RETTENS DOM (Appelafdelingen)
8. juli 2010 (*)
»Appel – personalesag – tjenestemænd – annullation i første instans af en karriereudviklingsrapport – bedømmelsesåret 2005 – bestemmelser, der skal finde anvendelse – rubrikken »Potentiale« – bedømmelsesproceduren – attestationsproceduren«
I sag T-160/08 P,
angående en appel iværksat til prøvelse af dom afsagt af Retten for EU-personalesager (Første Afdeling) den 21. februar 2008, Putterie-De-Beukelaer mod Kommissionen (sag F-31/07, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser), hvori der er nedlagt påstand om ophævelse af dommen,
Europa-Kommissionen ved C. Berardis-Kayser og K. Hermann, som befuldmægtigede,
sagsøger,
den anden part i appelsagen:
Françoise Putterie-De-Beukelaer, tjenestemand ved Europa-Kommissionen, Bruxelles (Belgien), ved avocat É. Boigelot,
sagsøger i første instans,
har
RETTEN (Appelafdelingen)
sammensat af afdelingsformanden, M. Jaeger, og dommerne A.W.H. Meij, M. Vilaras, N.J. Forwood og E. Martins Ribeiro (refererende dommer),
justitssekretær: fuldmægtig C. Kristensen,
afsagt følgende
Dom
1 Ved appel iværksat i henhold til artikel 9 i bilag I til statutten for Den Europæiske Unions Domstol har Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber nedlagt påstand om ophævelse af den dom, der blev afsagt af Retten for EU-personalesager (Første Afdeling) den 21. februar 2008, Putterie-De-Beukalaer mod Kommissionen (sag F-31/07, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, herefter »den appellerede dom«), hvorved den annullerede Françoise Putterie-De-Beukelaers karriereudviklingsrapport for perioden fra den 1. januar til den 31. december 2005, for så vidt som det ikke heri anerkendes, at hun har evne til at udføre opgaver omfattet af kategori B* (herefter »den anfægtede afgørelse«).
Retsforskrifter
2 Artikel 43 i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber (herefter »vedtægten«) har følgende ordlyd:
»Regelmæssigt og mindst hvert andet år udfærdiges der for hver tjenestemand en udtalelse vedrørende hans kvalifikationer, tjenstlige indsats og adfærd i henhold til de betingelser, hver institution fastsætter i overensstemmelse med artikel 110. Hver institution fastsætter bestemmelser, som giver ret til at indgive en appel under bedømmelsesproceduren, og denne ret skal være udnyttet, inden der klages i henhold til artikel 90, stk. 2.
Fra lønklasse 4 kan udtalelsen for tjenestemænd i ansættelsesgruppe AST også indeholde en tilkendegivelse af, om den pågældende i betragtning af den præsterede indsats har de nødvendige forudsætninger for at kunne varetage en stilling som administrator.
Tjenestemanden gøres bekendt med udtalelsens indhold. Han har ret til at tilføje enhver bemærkning, han finder nødvendig.«
3 Artikel 1, stk. 1 og 2, i de almindelige gennemførelsesbestemmelser til vedtægtens artikel 43, som blev vedtaget af Kommissionen den 23. december 2004 (herefter »AGB 43«), har følgende ordlyd:
»1. I overensstemmelse med vedtægtens artikel 43 […] iværksættes der en bedømmelsesrunde i begyndelsen af hvert år. Referenceperioden for bedømmelsen løber fra den 1. januar til den 31. december i det forudgående år. I den forbindelse udarbejdes der en årlig rapport, som dækker referenceperioden, kaldet en karriereudviklingsrapport, for hver tjenestemand i den i vedtægtens artikel [1] omhandlede forstand […], som har gjort aktiv tjeneste eller midlertidig tjeneste i en anden stilling i tjenestens interesse i mindst en løbende måned under referenceperioden […]
2. Personalebedømmelsen har navnlig til formål at bedømme den ansattes tjenstlige indsats, kvalifikationer og adfærd i tjenesten. Der tildeles en karakter for fortjeneste på grundlag af vurderingerne af hver af disse tre dele, således som angivet i den standardrapport, der er vedlagt som bilag II.«
4 Artikel 2 i AGB 43 præciserer:
»1. Den ansatte er den tjenestemand […], som defineret i artikel [1], der er genstand for bedømmelsen.
2. Bedømmeren er ansvarlig for at foretage bedømmelsen. Efter den samtale, som afvikles i overensstemmelse med artikel 8, stk. 5, udarbejder han/hun et udkast til karriereudviklingsrapport. Han/hun underskriver de karriereudviklingsrapporter, som henhører under hans/hendes kompetence.
3. Medbedømmeren er ansvarlig for at sikre en konsekvent anvendelse af de bedømmelseskriterier, der er fastsat i henhold til artikel 8, stk. 3, for alle de karriereudviklingsrapporter, der henhører under hans/hendes kompetence. Før medbedømmeren medunderskriver de karriereudviklingsrapporter, der henhører under hans/hendes kompetence, foretager han/hun en sammenligning af fortjenester og en tilnærmelse af de karakterer for fortjeneste, som bedømmerne har foreslået. I tilfælde af uenighed med bedømmeren har medbedømmeren det endelige ansvar for karriereudviklingsrapporten.
4. Bedømmeren i appelleddet træffer beslutning om opfølgningen af udtalelsen fra det paritetiske evalueringsudvalg […]«
5 Artikel 8 i AGB 43 præciserer følgende:
1. Den årlige bedømmelsesprocedure påbegyndes senest den 15. januar.
[…]
4. Den ansatte udarbejder inden otte arbejdsdage efter bedømmerens anmodning en selvbedømmelse, som indarbejdes i karriereudviklingsrapporten.
5. Senest ti arbejdsdage, efter at den ansatte har afgivet selvbedømmelsen, har bedømmeren og den ansatte en officiel samtale […]
6. Umiddelbart efter afholdelsen af den officielle samtale udarbejder bedømmeren et udkast til karriereudviklingsrapport. Dette udkast indeholder særligt en bedømmelse af den tjenstlige indsats, kvalifikationerne og den tjenstlige adfærd og et forslag til karakter for fortjeneste, som er i overensstemmelse med de oplysninger, der er givet under den officielle samtale.
7. Når der for en given lønklasse er udarbejdet mindst to tredjedele af de udkast til karriereudviklingsrapporter, som henhører under en medbedømmers kompetence, kontrollerer denne sammen med bedømmerne, at der sker en konsekvent anvendelse af de bedømmelseskriterier, der er fastsat i henhold til artikel 8, stk. 3, og han/hun foretager en sammenligning af fortjenester og en tilnærmelse af de foreslåede karakterer for fortjeneste, på grundlag af de oplysninger, som bedømmerne har givet under den officielle samtale.
Før færdiggørelsen af karriereudviklingsrapporterne hører generaldirektøren medbedømmerne. Denne høring har til formål på generaldirektoratniveau og lønklasse for lønklasse at sikre en konsekvent bedømmelse af de pågældende ansattes fortjenester.
8. Når den i stk. 7 nævnte høring har fundet sted, færdiggør bedømmeren og medbedømmeren karriereudviklingsrapporten og udleverer den til den ansatte.
[…]
9. Den ansatte har fem arbejdsdage til at acceptere karriereudviklingsrapporten uden at knytte bemærkninger hertil, acceptere rapporten samtidig med, at der afgives bemærkninger i den dertil beregnede rubrik, eller afvise rapporten, idet der gives en begrundelse for ønsket om fornyet behandling i den dertil beregnede rubrik.
[…]
10. I tilfælde af den ansattes afvisning afholder medbedømmeren en samtale med den ansatte inden for en frist på ti arbejdsdage. Hvis den ansatte, bedømmeren eller medbedømmeren anmoder herom, deltager bedømmeren ligeledes i denne samtale.
[…]
Senest fem arbejdsdage efter afholdelsen af denne samtale stadfæster eller ændrer medbedømmeren karriereudviklingsrapporten. Han/hun udleverer rapporten til den ansatte.
Den ansatte har herefter fem arbejdsdage til at acceptere karriereudviklingsrapporten uden at knytte bemærkninger hertil, acceptere rapporten samtidig med, at der angives bemærkninger i den dertil beregnede rubrik, eller afvise rapporten, idet der gives en begrundelse herfor i den dertil beregnede rubrik. I tilfælde af den ansattes accept afsluttes karriereudviklingsrapporten. Hvis den ansatte ikke reagerer inden for den ovennævnte frist, betragtes rapporten som accepteret.
11. Den ansattes begrundede afvisning af karriereudviklingsrapporten forelægges det paritetiske evalueringsudvalg som fastsat i artikel 9.
12. Medbedømmeren holder bedømmeren underrettet om afviklingen af de forskellige faser i bedømmelsesproceduren og de trufne beslutninger.
[…]
15. Den ansatte får ved e-mail eller på anden måde besked om, at der er truffet beslutning om at gøre karriereudviklingsrapporten endelig i henhold til denne bestemmelse eller artikel 9, stk. 7, og at der er adgang til rapporten i IT-systemet. Denne underretning gælder som meddelelse af beslutningen i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i vedtægtens artikel 25.«
6 Artikel 9 i AGB 43 bestemmer:
»1. Der nedsættes et paritetisk evalueringsudvalg […] i hvert generaldirektorat […]
4. Udvalget træder ikke i stedet for bedømmerne eller medbedømmerne for så vidt angår bedømmelsen af den ansattes præstationer. Det efterprøver, om karriereudviklingsrapporterne er udarbejdet behørigt, objektivt, dvs. i det omfang, det er muligt på grundlag af de faktiske omstændigheder, og i overensstemmelse med nærværende almindelige gennemførelsesbestemmelser og bedømmelsesvejledningen.
[…]
5. I tilfælde af forelæggelse i henhold til artikel 8, stk. 11, afgiver [det paritetiske evalueringsudvalg] sin udtalelse inden for ti arbejdsdage efter den dato, på hvilken det har fået forelagt bedømmelsen.
