DOMSTOLENS DOM (Anden Afdeling)
3. juni 2021 (*)
»Appel – konkurrence – karteller – markedet for genvinding af bilbatterier – samarbejdsmeddelelsen af 2006 – punkt 26 – delvis bødefritagelse – yderligere faktiske oplysninger, der øger overtrædelsens grovhed og varighed – oplysninger, som Europa-Kommissionen har kendskab til – bødenedsættelse – indplacering med henblik på nedsættelsen – kronologisk rækkefølge«
I sag C-563/19 P,
angående appel i henhold til artikel 56 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, iværksat den 23. juli 2019,
Recylex SA, Paris (Frankrig),
Fonderie et Manufacture de Métaux SA, Bruxelles (Belgien),
Harz-Metall GmbH, Goslar (Tyskland),
ved avocat M. Wellinger og Rechtsanwältinnen S. Reinart og K. Bongs,
appellanter,
den anden part i appelsagen:
Europa-Kommissionen ved J. Szczodrowski, I. Rogalski og F. van Schaik, som befuldmægtigede,
sagsøgt i første instans,
har
DOMSTOLEN (Anden Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, A. Arabadjiev, Domstolens vicepræsident, R. Silva de Lapuerta, som fungerende dommer i Anden Afdeling, og dommerne A. Kumin, T. von Danwitz (refererende dommer) og P.G. Xuereb,
generaladvokat: G. Pitruzzella,
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 3. september 2020,
afsagt følgende
Dom
1 Med appellen har Recylex SA, Fonderie et Manufacture de Métaux SA og Harz-Metall GmbH nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 23. maj 2019, Recylex m.fl. mod Kommissionen (T-222/17, herefter »den appellerede dom«, EU:T:2019:356), hvorved Retten frifandt Kommissionen i deres søgsmål med påstand om nedsættelse af den bøde, som de var blevet pålagt ved Kommissionens afgørelse C(2017)900 final af 8. februar 2017 om en procedure i henhold til artikel 101 TEUF (sag AT.40018 – Genvinding af bilbatterier) (herefter »den omtvistede afgørelse«).
Retsforskrifter
Forordning (EF) nr. 1/2003
2 Artikel 23, stk. 2, første afsnit, litra a), og artikel 23, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i [artikel 101 TEUF og 102 TEUF] (EFT 2003, L 1, s. 1) bestemmer:
»2. Kommissionen kan ved beslutning pålægge virksomheder og virksomhedssammenslutninger bøder, hvis de forsætligt eller uagtsomt:
a) overtræder [artikel 101 TEUF eller 102 TEUF] […]
[…]
3. Ved fastlæggelse af bødens størrelse skal der tages hensyn til både overtrædelsens grovhed og varighed.«
2002-samarbejdsmeddelelsen
3 Punkt 23, litra b), sidste afsnit, i Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager (EFT 2002, C 45, s. 3, herefter »2002-samarbejdsmeddelelsen«) bestemte følgende:
»Det gælder endvidere, at såfremt en virksomhed indsender bevismateriale vedrørende forhold, som Kommissionen ikke tidligere har haft kendskab til, og som er af direkte betydning for alvoren eller varigheden af det formodede kartel, tager Kommissionen ikke disse elementer i betragtning, når den fastsætter en eventuel bøde, som skal pålægges den virksomhed, der har indsendt dette bevismateriale.«
2006-samarbejdsmeddelelsen
4 Følgende fremgår af punkt 8, 10 og 11 samt punkt 12, litra a), i Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager (EUT 2006, C 298, s. 17, herefter »2006-samarbejdsmeddelelsen«), som fremgår af denne meddelelses afsnit II med overskriften »Bødefritagelse«:
»(8) Kommissionen fritager en virksomhed for en bøde, den ellers ville være blevet pålagt, hvis den afslører at have deltaget i et påstået kartel, der påvirker [Unionen], hvis virksomheden er den første til at fremlægge oplysninger og bevismateriale, som Kommissionen mener sætter den i stand til at:
(a) foretage en målrettet inspektion i relation til det påståede kartel […], eller
(b) konstatere en overtrædelse af [artikel 101 TEUF] i forbindelse med det påståede kartel.
[…]
(10) Bødefritagelse ifølge punkt 8, litra a), vil ikke blive indrømmet, hvis Kommissionen på tidspunktet for indgivelse af ansøgning allerede var i besiddelse af tilstrækkeligt materiale til at vedtage en beslutning om at foretage en inspektion i forbindelse med det påståede kartel eller allerede havde foretaget en sådan inspektion.
(11) Bødefritagelse i henhold til punkt 8, litra b), vil kun blive indrømmet på de kumulative betingelser, at Kommissionen på det tidspunkt, hvor bevismaterialet blev fremlagt, ikke var i besiddelse af tilstrækkeligt materiale til at konstatere en overtrædelse af [artikel 101 TEUF] i forbindelse med det påståede kartel, og at ingen virksomhed var blevet indrømmet betinget bødefritagelse i henhold til punkt 8, litra a), i forbindelse med det påståede kartel. For at opnå bødefritagelse skal den pågældende virksomhed være den første til at fremlægge samtidigt og belastende bevismateriale vedrørende det påståede kartel samt en virksomhedserklæring, der indeholder de oplysninger, der er nævnt i punkt 9, litra a), der kan sætte Kommissionen i stand til at konstatere en overtrædelse af [artikel 101 TEUF].
