektiv retsbeskyttelse. I det foreliggende tilfælde udgjorde afgørelsen om at opsige ansættelseskontrakten, som meddelt ved den anden skrivelse, en individuel foranstaltning, der berørte sagsøgeren negativt. Klagen af 2. januar 2020, som sagsøgeren havde anlagt i henhold til en kontraktbestemmelse herom, skulle således kvalificeres som et internt søgsmål til prøvelse af denne afgørelse. I henhold til retten til en effektiv retsbeskyttelse skulle den dato, hvor sagsøgeren fik kendskab til afgørelsen om at opsige hans kontrakt, tages i betragtning. Klagen var blevet indgivet inden for den fastsatte frist, dvs. inden for en måned efter, at sagsøgeren havde fået kendskab til afgørelsen om at opsige hans ansættelseskontrakt, og EUCAP Somalia havde således ikke ført bevis for, at klagen var blevet indgivet for sent.
Hvad for det andet angår den nye undtagelse erklærede Retten – efter at have fastslået, at belgisk ret var den nationale lovgivning, der fandt anvendelse i det foreliggende tilfælde, og under henvisning til de ufravigelige bestemmelser i materiel belgisk arbejdsret, der fandt anvendelse på ansættelseskontrakten – et vilkår om prøvetid, der var indeholdt i denne tidsbegrænsede kontrakt, ugyldigt. Retten afstod således fra at anvende vilkåret med henblik på løsningen af tvisten og anvendte et vilkår om et opsigelsesvarsel på en måned, der var fastsat i samme kontrakt.
Stadig under anvendelse af belgisk ret fandt Retten desuden, at meddelelsen af det opsigelsesvarsel, der var indeholdt i den første skrivelse, var ugyldigt, idet EUCAP Somalia havde fremsendt denne skrivelse til en ufuldstændig adresse. Retten anerkendte dog, at meddelelsen af den anden skrivelse var forskriftsmæssig. Retten konstaterede således, at opsigelsen af den ansættelseskontrakt, der var indgået mellem EUCAP Somalia og sagsøgeren, som sket ved denne anden skrivelse, fik effektiv virkning ved udløbet af et kontraktligt varsel på en måned, og den pålagde EUCAP Somalia at betale sagsøgeren en godtgørelse svarende hertil.