KENDELSE AFSAGT AF RETTENS PRÆSIDENT
29. november 2012 (*)
»Særlige rettergangsformer – konkurrence – Kommissionens beslutning om at udlevere dokumenter til en national ret – fortrolighed – ret til effektiv domstolsbeskyttelse – begæring om foreløbige forholdsregler – fumus boni juris – uopsættelighed – interesseafvejning«
I sag T-164/12 R,
Alstom, Levallois-Perret (Frankrig), ved advokat J. Derenne og solicitors N. Heaton, P. Chaplin og M. Farley,
sagsøger,
mod
Europa-Kommissionen ved A. Antoniadis, N. Khan og P.J.O. Van Nuffel, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
støttet af:
National Grid Electricity Transmission plc, London (Det Forenede Kongerige), ved solicitors A. Magnus, C. Bryant og E. Coulson samt J. Turner og D. Beard, Queen’s Counsels,
intervenient,
angående en påstand om udsættelse af gennemførelsen af Kommissionens beslutning af 26. januar 2012, der er redegjort for i skrivelse D/2012/006840 og D/2012/006863 fra generaldirektøren for Kommissionens Generaldirektorat for Konkurrence, om at udlevere visse dokumenter til High Court of Justice (England & Wales) med henblik på, at de blev anvendt som beviser under et søgsmål mod sagsøgeren, og en påstand om fortrolig behandling i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler af forretningshemmeligheder, der findes i sagsøgerens svar af 30. juni 2006 på klagepunktsmeddelelsen i sag COMP/F/38 899 – GIS-anlæg,
har
RETTENS PRÆSIDENT
afsagt følgende
Kendelse
Tvistens baggrund
Indledende bemærkninger
1 Areva T&D Holding SA, Areva T&D SA og Areva T&D AG var en del af sagsøgerens, Alstom, koncern indtil den 8. januar 2004, på hvilken dato Areva erhvervede dem. Den 7. juni 2010 solgte Areva dem tilbage til sagsøgeren, som omdøbte selskaberne til henholdsvis T&D Holding (derefter Alstom Holdings efter interne omstruktureringer af 30. og 31.3.2012), Alstom Grid SAS og Alstom Grid AG. Disse tre selskaber benævnes i denne kendelse »Grid-selskaberne«, uanset deres moderselskab.
Proceduren for Kommissionen og retsforhandlingerne for Den Europæiske Unions retsinstanser
2 Den 20. april 2006 vedtog Kommissionen en klagepunktsmeddelelse i sag COMP/F/38 899 – GIS-anlæg (herefter »GIS-beslutningen«), som dels sagsøgeren besvarede den 30. juni 2006 (herefter »sagsøgerens svar«), dels Areva og Grid-selskaberne samlet besvarede den samme dag som sagsøgeren (herefter »Arevas og Grid-selskabernes svar«).
3 Den 24. januar 2007 vedtog Kommissionen beslutning K(2006) 6762 endelig i denne sag, som bl.a. sanktionerede sagsøgeren, Areva og Grid-selskaberne for deres deltagelse i et kartel på markedet for gasisoleret koblingsudstyr. Den 18. april 2007 anlagde sagsøgeren på den ene side og Areva og Grid-selskaberne på den anden side et annullationssøgmål til prøvelse af denne beslutning.
4 Ved dom af 3. marts 2011, forenede sager T-117/07 og T-121/07, Areva m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 633, nedsatte Retten den bøde, som sagsøgeren samt Areva og Grid-selskaberne var blevet pålagt. Areva på den ene side og sagsøgeren og Grid-selskaberne på den anden side iværksatte appel af denne dom (forenede sager C-247/11 P og C-253/11 P, Areva mod Kommissionen) henholdsvis den 24. og 25. maj 2011.
Retsforhandlingerne for High Court of Justice (England & Wales)
5 Den 17. november 2008 anlagde National Grid Electricity Transmission plc (herefter »NGET«) et erstatningssøgsmål mod bl.a. sagsøgeren, Areva og Grid-selskaberne ved High Court of Justice (England & Wales) (herefter »High Court«) med den begrundelse, at de priser, som førstnævnte havde betalt for gasisoleret koblingsudstyr, der var købt mellem 1988 og 2004 af de i dette kartel involverede selskaber, var uforholdsmæssigt høje på grund af denne overtrædelse.
6 I forbindelse med retsforhandlingerne anmodede NGET om, at sagsøgerens svar og Arevas og Grid-selskabernes svar blev udleveret. High Court tog stilling til denne anmodning ved dom af 4. juli 2011 og anmodede derefter – efter at have afsagt en kendelse den 11. juli 2011 (herefter »fortrolighedskendelsen«) om indførelse af en »fortrolig kreds«, der havde til formål at beskytte de fortrolige oplysninger i de dokumenter, der blev stillet til rådighed for parterne under de for High Court verserende retsforhandlinger – ved skrivelse af 13. juli 2011 Kommissionen om at udlevere sagsøgerens svar og Arevas og Grid-selskabernes svar i medfør af artikel 15, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i artikel 81 [EF] og 82 [EF] (EFT 2003 L 1, s. 1). Ved skrivelse af 25. juli 2011 fremsatte sagsøgeren og Grid-selskaberne deres bemærkninger til Kommissionen vedrørende High Courts anmodning om udlevering.