(12) Foruden de betingelser, der er anført i punkt 8, litra a), punkt 9 og punkt 10 eller i punkt 8, litra b), og punkt 11, skal alle følgende kumulative betingelser under alle omstændigheder være opfyldt, for at der kan opnås bødefritagelse:
(a) Virksomheden samarbejder oprigtigt […], fuldt ud, permanent og effektivt fra tidspunktet for indgivelse af ansøgning og under hele Kommissionens administrative procedure […]«
5 2006-samarbejdsmedelelsens punkt 23-26, der fremgår af denne meddelelses afsnit III med overskriften »Bødenedsættelse«, har følgende ordlyd:
»(23) Virksomheder, der afslører deres deltagelse i et påstået kartel, der påvirker [Unionen], som ikke opfylder betingelserne i afsnit II ovenfor, kan være berettiget til en nedsættelse af bøder, de ellers ville være blevet pålagt.
(24) For at være berettiget hertil skal en virksomhed forsyne Kommissionen med bevismateriale vedrørende den formodede overtrædelse, som repræsenterer en betydelig merværdi i forhold til det bevismateriale, Kommissionen allerede er i besiddelse af, og opfylde de kumulative betingelser, der er fastsat i punkt 12, litra a), til punkt 12, litra c), ovenfor.
(25) Begrebet »merværdi« betegner, i hvor høj grad det fremlagte bevismateriale i sig selv og/eller på grund af sin detailrigdom styrker Kommissionens muligheder for at bevise det påståede kartels eksistens. I sin vurdering vil Kommissionen normalt anse skriftligt bevismateriale, der stammer fra det tidsrum, som forholdene vedrører, for at have større værdi end bevismateriale, der fremkommer senere. Belastende bevismateriale, der er direkte relevant for de pågældende forhold, vil ligeledes normalt blive anset for at have større værdi end bevismateriale, som kun har indirekte relevans. Det vil ligeledes påvirke bevismaterialets værdi, om det kan bekræftes af andre kilder, så det kan gøres gældende over for andre virksomheder, der er involveret i sagen, og afgørende bevismateriale vil således blive anset for at have en større værdi end bevismateriale, som f.eks. virksomhedserklæringer, der skal bekræftes, hvis de bestrides.
(26) Kommissionen afgør i de endelige beslutninger, der vedtages ved afslutningen af den administrative procedure, hvor stor en bødenedsættelse en virksomhed vil få i forhold til den bøde, den ellers ville blive pålagt. For:
– første virksomhed, der fremlægger betydelig merværdi: en nedsættelse på 30-50%
– anden virksomhed, der fremlægger betydelig merværdi: en nedsættelse på 20-30%
– efterfølgende virksomheder, der fremlægger betydelig merværdi: en nedsættelse på indtil 20%.
For at kunne fastsætte nedsættelsens størrelse inden for [hver] af disse grupper vil Kommissionen tage tidspunktet for fremlæggelsen af det fremlagte bevismateriale, som falder ind under betingelserne fastlagt under punkt 24, i betragtning, foruden hvorvidt det repræsenterer betydelig merværdi.
Hvis en ansøger om bødenedsættelse er den første til at fremlægge afgørende bevismateriale efter punkt 25, som Kommissionen benytter til at påvise yderligere forhold, der øger overtrædelsens grovhed eller varighed, tager Kommissionen ikke sådanne yderligere forhold i betragtning, når den fastsætter en eventuel bøde, som skal pålægges den virksomhed, der har fremlagt bevismaterialet.«
Tvistens baggrund og den omtvistede afgørelse
6 Recylex, Fonderie et Manufacture de Métaux og Harz-Metall GmbH (herefter samlet »Recylex«) er selskaber, som har hjemsted i henholdsvis Frankrig, Belgien og Tyskland, og som driver virksomhed i sektoren for produktion af genvundet bly og andre materialer.
7 Efter en ansøgning om bødefritagelse, som blev indgivet af Johnson Controls Inc., Johnson Controls Tolling GmbH & Co. KG og Johnson Controls Recycling GmbH (herefter samlet »JCI«) den 22. juni 2012 i henhold til 2006-samarbejdsmeddelelsen, blev der indledt en undersøgelse i forhold til Recylex, JCI og to andre koncerner, nemlig Campine NV og Campine Recycling NV (herefter samlet »Campine«) samt Eco-Bat Technologies Ltd, Berzelius Metall GmbH og Société de traitement chimique des métaux SAS (herefter samlet »Eco-Bat«) vedrørende et kartel i sektoren for køb af brugte bilbatterier. Den 13. september 2012 indrømmede Kommissionen JCI en betinget bødefritagelse i henhold til nævnte meddelelses punkt 18.
8 Fra den 26. til den 28. september 2012 gennemførte Kommissionen uanmeldte kontrolundersøgelser i de forskellige berørte virksomheders lokaler i Belgien, Frankrig og Tyskland.
