Sag anlagt den 16. juni 2014 – Taihan Electric Wire mod Kommissionen

(Sag T-446/14)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Taihan Electric Wire Co. Ltd (Anyang-Si, Republikken Korea) (ved advokaterne R. Antonini og E. Monard)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Kommissionens afgørelse K(2014) 2139 af 2. april 2014 om en procedure i henhold til artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53 i sag AT.39610 – elektriske kabler (»Afgørelsen«) annulleres, for så vidt som den er rettet til sagsøgeren.

Subsidiært nedsættes den bøde, der er blevet pålagt sagsøgeren, og

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fem anbringender.

Med det første anbringende gøres gældende, at Kommissionen ikke kunne erklære sig kompetent i forhold til sagsøgerens adfærd, idet den ikke havde godtgjort, at sagsøgeren havde deltaget i en overtrædelse, som den kan sanktionere i henhold til artikel 101 TEUF, eftersom genstanden for den påståede konkurrencebegrænsende adfærd ikke vedrørte EØS-markedet, og dets angivelige deltagelse i den konkurrencebegrænsende adfærd kunne ikke have og havde ikke nogen virkning på handelen på EØS-markedet.

Med det andet anbringende gøres gældende, at Kommissionen fejlagtigt støttede sig på beviser, der blev tilvejebragt ved de kontrolundersøgelser, der blev foretaget i visse virksomheder, eftersom disse kontrolundersøgelser var ulovlige.

Med det tredje anbringende gøres gældende, at Kommissionen foretog en fejlagtig fastlæggelse af varigheden af den angivelige overtrædelse med hensyn til sagsøgeren, og herved tilsidesatte bl.a. princippet om in dubio pro reo og princippet om forbud mod forskelsbehandling og ikke fremlagte de relevante beviser.

Med det fjerde anbringende gøres gældende, at det standpunkt, som Kommissionen indtog med hensyn til sagsøgeren og andre selskaber, for hvilke tilsvarende beviser var til rådighed i sagsakterne, er i strid med princippet om forbud mod forskelsbehandling og proportionalitetsprincippet i forhold til sagsøgeren.

Med det femte anbringende gøres gældende, at Kommissionens pålæggelse i forhold til sagsøgeren af bøden var i strid med princippet om forbud mod forskelsbehandling, proportionalitetsprincippet i henhold til bl.a. artikel 5 TEU, samt artikel 49 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, artikel 23 i Rådets forordning nr. 1/2003 af 16.december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82, retningslinjerne (inklusive disses punkt 18 og 37) og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning