Sag T-22/04

Reemark Gesellschaft für Markenkooperation mbH

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

»EF-varemærker – indsigelsessag – ansøgning om Westlife som EF-ordmærke – ældre nationalt varemærke West – risiko for forveksling – lighed mellem tegnene«

Sammendrag af dom

1.      EF-varemærker – klagesag – søgsmål for Fællesskabets retsinstanser – Harmoniseringskontorets processuelle rolle – kompetence til at ændre sagens genstand for Retten – foreligger ikke – Harmoniseringskontorets mulighed for at støtte den ene eller den anden parts påstande og fremføre argumenter til støtte for denne parts anbringender

(Rettens procesreglement, art. 133, stk. 2)

2.      EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – relative registreringshindringer – indsigelse fra indehaveren af et identisk eller lignende ældre varemærke, der er registreret for varer eller tjenesteydelser af samme eller lignende art – lighed mellem de pågældende varemærker – ansøgning om et ordmærke, hvor det ene af mærkets to ord er identisk med et ældre ordmærke

[Rådets forordning nr. 40/94, art. 8, stk. 1, litra b)]

3.      EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – relative registreringshindringer – indsigelse fra indehaveren af et identisk eller lignende ældre varemærke, der er registreret for varer eller tjenesteydelser af samme eller lignende art – risiko for forveksling med det ældre varemærke – ordmærkerne Westlife og West

[Rådets forordning nr. 40/94, art. 8, stk. 1, litra b)]

1.      I en sag anlagt til prøvelse af en afgørelse truffet af et appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) i forbindelse med en indsigelsessag har Harmoniseringskontoret ikke kompetence til gennem sin holdning for Retten at ændre sagens genstand, således som denne følger af de påstande og anbringender, der er fremsat af henholdsvis varemærkeansøgeren og indsigeren. Harmoniseringskontoret er imidlertid ikke forpligtet til at nedlægge påstand om frifindelse i et søgsmål rettet mod en afgørelse truffet af et af kontorets appelkamre. Hvis Harmoniseringskontoret ikke har den nødvendige søgsmålskompetence til at anlægge sag til prøvelse af en afgørelse truffet af et appelkammer, er det således omvendt heller ikke forpligtet til systematisk at forsvare enhver anfægtet afgørelse, der er truffet af et appelkammer, eller til nødvendigvis at nedlægge påstand om frifindelse i forbindelse med ethvert søgsmål, der er rettet imod en sådan afgørelse.

Harmoniseringskontoret kan derfor uden at ændre sagens genstand støtte den ene eller den anden parts påstande efter eget valg og fremføre argumenter til støtte for denne parts anbringender. Harmoniseringskontoret kan derimod ikke nedlægge selvstændige påstande om annullation eller fremsætte anbringender om annullation, som de andre parter ikke har fremsat.

(jf. præmis 16-18)

2.      Ordmærker skal som udgangspunkt normalt anses for at ligne hinanden i betydningen i artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94, såfremt et af de to ord, der danner det ansøgte mærke, såvel visuelt som lydeligt er identisk med det ene ord, der danner det ældre varemærke, og disse ord hverken sammen eller hver for sig har noget begrebsmæssigt betydningsindhold for den relevante kundekreds.

(jf. præmis 37)

3.      Der foreligger for den tyske gennemsnitsforbruger en risiko for forveksling mellem ordmærket Westlife, der er søgt registreret som EF-varemærke for varer og tjenesteydelser henhørende under klasse 9, 16, 25 og 41 i Nice-arrangementet, og ordmærket West, der tidligere er registreret i Tyskland for varer og tjenesteydelser af samme eller lignende art, der henhører under de samme klasser, for det første fordi den eneste visuelle forskel mellem de to omhandlede ordmærker består i den omstændighed, at det ene af dem indeholder yderligere en bestanddel, der er sat sammen med den første, og der i et vist omfang er lighed mellem de to varemærker i lydlig og især begrebsmæssig henseende, og for det andet fordi eksistensen af det ældre varemærke West kan have givet anledning til, at der i den relevante kundekreds’ bevidsthed er skabt en forbindelse mellem dette ord og de varer, der markedsføres af dets indehaver, således at ethvert nyt varemærke, der består af dette ord kombineret med et andet ord, risikerer at blive opfattet som en variant af det ældre varemærke

(jf. præmis 39, 42 og 43)