Language of document : ECLI:EU:T:2008:542

Sag T-67/07

Ford Motor Co.

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

»EF-varemærker – ansøgning om EF-ordmærket FUN – absolutte registreringshindringer – manglende beskrivende karakter – artikel 7, stk. 1, litra b) og c), i forordning (EF) nr. 40/94«

Sammendrag af dom

EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – absolutte registreringshindringer – varemærker, som udelukkende består af tegn eller angivelser, der kan tjene til at betegne en vares egenskaber

[Rådets forordning nr. 40/94, art. 7, stk. 1, litra c)]

Ordmærket FUN, der er søgt registreret for »motordrevne landkøretøjer samt dele og tilbehør hertil« henhørende under klasse 12 i Nicearrangementet, er ikke beskrivende for de varer, som EF-varemærkeansøgningen vedrører, som omhandlet i artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker, i opfattelsen hos de engelsktalende gennemsnitsforbrugere mellem 18 og 70 år.

Tegnet FUN kan i forbindelse med motordrevne landkøretøjer forstås som en angivelse af, at de kan være sjove eller give anledning til sjov. Tegnet FUN kan derfor anses for at tillægge varer et positivt billede – hvilket kan minde om et image i reklameøjemed – ved at give den relevante forbruger en idé om, at et køretøj kan give anledning til sjov. Selv om et motordrevent landkøretøj imidlertid i visse tilfælde kan give anledning til sjov for køreren, er tegnet FUN ikke mere end suggestivt.

Under disse omstændigheder er forbindelsen mellem betydningen af ordet »fun« på den ene side og motordrevne landkøretøjer på den anden side for vag, ubestemt og subjektiv til at tillægge dette ord en beskrivende egenskab i forhold til nævnte varer.

Til forskel for visse beskrivende angivelser for et køretøjs egenskaber som turbo, ABS eller 4x4 kan tegnet FUN bag på et køretøj ikke tjene til direkte at betegne et motordrevent landkøretøj eller et af dets væsentlige egenskaber. Således placeret vil det blive opfattet af den relevante forbruger som en betegnelse for varens handelsmæssige oprindelse.

De varer, som i registreringsansøgningen er betegnet som dele og tilbehør til motordrevne landkøretøjer, er udelukkende beregnet til at blive anvendt i forbindelse med disse køretøjer, og de har ingen selvstændig brug. De dele og det tilbehør, der er omfattet af registreringsansøgningen, er uadskilleligt forbundne med disse køretøjer, og der skal for deres vedkommende derfor findes en løsning, der er identisk med den, der er fastlagt ovenfor, for de motordrevne landkøretøjer.

(jf. præmis 27, 34-36 og 44)