Sag T-113/07

Toshiba Corp.

mod

Europa-Kommissionen

»Konkurrence – karteller – markedet for projekter angående gasisoleret koblingsudstyr – beslutning, der fastslår en overtrædelse af artikel 81 EF og EØS-aftalens artikel 53 – opdeling af markedet – ret til forsvar – bevis for overtrædelse – samlet og vedvarende overtrædelse – bøder – overtrædelsens grovhed og varighed – begrundelse – udgangsbeløb – referenceår«

Sammendrag af dom

1.      Konkurrence – administrativ procedure – overholdelse af retten til forsvar – aktindsigt – rækkevidde – manglende udlevering af et dokument – følger

(Art. 81, stk. 1, EF; EØS-aftalen, art. 53, stk. 1)

2.      Konkurrence – administrativ procedure – overholdelse af retten til forsvar – meddelelse af svar på en klagepunktsmeddelelse – betingelser – grænser

(Art. 81, stk. 1, EF; EØS-aftalen, art. 53, stk. 1)

3.      Konkurrence – karteller – aftaler mellem virksomheder – bevis for overtrædelse – skriftlige vidneudsagn fra medarbejdere i et selskab, der er involveret i overtrædelsen – bevisværdi – vurdering

(Art. 81, stk. 1, EF)

4.      Fællesskabsret – principper – grundlæggende rettigheder – uskyldsformodning – procedure på konkurrenceområdet

(Art. 6, stk. 2, EU; art. 81, stk. 1, EF; EØS-aftalen, art. 53, stk. 1)

5.      Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse – bevismiddel – anvendelse af en række indicier

(Art. 81, stk. 1, EF)

6.      Konkurrence – karteller – aftaler mellem virksomheder – bevis for overtrædelse – vurdering af de forskellige bevisers bevisværdi – kriterier

(Art. 81, stk. 1, EF; EØS-aftalen, art. 53)

7.      Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse – Kommissionen har bevisbyrden for en overtrædelse og dennes varighed

(Art. 81, stk. 1, EF; Kommissionens meddelelse 2002/C 45/03)

8.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – bødefritagelse eller bødenedsættelse som modydelse for den forfulgte virksomheds samarbejde

(Art. 81, stk. 1, EF; Kommissionens meddelelse 2002/C 45/03, punkt 21)

9.      Konkurrence – karteller – aftaler og samordnet praksis udgør en enkelt overtrædelse – begreb – personligt ansvar for hele overtrædelsen for de virksomheder, der deltager i overtrædelsen – betingelser

(Art. 81, stk. 1, EF; EØS-aftalen, art. 53, stk. 1)

10.    Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse – Kommissionen har bevisbyrden for en overtrædelse og dennes varighed – omfanget af bevisbyrden

(Art. 81, stk. 1, EF; EØS-aftalen, art. 53, stk. 1)

11.    Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed – overtrædelse begået af flere virksomheder

(Art. 81, stk. 1, EF; EØS-aftalen, art. 53, stk. 1; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)

12.    Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed og varighed – Kommissionens skøn

(Art. 81, stk. 1, EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3)

13.    Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – overholdelse af ligebehandlingsprincippet

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03, punkt 1 A)

1.      Som en logisk følge af princippet om overholdelse af retten til forsvar indebærer retten til aktindsigt i forbindelse med en administrativ procedure vedrørende anvendelse af konkurrencereglerne, at Kommissionen skal give den pågældende virksomhed mulighed for at undersøge samtlige dokumenter blandt de forberedende sagsakter, der kan være relevante for virksomhedens forsvar. Disse omfatter såvel belastende som diskulperende dokumenter, bortset fra andre virksomheders forretningshemmeligheder, Kommissionens interne dokumenter og andre fortrolige oplysninger.

Den omstændighed, at et dokument, som Kommissionen har benyttet som grundlag for at anse en virksomhed for skyldig, ikke er blevet udleveret, udgør kun en tilsidesættelse af retten til forsvar, hvis den berørte virksomhed påviser, at det resultat, som Kommissionen er kommet frem til i beslutningen, ville have været et andet, såfremt et ikke udleveret dokument måtte udelukkes som belastende bevis.

