Sag C- 57/15

United Video Properties Inc.

mod

Telenet NV

(anmodning om præjudiciel afgørelse

indgivet af hof van beroep te Antwerpen)

»Præjudiciel forelæggelse – intellektuelle ejendomsrettigheder – direktiv 2004/48/EF – artikel 14 – sagsomkostninger – advokatudgifter – godtgørelse ved et fast beløb – højeste beløb – udgifter til rådgivning ved en teknisk sagkyndig – godtgørelse – betingelse om ansvarspådragende adfærd begået af den tabende part«

Sammendrag – Domstolens dom (Femte Afdeling) af 28. juli 2016

1.        Tilnærmelse af lovgivningerne – håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder – direktiv 2004/48 – sagsomkostninger – national lovgivning, der omfatter en ordning med faste satser for godtgørelse af udgifter til advokatbistand – lovlig – betingelse – rimelige omkostninger – den nationale rets vurdering – ikke sikret, at en væsentlig og passende del af disse udgifter bæres af den tabende part – ikke tilladt

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48, 17. betragtning, art. 3, stk. 1 og 2, og art. 14)

2.        Tilnærmelse af lovgivningerne – håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder – direktiv 2004/48 – sagsomkostninger – national lovgivning, der alene fastsætter godtgørelse af udgifter til rådgivning ved en tekniske sagkyndig, såfremt den tabende part har udvist ansvarspådragende adfærd – ikke tilladt

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48, 26. betragtning, art. 13, stk. 1, og art. 14)

1.        Artikel 14 i direktiv 2004/48 om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning, der fastsætter, at den part, der taber sagen, skal betale de sagsomkostninger, som den vindende part har afholdt, hvilken lovgivning giver den ret, der skal afsige dom i sagen, mulighed for at tage hensyn til de særlige omstændigheder i den sag, der er forelagt for den, idet lovgivningen omfatter en ordning med faste satser for godtgørelse af udgifter til advokatbistand, på betingelse af, at disse satser sikrer, at de udgifter, som den tabende part skal betale, er rimelige, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at undersøge.

Under hensyn til 17. betragtning til dette direktiv samt dets artikel 3, stk. 1, og artikel 14 kan en sådan lovgivning være berettiget, bl.a. hvis den har til formål at udelukke en unødigt høj godtgørelse af usædvanligt høje salærer, om hvilke der er indgået aftale mellem den part, der har vundet sagen, og dennes advokat, eller som følge af, at advokaten har præsteret ydelser, der ikke anses for at være nødvendige for at sikre overholdelsen af den pågældende ejendomsret. Derimod kan kravet om, at den part, der taber sagen, skal bære de rimelige sagsomkostninger, ikke begrunde en lovgivning, der pålægger faste satser, der er væsentligt mindre end de gennemsnitssatser, der faktisk betales for advokatbistand i denne medlemsstat. En sådan lovgivning er nemlig ikke forenelig med artikel 3, stk. 2, i direktiv 2004/48, der bestemmer, at foranstaltningerne og retsmidlerne fastsat i henhold til dette direktiv skal have afskrækkende virkning, og den krænker hovedformålet med direktiv 2004/48, der består i at sikre et højt beskyttelsesniveau for den intellektuelle ejendomsret i det indre marked.

Dette direktivs artikel 14 er imidlertid til hinder for en national lovgivning, der fastsætter faste satser, som på grund af for lave maksimalbeløb ikke sikrer, at i det mindste en væsentlig og passende del af de rimelige udgifter, som den part, der har vundet sagen, har afholdt, bæres af den tabende part. Dette spørgsmål kan imidlertid ikke vurderes uafhængigt af de udgifter, som den vindende part i sagen faktisk har afholdt til advokatbistand, forudsat at disse er rimelige. Selv om kravet om proportionalitet ikke indebærer, at den tabende part nødvendigvis skal godtgøre alle de udgifter, som den anden part har afholdt, indebærer det imidlertid, at den part, der har vundet sagen, har ret til en godtgørelse, der i det mindste udgør en væsentlig og passende del af de rimelige udgifter, der reelt er afholdt.

(jf. præmis 25-27, 29 og 32 samt domskonkl. 1))

2.        Artikel 14 i direktiv 2004/48 om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder skal fortolkes således, at den er til hinder for nationale bestemmelser, der alene fastsætter godtgørelse af udgifter til rådgivning ved en teknisk sagkyndig, såfremt den tabende part har udvist ansvarspådragende adfærd, idet disse udgifter skal være direkte og tæt knyttet til et søgsmål, der er anlagt med henblik på at sikre håndhævelsen af en intellektuel ejendomsret.

I denne henseende og henset til for det første, at de udgifter til påvisning og efterforskning af krænkelsen, der ofte er knyttet til rådgivning ved en teknisk sagkyndig, og som indehaveren af en intellektuel ejendomsret har afholdt, bl.a. vedrører den erstatning, der skal betales i tilfælde af den krænkende parts ansvarspådragende adfærd, og at denne erstatning er omhandlet i dette direktivs artikel 13, stk. 1, henhører disse udgifter, der ofte afholdes forud for en retssag, ikke nødvendigvis under anvendelsesområdet for det nævnte direktivs artikel 14.

For det andet risikerer en udvidet fortolkning af artikel 14 i direktiv 2004/48, således at denne bestemmer, at den part, der taber sagen, generelt skal bære de andre udgifter, der er afholdt af den part, der har vundet sagen, uden at præcisere arten af disse udgifter, at tillægge denne artikel et for bredt anvendelsesområde, hvorved direktivets artikel 13 fratages sin effektive virkning. Dette begreb skal derfor fortolkes strengt, og det må antages, at kun de udgifter, der er direkte og tæt knyttet til den pågældende retssag, henhører under andre udgifter som omhandlet i den nævnte artikel 14.

For det tredje indeholder artikel 14 i direktiv 2004/48 ikke noget element, der gør det muligt at antage, at medlemsstaterne kan betinge godtgørelsen af de andre udgifter eller generelt sagsomkostningerne i forbindelse med en sag, der er anlagt med henblik på at sikre håndhævelsen af en intellektuel ejendomsret, af et kriterium om ansvarspådragende adfærd hos den part, der taber sagen.

I denne sammenhæng udgør de udgifter, der er knyttet til teknisk rådgivningsbistand, en sådan direkte og tæt tilknytning, og de henhører derfor under andre udgifter, som i henhold til artikel 14 i direktiv 2004/48 skal bæres af den tabende part, for så vidt som disse rådgivningsydelser er nødvendige for at kunne anlægge et søgsmål for i et konkret tilfælde at sikre håndhævelsen af en intellektuel rettighed.

(jf. præmis 35-37, 39 og 40 samt domskonkl. 2))