7 Den 28. oktober 2011 sendte Kommissionen en skrivelse til High Court, hvori den oplyste retten om, at den påtænkte at tage anmodningen til følge, idet den præciserede, at den imidlertid først skulle underrette sagsøgeren og Grid-selskaberne herom. Ved skrivelse af 26. januar 2012 meddelte Kommissionen således disse selskaber sin beslutning om at tage High Courts anmodning til følge (herefter »den anfægtede beslutning«) og de dokumenter, som den påtænkte at sende, hvis de ikke anfægtede denne beslutning ved Retten og i en sag om foreløbige forholdsregler.
8 Den 21. februar 2012 meddelte sagsøgeren og Grid-selskaberne Kommissionen, at de havde til hensigt at anlægge sag til prøvelse af denne beslutning og at fremsætte begæring om foreløbige forholdsregler til Rettens præsident.
Retsforhandlinger
Begæringen om foreløbige forholdsregler og påstanden om delvis ophævelse
9 Den 10. april 2012 anlagde sagsøgeren og Grid-selskaberne et annullationssøgsmål til prøvelse af den anfægtede beslutning. Ved særskilt dokument af samme dato fremsatte de en begæring om foreløbige forholdsregler, hvorefter gennemførelsen af den anfægtede beslutning skulle udsættes i overensstemmelse med artikel 278 TEUF og 279 TEUF.
10 Efter modtagelsen af begæringen om foreløbige forholdsregler tog Kommissionen sagsøgerens og Grid-selskabernes klagepunkt til efterretning, hvorefter den version af svarene, som den påtænkte at udlevere til High Court, på trods af udeladelsen af oplysninger, som var fremkommet i forbindelse med Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager (EFT 2002 C 45, s. 3), fra anvendelsesområdet for High Courts anmodning, indeholdt sådanne oplysninger. Ved skrivelse af 26. april 2012 meddelte Kommissionen disse virksomheder, at den havde besluttet at ændre de nævnte versioner ved at fjerne disse oplysninger.
11 Den 10. maj 2012 fremsatte Kommissionen sine bemærkninger til begæringen om foreløbige forholdsregler.
12 Den 21. maj 2012 indleverede sagsøgeren og Grid-selskaberne en skrivelse til Rettens Justitskontor, hvori de oplyste, at efter Kommissionens beslutning af 26. april 2012 rejste den ændrede version af Arevas og Grid-selskabernes svar ikke længere tilstrækkeligt vigtige problemer, hvorfor Grid-selskaberne havde besluttet at hæve hovedsagen og at trække deres begæring om foreløbige forholdsregler tilbage. Endvidere ændrede sagsøgeren efter at have taget Kommissionens beslutning til efterretning sine påstande, henset til, at visse af anbringenderne og de dokumenter, der var bilagt til støtte for påstandene, ikke længere var relevante.
13 Den 29. maj 2012 fremsatte Kommissionen sine bemærkninger til anmodningen om delvis ophævelse og til ændringen af påstandene i sagsøgerens begæring om foreløbige forholdsregler.
14 Den 13. juni 2012 afsagde Rettens præsident en kendelse om delvis slettelse i sag T-164/12 R med henblik på at fjerne Grid-selskabernes navn fra listen over sagsøgere. Den 10. juli 2012 fjernede formanden for Rettens Fjerde Afdeling ved kendelse ligeledes Grid-selskabernes navn fra listen over sagsøgere i hovedsagen og pålagde Kommissionen at bære sine egne omkostninger og en tredjedel af de af Grid-selskaberne afholdte omkostninger i de forenede sager T-164/12 og T-164/12 R.
NGET’s begæring om intervention og sagsøgerens påstand om fortrolig behandling
15 Den 1. maj 2012 indgav NGET en begæring om intervention i sag T-164/12 R til støtte for Kommissionens formodede påstande. Ved skrivelse af 22. maj 2012 meddelte Kommissionen Rettens præsident, at den ikke havde indvendinger i denne henseende. Den 23. maj 2012 fremsatte sagsøgeren sine bemærkninger til denne begæring, hvori sagsøgeren i det væsentlige præciserede, at den ikke havde indvendinger mod denne intervention. Ved særskilt dokument af samme dato fremsatte sagsøgeren en påstand om fortrolig behandling af oplysninger og dokumenter, der var fremlagt i forbindelse med sag T-164/12 R. Den 6. juni 2012 indleverede NGET en skrivelse, hvori selskabet anførte, at sagsøgeren havde gengivet et aspekt af de nationale retsforhandlinger forkert i sine bemærkninger til begæringen om intervention, og gentog i den anledning betydningen af muligheden for at kunne intervenere med henblik på at kunne forklare Retten om arten af og status for retsforhandlingerne for High Court.
16 Den 10. juli 2012 indleverede NGET en begæring om intervention til støtte for Kommissionens påstande i sag T-164/12, hvilket hverken Kommissionen eller sagsøgeren havde indvendinger imod. Sagsøgeren fremsatte imidlertid den 7. august 2012 en anmodning om fortrolig behandling af oplysninger og dokumenter fremlagt i forbindelse med sag T-164/12.
17 Ved kendelse af 4. september 2012 tog formanden for Rettens Fjerde Afdeling NGET’s begæring om intervention i sag T-164/12 til følge. Den 13. september 2012 afsagde Rettens præsident en kendelse, hvorefter NGET fik tilladelse til at intervenere i sag T-164/12 R. Uden at foregribe Rettens afgørelse i sagen om foreløbige forholdsregler hvad angår velbegrundetheden af anmodningen om fortrolig behandling blev navnlig en fortrolig udgave af de dokumenter, der var fremlagt i forbindelse med begæringen om foreløbige forholdsregler, og som sagsøgeren havde udarbejdet, udleveret til intervenienten, som blev opfordret til at fremsætte sine eventuelle bemærkninger i denne henseende.