[…]
7. [Det paritetiske evalueringsudvalgs] udtalelse fremsendes til den ansatte, bedømmeren, medbedømmeren og bedømmeren i appelleddet. Når [det paritetiske evalueringsudvalgs] udtalelse er afgivet på grundlag af en afstemning, gøres der heri rede for de holdninger fra flertallet og mindretallet, som er kommet til udtryk. Når [det paritetiske evalueringsudvalg] ikke har været i stand til at vedtage en udtalelse, underrettes den ansatte, bedømmeren, medbedømmeren og bedømmeren i appelleddet om den manglende udtalelse.
Inden for en frist på fem arbejdsdage stadfæster eller ændrer bedømmeren i appelleddet karriereudviklingsrapporten. Når bedømmeren i appelleddet forkaster anbefalinger i en udtalelse fra [det paritetiske evalueringsudvalg], begrunder han/hun sin beslutning.
Når [det paritetiske evalueringsudvalg], som skal tage stilling i en sag forelagt af en ansat, hvis lønklasse er den samme som bedømmerens, ikke afgiver en enstemmig udtalelse eller ikke har været i stand til at afgive en udtalelse, skal bedømmeren i appelleddet være særligt opmærksom på sagen, og inden for en frist på fem arbejdsdage skal han/hun arrangere en samtale med den ansatte. Fem arbejdsdage efter denne samtale stadfæster eller ændrer bedømmeren i appelleddet karriereudviklingsrapporten i henhold til forudgående stykke.
Karriereudviklingsrapporten afsluttes og udleveres til den ansatte, bedømmeren, medbedømmeren og [det paritetiske evalueringsudvalg].«
7 I den karriereudviklingsstandardrapport, der er vedlagt som bilag til AGB 43, findes en rubrik 6.5 »Potentiale«, med undertitlen »Angivelse, der skal tages i betragtning i forbindelse med attestationsproceduren efter artikel 10, stk. 3, i bilag XIII til vedtægten«, som har følgende ordlyd:
»Den ansatte har varetaget opgaver henhørende under kategori B* (eller fra 1.5.2006 opgaver henhørende under lønklasser højere end AST 7 for tjenestemænd, der før den 1.5.2004 gjorde tjeneste i kategori C eller D):
– arten af de pågældende arbejdsopgaver
[udfyldes af bedømmeren]
– den del af den ansattes arbejdsindsats, der hengår med disse opgaver:
[udfyldes af bedømmeren]
– kvaliteten af den ansattes indsats i udførelsen af disse arbejdsopgaver:
[udfyldes af bedømmeren].«
8 I Meddelelser fra Administrationen nr. 1-2006 af 12. januar 2006 om bedømmelsesproceduren for 2006, som omfatter bedømmelsesperioden mellem den 1. januar og den 31. december 2005, er det vedrørende rubrikken om vurdering af potentiale anført:
»Denne rubrik skal udfyldes i forbindelse med attestations- og certifikationsprocedurerne. Den vil kun blive udfyldt af bedømmeren, hvis den ansatte udtrykkeligt anmoder om det i sin selvbedømmelse (afkrydsningsfelt).
Rubrikken om potentiale er blevet ændret. Bedømmeren råder nu over en liste over typeopgaver i kategori A* og kategori B*. Han afkrydser den eller de arbejdsopgaver, der henhører under den højere kategori, og vurderer den del af den ansattes arbejdsindsats, der hengår med disse opgaver, samt kvaliteten af hans indsats i udførelsen af arbejdsopgaverne.«
9 Artikel 10 i bilag XIII til vedtægten bestemmer:
»1. Tjenestemænd, der før den 1. maj 2004 gjorde tjeneste i kategori C eller D, vil fra den 1. maj 2006 have et karriereforløb med følgende forfremmelsesmuligheder:
a) tidligere kategori C: kan forfremmes op til lønklasse AST 7
b) tidligere kategori D: kan forfremmes op til lønklasse AST 5
[…]
3. En tjenestemand, som er omfattet af stk. 1, kan uden videre overføres til ansættelsesgruppen for assistenter på grundlag af en bestået almindelig udvælgelsesprøve eller på grundlag af en attestationsprocedure. Attestationsproceduren skal baseres på anciennitet, erfaring, fortjenster og de uddannelser for tjenestemænd, der er fulgt, samt antallet af stillinger i ansættelsesgruppe AST, der er til rådighed. Et blandet udvalg gennemgår tjenestemændenes ansøgninger inden for denne procedure. Institutionerne fastlægger vilkårene for gennemførelse af en sådan procedure inden den 1. maj 2004. Om nødvendigt vedtager institutionerne særlige bestemmelser om ændring af forfremmelseskvotienten som følge af sådanne overførsler.«
10 Artikel 1 i Kommissionens beslutning af 7. april 2004 om gennemførelsen af attestationsproceduren, som er offentliggjort i Meddelelser fra Administrationen nr. 70-2004 af 22. juni 2004, har følgende ordlyd:
»1. Attestationsproceduren har til formål at udvælge de tjenestemænd, der før den 1. maj 2004 gjorde tjeneste i kategori C eller D, og som uden videre kan blive medlem af ansættelsesgruppen for assistenter.
[…]«
11 Artikel 4 i beslutningen af 7. april 2004 bestemmer:
»Inden den 30. september hvert år fastsætter [ansættelsesmyndigheden] antallet af arbejdspladser henhørende under ansættelsesgruppen af assistenter, som det følgende år kan besættes af tjenestemænd, der har været genstand for attestation som omhandlet i artikel 8.
Herefter offentliggør [ansættelsesmyndigheden] en indkaldelse af ansøgninger.«
12 Artikel 5 i beslutningen af 7. april 2004 præciserer:
»1. De i artikel 1 omhandlede tjenestemænd, der har indgivet ansøgning, underkastes attestationsproceduren, såfremt de opfylder de to følgende kriterier:
– mindst samme uddannelsesniveau som krævet i vedtægtens artikel 5, stk. 3, [litra] a), for at blive udnævnt til en tjenestemandsstilling i ansættelsesgruppen af assistenter
– mindst fem års anciennitet i karriereforløbet C eller D. […]
2. Ved hver attestationsrunde udfærdiger og offentliggør [ansættelsesmyndigheden] en liste over de tjenestemænd, der har indgivet ansøgning og har fået adgang til attestationsproceduren.
3. Tjenestemænd, der har indgivet ansøgning, og som formodede, at de opfyldte de to kriterier, der er nævnt i stk. 1, men ikke er opført på den liste, der er nævnt i stk. 2, kan klage til det udvalg, der er nævnt i artikel 9, inden for en frist på ti arbejdsdage fra offentliggørelsen af den pågældende liste.
[…]«
13 Artikel 6 i beslutningen af 7. april 2004 bestemmer:
»1. Ved hver attestationsrunde udfærdiger [ansættelsesmyndigheden] en liste over de tjenestemænd, der har fået adgang til proceduren, indplaceret i prioriteret rækkefølge på grundlag af følgende kriterier: uddannelsesniveau, anciennitet i karriereforløbet C eller D, erfaring og fortjenstfuldhed vurderet på grundlag af de disponible karriereudviklingsrapporter.
2. Kriteriernes værdi og deres afvejning afgøres af [ansættelsesmyndigheden] inden den 31. december 2004, efter udtalelse fra det i artikel 9 omhandlede udvalg. Kriterierne kan hvert år tilpasses ved [ansættelsesmyndighedens] beslutning, på grundlag af henstilling fra det i artikel 9 omhandlede udvalg.
3. Hver ansøger, der har fået adgang til attestationsproceduren, får oplysning om den plads, han er optaget på på den af [ansættelsesmyndigheden] udarbejdede liste, og om antallet af points, som han har opnået på grundlag af de kriterier, værdier og afvejninger, der er omhandlet i stk. 1 og 2.
4. Inden for ti arbejdsdage efter, at denne oplysning er blevet afgivet, kan de omhandlede tjenestemænd indbringe sagen for det i artikel 9 omhandlede udvalg, hvis de anfægter antallet af opnåede points. De skal begrunde indbringelsen og levere al nyttig officiel dokumentation til det i artikel 9 omhandlede udvalg.
Det i artikel 9 omhandlede udvalg afgiver en udtalelse inden for ti arbejdsdage og meddeler den til [ansættelsesmyndigheden], som træffer afgørelse om opfølgningen heraf.«
14 Artikel 7 i beslutningen af 7. april 2004 har følgende ordlyd:
»1. De første tjenestemænd på den i artikel 6 omhandlede liste kan – indtil den rang, der svarer til to gange antallet af arbejdsopgaver fastsat i henhold til artikel 4 – indtil den 31. december det følgende år ansøge om ledige stillinger i ansættelsesgruppen for assistenter.
2. Listen over de i stk. 1 omhandlede tjenestemænd offentliggøres af [ansættelsesmyndigheden].
3. De ledige stillinger, der kan besættes af de i stk. 1 omhandlede tjenestemænd, meddeles i forbindelse med offentliggørelsen af stillingsopslagene.«
15 Artikel 8 i beslutningen af 7. april 2004 har følgende ordlyd:
»1. De i artikel 7, stk. 1, omhandlede tjenestemænd, som er udnævnt til de i artikel 7, stk. 3, ledige stillinger, anses for at være blevet attesteret. De bliver uden videre medlemmer af ansættelsesgruppen af assistenter.
2. [Ansættelsesmyndigheden] offentliggør hvert år inden den 31. marts en liste over tjenestemænd, der er attesteret i løbet af den seneste attestationsrunde.«
16 Artikel 9 i beslutningen af 7. april 2004 indfører et paritetisk attestationsudvalg og fastsætter dets sammensætning og de nærmere bestemmelser om dets funktion. Samme bestemmelse præciserer i stk. 7, at udvalget ved hvert års begyndelse afgiver udtalelse om resultaterne af den forløbne attestationsprocedure og kan supplere denne udtalelse med henstillinger, herunder vedrørende værdier og vægtninger.
17 Beslutningen af 7. april 2004 er blevet ophævet og erstattet af Kommissionens beslutning af 29. november 2006 om gennemførelsesbestemmelser for attestationsproceduren.
