RETTENS DOM (Appelafdelingen)

21. september 2011 (*)

»Appel – personalesag – ansatte – tidsbegrænset ansættelseskontrakt – afslag på indgåelse af ny ansættelseskontrakt eller på at forlænge en ansættelseskontrakt på ubestemt tid – rammeaftale om tidsbegrænset ansættelse – direktiv 1999/70/EF – artikel 88 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte – Kommissionens beslutning om den maksimale varighed for benyttelse af ikke-permanent personale i Kommissionens tjenestegrene«

I sag T-325/09 P,

angående en appel iværksat af EU-Personalerettens dom (Anden Afdeling) af 4. juni 2009, Adjemian m.fl. mod Kommissionen (forenede sager F-134/07 og F-8/08, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser), hvori der er nedlagt påstand om ophævelse af dommen,

Vahan Adjemian, Angera (Italien), og de 175 nuværende og tidligere ansatte ved Europa-Kommissionen, hvis navne fremgår af bilaget til denne dom, ved advokaterne S. Orlandi, A. Coolen, J-N. Louis og É. Marchal,

sagsøgere,

de øvrige parter i appelsagen:

Europa-Kommissionen ved J. Currall og D. Martin, som befuldmægtigede,

sagsøgte i første instans,

støttet af:

Rådet for Den Europæiske Union ved M. Bauer og K. Zieleśkiewicz, som befuldmægtigede,

intervenient i første instans,

har

RETTEN (Appelafdelingen)

sammensat af præsidenten, M. Jaeger, og dommerne I. Pelikánová (refererende dommer) og L. Truchot,

justitssekretær: fuldmægtig C. Kristensen,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 18. februar 2011,

afsagt følgende

Dom

1        Appellanterne har med deres appel iværksat i henhold til artikel 9 i bilag I til statutten for Domstolen nedlagt påstand om ophævelse af den dom, der blev afsagt den 9. december 2008 af Retten for EU-Personalesager (Anden Afdeling), Adjemian m.fl. mod Kommissionen (forenede sager F-134/07 og F-8/08, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, herefter »den appellerede dom«), hvorved Personaleretten ikke gav appellanterne medhold i dels deres påstande om annullation af Kommissionen for De Europæiske Fællesskabers afgørelser om ikke at indgå nye ansættelseskontrakter eller om ikke at forlænge appellanternes tidligere ansættelseskontrakter som kontraktansatte til varetagelse af hjælpefunktioner i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 3b i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte (herefter »ansættelsesvilkårene«) på ubestemt tid (herefter »de anfægtede individuelle afgørelser«), dels i deres påstande om, at Kommissionens beslutning K(2004) 1597 af 28. april 2004 vedrørende den maksimale varighed for benyttelse af ikke-permanent personale i Kommissionens tjenestegrene, der blev offentliggjort i Meddelelser fra Administrationen nr. 75-2004 af 24. juni 2004 (herefter »beslutningen af 28. april 2004«), og om nødvendigt ansættelsesvilkårenes artikel 88 erklæres ulovlige.

 Sagens faktiske omstændigheder

2        Sagens faktiske omstændigheder er gengivet i den appellerede doms præmis 11-21.

 Retsforhandlingerne i første instans og den appellerede dom

3        Ved søgsmål anlagt ved Personaleretten den 3. december 2007 nedlagde sagsøgerne i sag F-134/07, hvis navne fremgår af bilag I, II og III til den appellerede dom, for det første påstand om, at Kommissionens afgørelser, herunder beslutningen af 28. april 2004 vedrørende den maksimale varighed for benyttelse af ikke-permanent personale i Kommissionens tjenestegrene, og om nødvendigt ansættelsesvilkårenes artikel 88, for så vidt som denne bestemmelse begrænser varigheden af ansættelseskontrakter som kontraktansatte til varetagelse af hjælpefunktioner, erklæres ugyldige, for det andet påstand om annullation af Kommissionens afgørelser af 22. august, 5. september, 30. oktober og 28. november 2007 om afslag på at indgå nye ansættelseskontrakter eller på at forlænge deres tidligere ansættelseskontrakter på ubestemt tid, og for det tredje påstand om annullation af Kommissionens afgørelse om fastsættelse af deres ansættelsesvilkår, for så vidt som deres nye ansættelseskontrakter var indgået, eller forlængelsen af deres tidligere ansættelseskontrakter var foretaget på bestemt tid.

4        Ved søgsmål anlagt ved Personaleretten den 22. januar 2008 nedlagde Colette Renier i sag F-8/08 påstand om annullation af Kommissionens afgørelse af 11. april 2007, for så vidt som denne afgørelse begrænsede varigheden af hendes nye ansættelseskontrakt som kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner til perioden fra den 16. april 2007 til den 15. december 2008.

5        Ved særskilt dokument indleveret til Personalerettens Justitskontor den 18. februar 2004 fremsatte Kommissionen en formalitetsindsigelse i sag F-134/07. Sagsøgerne fremkom med deres bemærkninger til denne formalitetsindsigelse den 15. februar 2008. Ved kendelse af 8. maj 2008 besluttede Personaleretten at henskyde behandlingen af formalitetsindsigelsen til afgørelsen vedrørende sagens realitet.

6        Ved skrivelse indleveret til Personalerettens Justitskontor den 14. februar 2008 anmodede Rådet for Den Europæiske Union om at måtte intervenere i sag F-8/08 til støtte for Kommissionens påstande. Formanden for Personalerettens Anden Afdeling imødekom denne anmodning ved kendelse af 14. april 2008.

7        Ved interventionsprocesskrift vedrørende realiteten, der indgik til Personalerettens Justitskontor den 26. maj 2008, nedlagde Rådet i sag F-8/08 påstand om, at den i stævningen anførte indsigelse om, at ansættelsesvilkårenes artikel 88 var ulovlig, var ugrundet og derfor måtte afvises. Sagsøgerens bemærkninger til interventionsprocesskriftet indgik til Personalerettens Justitskontor den 8. september 2008. Kommissionen indleverede ikke bemærkninger til interventionsprocesskriftet.

8        Ved skrivelse indleveret til Personalerettens Justitskontor den 4. april 2008 anmodede Rådet om at måtte intervenere i sag F-134/07 til støtte for Kommissionens påstande. Formanden for Rettens Anden Afdeling imødekom denne anmodning ved kendelse af 7. maj 2008.

9        Ved interventionsprocesskrift, der indgik til Personalerettens Justitskontor den 23. juli 2008, nedlagde Rådet i sag F-134/07 påstand om, at den i stævningen anførte indsigelse om, at ansættelsesvilkårenes artikel 88 var ulovlig, måtte afvises i forhold til fire af sagsøgerne, og at den under alle omstændigheder eller i hvert fald i forhold til de øvrige sagsøgere måtte anses for ugrundet. Kommissionen anførte i sine bemærkninger til interventionsprocesskriftet, der indgik til Personalerettens Justitskontor den 5. september 2008, at søgsmålet skulle afvises eller subsidiært erklæres for ugrundet. Sagsøgernes bemærkninger til samme processkrift blev indleveret til Personaleretten den 8. september 2008.

10      Ved kendelse af 18. november 2008 besluttede formanden for Personalerettens Anden Afdeling, efter at have hørt parterne, at forene sagerne F-134/07 og F-8/08 alene med henblik på den mundtlige forhandling.

11      Personaleretten forenede sagerne F-134/07 og F-8/08 i den appellerede dom og forkastede påstandene i begge søgsmål og tilpligtede sagsøgerne at bære deres egne omkostninger og betale Kommissionens omkostninger i deres respektive sager.

 Appellen

 Retsforhandlingerne

12      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 17. august 2009 har appellanterne anlagt nærværende sag.

13      Den 7. september og den 7. oktober 2009 blev stævningen henholdsvis ændret ved korrigendum og berigtiget.

14      Efter at tre appellanter har frafaldet deres appel, har formanden for Appelafdelingen truffet beslutning om delvis slettelse.

15      Den 15. januar 2010 har Kommissionen indleveret svarskrift.

16      Den 10. februar 2010 har Rådet indleveret svarskrift i henhold til artikel 141 i Rettens procesreglement.

17      Den skriftlige forhandling blev afsluttet den 15. februar 2010, hvilket appellanterne fik meddelelse om den 23. februar 2010. Appellanterne har ikke fremsat begæring om indgivelse af replik i henhold til procesreglementets artikel 143.

18      Ved skrivelse af 25. februar 2010 har appellanterne fremsat en begrundet begæring med henblik på at få lejlighed til at udtale sig under den mundtlige forhandling i henhold til procesreglement artikel 146.

19      På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Appelafdelingen) besluttet at indlede den mundtlige forhandling og har med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til procesreglementets artikel 64 anmodet appellanterne om at besvare visse skriftlige spørgsmål. Appellanterne har imødekommet denne anmodning inden for den fastsatte frist.

20      Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten i retsmødet den 18. februar 2011.

 Parternes påstande

21      Appellanterne har nedlagt følgende påstande:

–        Den appellerede dom ophæves.

–        Appellanterne gives medhold i de for Personaleretten nedlagte annullationspåstande.

–        Kommissionen tilpligtes at betale omkostningerne både for Retten og for Personaleretten.

22      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Appellen forkastes.

–        Appellanterne tilpligtes at betale sagens omkostninger.

23      Rådet har nedlagt følgende påstande:

–        Appellen forkastes.

–        Appellanterne tilpligtes at betale sagens omkostninger.

 Retlige bemærkninger

24      Appellanterne ønsker med appellen at opnå, at den appellerede dom ophæves i sin helhed. Til støtte for appellen har appellanterne fremsat fem anbringender.

25      Det første anbringende vedrører den omstændighed, at Personaleretten begik en retlig fejl og tilsidesatte artikel 90 og 91 i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber (herefter »vedtægten«) samt retten til effektiv domstolsbeskyttelse ved i den appellerede dom at fastslå, at søgsmålet i sag F-134/07 skulle forstås således, at det kun var rettet mod de afgørelser, der havde været genstand for en klage, og ikke mod afgørelserne om af afslå selve klagerne.

26      Det andet anbringende vedrører den omstændighed, at Personaleretten begik en retlig fejl ved i den appellerede dom at fastslå, at Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP (EFT L 175, s. 43) (herefter »rammeaftalen«), ikke i sig selv kan pålægge Kommissionen forpligtelser eller påberåbes til støtte for en ulovlighedsindsigelse i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 88 og til beslutning af 28. april 2004.