18 Den 27. september 2012 indgav intervenienten dels sit skriftlige indlæg, dels sine bemærkninger til sagsøgerens anmodning om fortrolig behandling, hvori intervenienten erklærede, at denne forlod sig på Rettens bedømmelse af muligheden for at træffe proceduremæssige foranstaltninger, der gav mulighed for at fremsætte bemærkninger til denne problemstilling. Den 8. oktober 2012 forkyndte Rettens Justitskontor disse to dokumenter for sagsøgeren og Kommissionen.
Parternes påstande
19 Sagsøgeren har i det væsentlige nedlagt følgende påstande:
– Gennemførelsen af den anfægtede beslutning udsættes, indtil Retten har truffet afgørelse i hovedsagen.
– De forretningshemmeligheder, der findes i sagsøgerens svar, behandles fortroligt i forbindelse med disse retsforhandlinger.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
20 Henset til sagsøgerens ændring af påstandene (jf. præmis 12 ovenfor) skal sagsøgeren anses for at have frafaldet begæringen om foreløbige forholdsregler, for så vidt som den vedrører de oplysninger, der blev fremlagt inden for rammerne af meddelelsen om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager.
21 Kommissionen, der støttes af intervenienten, har i det væsentlige nedlagt følgende påstande:
– Begæringen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Retlige bemærkninger
Anmodningen om at foreskrive fortrolig behandling af forretningshemmeligheder, der findes i sagsøgerens svar, under sagen om foreløbige forholdsregler
22 Kommissionen har i sine bemærkninger af 10. maj 2012 anført, at begæringen om foreløbige forholdsregler skal afvises, for så vidt som den tilsigter at opnå, at forretningshemmeligheder, der findes i sagsøgerens svar, behandles fortroligt under disse retsforhandlinger.
23 Det skal i denne henseende anføres, at begæringen, som efter sin formulering tilsigter at opnå, at forretningshemmeligheder, der findes i sagsøgerens svar, behandles fortroligt under disse retsforhandlinger, kun kan forstås således, at den er rettet mod sagsøgte. En sådan begæring giver dog ingen mening i denne sag, eftersom Kommissionen er i besiddelse af den fortrolige version af de omtvistede dokumenter. Såfremt sagsøgeren imidlertid med denne begæring tilsigtede at opnå en sådan behandling i forhold til en eventuel intervenient, blev begæringen fremsat for tidligt. Under alle omstændigheder skal det erindres, således som anført i præmis 17 og 18 ovenfor, at intervenienten kun har adgang til den ikke-fortrolige udgave af dokumenter, der er fremlagt i forbindelse med denne begæring.
Begæringen om udsættelse af gennemførelsen af den anfægtede beslutning
24 Det fremgår af artikel 278 TEUF, sammenholdt med artikel 279 TEUF på den ene side og artikel 256, stk. 1, TEUF på den anden side, at Retten, hvis den skønner, at forholdene kræver det, kan udsætte gennemførelsen af en retsakt, der er anfægtet for Retten, eller foreskrive de nødvendige foreløbige forholdsregler.
25 Procesreglementets artikel 104, stk. 2, bestemmer, at begæringer om foreløbige forholdsregler skal angive søgsmålets genstand, de omstændigheder, der medfører uopsættelighed, og de faktiske og retlige grunde til, at den begærede foreløbige forholdsregel umiddelbart forekommer berettiget. Retten kan således udsætte gennemførelsen og foreskrive foreløbige forholdsregler, såfremt det er godtgjort, at de umiddelbart er berettigede af faktiske og retlige grunde (fumus boni juris), og såfremt der foreligger uopsættelighed, dvs. at det for at undgå et alvorligt og uopretteligt tab for den part, der begærer dem, er nødvendigt at foreskrive dem og tillægge dem retsvirkninger før afgørelsen i hovedsagen. Retten kan endvidere i givet fald foretage en interesseafvejning (kendelse afsagt af Domstolens præsident den 23.2.2001, sag C-445/00 R, Østrig mod Rådet, Sml. I, s. 1461, præmis 73).
26 I forbindelse med denne samlede vurdering råder Retten over et vidt skøn og kan frit under hensyn til sagens særegenheder afgøre, hvorledes disse forskellige betingelser skal efterprøves, samt rækkefølgen for denne undersøgelse, når ingen retsregel pålægger den af anvende et forud fastsat skema for vurderingen af nødvendigheden af at træffe foreløbig afgørelse (kendelse afsagt af Domstolens præsident den 19.7.1995, sag C-149/95 P(R), Kommissionen mod Atlantic Container Line m.fl., Sml. I, s. 2165, præmis 23, og den 3.4.2007, sag C-459/06 P(R), Vischim mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 25).
27 Henset til sagsakterne er Retten af den opfattelse, at den er i besiddelse af alle de nødvendige oplysninger for at kunne træffe afgørelse om den foreliggende begæring om foreløbige forholdsregler, uden at det forinden er nødvendigt at høre parternes mundtlige bemærkninger eller at træffe foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, såsom intervenientens begæring.
28 Der skal under omstændighederne i denne sag først foretages en interesseafvejning.
Interesseafvejningen
29 I henhold til fast retspraksis består interesseafvejningen i, at Retten skal afgøre, om interesserne hos den part, der har begæret de foreløbige forholdsregler, vejer tungere end interessen i den umiddelbare anvendelse af den omtvistede retsakt, idet den nærmere bestemt skal undersøge, om en eventuel annullation af denne retsakt af den ret, der påkender sagens realitet, vil gøre det muligt at ændre den situation, som retsaktens umiddelbare gennemførelse ville medføre, og omvendt om udsættelse af retsaktens gennemførelse kan hindre de mål, der forfølges med den i tilfælde af, at sagsøgeren ikke får medhold i hovedsagen (jf. i denne retning kendelse afsagt af Domstolens præsident den 11.5.1989, forenede sager 76/89 R, 77/89 R og 91/89 R, RTE m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1141, præmis 15, og den 26.6.2003, forenede sager C-182/03 R og C-217/03 R, Belgien og Forum 187 mod Kommissionen, Sml. I, s. 6887, præmis 142).
