Language of document :

Sag anlagt den 28. juni 2007 - Spanien mod Kommissionen

(Sag T-227/07)

Processprog: spansk

Parter

Sagsøger: Kongeriget Spanien (ved M. Muños Pérez)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at Kommissionens beslutning 2007/243/EF af 18. april 2007 om udelukkelse fra EF-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt for Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), er ugyldig, for så vidt som den er genstand for nærværende søgsmål.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Kongeriget Spanien har bestridt den anfægtede beslutning, for så vidt som denne indeholder en finansiel korrektion af de udbetalte beløb vedrørende produktionsstøtte til produkter på basis af tomater i årene 2003 og 2004 på 4 090 316,46 EUR.

Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet gjort følgende gældende:

Tilsidesættelse af artikel 2 og 3 i forordning nr. 729/70 1 og artikel 2 i forordning nr. 1258/1999 2, da de af Kommissionen påståede uregelmæssigheder vedrørende især kontrollen af primære materialer ved modtagestederne, hvormed der henvises til manglende natlige kontroller foretaget af inspektørerne i den selvstyrende region Extremedura, manglende opbevaring af dokumentation vedrørende vejning, samt masseunderskrifter af følgesedlerne, ikke foreligger.

Subsidiært foreligger der en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, idet Kommissionen besluttede at pålægge en finansiel korrektion på den samlede mængde af de leverede tomater, selv om den egentlige uregelmæssighed, som korrektionen bygger på, kun vil påvirke de mængder, som blev leveret om natten, hvilket ville gøre det muligt at begrænse korrektionen til de pågældende mængder.

____________

1 - Rådets forordning (EØF) nr. 729/70 af 21.4.1970 om finansiering af den fælles landbrugspolitik(EFT 1970 I, s. 196).

2 - Rådets forordning (EF) nr. 1258/1999 af 17.5.1999 om finansiering af den fælles landbrugspolitik(EFT L 160, s. 103).