18 Artikel 5, stk. 1, i beslutningen af 29. november 2006 bestemmer:
»De i artikel 1 omhandlede tjenestemænd, der har indgivet ansøgning, har ifølge udtalelse fra det i artikel 7 omhandlede udvalg adgang til attestationsproceduren, hvis de opfylder de følgende fire kriterier:
– et uddannelsesniveau, der mindst svarer til det krævede i vedtægtens artikel 5, stk. 3, [litra] a), for at blive udnævnt til en tjenestemandsstilling i ansættelsesgruppen af assistenter
– mindst fem års anciennitet i karriereforløbet C eller D […]
– anerkendt potentiale til at varetage opgaver på niveauet »administrativ assistent«
– [tilstrækkelig] faglig indsats.«
19 Ansættelsesmyndighedens beslutning om anvendelsen af kriterierne for adgang til attestationsproceduren for 2006, offentliggjort i Meddelelser fra Administrationen nr. 59-2006 af 21. december 2006, bestemmer i punkt 3 med titlen »Potentiale«:
»Potentialet til at varetage arbejdsopgaver på niveauet »Administrativ assistent« skal være vurderet positivt inden for rammerne af bedømmelsesproceduren for 2005.«
Sagens faktiske omstændigheder
20 De faktiske omstændigheder, som ligger til grund for tvisten, er i den appellerede doms præmis 16-24 beskrevet således:
»16 Sagsøgeren har arbejdet som tjenestemand i Kommissionens Generalsekretariat siden 1985. [F. Putterie-De-Beukelaer], der var direktionssekretær indtil november 1996, ændrede derefter faglig orientering og blev underviser i informationsteknologi. Hun blev i 2000 officielt anerkendt som ansvarlig for uddannelse i informationsteknologi.
17 Fra lønklasse C2 før den 1. maj 2004 opnåede [F. Putterie-De-Beukelaer] fra denne dato lønklasse C*5 i henhold til artikel 2, stk. 1, i bilag XIII til vedtægten, derefter lønklasse AST 5 fra den 1. maj 2006 i henhold til vedtægtens artikel 8, stk. 1.
18 I perioden fra den 1. januar til den 31. december 2005, som var genstand for en karriereudviklingsrapport […], udførte [F. Putterie-De-Beukelaer] de samme opgaver som tidligere. Ved udfærdigelsen af hendes karriereudviklingsrapport for 2005 anmodede hun – som ved den foregående karriereudviklingsrapport – om, at rubrik 6.5, »Kvalifikationer«, blev udfyldt af bedømmeren, som det var fastsat i Meddelelser fra Administrationen nr. 1-2006 af 12. januar 2006, med henblik på at kunne deltage i attestationsproceduren for 2006.
19 I rubrik 6.5 i karriereudviklingsrapporten for 2005, hvis undertitel angiver, at den skal tages i betragtning i forbindelse med attestationsproceduren, vurderede bedømmeren, at de opgaver, [F. Putterie-De-Beukelaer] havde udført i referenceperioden, ikke – heller ikke delvist – svarede til de opgaver, som henhører under en tjenestemand i kategori B*. Følgelig fandt bedømmeren, ligesom i den foregående karriereudviklingsrapport, at den pågældende ikke havde påvist at have potentiale til at varetage opgaver, der var omfattet af denne kategori. Da medbedømmeren havde stadfæstet dette, indgav [F. Putterie-De-Beukelaer] den 6. juni 2006 en begrundet klage i henhold til artikel 8, stk. 11, i AGB 43 og forelagde således sagen for det paritetiske evalueringsudvalg.
20 I sin udtalelse konstaterede [det paritetiske evalueringsudvalg] hverken manglende sammenhæng mellem bemærkningerne og de karakterer, der tildeltes [F. Putterie-De-Beukelaer], eller en åbenbar fejlvurdering med hensyn til manglende anerkendelse af dennes potentiale til at varetage opgaver omfattet af kategori B*.
21 Ved afgørelse af 26. juni 2006 bekræftede bedømmeren i appelleddet karriereudviklingsrapporten for 2005.
22 Den 26. september 2006 indgav [F. Putterie-De-Beukelaer] en »klage i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1«, mod »de hierarkisk overordnedes beslutning i forbindelse med karriereudviklingsrapporten for 2005 om ikke at ville give [hende] adgang til attestation på grund af en underkendelse af [hendes] arbejde […] og en fejl i stillingens titel« [...].
23 Ved afgørelse af 21. december 2006 afslog ansættelsesmyndigheden [F. Putterie-De-Beukelaers] klage under henvisning til, at medbedømmeren, som »[p]å grundlag af oplysninger fra bedømmeren skal […] afgøre, om den bedømte faktisk har vist sin evne til at varetage opgaver af en højere kategori«, ikke havde gjort sig skyldig i »nogen åbenbar fejlvurdering«. Attestationsproceduren for 2006 indledtes samme dag med offentliggørelsen af indkaldelse af ansøgninger i Meddelelser fra Administrationen nr. 60-2006.
24 Ifølge uddrag af den elektroniske sagsakt Sysper 2, som [F. Putterie-De-Beukelaer] fremlagde under retsmødet, blev hendes ansøgning, der var indgivet den 25. januar 2007, afslået den 1. februar 2007 med den begrundelse, at hendes potentiale ikke var blevet anerkendt. [F. Putterie-De-Beukelaers] appel til prøvelse af denne afgørelse af 24. april 2007 blev afslået den 25. maj 2007 af ansættelsesmyndigheden efter at være blevet undersøgt af det paritetiske attestationsudvalg. I sin udtalelse, som ansættelsesmyndigheden gengav, fandt udvalget ikke, at sagsøgeren havde ret til attestation, idet hendes potentiale til at udføre arbejdsopgaver i kategori B* var blevet benægtet af bedømmeren af hendes karriereudviklingsrapport for 2005.«
21 Ved stævning indleveret til Personalerettens Justitskontor den 2. april 2007 anlagde F. Putterie-De-Beukelaer en sag, som blev registreret under sagsnummer F-31/07.
22 F. Putterie-De-Beukelaer nedlagde under sagen i første instans påstand om annullation af karriereudviklingsrapporten for 2005, for så vidt som administrationen ikke heri anerkendte, at hun havde potentiale til at udføre opgaver omfattet af kategori B*, samt om, at Kommissionen tilpligtedes at betale sagens omkostninger.
23 Kommissionen nedlagde under sagen i første instans påstand om afvisning og under alle omstændigheder frifindelse og om, at der træffedes afgørelse om sagens omkostninger efter gældende bestemmelser.
Om den appellerede dom
24 Med hensyn til sagens realitet og uden at angive F. Putterie-De-Beukelaers anbringender til støtte for påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse har Personaleretten – efter at have anført i den appellerede doms præmis 50, at Retten i Første Instans i dom af 15. juli 1994 (forenede sager T-576/93 – T-582/93, Browet m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 677) havde fastslået, at Retten bør behandle et anbringende, som vedrørte anvendelsesområdet for en retlig norm, og af egen drift tage stilling til dette spørgsmål vedrørende ufravigelige procesforudsætninger – fastslået i den appellerede doms præmis 52, at Retten af egen drift skulle tage stilling til ordre public-anbringendet om den omtvistede beslutnings tilsidesættelse af anvendelsesområdet for vedtægtens artikel 43 og artikel 10, stk. 3, i vedtægtens bilag XIII.
25 Efter at have opfordret parterne til at fremsætte deres bemærkninger til den omstændighed, at Retten agtede at behandle anbringendet om den omtvistede beslutnings tilsidesættelse af anvendelsesområdet for vedtægtens artikel 43 og artikel 10, stk. 3, i vedtægtens bilag XIII af egen drift, fastslog Personaleretten følgende:
»54 I sit svar anførte [F. Putterie-De-Beukelaer], at en sådan behandling af anbringendet efter hendes opfattelse var begrundet.
55 I sine skriftlige indlæg om det af Retten meddelte anbringende bestred Kommissionen derimod, at Retten havde mulighed for af egen drift at rejse anbringender vedrørende den materielle lovlighed. For det første kan sådanne anbringender kun efterprøves af en af Fællesskabets retsinstanser, hvis de er påberåbt af sagsøgerne, eller hvis de i det mindste er direkte forbundet med parternes argumentation. Dernæst vil muligheden for, at retsinstansen af egen drift undersøger spørgsmål vedrørende den materielle lovlighed af en anfægtet retsakt, fratage både artikel 48, stk. 2, i procesreglementet for Retten i Første Instans, som forbyder parterne at fremsætte nye anbringender under sagens behandling, og reglen om overensstemmelse mellem stævningen og klagen deres effektive virkning. Behandlingen af egen drift af et anbringende vedrørende den materielle lovlighed ville endelig ændre rammerne for den kontradiktoriske procedure og risikere at resultere i en tilsidesættelse af kontradiktionsretten.
56 Disse principielle indsigelser skal indledningsvis besvares.
57 For det første er det blevet fastslået, at i modsætning til, hvad Kommissionen har anført, har Fællesskabets retsinstanser mulighed og i givet fald forpligtelse til af egen drift at behandle visse anbringender vedrørende den materielle lovlighed. Som bemærket i denne doms præmis 50, drejer det sig om tilsidesættelse af anvendelsesområdet for en retlig norm. Spørgsmålet om fuldstændig retskraft er ligeledes en ufravigelig procesforudsætning, som retsinstansen kan behandle af egen drift (Domstolens dom af 1.6.2006, forenede sager C-442/03 P og C-471/03 P, P & O European Ferries (Vizcaya) og Diputación Foral de Vizcaya mod Kommissionen, Sml. I, s. 4845, præmis 45). Endelig forpligter Fællesskabets retspraksis i visse situationer den nationale ret, der inden for rammerne af sin kompetence har til opgave at anvende de fællesskabsretlige regler, til af egen drift at behandle anbringender vedrørende den materielle lovlighed, bl.a. anbringender vedrørende et urimeligt vilkår i en bestemmelse i en kontrakt indgået mellem forbrugere og erhvervsdrivende (Domstolens dom af 21.11.2002, sag C-473/00, Cofidis, Sml. I, s. 10875, præmis 36 og 38, og af 26.10.2006, sag C-168/05, Mostaza Claro, Sml. I, s. 10421, præmis 39).