30 Hvad nærmere bestemt angår betingelsen om, at den retsstilling, som en kendelse om foreløbige forholdsregler skaber, skal kunne ændres igen, skal det bemærkes, at formålet med en sag om foreløbige forholdsregler er begrænset til at sikre den fulde virkning af den fremtidige endelige afgørelse (jf. i denne retning kendelse afsagt af Domstolens præsident den 27.9.2004, sag C-7/04 P(R), Kommissionen mod Akzo og Akcros, Sml. I, s. 8739, præmis 36). Disse retsforhandlinger er derfor helt accessoriske i forhold til den hovedsag, de er knyttet til (kendelse afsagt af Rettens præsident den 12.2.1996, sag T-228/95 R, Lehrfreund mod Rådet og Kommissionen, Sml. II, s. 111, præmis 61), således at den afgørelse, som Retten træffer i sagen om foreløbige forholdsregler er midlertidig i den forstand, at den hverken må foregribe afgørelsen i hovedsagen eller gøre den illusorisk ved at fratage den sin effektive virkning (jf. i denne retning kendelse afsagt af Domstolens præsident den 17.5.1991, sag C-313/90 R, CIRFS m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 2557, præmis 24, og af Rettens præsident den 12.12.1995, sag T-203/95 R, Connolly mod Kommissionen, Sml. II, s. 2919, præmis 16).
31 Det følger nødvendigvis heraf, at den interesse, som en part i sagen om foreløbige forholdsregler forsvarer, ikke fortjener beskyttelse, for så vidt som denne part har nedlagt påstand om, at der skal træffes en afgørelse, som slet ikke er rent midlertidig, men foregriber den fremtidige afgørelse i hovedsagen og gør den illusorisk ved at fratage den sin effektive virkning.
32 I denne sag skal Retten i forbindelse med tvisten i hovedsagen træffe afgørelse om, hvorvidt den anfægtede beslutning – hvorved Kommissionen besluttede at tage High Courts anmodning om meddelelse af navnlig sagsøgerens svar til følge – skal annulleres, navnlig på grund af krænkelsen af erhvervshemmeligheden, der er beskyttet i artikel 339 TEUF.
33 Hvad for det første angår den af intervenienten forsvarede interesse skal det anføres, at intervenienten i sit skriftlige indlæg henledte Rettens opmærksomhed på, at der i forbindelse med interesseafvejningen skal tages hensyn til de forskellige muligheder, som henholdsvis Rettens og High Courts retslister giver.
34 Hvis for det første begæringen om udsættelse af gennemførelsen tages til følge, udleverer Kommissionen ikke de omtvistede dokumenter til High Court, så længe Retten ikke har afsagt dom i hovedsagen. Intervenienten er imidlertid af den opfattelse, at hvis Retten giver Kommissionen medhold, men afsiger dom efter, at High Court har truffet sin afgørelse, fratages intervenienten dokumenter, som er nyttige for dennes påstande, og udsættelsen kommer til at give sagsøgeren fordelen af virkningerne af en endelig dom, selv om Retten frifandt Kommissionen i hovedsagen.
35 Hvis dernæst begæringen om foreløbige forholdsregler ikke tages til følge, udleverer Kommissionen de omtvistede dokumenter til High Court, som meddeler den »fortrolige kreds«, der blev indført ved kendelsen af 11. juli 2011, dem med henblik på, at de tages i betragtning i forbindelse med erstatningssøgsmålet. Intervenienten er imidlertid af den opfattelse, at hvis Retten giver sagsøgeren medhold, inden High Court har truffet sin afgørelse, er de oplysninger, der er udleveret ulovligt, udelukket fra de nationale retsforhandlinger.
36 Det skal imidlertid anføres, at intervenienten ser bort fra et andet tilfælde, som er væsentligt for de interesser, som sagsøgeren har forsvaret: Det tilfælde, hvor begæringen om foreløbige forholdsregler ikke tages til følge, og High Court træffer afgørelse, inden Retten har haft tid til at træffe afgørelse om hovedpåstandene. I et sådant tilfælde bliver en annullationsdom imidlertid illusorisk og fratages sin effektive virkning. Hvis den foreliggende begæring ikke tages til følge, har det således den følge, at den senere realitetsafgørelse, nemlig at annullationspåstanden forkastes, foregribes.
37 Henset til den retspraksis, der er anført i præmis 30 og 31 ovenfor, skal det dermed anføres, at tvisten for Retten vedrørende en institutions udlevering af omtvistede dokumenter til en national ret, som har anmodet herom i forbindelse med en tvist, således som i denne sag, kan rejse tvivl om den accessoriske rolle, som sagen om foreløbige forholdsregler spiller.
38 I den situation, dels hvor den foreliggende begæring skal tages til følge, dels hvor High Court er i stand til at træffe afgørelse, inden Retten har afsagt sin afgørelse i hovedsagen, har intervenienten imidlertid ikke godtgjort, at denne ikke kan beskytte sin interesse ved som sagsøger i sagen for High Court at anmode om, at erstatningssøgsmålet udsættes.
