Foreløbig udgave
RETTENS DOM (Ottende Udvidede Afdeling)
8. maj 2024 (*)
»Den Økonomiske og Monetære Union – bankunion – den fælles afviklingsmekanisme for kreditinstitutter og visse investeringsselskaber (SRM) – Den Fælles Afviklingsfond (Afviklingsfonden) – Afviklingsinstansens afgørelse om beregning af ex ante-bidrag for 2021 – begrundelsespligt – ulovlighedsindsigelse – begrænsning af dommens tidsmæssige virkninger«
I sag T-393/21,
Max Heinr. Sutor OHG, Hamburg (Tyskland), ved advokaterne A. Glos, M. Rätz, H.-U. Klöppel og M. Meisgeier,
sagsøger,
mod
Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) ved J. Kerlin, C. De Falco og T. Wittenberg, som befuldmægtigede, bistået af advokaterne B. Meyring, T. Klupsch og S. Ianc,
sagsøgt,
har
RETTEN (Ottende Udvidede Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, A. Kornezov, og dommerne G. De Baere, D. Petrlík (refererende dommer), K. Kecsmár og S. Kingston,
justitssekretær: fuldmægtig S. Jund,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter retsmødet den 9. marts 2023,
afsagt følgende
Dom (1)
1 Med søgsmålet anlagt i henhold til artikel 263 TEUF har sagsøgeren, Max Heinr. Sutor OHG, nedlagt påstand om annullation af afgørelse SRB/ES/2021/22 fra Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) af 14. april 2021 om beregning af ex ante-bidrag for 2021 til Den Fælles Afviklingsfond (herefter »den anfægtede afgørelse«), for så vidt som den vedrører sagsøgeren.
[udelades]
III. Parternes påstande
25 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede afgørelse og den anfægtede meddelelse annulleres.
– Afviklingsinstansen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
26 Afviklingsinstansen har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
– Subsidiært, såfremt den anfægtede afgørelse annulleres, opretholdes dennes virkninger, indtil den erstattes, eller i det mindste i en periode på seks måneder fra den dato, hvor dommen bliver endelig.
IV. Retlige bemærkninger
27 Det bemærkes indledningsvis, at med søgsmålet har sagsøgeren for alle tilfældes skyld ligeledes nedlagt påstand om annullation af den anfægtede meddelelse for det tilfælde, at Retten måtte tillægge den et selvstændigt indhold i forhold til indholdet af den anfægtede afgørelse ved behandlingen af det sjette anbringende. Ifølge sagsøgeren har Afviklingsinstansen i denne meddelelse forklaret dens afgørelse om ikke at imødekomme anmodningen om en fornyet behandling af oplysningerne om ex ante-bidrag for bidragsperioderne 2018-2020.
28 Det må i denne henseende fastslås, at på trods af overskriften til påstanden om annullation af den anfægtede meddelelse, således som påstanden er formuleret af sagsøgeren, begrænser sagsøgeren sig i sin argumentation reelt til at anfægte lovligheden af den anfægtede afgørelse. Sagsøgeren har således ikke fremført nogen selvstændig og målrettet argumentation vedrørende den anfægtede meddelelse. Under disse omstændigheder må det heraf udledes, at det sjette anbringende og søgsmålet i dets helhed reelt alene vedrører den anfægtede afgørelse.
29 Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat 14 anbringender, hvor:
– det første vedrører en tilsidesættelse af artikel 5, stk. 1, litra e), i delegeret forordning 2015/63
– det andet vedrører en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, som er omhandlet i artikel 70, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 806/2014, sammenholdt med artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59
– det tredje vedrører en tilsidesættelse af princippet om ligebehandling
– det fjerde vedrører en tilsidesættelse af friheden til at oprette og drive egen virksomhed, som er beskyttet ved artikel 16 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«)
– det femte vedrører en tilsidesættelse af etableringsfriheden, som er omhandlet i bestemmelserne i artikel 49 TEUF og 54 TEUF
– det sjette vedrører en tilsidesættelse af artikel 17, stk. 3 og 4, i delegeret forordning 2015/63
– det syvende vedrører en tilsidesættelse af retten til at blive hørt, som er fastsat i chartrets artikel 41, stk. 1, og artikel 41, stk. 2, litra a)
– det ottende vedrører en tilsidesættelse af begrundelsespligten, som er fastsat i chartrets artikel 41, stk. 1, og artikel 41, stk. 2, litra c), samt i artikel 296, stk. 2, TEUF
– det niende vedrører en tilsidesættelse af princippet om effektiv retsbeskyttelse, som er fastsat i chartrets artikel 47, stk. 1
– det tiende, og subsidiært, vedrører en ulovlighedsindsigelse mod artikel 4-7 og 9 i samt bilag I til delegeret forordning 2015/63 på grund af en tilsidesættelse af begrundelsespligten, som er fastsat i artikel 296, stk. 2, TEUF
– det 11., og subsidiært, vedrører en ulovlighedsindsigelse mod artikel 4-7 og 9 i samt bilag I til delegeret forordning 2015/63 på grund af en tilsidesættelse af princippet om effektiv retsbeskyttelse, som er fastsat i chartrets artikel 47, stk. 1
– det 12., og subsidiært, vedrører en ulovlighedsindsigelse mod artikel 14, stk. 2, og artikel 3, nr. 11), i delegeret forordning 2015/63 på grund af en tilsidesættelse af artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59 og princippet om ligebehandling
– det 13., og subsidiært, vedrører en ulovlighedsindsigelse mod artikel 14, stk. 2, og artikel 3, nr. 11), i delegeret forordning 2015/63 på grund af en tilsidesættelse af friheden til at oprette og drive egen virksomhed, som er beskyttet ved chartrets artikel 16
– det 14., og subsidiært, vedrører en ulovlighedsindsigelse mod artikel 14, stk. 2, og artikel 3, nr. 11), i delegeret forordning 2015/63 på grund af en tilsidesættelse af etableringsfriheden, der beskyttet ved bestemmelserne i artikel 49 TEUF, sammenholdt med bestemmelserne i artikel 54 TEUF.
30 I replikken har sagsøgeren anført, at den frafalder det 10. og det 11. anbringende.
31 Først skal anbringenderne, med hvilke sagsøgeren har gjort gældende, at artikel 14, stk. 2, og artikel 3, nr. 11), i delegeret forordning 2015/63 er ulovlige, behandles, og dernæst skal de anbringender, der direkte vedrører lovligheden af den anfægtede afgørelse, behandles.
A. Om den ulovlighedsindsigelse, der er fremsat mod artikel 3, nr. 11), artikel 5, stk. 1, litra e), og artikel 14, stk. 2, i delegeret forordning 2015/63
32 Med overskriften til det 12., det 13. og det 14. anbringende har sagsøgeren fremsat en ulovlighedsindsigelse mod artikel 14, stk. 2, og artikel 3, nr. 11), i delegeret forordning 2015/63. Det fremgår imidlertid af stævningens begrundelse, at sagsøgeren ligeledes i det væsentlige anfægter lovligheden af denne delegerede forordnings artikel 5, stk. 1, litra e).
33 Mere konkret har sagsøgeren således med det 12. anbringende gjort gældende, at artikel 3, nr. 11), artikel 5, stk. 1, litra e), og artikel 14, stk. 2, i delegeret forordning 2015/63 tilsidesætter artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59 og princippet om ligebehandling. Med det 13. anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at disse bestemmelser i delegeret forordning 2015/63 ligeledes er i strid med friheden til at oprette og drive egen virksomhed, som er beskyttet ved chartrets artikel 16. Med det 14. anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at de nævnte bestemmelser tilsidesætter etableringsfriheden, som er beskyttet ved artikel 49 TEUF og 54 TEUF.
34 Sagsøgeren har fremsat denne ulovlighedsindsigelse for det tilfælde, at artikel 5, stk. 1, litra e), i delegeret forordning 2015/63 skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke tillader udelukkelsen af forvaltede passiver fra beregningen af passiver til fastsættelse af ex ante-bidragene.
35 Således skal det i første omgang undersøges, om artikel 5, stk. 1, litra e), i delegeret forordning 2015/63 skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke tillader en udelukkelse. Såfremt dette er tilfældet, skal det i anden omgang undersøges, om artikel 14, stk. 2, og artikel 3, nr. 11), i delegeret forordning 2015/63 er i overensstemmelse med artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59, princippet om ligebehandling og chartrets artikel 16 samt artikel 49 TEUF og 54 TEUF.
1. Om rækkevidden af artikel 5, stk. 1, litra e), i delegeret forordning 2015/63
36 I henhold til artikel 5, stk. 1, litra e), i delegeret forordning 2015/63 beregnes ex ante-bidragene »i tilfælde af investeringsselskaber« eksklusive »passiver, der opstår som følge af besiddelse af kunders aktiver eller penge, [...] under forudsætning af at disse kunder er beskyttet i henhold til den gældende insolvensret«.
37 Sagsøgeren har gjort gældende, at denne bestemmelse skal fortolkes således, at den tillader at udelukke beløbet for sagsøgerens forvaltede passiver fra beregningen af dennes passiver ved fastsættelsen af sagsøgerens ex ante-bidrag, eftersom disse passiver opfylder de betingelser, der er fastsat i nævnte bestemmelse.
