Language of document :

Sag anlagt den 24. marts 2009 - Electrolux mod Kommissionen

(Sag T-115/09)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: AB Electrolux (Stockholm, Sverige) (ved lawyers F. Wijckmans og H. Burez)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Den anfægtede beslutning annulleres i sin helhed, da en eller flere af de (kumulative) betingelser i Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder ikke er opfyldt, eller da Kommissionen under alle omstændigheder har undladt i fornødent omfang at sikre sig, at hver enkelt af disse betingelser er opfyldt.

Subsidiært, annulleres beslutningen i sin helhed under henvisning til manglende overholdelse af begrundelsespligten i artikel 253 EF.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har nedlagt påstand om annullation af Kommissionens beslutning C(2008) 5995 endelig udg. af 21. oktober 2008, der erklærer den omstruktureringsstøtte, som de franske myndigheder vil udbetale til selskabet FagorBrandt, for forenelig med fællesmarkedet, hvis en række betingelser overholdes [C 44/2007 (ex N 460/2007)]. Sagsøgeren er konkurrent til støttemodtageren og har deltaget i den undersøgelsesprocedure, der førte til vedtagelsen af den anfægtede beslutning.

Sagsøgeren har gjort gældende, at den anfægtede beslutning tilsidesætter artikel 87, stk, 3, litra c), EF og Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder 1. Efter sagsøgerens opfattelse er beslutningens konklusion ukorrekt i retlig henseende, da en eller flere af de kumulative betingelser i de ovennævnte rammebestemmelser ikke er opfyldt, eller da Kommissionen under alle omstændigheder har undladt i fornødent omfang at sikre sig, at hver enkelt af disse betingelser er opfyldt. Sagsøgeren har navnlig gjort gældende, at Kommissionen ikke har overholdt:

betingelsen om engangsstøtte

betingelsen om, at omstruktureringsstøtten ikke må tjene til at holde virksomheder kunstigt i live

betingelserne om bedømmelsen af tidligere ulovlig støtte

betingelsen om, at støttemodtageren skal være en kriseramt virksomhed

betingelsen om, at støttemodtageren ikke må være en nyoprettet virksomhed

betingelsen om, at støttemodtageren skal genetablere sin langsigtede rentabilitet

betingelsen om pålæggelse af kompenserende modydelser med henblik på at forhindre urimelige konkurrencefordrejninger som følge af omstruktureringsstøtten

betingelsen om, at støtten skal begrænses til et minimum, og at koncernen skal yde et reelt bidrag (uden støtte).

Sagsøgeren har endvidere anført, at den anfægtede beslutning tilsidesætter begrundelsespligten i artikel 253 EF, navnlig hvad angår sagsøgerens argumenter med hensyn til den strukturbestemte overkapacitet på området, støttemodtagerens bidrag til omkostningerne forbundet med omstruktureringsplanen, der skal være "så stort som muligt", og forpligtelsen til at tilbagebetale tidligere ulovlig støtte.

____________

1 - EUT 2004 C 244, s. 2.