39 Endvidere forekommer det mere sandsynligt, at en sådan anmodning vil blive efterkommet, hvis sagsøgeren anmoder om denne udsættelse som sagsøgte i sagen for High Court i det tilfælde, hvor dels begæringen i den foreliggende sag ikke tages til følge, og dokumenterne derfor udleveres til High Court, dels High Court er i stand til at træffe afgørelse, før Retten gør det under retsforhandlingerne i hovedsagen.
40 Hvad for det andet angår den af Kommissionen forsvarede interesse skal det anføres, at Kommissionen i sine bemærkninger af 10. maj 2012 var af den opfattelse, at den ikke havde andre interesser end interessen i at bevare de nationale retters kompetence til at anvende bestemmelserne i EU-retten ved at sikre deres fulde virkning og ved at beskytte de rettigheder, som de giver borgerne. Kommissionen har i denne henseende præciseret, at de pågældende interesser ikke kun er interesserne hos enheder, der nedlægger påstand om erstatning for den skade, de er blevet forvoldt ved en adfærd, der kan hindre eller fordreje konkurrencen, men ligeledes en generel interesse i en effektiv anvendelse af Unionens konkurrenceregler, idet erstatningssøgsmål for de nationale retter kan yde et væsentligt bidrag til opretholdelsen af en effektiv konkurrence. Intervenienten har i denne henseende tilføjet, at såvel Kommissionen som Unionens retsinstanser har anerkendt vigtigheden af at sikre ofre for tilsidesættelser af konkurrenceretten muligheden for at gøre de rettigheder gældende, som EU-retten tildeler dem. I denne sammenhæng har Kommissionen anført, at High Court i dommen af 12. juni 2009, der navnlig traf afgørelse vedrørende den anmodning om udsættelse af retsforhandlingerne, som sagsøgeren og alle de øvrige sagsøgte havde fremsat i annullationssøgsmålet til prøvelse af GIS-beslutningen, specifikt insisterede på behovet for ikke at forsinke den administrative fase, selv hvis søgsmålene fortsat verserer for Retten.
41 Hvad angår den effektive anvendelse af Unionens konkurrenceregler, nærmere bestemt procedurerne vedrørende erstatningssøgsmål på nationalt plan, hvis den interesse, som retsplejens hurtighed repræsenterer, vinder særlig genklang i Rettens interesseafvejning i sager om foreløbige forholdsregler, skal det fastslås, at Kommissionen, selv om den har gentaget High Courts standpunkt, imidlertid ikke har indgivet begæring om en fremskyndet procedure for Retten, således som sagsøgeren havde opfordret den til ved i den foreliggende begæring at angive, at den i givet fald ikke havde indvendinger herimod. I henhold til procesreglementets artikel 76a kan en intervenient ikke fremsætte en sådan begæring, hvorfor det tilkommer Kommissionen at gøre dette, for så vidt som den hastighed, hvormed disse retsforhandlinger blev behandlet, har været et væsentligt element i denne institutions standpunkt.
42 Endvidere skal der, henset til de betragtninger, der er redegjort for i præmis 37-39 ovenfor, vedrørende opretholdelsen af den effektive virkning af Rettens afgørelse i hovedsagen og de særlige omstændigheder i denne sag, foretages en afvejning af den virksomme anvendelse af Unionens konkurrenceregler med overholdelsen af den accessoriske rolle, som sagen om foreløbige forholdsregler spiller. Det er i øvrigt en stiltiende tilsvarende ligevægt, der blev gennemført, da begæringen om foreløbige forholdsregler, som opfordrede Rettens præsident til at pålægge Kommissionen »foreløbigt« at videregive de angiveligt fortrolige oplysninger, som Kommissionen er i besiddelse af, blev forkastet, idet en kendelse, som tog denne begæring til følge, på forhånd ville kunne ophæve virkningen af den afgørelse, der senere skal træffes i hovedsagen (jf. i denne retning kendelse afsagt af Rettens præsident den 23.1.2012, sag T-607/11 R, Henkel og Henkel France mod Kommissionen, præmis 23-25).
43 For det tredje understregede intervenienten i sit skriftlige indlæg af 27. september 2012 behovet for, at Retten ved interesseafvejningen i sagen om foreløbige forholdsregler tager hensyn til den indsigelsesstrategi, som sagsøgeren har lagt for dagen ved at indlede forhalende procedurer med henblik på at forhindre, at retsforhandlingerne for High Court blev fremskyndet. Det skal i denne henseende for det første anføres, at ingen af de processkridt, som intervenienten har opregnet som hindringer for dennes erstatningssøgsmål, er blevet kvalificeret som retsmisbrug, hvilket intervenienten har erkendt. Disse procedurer er dermed blot udtryk for retsmidler, der er til rådighed for en part for at beskytte vedkommendes rettigheder. Eftersom disse procedurer er blevet anset for ubegrundede, fik intervenienten medhold, og retsforhandlingerne for High Court fortsatte dermed, som de skulle. Selv om for det andet disse retsforhandlinger ifølge intervenienten tog usædvanligt lang tid, har intervenienten imidlertid ikke godtgjort, at den har lidt en sådan skade på grund af denne varighed, at dennes interesse i at få adgang til de omtvistede oplysninger, inden Retten afsiger sin dom i hovedsagen, skal veje tungere end interessen i at bevare den doms effektive virkning (jf. præmis 37-39 ovenfor).
