Sag T-397/13

(offentliggørelse i uddrag)

Tilly-Sabco

mod

Europa-Kommissionen

(Landbrug – eksportrestitution – fjerkrækød – gennemførelsesforordning, hvorved restitutionen fastsættes til 0 EUR – annullationssøgsmål – regelfastsættende retsakt, der ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger – umiddelbart berørt – antagelse til realitetsbehandling – artikel 3, stk. 3, i forordning (EF) nr. 182/2011 – begrundelsespligt – artikel 164, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1234/2007 – berettiget forventning)

Sammendrag – Rettens dom (Femte Afdeling) af 14. januar 2016 –

1.      Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – begrebet regelfastsættende retsakt – enhver almengyldig retsakt med undtagelse af lovgivningsmæssige retsakter – Kommissionens forordning om fastsættelse af eksportrestitutioner for fjerkrækød – omfattet

(Art. 263, stk. 4, TEUF; Kommissionens forordning nr. 689/2013)

2.      Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter – retsakter, der ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger og vedrører sagsøgeren direkte – begrebet umiddelbart berørt – kriterier – Kommissionens forordning om fastsættelse af eksportrestitutioner for fjerkrækød – sag anlagt af et selskab, der eksporterer frosne kyllinger – antagelse til realitetsbehandling

(Art. 263, stk. 4, TEUF; Kommissionens forordning nr. 689/2013)

3.      Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter – retsakter, der ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger og vedrører sagsøgeren direkte – begrebet gennemførelsesforanstaltninger – mulighed for at anlægge sag til prøvelse af disse retsakter

(Art. 263, stk. 4, TEUF)

4.      Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter – retsakter, der ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger og vedrører sagsøgeren direkte – begrebet gennemførelsesforanstaltninger – kriterier – Kommissionens forordning om fastsættelse af eksportrestitutioner til nul for fjerkrækød – retsakt, der ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger

(Art. 263, stk. 4, TEUF; Kommissionens forordning nr. 689/2013)

5.      EU-institutionerne – udøvelse af beføjelser – Kommissionens gennemførelsesbeføjelse til at vedtage gennemførelsesretsakter – kontrol ved et udvalg, der er sammensat af repræsentanter for medlemsstaterne – høringsprocedure – frist for forelæggelse af udkast til en gennemførelsesretsakt – mulighed for fritagelse – forelæggelse af et udkast under møde i dette udvalg – lovlig – betingelser

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 182/2011, art. 3, stk. 3, andet led; Rådets forordning nr. 1234/2007, art. 195)

6.      EU-institutionerne – udøvelse af beføjelser – Kommissionens gennemførelsesbeføjelse til at vedtage gennemførelsesretsakter – kontrol foretaget af et udvalg bestående af repræsentanter for medlemsstaterne – høringsprocedure – frist for indkaldelse – uopsættelighed – domstolskontrol – grænser

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 182/2011, art. 3, stk. 3, andet led; Rådets forordning nr. 1234/2007, art. 195)

7.      EU-institutionerne – udøvelse af beføjelser – delegation – fuldmagt eller uddelegering til en person, der udøver et bestemt hverv inden for institutionerne – ændring af den person, der udøver dette hverv – gyldigheden af fuldmagt eller uddelegering ikke påvirket

(Kommissionens forretningsorden, art. 13 og 14)

8.      Landbrug – fælles markedsordning – eksportrestitutioner – fastsættelse – første gang beløbet blev fastsat til nul for de pågældende produkter – lovlig

(Rådets forordning nr. 1234/2007, art. 164, stk. 3; Kommissionens forordning nr. 689/2013)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 30-32)

2.      Der er intet grundlag for at fortolke begrebet, umiddelbart berørt, som det kræves hvad angår regelfastsættende retsakter inden for rammerne af det tredje tilfælde i artikel 263, stk. 4, TEUF, anderledes, end dette begreb fortolkes inden for rammerne af det andet tilfælde i artikel 263, stk. 4, TEUF, nemlig hvad angår retsakter, som berører en fysisk eller juridisk person umiddelbart og individuelt. I denne forbindelse kræver betingelsen om at være umiddelbart berørt for det første, at den anfægtede foranstaltning umiddelbart skal have indvirkning på sagsøgerens retsstilling, og dernæst at foranstaltningen ikke må overlade et skøn til foranstaltningens adressater, der skal gennemføre den, men at gennemførelsen skal ske helt automatisk og udelukkende i medfør af den anfægtede forordning uden anvendelse af andre mellemkommende regler.