9 Eco-Bat og Recylex indgav henholdsvis den 27. september 2012 og den 23. oktober 2012 ansøgninger om bødefritagelse eller, subsidiært, om bødenedsættelse, hvorved de fremlagde virksomhedserklæringer og dokumentbeviser. Den 4. december 2012 fremsatte Campine for sin del en ansøgning om bødenedsættelse.
10 Den 24. juni 2015 indledte Kommissionen den administrative procedure i forhold til JCI, Recylex, Eco-Bat og Campine og meddelte dem de respektive klagepunkter. Ved skrivelse af samme dato underrettede Kommissionen Eco-Bat og Recylex om sin foreløbige konklusion om, at det bevismateriale, som disse virksomheder havde fremlagt for Kommissionen, repræsenterede en betydelig merværdi som omhandlet i 2006-samarbejdsmeddelelsens punkt 24 og 25, og den meddelte dem følgelig om sin hensigt om at nedsætte den bøde, de ville blive pålagt. Kommissionen underrettede ligeledes Campine om sin hensigt om ikke at nedsætte bøden i forhold til denne virksomhed.
11 Ved den omtvistede afgørelse, som blev vedtaget den 8. februar 2017, fastslog Kommissionen, at Recylex, JCI, Campine og Eco-Bat i strid med artikel 101 TEUF havde deltaget i et kartel, der udgjorde en samlet og vedvarende overtrædelse i sektoren for køb af brugte bilbatterier, hvilken overtrædelse blev begået i perioden fra den 23. september 2009 til den 26. september 2012, og som bestod i aftaler og/eller samordnet praksis med henblik på koordinering af priser.
12 Ved denne afgørelse pålagde Kommissionen Recylex en bøde på 26 739 000 EUR in solidum for virksomhedernes deltagelse i den konstaterede overtrædelse i perioden fra den 23. september 2009 til den 26. september 2012, idet denne overtrædelse dækkede flere medlemsstaters område, herunder Frankrig.
13 I denne sammenhæng tog Kommissionen stilling til anvendelsen af 2006-samarbejdsmeddelelsen på de virksomheder, som var ansvarlige for nævnte overtrædelse.
14 I første række indrømmede Kommissionen JCI bødefritagelse i henhold til meddelelsens punkt 8, litra a), efter at have konstateret, at disse virksomheders samarbejde opfyldte betingelserne i nævnte meddelelses punkt 12.
15 I anden række fandt Kommissionen, at Eco-Bat havde været den første virksomhed til at fremlægge bevismateriale, der havde betydelig merværdi, og indrømmede virksomheden den maksimale bødenedsættelse, dvs. 50%, i henhold til 2006-samarbejdsmeddelelsens punkt 26, første afsnit, første led.
16 I tredje række indrømmede Kommissionen Recylex en bødenedsættelse på 30% i henhold til 2006-samarbejdsmeddelelsens punkt 26, første afsnit, andet led, idet den fandt, at Recylex havde været den anden til at fremlægge bevismateriale med en betydelig merværdi vedrørende navnlig kartellets oprindelse, forskellige konkurrencebegrænsende kontakter, som andre virksomheder ikke havde oplyst om, det multilaterale møde i Windhagen i september 2009 (herefter »mødet i Windhagen«), som udgjorde overtrædelsesperiodens begyndelse, samt flere telefonsamtaler og udvekslinger af beskeder mellem Recylex og disses konkurrenter.
17 Kommissionen afviste de argumenter, som Recylex havde fremsat for at opnå en større bødenedsættelse på 30-50%. Selv om Kommissionen lagde til grund, at Recylex havde været de første til at give præciseringer om mødet i Windhagen, anførte den navnlig, at de således fremlagte oplysninger kun vedrørte organisatoriske spørgsmål, og at den i forbindelse med kontrolundersøgelsen i Campines lokaler allerede havde indhentet »afgørende bevismateriale« angående dagsordenen for og indholdet af dette møde. Kommissionen forkastede endvidere Recylex’ argument om, at disse virksomheder havde været de første til at fremlægge bevismateriale vedrørende kartellets geografiske udstrækning, som omfattede Frankrig. I denne sammenhæng anførte Kommissionen, at den allerede var i besiddelse af oplysninger om kartellets geografiske udstrækning, herunder hvad angår det franske område.
18 I fjerde række gav Kommissionen afslag på Campines ansøgning om bødenedsættelse.
Sagsbehandlingen for Retten og den appellerede dom
19 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 18. april 2017 anlagde Recylex i medfør af artikel 263 TEUF søgsmål med påstand om nedsættelse af den bøde, som virksomhederne var blevet pålagt ved den omtvistede afgørelse. Recylex fremsatte seks anbringender til støtte for deres søgsmål. Det første og det andet anbringende vedrørte en fejl ved anvendelsen af 2006-samarbejdsmeddelelsens punkt 26, tredje afsnit. I denne forbindelse gjorde Recylex i det væsentlige gældende, at virksomhederne burde være blevet indrømmet den delvise bødefritagelse, der foreskrives i dette afsnit, med hensyn til de beviser, der blev fremlagt hvad angår den omstændighed, at overtrædelsen for det første begyndte ved mødet i Windhagen (det første anbringende), og for det andet at overtrædelsens geografiske udstrækning omfattede Frankrig (det andet anbringende). Inden for rammerne af det fjerde anbringende gjorde Recylex gældende, at Kommissionen ved ikke at indrømme virksomhederne en bødenedsættelse på 50% begik en fejl ved anvendelsen af denne meddelelses punkt 26, første afsnit. De øvrige tre anbringender for Retten er uden betydning for behandlingen af appellen.