38 Afviklingsinstansen har bestridt sagsøgerens argumenter.
39 Det fremgår af retspraksis, at artikel 5, stk. 1, i delegeret forordning 2015/63 ikke overlader Afviklingsinstansen en skønsmæssig beføjelse til at udelukke visse passiver ved den forholdsmæssige afpasning af ex ante-bidrag efter risiko, men opregner derimod præcist betingelserne for, om der således kan ses bort fra et passiv (jf. i denne retning dom af 3.12.2019, Iccrea Banca, C-414/18, EU:C:2019:1036, præmis 93). Ifølge samme retspraksis kan hensyntagen til ligebehandlingsprincippet, princippet om forbud mod forskelsbehandling og proportionalitetsprincippet ikke begrunde et andet resultat, idet delegeret forordning 2015/63 sondrer mellem situationer, der fremviser særlige og specifikke karakteristika, som er direkte forbundet med risikoen ved de pågældende passiver (dom af 3.12.2019, Iccrea Banca, C-414/18, EU:C:2019:1036, præmis 95).
40 Det bemærkes i denne henseende, at ifølge retspraksis skal bestemmelser, der indfører en undtagelse, fortolkes snævert (jf. i denne retning dom af 14.11.2019, State Street Bank International, C-255/18, EU:C:2019:967, præmis 39 og 40). Eftersom artikel 5, stk. 1, i delegeret forordning 2015/63 indfører en undtagelse til hovedreglen i artikel 103, stk. 2, i direktiv 2014/59 ved at tillade, at visse passiver udelukkes fra beregningen af ex ante-bidrag, skal denne bestemmelse således fortolkes snævert.
41 I denne sammenhæng skal det bemærkes, at artikel 5, stk. 1, litra e), i delegeret forordning 2015/63 fastsætter tre kumulative betingelser for udelukkelsen af de pågældende passiver fra beregningen af ex ante-bidrag, nemlig for det første den omstændighed, at disse passiver skal indehaves af et investeringsselskab, for det andet den omstændighed, at de skal opstå som følge af besiddelse af kunders aktiver eller penge, og for det tredje den omstændighed, at disse kunder skal være beskyttet i henhold til gældende insolvensret.
42 Hvad angår den første betingelse har sagsøgeren gjort gældende, at sagsøgeren skal anses for et investeringsselskab som omhandlet i artikel 5, stk. 1, litra e), i delegeret forordning 2015/63.
43 Begrebet »investeringsselskaber« er defineret i artikel 3, nr. 2), i delegeret forordning 2015/63 som omfattende »investeringsselskaber som defineret i artikel 2, stk. 1, nr. 3), i direktiv 2014/59[...]«.
44 Det er mellem parterne ubestridt, at på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse definerede artikel 2, stk. 1, nr. 3), i direktiv 2014/59 begrebet »investeringsselskab« som en henvisning til »et investeringsselskab som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 2), i forordning (EU) nr. 575/2013 [...]«, som på sin side definerede begrebet »investeringsselskab« som en henvisning til »en person som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1), i direktiv 2004/39/EF, som er omfattet af kravene i nævnte direktiv, undtagen: a) kreditinstitutter [...]«.
45 Det følger af selve ordlyden af disse bestemmelser, at undtagelsen i den delegerede forordnings artikel 5, stk. 1, litra e), ikke på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse fandt anvendelse på enheder, der både var kreditinstitutter og investeringsselskaber, som det var tilfældet med sagsøgeren. Det er i denne henseende ubestridt, at sagsøgeren er et kreditinstitut med banktilladelse som et institut som omhandlet i artikel 2 i forordning nr. 806/2014, sammenholdt med artikel 3, stk. 1, nr. 13), heri, samt i artikel 2, stk. 1, nr. 2), i direktiv 2014/59.
46 Denne konklusion ændres ikke af det af sagsøgeren anførte om, at sagsøgeren er meddelt tilladelse til at yde investeringsservice og udføre investeringsaktiviteter som omhandlet i bilag I, afsnit A, nr. 1)-7), til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og om ændring af direktiv 2002/92/EF og direktiv 2011/61/EU (EUT 2014, L 173, s. 349).
47 Hvis Kommissionen, således som Afviklingsinstansen har gjort gældende, i artikel 5, stk. 1, litra e), i delegeret forordning 2015/63 havde ønsket at omfatte både kreditinstitutter og investeringsselskaber, eller endog kreditinstitutter, der ligeledes er investeringsselskaber, ville Kommissionen således i denne bestemmelse have henvist til »institutter« og ikke til »investeringsselskaber«. Kommissionen gjorde således i denne bestemmelses litra a), b) og f) ved at anvende udtrykket »institut«. Da Kommissionen derimod har ønsket at begrænse anvendelsen af en undtagelse i henhold til denne forordnings artikel 5, stk. 1, til visse enheder, har den gjort brug af mere præcise formuleringer såsom »central[e] modpart[er]«, »værdipapircentral« og »investeringsselskaber«, der anvendes i henholdsvis denne bestemmelses litra c), litra d) og litra e).
48 Hvad endelig angår sagsøgerens argument om, at henvisningen i artikel 2, stk. 1, nr. 3), i direktiv 2014/59 til artikel 4, stk. 1, nr. 2), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT 2013, L 176, s. 1), udgør en henvisningsfejl, som Afviklingsinstansen skulle have korrigeret, har sagsøgeren ikke fremlagt nogen konkret dokumentation til støtte for dette udsagn.
49 Det bemærkes i denne henseende, at definitionen af »investeringsselskab«, således som den på nuværende tidspunkt fremgår af artikel 2, stk. 1, nr. 3), i direktiv 2014/59, blev ændret ved artikel 63, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2034 af 27. november 2019 om tilsyn med investeringsselskaber og om ændring af direktiv 2002/87/EF, 2009/65/EF, 2011/61/EU, 2013/36/EU, 2014/59/EU og 2014/65/EU (EUT 2019, L 314, s. 64). Denne definition henviser nu til artikel 4, stk. 1, nr. 22), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2033 af 27. november 2019 om tilsynsmæssige krav til investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010, (EU) nr. 575/2013, (EU) nr. 600/2014 og (EU) nr. 806/2014 (EUT 2019, L 314, s. 1), som selv for så vidt angår begrebet »investeringsselskab« henviser til artikel 4, stk. 1, nr. 1), i direktiv 2014/65, som definerer dette begreb, således at det finder anvendelse på en juridisk person, der yder investeringsservice til tredjemand, uden fra denne definition at udelukke kreditinstitutter.
50 Det er imidlertid mellem parterne ubestridt, at denne ændring af definitionen »investeringsselskab« i artikel 2, stk. 1, nr. 3), i direktiv 2014/59 først fandt anvendelse fra den 26. juni 2021 i henhold til artikel 67, stk. 1, andet afsnit, i direktiv 2019/2034, sammenholdt med 39. betragtning til samme direktiv.
51 Det følger af det ovenstående, at artikel 5, stk. 1, litra e), i delegeret forordning 2015/63 i den affattelse, der var gældende på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse den 14. april 2021, skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke tillader udelukkelsen af passiver, der indehaves af kreditinstitutter såsom sagsøgeren, fra beregningen af passiver, som anvendes til fastsættelsen af deres ex ante-bidrag.
52 Under disse omstændigheder opfylder sagsøgerens forvaltede passiver ikke den første betingelse i artikel 5, stk. 1, litra e), i delegeret forordning 2015/63.
53 Eftersom de tre betingelser i artikel 5, stk. 1, litra e), i delegeret forordning 2015/63 er kumulative, må sagsøgerens argumentation forkastes i sin helhed, uden at det er nødvendigt at undersøge, om de to øvrige betingelser er opfyldt.
54 Følgelig skal den ulovlighedsindsigelse, som sagsøgeren har fremsat under det 12., det 13. og det 14. anbringende, behandles.
2. Det 12. anbringende om, at artikel 3, nr. 11), artikel 5, stk. 1, litra e), og artikel 14, stk. 2, i delegeret forordning 2015/63 er ulovlige, for så vidt som disse bestemmelser er i strid med artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59 og princippet om ligebehandling
55 Dette anbringende er opdelt i to led, hvor det første vedrører ulovligheden af artikel 3, nr. 11), artikel 5, stk. 1, litra e), og artikel 14, stk. 2, i delegeret forordning 2015/63 på grund af tilsidesættelse af artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59, og det andet vedrører disse samme bestemmelsers tilsidesættelse af princippet om ligebehandling.
56 Det bemærkes indledningsvis, at artikel 14, stk. 2, i delegeret forordning 2015/63 pålægger institutter den forpligtelse, at de til Afviklingsinstansen som minimum skal indgive de oplysninger, der er omhandlet i bilag II til denne delegerede forordning, idet institutterne ifølge andet led i dette bilag til Afviklingsinstansen skal indberette data vedrørende »[p]assiver i alt«, hvilke er defineret i nævnte delegerede forordnings artikel 3, nr. 11), som passiver i alt som defineret i afdeling 3 i Rådets direktiv 86/635/EØF af 8. december 1986 om bankers og andre penge- og finansieringsinstitutters årsregnskaber og konsoliderede regnskaber (EFT 1986, L 372, s. 1) eller som defineret i henhold til IFRS-standarderne som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002 af 19. juli 2002 om anvendelse af internationale regnskabsstandarder (EFT 2002, L 243, s. 1).
a) Det første led om tilsidesættelse af artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59
57 Det fremgår af præmis 39-53 ovenfor, at artikel 5, stk. 1, litra e), i delegeret forordning 2015/63 ikke fastsætter, at forvaltede passiver skal udelukkes fra beregningen af ex ante-bidrag, og medtager således de nævnte passiver i denne beregning. En sådan udelukkelse er heller ikke fastsat i artikel 3, nr. 11), eller artikel 14, stk. 2, i samme delegerede forordning.