27      Det tredje anbringende vedrører den omstændighed, at Personaleretten begik en retlig fejl ved i den appellerede dom at forkaste indsigelsen om, at ansættelsesvilkårenes artikel 88 og beslutningen af 28. april 2004 var ulovlige, eftersom de formål og de minimumsforskrifter, der er fastsat vedrørende arbejdstid i rammeaftalen og gennemført ved direktiv 1999/70 i henhold til artikel 139, stk. 2, EF, var tilsidesat.

28      Det fjerde anbringende vedrører den omstændighed, at Personaleretten begik en retlig fejl ved i den appellerede dom at forkaste påstanden om, at ansættelsesvilkårenes artikel 88 var ulovlig som følge af, at begrundelsespligten var tilsidesat.

29      Det femte anbringende vedrører den omstændighed, at Personaleretten begik en retlig fejl ved i den appellerede dom at forkaste de klagepunkter, der direkte rejste tvivl om lovligheden af de anfægtede individuelle afgørelser.

 Det første anbringende

30      Appellanterne har med det første anbringende gjort gældende, at Personaleretten begik en retlig fejl og tilsidesatte vedtægtens artikel 90 og 91 samt appellanternes ret til effektiv domstolsbeskyttelse ved i den appellerede doms præmis 40 at fastslå, at afgørelserne om at afslå klagerne ikke udgjorde akter, der indeholder klagepunkter i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i vedtægtens artikel 90 og 91, eftersom disse afgørelser måtte anses for rent bekræftende afgørelser af de anfægtede individuelle afgørelser og dermed uden selvstændigt indhold.

31      I henhold til fast retspraksis følger det af vedtægtens artikel 90 og 91, at søgsmål, som en person, der er omfattet af vedtægten, har anlagt vedrørende en afgørelse truffet af ansættelsesmyndigheden eller denne myndigheds undladelse af at træffe en i vedtægten foreskreven foranstaltning, kun kan antages til realitetsbehandling, såfremt den berørte forinden har indbragt en klage til ansættelsesmyndigheden, og klagen i det mindste delvist har været genstand for udtrykkelig eller stiltiende afvisning. I henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 117 finder denne retspraksis analog anvendelse på et søgsmål, der anlægges af en ansat til prøvelse af en afgørelse truffet af ansættelsesmyndigheden eller denne myndigheds undladelse af at træffe en i ansættelsesvilkårene foreskreven foranstaltning.

32      En administrativ klage og administrationens udtrykkelige eller stiltiende afvisning deraf udgør en integrerende del af en sammensat procedure og er kun en forudgående betingelse for at anlægge sag ved Unionens retsinstanser. Under disse omstændigheder har det indbragte søgsmål, selv om det formelt vedrører klagens afvisning, til følge, at Unionens retsinstanser skal prøve den akt, der indeholder det klagepunkt, som klagen omhandlede (Domstolens dom af 17.1.1989, sag C-293/87, Vainker mod Parlamentet, Sml. s. 23, præmis 7 og 8), undtagen i det tilfælde, hvor afvisningen af klagen har en anden rækkevidde end den akt, som har været genstand for klagen (Rettens dom af 25.10.2006, sag T-281/04, Staboli mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-2, s. 251, og II-A-2, s. 1303, præmis 26). Det er dog ved flere lejligheder blevet fastslået, at en udtrykkelig afgørelse om afvisning af en klage, henset til dens indhold, kan være sådan, at den ikke bekræfter den af sagsøgeren anfægtede retsakt. Dette er tilfældet, når afgørelse om afvisning af klagen indeholder en fornyet vurdering af sagsøgerens forhold på grundlag af nye faktiske eller retlige omstændigheder, eller når den ændrer eller supplerer den oprindelige afgørelse. I disse tilfælde udgør afvisningen af klagen en retsakt, der er underlagt domstolskontrol, og retsinstansen tager hensyn til den ved vurderingen af lovligheden af den anfægtede retsakt (Rettens dom af 10.6.2004, sag T-258/01, Eveillard mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 167, og II, s. 747, præmis 31, af 7.6.2005, sag T-375/02, Cavallaro mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 151, og II, s. 673, præmis 63-66, og af 9.12.2009, sag T-377/08 P, Kommissionen mod Birkhoff, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 50-59 og 64) eller anser den ligefrem for en retsakt, der går adressaten imod, og som erstatter den anfægtede retsakt (jf. i denne retning dom af 28.5.1980, forenede sager 33/79 og 75/79, Kuhner mod Kommissionen, Sml. s. 1677, præmis 9, Rettens dom af 12.12.2002, forenede sager T-338/00 og T-376/00, Morello mod Kommissionen Sml. Pers. I-A, s. 301, og II, s. 1457, præmis 35, og af 14.10.2004, sag T-389/02, Sandini mod Domstolen, Sml. Pers. I-A, s. 295, og II, s.1339, præmis 49).

33      Eftersom den berørte efter vedtægtens og ansættelsesvilkårenes opbygning skal indgive klage over den afgørelse, som anfægtes, og anlægge søgsmål rettet mod den afgørelse, hvorved klagen afslås, har Domstolen fastslået, at søgsmålet kan antages til realitetsbehandling, uanset om det alene vedrører den afgørelse, der er genstand for klagen, om den vedrører afvisningen af klagen, eller om den vedrører begge disse afgørelser i forening, under forudsætning af, at klagen indgives, eller søgsmålet anlægges inden for fristerne i vedtægtens artikel 90 og 91 (Domstolens dom af 26.1.1989, sag 260/80, Koutchoumoff mod Kommissionen, Sml. s. 99, præmis 7). I overensstemmelse med princippet om procesøkonomi kan Unionens retsinstanser imidlertid fastslå, at der ikke er grundlag for at tage særskilt stilling til de påstande, der er rettet mod afgørelsen om at afslå klagen, når det kan konstateres, at disse påstande ikke har et selvstændigt indhold, og de reelt er sammenfaldende med de påstande, der er rettet mod den afgørelse, der har været genstand for klagen (jf. i denne retning dommen i sagen Vainker mod Parlamentet, nævnt ovenfor i præmis 32, præmis 7 og 8). Dette kan bl.a. være tilfældet i de situationer, hvor det fastslås, at afgørelsen om at afslå klagen, eventuelt fordi den har stiltiende karakter, blot bekræfter den afgørelse, der er genstand for klagen, hvilket indebærer, at annullation af den ene afgørelse i princippet ikke vil medføre andre virkninger for den berørte persons retlige situation end de virkninger, der følger af annullationen af den anden afgørelse.

34      I det foreliggende tilfælde følger det af den appellerede doms præmis 40, at Personaleretten i det væsentlige var af den opfattelse, at det ikke i lyset af den retspraksis, der følger af dommen i sagen Vainker mod Parlamentet, nævnt i præmis 32 ovenfor, var fornødent at tage stilling til de påstande, som sagsøgerne nedlagde i sag F-134/07 mod afgørelserne om at afslå deres klager, eftersom deres påstande ikke havde et selvstændigt indhold.

35      Appellanterne, hvis navne fremgår af bilaget, har med det første anbringende i sag F-134/07 netop kritiseret Personaleretten for ikke at tage stilling til de påstande, der er rettet mod afgørelserne om at afslå deres klager. Appellanterne har anført, at disse afgørelser udgjorde nye afgørelser, idet ansættelsesmyndigheden traf disse afgørelser efter en grundig undersøgelse af appellanternes administrative og retlig stilling samt deres personlige situation.

36      Som Kommissionen med rette har anført, har de berørte appellanter ikke fremført argumenter eller fremlagt beviser til støtte for det første appelanbringende, som kan gøre det muligt at fastslå, at de udtrykkelige afgørelser om at afslå appellanternes klager som følge af deres indhold ikke bekræfter de anfægtede individuelle afgørelser. Dette påvirker imidlertid ikke Personalerettens pligt til at begrunde sine afgørelser i overensstemmelse artikel 36 i statutten for Domstolen, som finder anvendelse på Personaleretten i medfør af artikel 7, stk. 1, i bilag I til nævnte statut samt artikel 79 i Personalerettens procesreglement. Det følger endvidere af retspraksis, at Personalerettens domme skal være tilstrækkeligt begrundede, således at de berørte parter kan få kendskab til begrundelsen for, at Personaleretten ikke har godtaget deres argumenter, og således, at Retten kan udøve sin prøvelsesret (jf. analogt Domstolens dom af 18.5.2006, sag C-397/03 P, Archer Daniels Midland og Archer Daniels Midland Ingredients mod Kommissionen, Sml. I, s. 4429, præmis 60, og af 4.10.2007, sag C-311/05 P, Naipes Heraclio Fournier mod KHIM, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 51-53).

37      De berørte appellanter har ganske vist ikke til støtte for appellen fremsat et anbringende om, at den appellerede dom på dette punkt er behæftet med manglende eller utilstrækkelig begrundelse. I henhold til procesreglementets artikel 113 kan Retten imidlertid til enhver tid af egen drift efterprøve, om sagen skal afvises, fordi ufravigelige procesforudsætninger ikke er opfyldt. Det fremgår af fast retspraksis, at en manglende eller utilstrækkelig begrundelse falder ind under begrebet væsentlige formelle mangler og udgør et anbringende vedrørende ufravigelige procesforudsætninger, som Unionens retsinstanser kan – eller skal – tage stilling til ex officio (jf. Domstolens dom af 2.12.2009, sag C-89/08 P, Kommissionen mod Irland m.fl. Sml. I, s. 11245, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis), forudsat at de har opfordret parterne til at fremsætte deres bemærkninger om det pågældende anbringende (jf. i denne Domstolens dom af 17.12.2009, sag C-197/09 RX-II, M mod EMEA, fornyet prøvelse, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis).

38      Som svar på Rettens skriftlige spørgsmål (præmis 19 ovenfor) har de berørte appellanter anført, at Personaleretten tilsidesatte begrundelsespligten i artikel 7, stk. 1, i bilag I til statutten for Domstolen ved ikke i den appellerede dom at angive, hvilke oplysninger den tog hensyn til, da den traf afgørelse om, at de berørte appellanter havde en berettiget interesse i at påstå afgørelserne om at afslå deres klager annulleret, og om, at søgsmålet udelukkende var rettet mod de afgørelser, som var genstand for klagerne, dvs. de anfægtede individuelle afgørelser.