Hvad angår søgsmålet rettet mod forordning nr. 689/2013 om fastsættelse af eksportrestitutioner for fjerkrækød til nul, skaber denne forordning en umiddelbar retsvirkning for et selskab, der virker inden for eksport af frosne kyllinger, idet dette ikke længere er begunstiget af eksportrestitutioner på et positivt beløb. Eftersom eksportrestitutionerne ved den anfægtede forordning er blevet fastsat til nul, overlader denne ikke en skønsmargen i den henseende til de nationale myndigheder, der skal tildele restitutionerne. Selv hvis en national myndighed tildelte en eksportrestitution, ville denne automatisk have været nul, idet den anfægtede forordning ikke overlader en skønsmargen til de nationale myndigheder, der giver dem mulighed for at fastsætte en eksportrestitution til et positivt beløb. Dette selskab er således umiddelbart berørt af den anfægtede forordning.

(jf. præmis 34-37)

3.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 39-41)

4.      I betragtning af ordlyden af det tredje tilfælde i artikel 263, stk. 4, TEUF kan alene foranstaltninger, som Unionens institutioner eller organer eller de nationale myndigheder vedtager under normale forhold, udgøre gennemførelsesforanstaltninger i denne bestemmelses forstand. Såfremt Unionens institutioner eller organer og de nationale myndigheder ikke vedtager nogen foranstaltning med henblik på at gennemføre en regelfastsættende retsakt og at præcisere dens følger for hver berørt erhvervsdrivende, omfatter denne regelfastsættende retsakt ikke gennemførelsesforanstaltninger. Det følger i denne forbindelse af ordlyden af det tredje tilfælde i artikel 263, stk. 4, TEUF, at det ikke er tilstrækkeligt, at den regelfastsættende retsakt kan omfatte gennemførelsesforanstaltninger, men at den skal omfatte gennemførelsesforanstaltninger. Det er således ikke tilstrækkeligt, at en erhvervsdrivende har mulighed for kunstigt at forpligte myndighederne til at vedtage en foranstaltning, der kan gøres til genstand for søgsmål, eftersom en sådan foranstaltning ikke udgør en foranstaltning, som den regelfastsættende retsakt omfatter.

Hvad angår et søgsmål rettet mod forordning nr. 689/2013 om fastsættelse af eksportrestitutioner for fjerkrækød, er det relevante spørgsmål for at afgøre, om denne forordning omfatter gennemførelsesforanstaltninger, ikke, om noget hindrer de pågældende erhvervsdrivende i at anmode om en eksportlicens med forudfastsættelse af eksportrestitutionerne, men om de erhvervsdrivende under normale forhold indgiver sådanne anmodninger. Eftersom der ikke foreligger en pligt til at indhente en eksportlicens, og den eksportrestitution, der kan fastsættes, under alle omstændigheder er nul, indgiver de pågældende erhvervsdrivende i denne forbindelse under normale forhold ikke anmodninger om eksportlicenser med forudfastsættelse af eksportrestitutionerne til de nationale myndigheder. Når der ikke foreligger sådanne anmodninger, vedtager de nationale myndigheder ingen foranstaltninger med henblik på at gennemføre forordning nr. 689/2013. Myndighederne vedtager under normale forhold således ikke sådanne foranstaltninger. Der findes således ikke nogen foranstaltning, der konkretiserer de følger, som denne forordning har i forhold til de forskellige berørte erhvervsdrivende. I denne forbindelse betyder den omstændighed, at en anmodning alene indgives til en national myndighed for at få adgang til domstolene, at denne anmodning under normale forhold ikke indgives. Eftersom den nationale myndighed ikke har anden mulighed end at fastsætte restitutionsbeløbet til nul, kan en eksportør ikke have nogen interesse i at opnå, at den nationale myndighed fastsætter restitutioner på disse betingelser, undtaget for kunstigt at opnå, at der vedtages en retsakt, der kan gøres til genstand for et søgsmål. Det følger heraf, at forordning nr. 689/2013 ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger.

Dette resultat kan ikke drages i tvivl med et argument om, at det ville være paradoksalt at lade muligheden for at antage et søgsmål til realitetsbehandling afhænge af restitutionernes størrelse og at finde, at denne forordning, såfremt restitutionsbeløbet fastsættes til nul, ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger, når den anfægtelige retsakt, såfremt de fastsættes til mere end nul, er gennemførelsesretsakten på nationalt plan. Spørgsmålet, om en regelfastsættende retsakt omfatter gennemførelsesforanstaltninger, skal nemlig undersøges under hensyn til alle omstændighederne i den foreliggende sag. Med henblik på at vurdere, om en regelfastsættende retsakt omfatter gennemførelsesforanstaltninger, skal der i denne forbindelse tages udgangspunkt i situationen for den person, der påberåber sig søgsmålsretten. Det er således muligt, at den samme forordning kan anfægtes af bestemte erhvervsdrivende for EU’s retsinstanser, eftersom den berører dem umiddelbart og ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger i forhold til dem, mens den omfatter gennemførelsesforanstaltninger i forhold til andre erhvervsdrivende. Så meget desto mere kan det ikke udelukkes, at en forordning, hvorved restitutionsbeløbet fastsættes til nul, ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger, mens en lignende forordning, hvorved restitutionerne fastsættes til et positivt beløb, omfatter sådanne.