20 Ved den appellerede dom frifandt Retten Kommissionen i det hele.
Retsforhandlingerne for Domstolen og parternes påstande
21 Ved sin appel har Recylex nedlagt følgende påstande:
– Den appellerede dom ophæves, for så vidt som den bøde, som virksomhederne blev pålagt ved den omtvistede afgørelse, herved blev stadfæstet, og for så vidt som virksomhederne blev tilpligtet at betale sagsomkostningerne.
– Den omtvistede afgørelse annulleres, for så vidt som virksomhederne herved blev pålagt en bøde på 26 739 000 EUR.
– Den pålagte bøde nedsættes på grundlag af de tiltrådte anbringender.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder i sagen for Retten.
22 Kommissionen har nedlagt påstand om, at appellen forkastes, og om, at Recylex tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Om appellen
Om det første anbringendes første led og det andet anbringende
Parternes argumentation
23 Med det første appelanbringendes første led, som er rettet mod den appellerede doms præmis 79-99 og vedrører en retlig fejl, har Recylex gjort gældende, at Rettens ræsonnement er usammenhængende og uklart hvad angår de retlige kriterier, som skal anvendes for at indrømme delvis bødefritagelse i medfør af 2006-samarbejdsmedelelsens punkt 26, tredje afsnit.
24 Med det andet appelanbringende, som er rettet mod den appellerede doms præmis 100-108, har Recylex ligeledes gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved fortolkningen og anvendelsen af kriterierne for indrømmelse af den delvise bødefritagelse, der er omhandlet i nævnte meddelelses punkt 26, tredje afsnit, idet den fastslog, at virksomhederne ikke havde krav på en sådan bødefritagelse, eftersom Kommissionen allerede havde kendskab til de faktiske omstændigheder, som de af disse virksomheder fremlagte oplysninger vedrørte, dvs. for det første mødet i Windhagen og for det andet kartellets geografiske udstrækning, der omfattede Frankrig. Ifølge Recylex kunne virksomhederne gøre krav på denne bødefritagelse, eftersom Kommissionen ikke kunne fastlægge disse faktiske omstændigheder i tilstrækkelig grad med de beviser, som den allerede rådede over. Efter Recylex’ opfattelse var spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen tidligere havde haft kendskab til disse faktiske omstændigheder eller ej, uden betydning.
25 Til støtte for denne argumentation har Recylex anført, at ordlyden af 2006-samarbejdsmeddelelsens punkt 26, tredje afsnit, adskiller sig fra den tilsvarende bestemmelse i 2002-samarbejdsmeddelelsen, nemlig sidstnævnte meddelelses punkt 23, litra b), sidste afsnit, som udtrykkeligt henviste til »forhold, som Kommissionen ikke tidligere har haft kendskab til«. Det kriterium om, at Kommissionen havde kendskab til de pågældende faktiske omstændigheder, som er relevant inden for rammerne af 2002-samarbejdsmeddelelsen, finder ikke længere anvendelse i medfør af 2006-samarbejdsmeddelelsen. I denne forbindelse skal bevisværdien af de oplysninger, som de pågældende virksomheder havde meddelt, sammenlignes med bevisværdien af de oplysninger, der allerede fremgik af Kommissionens akter.
26 Efter Kommissionens opfattelse skal denne argumentation forkastes som ugrundet.
Domstolens bemærkninger
27 Det skal indledningsvis konstateres, at 2006-samarbejdsmeddelelsen fra sin offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende den 8. december 2006 erstattede 2002-samarbejdsmeddelelsen. I denne forbindelse erstattede 2006-samarbejdsmeddelelsens punkt 26, tredje afsnit, 2002-samarbejdsmeddelelsens punkt 23, litra b), sidste afsnit.
28 Det skal i denne henseende bemærkes, at 2002-samarbejdsmeddelelsens punkt 23, litra b), sidste afsnit, bestemte, at »såfremt en virksomhed [indsendte] bevismateriale vedrørende forhold, som Kommissionen ikke tidligere [havde] haft kendskab til, og som [var] af direkte betydning for alvoren eller varigheden af det formodede kartel, [tog] Kommissionen ikke disse elementer i betragtning, når den [fastsatte] en eventuel bøde, som [skulle] pålægges den virksomhed, der [havde] indsendt dette bevismateriale«. 2006-samarbejdsmeddelelsens punkt 26, tredje afsnit, fastsætter, at »[h]vis en ansøger om bødenedsættelse er den første til at fremlægge afgørende bevismateriale […], som Kommissionen benytter til at påvise yderligere forhold, der øger overtrædelsens grovhed eller varighed, tager Kommissionen ikke sådanne yderligere forhold i betragtning, når den fastsætter en eventuel bøde, som skal pålægges den virksomhed, der har fremlagt bevismaterialet«.
29 Mens 2002-samarbejdsmeddelelsen udtrykkeligt henviste til »forhold, som Kommissionen ikke tidligere har haft kendskab til«, »som er af direkte betydning for alvoren eller varigheden af det formodede kartel«, henviser 2006-samarbejdsmeddelelsen således til »yderligere forhold, der øger overtrædelsens grovhed eller varighed«.