Hvad angår den situation, hvor et diskulperende dokument ikke er blevet fremlagt, skal den berørte virksomhed blot godtgøre, at den manglende fremlæggelse heraf har kunnet påvirke procedurens forløb og indholdet af Kommissionens beslutning til skade for den. Det er således tilstrækkeligt, at virksomheden påviser, at den kunne have anvendt det pågældende diskulperende dokument til sit forsvar i den forstand, at såfremt den kunne have henvist til dem under den administrative procedure, havde den kunnet gøre omstændigheder gældende, der ikke stemte overens med de følgeslutninger, som Kommissionen var nået frem til i denne fase, og havde således på den ene eller den anden måde kunnet øve indflydelse på Kommissionens vurderinger i en eventuel beslutning, i det mindste hvad angår grovheden og varigheden af den adfærd, som virksomheden blev kritiseret for, og dermed på bødeniveauet.

(jf. præmis 41, 46 og 47)

2.      I forbindelse med en procedure iværksat for overtrædelse af konkurrencereglerne er det først i begyndelsen af den administrative kontradiktoriske fase, at den berørte virksomhed gennem klagepunktsmeddelelsen bliver underrettet om alle de væsentlige omstændigheder, som Kommissionen støtter sig på på dette trin af proceduren, og at virksomheden har ret til aktindsigt for at sikre en effektiv udøvelse af dens ret til forsvar. Følgelig er de andre karteldeltagende virksomheders svar på klagepunktsmeddelelsen i princippet ikke inkluderet i den samling af dokumenter i de forberedende sagsakter, som parterne kan konsultere.

Hvis Kommissionen ikke desto mindre agter at anvende et uddrag af et svar på en klagepunktsmeddelelse eller et dokument, som er vedlagt svaret, med henblik på at føre bevis for en overtrædelse i forbindelse med en procedure i henhold til artikel 81, stk. 1, EF, skal de øvrige virksomheder i proceduren have mulighed for at udtale sig om et sådant bevis. I så fald udgør det pågældende uddrag af svaret på klagepunktsmeddelelsen eller det dokument, der er vedlagt svaret, belastende materiale i forhold til de forskellige virksomheder, som angiveligt deltog i overtrædelsen.

Hvis et sådant uddrag af et svar på en klagepunktsmeddelelse eller et dokument, som er vedlagt svaret, kan være relevant for en virksomheds forsvar, eftersom uddraget eller dokumentet giver virksomheden mulighed for at påberåbe sig beviser, der ikke stemmer overens med de følgeslutninger, som Kommissionen er nået frem til i denne fase, udgør uddraget eller dokumentet ud fra en analog betragtning et diskulperende bevis. Den pågældende virksomhed skal i så fald have mulighed for at undersøge uddraget eller dokumentet og udtale sig herom.

(jf. præmis 42-44)

3.      Skriftlige vidneudsagn fra et selskabs medarbejdere, der er udarbejdet under dets kontrol og fremlagt af virksomheden i forbindelse med dens forsvar inden for rammerne af en administrativ procedure for overtrædelse af konkurrencereglerne, der gennemføres af Kommissionen, kan i princippet ikke kvalificeres som beviser, der er forskellige fra og uafhængige af virksomhedens egne erklæringer. En virksomheds standpunkt med hensyn til rigtigheden af de faktiske omstændigheder, som Kommissionen foreholder virksomheden, er nemlig først og fremmest baseret på den viden, som virksomhedens medarbejdere og ledere besidder, og de synspunkter, som de tilkendegiver.

(jf. præmis 58)

4.      Er retten i tvivl, skal dette komme den virksomhed til gode, hvortil den beslutning er rettet, hvori der fastslås en overtrædelse af artikel 81, stk. 1, EF. Retten kan derfor ikke konkludere, at Kommissionen har ført fornødent bevis for den pågældende overtrædelse, hvis den fortsat nærer tvivl vedrørende dette spørgsmål, navnlig i en sag, hvori der er nedlagt påstand om annullation af en beslutning, hvorved der pålægges en bøde.

I denne sidstnævnte situation skal der nemlig tages hensyn til princippet om uskyldsformodning, hvilket princip bl.a. fremgår af artikel 6, stk. 2, i den europæiske menneskerettighedskonvention, som indgår blandt de grundlæggende rettigheder, der udgør generelle principper i fællesskabsretten. Henset til karakteren af de pågældende overtrædelser samt til karakteren og strengheden af de hertil knyttede sanktioner finder princippet om uskyldsformodning navnlig anvendelse på sager vedrørende tilsidesættelser af konkurrencereglerne, der gælder for virksomhederne, og som vil kunne føre til at pålægge bøder eller tvangsbøder.

