Sag T-2/23
Romagnoli Fratelli SpA
mod
EF-Sortsmyndigheden (CPVO)
Rettens dom (Tredje Afdeling) af 17. april 2024
»Sortsbeskyttelse – meddelelse af EF-sortsbeskyttelse for kartoffelsorten Melrose – manglende betaling inden for betalingsfristen af det årlige gebyr – annullation af beskyttelsen – anmodning om restitutio in integrum – betingelser for Sortsmyndighedens tilstillelse af afgørelser og meddelelser«
1. Annullationssøgsmål – akter, der kan være genstand for søgsmål – begreb – akter, der fremkalder bindende retsvirkninger – afgørelse fra EF-Sortsmyndigheden (CPVO), hvorved en anmodning om restitutio in integrum afslås – omfattet
(Art. 263, stk. 4 og 5, TEUF; Rådets forordning nr. 2100/94, art. 80)
(jf. præmis 18 og 19)
2. EU-agenturer – EF-Sortsmyndigheden (CPVO) – klagesag – Sortsmyndighedens mulighed for at træffe afgørelse om anmodninger om restitutio in integrum uden mulighed for at indbringe en klage til Sortsmyndighedens appelkammer eller for Retten – foreligger ikke
(Art. 2 TEU og 19 TEU; art. 263, stk. 4 og 5, TEUF; Rådets forordning nr. 2100/94, art. 80 og art. 81, stk. 2)
(jf. præmis 21, 22 og 24-29)
3. Landbrug – ensartede lovgivninger – sortsbeskyttelse – bestemmelser om sagsbehandlingen – restitutio in integrum – betingelser for anvendelse – streng fortolkning
(Rådets forordning nr. 2100/94, art. 80, stk. 1)
(jf. præmis 37 og 38)
4. Landbrug – ensartede lovgivninger – sortsbeskyttelse – bestemmelser om sagsbehandlingen – tilstillelse – tilstillelse via selvbetjeningsportal – betingelse – brugerens aktivering af muligheden for, at EF-Sortsmyndigheden (CPVO) kan kommunikere elektronisk – lovlighed
(Rådets forordning nr. 2100/94, art. 79; Kommissionens forordning nr. 874/2009, art. 64, stk. 4, og art. 65)
(jf. præmis 62-70 og 73)
Resumé
Retten frifandt ved denne dom EF-Sortsmyndigheden (CPVO) i annullationssøgsmålet anlagt af Romagnoli Fratelli SpA (herefter »sagsøgeren«) til prøvelse af Sortsmyndighedens afgørelse (herefter »den anfægtede afgørelse«). Efter at have undersøgt, om der forelå et retsmiddel til prøvelse af afgørelser truffet af EF-Sortsmyndigheden efter indgivelsen af en begæring om restitutio in integrum, tog Retten for første gang stilling til lovligheden af selvbetjeningsportalen, benævnt »MyPVR«, som EF-Sortsmyndighedens officielle meddelelsesvej.
I december 2009 indgav sagsøgeren i henhold til forordning nr. 2100/94 (1) en ansøgning til EF-Sortsmyndigheden om EF-sortsbeskyttelse for kartoffelsorten Melrose. I oktober 2021 fremsendte EF-Sortsmyndigheden, efter at denne beskyttelse var blevet meddelt, en debetnota til sagsøgeren vedrørende betalingen af det årlige gebyr for EF-sortsbeskyttelse via selvbetjeningsportalen MyPVR.
Da debetnotaen ikke var blevet betalt, sendte EF-Sortsmyndigheden i januar 2022 en betalingspåmindelse til sagsøgeren på ny via selvbetjeningsportalen MyPVR, hvori sagsøgeren blev opfordret til at betale det skyldige årlige gebyr inden for en frist på en måned. Som følge af sagsøgerens passivitet på selvbetjeningsportalen fremsendte EF-Sortsmyndigheden i februar 2022 en sidste påmindelse til sagsøgeren pr. e-mail. Da det årlige gebyr ikke var blevet betalt inden for den fastsatte frist, annullerede Sortsmyndigheden EF-sortsbeskyttelsen i marts 2022.