30 I retspraksis vedrørende 2002-samarbejdsmeddelelsens punkt 23, litra b), sidste afsnit, har Domstolen fastslået, at den deri foreskrevne delvise bødefritagelse forudsatte, at to betingelser var opfyldt, nemlig for det første, at virksomheden skulle være den første virksomhed, der fremlagde beviser for faktiske omstændigheder, som Kommissionen ikke tidligere havde haft kendskab til, og for det andet skulle disse faktiske omstændigheder, der skulle være af direkte betydning for grovheden eller varigheden af det formodede kartel, gøre det muligt for Kommissionen at nå til en anden konklusion vedrørende overtrædelsen (dom af 9.6.2016, Repsol Lubricantes y Especialidades m.fl. mod Kommissionen, C-617/13 P, EU:C:2016:416, præmis 66 og den deri nævnte retspraksis).
31 Domstolen har præciseret, at udtrykket »forhold, Kommissionen ikke [havde] kendskab til« var uden tvetydighed og gav grundlag for en restriktiv fortolkning af 2002-samarbejdsmeddelelsens punkt 23, litra b), sidste afsnit, således at den kun omfattede de tilfælde, hvor et selskab, der havde deltaget i et kartel, gav Kommissionen nye oplysninger om kartellets grovhed eller varighed (dom af 9.6.2016, Repsol Lubricantes y Especialidades m.fl. mod Kommissionen, C-617/13 P, EU:C:2016:416, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis).
32 Domstolen har ligeledes fastslået, at den betydning, som disse udtryk skal tillægges, skal være egnet til at sikre de formål, der forfølges med nævnte meddelelses punkt 23, litra b), sidste afsnit, og navnlig den effektive virkning af samarbejdsordningen, hvis formål er, at de virksomheder, der har gjort sig skyldige i en overtrædelse, skal anmelde dette, således at disse overtrædelser kan bringes til ophør hurtigt og fuldstændigt (jf. i denne retning dom af 9.6.2016, Repsol Lubricantes y Especialidades m.fl. mod Kommissionen, C-617/13 P, EU:C:2016:416, præmis 68 og den deri nævnte retspraksis).
33 I denne forbindelse har Domstolen fastslået, at der skulle sikres en effektiv virkning af denne bestemmelse, der, hvis en virksomhed havde været den første til at indgive beviser til Kommissionen med henblik på at opnå en fuldstændig bødefritagelse i henhold til 2002-samarbejdsmeddelelsen, som gjorde det muligt for Kommissionen at fastslå en overtrædelse af artikel 101 TEUF, men afstod fra at afsløre oplysninger, der begrundede, at den omhandlede overtrædelse havde en længere varighed end godtgjort ved disse beviser, ved indrømmelse af en delvis bødefritagelse tilskyndede enhver anden virksomhed, der havde deltaget i denne overtrædelse, til som den første at fremlægge sådanne oplysninger (dom af 9.6.2016, Repsol Lubricantes y Especialidades m.fl. mod Kommissionen, C-617/13 P, EU:C:2016:416, præmis 69 og den deri nævnte retspraksis).
34 Det skal fastslås, at forskellene mellem ordlyden af 2006-samarbejdsmeddelelsens punkt 26, tredje afsnit, og ordlyden af 2002-samarbejdsmeddelelsens punkt 23, litra b), sidste afsnit, ikke indicerer, at den indskrænkende fortolkning, som Domstolen lagde til grund vedrørende den sidstnævnte bestemmelse, ikke kan anvendes på 2006-samarbejdsmeddelelsens punkt 26, tredje afsnit. Særligt kan den omstændighed, at udtrykket »forhold, som Kommissionen ikke tidligere har haft kendskab til«, der omhandles i 2002-samarbejdsmeddelelsens punkt 23, litra b), sidste afsnit, ikke er blevet udtrykkeligt gentaget i 2006-samarbejdsmeddelelsens punkt 26, tredje afsnit, ikke begrunde en anden fortolkning af dette punkt 26, tredje afsnit.
35 Det følger af 2006-samarbejdsmeddelelsens punkt 26, tredje afsnit, at den pågældende virksomhed for at gøre krav på en delvis bødefritagelse skal forelægge Kommissionen beviser om yderligere forhold, der øger den pågældende overtrædelses grovhed eller varighed. Der er tale om forhold, som supplerer eller tilføjes de forhold, som Kommissionen allerede har kendskab til, og som ændrer overtrædelsens materielle og tidsmæssige rækkevidde som fastlagt af Kommissionen. Det er kun i forhold til sådanne forhold, der tilføjes overtrædelsens oprindelige omfang, at den delvise bødefritagelse kan finde anvendelse.
36 Som Retten med føje anførte i den appellerede doms præmis 86, ændrer affattelsen af 2006-samarbejdsmedelelsens punkt 26, tredje afsnit, ikke logikken bag den delvise bødefritagelse, som den blev fortolket i retspraksis vedrørende affattelsen af 2002-samarbejdsmedelelsens punkt 23, litra b), sidste afsnit.
