Sag T-25/04

González y Díez, SA

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Statsstøtte – støtte til dækning af ekstraordinære udgifter til omstrukturering – tilbagekaldelse af en tidligere afgørelse – EKSF-traktatens udløb – Kommissionens kompetence – kontinuitet i Fællesskabernes retsorden – ingen tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter – beskyttelse af den berettigede forventning – åbenbart urigtigt skøn«

Sammendrag af dom

1.      Statsstøtte – støtte, der materielt og tidsmæssigt er omfattet af EKSF-traktaten – EKSF-traktatens udløb – opretholdelse af Kommissionens kontrol hvad angår de retlige rammer for artikel 88, stk. 2, EF

(Art. 88, stk. 2 EF)

2.      Institutionernes retsakter – tidsmæssig anvendelse – procedureregler – materielle bestemmelser – sondring – en retsregels tilbagevirkende kraft – betingelser

(Rådets forordning nr. 1407/2002; Kommissionens meddelelse 2002/C 152/03)

3.      Annullationssøgsmål – akter, der kan være genstand for søgsmål – akter, der fremkalder bindende retsvirkninger – Kommissionens beslutning om afslutning af den formelle undersøgelsesprocedure vedrørende statsstøtte i henhold til artikel 88, stk. 2, EF

(Art. 88, stk. 2, EF og art. 230 EF)

4.      Institutionernes retsakter – tilbagekaldelse – ulovlige retsakter – Kommissionens beslutning i statsstøttesager – betingelser

(Rådets forordning nr. 659/1999, art. 9)

5.      Statsstøtte – støtte tilladt af Kommissionen – støttemodtagerens misbrug – beslutning, som konstaterer, at der foreligger misbrug af en del af den tilladte støtte – tilbagekaldelse – indledning af en ny formel undersøgelsesprocedure

(Art. 88, stk. 2, EF)

6.      Statsstøtte – Kommissionens beslutning om at indlede en formel undersøgelsesprocedure vedrørende støtte – beskyttelse af de interesserede parters berettigede forventning i forhold til Kommissionens klagepunkter mod de undersøgte støtteforanstaltninger

(Art. 88, stk. 2, EF; Rådets forordning nr.  659/1999, art. 6)

1.      Selv om EF-traktatens retsforskrifters efterfølgelse af EKSF-traktaten har medført, at der fra den 24. juli 2002 er sket en ændring af hjemmelsbestemmelserne, procedurerne og de materielle bestemmelser, er denne ændring en del af sammenhængen i enheden af og kontinuiteten i Fællesskabets retsorden og formålet hermed. Indførelsen og opretholdelsen af en ordning med fri konkurrence, hvorunder de almindelige konkurrencevilkår sikres, og som navnlig ligger til grund for reglerne om statsstøtte, udgør herved et af de grundlæggende formål med såvel EF-traktaten som EKSF-traktaten. Uanset bestemmelserne om statsstøtte i EKSF- og EF-traktaten i et vist omfang er forskellige, svarer statsstøtte i henhold til EKSF-traktaten i denne sammenhæng til støttebegrebet i artikel 87 EF og 88 EF. Således standses målsætningen om en ikke-fordrejet konkurrence i de sektorer, der oprindeligt hørte under det fælles marked for kul og stål, ikke af, at EKSF-traktaten udløb, eftersom denne målsætning ligeledes forfølges inden for rammerne af EF-traktaten.

Af hensyn til kontinuiteten i Fællesskabets retsorden og de formål, der styrer dens anvendelse, for så vidt som den efterfølger Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, må Det Europæiske Fællesskab inden for sine processuelle rammer således sikre, at rettigheder og forpligtelser i henhold til situationer, der er opstået, mens EKSF-traktaten var gældende, og som i henhold til EKSF-traktaten og gennemførelsesbestemmelserne på dette tidspunkt tilkom såvel medlemsstaterne som borgerne, fortsat respekteres. Dette krav gælder så meget desto mere, når den konkurrencefordrejning, der følger af en tilsidesættelse af statsstøttereglerne, ligeledes kan have virkning efter EKSF-traktatens udløb, og i henhold til EF-traktaten.

Det følger heraf, at artikel 88, stk. 2, EF skal fortolkes således, at den giver Kommissionen tilladelse til efter den 23. juli 2002 at kontrollere, om statsstøtte, som er gennemført inden for områder under EKSF-traktatens saglige og tidsmæssige anvendelsesområde, er forenelig med fællesmarkedet. Kommissionen kan ligeledes kontrollere medlemsstaternes anvendelse af beslutningerne om statsstøtte, der er vedtaget i henhold til EKSF-traktaten for situationer, der opstod før denne traktats udløb.

(jf. præmis 55-57)

2.      Hvor processuelle regler almindeligvis antages at finde anvendelse i samtlige tvister, der verserer på ikrafttrædelsestidspunktet, forholder det sig ikke sådan med materielle bestemmelser. Sådanne bestemmelser skal nemlig med henblik på at sikre, at retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning overholdes, fortolkes således, at de kun omfatter forhold, som ligger forud for ikrafttrædelsen, såfremt det af ordlyden, bestemmelsernes formål eller opbygning klart fremgår, at dette har været meningen.

Under denne synsvinkel kræver kontinuiteten i Fællesskabets retsorden og retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, at der på faktiske forhold, som er skabt af disse bestemmelsers saglige og tidsmæssige anvendelsesområde, anvendes de af EKSF-traktaten flydende materielle bestemmelser. Den omstændighed, at de pågældende retsforskrifter som følge af EKSF-traktatens udløb ikke længere gælder på tidspunktet, hvor vurderingen af de faktiske forhold foretages, ændrer ikke herved, eftersom denne vurdering vedrører en retlig situation, der er endeligt opstået på et tidspunkt, hvor de materielle bestemmelser i EKSF-traktaten gjaldt.