(jf. præmis 79 og 80)

5.      På konkurrenceområdet skal Kommissionen tage hensyn til præcise og samstemmende beviser for at godtgøre, at der foreligger en overtrædelse. Hver enkelt af de af Kommissionen fremlagte beviser skal imidlertid ikke nødvendigvis opfylde disse kriterier i forhold til hvert enkelt led i overtrædelsen. Det er tilstrækkeligt, at den række indicier, som institutionen har påberåbt sig, bedømt i deres helhed opfylder dette krav. Den omstændighed, at der foreligger en konkurrencebegrænsende praksis eller aftale, skal derfor udledes ved en slutning ud fra et vist antal sammenfaldende omstændigheder og indicier, der, når de betragtes samlet, og i mangel af en anden logisk forklaring kan udgøre beviset for en tilsidesættelse af konkurrenceretten.

Når Kommissionen udelukkende bygger på de pågældende virksomheders adfærd på markedet til støtte for konklusionen om, at der foreligger en overtrædelse af artikel 81, stk. 1, EF, skal virksomhederne imidlertid blot påvise, at der foreligger særlige omstændigheder, der kaster et andet lys på de faktiske omstændigheder, som Kommissionen har bevist, og gør det muligt at give en anden, sandsynlig forklaring på de faktiske omstændigheder end den, som Kommissionen har lagt til grund for sin konklusion om, at der foreligger en tilsidesættelse af konkurrencereglerne. Denne regel finder tillige anvendelse, når de beviser, som Kommissionen har baseret sig på, ikke er tilstrækkelige. I dette tilfælde gør beviserne det nemlig ikke muligt at fastslå, at der foreligger en utvetydig overtrædelse, uden at det er nødvendigt med fortolkning.

Reglen finder derimod ikke anvendelse i alle de tilfælde, hvor overtrædelsen fastslås på grundlag af en følgeslutning ud fra andre faktiske omstændigheder, eller indirekte eller ikke-skriftlige beviser. Hvad angår de bevismidler, der kan påberåbes med henblik på at godtgøre en overtrædelse af artikel 81 EF, er det princip, der finder anvendelse i fællesskabsretten, nemlig princippet om fri bevisførelse.

(jf. præmis 81, 82 og 85-87)

6.      I forbindelse med en procedure for overtrædelse af artikel 81, stk. 1, EF er det eneste relevante kriterium for bedømmelsen af de forskellige bevisers bevisværdi deres troværdighed. Ud fra almindelige bevisregler afhænger troværdigheden og dermed bevisværdien af et dokument af dets oprindelse, omstændighederne ved dets udarbejdelse, adressaten for dokumentet og dets indhold.

Med hensyn til virksomhedernes erklæringer kan en særlig høj bevisværdi i øvrigt tillægges de erklæringer, der for det første er troværdige, for det andet afgives på en virksomheds vegne, for det tredje hidrører fra en person, der er fagligt forpligtet til at handle i virksomhedens interesse, for det fjerde går imod den erklærendes interesser, for det femte hidrører fra et direkte vidne til de forhold, der omtales, og for det sjette er afgivet skriftligt med omtanke og efter moden overvejelse.

En erklæring fra en virksomhed, der foreholdes at have deltaget i et kartel, hvis rigtighed bestrides af flere andre berørte virksomheder, kan derimod ikke uden støtte i andre beviser betragtes som et tilstrækkeligt bevis for, at en overtrædelse er begået af disse sidste virksomheder, forudsat at den krævede grad af bestyrkelse kan være mindre, hvilket skyldes troværdigheden af de pågældende erklæringer.

(jf. præmis 90-93)

7.      Selv om en vis vagtsomhed for så vidt angår frivillige erklæringer fra hoveddeltagerne i et ulovligt kartel generelt bør udvises, henset til muligheden for, at disse deltagere har en tendens til at fremlægge flest belastende beviser vedrørende deres konkurrenters aktiviteter, står det dog tilbage, at den omstændighed, at der fremsættes anmodning om at være omfattet af meddelelsen om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager med henblik på at opnå en bødefritagelse eller bødenedsættelse, ikke nødvendigvis medfører en tilskyndelse til at fremlægge forvanskede beviser vedrørende de øvrige medlemmers deltagelse i kartellet. Ethvert forsøg på at vildlede Kommissionen kan således skabe tvivl angående oprigtigheden og samarbejdsviljen hos den virksomhed, der har fremsat anmodningen, og dermed bringe muligheden for denne for at drage fuld nytte af samarbejdsmeddelelsen i fare.

Hvad særligt angår vidneudsagn er det ganske vist muligt, at medarbejdere i en virksomhed, der har anmodet om en bødenedsættelse, som forventes at handle i virksomhedens interesse, deler virksomhedens ønske om at fremlægge så mange belastende beviser som muligt, eftersom deres samarbejde i forbindelse med proceduren kan have en positiv indvirkning på deres egen karriere. Selv om dette måtte være tilfældet, er de omhandlede medarbejdere imidlertid også bevidste om de potentielt negative virkninger, som fremlæggelsen af unøjagtige oplysninger kan have, og som på grund af kravet om bestyrkelse af andre beviser vil være mere mærkbare.