58 Sagsøgeren har i det væsentlige gjort gældende, at de ovennævnte bestemmelser i delegeret forordning 2015/63 tilsidesætter artikel 103, stk. 7, litra a), i direktiv 2014/59 med den begrundelse, at de ikke ved fastsættelsen af institutternes risikoprofil tager hensyn til de forvaltede passivers manglende risiko.
59 Afviklingsinstansen har bestridt sagsøgerens argumenter.
60 Det bemærkes i denne henseende, at Kommissionen i henhold til artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59 har beføjelse til at vedtage delegerede retsakter for at præcisere, hvordan »bidrag afpasses forholdsmæssigt efter institutternes risikoprofil«.
61 I forbindelse med en delegeret beføjelse som omhandlet i artikel 290 TEUF, råder Kommissionen imidlertid ved udøvelsen af de beføjelser, som den er tillagt, over et vidt skøn, når den bl.a. skal foretage komplekse vurderinger og evalueringer (jf. i denne retning dom af 11.5.2017, Dyson mod Kommissionen, C-44/16 P, EU:C:2017:357, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis).
62 Dette er tilfældet for så vidt angår fastsættelsen af kriterierne for at afpasse ex ante-bidraget til risikoprofilen i henhold til artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59.
63 I denne henseende skal det bemærkes, at disse bidrags særlige karakter, således som det fremgår af 105.-107. betragtning til direktiv 2014/59 og 41. betragtning til forordning nr. 806/2014, består i ud fra en forsikringsbaseret logik at sikre, at den finansielle sektor tilvejebringer tilstrækkelige finansielle ressourcer til den fælles afviklingsmekanisme, for at denne kan opfylde sine funktioner, og samtidig give de pågældende institutter incitamenter til at anvende en mindre risikobetonet model (jf. i denne retning dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 113).
64 I denne sammenhæng, og som det fremgår af 114. betragtning til direktiv 2014/59, har EU-lovgiver pålagt Kommissionen ved en delegeret retsakt at præcisere den måde, på hvilken institutters bidrag til afviklingsfinansieringsordninger bør justeres i forhold til deres risikoprofil.
65 Ud fra samme synspunkt præciseres det i 107. betragtning til dette direktiv, at der for at sikre en rimelig beregning af bidrag og give incitamenter til at anvende en mindre risikobetonet model i forbindelse med bidrag til nationale finansieringsordninger bør tages hensyn til omfanget af de kredit-, likviditets- og markedsrisici, som institutterne har påtaget sig.
66 Det følger af det ovenstående, at Kommissionen skulle udarbejde regler for justering af ex ante-bidrag på grundlag af institutternes risikoprofil ved at forfølge to forbundne mål, nemlig dels at sikre, at der tages hensyn til de forskellige risici, som er forbundet med institutternes aktiviteter, hvad enten det er bankvirksomhed eller mere generelt finansiel virksomhed, dels at tilskynde disse institutter til at følge mindre risikobetonede modeller.
67 Som det imidlertid fremgår af dokumenterne vedrørende vedtagelse af delegeret forordning 2015/63, bl.a. dokumenterne »JRC technical work supporting Commission second level legislation on risk based contributions to the (single) resolution fund« (JRC teknisk undersøgelse til støtte for Kommissionens lovgivning på sekundært niveau om risikobaserede bidrag til en (fælles) afviklingsfond) og »Commission Staff Working Document: estimates of the application of the proposed methodology for the calculation of contributions to resolution financing arrangements« (Arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene: Vurderinger vedrørende anvendelse af den foreslåede metode til beregning af bidrag til afviklingsfinansieringsordninger), indebar udviklingen af sådanne regler komplekse vurderinger og evalueringer fra Kommissionens side, for så vidt som den skulle undersøge de forskellige faktorer, i lyset af hvilke de forskellige risikotyper blev forstået i bank- og finanssektoren.
68 Henset til det ovenstående råder Kommissionen over et vidt skøn med henblik på vedtagelsen i medfør af artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59 af regler, der præciserer, hvordan »bidrag afpasses forholdsmæssigt efter institutternes risikoprofil«.
69 Under disse omstændigheder skal Unionens retsinstansers prøvelse for så vidt angår metoden for afpasning af de årlige basisbidrag i henhold til artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59 begrænses til en undersøgelse af, om udøvelsen af den skønsbeføjelse, der er tillagt Kommissionen, er behæftet med en åbenbar fejl, eller om der foreligger magtfordrejning, eller om Kommissionen åbenbart har overskredet grænserne for denne beføjelse (jf. i denne retning dom af 21.7.2011, Etimine, C-15/10, EU:C:2011:504, præmis 60).
70 Under disse omstændigheder påhviler det sagsøgeren at godtgøre, at de bestemmelser, der er nævnt i præmis 57 ovenfor, er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn eller magtfordrejning, eller at de åbenbart overskrider grænserne for den skønsbeføjelse, der er tillagt Kommissionen ved artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59, ved ikke at fastsætte, at forvaltede passiver udelukkes fra beregningen af sagsøgerens ex ante-bidrag.
71 Sagsøgeren har i denne henseende gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59, eftersom forvaltede passiver er risikofrie, hvilket er en omstændighed, der er relevant for beregningen af ex ante-bidrag af to grunde. Ifølge sagsøgeren er de af kundernes penge, som sagsøgeren opbevarer ved forvaltning, for det første beskyttet for det tilfælde, at sagsøgeren måtte blive insolvent i medfør af tysk insolvensret. Sagsøgeren har for det andet gjort gældende, at i det omfang sagsøgeren er forpligtet til at overføre kunders midler til »produktinstitutter« i tilfælde af, at et sådant institut bliver nødlidende, er disse midler i øvrigt beskyttet af indskudsgarantiordningen som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/49/EU af 16. april 2014 om indskudsgarantiordninger (EUT 2014, L 173, s. 149).
72 Det bemærkes indledningsvis, at artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59 fastsætter otte elementer, som Kommissionen skal tage hensyn til med henblik på forholdsmæssigt at afpasse ex ante-bidragene efter institutternes risikoprofil. Selv om »instituttets risikoeksponering« er blandt disse elementer, således at Kommissionen er forpligtet til at tage hensyn hertil ved vedtagelsen af en delegeret retsakt såsom delegeret forordning 2015/63, udgør dette element kun ét kriterium blandt de otte, som Kommissionen skal tage hensyn til ved udarbejdelsen af en sådan retsakt.
73 Der er dernæst intet i artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59, der indikerer, at Kommissionen er forpligtet til at lægge afgørende vægt på ét eller flere af de elementer, der er nævnt i præmis 72 ovenfor, såsom instituttets risikoeksponering. Denne bestemmelse præciserer i øvrigt ikke, hvordan Kommissionen skal tage hensyn til denne eksponering.
74 Endelig og under alle omstændigheder har sagsøgeren ikke godtgjort, at de forvaltede passiver var helt uden risiko i tilfælde af afvikling.
75 Hvad indledningsvis angår sagsøgerens argument om, at de forvaltede passiver ikke udgør en risiko i tilfælde af afvikling, idet kunders penge, der opbevares ved forvaltning, beskyttes i medfør af tysk ret i tilfælde af insolvens, må det således fastslås, at sagsøgeren ikke har bestridt det af Afviklingsinstansen anførte om, at tysk ret ikke giver nogen særlig beskyttelse til kundernes midler, så længe de befinder sig på transitkontoen.
76 Afviklingsinstansen har i denne henseende forklaret, uden at sagsøgeren har bestridt dette, at besiddelsen af disse midler på en transitkonto øgede risikoen forbundet med forvaltede passiver, idet disse midler ikke umiddelbart blev holdt adskilt fra sagsøgerens andre midler og derfor ikke var beskyttet i medfør af tysk ret i tilfælde af insolvens.
77 Hvad dette angår fremgår det i øvrigt af stævningen – og er ligeledes blevet bekræftet af sagsøgeren i retsmødet – at disse midler for så vidt angår sagsøgeren blev overført til kollektive forvaltningskonti hos »produktinstitutter« den 15. eller den 30. i måneden, hvilket indebærer, at midlerne kan blive på transitkontoen i et tidsrum på op til 15 dage uden at være beskyttet i medfør af tysk ret i tilfælde af insolvens.
78 Tilsvarende har sagsøgeren med urette gjort gældende, at de forvaltede passiver ikke udgør nogen risiko fra det tidspunkt, hvor kundernes penge overføres fra transitkontoen til »produktinstitutter«, eftersom disse midler i tilfælde af, at én af disse institutter bliver nødlidende, er beskyttet af indskudsgarantiordningen.
79 Sagsøgeren har i denne henseende ikke bestridt Afviklingsinstansens argument om, at det er nødvendigt – for at kundernes penge er beskyttet af indskudsgarantiordningen – at de pågældende »produktinstitutter« har deres hjemsted i en medlemsstat, og at kunderne ikke placerer mere end 100 000 EUR i disse institutter, således at den nævnte beskyttelse begrænses både territorialt og kvantitativt.
80 Henset til det ovenstående har sagsøgeren ikke godtgjort, at artikel 3, nr. 11), artikel 5, stk. 1, litra e), og artikel 14, stk. 2, i delegeret forordning 2015/63 var i strid med artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59.
b) Det andet led vedrørende tilsidesættelse af princippet om ligebehandling
81 Sagsøgeren har i det væsentlige gjort gældende, at den manglende udelukkelse af forvaltede passiver fra beregningen af ex ante-bidrag i artikel 3, nr. 11), artikel 5, stk. 1, litra e), og artikel 14, stk. 2, i delegeret forordning 2015/63 er i strid med princippet om ligebehandling, for så vidt som kreditinstitutterne såsom sagsøgeren selv befinder sig i en situation, der er sammenlignelig med situationen for investeringsselskaber som omhandlet i samme delegerede forordnings artikel 5, stk. 1, litra e), men behandles forskelligt.