(jf. præmis 43-45, 53, 54, 58 og 62-65)

5.      Artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 182/2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser, er i princippet ikke til hinder for, at et udkast til en gennemførelsesforordning fremlægges under et møde i forvaltningskomitéen fastsat i artikel 195 i forordning nr. 1234/2007 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om særlige bestemmelser for visse landbrugsprodukter. I artikel 3, stk. 3, andet afsnit, første punktum, i forordning nr. 182/2011 fastsættes en frist på mindst 14 dage, fra forvaltningskomitéen har fået forelagt udkastet til gennemførelsesretsakt til datoen for forvaltningskomitéens møde, bortset fra i behørigt begrundede tilfælde. Reglen om, at udkast til forordninger skal fremlægges 14 dage inden mødet i forvaltningskomitéen, kan således fraviges, uden at der i forordning nr. 182/2011 fastsættes en minimumsfrist, der skal overholdes. På grund af ordlyden »bortset fra i behørigt begrundede tilfælde«, som fremgår af artikel 3, stk. 3, andet afsnit, begyndelsen af første punktum, i forordning nr. 182/2011, er dette punktum ikke til hinder for, at et udkast til en forordning fremlægges under et møde.

Endvidere skal formuleringen af artikel 3, stk. 3, andet afsnit, i forordning nr. 182/2011 om, at forvaltningskomitéens medlemmer skal have mulighed for at gennemgå udkastet tidligt, forstås i lyset af, at fristen ifølge samme bestemmelse skal være forholdsmæssigt afpasset. Formuleringen »tidligt« betyder ikke nødvendigvis, at udkastet til forordningen skal forelægges for forvaltningskomitéen inden mødedatoen. Når en frist på nogle minutter eller eventuelt nogle kvarter ud fra omstændighederne er forholdsmæssigt afpasset, skal fremlæggelsen anses for at være en fremlæggelse, der er foretaget tidligt som omhandlet i artikel 3, stk. 3, andet afsnit, i forordning nr. 182/2011.

(jf. præmis 85, 86 og 90 og 91)

6.      Det fremgår af formuleringen af artikel 3, stk. 3, andet afsnit, andet punktum, i forordning nr. 182/2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser, at det påhviler forvaltningskomitéens formand, som fastsat i forordning nr. 1234/2007 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om særlige bestemmelser for visse landbrugsprodukter, og dermed en repræsentant for Kommissionen, at afgøre, om der foreligger en hastesag, som denne komité skal undersøge. EU’s retsinstansers undersøgelse er begrænset til at undersøge, om der foreligger en åbenbart urigtig vurdering eller magtfordrejning.

(jf. præmis 114)

7.      En fuldmagt eller uddelegering gives ikke til en fysisk person, men til en person, der udøver et hverv, nemlig det medlem af Kommissionen, der er ansvarlig for et bestemt område eller generaldirektøren for et bestemt generaldirektorat. Den er således fortsat gyldig, såfremt personerne, der udøver dette hverv, ændres. Det følger heraf, at Kommissionens forretningsorden ikke nødvendigvis udtrykkeligt skal foreskrive, at en uddelegering fortsat er gyldig, efter at de personer, der har handlet som fuldmagtshaver eller -giver, er ændret. Muligheden for at give fuldmagter eller uddelegere tilsigter således at fratage kommissærkollegiet eller det pågældende medlem af Kommissionen beslutninger, hvortil der ikke er behov for kollegiets eller den pågældende kommissærs intervention. Beslutningen om at give en fuldmagt eller uddelegere tilsigter ikke at fordele kompetencerne inden for Kommissionen, og der er ikke tale om et bevis for tillid, som vedrører en bestemt fysisk person. Bortset fra en konkret beslutning om det modsatte tildeles ingen kompetencer personligt.

(jf. præmis 202 og 203)

8.      Som led i Kommissionens fastsættelse af størrelsen af eksportrestitutionerne betyder den omstændighed alene, at dette beløb for første gang blev fastsat til nul for de pågældende produkter, ikke automatisk, at Kommissionen har brudt med sin sædvanlige praksis. I denne forbindelse er ændringen af eksportrestitutionerne iboende i ordningen med at fastsætte disse eksportrestitutioner med regelmæssige mellemrum, hvorfor den samme begrundelse kan dække meget forskellige eksportrestitutioner

(jf. præmis 245)