(jf. præmis 94 og 111)

8.      For at Kommissionen kan indrømme en bødenedsættelse i henhold til punkt 21 i meddelelsen om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager, skal de relevante beviser have en betydelig bevisværdi i forhold til de beviser, som Kommissionen allerede råder over. Det er således legitimt, at den virksomhed, som ønsker at opnå en bødenedsættelse, i en anmodning om bødenedsættelse, der indgives efter afsendelsen af svaret på klagepunktsmeddelelsen, fremhæver de elementer, der efter virksomhedens opfattelse ikke er blevet tilstrækkelig godtgjort indtil da, med henblik på at tilføre en betydelig merværdi. Denne omstændighed kan forklare, at den berørte virksomhed undlader at nævne omstændigheder, som den anser for uomtvisteligt godtgjort ved de tidligere fremsendte oplysninger.

Det kan endvidere i lyset af samarbejdsmeddelelsens punkt 21 ikke udelukkes, at fremlæggelsen af beviser, der har en vis bevisværdi, men som vedrører omstændigheder, der allerede er godtgjort af andre beviser, ikke fører til en bødenedsættelse.

(jf. præmis 146 og 147)

9.      Aftaler og samordnet praksis som omhandlet i artikel 81, stk. 1, EF og artikel 53, stk. 1, i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) må nødvendigvis være et resultat af flere virksomheders medvirken, som alle deltager i overtrædelsen, men deres deltagelse kan have forskellig form, afhængigt af det pågældende markeds karakter, den enkelte virksomheds stilling på markedet, de tilsigtede mål og måden, hvorpå gennemførelsen heraf er besluttet eller planlagt. Den omstændighed, at den enkelte virksomhed deltager i overtrædelsen på sin egen måde, udelukker dog ikke, at virksomheden er ansvarlig for hele overtrædelsen, herunder for de handlinger, som konkret gennemføres af de andre deltagende virksomheder, men som har samme konkurrencebegrænsende mål eller virkning.

En virksomhed, der har deltaget i en overtrædelse gennem egne handlinger, som var omfattet af de i artikel 81, stk. 1, EF og artikel 53, stk. 1, i EØS-aftalen omhandlede begreber aftaler og samordnet praksis med konkurrencebegrænsende formål, og som tilsigtede at bidrage til gennemførelsen af overtrædelsen i sin helhed for så vidt angår hele det tidsrum, hvori den deltog i den, er også ansvarlig for de handlinger, andre virksomheder har foretaget som led i den samme overtrædelse, når der er ført bevis for, at den pågældende virksomhed var bekendt med de øvrige deltageres ulovlige adfærd eller med rimelighed kunne forudse den, og at den var indstillet på at løbe den dermed forbundne risiko.

Dette er tilfældet med en virksomhed i en medlemsstat, som alene har spillet en passiv rolle i forbindelse med en fælles ordning om tildeling af bestemte projekter i EØS til de europæiske producenter, idet virksomheden har forpligtet sig til ikke at vinde tildelingen af sådanne projekter, når den var bekendt med den pågældende ordning, og dens passive rolle ikke var resultatet af dens valg, men afhang af den måde, hvorpå den deltog i aftalen vedrørende EØS-markedet, idet virksomhedens deltagelse var en forudsætning for, at projekterne i EØS kunne fordeles mellem de europæiske producenter.

(jf. præmis 218-222)

10.    Det krav om retssikkerhed, der gælder for virksomheder, indebærer, at når der foreligger en tvist om en overtrædelse af konkurrencereglerne, må Kommissionen, der har bevisbyrden for de overtrædelser, den har fastslået, fremføre beviser, som i tilstrækkeligt omfang kan godtgøre, at de faktiske omstændigheder, der udgør overtrædelsen, foreligger. Hvad angår varigheden af en påstået overtrædelse indebærer retssikkerhedsprincippet, at hvis der ikke foreligger beviser, som direkte kan godtgøre en overtrædelses varighed, må Kommissionen i det mindste fremføre beviser, som vedrører faktiske omstændigheder, der tidsmæssigt ligger tilstrækkeligt tæt på hinanden til, at det med rimelighed kan fastslås, at overtrædelsen har varet uafbrudt mellem to præcise datoer.