82 Afviklingsinstansen har bestridt denne argumentation.
83 Det bemærkes, at princippet om ligebehandling som almindeligt EU-retligt princip indebærer, at ensartede situationer ikke må behandles forskelligt, og at forskellige situationer ikke må behandles ens, medmindre en sådan behandling er objektivt begrundet (dom af 3.2.2021, Fussl Modestraße Mayr, C-555/19, EU:C:2021:89, præmis 95).
84 Eftersom sagsøgeren har påberåbt sig en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, er det sagsøgeren, der skal præcisere, hvilke sammenlignelige situationer der efter dennes opfattelse er blevet behandlet forskelligt, eller hvilke forskellige situationer der efter dennes opfattelse er blevet behandlet ens (dom af 12.4.2013, Du Pont de Nemours (France) m.fl. mod Kommissionen, T-31/07, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:167, præmis 311).
85 I henhold til fast retspraksis skal spørgsmålet om den ensartede karakter af forskellige situationer vurderes under hensyn til alle de forhold, som kendetegner dem. Disse omstændigheder skal navnlig fastlægges og vurderes på grundlag af indholdet af og formålet med den EU-retsakt, der indfører en forskellig behandling. Endvidere skal der tages hensyn til de principper og formål, der finder anvendelse inden for det område, som denne retsakt henhører under (jf. dom af 3.2.2021, Fussl Modestraße Mayr, C-555/19, EU:C:2021:89, præmis 99 og den deri nævnte retspraksis).
86 For så vidt angår indholdet af og formålet med direktiv 2014/59, forordning nr. 806/2014 og delegeret forordning 2015/63 skal det bemærkes, at disse retsakter henhører under området for SRM, hvis oprettelse i overensstemmelse med 12. betragtning til forordning nr. 806/2014 tager sigte på at sikre en neutral tilgang til behandlingen af nødlidende institutter, at øge den finansielle stabilitet af institutterne i de medlemsstater, der deltager i SRM, og at forebygge, at eventuelle kriser har afsmittende virkninger i medlemsstater, der ikke deltager i denne mekanisme, for således at være til gavn for det indre markeds funktion som helhed.
87 Hvad i øvrigt nærmere bestemt angår bestemmelserne i direktiv 2014/59, forordning nr. 806/2014 og delegeret forordning 2015/63, der indfører ex ante-bidragene, fremgår det af præmis 63 ovenfor, at disse bestemmelser har til formål ud fra en forsikringsbaseret logik at sikre, at den finansielle sektor tilvejebringer tilstrækkelige finansielle ressourcer til SRM, for at denne kan opfylde sine funktioner og give de pågældende institutter incitamenter til at anvende en mindre risikobetonet model.
88 Det er henset til disse principper og formål, at det for det første skal undersøges, om kreditinstitutter, der har tilladelse til ligeledes at udøve investeringsaktiviteter såsom sagsøgeren, befinder sig i en situation, der er sammenlignelig med situationen for de investeringsselskaber, der er omhandlet i artikel 5, stk. 1, litra e), i delegeret forordning 2015/63 (herefter »investeringsselskaber«), for så vidt angår medregning af forvaltede passiver med henblik på beregning af ex ante-bidrag.
89 Det bemærkes i denne henseende, at ex ante-bidragene har til formål at finansiere afviklingsforanstaltninger, hvis vedtagelse er betinget af – således som det fremgår af artikel 18, stk. 1, litra c), og artikel 18, stk. 5, i forordning nr. 806/2014 – at en sådan foranstaltning er nødvendig i almenhedens interesse, dvs. at den navnlig gør det muligt at opfylde formålet – som er nævnt i denne forordnings artikel 14, stk. 2, litra b) – om at undgå de betydelige negative konsekvenser, som en likvidation af et institut kunne have for den finansielle stabilitet, navnlig ved at forebygge afsmittende virkninger, herunder for markedets infrastrukturer, og ved at opretholde markedsdisciplinen.
90 Således som det er anført i fjerde betragtning til direktiv 2019/2034, udgør kreditinstitutter og investeringsselskaber ikke en sammenlignelig risiko for så vidt angår de skadelige virkninger, som deres sammenbrud kunne have for den finansielle stabilitet, eftersom investeringsselskaber, i modsætning til kreditinstitutter, ikke har store porteføljer af lån til privatkunder og erhvervskunder og ikke modtager indlån. Den omstændighed, at der indehaves store porteføljer af indlån fra og lån til privatkunder og erhvervskunder, medfører således en risiko for den finansielle stabilitet, når privatkunder og erhvervskunder som skyldnere ikke i betydeligt omfang formår at tilbagebetale disse lån til de pågældende kreditinstitutter, eller når et betydeligt antal indskud hæves.
91 Dette gælder så meget desto mere, som kreditinstitutternes og investeringsselskabernes kunder er forskellige. Investeringsselskabernes kundekreds består nemlig af – således som Afviklingsinstansen har gjort gældende uden at blive modsagt – personer, der gør brug af visse specifikke ydelser forbundet med finansielle instrumenter, idet denne konstatering bekræftes af definitionen af begrebet »kunde« i sådanne virksomheder, som er defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 9), i direktiv 2014/65. Derimod, og således som det fremgår af artikel 4, stk. 1, nr. 1), i forordning nr. 575/2013, tager kreditinstitutter, herunder dem, der ligeledes har tilladelse til at udøve investeringsaktiviteter, imod indskud eller andre midler, der skal tilbagebetales, og yder lån for egen regning, således at de tilbyder deres tjenesteydelser til en bredere kreds af personer.
92 Under disse omstændigheder er sandsynligheden for, at et kreditinstitut tages under afvikling i henhold til artikel 18, stk. 1, litra c), og artikel 18, stk. 5, i forordning nr. 806/2014, højere end sandsynligheden for, at et investeringsselskab tages under afvikling, således at disse to kategorier af virksomheder ikke i denne henseende befinder sig i en sammenlignelig situation.
93 Tilsvarende er situationen for disse institutter ikke sammenlignelig med hensyn til behandlingen af forvaltede passiver.
94 På dette punkt har sagsøgeren ikke reelt bestridt, at de investeringsselskaber, der ikke har tilladelse til at foretage indskudstransaktioner, i henhold til § 84, stk. 2, i Wertpapierhandelsgesetz (lov om handel med værdipapirer) af 9. september 1998 (BGBl. 1998 I, s. 2708) har pligt til omgående at adskille de midler, som de modtager af kunderne på forvaltningskonti oprettet hos kreditinstitutter. Et kreditinstitut, såsom sagsøgeren, har derimod ikke pligt til at gøre dette i forbindelse med udøvelsen af investeringsaktiviteter, eftersom det, således som det fremgår af betragtningerne i præmis 76 og 77 ovenfor, ikke har pligt til omgående at overføre nævnte midler fra transitkontoen til »produktinstitutter«.
95 Under disse omstændigheder har sagsøgeren ikke godtgjort, at forvaltede passiver, der indehaves af investeringsselskaber, var udsat for et højt risikoniveau, som er sammenligneligt med det for forvaltede passiver, der indehaves af kreditinstitutter, som ligeledes har tilladelse til at udøve investeringsaktiviteter, såsom sagsøgeren selv. Sagsøgeren kan følgelig ikke gøre gældende, at situationen for kreditinstitutter, der ligeledes har tilladelse til at udøve investeringsaktiviteter, herunder sagsøgeren, er sammenlignelig med situationen for investeringsselskaber, og at disse to typer virksomheder dermed skal behandles på samme måde med hensyn til udelukkelsen af forvaltede passiver fra beregningen af ex ante-bidrag.
96 For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at artikel 3, nr. 11), og artikel 14, stk. 2, i delegeret forordning 2015/63 indfører en ulighed i behandlingen af institutter, der har hjemsted i Tyskland, og dem, der har deres hjemsted i de medlemsstater, der har gjort brug af den undtagelse, der er fastsat i artikel 10, stk. 1, tredje punktum, i direktiv 86/635.
97 Det bemærkes i denne henseende, at i henhold til artikel 70, stk. 2, andet afsnit, litra b), i forordning nr. 806/2014 og artikel 103, stk. 2, i direktiv 2014/59 beregner Afviklingsinstansen et årligt basisbidrag for hvert enkelt institut således som anført i præmis 17 ovenfor. Dette bidrag baseres pro rata i forhold til det pågældende instituts passiver eksklusive kapitalgrundlag og dækkede indskud i forhold til de samlede passiver eksklusive kapitalgrundlag og dækkede indskud for alle de institutter, der er meddelt tilladelse på de medlemsstaters område, der deltager i SRM – for så vidt angår den del af dette bidrag, der beregnes på bankunionens grundlag – og alle institutter, der er meddelt tilladelse på den medlemsstats område, hvor det pågældende institut har sit hjemsted – for den del af bidraget, der beregnes på nationalt grundlag.
98 For så vidt angår fastsættelsen af de passiver, der skal tages i betragtning med henblik på denne beregning, skal det bemærkes, at artikel 3, nr. 11), i delegeret forordning 2015/63 definerer »passiver i alt« som »passiver i alt som defineret i afdeling 3 i [direktiv 86/635] eller som defineret i henhold til IFRS-standarderne som omhandlet i [forordning nr. 1606/2002]«.