44 Kommissionens og intervenientens interesse i at få begæringen om foreløbige forholdsregler forkastet må derfor vige for den af sagsøgeren forsvarede interesse, så meget desto mere som anordningen af de ønskede foreløbige forholdsregler blot vil føre til opretholdelse af den status quo, der har eksisteret i mange år, for et begrænset tidsrum (jf. i denne retning kendelsen i sagen RTE m.fl. mod Kommissionen, præmis 15; jf. ligeledes kendelse afsagt af Rettens præsident den 16.11.2012, sag T-345/12 R, Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, præmis 29), uden at dette medfører sådanne ulemper, at denne afventende situation omgående skal bringes til ophør. Det skal i denne henseende tilføjes, at sagsøgeren kun har anfægtet udleveringen af den fortrolige version af de omtvistede dokumenter. Hvis begæringen om udsættelse af gennemførelsen af den anfægtede beslutning tages til følge, er det dermed ikke til hinder for, at Kommissionen vedtager en ny beslutning, som gør det muligt at udlevere den ikke-fortrolige version af de omtvistede dokumenter i afventning af, at Retten træffer afgørelse om annullationssøgsmålet i hovedsagen. Retsforhandlingerne for High Court kan således i et vist omfang fortsætte.
Uopsætteligheden
45 Det forekommer uopsætteligt at beskytte den af den begærende part forsvarede interesse, eftersom denne risikerer at lide en alvorlig og uoprettelig skade i tilfælde af, at vedkommendes begæring om foreløbige forholdsregler ikke tages til følge. I denne sammenhæng har sagsøgeren i det væsentlige anført, at den situation, der ville følge af en udlevering af de omtvistede dokumenter, ikke længere ville kunne udviskes. Når de fortrolige oplysninger først er udleveret, kan en senere annullation af den anfægtede beslutning, navnlig på grund af en tilsidesættelse af forretningshemmeligheder, der er beskyttet i artikel 339 TEUF, ikke omvende de af udleveringen følgende virkninger. Sagsøgerens ret til effektiv domstolsbeskyttelse vil derfor blot være en »tom skal«, hvis de omtvistede oplysninger blev videregivet, inden hovedsagen var afgjort.
46 Det skal indledningsvis bemærkes, at det, henset til særegenheden ved tvisten vedrørende udlevering af fortrolige dokumenter i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler (jf. præmis 37 ovenfor) og de særlige omstændigheder i denne sag (jf. præmis 38 og 39 ovenfor), er tilstrækkeligt at vurdere alvoren og den uoprettelige karakter af den skade, som sagsøgeren vil lide i tilfælde af selve udleveringen af de omtvistede oplysninger, i forhold til sagsøgerens ret til en effektiv domstolsbeskyttelse.
47 Det skal nemlig fastslås, at i det tilfælde, hvor dels den foreliggende begæring ikke tages til følge, og Kommissionen udleverer dokumenterne til High Court, dels High Court træffer afgørelse, inden Retten har haft tid til i hovedsagen at udtale sig om den eventuelle ulovlige karakter af udleveringen af oplysninger, fratages sagsøgerens ret til en effektiv domstolsbeskyttelse enhver mening.
48 Det er imidlertid interessant at anføre, at intervenienten, som i sit skriftlige indlæg netop præciserede, at intervenienten var i stand til at oplyse Retten om arten af og status for de påstande, denne havde fremsat i Det Forenede Kongerige, har anført, dels i sin skrivelse af 6. juni 2012, at High Court ikke skal afvente Domstolens afgørelse i appelsagerne iværksat til prøvelse af Rettens domme, der blev afsagt i sagerne til prøvelse af GIS-beslutningen, dels i sit skriftlige indlæg af 27. september 2012, at det er sandsynligt, at Retten skal have længere tid til at træffe afgørelse i hovedsagen, end High Court skal have til at føre de nationale retsforhandlinger til ende. I lyset af disse oplysninger forekommer risikoen for, at den nationale ret træffer sin afgørelse under hensyn til de udleverede oplysninger, inden Retten har haft mulighed for at udtale sig om lovligheden af denne udlevering, alvorlig og langt fra hypotetisk.
49 Henset til, at Kommissionen kan foretage en umiddelbar udlevering af de omtvistede oplysninger, hvis den foreliggende begæring om foreløbige forholdsregler ikke tages til følge, kunne det frygtes, at sagsøgerens grundlæggende ret til en effektiv domstolsprøvelse, der er knæsat i artikel 6 i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950, og i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, bringes i fare, hvis Kommissionen kunne udlevere de pågældende oplysninger, inden Retten har truffet afgørelse i hovedsagen. Da sagsøgerens grundlæggende rettigheder kan lide alvorlig og uoprettelig skade, med forbehold for undersøgelsen af betingelsen om fumus boni juris (jf. hvad angår den snævre forbindelse mellem denne sidste betingelse og betingelsen om uopsættelighed kendelse afsagt af Rettens præsident den 8.4.2008, forenede sager T-54/08 R, T-87/08 R, T-88/08 R og T-91/08 R – T-93/08 R, Cypern mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 56 og 57), forekommer det derfor uopsætteligt at foreskrive den ønskede udsættelse med gennemførelsen (jf. ligeledes kendelsen i sagen Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, præmis 31-33).
Fumus boni juris
50 Ifølge fast retspraksis er betingelsen om fumus boni juris opfyldt, når mindst et af de anbringender, som den part, der har begæret de foreløbige forholdsregler, har gjort gældende til støtte for hovedsagen, umiddelbart forekommer relevant og under alle omstændigheder ikke er uden rimeligt grundlag, idet det rejser komplekse juridiske spørgsmål, hvis løsning ikke gør sig gældende uden videre og dermed fortjener en dybere undersøgelse, som ikke kan foretages af Retten i sagen om foreløbige forholdsregler, men skal være genstand for hovedsagen, eller når der er en væsentlig juridisk uenighed, hvis løsning ikke gør sig gældende uden videre (jf. kendelse afsagt af Rettens præsident den 19.9.2012, sag T-52/12 R, Grækenland mod Kommissionen, præmis 13 og den deri nævnte retspraksis; jf. ligeledes i denne retning kendelse afsagt af Domstolens præsident den 8.5.2003, sag C-39/03 P-R, Kommissionen mod Artegodan m.fl., Sml. I, s. 4485, præmis 40).