Den omstændighed, at beviset for eksistensen af en fortsat overtrædelse ikke er blevet ført for bestemte perioder, er desuden ikke til hinder for, at overtrædelsen anses for at være fortsat i en længere samlet periode end denne, eftersom en sådan konstatering hviler på objektive og samstemmende indicier. I forbindelse med en overtrædelse, der strækker sig over flere år, er den omstændighed, at kartellet viser sig i forskellige perioder, som kan adskilles af længere eller kortere mellemrum, fortsat uden betydning for, at dette kartel eksisterer, for så vidt som de forskellige handlinger, der er en del af denne overtrædelse, forfølger et enkelt formål og er omfattet af en enkelt, fortsat overtrædelse.

(jf. præmis 235 og 236)

11.    Når en overtrædelse af artikel 81, stk. 1, EF er begået af flere virksomheder, skal der foretages en undersøgelse af, hvor intensiv den enkelte virksomheds deltagelse har været. Det skal således ved vurderingen af overtrædelsens grovhed og fastsættelsen af bøden tages i betragtning, at en virksomhed ikke har deltaget i samtlige de elementer, som skal være til stede, for at der er tale om et kartel, eller at den eventuelt kun har spillet en mindre rolle i de elementer, som den har deltaget i.

Hvad særligt angår en aftale, hvorefter virksomheder i tredjestater har forpligtet sig til ikke at indtræde på markedet i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), og de europæiske virksomheder fordelte de forskellige projekter inden for samme marked mellem sig ved hjælp af aktive konkurrencebegrænsende handlinger, kan grovheden af den af virksomhederne i tredjestaterne udviste adfærd sidestilles med grovheden af den af de europæiske virksomheder udviste adfærd, idet deres manglende deltagelse i tildelingen af projekter i EØS ikke var et resultat af deres valg, men den blotte følge af den måde, hvorpå de deltog i den pågældende aftale.

(jf. præmis 258 og 260-262)

12.    I forbindelse med en procedure for overtrædelse af artikel 81, stk. 1, EF har Kommissionen et vist skøn ved fastsættelsen af bødernes størrelse, for at virksomhederne tilskyndes til at overholde konkurrencereglerne.

Kommissionen fastsætter bødebeløbet under hensyn til overtrædelsens grovhed og, hvis det er relevant, dens varighed. Overtrædelsens grovhed skal fastslås på grundlag af kriterier såsom sagens særlige omstændigheder, dens sammenhæng og bødernes afskrækkende virkning. Objektive faktorer, såsom den konkurrencebegrænsende adfærds indhold og varighed, dens hyppighed og dens intensitet, hvor stort det påvirkede marked er, og hvilken skade der er påført de samfundsøkonomiske interesser, skal tages i betragtning. Ved bedømmelsen skal der endvidere tages hensyn til de ansvarlige virksomheders relative størrelse og markedsandel såvel som til en eventuel gentagelsessituation.

(jf. præmis 280 og 281)

13.    Hver gang Kommissionen beslutter sig for at pålægge bøder i medfør af konkurrenceretten, skal den imidlertid overholde de almindelige retsprincipper, herunder principperne om ligebehandling og proportionalitet som fortolket af Fællesskabets retsinstanser. Dette princip indebærer, at ensartede situationer ikke behandles forskelligt, og at forskellige situationer ikke behandles ens, medmindre en sådan behandling er objektivt begrundet.

I det omfang der, med henblik på fastlæggelsen af forholdet mellem de bøder, som skal pålægges virksomheder, som har medvirket i samme overtrædelse, skal tages udgangspunkt i omsætningen, er det nødvendigt at afgrænse den periode, som lægges til grund, således at de fremkomne tal er så sammenlignelige som muligt. Når Kommissionen ved fastlæggelsen af værdien af visse virksomheders salg på verdensplan anvender forskellige år og beregner udgangsbeløbet for de bøder, som virksomhederne skal pålægges for deres deltagelse i et kartel som individuelle virksomheder, på grundlag af disse virksomheders omsætningstal for forskellige år, behandler den ikke disse virksomheder ens. Det af Kommissionen anførte formål, som gør det muligt at sammenligne den mulighed, som deltagerne i et joint venture-selskab har for at skade konkurrencen i den periode, der går forud for oprettelsen af joint venture-selskabet, er legitimt, men kan imidlertid ikke begrunde en sådan forskelsbehandling, når det fremgår, at Kommissionen kunne have anvendt andre metoder til at nå det forfulgte mål uden at behandle virksomhederne forskelligt i forhold til spørgsmålet om valg af referenceår.

(jf. præmis 282, 283, 286, 287 og 290-292)