Sag C-411/20
S
mod
Familienkasse Niedersachsen-Bremen der Bundesagentur für Arbeit
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Finanzgericht Bremen)
Domstolens dom (Store Afdeling) af 1. august 2022
»Præjudiciel forelæggelse – unionsborgerskab – fri bevægelighed for personer – ligebehandling – direktiv 2004/38/EF – artikel 24, stk. 1 og 2 – sociale sikringsydelser – forordning (EF) nr. 883/2004 – artikel 4 – familieydelser – udelukkelse af ikke-erhvervsaktive statsborgere fra andre medlemsstater i de første tre måneder af opholdet i værtsmedlemsstaten«
1. Social sikring – familieydelser – begreb – familieydelser, der tildeles automatisk efter objektive kriterier uden nogen individuel vurdering af personlige behov, og som tilsigter at udligne udgifter til forsørgelse – omfattet
[Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 883/2004, art. 1, litra z), og art. 3, stk. 1, litra j)]
(jf. præmis 34)
2. Social sikring – vandrende arbejdstagere – lovgivning, der finder anvendelse – ikke-erhvervsaktiv statsborger i en medlemsstat, som opholder sig lovligt på en anden medlemsstats område – anvendelse af lovgivningen i bopælsmedlemsstaten – begrebet bopæl
[Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 883/2004, art. 1, litra j), og art. 11, stk. 3, litra e)]
(jf. præmis 36 og 37)
3. Unionsborgerskab – retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område – direktiv 2004/38 – ligebehandlingsprincippet – pligt for værtsmedlemsstaten til at indrømme ikke-erhvervsaktive statsborgere fra andre medlemsstater ret til sociale ydelser – betingelser – ophold på værtsmedlemsstatens område overholder betingelserne i direktivet
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38, art. 24, stk. 1)
(jf. præmis 41 og 42)
4. Social sikring – vandrende arbejdstagere – direktiv 2004/38 – sociale ydelser – begreb – børnepenge, der tildeles uafhængigt af den berettigedes personlige behov, og som ikke tager sigte på at sikre den pågældendes eksistensgrundlag – ikke omfattet
[Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 883/2004, art. 1, litra z), og art. 3, stk. 1, litra j); Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38, art. 24, stk. 2]
(jf. præmis 45-48)
5. Social sikring – vandrende arbejdstagere – ligebehandling – national lovgivning, hvorefter ikke-erhvervsaktive statsborgere fra andre medlemsstater ikke har ret til børnepenge i de tre første måneder af opholdet i værtsmedlemsstaten – ikke tilladt – direkte forskelsbehandling – begrundelse – undtagelse fra princippet om ligebehandling af unionsborgere med hensyn til social bistand – ikke anvendelig
[Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 883/2004, art. 4 og art. 11, stk. 3, litra e); Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38, art. 6, stk. 1, art. 14, stk. 1, og art. 24, stk. 2]
(jf. præmis 49-55, 58-61, 65, 67-69 og domskonkl.)
6. Social sikring – vandrende arbejdstagere – ligebehandling – en ikke-erhvervsaktiv unionsborgers mulighed for at påberåbe sig anvendelsen af ligebehandlingsprincippet i værtsmedlemsstaten – betingelse – den pågældende skal have etableret sit sædvanlige opholdssted i denne medlemsstat i den omhandlede periode og have opholdstilladelse dér – begrebet sædvanligt opholdssted
(Europa Parlamentets og Rådets forordning nr. 883/2004, art. 4, og nr. 987/2009, art. 11, stk. 1 og 2; Europa Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38, art. 6, stk. 1, og art. 14, stk. 1)
(jf. præmis 70-72)
Resumé
S og hendes familiemedlemmer er unionsborgere fra en anden medlemsstat end Forbundsrepublikken Tyskland. I oktober 2019 ansøgte S om børnepenge for sine børn i Tyskland for perioden fra august til oktober 2019. Det ansøgte kontor for familieydelser (1) konstaterede, at S og hendes familie var indrejst i Tyskland fra deres oprindelsesmedlemsstat den 19. august 2019 og havde etableret bopæl i Tyskland. Da S ikke havde haft indenlandske indtægter i de tre første måneder efter, at hun havde etableret bopæl i Tyskland, opfyldte hun imidlertid ikke betingelserne i national ret (2) for at være berettiget til de ydelser, hun havde ansøgt om. Kontoret for familieydelser afslog derfor S’ ansøgning.