51 Sagsøgeren har navnlig gjort gældende, at den anfægtede beslutning tilsidesætter for det første artikel 339 TEUF, for det andet punkt 25 i Kommissionens meddelelse om samarbejdet mellem Kommissionen og domstolene i EU’s medlemsstater om anvendelse af artikel 81 [EF] og 82 [EF] (EUT 2004 C 101, s. 54) og for det tredje artikel 4, stk. 3, TEU.
52 I denne sammenhæng er det i det væsentlige anfægtet, at den af Kommissionen påtænkte udlevering af sagsøgerens svar tilsidesætter artikel 339 TEUF, for så vidt som de garantier, som High Court tilbyder med henblik på at beskytte de udleverede oplysninger, ikke garanterer det samme beskyttelsesniveau som det, der følger af bestemmelserne i TEUF.
53 Kommissionen er af den opfattelse, idet den har erindret om den pligt, der påhviler den, og som er præciseret i Rettens dom af 18. september 1996, sag T-353/94, Postbank mod Kommissionen, Sml. I, s. 921, præmis 90, til at træffe alle de forholdsregler, der er nødvendige for, at der ikke gøres indgreb i denne ret ved fremlæggelsen af dokumenter for de nationale domstole, at det fremgår af den dom, at det tilkommer den nationale ret at garantere fortroligheden af de udleverede dokumenter, og at den derfor overholder denne pligt, eftersom dels den over for en national ret angiver de dokumenter eller afsnit, som indeholder fortrolige oplysninger eller forretningshemmeligheder, dels den sikrer, at disse oplysninger kun udleveres, når den nationale ret tilbyder konkrete garantier angående dens evne og ønske om at beskytte disse oplysningers fortrolighed.
54 Hvad for det første angår den første forholdsregel ved Kommissionens angivelse af de dokumenter eller afsnit, der er fortrolige eller indeholder forretningshemmeligheder, skal det understreges, at Kommissionen i denne sag ikke anså det for nødvendigt at undersøge realiteten i denne kvalifikation, inden oplysningerne blev udleveret, men begrænsede sig til at angive de afsnit, der af sagsøgeren var blevet angivet på denne måde. Det er i denne henseende ejendommeligt, at Kommissionen i sine indlæg af 10. maj 2012 ændrer opfattelse med hensyn til anerkendelsen af denne egenskab, eftersom den kunne udledes af det blotte forhold, at den meddeler den nationale ret disse oplysninger i overensstemmelse med de forholdsregler, der finder anvendelse på udleveringen af oplysninger, der er beskyttet i artikel 339 TEUF, og at oplysningerne faktisk er omfattet af denne bestemmelses anvendelsesområde. Under alle omstændigheder kræver efterprøvelsen af en sådan kvalifikation, hvis den måtte være nødvendig, en detaljeret undersøgelse, som det ikke tilkommer Retten at foretage i en sag om foreløbige forholdsregler.
55 Hvad for det andet angår de konkrete garantier, som den nationale ret har tilbudt, og hvis eksistens Kommissionen skal sikre, inden oplysningerne udleveres, fremgår det af det af den anfægtede beslutning, at Kommissionen begrænsede sig til at anføre, at kendelsen om fortrolighed gjorde det muligt at beskytte alle de fortrolige oplysninger i de dokumenter, der var anmodet om, i overensstemmelse med garantierne i artikel 339 TEUF. I denne henseende fremgår der ingen vurdering i den anfægtede beslutning af de konkrete virkninger af den beskyttelse, der er fastsat i kendelsen om fortrolighed, i henhold til forpligtelsen i artikel 399 TEUF, således som den er fortolket i retspraksis.
56 Det skal for det første anføres, at Kommissionen i sine indlæg af 10. maj 2012 anførte, at den nationale ret har oplyst den om, at de dokumenter, der er anmodet om, kun bliver meddelt inden for grænserne af den »fortrolige kreds«, der blev indført i forbindelse med retsforhandlingerne for High Court efter aftale med tvistens parter, og at sagsøgeren ikke gav udtryk for nogen bekymring vedrørende den »fortrolige kreds’« udstrækning eller fremgangsmåden i denne henseende i sine indlæg af 25. juli 2011. Selv om parterne i tvisten for High Court, herunder sagsøgeren, havde været involveret i definitionen af den »fortrolige kreds«, skal det imidlertid ikke glemmes, at den nationale ret i sin dom af 4. juli 2011 (præmis 13) specifikt nævnte muligheden for, at parterne kunne fremsætte bemærkninger til Kommissionen vedrørende hensigtsmæssigheden af afgørelsen af, hvorvidt anmodningen om udlevering af de pågældende oplysninger skulle tages til følge eller ikke. Endvidere fremgår af det sagsøgerens bemærkninger (punkt 34), der blev sendt den 25. juli 2011, at sagsøgeren havde ladet Kommissionen vide, at der var behov for at ændre visse dokumenters indhold, hvis High Courts anmodning blev taget til følge. Den »fortrolige kreds’« sammensætning medførte med andre ord vanskeligheder for sagsøgeren, for så vidt som denne modsatte sig meddelelsen af fortrolige versioner af de dokumenter, der var anmodet om, inden for denne kreds. Henset til sådanne forhold kan den eventualitet dermed ikke forkastes, at Retten i forbindelse med hovedsagen undersøger spørgsmålet, om Kommissionen med henblik på at overholde beskyttelsen af forretningshemmeligheder i overensstemmelse med artikel 339 TEUF skal træffe andre forholdsregler end dem, der er fastsat i den anfægtede beslutning.
