Language of document :

Sag anlagt den 5. februar 2008 - IEA m.fl. mod Kommissionen

(Sag T-56/08)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Stichting IEA Secretariaat Nederland (IEA) (Amsterdam, Nederlandene), Educational Testing Service Global BV (ETS-Europe) (Amsterdam, Nederlandene), Deutsches Institut für Internationale Pädagogische Forschung (DIPF) (Frankfurt am Main, Tyskland), Institut zur Qualitätsentwicklung im Bildungswesen (IQB) (Berlin, Tyskland) (ved lawyers E. Morgan de Rivery og S. Thibault-Liger)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgernes påstande

Kommissionens beslutning af 23. november 2007 om ikke at antage sagsøgernes bud som svar på udbudsbekendtgørelse No EAC/21/2007 "Den europæiske undersøgelse af sprogkundskaber" annulleres i sin helhed, for så vidt som den krænker EU-retten og er baseret på åbenbart urigtige skøn.

Kommissionens beslutning om at tildele kontrakten vedrørende denne udbudsbekendtgørelse til SurveyLang Consortium annulleres i sin helhed, for så vidt som den krænker EU-retten og er baseret på åbenbart urigtige skøn, og

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes i henhold til artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement at betale sagsøgernes omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgerne afgav bud som svar på Kommissionens udbudsbekendtgørelse vedrørende "Den europæiske undersøgelse af sprogkundskaber" (EUT 2007/S 61-074161), som ændret (EUT 2007/S 109-133727). Sagsøgerne har anfægtet Kommissionens beslutning af 23. november 2007 om at tildele kontrakten til en anden bydende.

Sagsøgerne har til støtte for søgsmålet anført, at den anfægtede beslutning tilsidesætter ligebehandlingsprincippet, artikel 100, stk. 1, i finansforordningen1 og udbudsmaterialet.

Sagsøgerne har endvidere gjort gældende, at Kommissionen foretog åbenbart urigtige skøn med hensyn til de kvalitative kriterier fastsat i udbudsmaterialet, hvilket medførte et åbenbart urigtigt skøn med hensyn til fastsættelsen af de bydendes respektive resultater.

Sagsøgerne har endelig anført, at Kommissionen tilsidesatte princippet om god forvaltningsskik ved ikke at udvise den fornødne omhu under udbudsproceduren.

____________

1 - Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25.6.2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT L 248, s. 1), som ændret (EFT 2003 L 25, s. 43).