37 På denne baggrund skal 2006-samarbejdsmedelelsens punkt 26, tredje afsnit, fortolkes således, at denne bestemmelse vedrører de tilfælde, hvor et selskab, der har deltaget i et kartel, fremlægger afgørende bevismateriale for Kommissionen, som giver denne mulighed for at fastlægge nye forhold vedrørende overtrædelsens grovhed eller varighed, hvorimod tilfælde, hvor det nævnte selskab blot har fremlagt oplysninger, der gør det muligt at styrke beviserne vedrørende overtrædelsens eksistens, udelukkes.
38 Som generaladvokaten i det væsentlige har fremhævet i punkt 59-62 i forslaget til afgørelse, understøttes denne fortolkning af nævnte meddelelses punkt 26. Hvad angår de forhold, som Kommissionen allerede havde kendskab til, kan fremlæggelsen af bevismateriale, der repræsenterer en betydelig merværdi, nemlig allerede give anledning til at indrømme en bødenedsættelse i henhold til 2006-samarbejdsmeddelelsens punkt 26, første afsnit, sammenholdt med denne meddelelses punkt 24 og 25. Den i nævnte punkt 26, tredje afsnit, fastsatte delvise bødefritagelse skal således forbeholdes den virksomhed, som fremlægger oplysninger om nye forhold, som Kommissionen ikke tidligere havde kendskab til.
39 Som generaladvokaten har anført i punkt 63 i forslaget til afgørelse, er denne fortolkning ligeledes i overensstemmelse med det formål, som forfølges med den regel om delvis bødefritagelse, der er fastsat i 2006-samarbejdsmeddelelsens punkt 26, tredje afsnit, og som er identisk med det tidligere forfulgte mål med 2002-samarbejdsmeddelelsens punkt 23, litra b), sidste afsnit, som anført i nærværende doms præmis 32 og 33. Nævnte punkt 26, tredje afsnit, tilsigter at tilskynde virksomhederne til i fuldt omfang at samarbejde med Kommissionen, selv om de ikke er blevet indrømmet en betinget bødefritagelse i medfør af 2006-samarbejdsmeddelelsens punkt 8. Såfremt den regel, der er fastsat i 2006-samarbejdsmeddelelsens punkt 26, tredje afsnit, ikke fandtes, kunne disse virksomheder nemlig frygte, at de, når de fremlægger beviser, som har indvirkning på overtrædelsens grovhed og varighed, og som Kommissionen ikke tidligere havde kendskab til, udsætter sig for en risiko for en forhøjelse af de bøder, som de kunne blive pålagt.
40 I denne forbindelse skal det, som Retten fremhævede i den appellerede doms præmis 88, bemærkes, at Domstolen ved fortolkningen af 2002-samarbejdsmedelelsens punkt 23, litra b), sidste afsnit, har lagt til grund, at når de oplysninger, som en virksomhed har fremlagt, vedrører forhold, som Kommissionen ikke tidligere var ubekendt med, skal en sådan virksomheds ansøgning om delvis bødefritagelse forkastes, uden at det er nødvendigt at sammenligne deres bevisværdi i forhold til de oplysninger, som andre parter har fremlagt (jf. i denne retning dom af 23.4.2015, LG Display og LG Display Taiwan mod Kommissionen, C-227/14 P, EU:C:2015:258, præmis 81). Denne konstatering gælder ligeledes i forbindelse med 2006-samarbejdsmeddelelsens punkt 26, tredje afsnit, vedrørende beviser, der ikke vedrører »yderligere forhold« som omhandlet i denne bestemmelse.
41 Det skal derfor fastslås, at Retten ikke begik en retlig fejl ved fortolkningen og anvendelsen af de krav, der er fastsat i 2006-samarbejdsmedelelsens punkt 26, tredje afsnit, eftersom Kommissionen allerede havde kendskab til mødet i Windhagen og til kartellets geografiske udstrækning, inden Recylex indgav sin ansøgning om delvis bødefritagelse.
42 Hvad angår Recylex’ klagepunkt, der fremgår af nærværende doms præmis 23, om, at Rettens ræsonnement i den appellerede doms præmis 79-99 angiveligt er usammenhængende og uklart, skal det, som generaladvokaten har anført i punkt 46-56 i forslaget til afgørelse, blot fastslås, at Retten i disse præmisser i den appellerede dom i tilstrækkelig grad anførte de grunde, der begrunder, at den omtvistede afgørelse blev opretholdt hvad angår afslaget på delvis bødefritagelse i medfør af denne meddelelses punkt 26, tredje afsnit.
43 Henset til de ovenstående betragtninger skal det første anbringendes første led og det andet anbringende forkastes som ugrundede.