39      Kommissionen har anført, at Personaleretten ikke i lyset af de faktiske og retlige omstændigheder havde pligt til at anføre en særlig begrundelse for sin konstatering af, at afgørelserne om at afslå klagerne ikke havde et selvstændigt indhold. Der blev ikke foretaget en fornyet vurdering af de berørtes situation på baggrund af nye faktiske eller retlige omstændigheder, før disse afgørelser blev truffet. Dertil kommer, at den supplerende begrundelse, der fremgår af afgørelserne, ikke havde andet formål end at bekræfte de anfægtede individuelle afgørelser samtidig med, at de klagepunkter, som de berørte havde fremført i deres klager, blev besvaret.

40      Rådet har anført, at Personaleretten ikke havde pligt til at anføre grundene til, at det fandt, at afgørelserne om at afslå klagerne ikke havde selvstændigt indhold, eftersom der ikke i det foreliggende tilfælde forelå faktiske eller retlige omstændigheder, der kunne rejse tvivl herom. Under alle omstændigheder kan den manglende begrundelse ikke medføre, at den appellerede dom skal ophæves, idet den nævnte mangel ikke har haft nogen indvirkning på dommens indhold.

41      I modsætning til, hvad Kommissionen og Rådet har anført i det foreliggende tilfælde, havde Personaleretten pligt til i den appellerede dom at anføre de faktiske og retlige omstændigheder, som i det væsentligste lå til grund for dens afgørelse om, at det var ufornødent at tage stilling til påstandene i det søgsmål, der var indbragt for den. Personaleretten har imidlertid i den appellerede doms præmis 40 ikke anført grundene til, at den fastslog, at de »annullationspåstande, [som appellanterne i sag F-134/07] formelt har rettet« mod afgørelserne om at afslå deres klager, »ikke har selvstændigt indhold« i forhold til de påstande, som de samme appellanter har rettet mod de anfægtede individuelle afgørelser.

42      Ved i den appellerede doms præmis 40 at anføre, at »det ikke kan nægtes, at ovennævnte sagsøgere har en interesse i at nedlægge påstand om annullation af både afgørelserne om at afslå deres klager og de retsakter, der indeholdt et klagepunkt imod dem [dvs. de anfægtede individuelle afgørelser]«, har Personaleretten tilkendegivet, at kun en annullation af de førstnævnte afgørelser under omstændigheder som i det foreliggende tilfælde ville indebære en fordel for dem (jf. i denne retning Domstolens dom af 6.10.2009, forenede sager C-501/06 P, C-513/06 P, C-515/06 P og C-519/06 P, GlaxoSmithKline Services m.fl. mod Kommissionen m.fl., Sml. I, s. 9291, præmis 23), hvilket pr. definition ville adskille sig fra den fordel, som de ville opnå, såfremt de sidstnævnte afgørelser blev annulleret.

43      Hvad angår den utilstrækkelige eller endda modstridende begrundelse, som fremgår af den appellerede dom, er Retten ikke i stand til at vurdere, om Personaleretten med føje kunne fastslå, at det var ufornødent at træffe afgørelse vedrørende de påstande, som de berørte appellanter havde rettet mod afgørelserne om at afslå deres klager, og Retten kan følgelig ikke tiltræde det første anbringende.

44      Det følger heraf, at den appellerede dom må ophæves, idet begrundelsespligten er tilsidesat, for så vidt som det i dommen fastslås, at det ikke er fornødent at træffe afgørelse vedrørende de påstande, som sagsøgerne i sag F-134/07, hvis navne fremgår af bilaget til nærværende dom, havde rettet mod afgørelserne om at afslå deres klager.

 Det andet anbringende

45      Appellanterne har med det andet anbringende gjort gældende, at Personaleretten begik en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 85-87 at forkaste deres indsigelse om, at ansættelsesvilkårenes artikel 88 og beslutningen af 28. april 2004 var ulovlige, idet de nævnte bestemmelser giver institutionerne ret til at indgå flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter bl.a. med den begrundelse, at et direktiv i almindelighed og direktiv 1999/70 i særdeleshed ikke som sådan kan pålægge institutionerne, og i det foreliggende tilfælde Kommissionen, forpligtelser.

46      Der skal først tages stilling til den afvisningspåstand, som Kommissionen og Rådet har nedlagt i forhold til nærværende anbringende. Kommissionen og Rådet har for det første gjort gældende, at dette anbringende indeholder et klagepunkt om tilsidesættelse af artikel 10 EF, der er direkte rettet mod den administrative reform, som Kommissionen har fremsat forslag om, og som Rådet har vedtaget ved forordning (EF) nr. 723/2004 af 22. marts 2004 om ændring af vedtægten og af ansættelsesvilkårene (EUT L 124, s. 1), og ikke mod den appellerede dom. Kommissionen og Rådet har for det andet gjort gældende, at anbringendet indeholder et klagepunkt om, at Personaleretten har begået en retlig fejl, der ikke er underbygget af noget retligt argument.

47      Som anført i præmis 45 ovenfor, fremgår det imidlertid af appelsvarskriftet, at det andet anbringende er rettet mod den appellerede dom og er baseret på retlige argumenter, der opfylder betingelserne i procesreglementets artikel 138, stk. 1, litra c).

48      Det følger heraf, at den af Kommissionen og Rådet nedlagte afvisningspåstand må forkastes som ugrundet.

49      Hvad for det andet angår nærværende anbringendes realitet bemærkes, at Rådet i henhold til artikel 283 EF har vedtaget ansættelsesvilkårene ved Rådets forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 259/68 af 29. februar 1968 om vedtægten og om ansættelsesvilkårene samt om særlige midlertidige foranstaltninger for tjenestemænd i Kommissionen (EFT 1968 I, s. 30), med senere ændringer. Formålet med denne forordning er, som det fremgår af forordningens artikel 1, at regulere det retlige forhold mellem De Europæiske Fællesskaber og deres tjenestemænd. I henhold til artikel 249, stk. 2, EF er forordningens bestemmelser, herunder bl.a. ansættelsesvilkårenes artikel 88, almengyldige, bindende i alle enkeltheder og gældende umiddelbart i hver medlemsstat.

50      Som anført i første betragtning til beslutningen af 28. april 2004, er denne beslutning ligeledes vedtaget med henblik på at gennemføre de regler, der regulerer forholdet mellem Kommissionen og dens ikke-permanente personale. Formålet med beslutningen er at fastlægge regler for udøvelsen af det vide skøn, som Kommissionen råder over i kraft af sin egenskab af ansættelsesmyndighed inden for ansættelsesvilkårenes rammer, og beslutningen udgør derfor en intern instruks, selv om den ikke kan anses for en almindelig gennemførelsesbestemmelse i den i ansættelsesvilkårenes artikel 126 omhandlede forstand. Beslutningen af 28. april 2004 skal derfor anses for en vejledende adfærdsnorm, som Kommissionen har pålagt sig selv, og som den ikke kan fravige uden at angive grundene hertil, idet grundsætningen om ligebehandling ellers ville blive krænket (jf. analogt Rettens dom af 7.2.1991, sag T-2/90, Ferreira de Freitas mod Kommissionen, Sml. II, s. 103, præmis 56 og 61 og den deri nævnte retspraksis).

51      Som Personaleretten med føje fastslog i den appellerede doms præmis 86, er direktiv 1999/70 derimod rettet til medlemsstaterne og ikke til institutionerne. Dette direktivs bestemmelser kan derfor ikke som sådan anses for at pålægge institutionerne forpligtelser, når de udøver deres lovgivnings- og beslutningskompetence (jf. i denne retning analogt Domstolens dom af 9.9.2003, sag C-25/03, Rinke, Sml. I, s. 8349, præmis 24, og Rettens dom af 21.5.2008, sag T-495/04, Belfass mod Rådet, Sml. II, s. 781, præmis 43).

52      Det følger heraf, at bestemmelserne i direktiv 1999/70, der gennemfører rammeaftalen, ikke som sådan kan pålægge Rådet eller Kommissionen forpligtelser, når de udøver deres lovgivnings- og beslutningskompetence med henblik på at regulere forholdet mellem De Europæiske Fællesskaber og deres ansatte. De nævnte bestemmelser kan heller ikke som sådan begrunde en indsigelse om, at ansættelsesvilkårenes artikel 88 eller beslutningen af 28. april 2004 er ulovlige.

53      Det andet anbringende må således forkastes som ugrundet.

 Det tredje anbringende

54      Appellanterne har med det tredje anbringende gjort gældende, at Personaleretten begik en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 118 at forkaste indsigelsen om, at ansættelsesvilkårenes artikel 88 og beslutningen af 28. april 2004 er ulovlige, med den begrundelse, at ansættelsesvilkårene og beslutningen ikke er i strid med formålene og minimumsforskrifterne vedrørende tidsbegrænset ansættelse i rammeaftalen, som er gennemført ved direktiv 1999/70.

55      Dette anbringende vedrører i det væsentlige spøgsmålet, om og i givet fald på hvilke betingelser direktiv 1999/70, der gennemfører rammeaftalen, kan påberåbes med henblik på at påvise, at institutionerne er underlagt en forpligtelse, eller rækkevidden af en sådan forpligtelse, der kan begrunde en indsigelse om, at ansættelsesvilkårenes artikel 88 og beslutningen af 28. april 2004 – som de anfægtede individuelle afgørelser er baseret på – er ulovlige, eftersom de er til hinder for, at ansættelsesmyndigheden kan ændre flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der vedrører den fortsatte varetagelse af permanente opgaver, til tidsubegrænsede kontrakter.

56      Det bemærkes i denne henseende, at selv om bestemmelserne i direktiv 1999/70, der gennemfører rammeaftalen, ikke som sådan kan pålægge Rådet og Kommissionen forpligtelser, når de udøver deres lovgivnings- og beslutningskompetence med henblik på at regulere forholdet mellem De Europæiske Fællesskaber og deres ansatte, og disse bestemmelser heller ikke kan begrunde en indsigelse om, at ansættelsesvilkårenes artikel 88 og beslutningen af 28. april 2004 er ulovlige (jf. præmis 52 ovenfor), forholder det sig ikke desto mindre således, at de regler eller principper, der er fastlagt eller fastsat inden for rammerne af dette direktiv, kan påberåbes over for disse institutioner, når de kun er anført som et specifikt udtryk for EF-traktatens grundlæggende regler og de almindelige retsgrundsætninger, der påhviler institutionerne (jf. i denne retning Rinke-dommen, nævnt i præmis 51 ovenfor, præmis 24-28). I et retsfællesskab er den ensartede anvendelse et grundlæggende krav (Domstolens dom af 6.12.2005, forenede sager C-453/03, C-11/04, C-12/04 og C-194/04, ABNA m.fl., Sml. I, s. 10423, præmis 104), og ethvert retssubjekt er underlagt et princip om overholdelse af lov og ret. Institutionerne er således forpligtet til at overholde EF-traktatens regler og de almindelige retsgrundsætninger, der gælder for dem, på samme måde som ethvert andet retssubjekt (jf. i denne retning Domstolens dom af 17.12.1998, sag C-185/95 P, Baustahlgewebe mod Kommissionen, Sml. I, s. 8417, præmis 18-21, og Rettens dom af 10.12.2009, sag T-195/08, Antwerpse Bouwwerken mod Kommissionen, Sml. II, s. 4439, præmis 55).