I denne sammenhæng kan forordning nr. 1407/2002 om statsstøtte til kulindustrien ikke anvendes på retlige situationer, der er opstået inden EKSF-traktatens udløb. Det følger nemlig klart af affattelsen af forordningens artikel 14, at denne forordning finder anvendelse på tilfælde, der tidligst er opstået den 24. juli 2002 eller senere. Kommissionen kunne således i punkt 47 i meddelelsen om visse aspekter ved behandlingen af konkurrencesager efter EKSF-traktatens udløb ikke med føje erklære, at bestemmelserne i forordning nr. 1407/2002 fandt anvendelse på støtte gennemført uden Kommissionens godkendelse før den 23. juli 2002.

(jf. præmis 58, 59, 67 og 68)

3.      Kommissionens endelige beslutning om at afslutte den formelle undersøgelsesprocedure efter artikel 88, stk. 2, EF udgør en retsakt, der kan anfægtes i henhold til artikel 230 EF. Beslutningen fremkalder nemlig bindende retsvirkninger, som kan påvirke de berørte parters interesser, idet den afslutter den omhandlede procedure og endeligt afgør de undersøgte foranstaltningers forenelighed med bestemmelserne om statsstøtte. De berørte parter kan derfor altid anfægte den endelige beslutning, som afslutter den formelle undersøgelsesprocedure, og skal herved kunne anfægte de forskellige forhold, der ligger til grund for Kommissionens endelige afgørelse.

Denne mulighed er uafhængig af, om beslutningen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure har retsvirkninger, der kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål. Muligheden for at anfægte en beslutning om indledning af den formelle undersøgelsesprocedure kan nemlig ikke bevirke, at de berørte parters processuelle rettigheder forringes ved, at de forhindres i at anfægte den endelige beslutning eller støtte deres påstande ved henvisning til fejl under den procedure, der førte til beslutningens vedtagelse.

(jf. præmis 91 og 92)

4.      Det fremgår af ordlyden af artikel 9 i forordning nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel [88 EF], at den ved denne bestemmelse fastsatte procedure udelukkende finder anvendelse på ophævelse af begunstigende afgørelser vedrørende statsstøtte i henhold til denne forordnings artikel 4, stk. 2 eller 3, eller artikel 7, stk. 2, 3 eller 4, og som er baseret på urigtige oplysninger, som er indsendt under proceduren. Den finder således ikke anvendelse på ugunstige beslutninger om, at den støtte, der er tilladt, blev misbrugt, og at en støtte var uforenelig med fællesmarkedet.

Under disse omstændigheder er Kommissionens mulighed for at tilbagekalde en beslutning om statsstøtte ikke begrænset til den af artikel 9 i forordning nr. 659/1999 omhandlede situation. Denne bestemmelse er nemlig blot en konkret formulering af den almindelige retsgrundsætning, hvorefter tilbagekaldelse med tilbagevirkende kraft af en ulovlig forvaltningsakt, som har skabt individuelle rettigheder, er tilladt, navnlig når den pågældende forvaltningsakt er vedtaget på grundlag af urigtige eller utilstrækkelige oplysninger afgivet af adressaten. Muligheden for med tilbagevirkende kraft at tilbagekalde en forvaltningsakt, som har skabt individuelle rettigheder, er imidlertid ikke begrænset til dette ene tilfælde, eftersom en sådan tilbagekaldelse altid kan foretages under forbehold af den udstedende institutions overholdelse af betingelserne angående en rimelig frist og respekt for den berettigede forventning hos den af akten begunstigede, som har kunnet have tiltro til aktens lovlighed.

(jf. præmis 96 og 97)

5.      Såfremt Kommissionens beslutning fastslår, at en del af den tilladte støtte var blevet misbrugt, kan det ikke formodes, at Kommissionen fandt, at den øvrige del af den pågældende støtte, som ikke blev fundet misbrugt, er anvendt i overensstemmelse med tilladelsesbeslutningen og i betragtning heraf ikke er misbrugt.

Kommissionens undersøgelse inden for rammerne af en ny formel procedure, som var indledt med henblik på at tilbagekalde sin tidligere beslutning om misbrug af en del af støtten og at vedtage en ny beslutning i den henseende, skal vedrøre hele den støtte, som var genstand for den første undersøgelse som led i den procedure, der havde ført til vedtagelsen af denne tidligere beslutning.

Sagsøgeren kan således ikke påberåbe sig en berettiget forventning om, at den støtte, der ikke er blevet anset for at være misbrugt ved en tidligere beslutning, ikke var omfattet af området for Kommissionens undersøgelse som led i den nye formelle undersøgelsesprocedure.

(jf. præmis 119-121)

6.      I henhold til artikel 6 i forordning nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel [88 EF] skal beslutningen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure af statsstøtte gøre det muligt for de interesserede parter at deltage aktivt og gøre deres argumenter gældende. Det er i denne henseende tilstrækkeligt, at parterne får kendskab til Kommissionens begrundelse for midlertidigt at anse den omhandlede foranstaltning for at være en støtte, der er uforenelig med fællesmarkedet.

Kommissionen skal nemlig ved undersøgelsen af statsstøtte tage hensyn til den berettigede forventning, som oplysningen i beslutningen om at indlede en undersøgelsesprocedure har kunnet fremkalde, og dernæst den berettigede forventning, for så vidt som den endelige beslutning ikke er baseret på fraværet af omstændigheder, som de involverede parter ikke har ment, at det var fornødent at meddele Kommissionen.

(jf. præmis 124 og 125)