58 Kommissionens argument om, at Retten kun af egen drift kan behandle et anbringende vedrørende materiel lovlighed, hvis anbringendet er fremsat af parterne, eller hvis det direkte har tilknytning til deres argumentation, er i strid med selve grundlaget for en sådan behandling og indebærer, at Retten berøves enhver mulighed for af egen drift at behandle et anbringende vedrørende materiel lovlighed, selv om denne mulighed er fastsat i retspraksis.
59 I modsætning til den af Kommissionen fremførte argumentation gælder forbuddet mod, at sagsøgere i personalesager i deres stævning fremsætter anbringender, som er uden forbindelse med argumentationen i deres forudgående klage, og forbuddet i henhold til procesreglementets artikel 43, stk. 1, mod at fremsætte anbringender efter den første udveksling af processkrifter, for parterne og ikke for Retten.
60 For det tredje kan Kommissionens argument om, at behandlingen af egen drift af et anbringende vedrørende den materielle lovlighed risikerer at skade den kontradiktoriske karakter af den verserende tvist og princippet om overholdelse af retten til forsvar, ikke tages til følge. Artikel 77 i procesreglementet fastsætter, at Retten af egen drift kan behandle en ufravigelig procesforudsætning på betingelse af, at parterne forudgående er blevet hørt. Der er imidlertid ingen grund til at antage, at selv om denne betingelse udgør en tilstrækkelig garanti for den kontradiktoriske procedure og princippet om overholdelse af retten til forsvar i forbindelse med nævnte behandling af en ufravigelig procesforudsætning, forholder det sig ikke på samme måde ved en sådan behandling af et ordre public-anbringende, hvad enten der er tale om materiel lovlighed eller formel lovlighed. Man må derfor gå ud fra, at Retten ved at meddele parterne det ordre public-anbringende, som den agtede at rejse, ved at tage parternes skriftlige indlæg om dens hensigt til følge og sætte dem i stand til at drøfte problemet under retsmødet har opfyldt kravene ifølge de af Kommissionen påberåbte principper.
61 Det fremgår af det anførte, at Kommissionens argumenter mod behandlingen af egen drift af et anbringende vedrørende den materielle lovlighed ikke kan tages til følge.«
26 Under disse omstændigheder har Personaleretten i den appellerede doms præmis 62 af egen drift behandlet den omtvistede afgørelses tilsidesættelse af anvendelsesområdet for vedtægtens artikel 43 og artikel 10, stk. 3, i bilag XIII til vedtægten og i den appellerede doms præmis 74 fastslået, at den omtvistede afgørelse var blevet truffet ifølge bedømmelsesprocedurens kompetencebestemmelser, procedureregler og materielle bestemmelser, og ikke ifølge attestationsprocedurens regler, som alene var anvendelige. Personaleretten fandt, at administrationen ved at fastslå, at F. Putterie-De-Beukelaer ikke kunne gives adgang til attestationsproceduren, fordi hun ikke havde påvist at have »potentiale« til at kunne opnå attestation, på trods af at de bestemmelser, der fandt anvendelse, ikke underlagde adgang til attestationsproceduren denne betingelse, men alene anciennitet, erfaring, fortjenstfuldhed og uddannelse, havde tilsidesat anvendelsesområdet for de pågældende bestemmelser, hvorfor Personaleretten annullerede den anfægtede beslutning.
Appellen
Retsforhandlinger og parternes påstande
27 Ved appelskrift indleveret til Rettens Justitskontor den 25. maj 2008 har Kommissionen iværksat nærværende appel.
28 Parterne har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 23. september 2009.
29 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Den appellerede dom ophæves.
– Sagen hjemvises til EU-Personaleretten.
– Afgørelsen om sagernes omkostninger udsættes.
30 F. Putterie-De-Beukelaer har nedlagt følgende påstande:
– Appellen forkastes.
– Kommissionen tilpligtes at betale omkostningerne i forbindelse med appelsagen.
Parternes argumenter
31 Kommissionen har til støtte for appellen fremsat ét anbringende vedrørende særligt den appellerede doms præmis 50-62. Anbringendet kan opdeles i to led, hvor det første vedrører tilsidesættelse af rækkevidden af den kontrol, som Fællesskabets retsinstanser kan udøve i direkte søgsmål ved af egen drift at rejse et anbringende vedrørende lovligheden af den anfægtede beslutnings indhold, og det andet vedrører tilsidesættelse af dispositionsmaksimen og forbuddet mod at træffe afgørelse »ultra petita«.
Om første led vedrørende tilsidesættelse af rækkevidden af den kontrol, som Fællesskabets retsinstanser kan udøve i direkte søgsmål ved af egen drift at rejse et anbringende vedrørende lovligheden af den anfægtede beslutnings indhold
32 Kommissionen er af den opfattelse, at Personalerettens ræsonnement i den appellerede doms præmis 50-62 er behæftet med en retlig fejl, idet den tilsidesætter den sondring, som ellers er stadfæstet i såvel Domstolens som Rettens praksis, mellem en retsakts formelle lovlighed og betingelserne for at antage en ordre public-sag til realitetsbehandling på den ene side og denne retsakts materielle lovlighed på den anden side.
33 Anbringendet vedrørende tilsidesættelse af anvendelsesområdet for henholdsvis vedtægtens artikel 43 og artikel 10, stk. 3, i bilag XIII hertil angår retsaktens materielle lovlighed, hvilket Personaleretten har anerkendt i den appellerede doms præmis 61, hvilket ikke kan rejses af egen drift af retsinstansen i modsætning til anbringender vedrørende den formelle lovlighed eller vedrørende en ufravigelig procesforudsætning.
34 Kommissionen er for det første af den opfattelse, at der hverken i Domstolens statut eller i procesreglementet for Retten eller Personaleretten findes en bestemmelse, som giver Fællesskabets retsinstanser mulighed for på et hvilket som helst tidspunkt at rejse et anbringende vedrørende en anfægtet retsakts materielle lovlighed, i modsætning til artikel 77 i Personalerettens procesreglement for så vidt angår formalitetsindsigelser.
35 For det andet er en sådan mulighed blevet udelukket af såvel Domstolen i dennes dom af 2. april 1998 (sag C-367/95 P, Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France, Sml. I, s. 1719), hvorefter et anbringende vedrørende lovligheden af en afgørelses indhold er et anbringende om, at der foreligger en overtrædelse af en retsregel vedrørende traktatens gennemførelse, og Fællesskabets retsinstanser kan kun tage et sådant anbringende under påkendelse, såfremt sagsøgeren gør det gældende, som af Retten i dom af 8. juli 2004 (sag T-44/00, Mannesmannröhren-Werke mod Kommissionen, Sml. II, s. 2223, præmis 126 og 192), hvorefter anbringender vedrørende sagens realitet til forskel fra anbringender vedrørende utilstrækkelig begrundelse ikke kan rejses af Fællesskabets retsinstanser af egen drift.
36 For det tredje er de eksempler fra retspraksis, som Personaleretten har fremført til støtte for, at spørgsmålet om den materielle lovlighed var blevet rejst af egen drift, snarere til hinder for et sådant ræsonnement.
37 Dels er spørgsmålet om fuldstændig retskraft – i modsætning til, hvad Personaleretten har fastslået i den appellerede doms præmis 57 – ikke et anbringende vedrørende den materielle lovlighed, men en formalitetsindsigelse. Kommissionen er af den opfattelse, at Domstolen har fastslået i præmis 45 i dom af 1. juni 2006 (forenede sager C-442/03 P og C-471/03 P, P & O European Ferries (Vizcaya) og Diputación Foral de Vizcaya mod Kommissionen, Sml. I, s. 4845), at spørgsmålet om fuldstændig retskraft er en ufravigelig procesforudsætning, som retsinstansen kan behandle ex officio, idet det er til hinder for, at Retten på ny behandler de anbringender, der allerede er blevet behandlet i en dom, der er endelig, hvilket ville være i strid med den fuldstændige retskraft.
38 Dels har de eksempler, der er udledt af Domstolens dom vedrørende fortolkningen af Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT L 95, s. 29), som er til hinder for forbuddet for retsinstanserne til af egen drift at behandle et urimeligt kontraktvilkår, ingen sammenhæng med rækkevidden af den kontrol af egen drift, som Fællesskabets retsinstanser kan udøve i direkte søgsmål i henhold til artikel 236 EF. Domstolen har under alle omstændigheder i dom af 7. juni 2007 (forenede sager C-222/05 – C-225/05, van der Weerd m.fl., Sml. I, s. 4233) begrænset rækkevidden af dom af 21. november 2002 (sag C-473/00, Cofidis, Sml. I, s. 10875) og af 26. oktober 2006 (sag C-168/05, Mostaza Claro, Sml. I, s. 10421) ved at fastslå, at effektivitetsprincippet ikke pålægger nationale retter en forpligtelse til af egen drift at tage et anbringende udledt af en bestemmelse i fællesskabsretten under påkendelse, uafhængigt af dets betydning for Fællesskabernes retsorden, hvis parterne gives en faktisk mulighed for at gøre et anbringende på grundlag af fællesskabsretten gældende for en national ret.
39 Kommissionen har for det fjerde anført, at hvis kontrollen af egen drift af et anbringende vedrørende anvendelsesområdet for en lov i det mindste er et kendt begreb i fransk administrativ ret, er dette ikke tilfældet inden for den fællesskabsretlige retsorden. At Retten henviste til dette anbringende i sagen Browet m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 24 (præmis 35), er forblevet et enkeltstående tilfælde og udgør alene et obiter dictum i Rettens ræsonnement, for så vidt som afgørelsen blev truffet på grundlag af de fremførte anbringender.
40 F. Putterie-De-Beukelaer har for det første anført, at i henhold til den relevante retspraksis tilkommer det Fællesskabets retsinstanser af egen drift at efterprøve ufravigelige procesforudsætninger, skønt de ikke er lette at fastslå. Som Retten har fastslået i dommen Browet m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 24, udgør anbringendet vedrørende lovens rækkevidde utvivlsomt et sådant anbringende, og dette gælder ikke alene, når der er en direkte sammenhæng med modpartens argumentation, i modsætning til, hvad Kommissionen har gjort gældende.