57      Det følger af ovennævnte retspraksis, at ansættelsesvilkårene og beslutningen af 28. april 2004 så vidt som muligt alene skal fortolkes således, at der skal ske ensartet retsanvendelse i overensstemmelse med formålene og bestemmelserne i rammeaftalen, der er gennemført ved direktiv 1999/70, som Personaleretten har anført i den appellerede doms præmis 117 og 118, for så vidt som de nævnte formål og bestemmelser i sig selv må anses for at udgøre et specifikt udtryk for EF-traktatens grundlæggende regler og de almindelige retsgrundsætninger, der forpligter fællesskabsadministrationen direkte.

58      I det foreliggende tilfælde har Personaleretten i den appellerede doms præmis 122 og 123 fastslået, at »rammeaftalen har til formål at begrænse muligheden for at indgå flere på hinanden følgende [tidsbegrænsede] ansættelsesforhold, der anses for en potentiel kilde til misbrug til skade for arbejdstagerne, idet den fastsætter bestemmelser om minimumsbeskyttelse med henblik på at undgå, at arbejdstagernes situation bliver usikker«, og at »rammeaftalens § 5, stk. 1, særligt har til formål at »forhindre misbrug hidrørende fra flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold««.

59      Princippet om forbud mod rettighedsmisbrug, ifølge hvilket det ikke er tilladt at påberåbe sig retsregler med misbrug for øje, udgør en almindelig retsgrundsætning, som Unionens retsinstanser skal beskytte (jf. i denne retning Domstolens dom af 22.5.2008, sag C-162/07, Ampliscientifica og Amplifin, Sml. I, s.4019, præmis 27, 30 og 32 og den deri nævnte retspraksis, og Rettens dom af 8.5.2007, sag T-271/04, Citymo mod Kommissionen, Sml. II, s. 1375, præmis 107 og den deri nævnte retspraksis).

60      Det bemærkes endvidere, at indførelsen af en retlig ramme for at forhindre rettighedsmisbrug hidrørende fra flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold er et formål, som lovgiver har anerkendt og fremhævet i direktiv 1999/70. Arbejdet med at bekæmpe rettighedsmisbrug inden for dette område svarer endvidere til de mål, som Fællesskabet og medlemsstaterne, der er opmærksomme på de grundlæggende arbejdsmæssige og sociale rettigheder, som bl.a. er fastlagt i den europæiske socialpagt undertegnet i Torino den 18. oktober 1961 og fællesskabspagten af 1989 om arbejdstagernes grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder, har indført i artikel 136 EF, hvoriblandt indgår en forbedring af arbejdstagernes leve- og arbejdsvilkår samt en passende social beskyttelse for denne gruppe.

61      Det følger heraf, at lovgiver i forbindelse med, at den udøver sin lovgivningskompetence i henhold til artikel 283 EF til at vedtage ansættelsesvilkårene, og at ansættelsesmyndigheden i forbindelse med, at den udøver det vide skøn, som tilkommer denne myndighed inden for rammerne af ansættelsesvilkårenes bestemmelser, har pligt til, når den vedtager eller gennemfører bestemmelser, der regulerer forholdet mellem De Europæiske Fællesskaber og deres ansatte, at forhindre rettighedsmisbrug hidrørende fra flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, i overensstemmelse med formålet om at forbedre arbejdstagernes leve- og arbejdsvilkår samt sikre en passende social beskyttelse for denne gruppe i henhold til artikel 136 EF.

62      For så vidt som Personaleretten således i den appellerede dom har konstateret, at formålene og minimumsforskrifterne i rammeaftalen, som er gennemført ved direktiv 1999/70, og nærmere bestemt rammeaftalens § 5, stk. 1, er et specifikt udtryk for princippet om forbud mod rettighedsmisbrug, der udgør en almindelig retsgrundsætning, var det med føje, at den i forbindelse med realitetsbehandlingen af indsigelsen om, at ansættelsesvilkårenes artikel 88 og beslutningen af 28. april 2004, var ulovlige, undersøgte, i hvilket omfang denne artikel og denne beslutning kunne anses for at være i overensstemmelse med de i rammeaftalen opstillede formål og minimumsforskrifter og i sidste ende med forbuddet mod rettighedsmisbrug.

63      Det følger heraf, at de modsatrettede argumenter, som Kommissionen og Rådet har fremført, må forkastes som ugrundede.

64      Som appellanterne har anført, står endvidere tilbage at undersøge, om Personaleretten begik en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 118 at forkaste indsigelsen om, at ansættelsesvilkårenes artikel 88 og beslutningen af 28. april 2004 var ulovlige, idet hverken artiklen eller beslutningen kan og under ingen omstændigheder skal fortolkes i overensstemmelse med formålet og minimumsforskrifterne om tidsbegrænset ansættelse i rammeaftalen, der er gennemført ved direktiv 1999/70, eftersom de ikke kan sidestilles med den pligt, som institutionerne er underlagt i forbindelse med udøvelsen af deres lovgivnings- og beslutningskompetence, til at forhindre misbrug i form af anvendelse af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter inden for personalesagsområdet.

65      Det er imidlertid væsentligt at bemærke, at appellanterne har bestridt lovligheden af ansættelsesvilkårenes artikel 88 og beslutningen af 28. april 2004 ved at fremføre en ulovlighedsindsigelse i henhold til artikel 241 EF, i forbindelse med en tvist, der vedrører lovligheden af de anfægtede individuelle afgørelser, hvorved ansættelsesmyndigheden afslog at indgå nye ansættelseskontrakter eller at forlænge de tidligere ansættelseskontrakter som kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner på ubestemt tid, snarere end for en bestemt periode. Hjemmelen i artikel 241 EF til at påberåbe sig, at en forordning eller en generel retsakt, der danner grundlag for den anfægtede gennemførelsesforanstaltning, ikke kan finde anvendelse, udgør ikke en selvstændig ret, og den kan kun udøves under en verserende retssag. Såfremt der ikke er adgang til at anlægge et selvstændigt søgsmål, kan sagsøgerne således ikke påberåbe sig artikel 241 EF (Domstolens dom af 16.7.1981, sag 33/80, Albini mod Rådet og Kommissionen, Sml. s. 2141, præmis 17, og af 11.7.1985, forenede sager 87/77, 130/77, 22/83, 9/84 og 10/84, Salerno m.fl. mod Kommissionen og Rådet, Sml. s. 2523, præmis 36, samt Rettens dom af 22.10.1996, sag T-154/94, CSF og CSME mod Kommissionen, Sml. II, s. 1377, præmis 16). Det følger heraf, at nærværende appelanbringende kun kan omhandle spørgsmålet om, hvorvidt Personaleretten i den appellerede dom har begået en retlig fejl ved at fastslå, at ansættelsesvilkårenes artikel 88 og beslutningen af 28. april 2004 ikke er i strid med Rådets og Kommissionens pligt til i forbindelse med udøvelsen af deres lovgivnings- og beslutningskompetence at forhindre rettighedsmisbrug som følge af anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, eftersom ansættelsesmyndigheden ikke i medfør af artiklen eller afgørelsen har pligt til at ændre flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der vedrører den fortsatte varetagelse af permanente opgaver, til tidsubegrænsede kontrakter.

66      Det bemærkes i denne henseende, at selv om lovgiver har pligt til effektivt at forhindre ansættelsesmyndigheden i at misbruge anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, forholder det sig ikke desto mindre således, at ansættelsesmyndigheden i henhold til artikel 249, stk. 2, EF frit kan vælge de bedst egnede former og midler i denne henseende. Det følger således af bestemmelserne i direktiv 1999/70, som præciseret i retspraksis, at pligten til at forhindre rettighedsmisbrug som følge af anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter kan efterkommes på forskellige måder, herunder bl.a. ved at vedtage foranstaltninger om, at fornyelse af sådanne ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold skal være begrundet i objektive forhold, eller om begrænsning af de tidsbegrænsede ansættelseskontrakters eller ansættelsesforholds samlede varighed eller det antal af gange, som sådanne ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold kan fornys. Det er derimod ikke nødvendigt, at lovgiver for at overholde denne forpligtelse vedtager bestemmelser om, at tidsbegrænsede ansættelseskontrakter skal ændres til tidsubegrænsede ansættelseskontrakter, såfremt de pågældende bestemmelser i det mindste omfatter foranstaltninger, der har til formål effektivt at forhindre misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter samt foranstaltninger, der gør det muligt at sanktionere et sådan misbrug på behørig vis og samtidig opveje det tab, som den berørte har lidt (jf. i denne retning og analogt Domstolens dom af 4.7.2006, sag C-212/04, Adeneler m.fl., Sml. I, s. 6057, præmis 91 og 102, og af 7.9.2006, sag C-53/04, Marrosu og Sardino, Sml. I, s. 7213, præmis 47 og 53).

67      Det følger imidlertid af præmis 77-86 nedenfor, at de bestemmelser i ansættelsesvilkårene, der omhandler indgåelse og fornyelse af ansættelseskontrakter som midlertidigt ansat, hjælpeansat, kontraktansat eller kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner, er til hinder for, at ansættelsesmyndigheden kan anvende flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der vedrører den fortsatte varetagelse af permanente opgaver. Det fremgår endvidere af præmis 87 nedenfor, at hvis ansættelsesmyndigheden har anvendt flere på hinanden følgende tidsbegrænsende ansættelseskontrakter i forbindelse med varetagelsen af permanente opgaver, kan dette misbrug og de negativer konsekvenser, som den berørte udsættes for, afhjælpes ved at ændre ansættelseskontrakten i henhold til bestemmelserne i ansættelsesvilkårene, hvilket bl.a. kan indebære, at flere på hinanden følgende tidsbegrænsende ansættelseskontrakter ændres til tidsubegrænsede ansættelseskontrakter.