Som følge af denne annullation indgav sagsøgeren en anmodning om restitutio in integrum i henhold til artikel 80 i forordning nr. 2100/94 og foretog betaling af det indtil da ikke betalte årlige gebyr. Ved den anfægtede afgørelse imødekom EF-Sortsmyndigheden ikke sagsøgerens ansøgning med den begrundelse, at den ikke opfyldte betingelserne i artikel 80, stk. 1 og 2, i forordning nr. 2100/94.
Rettens bemærkninger
Retten undersøgte for det første Sortsmyndighedens formalitetsindsigelse om, at sagen ikke kunne antages til realitetsbehandling, i lyset af flere bestemmelser (2) vedrørende Unionens domstolssystem. Sortsmyndigheden har således gjort gældende, at artikel 263, stk. 5, TEUF (3) legitimerer dens mulighed for at træffe afgørelse om anmodninger om restitutio in integrum uden mulighed for at indbringe en klage for Sortsmyndighedens appelkammer eller for Retten, eftersom en sådan klage hverken er fastsat i forordning nr. 2100/94 eller i forordning nr. 874/2009 (4), som udgør »særlige betingelser og vilkår« som omhandlet i den nævnte artikels stk. 5. Den har derfor anført, at den anfægtede afgørelse ikke kan gøres til genstand for et søgsmål ved Retten i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF.
Retten fandt i denne henseende, at selv om disse »særlige betingelser og vilkår« ganske vist gør det muligt for Unionens institutioner, organer, kontorer eller agenturer at fastsætte interne betingelser og vilkår, der ligger forud for en retssag, og som bl.a. regulerer funktionen i en mekanisme med egenovervågning eller afviklingen af en procedure for mindelige løsninger, kan disse betingelser og vilkår ikke fortolkes således, at de tillader en EU-institution at unddrage tvister, som indebærer en fortolkning eller anvendelse af EU-retten, fra Unionens retsinstansers kompetence.
Det følger i øvrigt af artikel 81, stk. 1, i forordning nr. 2100/94, at Sortsmyndigheden anvender de principper, der på dette område er anerkendt i medlemsstaterne, i det omfang forordningen eller bestemmelser vedtaget i henhold dertil ikke indeholder bestemmelser om sagsbehandlingen. Selv om forordning nr. 2100/94 ikke udtrykkeligt giver ret til klageadgang til Sortsmyndighedens appelkammer eller direkte til Retten over afgørelser truffet af Sortsmyndigheden efter en anmodning om restitutio in integrum, er der ikke desto mindre ret til at klage i henhold til forordningens artikel 81, stk. 1, og artikel 263, stk. 4, TEUF. Retten forkastede følgelig Sortsmyndighedens formalitetsindsigelse.
For det andet undersøgte Retten lovligheden af selvbetjeningsportalen MyPVR som en officiel meddelelsesvej af dokumenter og afgørelser fremsendt af Sortsmyndigheden. Retten bemærkede for det første, dels at meddelelser fra Sortsmyndigheden, der får en frist til at løbe, kan meddeles ad elektronisk vej, dels at de nærmere regler for denne meddelelse fastsættes af Sortsmyndighedens præsident (5).
For det andet konstaterede Retten, idet den støttede sig på afgørelsen truffet af Sortsmyndighedens præsident, at den elektroniske kommunikation via selvbetjeningsportalen MyPVR kun kan foretages, hvis brugeren har valgt muligheden for denne kommunikation. Sortsmyndigheden kan således på gyldig vis give brugeren meddelelse om afgørelser, meddelelser og andre dokumenter ad elektronisk vej via selvbetjeningsportalen (6). Retten bemærkede i denne forbindelse, at parterne ikke bestred, at sagsøgeren havde aktiveret muligheden for elektronisk kommunikation via MyPVR, og at denne havde accepteret version 3.0 af de almindelige betingelser for selvbetjeningsportalen. Der er således ingen tvivl om, at sagsøgeren har accepteret at modtage meddelelser og meddelelser fra Sortsmyndigheden via selvbetjeningsportalen MyPVR.
Retten forkastede som følge heraf klagepunktet om, at selvbetjeningsportalen MyPVR var ulovlig som officiel meddelelsesvej, eftersom den mulighed, som Sortsmyndigheden havde for at kommunikere med brugeren ad elektronisk vej, var blevet aktiveret af sidstnævnte.