99 I henhold til artikel 10, stk. 1, i direktiv 86/635, som findes i dette direktivs afdeling 3, skal de midler, som et institut forvalter i eget navn, men for fremmed regning, endvidere som hovedregel opføres på dette instituts balance, såfremt det er indehaver af de tilsvarende aktiver.
100 Når dette er sagt, bestemmer artikel 10, stk. 1, tredje punktum, i direktiv 86/635, at medlemsstaterne kan tillade, at de pågældende institutter opfører disse midler under stregen, forudsat at der findes en særordning, hvorefter de kan holdes uden for bomassen i tilfælde af instituttets konkurs eller likvidation.
101 Parterne har i denne henseende anført, at i henhold til de bestemmelser, som Forbundsrepublikken Tyskland vedtog for at efterkomme artikel 10 i direktiv 86/635, skulle forvaltede passiver, der indehaves af et kreditinstitut, der har tilladelse til at udøve investeringsaktiviteter, og som har hjemsted i denne stat – såsom sagsøgeren – være opført på dette instituts balance.
102 Parterne har ligeledes anført, at visse medlemsstater gjorde brug af den mulighed, der er givet i artikel 10, stk. 1, tredje punktum, i direktiv 86/635, til at give tilladelse til, at institutter med hjemsted i disse stater kan opføre de midler, der forvaltes i eget navn, men for fremmed regning, under stregen.
103 Heraf følger, ifølge sagsøgeren, at selv om et institut har hjemsted i en medlemsstat, som har gjort brug af muligheden givet i artikel 10, stk. 1, tredje punktum, i direktiv 86/635, kan det lade passiver, der vedrører sådanne formueforvaltningsaktiviteter, opføre under stregen, således at disse passiver ikke medtages i beregningen af dets årlige basisbidrag. Forvaltede passiver, der indehaves af institutter med hjemsted i de medlemsstater, der ikke har gjort brug af muligheden for at opføre forvaltede aktiver og passiver under stregen såsom Tyskland, medregnes derimod i denne beregning.
104 Den konsekvens, der er beskrevet i præmis 103 ovenfor, følger således af den fælles anvendelse af artikel 70, stk. 2, andet afsnit, litra b), i forordning nr. 806/2014 og artikel 103, stk. 2, i direktiv 2014/59, sammenholdt med afdeling 3 i direktiv 86/635 og navnlig dets artikel 10, stk. 1, tredje punktum, som definerer begrebet »passiv« hos institutterne og fastsætter medlemsstaternes mulighed for at vælge andre regler for så vidt angår medtagelse af forvaltede passiver på institutternes balance.
105 Sagsøgeren har imidlertid ikke bestridt gyldigheden af disse bestemmelser i forhold til princippet om ligebehandling.
106 Selv om sagsøgerens argumentation i øvrigt skal forstås således, at sagsøgeren reelt gør gældende, at artikel 3, nr. 11), og artikel 14, stk. 2, i delegeret forordning 2015/63 er i strid med princippet om ligebehandling med den begrundelse, at disse bestemmelser ikke tager hensyn til den eksisterende forskel mellem regnskabsreglerne i de forskellige medlemsstater for så vidt angår medregning af forvaltede passiver på institutternes balance, skal det bemærkes, at princippet om ligebehandling ikke kan give Kommissionen bemyndigelse, når den vedtager delegerede retsakter i henhold til artikel 290 TEUF, til at handle ud over den delegerede beføjelse, den er tillagt af EU-lovgiver på grundlag af denne sidstnævnte bestemmelse. Det tilkommer følgelig ikke Kommissionen at afhjælpe de forskellige nationale bestemmelser om gennemførelse af EU-retten, medmindre den gives bemyndigelse hertil ved en retsakt.
107 I det foreliggende tilfælde giver hverken direktiv 2014/59 eller forordning nr. 806/2014 Kommissionen bemyndigelse til at harmonisere de nationale regnskabsregler om medregning af forvaltede passiver på institutternes balance.
108 Under disse omstændigheder kan sagsøgeren ikke kritisere Kommissionen for at have tilsidesat princippet om ligebehandling ved ikke at have afhjulpet eksisterende uoverensstemmelser for så vidt angår nationale regnskabsregler om medregning af disse passiver på balancen.
109 Under alle omstændigheder, og selv hvis det antages, at Kommissionen i artikel 3, nr. 11), i delegeret forordning 2015/63 kunne have fastsat en anden definition af passiver end den, der findes i afdeling 3 i direktiv 86/635, følger det ikke heraf, at denne delegerede forordnings artikel 3, nr. 11), tilsidesætter princippet om ligebehandling.
110 Som det fremgår af retspraksis tager forbuddet mod forskelsbehandling således ikke sigte på en eventuel forskellig behandling fra den ene medlemsstat til den anden, som kan følge af medlemsstaternes forskellige lovgivninger, på den betingelse, at disse lovgivninger påvirker alle personer, der er omfattet af deres anvendelsesområde, på samme måde (jf. i denne retning dom af 16.7.2009, Horvath, C-428/07, EU:C:2009:458, præmis 55, og af 19.9.2013, Panellinios Syndesmos Viomichanion Metapoiisis Kapnou, C-373/11, EU:C:2013:567, præmis 35).
111 Selv om dette princip ganske vist er blevet udviklet inden for rammerne af fortolkningen af EU-retlige bestemmelser i relation til en bedømmelse af foreneligheden af en national lovgivning med princippet om forbud mod forskelsbehandling, kan det imidlertid ikke forholde sig anderledes for så vidt angår bedømmelsen af gyldigheden af den EU-retlige bestemmelse, der tildeler medlemsstaterne en skønsbeføjelse, i henhold til hvilken de vedtager de pågældende forskellige lovgivninger (dom af 19.9.2013, Panellinios Syndesmos Viomichanion Metapoiisis Kapnou, C-373/11, EU:C:2013:567, præmis 36).
112 I den foreliggende sag har sagsøgeren ikke gjort gældende, og endnu mindre godtgjort, at den pågældende tyske lovgivning ikke påvirkede alle personer, der er omfattet af dens anvendelsesområde, på samme måde.
113 Vedtagelsen af EU-lovgivning på et bestemt politikområde kan endvidere have forskellige virkninger for visse økonomiske operatører på grund af deres individuelle situation eller på grund af de nationale regler, som de i øvrigt er underlagt, idet sådanne virkninger ikke kan anses for at være en tilsidesættelse af princippet om ligebehandling, såfremt den nævnte lovgivning har grundlag i objektive kriterier, der er egnede til de mål, der forfølges hermed (jf. i denne retning og analogt dom af 19.9.2013, Panellinios Syndesmos Viomichanion Metapoiisis Kapnou, C-373/11, EU:C:2013:567, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).
114 I denne henseende har sagsøgeren ikke fremlagt nogen oplysninger for Retten, hvoraf det fremgår, at artikel 3, nr. 11), i delegeret forordning 2015/63, for så vidt som denne bestemmelse henviser til afdeling 3 i direktiv 86/635, ikke havde grundlag i objektive kriterier, der er egnede til de mål, der forfølges med delegeret forordning 2015/63.
115 Der kan derfor ikke gives medhold i sagsøgerens argument herom.
116 For det tredje har sagsøgeren gjort gældende, at denne er udsat for en ulige behandling i forhold til kreditinstitutter, der opstiller deres balance efter de internationale regnskabsstandarder, mens sagsøgeren ikke kan udarbejde sin balance efter disse standarder, eftersom kun moderselskaber ifølge gældende tysk lovgivning har ret til at udarbejde deres balance udelukkende efter disse standarder.
117 I denne henseende bemærkes for det første, at en sådan angiveligt ulige behandling er en følge af anvendelsen af en regel, som finder sin oprindelse i gældende tysk lovgivning, og ikke i artikel 3, nr. 11), artikel 5, stk. 1, litra e), eller artikel 14, stk. 2, i delegeret forordning 2015/63, som sagsøgeren bestrider gyldigheden af.
118 For det andet og under alle omstændigheder kunne sagsøgeren, således som denne selv har erkendt, have udarbejdet regnskaber i overensstemmelse med de internationale regnskabsstandarder, men valgte ikke at gøre dette af administrative og økonomiske årsager. Under disse omstændigheder kan sagsøgeren ikke af denne grund påberåbe sig en ulige behandling.
119 Det følger af det ovenstående, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at artikel 3, nr. 11), artikel 5, stk. 1, litra e), eller artikel 14, stk. 2, i delegeret forordning 2015/63 tilsidesatte princippet om ligebehandling.
120 Følgelig må det 12. anbringende forkastes som ugrundet.
[udelades]
B. Om anbringenderne vedrørende lovligheden af den anfægtede afgørelse
1. Det første anbringende om tilsidesættelse af artikel 5, stk. 1, litra e), i delegeret forordning 2015/63
144 Sagsøgeren har gjort gældende, at ved at afvise at udelukke beløbet for sagsøgerens forvaltede passiver fra beregningen af ex ante-bidrag har Afviklingsinstansen tilsidesat artikel 5, stk. 1, litra e), i delegeret forordning 2015/63. Den argumentation, der er fremført til støtte for dette anbringende, er opdelt i to led.
a) Det første led om manglende hensyntagen til den omstændighed, at sagsøgeren opfylder alle betingelserne, der er fastsat i artikel 5, stk. 1, litra e), i delegeret forordning 2015/63
145 Sagsøgeren har gjort gældende, at idet den anfægtede afgørelse fra beregningen af ex ante-bidrag afviser at udelukke beløbet for de forvaltede passiver, tilsidesætter den artikel 5, stk. 1, litra e), i delegeret forordning 2015/63.