68      Personaleretten begik således ikke en fejl, som hævdet af appellanterne, ved i den appellerede dom at fastslå, at ansættelsesvilkårenes artikel 88 og beslutningen af 28. april 2004 ikke indebærer en tilsidesættelse af Rådets og Kommissionens pligt til effektivt at forhindre og sanktionere rettighedsmisbrug, der kan følge af ansættelsesmyndighedens anvendelse af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der vedrører den fortsatte varetagelse af permanente opgaver.

69      Det tredje anbringende skal følgelig forkastes som ugrundet.

 Det fjerde anbringende

70      Appellanterne har med det fjerde anbringende gjort gældende, at Personaleretten begik en retlig fejl ved at forkaste ulovlighedsindsigelsen vedrørende ansættelsesvilkårenes artikel 88, idet den tilsidesatte begrundelsespligten ved at fastslå, at den begrundelse, der anføres i 36. betragtning til forordning nr. 723/2004, er tilstrækkelig til at begrunde det formål, som forfølges med oprettelsen af en ny kategori af hjælpeansatte, og at det endvidere ikke var nødvendigt at angive en særskilt begrundelse, for så vidt som ansættelsesvilkårenes artikel 88, sammenholdt med ansættelsesvilkårenes artikel 3 og rammeaftalens § 5, ikke skader formålet med og minimumsforskrifterne om tidsbegrænset ansættelse i rammeaftalen.

71      Henset til, at appellanterne har anfægtet ansættelsesmyndighedens afslag på at indgå nye ansættelseskontrakter eller at forny deres tidligere ansættelseskontrakter på ubestemt tid, bemærkes, at appellanterne med indsigelsen om, at ansættelsesvilkårenes artikel 88 er ulovlig, kritiserer lovgiver for ikke at have anført grundene til, at ansættelsesmyndigheden ikke er blevet pålagt en generel pligt til at ændre flere på hinanden følgende tidsbegrænsende ansættelseskontrakter, der vedrører den fortsatte varetagelse af permanente opgaver, til tidsubegrænsede ansættelseskontrakter.

72      Personaleretten har forkastet denne ulovlighedsindsigelse ved i den appellerede doms præmis 141 at fastslå, at der var endnu mindre behov for en specifik begrundelse, idet det fremgår af den appellerede doms præmis 134, at ansættelsesvilkårenes artikel 88 ikke skader formålene med og minimumsforskrifterne om tidsbegrænset ansættelse i rammeaftalen.

73      For så vidt som det fjerde appelanbringende kan forstås således, at appellanterne i det væsentlige har gjort gældende, at Personaleretten begik en retlig fejl ved i den appellerede dom ikke at fastslå, at lovgiver i medfør af begrundelsespligten i artikel 253 EF havde pligt til at anføre grundene til, at Personaleretten ikke pålagde ansættelsesmyndigheden en generel pligt til at ændre flere på hinanden følgende tidsbegrænsende ansættelseskontrakter, der vedrører den fortsatte varetagelse af permanente opgaver, til tidsubegrænsede ansættelseskontrakter, bemærkes, som det fremgår af præmis 67 ovenfor, at det var med rette, at Personaleretten i den appellerede doms præmis 134 fastslog, at lovgiver ikke har pligt til at foreskrive en sådan forpligtelse, eftersom bestemmelserne i ansættelsesvilkårene gør det muligt effektivt at forhindre og sanktionere rettighedsmisbrug som følge af, at ansættelsesmyndigheden indgår flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der vedrører den fortsatte varetagelse af permanente opgaver, og at de nævnte bestemmelser i givet fald kan indebære, at sådanne ansættelseskontrakter ændres til tidsubegrænsede ansættelseskontrakter. Det var således endvidere med rette, at Personaleretten i den appellerede doms præmis 141 og 142 fastslog, at lovgiver ikke har pligt til at anføre grundene til, at den ikke havde foreskrevet en sådan generel forpligtelse.

74      Følgelig skal det fjerde appelanbringende forkastes som ugrundet.

 Det femte anbringende

75      Appellanterne har med det femte anbringende anført, at Personaleretten begik en række retlige fejl i forbindelse med begrundelsen af den appellerede dom, hvorved Personaleretten forkastede de klagepunkter, der direkte rejste tvivl om lovligheden af de anfægtede individuelle afgørelser, hvorved ansættelsesmyndigheden afslog at indgå nye ansættelseskontrakter eller at forny appellanternes tidligere ansættelseskontrakter på ubestemt tid.

76      For at kunne besvare de klagepunkter, som appellanterne har fremført inden for rammerne af det femte anbringende, er det nødvendigt at nævne og præcisere de begreber og karakteristika, der kendetegner de forskellige typer af ansættelseskontrakter inden for personaleområdet, som fastsat i vedtægten eller ansættelsesvilkårene.

77      Det bemærkes indledningsvis, at begrebet »fast stilling i en af Fællesskabernes institutioner« i vedtægtens artikel 1a, stk. 1, kun omfatter de stillinger, der udtrykkeligt omtales som »faste«, eller som benævnes på anden tilsvarende måde i budgettet (Domstolens dom af 19.3.1964, sag 18/63, Schmitz mod EØF, Sml. 1964, s. 463, org.ref.: Rec. s. 163, og Rettens dom af 11.7.2002, forenede sager T-137/99 og T-18/00, Martinez Paramo m.fl. mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 199, og II, s. 639, præmis 96). Enhver anden fortolkning vil medføre en væsentlig stigning i antallet af de faste stillinger, som budgetmyndigheden bevilger, og vil således være i strid med budgetmyndighedens tildelinger og hensigter (dommen i sagen Schmitz mod EØF, Sml. 1964, s. 463, org.ref.: Rec. s. 192).

78      Det fremgår endvidere af vedtægtens artikel 1a, stk. 1, sammenholdt med ansættelsesvilkårenes artikel 2-5, at de faste stillinger ved institutionerne i princippet skal besættes med tjenestemænd, og at sådanne stillinger kun undtagelsesvis kan besættes med de øvrige ansatte.

79      Selv om det udtrykkeligt fremgår af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b) og d), at midlertidigt ansatte kan ansættes i en fast stilling, fremgår det netop, at dette kun kan ske midlertidigt. Ansættelsesvilkårenes artikel 8 bestemmer endvidere, at ansættelse som midlertidigt ansat højst kan ske for fire år, og at ansættelseskontrakten kun kan fornys en gang for højst to år. Når denne periode udløber, ophører ansættelsen som midlertidigt ansat enten derved, at den pågældende fratræder sin stilling, eller ved, at den pågældende udnævnes til tjenestemand under overholdelse af de i vedtægten fastsatte betingelser. Denne undtagelse fra princippet om, at faste stillinger skal besættes ved udnævnelsen af tjenestemænd, kan kun anvendes for at tilgodese de enkelte tjenestegrenes behov (jf. i denne retning Domstolens dom af 28.2.1989, forenede sager 341/85, 251/86, 258/86, 259/86, 262/86, 266/86, 222/87 og 232/87, van der Stijl og Cullington mod Kommissionen, Sml. s. 511, præmis 28 og 33). Denne mulighed kan endvidere kun anvendes, såfremt institutionen råder over en ledig fast stilling, der forinden er opført på budgettet (dommen i sagen Martinez m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 77 ovenfor, præmis 97).

80      Selv om det fremgår af henholdsvis ansættelsesvilkårenes artikel 3, litra b), og artikel 3b, første afsnit, litra b), at kontraktansatte og kontraktansatte til varetagelse af hjælpefunktioner kan ansættes, efter at mulighederne for at besætte den pågældende stilling med en af institutionens tjenestemænd er undersøgt, for at erstatte visse tjenestemænd og midlertidigt ansatte, der er ansat i en fast stilling, præciseres det dels i ansættelsesvilkårenes artikel 51 og 53, dels i ansættelsesvilkårenes artikel 88, at sådanne ansættelseskontrakter skal indgås på bestemt tid, og at mulighederne for at forny ansættelseskontrakten og ansættelsens varighed er begrænsede. Dette indebærer, at ansættelsen får midlertidig karakter, hvilket er i overensstemmelse med ansættelsens formål, som er at erstatte en fastansat eller midlertidigt ansat tjenestemand, der midlertidigt ikke kan varetage sin stilling (jf. i denne retning Domstolens dom af 1.2.1979, sag 17/78, Deshormes mod Kommissionen, Sml. s. 189, præmis 37).

81      Hvad angår de stillinger, der fremgår af den liste over stillinger, som findes som bilag til den afdeling i budgettet, der vedrører hver enkelt institution, og som budgetmyndighederne har betegnet som midlertidige, skal disse stillinger i overensstemmelse med ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra a), og artikel 9 besættes med midlertidigt ansatte. Såfremt disse stillinger fremgår af listen over stillinger, vedrører de varetagelsen af varige offentlige opgaver, som imidlertid ikke på grund af budgetmyndighedens valg svarer til en »fast stilling« i den i præmis 77 ovenfor anført forstand, som skal besættes med tjenestemænd i overensstemmelse med det i præmis 78 ovenfor nævnte princip. Det er således muligt at foreskrive, at ansættelseskontrakter, der vedrører sådanne stillinger, i overensstemmelse med ansættelsesvilkårenes artikel 8, første afsnit, kan indgås på ubestemt tid. Såfremt en sådan ansættelseskontrakt indgås for en bestemt periode, kan den kun fornys en gang for en bestemt periode og vil derefter blive indgået på ubestemt tid ved en senere fornyelse.

82      Hvad angår de stillinger, der ikke fremgår af den liste over stillinger, som findes som bilag til den afdeling i budgettet, der vedrører hver enkelt institution, og som derfor aflønnes over den bevilling, der med henblik herpå er oprettet i den afdeling af budgettet, der vedrører institutionen i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 3 og artikel 79, stk. 1, vedrører sådanne stillinger ikke varige offentlige opgaver og dermed heller ikke en »fast stilling« i den i præmis 77 ovenfor nævnte forstand, eller en midlertidig stilling i den i præmis 81 ovenfor nævnte forstand. Før de nye bestemmelser i ansættelsesvilkårene, der følger af forordning nr. 723/2004, fandt anvendelse, skulle disse stillinger besættes med hjælpeansatte i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 3. Det fremgår af ansættelsesvilkårenes artikel 52, at der ikke må ansættes nye hjælpeansatte efter den 31. december 2006, og de ikke-faste og ikke-midlertidige stillinger, der tidligere blev besat med hjælpeansatte, i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 3a, stk. 1, og artikel 3b, første afsnit, litra a), skal besættes med enten kontraktansatte eller kontraktansatte til varetagelse af hjælpefunktioner.