Om det første anbringendes andet og tredje led
Parternes argumentation
44 Med det første appelanbringendes andet led har Recylex gjort gældende, at Retten foretog en urigtig gengivelse af de håndskrevne notater, som var udfærdiget af en af Campines ansatte, og som var blevet beslaglagt ved kontrolundersøgelsen i denne virksomheds lokaler, læst i lyset af oplysningerne fra JCI som led i disse virksomheders ansøgning om bødefritagelse af 22. juni 2012, for så vidt som den i den appellerede doms præmis 95 lagde til grund, at disse beviser gav Kommissionen mulighed for i tilstrækkelig grad at føre bevis for mødet i Windhagen og for at fastsætte starttidspunktet for overtrædelsen til datoen for dette møde. Recylex har for det første anført, at de oplysninger, som JCI fremlagde, på ingen måde henviser til et møde eller til konkurrencebegrænsende kontakter, som fandt sted i september 2009, og at de heller ikke antyder, at kartellet var blevet indledt netop på dette tidspunkt. For det andet har Recylex anført, at disse håndskrevne notater henviste til en anden dato end den, som Kommissionen lagde til grund, nemlig den 24. og ikke den 23. september 2009, at de nævnte notater ikke giver mange oplysninger om deltagerne i dette møde eller om mødets karakter, og at Campine endelig under hele den administrative procedure vedvarende har benægtet, at disse notater havde konkurrencebegrænsende indhold.
45 Med det første appelanbringendes tredje led har Recylex gjort gældende, at Retten så bort fra, at det påhviler Kommissionen at føre bevis for forhold, som udgør en overtrædelse. De håndskrevne notater, som var udfærdiget af en af Campines ansatte, udgør, selv hvis de læses i lyset af de oplysninger, som JCI fremlagde, ikke præcise og samstemmende beviser for, at der blev begået en overtrædelse ved mødet i Windhagen. Ved at konkludere, at disse notater gav Kommissionen mulighed for i tilstrækkelig grad at godtgøre afholdelsen af dette møde, tilsidesatte Retten reglerne om bevisbyrde.
46 Efter Kommissionens opfattelse må Recylex’ argumenter i denne henseende for det første afvises, for så vidt som de udgør en anmodning om fornyet bedømmelse af beviserne, og for det andet er de ugrundede.
Domstolens bemærkninger
47 Uden at det skal undersøges, om Recylex’ argumenter eventuelt udgør en anmodning om fornyet bedømmelse af beviserne, og i denne henseende træffe afgørelse om, hvorvidt en sådan anmodning kan antages til realitetsbehandling, skal det bemærkes, at Recylex har støttet sig på en åbenbart urigtig læsning af den appellerede dom, navnlig denne doms præmis 85-97, for så vidt som selskabet har antaget, at Retten tog stilling til, om de håndskrevne notater, der blev beslaglagt under kontrolundersøgelsen i Campines lokaler, læst i lyset af de oplysninger, som JCI tidligere havde fremlagt, reelt var tilstrækkelige til i fornødent omfang at godtgøre datoen for og indholdet af mødet i Windhagen som starttidspunkt for overtrædelsen.
48 Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 81-84 i forslaget til afgørelse, fremgår det nemlig åbenbart af den appellerede doms præmis 93-97, at Retten blot fastslog, at disse håndskrevne notater, læst i lyset af oplysningerne fra JCI, gav Kommissionen mulighed for at få kendskab til mødet i Windhagen og dets konkurrencebegrænsende karakter. I modsætning til, hvad Recylex har anført, tog Retten på ingen måde stilling til, om notaterne i sig selv gjorde det muligt i tilstrækkelig grad at godtgøre datoen for og indholdet af dette møde.
49 Det skal i denne forbindelse fremhæves, at Recylex i appelskriftet ikke har bestridt, at de håndskrevne notater og oplysningerne fra JCI gav Kommissionen mulighed for at få kendskab til afholdelsen af mødet i Windhagen.
50 Selv om Recylex har anført, at Retten burde have sammenlignet de oplysninger, som Kommissionen allerede rådede over, med oplysningerne fra Recylex, hvilken sammenligning burde have foranlediget den til at fastslå, at de oplysninger, som Kommissionen rådede over på tidspunktet for Recylex’ ansøgning om delvis bødefritagelse, ikke gav den mulighed for i tilstrækkelig grad at godtgøre afholdelsen og indholdet af dette møde, skal det fastslås, at Retten i den appellerede doms præmis 97 fandt, at de af Recylex anførte argumenter i denne henseende var uvirksomme. Af de i nærværende doms præmis 40 anførte grunde er Rettens konstatering berettiget, eftersom en sådan sammenligning ikke var påkrævet.
51 Følgelig skal det fastslås, at det første appelanbringendes andet og tredje led er åbenbart ugrundede, og at det første anbringende, under hensyn til betragtningerne i nærværende doms præmis 43, skal forkastes i det hele.
Om det tredje anbringende
Parternes argumentation
52 Med det tredje anbringende, som er rettet mod den appellerede doms præmis 136-154, har Recylex gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved anvendelsen af 2006-samarbejdsmeddelelsens punkt 26, første afsnit, idet den fandt, at hverken ordlyden eller opbygningen af denne meddelelse understøttede en fortolkning, hvorefter – i det tilfælde, hvor to virksomheder har fremlagt beviser med en betydelig merværdi – den virksomhed, der var den anden, der fremlagde beviserne, kan erstatte den første virksomhed, såfremt sidstnævntes samarbejde viser sig ikke at være i overensstemmelse med de krav, der fremgår af nævnte meddelelses punkt 12. Retten begik således en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 153 at fastslå, at Kommissionen med føje havde afslået at indrømme Recylex en bødenedsættelse på 30-50% i henhold til denne meddelelses punkt 26, første afsnit, første led, selv om Eco-Bat ifølge Recylex havde tilsidesat sin pligt til at samarbejde ved kun at fremlægge ufuldstændige og vildledende oplysninger vedrørende de områder, som den konstaterede overtrædelse dækkede.
