Sag anlagt den 4. april 2012 - Deutsche Post mod Kommissionen

(Sag T-152/12)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Deutsche Post AG (Bonn, Tyskland) (ved Rechtsanwälte J. Sedemund, T. Lübbig og M. Klasse)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Artikel 1 og 2, samt artikel 4-6, i Europa-Kommissionens afgørelse af 25. januar 2012 om Tysklands foranstaltning C 36/2007 (ex NN 25/2007) til fordel for Deutsche Post AG (Kommissionens dokument nr. K(2012) 184 endelig) annulleres.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført i alt 13 anbringender.

A.    Til støtte for sin påstand om annullation af artikel 1 samt artikel 4-6 i Kommissionens afgørelse af 25. januar 2012 gør sagsøgeren 10 anbringender gældende:

1. anbringende:    Tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF

ved en fejlagtig karakterisering i strid med Domstolens praksis i Combus-sagen af den statslige delfinansiering af en tidligere statsvirksomheds gamle pensionsbyrder som støtte ².

2. anbringende:    Tilsidesættelse af artikel 108, stk. 1, TEUF og artikel 1, litra b), nr. i), i forordning (EF) nr. 659/1999 ⁴

ved en fejlagtig karakterisering af den statslige delfinansiering af gamle pensionsbyrder som ny støtte.

3. anbringende:    Tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF

ved en fejlagtig behandling af de regulerede takster som støtteelement i strid med Domstolens praksis i PreussenElektra-dommen , samt påtalen af den blotte (angiveligt) ukorrekte omkostningsallokering mellem to produktgrupper som støttelement.

4. anbringende:    Manglende kompetence og urigtigt skøn samt tilsidesættelse af forbuddet mod forskelsbehandling og pligten til loyalt samarbejde med medlemsstaterne

ved indgriben i den nationale satsregulering med tilbagevirkende kraft på trods af mangeårigt kendskab til denne regulering og i strid med Kommissionens samlede hidtidige afgørelsespraksis.

5. anbringende:    Tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1 og 3, TEUF

ved fejlagtig fastsættelse af de sociale bidrag (benchmark), som private konkurrenter bærer, samt ved en fiktiv forhøjelse af tjenestemændenes faktiske bruttobidrag som beregningsgrundlag ved anvendelsen af benchmark.

6. anbringende:    Manglende begrundelse i henhold til artikel 296 TEUF

idet den anfægtede afgørelses yderst omfangsrige indhold dels er uklart, selvmodsigende eller uforståeligt, og de enkelte deles sammenhæng ikke entydigt lader sig forstå.

7. anbringende:    Tilsidesættelse af princippet om utvetydighed og artikel 107, stk. 1, TEUF

grundet selvmodsigende fremstilling og idet beregningsgrundlaget for tilbagebetalingsbeløbet ikke lader sig fastslå.

8. anbringende:    Tilsidesættelse af retten til en rimelig frist som del af retten til god forvaltning i henhold til artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (charteret om grundlæggende rettigheder) samt artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 659/1999

ved en tolvårig sagsbehandlingstid fra beslutningen om at indlede proceduren i 1999 til den anfægtede afgørelse af 25. januar 2012.

9. anbringende:    Tilsidesættelse af retten til god forvaltning i henhold til artikel 41, stk. 1, i charteret om grundlæggende rettigheder, samt af artikel 15 i forordning nr. 659/1999

ved fuldstændig passivitet i forhold til satsreguleringen i henhold til postlovens § 20, stk. 2, som Kommissionen senest siden 1999 har været bekendt med, men som først efter 11 år ved udvidelsesbeslutningen af 10. maj 2011 blev gjort til genstand for sagen.

10. anbringende:    Tilsidesættelse af de som grundlæggende rettigheder sikrede principper om retssikkerhed, beskyttelse af den berettigede forventning og god forvaltningsskik, samt af artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 659/1999

ved tilsidesættelsen af den endelige karakter af afgørelsen af 2002, som i strid med den tvingende forpligtelse i henhold til artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 659/1999 ikke ifølge Kommissionen på afsluttende vis havde reguleret de statslige foranstaltninger, som var genstand for proceduren, og til hvilke pensionsbyrderne også hørte.

B.    Til støtte for sin påstand om annullation af artikel 2 i Kommissionens afgørelse af 25. januar 2012 gør sagsøgeren yderligere 3 anbringender gældende:

11. anbringende:    Tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik og en rimelig frist for proceduren

ved en retsstridig undladelse af en prøvelse af, om der forelå en overkompensation gennem finsnsudligning siden 1999, som Retten allerede ved dom af 1. juli 2008 i sag T-266/08, Deutsche Post mod Kommisionen, har fastslået.

12. anbringende:    Tilsidesættelse af artikel 106, stk. 2, TEUF

ved en utilstrækkelig begrundelse af den omstændighed, at det fjerde kriterium i Altmark-dommen  ikke er opfyldt i den foreliggende sag.

13. anbringende:    Fejlagtig anvendelse af støtteelementet i artikel 107, stk. 1, TEUF

derved, at finansudligningen opfylder betingelserne for karakterisering som tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse som omhandlet i artikel 106, stk. 2, TEUF.

____________

¹ - Domstolens dom af 16.4.2004, sag T-157/01, Danske Busvognmænd mod Kommissionen, Sml II, s. 917.

² - Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22.3.1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (EFT L 83, s. 1).

³ - Domstolens dom af 13.3.2001, sag C-379/98, PreussenElektra, Sml. I, s. 2099.

⁴ - Dom af 24.7.2003, sag C-280/00, Altmark Trans og Regierungspräsidium Magdeburg, Sml. I, s. 7747.