83      Hvad angår de ikke-faste og ikke-midlertidig stillinger, der er knyttet til institutionerne i Den Europæiske Union, bemærkes, at der fremover skal sondres mellem de stillinger, der vedrører varetagelsen af manuelt arbejde eller administrative støttefunktioner, og de stillinger, der vedrører varetagelsen af andre funktioner og opgaver. Den første gruppe af stillinger skal besættes med kontraktansatte i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 3a, litra a), mens den anden gruppe skal besættes med kontraktansatte til varetagelse af hjælpefunktioner i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 3b, første afsnit, litra a). Den sidstnævnte gruppe af stillinger, der skal besættes med kontraktansatte til varetagelse af hjælpefunktioner, svarer i princippet til midlertidige stillinger, eftersom sådanne stillinger vedrører udførelsen af opgaver ved den berørte institution, der har foreløbig karakter, eller som opfylder et påtrængende krav, uden at der umiddelbart findes en ledig fast normeret stilling, eller at en sådan stilling er defineret (jf. i denne retning og analogt Domstolens dom i sagen Deshormes mod Kommissionen, nævnt i præmis 80 ovenfor, præmis 37, samt dom af 19.11.1981, sag 106/80, Fournier mod Kommissionen, Sml. s. 2759, præmis 9, og af 23.2.1983, forenede sager 225/81 og 241/81, Toledano Laredo og Garilli mod Kommissionen, Sml. s. 347, præmis 6).

84      En ansættelseskontrakt som kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner indgås på grund af dens karakter for en bestemt periode. Muligheden for at forny en sådan aftale er i øvrigt, ligesom varigheden af den periode, som en sådan aftale kan indgås for, begrænset.

85      De ikke-faste og ikke-midlertidig stillinger, der skal besættes med kontraktansatte i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 3a, litra a), svarer derimod til stillinger, der ikke er midlertidige, idet de vedrører varetagelsen af manuelt arbejde eller administrative støttefunktioner ved den berørte institution, der kan have varig karakter og være klart defineret, som det fremgår af ansættelsesvilkårenes artikel 80, stk. 3. Selv om det således fremgår af ansættelsesvilkårenes artikel 85, stk. 1 og 2, at ansættelse som kontraktansat indgås på bestemt tid, fremgår det endvidere af bestemmelsen, at den samlede varighed af ansættelsen på bestemt tid ikke kan overstige ti år, og at ansættelseskontrakten efter en eller flere fornyelser skal fornys på ubestemt tid.

86      Det følger af det ovenfor anførte, at det væsentligste kendetegn for en ansættelseskontrakt som kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner er den tidsmæssige usikkerhed, der er i overensstemmelse med selve kontraktens formål, som er at få udført opgaver, der efter deres karakter er tidsbegrænsede, eller fordi stillingen ikke er fast besat, ved foreløbigt personale. Ansættelsesmyndigheden kan således ikke anvende denne ordning til i længere perioder at overlade opgaver, der svarer til en »fast stilling« i den i præmis 77 ovenfor nævnte forstand, eller opgaver, der svarer til en stilling, som er omfattet af den liste over stillinger, som findes som bilag til den afdeling i budgettet, der vedrører hver enkelt institution, og som budgetmyndigheden har betegnet som midlertidige (jf. præmis 81 ovenfor), eller manuelt arbejde eller administrative støttefunktioner i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i ansættelsesvilkårenes artikel 3a, litra a), til et sådant personale, der således vil blive anvendt på unormal måde og med lang tids usikkerhed (jf. i denne retning og analogt Domstolens dom i sagen Deshormes mod Kommissionen, nævnt i præmis 80 ovenfor, præmis 37 og 38, og dom af 11.7.1985, sag 43/84, Maag mod Kommissionen, Sml. s. 2581, præmis 18 og 19). En sådan anvendelse vil nemlig være i strid med princippet om forbud mod rettighedsmisbrug, som ansættelsesmyndigheden skal overholde, når den anvender flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter inden for personaleområdet (præmis 71 ff. ovenfor). Det vil endvidere være i strid med ligebehandlingsprincippet inden for personaleområdet (Domstolens dom af 11.9.2007, sag C-227/04 P, Lindorfer mod Rådet, Sml. I, s. 6767, præmis 63, og af 17.7.2008, sag 71/07 P, Campoli mod Kommissionen, Sml. I, s. 5887, præmis 50), der indebærer, at ansatte, som objektivt set er omfattet af de samme betingelser eller befinder sig i den samme situation, også skal være underlagt de samme regler.

87      Selv om det vil være i strid med vedtægtens og ansættelsesvilkårenes bestemmelser at kvalificere en ansat som tjenestemand i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i vedtægtens artikel 1a, stk. 1, alene fordi den ansatte i længere perioder har varetaget opgaver, der svarer til en »fast stilling« i den i præmis 77 ovenfor nævnte forstand, er der imidlertid intet til hinder for, at den retsinstans, for hvilken der er anlagt sag i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 117 og vedtægtens artikel 91, i lyset af de opgaver, som den ansatte har varetaget, og de faktiske omstændigheder retligt kvalificerer en kontrakt, der formelt er udformet som en kontrakt om ansættelse som hjælpeansat, som kontraktansat eller som kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner (jf. i denne retning dommen i sagen Deshormes mod Kommissionen, nævnt i præmis 80 ovenfor, præmis 44-53), eller en stilling, der fremgår af den liste over stillinger, der findes som bilag til den afdeling i budgettet, der vedrører hver enkelt institution, og som budgetmyndigheden har betegnet som midlertidig (jf. præmis 81 ovenfor), som en ansættelseskontrakt som midlertidigt ansat. På samme måde er der intet til hinder for, at retsinstansen i lyset af de opgaver, som den ansatte har varetaget, og de faktiske omstændigheder retligt kvalificerer en kontrakt, der formelt er udformet som en ansættelseskontrakt som kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i ansættelsesvilkårenes artikel 3b, inden for rammerne af hvilken den ansatte reelt varetager manuelt arbejde eller administrative støttefunktioner i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 3a, litra a), som en ansættelseskontrakt som kontraktansat i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i ansættelsesvilkårenes artikel 3a. I sidstnævnte tilfælde kan det eventuelt også blive relevant at ændre flere på hinanden følgende ansættelseskontrakter til en kontrakt om tidsubegrænset ansættelse for en midlertidigt ansat i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra a) eller c), eller for en kontraktansat i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i ansættelsesvilkårenes artikel 3a, og dette under anvendelse af ansættelsesvilkårenes artikel 8, første afsnit, eller artikel 85.

88      Dette forudsætter imidlertid, at den ansatte har indgivet en begæring til ansættelsesmyndigheden om dels, at den tjenestetid, der formelt er tilbagelagt som hjælpeansat, kontraktansat eller kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner, skal anses for at udgøre tjenestetid, der er tilbagelagt som midlertidigt ansat, eller at den tjenestetid, der formelt er tilbagelagt som midlertidigt ansat, hjælpeansat eller kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner, skal anses for at udgøre tjenestetid, der er tilbagelagt som kontraktansat, dels at den ansattes flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter skal ændres til en tidsubegrænset ansættelseskontrakt som midlertidigt ansat i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra a) eller c), eller som kontraktansat i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i ansættelsesvilkårenes artikel 3a, og dette under anvendelse af ansættelsesvilkårenes artikel 8, første afsnit, eller artikel 85. Det påhviler endvidere den berørte ansatte at godtgøre dels, at de funktioner, den pågældende faktisk har varetaget, svarer til stillinger, der på det pågældende tidspunkt fremgik af den liste over stillinger, som findes som bilag til den afdeling, der vedrører den berørte institution, og at disse stillinger var ledige, dels at de opgaver, som den pågældende har udført som hjælpeansat, kontraktansat eller kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner, udgør varige opgaver inden for personaleområdet (jf. i denne retning dommen i sagen Toledano Laredo og Garilli mod Kommissionen, nævnt i præmis 83 ovenfor, præmis 7 og 12) eller varetagelsen af manuelt arbejde eller administrative støttefunktioner i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i ansættelsesvilkårenes artikel 3a. Eftersom ansættelsesvilkårene ikke indeholder særlige bevisregler, kan den ansatte anføre ethvert relevant forhold som bevis for, at den pågældende har udført varige offentlige opgaver (dommen i sagen Toledano Laredo og Garilli mod Kommissionen, nævnt i præmis 83 ovenfor, præmis 13) eller manuelt arbejde eller administrative støttefunktioner i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i ansættelsesvilkårenes artikel 3a, litra a). Det tilkommer endvidere den ansatte på enhver måde at godtgøre, at betingelserne i ansættelsesvilkårenes artikel 8, første afsnit, eller artikel 85 for at ændre en tidsbegrænset ansættelseskontrakt til en tidsubegrænset ansættelseskontrakt er opfyldt i det konkrete tilfælde.

89      Det er på baggrund af det retlige grundlag, der er redegjort for ovenfor, at de klagepunkter, som appellanterne har anført inden for rammerne af det femte anbringende, skal besvares.

90      Der skal først gives en besvarelse af de klagepunkter i det femte appelanbringende, der er rettet mod Personalerettens afgørelse om i den appellerede dom at forkaste de klagepunkter, som sagsøgeren i sag F-8/08 rettede mod en af de anfægtede individuelle afgørelser, nemlig den afgørelse, hvorved varigheden af den pågældendes nye ansættelseskontrakt som kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner blev fastsat til den 15. december 2008.

91      For så vidt som appellanterne i det væsentligste har kritiseret Personaleretten for ikke i forbindelse med legalitetskontrollen af den anfægtede afgørelse at undlade at anvende seksårsregelen i beslutningen af 28. april 2004, idet denne regel ulovligt begrænser ansættelsesmyndighedens mulighed for at indgå nye ansættelseskontrakter for kontraktansatte til varetagelse af hjælpefunktioner i hele den periode, der er nævnt i ansættelsesvilkårenes artikel 88, bemærkes, at sagsøgeren i sag F-8/08 kritiserede Kommissionen for, som det fremgår af den appellerede doms præmis 54, at fratage hende muligheden for at blive omfattet af en tidsubegrænset kontrakt samt for at fratage hende en egentlig karrieremulighed ved i den appellerede dom kun at give hende ret til en ny tidsbegrænset ansættelse som kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner til og med den 15. december 2008. Det fremgår endvidere ikke af den appellerede doms præmis 41-57, at sagsøgeren i sag F-8/08 havde påberåbt sig, at seksårsreglen i beslutningen af 28. april 2004 var ulovlig, idet anvendelsen af denne regel begrænsede ansættelsesmyndighedens mulighed for at indgå en ny ansættelseskontrakt som kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner i hele den periode, der er nævnt i ansættelsesvilkårenes artikel 88. Det følger heraf, at appellanterne ikke inden for rammerne af det femte anbringende med rette kan kritisere Personaleretten for at have begået en retlig fejl ved ikke at have taget stilling til lovligheden af seksårsreglen i beslutningen af 28. april 2004 under hensyntagen til ansættelsesvilkårenes artikel 88.

