Language of document :

Sag anlagt den 12. februar 2012 - CF Sharp Shipping Agencies Pte mod Rådet

(Sag T-53/12)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: CF Sharp Shipping Agencies Pte Ltd (Singapore, Singapore) (ved solicitor S. Drury samt advokaterne K. Adamantopoulos og J. Cornelis)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1245/2011 2 og Rådets forordning (EU) nr. 961/2010  annulleres ex tunc og med umiddelbar virkning, for så vidt som de vedrører sagsøgerens optagelse i bilag VIII til Rådets forordning (EU) nr. 961/2010.

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat tre anbringender.

Første anbringende, hvorved det gøres gældende, at sagsøgte ved at angive, at sagsøgeren er skuffeselskab under Republic of Iran Shipping Lines, som er underlagt eller kontrolleres af sidstnævnte, klart har gengivet de faktiske omstændigheder forkert og begået en åbenbar fejl ved anvendelsen af artikel 16, stk. 2, litra d), i Rådets forordning (EU) nr. 961/2010 ved at optage sagsøgeren i bilag VIII til nævnte forordning.

Andet anbringende, hvorved det gøres gældende, at sagsøgte har tilsidesat sin begrundelsespligt i henhold til artikel 296 TEUF og artikel 36, stk. 3, i Rådets forordning (EU) nr. 961/2010.

Tredje anbringende, hvorved det gøres gældende, at den manglende begrundelse har medført en tilsidesættelse af sagsøgerens ret til forsvar, navnlig retten til at blive hørt og retten til en effektiv domstolsprøvelse.

____________

1 - Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1245/2011 af 1.12.2011 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 961/2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 319, s. 11).

2 - Rådets forordning (EU) nr. 961/2010 af 25.10.2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning (EF) nr. 423/2007 (EUT L 281, s. 1).