41 Endelig afhænger muligheden for at rejse et anbringende af egen drift ikke af en teoretisk opdeling mellem formel og materiel lovlighed, som Domstolen i øvrigt ikke har tiltrådt. Denne sondring, som er formalistisk og usikker, ville føre til en vidtgående skematisering. Så snart der er tale om et anbringende af ordre public-karakter, skal det – uanset om der er tale om materiel eller formel lovlighed – rejses af egen drift. Spørgsmålet er således, hvorvidt anbringendet vedrørende tilsidesættelse af anvendelsesområdet for loven er af ordre public-karakter. I denne forbindelse ville det være uacceptabelt, hvis dette ikke var tilfældet for så vidt angår lignende materiel ulovlighed, mens tilsidesættelser af visse procedurebestemmelser skal rejses af egen drift.
42 Endelig skal rækkevidden af den retspraksis, som Kommissionen har henvist til, ikke overdrives, for så vidt som sondringen mellem anbringender vedrørende den formelle lovlighed og anbringender vedrørende den materielle lovlighed har fundet sted i en situation, hvor den ikke havde nogen konsekvens for sagens udfald. Denne retspraksis vedrører i øvrigt alene anbringender vedrørende henholdsvis begrundelsespligten og åbenbart urigtigt skøn, idet sidstnævnte er et typisk anbringende vedrørende realiteten. I de sager, som Domstolen har skullet tage stilling til, har den fulgt en anden fremgangsmåde, idet den har rejst anbringenderne af egen drift uden at tage hensyn til deres klassificering. I henhold til retspraksis skal et argument vedrørende Kommissionens kompetence således rejses af egen drift.
43 Ifølge F. Putterie-De-Beukelaer skal det i øvrigt fastslås, at inden for rammerne af aftaler, som indeholder urimelige kontraktvilkår, har Domstolen lagt særlig vægt på, at den nationale retsinstans af egen drift kan behandle et urimeligt kontraktvilkår, hvorfor det vil være ulogisk, hvis Retten skal forkaste denne mulighed i sine »annullationssager«.
44 Under alle omstændigheder er det åbenbart, at tilsidesættelsen af lovens anvendelsesområde i nærværende sag udgør en uregelmæssighed, som er af tilstrækkelig betydning. Den omstændighed, at bestemmelserne for bedømmelsesproceduren er blevet anvendt i forbindelse med en afgørelse truffet under en attestationsprocedure, har medført væsentlige uregelmæssigheder, såvel for så vidt angår kompetence som form, idet de proceduremæssige uregelmæssigheder bl.a. har vedrørt den måde, som den anfægtede beslutning blev udarbejdet på og følgelig en tilsidesættelse af appelindstævntes ret til forsvar. Formålet med henholdsvis bestemmelserne i vedtægtens artikel 43 og artikel 10, stk. 3, i bilag XIII hertil er blevet fastsat af hensyn til tjenestemænd generelt og ikke af hensyn til de direkte berørte personer.
Om andet led vedrørende tilsidesættelse af dispositionsmaksimen og forbuddet mod at træffe afgørelse ultra petita
45 Kommissionen er af den opfattelse, at Personaleretten ved at annullere den anfægtede beslutning alene på grundlag af et anbringende, rejst af egen drift, vedrørende tilsidesættelse af anvendelsesområdet for henholdsvis vedtægtens artikel 43 og artikel 10, stk. 3, i bilag XIII hertil, har tilsidesat dispositionsmaksimen og har truffet afgørelse ulta petita. Fællesskabets retsinstanser er imidlertid bundet af sagen rammer som afgrænset i stævningen. Med undtagelse af formalitetsindsigelser og ordre public-anbringender vedrørende retsaktens formelle lovlighed skal Fællesskabets retsinstansers kontrol overholde dispositionsmaksimen, som er til hinder for, at retsinstansen ensidigt udvider sagens genstand. I direkte søgsmål tilkommer det sagens parter at fastlægge rammen og vælge de anbringender vedrørende den materielle lovlighed, som de vil gøre gældende over for retsakten.
46 Ifølge Kommissionen har Retten således i dommen i sagen Browet m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 24 ovenfor, taget hensyn til den omstændighed, at anbringendet vedrørende tilsidesættelse af lovens anvendelsesområde var tæt forbundet med parternes argumentation, idet Retten for at kunne tage stilling til sagsøgerens anbringende under alle omstændigheder skulle undersøge lovens anvendelsesområde.
47 Domstolen har ikke fraveget dette synspunkt ved at fastslå, at selv om en domstol kun må træffe afgørelse vedrørende parternes påstande, idet det påhviler dem at fastlægge tvistens rammer, kan den således ikke være fuldstændig bundet af de argumenter, som parterne har fremført til støtte for deres krav, da den i modsat fald kan tænkes at blive nødsaget til at basere sin afgørelse på urigtige retlige betragtninger, et dictum, der alene vedrører argumenter, som retsinstansen til enhver tid kan supplere, i modsætning til anbringender. Den omstændighed, at Personaleretten i denne sag har givet parterne mulighed for at udtale sig om det pågældende anbringende, er ikke tilstrækkeligt til at anerkende, at det indgår i sagens rammer.
48 Ifølge Kommissionen har den omstændighed, at der findes en rubrik kaldet »Potentiale«, ikke givet anledning til nogen ulemper under proceduren for F. Putterie-De-Beukelaer – tværtimod – idet den har givet hende mulighed for at anmode om en fornyet vurdering af medbedømmeren og en undersøgelse af det paritetiske evalueringsudvalg og at indgive en klage før selve påbegyndelsen af attestationsproceduren. Da den alene skulle tage stilling til spørgsmålet om berettigelsen af den manglende anerkendelse af F. Putterie-De-Beukelaers potentiale, har Personaleretten foretaget en abstrakt analyse uden at behandle de rejste omtvistede spørgsmål.
49 Det ligger fast, at selv om retten ikke må træffe en ulovlig afgørelse – hvilket er grunden til, at den ikke er bundet af F. Putterie-De-Beukelaers argumenter, som er retligt fejlagtige – skal den respektere de anbringender vedrørende den materielle lovlighed, som hun har rejst. Kommissionen er af den opfattelse, at retten er forpligtet til at respektere de af F. Putterie-De-Beukelaer rejste anbringender vedrørende den materielle lovlighed netop for at undgå uønskede resultater, såsom i dette tilfælde, hvor Personaleretten godt nok har annulleret den anfægtede beslutning, men hvor annullationen ikke har fået nogen virkning på den berørtes stilling.
50 Selv hvis det antages, at den retsinstans, der udfører legalitetskontrollen, alene kan træffe afgørelse inden for rammerne af gældende ret, og at det derfor tilkommer den af egen drift at undersøge anvendelsesområdet for den lov, som F. Putterie-De-Beukelaer bygger sine argumenter på, var Personaleretten imidlertid ikke berettiget til at rejse dette anbringende af egen drift under den sag, der var indbragt for den. Den har i øvrigt ikke redegjort for, hvorledes undersøgelsen af de rejste anbringende ville føre den til at tilsidesætte sin funktion som retsinstans, der udfører legalitetskontrollen.
51 Subsidiært gøres gældende, at eftersom præmis 75 og 76 i den appellerede dom kan adskilles fra anbringendet vedrørende tilsidesættelse af anvendelsesområdet for henholdsvis vedtægtens artikel 43 og artikel 10, stk. 3, i bilag XIII hertil, og kvalificeres som et særskilt anbringende om inkompetence hos den anfægtede beslutnings ophavsmand, har annullationen af karriereudviklingsrapporten for 2005, for så vidt som administrationen ikke heri anerkender F. Putterie-De-Beukelaers potentiale til at udføre opgaver omfattet af kategori B*, tilsidesat retten til forsvar i strid med bestemmelserne i artikel 77 i Personalerettens procesreglement.
52 Den omstændighed, at dette anbringende ikke blev forkastet, bygger i øvrigt på den fejlagtige antagelse, at rubrikken »Potentiale« i karriereudviklingsrapporten for 2005 udgjorde en selvstændig beslutning i forhold til den pågældende karriereudviklingsrapport, som kunne træffes af en anden myndighed end ophavsmændene til bedømmelsesproceduren. Det drejer sig således alene om en rubrik, der ikke kan adskilles fra de mange elementer, som udgør karriereudviklingsrapporten for 2005, som vil være den retsakt, der kan anfægtes.
53 I modsætning til, hvad Personaleretten har bemærket i den appellerede doms præmis 76, skulle ansættelsesmyndigheden endvidere træffe afgørelse om adgangen til attestationsproceduren, for hvilken rubrikken »Potentiale« i karriereudviklingsrapporten for 2005 udgjorde en af de forudgående betingelser. De bestemmelser, som regulerede attestationsproceduren for 2006, fastsatte ikke, at den ansættelsesmyndighed, der var kompetent i forbindelse med adgangen til attestationsproceduren, skulle fastslå tilstedeværelsen af potentiale som kriterium for adgangen.
54 F. Putterie-De-Beukelaer har indledningsvist gjort gældende, at den omstændighed, at der foreligger et ordre public-anbringende, såsom tilsidesættelsen af lovens anvendelsesområde, udgør en undtagelse til dispositionsmaksimen, og den omstændighed, at retsinstansen nægtes muligheden for af egen drift at rejse et ordre public-anbringende, der ikke er direkte forbundet med parternes argumentation, ville være i strid med selve formålet med at rejse anbringender af egen drift.
55 Som svar på Kommissionens argument om, at tilstedeværelsen af rubrikken »Potentiale« ikke har været til skade for F. Putterie-De-Beukelaer, har sidstnævnte endvidere understreget, at hun ikke kunne udnytte den appelmulighed, der er indført på attestationsområdet, for at anfægte afslaget på hendes anmodning om adgang til attestationsproceduren. Som Personaleretten har fastslået, ville den under alle omstændigheder have tilsidesat sin funktion, hvis den havde behandlet sagen i forhold til en retsregel, der ikke kunne finde anvendelse på det foreliggende tilfælde, uanset om dette var anfægtet eller ej. Ved at give parterne mulighed for at drøfte dette, har Personaleretten overholdt principperne om den kontradiktoriske procedure og om overholdelse af retten til forsvar.