92      For så vidt som appellanterne har kritiseret Personaleretten for ikke at fastslå, at den anfægtede afgørelse var behæftet med en mangelfuld begrundelse i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 88, bemærkes, som appellanterne har anerkendt i deres skriftlige indlæg, at den nye ansættelseskontrakt som kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner, der blev indgået med sagsøgeren i sag F-8/08, blev indgået for en tidsbegrænset periode med udløb den 15. december 2008 på baggrund af seksårsreglen i beslutningen af 28. april 2004. Det påhvilede imidlertid ikke Personaleretten at undersøge, om den nævnte regel i det foreliggende tilfælde ikke skulle finde anvendelse på grund af, at den angiveligt begrænsede ansættelsesmyndighedens mulighed for at indgå en ny ansættelseskontrakt som kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner i hele den periode, der er nævnt i ansættelsesvilkårenes artikel 88.

93      Hvad endelig angår klagepunktet om, at Personaleretten ikke foretog en gennemgang af samtlige de ansættelseskontrakter og tillæg, der blev fremlagt for den, med henblik på at fastslå, om sagsøgeren i sag F-8/08 udførte varige opgaver inden for Kommissionens almindelige arbejdsområde, bemærkes, at det i overensstemmelse med de i præmis 88 ovenfor nævnte principper påhvilede den nævnte sagsøger at begære, at den tjenestetid, som hun formelt havde tilbagelagt som hjælpeansat eller som kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner, skulle anses for tjenestetid, der var tilbagelagt som midlertidigt ansat eller kontraktansat, og at godtgøre på enhver måde, at alle betingelserne for at ændre hendes flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter til en tidsubegrænset kontrakt var opfyldt i hendes tilfælde. Det fremgår imidlertid af Personalerettens konstateringer i den appellerede doms præmis 144, at dette ikke skete i det foreliggende tilfælde. Som Personaleretten med føje har fastslået i den appellerede doms præmis 77 og 144, påhvilede det endvidere ikke Personaleretten at undersøge og fastlægge de omstændigheder i bilagene til stævningen, der kunne rette op på manglerne i stævningen, idet bilagene alene tjener som bevismateriale og som et middel til sagens oplysning (Rettens dom af 18.10.2001, sag T-333/99, X mod ECB, Sml. II, s. 3021, præmis 190, af 20.3.2002, sag T-31/99, ABB Asea Brown Boveri mod Kommissionen Sml. II, s. 1881, præmis 113, og af 15.10.2008, sag T-345/05, Mote mod Parlamentet, Sml. II, s. 2849, præmis 75). Det følger heraf, at appellanternes klagepunkt ikke kan tages til følge.

94      Der skal dernæst gives en samlet besvarelse af de klagepunkter i det femte anbringende, der er rettet mod Personalerettens afgørelse i den appellerede dom om at forkaste de klagepunkter, som sagsøgerne i sag F-134/07, hvis navne fremgår af bilaget, har rettet mod de individuelle afgørelser, hvori deres ansættelsesvilkår fastsættes, for så vidt som ansættelsestiden blev begrænset i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 88 og seksårsreglen i beslutningen af 28. april 2004, og/eller deres ansøgning om, at deres ansættelseskontrakter skulle forlænges på ubestemt tid.

95      For så vidt som appellanterne i det væsentlige har kritiseret Personaleretten for at have tilsidesat artikel 253 EF ved ikke i den appellerede doms præmis 148 at fastslå, at der i lyset af almindelige retsgrundsætninger eller de minimumsforskrifter, der er fastsat vedrørende arbejdstid i rammeaftalen, forelå en manglende eller utilstrækkelig begrundelse af de afgørelser, hvorved ansættelsesmyndigheden afslog at indgå nye ansættelseskontrakter eller at forny deres tidligere ansættelseskontrakter som kontraktansatte til varetagelse af hjælpefunktioner på ubestemt tid under hensyntagen til de begrænsninger, der fremgår af ansættelsesvilkårenes artikel 88, og beslutningen af 28. april 2004, bemærkes, at ansættelsesvilkårene og beslutningen af 28. april 2004 opfylder de krav, der følger af princippet om forbud mod rettighedsmisbrug, som finder anvendelse på flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter inden for personaleområdet (præmis 67 ovenfor), idet de gør det muligt effektivt at forhindre misbrug i form af flere på hinanden følgende kontrakter, der vedrører den fortsatte varetagelse af permanente opgaver, og behørigt at sanktionere denne form for misbrug og samtidig opveje det tab, som den berørte har lidt. Når der er tale om flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, har ansættelsesmyndigheden således ikke pligt til at begrunde ethvert afslag på at indgå en ny ansættelseskontrakt eller på at forny en tidligere ansættelseskontrakt på ubestemt tid på anden måde end ved at henvise til de relevante bestemmelser i ansættelsesvilkårene, og i givet fald beslutningen af 28. april 2004. Det følger heraf, at appellanterne ikke med rette kan kritisere Personaleretten for ikke at have fastslået, at der forelå en manglende eller utilstrækkelig begrundelse af de afgørelser, hvorved ansættelsesmyndigheden afslog at indgå nye ansættelseskontrakter med sagsøgerne i sag F-134/07, hvis navne fremgår af bilagene, eller at forny deres tidligere ansættelseskontrakter på ubestemt tid under hensyntagen til de begrænsninger, der er fastsat i denne henseende i ansættelsesvilkårenes artikel 88 og beslutningen af 28. april 2004 vedrørende princippet om forbud mod rettighedsmisbrug, som finder anvendelse på flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter inden for personaleområdet.

96      For så vidt som nærværende klagepunkter i øvrigt skal forstås således, at Personaleretten ulovligt har undladt at tage hensyn til den omstændighed, at sagsøgerne i sag F-134/07, hvis navne fremgår af bilaget, udførte varige opgaver inden for personaleområdet som hjælpeansat, kontraktansat eller kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner eller manuelt arbejde eller administrative støttefunktioner i den forstand, hvori udtrykkene er anvendt i ansættelsesvilkårenes artikel 3a, stk. 1, litra a), i egenskab af kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner, følger det af ovenstående betragtninger, at sanktionen for det rettighedsmisbrug, som appellanterne har påberåbt sig, består inden for rammerne af ansættelsesvilkårene i, at deres flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter ændres under hensyntagen til de opgaver, som de faktisk har varetaget i deres tjenestetid, og tjenestetidens varighed. Dette forudsætter, at appellanterne godtgør, at alle betingelserne for at opnå en sådan ændring var opfyldt i deres tilfælde (jf. præmis 88 ovenfor). I det foreliggende tilfælde fremgår det hverken af den appellerede dom eller af det femte anbringende, at appellanterne har begæret, at den tjenestetid, som de formelt har tilbagelagt som hjælpeansat, kontraktansat eller kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner, skal anses for tjenestetid, der er tilbagelagt som midlertidigt ansat, eller den tjenestetid, der formelt er tilbagelagt som kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner, skal anses for tjenestetid, som de har tilbagelagt som kontraktansatte, at de har påberåbt sig, at ansættelsesvilkårenes artikel 8, første afsnit, og artikel 85 med henblik på at opnå, at deres flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter blev ændret til en tidsubegrænset kontrakt, og at de til støtte for disse krav har fremlagt alle de nødvendige beviser i denne henseende.

97      Det femte anbringende bør følgelig forkastes.

98      Det følger af ovenstående betragtninger, at den appellerede dom skal ophæves, for så vidt som det derved fastslås, at det er ufornødent at træffe afgørelse vedrørende de påstande, som sagsøgerne i sag F-134/07, hvis navne fremgår af bilaget, har rettet mod afgørelserne om at afslå deres klager.

99      I øvrigt må appellen forkastes.

 Virkningerne af den delvise ophævelse af den appellerede dom

100    I medfør af artikel 13, stk. 1, i bilag I til statutten for Domstolen kan Retten, såfremt der gives appellanten medhold, og Personalerettens afgørelse ophæves, selv træffe afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse. Dette er tilfældet i den foreliggende sag hvad angår de påstande, som appellanterne i sag F-134/07, hvis navne fremgår af bilaget, har rettet mod afgørelserne om at afslå deres klager (jf. præmis 44 og 98 ovenfor).

101    Det fremgår af sagen, at der i de udtrykkelige afgørelser om at afslå de klager, som appellanterne, hvis navne fremgår af bilaget, anfægtede i sag F-134/07, udtrykkeligt blev taget stilling til de retlige spørgsmål eller faktiske omstændigheder, der ikke blev undersøgt i de anfægtede individuelle afgørelser. I disse afgørelser tog administrationen nemlig med henblik på at besvare de i klagerne fremførte ulovlighedsindsigelser første gang stilling til lovligheden af de anfægtede individuelle afgørelser i lyset af ansættelsesvilkårene og beslutningen af 28. april 2004 samt til, om rammeaftalens bestemmelser, der blev gennemført ved direktiv 1999/70, fandt anvendelse på det arbejdsforhold, der bestod mellem Kommissionen og de berørte appellanter. Det er således i de berørte appellanters interesse at nedlægge påstand om annullation af afgørelserne om at afslå deres klager for således at kunne reje tvivl om rigtigheden af Personalerettens vurderinger.

102    Det bemærkes imidlertid, at Personaleretten i den appellerede dom har taget stilling til samtlige de anbringender og indsigelser, som de berørte appellanter fremsatte i første instans til støtte for deres påstande om annullation af afgørelserne om at afslå deres klager samt deres påstande om annullation af de anfægtede individuelle afgørelser. For så vidt som appellanterne med appelanbringenderne har ønsket at anfægte Personalerettens afgørelse om i den appellerede dom at forkaste disse anbringender og indsigelser, har Retten forkastet disse anbringender og indsigelser ved denne dom.

