Language of document :

Sag anlagt den 23. september 2010 - Apple mod KHIM - Iphone Media (IPH IPHONE)

(Sag T-448/10)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Apple, Inc. (Cupertino, USA) (ved barrister M. Engelman og solicitor J. Olsen)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Iphone Media, SA (Sevilla, Spanien)

Sagsøgerens påstande

Afgørelse truffet den 21. juli 2010 af Fjerde Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 1084/2009-4) annulleres.

Sagsøgerens indsigelse tages til følge.

Subsidiært har sagsøgeren anmodet om, at der gives medhold i dets indsigelse for så vidt angår de varer og tjenesteydelser, med hensyn til hvilke der foreligger en risiko for forveksling, og/eller for sådanne varer og tjenesteydelser, om hvilke det er fastslået, at der foreligger en risiko for, at det ansøgte varemærke vil medføre en utilbørlig udnyttelse af sagsøgers varemærkes særpræg eller renommé eller vil skade dette særpræg eller renommé.

Den anden part i sagen for appelkammeret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Ansøger om EF-varemærket: Iphone Media, SA

Det omhandlede EF-varemærke: Figurmærket "IPH IPHONE", for varer og tjenesteydelser i klasse 16, 35, 38, 41 og 42 - EF-varemærkeansøgning nr. 5562822

Indehaver af det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn: Apple, Inc.

Det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn: EF-varemærkeregistrering nr. 2901007 af ordmærket "IPHONE", for varer og tjenesteydelser i klasse 9, 38 og 42

Indsigelsesafdelingens afgørelse: Indsigelsen delvis taget til følge

Appelkammerets afgørelse: Afslag på klagen

Søgsmålsgrunde: Sagsøgeren er af den opfattelse, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter artikel 8, stk. 1, litra b), og artikel 8, stk. 5, i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009, idet appelkammeret foretog en fejlagtig anvendelse af bestemmelserne heri på det anfægtede varemærke.

____________