57 For det andet fremgår det af analysen af kendelsen om fortrolighed, som High Court meddelte Kommissionen i et bilag til anmodningen om udlevering af de omtvistede dokumenter, at den »fortrolige kreds«, hvis sammensætning kan være genstand for fremtidige ændringer, består af et betydeligt antal personer (der er 92 navne på denne liste), som har så forskellige hverv som ekstern advokat, intern juridisk rådgiver (dette er f.eks. tilfældet med to af intervenientens ansatte), sekretær eller endog edb-specialist. Alle disse personer er ganske vist underlagt en fortrolighedspligt, og ingen af dem udøver ifølge intervenienten forretningsmæssige hverv. Henset til de overvejelser, der har været på unionsplan vedrørende beskyttelsen af fortroligheden i kommunikationen mellem advokater og klienter og kravet om uafhængighed, som indebærer, at der ikke må være et ansættelsesforhold, på trods af fagetiske regler og faglige adfærdsregler, kan der imidlertid rimeligvis inden for rammerne af hovedsagen stilles det spørgsmål, om Kommissionen henset til fremgangsmåde for videregivelse på nationalt plan af de oplysninger, der er anmodet om, og som Kommissionen havde kendskab til, burde have foretaget en detaljeret undersøgelse af de konkrete følger af garantien for beskyttelsen af forretningshemmeligheder og eventuelt konkluderet, at anmodningen om udlevering, således som den var formuleret, skulle forkastes, idet den kunne medføre en tilsidesættelse af artikel 339 TEUF. Det skal i denne henseende tilføjes, at Kommissionen med henblik på at godtgøre, at den påtænkte videregivelse til parterne i retsforhandlingerne i Det Forenede Kongerige, ikke blot kunne anføre, at formålet med en »fortrolig kreds« er at give parternes advokater mulighed for at undersøge de videregivne dokumenter, for så vidt som kredsens sammensætning netop hverken er uforanderlig eller begrænset til personer, der er advokater.
58 På baggrund af disse betragtninger kan det ikke udelukkes, at Retten i forbindelse med hovedsagens realitet skal udtale sig om omfanget af den kontrol, som Kommissionen skal udføre, når den sikrer sig, at de fortrolige oplysninger kun udleveres, når den nationale ret tilbyder konkrete garantier for dens evne til og ønske om at beskytte disse oplysningers fortrolighed. Retten kan med andre ord i realitetsafgørelsen skulle stille spørgsmålstegn ved det forhold, at de forholdsregler, som Kommissionen har truffet i denne sag med henblik på at opfylde sin pligt i henhold til artikel 339 TEUF, er tilstrækkelige, eller om den burde have foretaget en mere detaljeret analyse af den af den nationale ret foreslåede mekanisme til beskyttelse af de oplysninger, der er anmodet om.
59 Endvidere skal det bemærkes, selv om disse forholdsregler i princippet anses for tilstrækkelige til at overholde denne pligt, at dommen i sagen Postbank mod Kommissionen præciserer, at det er muligt, at beskyttelsen af tredjemand ikke kan sikres i fuldt omfang, selv hvis Kommissionen træffer alle de nødvendige forholdsregler. Retten har anført, at i disse undtagelsestilfælde kan Kommissionen nægte at tilsende de nationale dømmende myndigheder dokumenter. På baggrund af omstændighederne i denne sag kan det ikke udelukkes, at den ret, der træffer afgørelse om realiteten, skal undersøge, om Kommissionen befandt sig i en sådan situation.
60 Denne analyse rejser imidlertid nye retsspørgsmål. Det skal i denne henseende anføres, at Kommissionen, både i sin skrivelse af 28. oktober 2011 (punkt 6), der blev sendt til High Court, og i den anfægtede beslutning (punkt 14), selv redegjorde for anmodningens og problemstillingernes nye karakter.
61 På baggrund af det ovenstående skal det fastslås, at denne sag rejser ukendte retlige spørgsmål, som ikke umiddelbart kan anses for at være irrelevante, og hvis løsning fortjener en tilbundsgående undersøgelse i forbindelse med hovedsagen. Det skal dermed anerkendes, at der foreligger fumus boni juris (jf. ligeledes kendelsen i sagen Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, præmis 44-56).
62 Det følger heraf, at da alle betingelserne er opfyldt i denne henseende, skal sagsøgeren have medhold i begæringen om foreløbige forholdsregler, som tilsigter at forbyde Kommissionen at udlevere de omtvistede oplysninger, således som påtænkt i den anfægtede beslutning.
På grundlag af disse præmisser
bestemmer
RETTENS PRÆSIDENT:
1) Gennemførelsen af Kommissionens beslutning af 26. januar 2012 udsættes for så vidt angår udleveringen til High Court of Justice (England & Wales) af den fortrolige version af Alstoms svar af 30. juni 2006 på klagepunktsmeddelelsen i sag COMP/F/38 899 – GIS-anlæg.
2) I øvrigt tages begæringen om foreløbige forholdsregler ikke til følge.
3) Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.
Således bestemt i Luxembourg den 29. november 2012.
Justitssekretær | | Præsident |