146 Afviklingsinstansen har bestridt denne argumentation.
147 Som det fremgår af præmis 39-52 ovenfor, skal artikel 5, stk. 1, litra e), i delegeret forordning 2015/63 fortolkes således, at denne bestemmelse ikke tillader at udelukke sagsøgerens forvaltede passiver fra beregningen af dennes ex ante-bidrag.
148 Under disse omstændigheder begik Afviklingsinstansen ikke en retlig fejl, da den ikke udelukkede beløbet for disse passiver fra beregningen af sagsøgerens ex ante-bidrag.
149 Det første anbringendes første led skal følgelig forkastes som ugrundet.
b) Det andet led vedrørende anvendelse ved analogi af artikel 5, stk. 1, litra e), i delegeret forordning 2015/63
150 Sagsøgeren har gjort gældende, at såfremt artikel 5, stk. 1, litra e), i delegeret forordning 2015/63 skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke tillader udelukkelse af sagsøgerens forvaltede passiver fra beregningen af sagsøgerens ex ante-bidrag, kræver formålet med denne delegerede forordning og princippet om ligebehandling samt proportionalitetsprincippet, at denne bestemmelse anvendes ved analogi på sagsøgerens situation.
151 Afviklingsinstansen har bestridt denne argumentation.
152 Det bemærkes indledningsvis, at anvendelsen af artikel 5, stk. 1, litra e), i delegeret forordning 2015/63 på situationer, der kan sidestilles med de situationer, som denne bestemmelse omhandler, skønt de ikke opfylder betingelserne heri, ifølge retspraksis er uforenelig med ordlyden af den nævnte bestemmelse (jf. i denne retning dom af 3.12.2019, Iccrea Banca, C-414/18, EU:C:2019:1036, præmis 92).
153 Domstolen har således fastslået, at artikel 5, stk. 1, i delegeret forordning 2015/63 ikke overlader de kompetente myndigheder en skønsmæssig beføjelse til at udelukke visse passiver ved den forholdsmæssige afpasning af bidrag efter risiko som omhandlet i artikel 103, stk. 2, i direktiv 2014/59, men opregner derimod præcist betingelserne for, hvordan visse passiver kan udelukkes fra beregningen af ex ante-bidrag (jf. i denne retning dom af 3.12.2019, Iccrea Banca, C-414/18, EU:C:2019:1036, præmis 93).
154 Følgelig og i modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, begik Afviklingsinstansen ikke en retlig fejl, da den ikke heroverfor ved analogi anvendte artikel 5, stk. 1, litra e), i delegeret forordning 2015/63.
155 Den hensyntagen til princippet om ligebehandling og proportionalitetsprincippet, som sagsøgeren har påberåbt sig, kan ikke begrunde et andet resultat, idet delegeret forordning 2015/63 sondrer mellem situationer, der fremviser særlige og specifikke karakteristika, som er direkte forbundet med risikoen ved de pågældende passiver (dom af 3.12.2019, Iccrea Banca, C-414/18, EU:C:2019:1036, præmis 95).
156 Under alle omstændigheder, og henset til de betragtninger, der er anført i præmis 83-120 ovenfor, kan sagsøgeren ikke gøre gældende, at den manglende anvendelse ved analogi af artikel 5, stk. 1, litra e), i delegeret forordning 2015/63 er i strid med princippet om ligebehandling.
157 Den samme konklusion gør sig gældende for så vidt angår proportionalitetsprincippet.
158 Det fremgår i denne henseende af retspraksis, at proportionalitetsprincippet, der hører til EU-rettens almindelige grundsætninger, kræver, at EU-institutionernes retsakter skal være egnede til at nå de legitime mål, der forfølges med den omhandlede lovgivning, og ikke må gå ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål, hvorved det forudsættes, at såfremt det er muligt at vælge mellem flere egnede foranstaltninger, skal den mindst indgribende foranstaltning vælges, og de forvoldte ulemper må ikke være uforholdsmæssige i forhold til de tilsigtede mål (dom af 4.5.2016, Philip Morris Brands m.fl., C-547/14, EU:C:2016:325, præmis 165, og af 20.1.2021, ABLV Bank mod SRB, T-758/18, EU:T:2021:28, præmis 142; jf. ligeledes i denne retning dom af 8.6.2010, Vodafone m.fl., C-58/08, EU:C:2010:321, præmis 51).
159 Hvad indledningsvis angår egnetheden af medregningen af sagsøgerens forvaltede passiver i beregningen af dennes ex ante-bidrag har sagsøgeren ikke bestridt det forhold, at medtagelse af dennes forvaltede passiver i denne beregning bidrager til opfyldelsen af målene med ex ante-bidragene, som beskrevet i præmis 63 ovenfor, ved at tilvejebringe tilstrækkelige finansielle midler til SRM, for at denne kan opfylde sine funktioner, og ved at give institutterne incitamenter til at anvende en mindre risikobetonet model.
160 Sagsøgeren har i denne henseende begrænset sig til at fremsætte ikke- underbyggede udsagn.
161 Sagsøgeren har således for det første gjort gældende, at medregning af sagsøgerens forvaltede passiver i beregningen af dennes ex ante-bidrag pålægger sagsøgeren en uacceptabel og klart uforholdsmæssig byrde i forhold til dennes størrelse. Henset til betragtningerne i præmis 39-52 ovenfor kan der imidlertid ikke gives medhold i et sådant argument, idet udelukkelsen af passiver, der er fastsat i artikel 5, stk. 1, litra e), i delegeret forordning 2015/63, ikke afhænger af de pågældende institutters størrelse, men af overholdelsen af de betingelser, der er fastsat i denne bestemmelse, og som ikke har nogen sammenhæng med deres størrelse.
162 Sagsøgeren har for det andet gjort gældende, at medtagelse af beløbet for de forvaltede passiver i beregningen af sagsøgerens passiver ved fastsættelse af dennes ex ante-bidrag er i strid med de kriterier, der er opstillet i artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59. Det er i denne henseende tilstrækkeligt at fastslå, at sagsøgeren ikke i tilstrækkelig grad efter den krævede retlige standard har forklaret sammenhængen mellem dette argument og proportionalitetsprincippet.
163 Hvad endvidere angår nødvendigheden af medregningen af sagsøgerens forvaltede passiver i beregningen af dennes ex ante-bidrag, henset til de mål, der er nævnt i præmis 63 ovenfor, bemærkes, at sagsøgeren i det væsentlige har fremført to argumenter.
164 For det første har sagsøgeren gjort gældende, at medregningen af dennes forvaltede passiver ikke er nødvendig, idet kundernes midler allerede er indsamlet i form af indskud af »produktinstitutter« og beskyttet af indskudsgarantiordningen, og at der består tilstrækkelige garantier for, at disse kunder er beskyttet af gældende lovgivning på insolvensområdet. Ifølge sagsøgeren fører medregningen af dennes forvaltede passiver til en eventuel dobbelt medregning af disse passiver i forbindelse med beregningen af sagsøgerens ex ante-bidrag.
165 Sagsøgeren har i denne henseende imidlertid ikke forklaret, hvilken konkret metode for beregning af ex ante-bidrag der ville være mindre indgribende for institutterne samtidig med at være egnet til – på en lige så effektiv måde – at nå de mål, der er omhandlet i præmis 63 ovenfor, idet der navnlig kompenseres for nedgangen i de finansielle midler, der er til rådighed under Afviklingsfonden, som en sådan udelukkelse ville indebære.
166 Endvidere og under alle omstændigheder har sagsøgeren ikke anført noget forhold, der kan ændre Afviklingsinstansens udsagn – som er nævnt i præmis 79 ovenfor – om, at det er nødvendigt, for at kundernes penge er beskyttet af indskudsgarantiordningen, at de pågældende »produktinstitutter« har deres hjemsted i en medlemsstat, og at kunder ikke placerer mere end 100 000 EUR i sådanne institutter.
167 Hvad endelig angår sagsøgerens argument om, at medregningen af dennes forvaltede passiver fører til en angivelig dobbelt medregning af disse passiver i forbindelse med beregningen af sagsøgerens ex ante-bidrag, er det tilstrækkeligt at bemærke, at sagsøgeren ikke har fremsat noget argument, der indikerer, at Kommissionen med artikel 5, stk. 1, litra e), i delegeret forordning 2015/63 havde til hensigt helt at fjerne enhver form for dobbelt medregning af passiver.
168 For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at medregningen af sagsøgerens forvaltede passiver i beregningen af dennes ex ante-bidrag ikke opfylder nødvendighedskriteriet, idet sagsøgerens kunder i tilfælde af insolvens har ret til adskillelse af forvaltede aktiver, der forvaltes af denne, hvilket viser, at der består tilstrækkelige garantier til beskyttelse af disse kunder.
169 For det første må denne argumentation forkastes af de samme grunde som dem, der er anført i præmis 165 ovenfor.
170 For det andet og under alle omstændigheder har sagsøgeren ikke godtgjort, at dennes kunders aktiver og kontanter i tilfælde af insolvens er dækket af garantier, der er sammenlignelige med dem, der dækker aktiver og kontanter tilhørende kunder i investeringsselskaber, således som det er anført i præmis 75-77 ovenfor.
171 Endelig har sagsøgeren ikke for Retten fremført noget forhold til godtgørelse af, at medtagelse af sagsøgerens forvaltede passiver i beregningen af dennes ex ante-bidrag medfører ulemper, der er åbenbart uforholdsmæssige i forhold til de mål, der er nævnt i præmis 63 ovenfor.