103    De grunde, der er anført i den appellerede dom til støtte for at forkaste de anbringender og indsigelser, som appellanterne, hvis navne fremgår af bilaget, har fremsat i sag F-134/07, eller som i denne dom ligger til grund for afgørelsen om at stadfæste Personalerettens forkastelse af de nævnte anbringender og indsigelser, for så vidt som de er rettet mod de anfægtede individuelle afgørelser, kan begrunde, at de nævnte anbringender og indsigelser forkastes, for så vidt som de er rettet mod afgørelserne om at afslå deres klager.

104    Kommissionen må således frifindes i det søgsmål, som appellanterne, hvis navne fremgår af bilaget, har anlagt i sag F-134/07, for så vidt angår påstandene om annullation af afgørelserne om at afslå deres klager.

 Sagens omkostninger

105    Ifølge procesreglementets artikel 148, stk. 1, træffer Retten selv afgørelse om sagens omkostninger, såfremt der gives appellanten medhold, og Retten selv afgør sagen.

106    I henhold til samme procesreglements artikel 87, stk. 2, første afsnit, som i henhold til artikel 144 finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom.

107    Da appellanterne har tabt sagen, og da Kommissionen og Rådet har nedlagt påstand herom, bør det pålægges appellanterne at bære sine egne omkostninger og betale Kommissionens og Rådets omkostninger i appelsagen.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Appelafdelingen):

1)      EU-Personalerettens dom (Anden Afdeling) af 4. juni 2009, Adjemian m.fl. mod Kommissionen (forenede sager F-134/07 og F-8/08), ophæves, for så vidt som det derved fastslås, at det var ufornødent at træffe afgørelse om de påstande, som sagsøgerne havde nedlagt i sag F-134/07, hvis navne fremgår af bilaget til denne dom, vedrørende afgørelserne om afslag på deres klager.

2)      I øvrigt forkastes appellen.

3)      Europa-Kommissionen frifindes i sag F-134/07, der er anlagt af de sagsøgere, hvis navne fremgår af bilaget, for så vidt som søgsmålet er anlagt med påstand om annullation af afgørelserne om afslag på deres klager.

4)      Vahan Adjemian og de 175 ansatte og tidligere ansatte i Kommissionen, hvis navne fremgår af bilaget, bærer deres egne omkostninger og betaler de omkostninger, som Kommissionen og Rådet for Den Europæiske Union har afholdt i appelsagen.

Jaeger Pelikánová Truchot

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 21. september 2011.

Underskrifter

Bilag

Matteo Ambietti, Gallarate (Italien),

Elisabetta Avanti, Vedano Olona (Italien),

Daniela Baiguera, Cadrezzate (Italien),

Douglas James Beare, Azzale (Italien),

Valentina Benzi, Varèse (Italien),

Maria Nicoletta Berta, Buguggiate (Italien),

Conrad Bielsky, Ispra (Italien),

Maria Bielza Diaz-Caneja, Ispra,

Roberta Bino, Ispra,

Kristin Boettcher, Ranco (Italien),

Valeria Boschini, Taino (Italien),

Mounir Bouhifd, Arolo di Leggiuno (Italien),

Cristina Brovelli, Ispra,

Daniela Brovelli, Ranco,

Clementine Burnley, Taino,

Daniela Buzica, Ispra,

Giovanni Calderone, Leggiuno (Italien),

Marco Canonico, Refrancore (Italien),

Stefano Casalegno, Angera (Italien),

Javier Castro Jimenez, Ispra,

Denise Cecconello, Cocquio Trevisago (Italien),

Francesca Cellina, Varèse,

Francesca Cenci, Travedona Monate (Italien),

Laura Cerotti, Dairago (Italien),

Houtai Choumane, Laveno (Italien),

Graziella Cimino Reale, Guidonia Montecelio (Italien),

Marco Clerici, Legnano (Italien),

Bruno Combal, Besozzo (Italien),

Costanza Giulia Conte, Ispra,

Tatiana Conti, Vedano Olona,

Domenica Cortellini, Brebbia (Italien),

Orna Cosgrove, Varese,

Giulio Cotogno, Rovellesca (Italien),

Cristina Croera, Taino,

Ana Maria Cruz Naranjo, Cardana di Besozzo (Italien),

Barbara Cuniberti, Angera,

Bianca D’Alimonte, Sesto Calende (Italien),

Miranta Dandoulaki, Athen (Grækenland),

Alexander De Meij, Leggiuno,

Wim Decoen, Brebbia,

Christiane Deflandre, Travedona Monate,

Riccardo Del Torchio, Gemonio (Italien),

Elena Demicheli, Sesto Calende,

Manuela Di Lorenzo, Sangiano (Italien),

Stefano Donadello, Arsago Seprio (Italien),

Anna Donato, Taino,

Bruno Duarte De Matos e Sousa Pereira, Ispra,

Sami Dufva, Biandronno (Italien),

Wesley Duke, Gavirate (Italien),

Diego Escudero Rodrigo, Taino,

Claudio Forti, Malgesso (Italien),

Monica Gandini, Buguggiate,

Aliki Georgakaki, .Alkmaar (Nederlandene),

Giovanni Giacomelli, Laveno,

Alessandra Giallombardo, Gavirate,

Nadia Giboni, Brebbia,

Maria Giovanna Giordanelli, Vergiate (Italien),

Maria Giuseppina Grillo, Sangiano,

Manuela Grossi, Ranco,

Laurence Guy-Mikkelsen, Angera,

Rachel Margaret Harvey-Kelly, Cardana di Besozzo,

Paul Hasenohr, Arolo di Leggiuno,

Ulla Marjaana Helminen, Laveno,

Gea Huykman, Anna Paulowna (Nederlandene),

Elisabeth Marie Cecile Joossens, Biandronno,

Lyudmila Kamburska, Ranco,

Maria Cristina La Fortezza, Arsago Seprio,

Debora Lacchin, Brebbia,

Rafal Leszczyna, Varese,

Amin Lievens, Taino,

Silvia Loffelholz, Gavirate,

Davide Lorenzini, Varese,

Chiara Macchi, Casalzuigno (Italien),

Andrew John Edgar MacLean, Varese,

Andrea Magistri, Ispra,

Alessia Maineri, Varese,

Simone Malfara, Ispra,

Adriana Marino, Taino,

Patrizia Masoin, Bruxelles (Belgien),

Matteo Mazzuccato, Legnano,

Stefania Minervino, Cittiglio (Italien),

Eduardo Luis Montes Torralbo, Ispra,

Davide Moraschi, Sevilla (Espagne),

Claudio Moroni, Besozzo,

Giovanni Narciso, Ispra,

Andrew Darren Nelson, Angera,

Elisa Nerboni, Angera,

Isabella Claudia Neugebauer, Arolo di Leggiuno,

Francesca Nicoli, Laveno,

Victor Alexander Nievaart, Alkmaar,

Magdalena Novackova, Alkmaar,

Joanna Nowak, Ispra,

Victoria Wendy O’Brien, Angera,

Davide Orto, Gallarate,

Alessio Ossola, Brebbia,

Silvia Parnisari, Arona (Italien),

Manuela Pavan, San Felice (Italien),

Immaculada Pizzaro Moreno, Sevilla,

Marina Pongillupi, Ranco,

Marsia Pozzato, Sesto Calende,

Elisa Pozzi, Taino,

Giovanna Primavera, Angera,

Michele Rinaldin, Sesto Calende,

Alice Ripoli, Gavirate,

Emanuela Rizzardi, Laveno,

Michela Rossi, Taino,

Andrew Rowlands, Bodio (Italien),

Helen Salak, Cocquio Trevisago,

Jaime Sales Saborit, Ispra,

Maria Sonia Salina, Vergiate,

Anne Marie Sanchez Cordeil, Besozzo,

Ferruccio Scaglia, Oleggio (Italien),

Niels Schulze, Sesto Calende,

Francesca Serra, Cadrezzate,

Penka Shegunova, Geel (Belgien),

Donatella Soma, Ispra,

Monica Squizzato, Inarco (Italien),

Alan Steel, Laveno,

Robert Oleij Strobl, Ranco,

Marcel Suri, Brebbia,

Malcolm John Taberner, Monvalle (Italien),

Martina Telo, Vicence (Italien),

Saara Tetri, Cittiglio,

Barbara Claire Thomas, Cocquio Trevisago,

Donatella Turetta, Ranco,

Adamo Uboldi, Cardana di Besozzo,

Monica Vaglica, Osmate (Italien),

Paulo Valente De Jesus Rosa, Travedona Monate,

Corinna Valli, Leggiuno,

Federica Vanetti, Cittiglio,

Christophe Vantongelen, Besozzo,

Irene Vernacotola, Legnano,

Ottaviano Veronese, Segrate (Italien),

Patricia Vieira Lisboa, Angera,

Maria Pilar Vizcaino Martinez, Monvalle,

Giulia Zerauschek, Trieste (Italien),

Marco Zucchelli, Ternate (Italien),

Erika Adorno, Travedona Monate,

Valeria Bossi, Comerio (Italien),

Barbara Cattaneo, Leggiuno,

Claudia Cavicchioli, Caravate (Italien),

Fatima Doukkali, Varese,

Orla Huryley, Ranco,

Romina La Micela, Besozzo,

Lucia Martinez Simon, Ranco,

Daniela Piga, Roggiano (Italien),

Pamela Porcu, Cittiglio,

Silvia Sciacca, Varese,

Sarah Solda, Brebbia,

Cristina Zocchi, Bregano (Italien),

Angela Baranzini, Besozzo,

Elly Bylemans, Balen (Nederlandene),

Sabrina Calderini, Solbiate Arno (Italien),

Davide Capuzzo, Vergiate,

Ivano Caravaggi, Besozzo,

Elisa Dalle Molle, Ranst (Belgien),

Wendy De Vos, Grand-Bigard (Belgien),

Volkmar Ernst, Weingarten (Tyskland),

Matteo Fama, Sangiano (Italien),

Arianna Farfaletti Casali, Varese,

Sasa Gligorijevic, Monvalle,

Raffaella Magi Galluzzi, Varese,

Sophie Mühlberger, Karlsruhe (Tyskland),

Pamela Muscillo, Varese,

Jan Paepen, Balen,

Marco Paviotti, Bagnaria Arsa (Italien),

Slavka Prvakova, Alkmaar (Nederlandene),

Andreas Ratzel, Linkenheim (Tyskland),

Thierry Romero, Strasbourg (France),

Jose Pablo Solans Vila, Monvalle,

Susan Wray, Tutjenhoin (Nederlandene),

Sven Wurzer, Linkenheim,

Sylvia Zamana, Castricum (Nederlandene),

Uwe Zweigner, Leopoldshafen (Tyskland),

Colette Renier, Bruxelles.

* Processprog: fransk.