56 Henset endelig til den omstændighed, at Personaleretten samme dag har fastslået i dom af 21. februar 2008, Semeraro mod Kommissionen (sag F-19/06, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser), at indsættelsen i en karriereudviklingsrapport for år 2004 af en bemærkning om potentialet var ulovligt, opfyldte den appellerede dom et ønske om at opnå sammenhæng mellem retsforskrifterne, idet samme retlige ramme og samme restforskrifter fandt anvendelse i de to sager.
57 Hvad angår Kommissionens subsidiære bemærkninger har F. Putterie-De-Beukelaer i overensstemmelse hermed anført, at præmis 75 og 76 i den appellerede dom ikke kan anses for at være et særskilt anbringende om inkompetence hos den anfægtede beslutnings ophavsmand. Under alle omstændigheder er principperne om den kontradiktoriske procedure og om overholdelse af retten til forsvar ligeledes på dette punkt overholdt.
Rettens bemærkninger
58 F. Putterie-De-Beukelaer har i sit søgsmål nedlagt påstand om annullation af karriereudviklingsrapporten for 2005, for så vidt som den i rubrikken »Potentiale«, der var indsat med henblik på attestationsproceduren, fastslår, at hendes potentiale til at udføre opgaver omfattet af kategori B* ikke er anerkendt.
59 Det bemærkes, at Personaleretten uden at have taget stilling til realiteten af det af F. Putterie-De-Beukelaer anlagte søgsmål har behandlet et anbringende vedrørende tilsidesættelsen af lovens anvendelsesområde og i den appellerede doms præmis 74 i det væsentlige fastslået, at den omtvistede afgørelse var blevet truffet ifølge bedømmelsesprocedurens kompetencebestemmelser, procedureregler og materielle bestemmelser, og ikke ifølge attestationsprocedurens regler, som alene var anvendelige.
60 Personaleretten har for det første fastslået i den appellerede doms præmis 75 og 76, at den anfægtede afgørelse ikke var blevet vedtaget af den kompetente myndighed, nemlig ansættelsesmyndigheden, hvem det tilkommer at udtale sig om tjenestemændenes ansøgninger om at få adgang til attestation, men af medbedømmeren, som er kompetent til at vedtage karriereudviklingsrapporten.
61 Det skal imidlertid bemærkes, at anbringendet om, at ophavsmanden til en bebyrdende retsakt er inkompetent, er en ufravigelig procesforudsætning (jf. i denne retning Domstolens dom af 17.12.1959, sag 14/59, Société des fonderies de Pont-à-Mousson mod Den Høje Myndighed, Sml. s. 445, præmis 473, og Rettens dom af 24.9.1996, sag T-182/94, Marx Esser et Del Amo Martinez mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A, s. 411, og II, s. 1197, præmis 42 og 44), som skal efterprøves af Unionens retsinstansers, i givet fald ex-officio (Domstolens dom af 13.7.2000, sag C-210/98 P, Salzgitter mod Kommissionen, Sml. I, s. 5843, præmis 56, og Rettens dom af 13.7.2006, sag T-165/04, Vounakis mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-2, s. 155, og II-A-2, s. 735, præmis 30).
62 Personaleretten har for det andet fastslået i den appellerede doms præmis 77-79, at F. Putterie-De-Beukelaer ikke har kunnet udnytte den appelmulighed, der er indført på attestationsområdet, for at anfægte afslaget på hendes anmodning om adgang til attestationsproceduren, idet det paritetiske attestationsudvalg for attestationsrunden, der i henhold til artikel 10, stk. 3, i bilag XIII til vedtægten skal høres, når en tjenestemand anfægter en beslutning, hvorved vedkommendes ansøgning om adgang til attestation forkastes, havde afvist at have beføjelse til at behandle sagsøgerens interne klagesag.
63 Ifølge fast retspraksis udgør den manglende overholdelse af procedureregler vedrørende vedtagelse af en bebyrdende retsakt en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter, som kan efterprøves af Unionens retsinstanser, endog ex-officio (Rettens dom af 13.12.2007, sag T-113/05, Angelidis mod Parlamentet, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 62 og den deri nævnte retspraksis, og af 2.10.2009, forenede sager T-300/05 og T-316/05, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 206). Afslaget på at behandle den interne klage, som er fastsat i de procedureregler, der finder anvendelse på vedtagelsen af en bebyrdende retsakt, udgør klart en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i denne retspraksis, og kan således rejses ex officio af Personaleretten.
64 Personaleretten har for det tredje konkluderet i den appellerede doms præmis 80-86, at potentialet ikke var blandt de kriterier, som var fastsat i de bestemmelser, der fandt anvendelse på attestationsproceduren.
65 Det bemærkes, at fortolkningen af de bestemmelser, som er relevante ved afgørelsen af, om administrationen i den anfægtede afgørelse burde have taget stilling til F. Putterie-De-Beukelaers potentiale eller ej, udgør en nødvendig forudsætning for vurderingen af anbringendet om den skønsmæssige fejl, som hun har gjort gældende i sit søgsmål. Det følger således af fast retspraksis, at selv om en domstol kun må træffe afgørelse vedrørende parternes påstande, idet det påhviler dem at fastlægge tvistens rammer, kan den således ikke være fuldstændig bundet af de argumenter, som parterne har fremført til støtte for deres krav, da den i modsat fald kan tænkes at blive nødsaget til at basere sin afgørelse på urigtige retlige betragtninger (Domstolens kendelse af 27.9.2004, sag C-470/02 P, UER mod M6 m.fl., ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 69, og af 13.6.2006, sag C-172/05 P, Mancini mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 41).
66 Det følger heraf, at Personaleretten under de foreliggende omstændigheder ikke foretog en urigtig retsanvendelse, da den undersøgte, om F. Putterie-De-Beukelaers karriereudviklingsrapport fra 2005 eventuelt tilsidesatte de relevante bestemmelser, for så vidt som denne undersøgelse var nødvendig dels for at undersøge anbringenderne vedrørende den manglende kompetence hos den anfægtede afgørelses ophavsmand og tilsidesættelsen af væsentlige formforskrifter, som Personaleretten kunne behandle ex officio, og dels for at besvare et forudgående spørgsmål, hvis besvarelse var nødvendig, henset til F. Putterie-De-Beukelaers argumentation.
67 Følgelig skal Kommissionens principale anbringende mod den anfægtede afgørelse vedrørende den omstændighed, at Personalerettens undersøgelse af de tre ovennævnte spørgsmål var behæftet med en retlig fejl, afvises, uden at det er nødvendigt at tage stilling til spørgsmålet om Unionens retsinstansers mulighed for ex officio at behandle et anbringende vedrørende tilsidesættelse af lovens anvendelsesområde.
68 Det bemærkes i øvrigt, at i forbindelse med Kommissionens subsidiære bemærkninger har den i det væsentlige anfægtet Personalerettens vurdering vedrørende de bestemmelser, der skal finde anvendelse på sagens faktiske omstændigheder. Kommissionen har for det første anført, at Personaleretten har lagt en fejlagtig antagelse til grund, hvorefter rubrikken »Potentiale« udgør en selvstændig beslutning i forhold til karriereudviklingsrapporten, som kan træffes af en anden myndighed end den, der er kompetent i henhold til bedømmelsesproceduren. Kommissionen har for det andet anført, at de bestemmelser, der regulerer attestationsproceduren for 2006, ikke fastsatte, at potentiale som kriterium for adgang til attestationsproceduren ikke skal fastslås af bedømmeren, men af den ansættelsesmyndighed, der var kompetent i forbindelse med adgangen til attestationsproceduren.
69 Kommissionen har under retsmødet præciseret, som svar på et spørgsmål fra Retten, at det var bedømmeren og medbedømmeren, der var kompetente til at vurdere F. Putterie-De-Beukelaers potentiale, hvorfor Personaleretten, som fandt, at en sådan vurdering henhørte under den ansættelsesmyndighed, der var kompetent i forbindelse med adgangen til attestationsprocedure, begik en retlig fejl ved at fastslå, at Kommissionen havde tilsidesat anvendelsesområdet for henholdsvis vedtægtens artikel 43 og artikel 10, stk. 3, i bilag XIII til denne vedtægt.
70 Det skal i denne forbindelse indledningsvis påpeges, at der ved fortolkningen af en fællesskabsbestemmelse i henhold til fast retspraksis ikke blot skal tages hensyn til ordlyden og den sammenhæng, hvori den indgår, men også til de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (Domstolens dom af 30.7.1996, sag C-84/95, Bosphorus, Sml. I, s. 3953, præmis 11, og af 22.10.2009, sag C-301/08, Bogiatzi, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 39, samt Rettens dom af 26.6.2008, sag T-94/98, Alferink m.fl. mod Kommissionen, sag T-94/98, Sml. II, s. 1125, præmis 68).
71 Det bemærkes, at vedtægtens artikel 43, stk. 1, kræver, at der mindst hvert andet år udfærdiges en karriereudviklingsrapport for hver tjenestemand vedrørende hans kvalifikationer, tjenstlige indsats og adfærd i henhold til de betingelser, hver institution fastsætter.
72 Det følger af fast retspraksis, at karriereudviklingsrapporten, som er et internt dokument, i første række har til formål at sikre administrationen regelmæssige oplysninger om, hvorledes tjenestemanden udfører de opgaver, der er pålagt ham. For tjenestemanden spiller rapporten en vigtig rolle for forløbet af hans karriere, hovedsageligt for så vidt angår forflyttelse og forfremmelse (jf. Rettens dom af 12.9.2007, sag T-249/04, Combescot mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).
73 Hvad for det første angår tjenestemænd i ansættelsesgruppe AST gælder, at fra lønklasse 4 kan udtalelsen i henhold til vedtægtens artikel 43, stk. 2, også indeholde en tilkendegivelse af, om den pågældende i betragtning af den præsterede indsats har de nødvendige forudsætninger for at kunne varetage en stilling som administrator.