172 Under disse omstændigheder må det første anbringendes andet led forkastes, og dermed forkastes dette anbringende i sin helhed.
[udelades]
6. Om begrundelsen for fastsættelsen af det årlige målniveau
240 Det bemærkes indledningsvis, at en manglende eller utilstrækkelig begrundelse udgør et anbringende om grundlæggende retsprincipper, som Unionens retsinstanser kan – eller skal – tage stilling til ex officio (jf. dom af 2.12.2009, Kommissionen mod Irland m.fl., C-89/08 P, EU:C:2009:742, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis). Følgelig kan – eller skal – Retten ligeledes tage hensyn til andre begrundelsesmangler end dem, som sagsøgeren har påberåbt sig, navnlig når disse viser sig under sagens behandling.
241 I det foreliggende tilfælde er det Rettens opfattelse, at det tilkommer den ex officio at undersøge, om Afviklingsinstansen har tilsidesat sin begrundelsespligt for så vidt angår fastsættelsen af det årlige målniveau.
242 Med henblik herpå er parterne ved en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse og i retsmødet blevet hørt om alle eventuelle begrundelsesmangler, som den anfægtede afgørelse kunne være behæftet med, for så vidt angår fastsættelsen af det årlige målniveau.
243 Efter denne præcisering skal det bemærkes, at ved udgangen af den indledende periode på otte år fra den 1. januar 2016 (herefter »den indledende periode«) skal Afviklingsfondens disponible finansielle midler i henhold til artikel 69, stk. 1, i forordning nr. 806/2014 nå det endelige målniveau, som svarer til mindst 1% af de dækkede indskud i alle de kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse i alle de medlemsstater, der deltager i SRM (herefter »det endelige målniveau«).
244 Ifølge artikel 69, stk. 2, i forordning nr. 806/2014 skal ex ante-bidragene i den indledende periode fordeles så jævnt som muligt over perioden, indtil det endelige målniveau, som er omtalt i præmis 243 ovenfor, er nået, men under behørig hensyntagen til konjunkturudviklingen og til den indvirkning, som procykliske bidrag kan have på institutternes finansielle stilling.
245 Artikel 70, stk. 2, i forordning nr. 806/2014 præciserer, at de bidrag, som skal betales af alle de institutter, der er meddelt tilladelse på alle de medlemsstaters område, der deltager i SRM, hvert år ikke må overstige 12,5% af det endelige målniveau.
246 Hvad angår metoden til beregning af ex ante-bidragene bestemmer artikel 4, stk. 2, i delegeret forordning 2015/63, at Afviklingsinstansen skal fastsætte deres størrelse på grundlag af det årlige målniveau under hensyntagen til det endelige målniveau og på grundlag af gennemsnittet af dækkede indskud i det foregående år, beregnet kvartalsvis, for alle de institutter, der er meddelt tilladelse på alle de medlemsstaters område, der deltager i SRM.
247 Tilsvarende fremgår det af artikel 4 i gennemførelsesforordning 2015/81, at Afviklingsinstansen beregner det årlige ex ante-bidrag for hvert institut på grundlag af det årlige målniveau, som skal fastsættes i forhold til det endelige målniveau og i overensstemmelse med den metode, der er fastsat i delegeret forordning 2015/63.
248 I den foreliggende sag fastsatte Afviklingsinstansen, som det fremgår af 48. betragtning til den anfægtede afgørelse, det årlige målniveau for bidragsperioden 2021 til 11 287 677 212,56 EUR.
249 I 36. og 37. betragtning til den anfægtede afgørelse forklarede Afviklingsinstansen i det væsentlige, at det årlige målniveau skal fastsættes på grundlag af en analyse af udviklingen i de dækkede indskud i de foregående år, enhver relevant udvikling i den økonomiske situation og en analyse af indikatorer vedrørende konjunkturfasen og de virkninger, som procykliske bidrag vil kunne have på institutternes finansielle stilling. Afviklingsinstansen vurderede det efterfølgende passende at fastsætte en koefficient baseret på denne analyse og på de finansielle midler, der var til rådighed for Afviklingsfonden (herefter »koefficienten«). Afviklingsinstansen anvendte denne koefficient på en ottendedel af det gennemsnitlige indskudsbeløb, der blev dækket i 2020, for at nå frem til det årlige målniveau.
250 Afviklingsinstansen har i 38.-47. betragtning til den anfægtede afgørelse redegjort for fremgangsmåden ved fastsættelsen af koefficienten.
251 I 38. betragtning til den anfægtede afgørelse bemærkede Afviklingsinstansen, at der var en konstant opadgående tendens i dækkede indskud for alle institutter i de medlemsstater, der deltager i SRM. Navnlig nåede gennemsnittet af disse indskud, beregnet kvartalsvis, for 2020 op på 6,689 bio. EUR.
252 I 40. og 41. betragtning til den anfægtede afgørelse fremlagde Afviklingsinstansen den forventede udvikling i dækkede indskud for de resterende tre år af den indledende periode, dvs. fra 2021 til 2023. Den anslog, at de årlige vækstrater for dækkede indskud indtil udgangen af den indledende periode ville være på mellem 4% og 7%.
253 I 42.-45. betragtning til den anfægtede afgørelse fremlagde Afviklingsinstansen en vurdering af konjunkturfasen og den potentielle procykliske virkning, som ex ante-bidragene ville kunne have på institutternes finansielle stilling. I denne forbindelse anførte den, at den havde taget hensyn til en række indikatorer, såsom Kommissionens prognose for væksten i bruttonationalproduktet og Den Europæiske Centralbanks fremskrivninger i denne henseende, eller kreditstrømmen fra den private sektor som en procentdel af bruttonationalproduktet.
254 I 46. betragtning til den anfægtede afgørelse konkluderede Afviklingsinstansen, at selv om det var rimeligt at forvente yderligere vækst i dækkede indskud inden for bankunionen, ville stigningen i væksten være lavere end i 2020. I denne forbindelse anførte Afviklingsinstansen i 47. betragtning til den anfægtede afgørelse, at den havde anvendt en »forsigtig tilgang« med hensyn til vækstraterne for dækkede indskud i de kommende år frem til 2023.
255 I lyset af disse betragtninger fastsatte Afviklingsinstansen i 48. betragtning til den anfægtede afgørelse værdien af koefficienten til 1,35%. Den beregnede derefter beløbet for det årlige målniveau ved at multiplicere det gennemsnitlige beløb for dækkede indskud i 2020 med denne koefficient og dividere resultatet af denne beregning med otte i overensstemmelse med følgende matematiske formel i 48. betragtning til den nævnte afgørelse:
»Målniveau0 [beløbet for det årlige målniveau] = Samlede dækkede indskud2020 * 0,0135 * ⅛ = 11 287 677 212,56 EUR«.
256 I retsmødet oplyste Afviklingsinstansen imidlertid, at den havde fastsat det årlige målniveau for bidragsperioden 2021 som følger.
257 For det første havde Afviklingsinstansen på grundlag af en fremadrettet analyse fastsat beløbet for de dækkede indskud for alle de institutter, der er meddelt tilladelse på alle de medlemsstaters område, der deltager i SRM, fremskrevet til udgangen af den indledende periode, til ca. 7,5 bio. EUR. For at nå frem til dette beløb havde Afviklingsinstansen taget hensyn til det gennemsnitlige beløb for dækkede indskud i 2020, nemlig 6,689 bio. EUR, en årlig vækstrate for dækkede indskud på 4% og antallet af resterende bidragsperioder indtil udgangen af den indledende periode, dvs. tre.
258 For det andet havde Afviklingsinstansen i overensstemmelse med artikel 69, stk. 1, i forordning nr. 806/2014 beregnet 1% af disse 7,5 bio. EUR for at nå frem til det skønnede endelige målniveau, der skal være nået ved udgangen af den indledende periode, dvs. ca. 75 mia. EUR.
259 For det tredje havde Afviklingsinstansen fra sidstnævnte beløb fratrukket de finansielle ressourcer, der allerede var til rådighed for Afviklingsfonden i 2021, dvs. ca. 42 mia. EUR, for at nå frem til det resterende beløb, der skulle opkræves i de resterende bidragsperioder indtil udløbet af den indledende periode, dvs. fra 2021 til 2023. Dette beløb udgjorde ca. 33 mia. EUR.
260 For det fjerde havde Afviklingsinstansen divideret det sidstnævnte beløb med tre med henblik på en ensartet fordeling mellem de tre resterende bidragsperioder. Det årlige målniveau for bidragsperioden 2021 blev således fastsat til det beløb, der er nævnt i præmis 248 ovenfor, dvs. ca. 11,287 mia. EUR.
261 Afviklingsinstansen erklærede også i retsmødet, at den offentliggjorde de oplysninger, som metoden beskrevet i præmis 257-260 ovenfor var baseret på, og som gjorde det muligt for sagsøgeren at forstå den metode, hvormed det årlige målniveau blev fastsat. Afviklingsinstansen har navnlig præciseret, at den på sin hjemmeside i maj 2021, dvs. efter vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, men før anlæggelsen af nærværende sag, offentliggjorde et beskrivende faktablad benævnt »Fact Sheet 2021« (herefter »faktabladet«), der angav det anslåede beløb for det endelige målniveau. Afviklingsinstansen har ligeledes anført, at også oplysninger om størrelsen af de finansielle midler, der var til rådighed i Afviklingsfonden, var tilgængelige på dens websted og fra andre offentlige kilder, og dette længe før vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.