S anlagde sag ved den forelæggende ret (3) med påstand om annullation af dette afslag.
Den forelæggende ret anførte, at den bestemmelse i national ret, hvorpå dette afslag var støttet, behandler en statsborger fra en anden medlemsstat, som etablerer sit sædvanlige opholdssted i Tyskland, og en tysk statsborger, som efter et ophold i en anden medlemsstat etablerer sit sædvanlige opholdssted i Tyskland, forskelligt. I henhold til denne bestemmelse vil en statsborger fra en anden medlemsstat, såsom S, nemlig ikke have ret til børnepenge i de første tre måneder af sit ophold, hvis den pågældende ikke dokumenterer at udøve erhvervsmæssig beskæftigelse i Tyskland. En tysk statsborger har derimod ret til børnepenge allerede i disse første tre måneder, selv om den pågældende ikke udøver erhvervsmæssig beskæftigelse.
Den forelæggende ret indgav en anmodning om præjudiciel afgørelse til Domstolen med henblik på at få oplyst, om denne forskelsbehandling var i overensstemmelse med EU-retten.
Domstolen (Store Afdeling) fastslog ved sin dom, at en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede er i strid med ligebehandlingsprincippet som fastsat i forordning nr. 883/2004 (4). Domstolen tilføjede, at muligheden for at fravige dette princip på grundlag af artikel 24, stk. 2, i direktiv 2004/38 (5) udelukkende vedrører sociale ydelser og ikke finder anvendelse på en sådan lovgivning.
Domstolens bemærkninger
Domstolen bemærkede indledningsvis, at unionsborgere har ret til at opholde sig på en anden medlemsstats område i en periode på højst tre måneder uden andre betingelser eller formaliteter end kravet om at være i besiddelse af et gyldigt identitetskort eller pas (6), idet denne ret består, så længe unionsborgeren og dennes familiemedlemmer ikke bliver en urimelig byrde for værtsmedlemsstatens sociale system (7). Selv en ikke-erhvervsaktiv unionsborger har derfor ret til ophold i tre måneder i en medlemsstat, hvor den pågældende ikke er statsborger, såfremt disse to betingelser er opfyldt.
Efter disse indledende bemærkninger undersøgte Domstolen, om en ikke-erhvervsaktiv unionsborger, når vedkommende har lovligt ophold på en medlemsstats område (8), med henblik på tildeling af familieydelser kan påberåbe sig princippet om ligebehandling med ikke-erhvervsaktive statsborgere i værtsmedlemsstaten, som vender tilbage til denne medlemsstat, efter at have gjort brug af deres ret til at færdes og opholde sig i en anden medlemsstat.
For at afgøre dette fastlagde Domstolen først rækkevidden af artikel 24, stk. 2, i direktiv 2004/38, der giver mulighed for at fravige ligebehandlingsprincippet og afvise at tildele ikke-erhvervsaktive statsborgere fra andre medlemsstater sociale ydelser i de tre første måneder af deres ophold i værtsmedlemsstaten.
Da de omhandlede børnepenge blev tildelt uafhængigt af den berettigedes personlige behov og ikke tog sigte på at sikre den pågældendes eksistensgrundlag, var de ikke omfattet af begrebet »sociale ydelser« som omhandlet i denne bestemmelse.
Domstolen tilføjede, at den nævnte bestemmelse med hensyn til andre ydelser end »sociale ydelser« ikke kan fortolkes således, at værtsmedlemsstaten kan fravige det ligebehandlingsprincip, som unionsborgere, der opholder sig lovligt på dens område, i princippet skal nyde godt af.