74 Hvad for det andet angår tjenestemænd henhørende under kategori C eller D, der gjorde tjeneste før den 1. maj 2004, som omhandlet af artikel 10, stk. 1, i bilag XIII til vedtægten, hvis karriereforløb er begrænset til henholdsvis AST 7 og AST 5, kan de ligeledes få adgang til arbejdsopgaver, der henhører under højere lønklasser i ansættelsesgruppe AST. Artikel 10, stk. 2, i bilag XIII til vedtægten bestemmer, at de pågældende tjenestemænd ud over en bestået udvælgelsesprøve uden videre kan overføres til ansættelsesgruppen for assistenter på grundlag af en attestationsprocedure, som baseres på anciennitet, erfaring, fortjenstfuldhed og de uddannelser for tjenestemænd, der er fulgt, samt antallet af stillinger i ansættelsesgruppe AST, der er til rådighed. Gennemførelsesbestemmelserne for denne procedure er fastsat af Kommissionen ved afgørelse af 7. april 2004, som fandt anvendelse på den første attestationsprocedure vedrørende 2005, og ved afgørelse af 29. november 2006, som fandt anvendelse på attestationsproceduren for 2006, der blev indledt den 21. december 2006.
75 Hvad angår bedømmelsesproceduren bemærkes for det første, at det præciseres i artikel 1, stk. 2, i AGB 43, at personalebedømmelsen navnlig har til formål at bedømme den ansattes tjenstlige indsats, kvalifikationer og adfærd i tjenesten. Det tilføjes i bestemmelsen, at der tildeles en karakter for fortjeneste på grundlag af vurderingerne af hver af disse tre dele, således som angivet i den standardrapport, der er vedlagt som bilag II til AGB. I denne karriereudviklingsstandardrapport (jf. i den udgave, der fandt anvendelse på personalebedømmelsen i 2005, dommen i sagen Semeraro mod Kommissionen, nævnt i præmis 56 ovenfor) findes bl.a. en rubrik »Kvalifikationer«, med undertitlen »Angivelse, der skal tages i betragtning i forbindelse med attestationsproceduren efter artikel 10, stk. 3, i bilag XIII til vedtægten«, hvori der skal udfyldes arten af de pågældende arbejdsopgaver, den del af den ansattes virksomhed, der er viet til disse opgaver, og kvaliteten af den ansattes indsats i udførelsen af disse arbejdsopgaver.
76 Dette er tilfældet for F. Putterie-De-Beukelaers karriereudviklingsrapport for bedømmelsesrunden i 2005 og 2006.
77 For det andet bemærkes, at i Meddelelser fra Administrationen nr. 1-2006 af 12. januar 2006 om bedømmelsesproceduren for 2006, som er omstridt i nærværende sag, er det vedrørende rubrikken om vurdering af potentiale anført:
»Denne rubrik skal udfyldes i forbindelse med attestations- og certifikationsprocedurerne. Den vil kun blive udfyldt af bedømmeren, hvis den ansatte udtrykkeligt anmoder om det i sin selvbedømmelse (afkrydsningsfelt).
Rubrikken om potentiale er blevet ændret. Bedømmeren råder nu over en liste over typeopgaver i kategori A* og kategori B*. Han afkrydser den eller de arbejdsopgaver, der henhører under den højere kategori, og vurderer den del af den ansattes arbejdsindsats, der hengår med disse opgaver, samt kvaliteten af hans indsats i udførelsen af arbejdsopgaverne.
[...]
Det er fremover medbedømmeren, der angiver, om den ansatte har påvist at have potentiale til at varetage opgaver, der er omfattet af den højere kategori.
NB: Tjenestemænd ansat i kategori B*, C* eller D* gøres opmærksomhed på den omstændighed, at forlængelsen af den forudgående rapport ikke omfatter rubrikken »potentiale«, som er indsat af hensyn til attestations- og certifikationsprocedurerne. Ved at godkende denne forlængelse afstår De følgelig fra, at Deres kvalifikationer bedømmes på ny for så vidt angår de opgaver [der er udført] i 2005.«
78 Det fremgår af AGB 43 og Meddelelser fra Administrationen nr. 1-2006, at rubrikken »Potentiale« i karriereudviklingsrapporten for en ansat, der ønsker at udføre opgaver fra en højere kategori, i det væsentlige tilsiger at opnå en vurdering af de opgaver henhørende under den højere kategori, som faktisk er blevet udført af den pågældende tjenestemand i den daglige udførelse af hans arbejde i den periode, der er omfattet af karriereudviklingsrapporten, med henblik på særligt at attestere ham.
79 Henset til formålet med vurderingen af en tjenestemands potentiale, dvs. den del af hans opgaver og kvaliteten af hans arbejde vedrørende opgaver henhørende under en højere kategori, som han faktisk har udført i den periode, der er genstand for karriereudviklingsrapporten, må det konstateres, at den pågældende vurdering er en integreret del af den vurdering, der skal bedømme tjenestemandens erhvervserfaring og fortjenester, som nødvendigvis i det mindste afspejles i bedømmelsen af hans kompetencer i løbet af samme periode.
80 Det skal således bemærkes, at de, der har beføjelse til under bedømmelsesproceduren at bedømme tjenestemandens fortjenester i forbindelse med de forskellige rubrikker i karriereudviklingsrapporten, nemlig bedømmeren og medbedømmeren, under forbehold for indgriben fra bedømmeren i appelleddet, ligeledes er dem, der skal bedømme »potentialet« for de tjenestemænd, der har anmodet om, at den pågældende rubrik udfyldes af bedømmeren.
81 Hvad angår attestationsproceduren bemærkes, at beslutningen af 7. april 2004 vedrørende attestationsproceduren for 2005, som Personaleretten har fastslået finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i nærværende sag, i artikel 4-8 fastlægger fire etaper.
82 Det følger af disse bestemmelser, at ansættelsesmyndigheden efter i den første etape at have fastsat antallet af stillinger, som det følgende år kan besættes af tjenestemænd, der har været genstand for attestation (artikel 4), og efter i den anden etape at have udfærdiget og offentliggjort en liste over de tjenestemænd, der har indgivet ansøgning, har fået adgang til attestationsproceduren, og som opfylder betingelserne vedrørende uddannelsesniveau og anciennitet (artikel 5), under den tredje etape skal udfærdige en anden liste over kandidaterne, hvorpå disse bliver indplaceret i prioriteret rækkefølge på grundlag af visse kriterier (artikel 6) for derefter under fjerde etape at udfærdige en liste over de tjenestemænd, der kan ansøge om ledige stillinger i ansættelsesgruppen for assistenter (artikel 7).
83 Kriterierne for indplacering er i henhold til artikel 6, stk. 1, i beslutningen af 7. april 2004 for det første uddannelsesniveauet og års ancienniteten i karriereforløbet C eller D – som allerede er taget i betragtning med henblik på adgangen til proceduren – og for det andet erfaring og fortjenester bedømt på grundlag af de karriereudviklingsrapporter, der er til rådighed.
84 Disse kriteriers værdi og afvejning, som ifølge artikel 6, stk. 2, i beslutningen af 7. april 2004 skal afgøres af ansættelsesmyndigheden inden den 31. december 2004, var genstand for en beslutning truffet af ansættelsesmyndigheden den 11. maj 2005 om kriterierne for indplacering vedrørende attestationsproceduren for 2005 (Meddelelser fra Administrationen nr. 33-2005, af 20.5.2005), efter enstemmig udtalelse fra det i artikel 9 i beslutningen af 7. april 2004 omhandlede udvalg.
85 For det første hvad angår værdien af kriterierne for indplacering har ansættelsesmyndigheden anført i beslutningen af 11. maj 2005, at potentialet for den tjenestemand, der havde fået adgang til attestationsproceduren, til at udføre opgaver, som henhører under kategori B*, skulle tages i betragtning i forbindelse med kriteriet vedrørende erfaring, idet den præciserede, at dette potentiale skulle være anerkendt i tjenestemandens karriereudviklingsrapport for 2004.
86 Hvad for det andet angår afvejningen af indplaceringskriterierne har ansættelsesmyndigheden i samme beslutning anført, at den gik frem i to etaper. Først fastlagde den to indledende prioritetslister, den ene på grundlag af anciennitet og fortjenester og den anden på grundlag af uddannelser og fortjenester. For at afgøre de ligestillede på hver af disse lister, præciserede ansættelsesmyndigheden, at den tog hensyn til lønklasse, betragtninger vedrørende lige muligheder og endelig oplysninger fra karriereudviklingsrapporten vedrørende tjenestemandens potentiale til at varetage opgaver henhørende under kategori B*. Derefter fastlagde ansættelsesmyndigheden listen over de tjenestemænd, der kunne ansøge om ledige stillinger, der var identificeret i forbindelse med attestationsproceduren.
87 Det fremgår af bestemmelserne i Kommissionens beslutning af 7. april 2004, sammenholdt med ansættelsesmyndighedens beslutning af 11. maj 2005, at i forbindelse med attestationsproceduren havde ansættelsesmyndigheden ikke kompetence til at bedømme potentialet for de tjenestemænd, der var ansøgere til attestationsproceduren. Ud over, at potentialet ikke udgjorde en betingelse for adgang til proceduren, skal det nævnes, at det først var under fjerde etape af proceduren, at ansættelsesmyndigheden fastlagde listen over tjenestemænd, der kunne ansøge om ledige stillinger i ansættelsesgruppen for assistenter, at ansættelsesmyndigheden for at afgøre de ligestillede på de to indledende lister, oprettet på grundlag af anciennitet, fortjenester og uddannelse, tog hensyn til hver tjenestemands potentiale. Selv om ansættelsesmyndigheden tog hensyn til tjenestemændenes potentiale til at varetage opgaver henhørende under den højere kategori, foretog den imidlertid ikke selv nogen bedømmelse af dette potentiale, men lagde de oplysninger til grund, som fremgik af den tilsvarende rubrik i karriereudviklingsrapporten for det forudgående år.
88 Der er ikke nogen bestemmelse i disse to beslutninger, som nævner ansættelsesmyndighedens vedtagelse af en beslutning om bedømmelse af potentialet for de tjenestemænd, der har indgivet ansøgning under attestationsproceduren, som adskilte sig fra og gik forud for ansættelsesmyndighedens hensyntagen til de oplysninger, der er indeholdt i rubrikken »Potentiale« i karriereudviklingsrapporten med henblik på at fastlægge listen over tjenestemænd, der kan ansøge om ledige stillinger i ansættelsesgruppen for assistenter i henhold til artikel 7 i beslutningen af 7. april 2004.