53 Det fremgår af ordlyden og opbygningen af samt målsætningerne med 2006-samarbejdsmeddelelsen, at der ikke kan tages hensyn til en virksomhed, hvis samarbejde ikke opfylder de krav, der er fastsat i denne meddelelses punkt 12, med henblik på indplaceringen i medfør af nævnte meddelelses punkt 26, første afsnit, således at spørgsmålet om den pågældende virksomheds placering i denne indplacering ikke opstår.
54 Kommissionen har gjort gældende, at det tredje anbringende er ugrundet.
Domstolens bemærkninger
55 I henhold til 2006-samarbejdsmeddelelsens punkt 24 skal en virksomhed for at være berettiget til en bødenedsættelse som fastsat i meddelelsens punkt 26, første afsnit, forsyne Kommissionen med bevismateriale vedrørende den formodede overtrædelse, som repræsenterer en betydelig merværdi i forhold til det bevismateriale, Kommissionen allerede er i besiddelse af, og virksomheden skal opfylde de kumulative betingelser, der er fastsat i nævnte meddelelses punkt 12, hvilket navnlig indebærer, at virksomheden samarbejder oprigtigt, fuldt ud, permanent og effektivt under hele den administrative procedure.
56 En virksomhed kan således nægtes en bødenedsættelse, hvis dens adfærd ikke er i overensstemmelse med kravene i denne meddelelses punkt 12. Den omstændighed, at denne virksomhed ikke kan indrømmes en nedsættelse, kan imidlertid bevirke, at virksomheder, som på et senere tidspunkt har fremlagt beviser, der repræsenterer en betydelig merværdi, kan erstatte førstnævnte virksomhed i den kronologiske indplacering, der defineres i nævnte meddelelses punkt 26, første afsnit.
57 Det skal i denne forbindelse fastslås, at ingen bestemmelse i 2006-samarbejdsmeddelelsen foreskriver den fornyede indplacering, som Recylex synes at påberåbe sig i det foreliggende tilfælde. Denne meddelelses punkt 26, første afsnit, fastlægger udelukkende et kriterium af kronologisk art ved fastsættelse af intervaller for bødenedsættelse, idet disse alene afhænger af den rækkefølge, hvori de pågældende virksomheder har forelagt Kommissionen beviser, der repræsenterer en betydelig merværdi. I lighed hermed fastsætter ingen faktorer, der omtales i nævnte meddelelses punkt 23, 24, 29 og 30, en fornyet indplacering af denne art. På denne baggrund giver hverken ordlyden af disse punkter eller opbygningen af 2006-samarbejdsmeddelelsen den anden virksomhed i indplaceringen, dvs. Recylex, ret til at erstatte den første virksomhed heri, dvs. Eco-Bat, med den begrundelse, at sidstnævnte ikke har overholdt de betingelser, der er fastsat i denne meddelelses punkt 12.
58 En modsat fortolkning, såsom den af Recylex anførte, kan endvidere ikke begrundes i betragtning af det formål, som forfølges med samarbejdsordningerne, der, som Retten anførte i den appellerede doms præmis 148, har til formål at skabe usikkerhed i kartellerne med henblik på at tilskynde til en angivelse til Kommissionen (jf. i denne retning dom af 20.1.2016, DHL Express (Italy) og DHL Global Forwarding (Italy), C-428/14, EU:C:2016:27, præmis 82 og den deri nævnte retspraksis).
59 For at nå dette mål skal virksomhederne nemlig tilskyndes til at samarbejde så hurtigt og effektivt som muligt med Kommissionen under dens sagsoplysning. Hvis en fornyet indplacering af virksomheder, som ikke var de hurtigste til at samarbejde, tillades, fordi en anden virksomhed ikke overholdt de krav, der er fastsat i 2006-samarbejdsmeddelelsens punkt 12, skades det formål med at fremskynde opløsningen af karteller, som denne meddelelse forfølger.
60 Det skal følgelig fastslås, at Retten ikke begik en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 136-154 at fastslå, at Recylex ikke kunne gøre krav på det største interval for bødenedsættelse, dvs. 30-50%, eftersom virksomheden ifølge den omtvistede afgørelse kun var den anden virksomhed til at have fremlagt en betydelig merværdi som omhandlet i 2006-samarbejdsmeddelelsens punkt 26, første afsnit, andet led.
61 Henset til de ovenstående betragtninger skal det tredje appelanbringende forkastes som ugrundet.
62 Da ingen af Recylex’ anbringender til støtte for appellen kan tages til følge, skal appellen forkastes i det hele.
Sagsomkostninger
63 I henhold til artikel 138, stk. 1, i Domstolens procesreglement, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.
64 Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at Recylex tilpligtes at betale sagsomkostningerne, og da de sidstnævnte har tabt sagen, bør det pålægges Recylex at betale sagsomkostningerne.
På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Anden Afdeling):
1) Appellen forkastes.
2) Recylex SA, Fonderie et Manufacture de Métaux SA og Harz-Metall GmbH betaler sagsomkostningerne.
Underskrifter