I sin egenskab af undtagelse til ligebehandlingsprincippet, som er fastsat i artikel 18 TEUF, og som artikel 24, stk. 1, i direktiv 2004/38 er et specifikt udtryk for, skal artikel 24, stk. 2, nemlig fortolkes strengt og i overensstemmelse med traktatens bestemmelser. Der er intet i sidstnævnte bestemmelses ordlyd eller lovgivningsmæssige sammenhæng, der giver anledning til at antage, at EU-lovgiver med denne bestemmelse har haft til hensigt at gøre det muligt for værtsmedlemsstaten at fravige ligebehandlingsprincippet med hensyn til andre ydelser end sociale ydelser.
For det andet fastlagde Domstolen rækkevidden af artikel 4 i forordning nr. 883/2004.
Ifølge denne forordning (9) er en ikke-erhvervsaktiv unionsborger, der har flyttet sit sædvanlige opholdssted til værtsmedlemsstaten, omfattet af lovgivningen i denne medlemsstat, i det foreliggende tilfælde Tyskland, med hensyn til tildeling af familieydelser. Tyskland skal dog udøve sin kompetence til at fastsætte betingelserne for tildeling af disse ydelser i sin lovgivning under iagttagelse af EU-retten.
I denne henseende har personer, som er omfattet af forordning nr. 883/2004, i henhold til artikel 4 heri den samme ret til sociale ydelser og de samme pligter i henhold til værtsmedlemsstatens lovgivning som denne medlemsstats egne statsborgere. Denne forordning indeholder ingen bestemmelse, som giver værtsmedlemsstaten for en unionsborger, der er statsborger i en anden medlemsstat, og som har lovligt ophold i værtsmedlemsstaten, mulighed for at behandle denne unionsborger anderledes end sine egne statsborgere hvad angår betingelserne for tildeling af »familieydelser« med den begrundelse, at den pågældende ikke er erhvervsaktiv. En unionsborger, som opholder sig i en anden medlemsstat end den, hvor vedkommende er statsborger, og som har etableret sit sædvanlige opholdssted i denne medlemsstat, kan derfor påberåbe sig ligebehandlingsprincippet i artikel 4 i forordning nr. 883/2004 i værtsmedlemsstaten med henblik på tildeling af familieydelser på samme vilkår som denne medlemsstats statsborgere.
I det foreliggende tilfælde fastslog Domstolen, at en national lovgivning som den omhandlede udgør en direkte forskelsbehandling af en sådan unionsborger. Når der ikke er fastsat udtrykkelige undtagelser i forordning nr. 883/2004, kan en sådan forskelsbehandling ikke være begrundet.
Det er imidlertid vigtigt, at en ikke-erhvervsaktiv unionsborger, der i værtsmedlemsstaten påberåber sig anvendelsen af ligebehandlingsprincippet med hensyn til tildeling af familieydelser, har etableret sit sædvanlige opholdssted i denne medlemsstat i den periode på tre måneder, hvori vedkommende har ret til ophold i henhold til direktiv 2004/38 (10), og ikke opholder sig midlertidigt dér. Begrebet »bopæl« som omhandlet i forordning nr. 883/2004 skal forstås som den »faktiske« bopæl (11). Hvad angår begrebet »sædvanligt opholdssted« er dette udtryk for et faktisk spørgsmål, som den nationale ret skal bedømme på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag. I denne henseende indebærer betingelsen om, at en ikke-erhvervsaktiv unionsborger skal have flyttet sit sædvanlige opholdssted til værtsmedlemsstaten, at den pågældende skal have givet udtryk for en vilje til faktisk at etablere det sædvanlige midtpunkt for sine interesser i denne medlemsstat og have godtgjort, at vedkommendes tilstedeværelse dér vidner om en tilstrækkelig grad af stabilitet, hvorved denne tilstedeværelse adskiller sig fra et midlertidigt ophold.