89 Denne fortolkning er i øvrigt i overensstemmelse med opbygningen af den ordning, der i forbindelse med den nye karrierestruktur på grundlag af to funktionsgrupper tilsigter at sikre tjenestemænd, der har et karriereforløb med avancementsmuligheder indtil en bestemt lønklasse, en mulighed for direkte at nå op i lønklassen for assistenter ved hjælp bl.a. af en attestationsprocedure, som bygger på bedømmelser, som er foretaget i forbindelse med bedømmelsesproceduren af bedømmeren og medbedømmeren med forbehold for en eventuel indgriben fra bedømmeren i appelleddet.
90 Rubrikken »Potentiale« indgår således i bedømmelsen af tjenestemænd, skønt den har konsekvenser i forbindelse med attestationsproceduren. Da der ikke er nogen bestemmelser, som udtrykkeligt anfører, at rubrikken skal medføre en bedømmelse, der skal foretages inden for rammerne af attestationsproceduren, kan den således ikke løsrives fra bedømmelsesproceduren for at lade den henhøre udelukkende under ansættelsesmyndighedens beføjelse i forbindelse med attestationsproceduren, således som Personaleretten har gjort i den appellerede dom.
91 Det fremgår af ordningen, at potentialet, der skal anerkendes på forhånd, er uløseligt forbundet i samme kapitel som fortjenester i bred forstand, med bedømmelsen af tjenestemanden og kan i henhold til artikel 6 i beslutningen af 7. april 2004 medføre en manglende indplacering af en tjenestemand, som ønsker at udføre højere opgaver end dem, som han kan udføre, og hvortil potentialet ikke er blevet anerkendt på forhånd i forbindelse med karriereudviklingsrapporten af de personer, der har beføjelser til at foretage bedømmelsen.
92 Det skal i øvrigt bemærkes, at bedømmeren som afdelingschef for den ansatte og som den, der skal gennemføre bedømmelsen af tjenestemanden, bedst kan vurdere den bedømte tjenestemands udførelse af de opgaver, der henhører under en højere kategori end den, han er ansat i. Det samme gælder medbedømmeren og bedømmeren i appelleddet. Afgørelsen af en tjenestemands potentiale til at udføre opgaver henhørende under en højere kategori end den, han tilhører, skal nødvendigvis vurderes konkret, henset til de opgaver, som faktisk udføres af den pågældende tjenestemand, og til den måde, hvorpå de udføres.
93 Denne fortolkning er ligeledes forstærket af afgrænsningen af anvendelsesområdet for henholdsvis den kontrol, der udføres på den ene side af det paritetiske evalueringsudvalg og på den anden side af det paritetiske attestationsudvalg for attestationsrunden.
94 Det paritetiske evalueringsudvalg er ved efterprøvelsen af, om karriereudviklingsrapporterne er udarbejdet behørigt, objektivt og i overensstemmelse med AGB 43 – uden at træde i stedet for bedømmerne eller medbedømmerne – kompetente i forbindelse med de konkrete vurderinger, som disse har foretaget, og som fremgår af de forskellige rubrikker i karriereudviklingsrapporten (jf. bl.a. artikel 9, stk. 4, i AGB 43).
95 Hvad derimod angår det paritetiske attestationsudvalg for attestationsrunden bemærkes først, at i overensstemmelse med artikel 6, stk. 2, i beslutningen af 7. april 2004 fremsender det en udtalelse med henblik på ansættelsesmyndighedens beslutning for så vidt angår værdien af kriterierne – vedrørende uddannelsesniveau, anciennitet i karriereforløbet C eller D, erfaring og fortjenstfuldhed vurderet på grundlag af de disponible karriereudviklingsrapporter – og deres afvejning. Det præciseres i øvrigt i beslutningens artikel 9, stk. 7, at udvalget ved hvert års begyndelse afgiver udtalelse om resultaterne af den forløbne attestationsprocedure og kan supplere denne udtalelse med henstillinger, herunder vedrørende værdier og vægtninger. Dernæst bemærkes, at i forbindelse med anden etape af proceduren nævnt ovenfor i præmis 82 bestemmes det i artikel 5, stk. 3, i beslutningen af 7. april 2004, at tjenestemænd, som formodede, at de opfyldte kriterierne vedrørende uddannelsesniveau og anciennitet i karrieren, men ikke er opført på listen over tjenestemænd, der har indgivet ansøgning, og som er givet adgang til attestationsproceduren, kan klage til dette udvalg. Endelig bemærkes, at i forbindelse med tredje etape i proceduren bestemmes i artikel 6, stk. 1-4, i beslutningen af 7. april 2004, at de tjenestemænd, der har fået adgang, og som er indplaceret i prioriteret rækkefølge på grundlag af de nævnte kriterier, værdier og afvejninger, kan klage til det paritetiske attestationsudvalg for attestationsrunden, hvis de anfægter det antal points, de har opnået.
96 Det fremgår således af disse bestemmelser for det første, at det paritetiske evalueringsudvalg er kompetent for så vidt angår konkrete vurderinger vedrørende tjenestemænds fortjenester i bred forstand.
97 Det fremgår for det andet heraf, at det paritetiske attestationsudvalg for attestationsrunden er kompetent med henblik på at tage stilling til klager fra tjenestemænd, som ikke er optaget på listen over tjenestemænd, der har indgivet ansøgning, og som har fået adgang til attestationsproceduren, og dem, der særligt vedrører den værdi, der er tillagt de forskellige kriterier nævnt i præmis 95 ovenfor og disses afvejning. Det paritetiske attestationsudvalg for attestationsrunden kan derimod ikke udstrække sin kompetence til de forskellige bedømmelser eller vurderinger, som findes i de forskellige rubrikker i karriereudviklingsrapporten, som alene henhører under den kontrol, der udføres af det paritetiske evalueringsudvalg.
98 Endelig bemærkes, at den omstændighed, at vedtægtens artikel 43 alene bestemmer, at karriereudviklingsrapporten for tjenestemænd i ansættelsesgruppe AST fra lønklasse 4 kan indeholde en tilkendegivelse af, om den pågældende i betragtning af den præsterede indsats har de nødvendige forudsætninger for at kunne varetage en stilling som administrator, men ikke udtrykkeligt præciserer, at for så vidt angår tjenestemænd i kategori C og D, som ønsker at få direkte adgang til ansættelsesgruppe AST, skal rubrikken vedrørende potentiale ligeledes udfyldes, ikke medfører, at en sådan kompetence tilfalder ansættelsesmyndigheden, som er kompetent for attestationsproceduren, således som Personaleretten har fastslået.
99 Det bemærkes herom, at det fremgår af fast retspraksis, at der ved de almindelige gennemførelsesbestemmelser, som vedtages på grundlag af vedtægtens artikel 110, første afsnit, kan fastlægges kriterier, der kan tjene til vejledning for administrationen ved udøvelsen af dennes skønsmæssige beføjelser eller til at præcisere retsvirkningerne af vedtægtsbestemmelser, som savner klarhed (jf. Rettens dom af 14.12.1990, sag T-75/89, Brems mod Rådet, Sml. II, s. 899, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis; jf. ligeledes i denne retning Rettens dom af 30.3.1993, sag T-4/92, Vardakas mod Kommissionen, Sml. II, s. 357, præmis 44).
100 Det skal imidlertid bemærkes, at som det fremgår af præmis 3 og 7 ovenfor, præciseres formålet med bedømmelsesproceduren i artikel 1, stk. 2, i AGB 43, og der henvises til en standardrapport, der er vedlagt som bilag II, som altså omfatter en rubrik med overskriften »Potentiale«. Dette bilag, som er en integreret del af AGB 43, afspejler lovgivers ønske om, at tjenestemænd i kategori C og D, som ønsker at få direkte adgang til ansættelsesgruppe AST, forinden i forbindelse med karriereudviklingsrapporten har fået anerkendt, at de har potentiale til at udføre sådanne opgaver (jf. analogt Domstolens dom af 20.6.1973, sag 80/72, Koninklijke Lassiefabrieken, Sml. s. 635, præmis 15).
101 Det følger heraf, at AGB 43 alene vejleder administrationen i udførelsen af dens skønsbeføjelser i forbindelse med vedtægtens artikel 43 for så vidt angår fastlæggelsen af fortjenesterne i bred forstand for visse tjenestemænd i kategori C og D, som ønsker at få direkte adgang til ansættelsesgruppe AST.
102 Det følger af samtlige ovenstående bemærkninger, at Personalerettens antagelse om, at rubrikken »Potentiale« i karriereudviklingsrapporten for 2005 udgjorde en selvstændig beslutning i forhold til den pågældende karriereudviklingsrapport, er fejlagtig, hvorfor det er med urette, at Personaleretten har fastslået, at de kompetente myndigheder i denne forbindelse var dem, der havde kompetence i forbindelse med attestationsproceduren. Heraf følger, at den appellerede dom må ophæves.
Hjemvisning af sagen til Personaleretten
103 Det følger af artikel 13, stk. 1, i bilag I til statutten for Domstolen, at såfremt Retten giver appellanten medhold, ophæver den den af Personaleretten trufne afgørelse og træffer selv afgørelse i sagen. Retten hjemviser imidlertid sagen til Personaleretten til afgørelse, hvis den ikke er moden til påkendelse.
104 Da Personaleretten ikke har taget stilling til de anbringender, som F. Putterie-De-Beukelaer fremførte i første instans, finder Retten ikke sagen moden til påkendelse, og den bør derfor hjemvises til Personaleretten til afgørelse.
105 Da sagen hjemvises til Personaleretten, skal afgørelsen om appelsagens omkostninger udsættes.
På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer
RETTEN (Appelafdelingen):
1) Dommen afsagt af Retten for EU-personalesager (Første Afdeling) den 21. februar 2008, Putterie-De-Beukelaer mod Kommissionen (sag F‑31/07, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser), ophæves.
2) Sagen hjemvises til Retten for EU-personalesager til afgørelse.
3) Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 8. juli 2010.
Underskrifter