262 Hvad angår indholdet af begrundelsespligten fremgår det af retspraksis, at begrundelsen for en afgørelse truffet af en EU-institution eller et EU-organ bl.a. ikke må indeholde selvmodsigelser for at gøre det muligt for adressaten for afgørelsen at gøre sig bekendt med den egentlige begrundelse for afgørelsen med henblik på at forsvare sine rettigheder for den kompetente ret og for sidstnævnte at udøve sin legalitetsprøvelse (jf. i denne retning dom af 10.7.2008, Bertelsmann og Sony Corporation of America mod Impala, C-413/06 P, EU:C:2008:392, præmis 169 og den deri nævnte retspraksis, af 22.9.2005, Suproco mod Kommissionen, T-101/03, EU:T:2005:336, præmis 20 og 45-47, og af 16.12.2015, Grækenland mod Kommissionen, T-241/13, EU:T:2015:982, præmis 56).
263 Når ophavsmanden til den anfægtede afgørelse giver visse forklaringer vedrørende begrundelsen for afgørelsen under sagen for Unionens retsinstanser, skal disse forklaringer ligeledes være i overensstemmelse med de betragtninger, der er anført i denne afgørelse (jf. i denne retning dom af 22.9.2005, Suproco mod Kommissionen, T-101/03, EU:T:2005:336, præmis 45-47, og af 13.12.2016, Printeos m.fl. mod Kommissionen, T-95/15, EU:T:2016:722, præmis 54 og 55).
264 Hvis de betragtninger, der er anført i den anfægtede afgørelse, ikke er i overensstemmelse med de forklaringer, der er givet under retssagen, opfylder begrundelsen for den pågældende afgørelse nemlig ikke de funktioner, der er nævnt i præmis 217 og 218 ovenfor. En sådan uoverensstemmelse forhindrer navnlig for det første de berørte parter i at få kendskab til den reelle begrundelse for den anfægtede afgørelse, inden søgsmålet anlægges, og at forberede deres forsvar i lyset heraf, og for det andet Unionens retsinstanser i at identificere de grunde, der tjente som det reelle retsgrundlag for denne afgørelse, og i at undersøge, om de er i overensstemmelse med de gældende regler.
265 Endelig skal det bemærkes, at Afviklingsinstansen, når den vedtager en afgørelse om fastsættelse af ex ante-bidragene, skal oplyse de berørte institutter om metoden til beregning af disse bidrag (jf. dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 122)
266 Det samme må gælde for metoden til fastsættelse af størrelsen af det årlige målniveau, idet dette beløb er af væsentlig betydning for sammenhængen i en sådan afgørelse. Som det fremgår af artikel 4 i gennemførelsesforordning 2015/81, består metoden til beregning af ex ante-bidrag nemlig i fordelingen af det nævnte beløb mellem alle de berørte institutter, således at en tilsvarende forhøjelse eller nedsættelse af dette beløb medfører en tilsvarende forhøjelse eller nedsættelse af ex ante-bidraget for hver af disse institutter.
267 Det følger af det foregående, at selv om Afviklingsinstansen var forpligtet til i den anfægtede afgørelse at give institutterne forklaringer vedrørende metoden til fastsættelse af det årlige målniveau, skal disse forklaringer være i overensstemmelse med de forklaringer, som Afviklingsinstansen har givet under den retslige procedure, og som vedrører den metode, der reelt blev anvendt.
268 Dette er imidlertid ikke tilfældet i nærværende sag.
269 Det skal nemlig først bemærkes, at 48. betragtning til den anfægtede afgørelse indeholdt en matematisk formel, som i afgørelsen blev fremlagt som grundlaget for fastsættelsen af størrelsen af det årlige målniveau. Det fremgår imidlertid, at denne formel ikke omfatter elementerne i den metode, som Afviklingsinstansen faktisk anvendte, således som det blev forklaret i retsmødet. Som det fremgår af præmis 257-260 ovenfor, nåede Afviklingsinstansen nemlig frem til beløbet for det årlige målniveau inden for rammerne af denne metode ved fra det endelige målniveau at fratrække de finansielle midler, der var til rådighed i Afviklingsfonden, med henblik på at beregne det beløb, der fortsat skulle opkræves indtil udgangen af den indledende periode, og ved at dividere dette sidstnævnte beløb med tre. Disse to trin i beregningen kommer imidlertid ikke til udtryk i den nævnte matematiske formel.
270 Denne konstatering kan i øvrigt ikke ændres af Afviklingsinstansens udsagn om, at den i maj 2021 havde offentliggjort et uddybende skema, som indeholdt et interval med angivelse af eventuelle beløb for det endelige målniveau, og på sit websted beløbet for de disponible finansielle midler, som Afviklingsfonden har til rådighed. Uafhængigt af spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren faktisk havde kendskab til disse beløb, var disse beløb således ikke i sig selv af en sådan art, at de gav sagsøgeren mulighed for at forstå, at de to transaktioner, der er nævnt i præmis 269 ovenfor, faktisk var blevet anvendt af Afviklingsinstansen, idet det herudover præciseredes, at de ikke var nævnt i den matematiske formel.
271 Lignende uoverensstemmelser påvirker ligeledes den måde, hvorpå koefficienten på 1,35%, som spiller en central rolle i den i præmis 255 ovenfor nævnte matematiske formel, blev fastsat. Denne koefficient kan nemlig forstås således, at den blandt andre parametre er baseret på den forventede vækst i de dækkede indskud i de resterende år af den indledende periode. Som Afviklingsinstansen har anerkendt i retsmødet, blev denne koefficient imidlertid fastsat på en sådan måde, at den kunne retfærdiggøre resultatet af beregningen af beløbet for det årlige målniveau, dvs. efter at Afviklingsinstansen havde beregnet dette beløb i henhold til de fire trin, der er redegjort for i præmis 257-260 ovenfor, og navnlig ved, at det beløb, der fremkom ved at trække beløbet for de disponible finansielle midler i Afviklingsfonden fra det endelige målniveau, blev divideret med tre. Denne fremgangsmåde fremgår imidlertid på ingen måde af den anfægtede afgørelse.
272 Det skal endvidere bemærkes, at ifølge afgørelsens beskrivende del blev beløbet for det forventede endelige målniveau anslået til at ligge mellem 70 og 75 mia. EUR. Dette interval er imidlertid ikke i overensstemmelse med intervallet for vækstraten for dækkede indskud på 4% til 7%, der fremgår af 41. betragtning til den anfægtede afgørelse. Afviklingsinstansen har nemlig i retsmødet anført, at den ved fastsættelsen af det årlige målniveau tog hensyn til vækstraten for de dækkede indskud på 4% – som er den laveste sats i det andet interval – og at den således nåede frem til det anslåede endelige målniveau på 75 mia. EUR – hvilket er den højeste værdi i det første interval. Det fremgår således, at der er en uoverensstemmelse mellem disse to intervaller. For det første omfattede intervallet vedrørende ændringssatsen for dækkede indskud nemlig også værdier, der var højere end satsen på 4%, hvis anvendelse imidlertid ville have ført til et anslået beløb for det endelige målniveau, der var højere end de beløb, der indgår i intervallet for dette målniveau. For det andet er det umuligt for sagsøgeren at forstå, hvorfor Afviklingsinstansen medtog beløb på mindre end 75 mia. EUR i intervallet for det nævnte målniveau. For at nå dette resultat har det nemlig været nødvendigt at anvende en sats på under 4%, som imidlertid ikke indgår i intervallet for vækstraten for dækkede indskud. Under disse omstændigheder var sagsøgeren ikke i stand til at afgøre, hvordan Afviklingsinstansen havde anvendt intervallet vedrørende ændringsraten for disse indskud for at nå frem til beregningen af det anslåede endelige målniveau.
273 Det følger heraf, at for så vidt angår fastsættelsen af det årlige målniveau er den metode, som Afviklingsinstansen faktisk anvendte, således som den blev forklaret i retsmødet, ikke i overensstemmelse med den metode, der er beskrevet i den anfægtede afgørelse, således at den reelle begrundelse for fastsættelsen af dette målniveau hverken kunne identificeres af institutterne eller af Retten på grundlag af den anfægtede afgørelse.
274 Henset til det ovenstående skal det fastslås, at den anfægtede afgørelse er behæftet med begrundelsesmangler for så vidt angår fastsættelsen af det årlige målniveau. Følgelig og af denne grund skal den anfægtede afgørelse annulleres.
C. Konklusion
275 Efter den af Retten foretagne undersøgelse ex officio må det fastslås, at den anfægtede afgørelse er behæftet med begrundelsesmangler for så vidt angår fastsættelsen af det årlige målniveau. Idet disse mangler i sig selv er af en sådan karakter, at de kan begrunde en annullation af denne afgørelse, skal denne sidstnævnte annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.
[udelades]
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Ottende Udvidede Afdeling):
1) Afgørelse SRB/ES/2021/22 fra Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) af 14. april 2021 om beregning af ex ante-bidrag for 2021 til Den Fælles Afviklingsfond annulleres, for så vidt som den vedrører Max Heinr. Sutor OHG.
2) Virkningerne af afgørelse SRB/ES/2021/22, for så vidt som den vedrører Max Heinr. Sutor OHG, opretholdes indtil ikrafttrædelsen, inden for en rimelig frist, som ikke kan overstige seks måneder regnet fra datoen for afsigelse af denne dom, af en ny afgørelse fra Afviklingsinstansen om fastsættelse af dette instituts ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond for bidragsperioden 2021.
3) Afviklingsinstansen bærer sine egne omkostninger og betaler de af Max Heinr. Sutor OHG afholdte omkostninger.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 8. maj 2024.
Underskrifter