Sagerne T-413/10 og T-414/10
(offentliggørelse i uddrag)
Socitrel – Sociedade Industrial de Trefilaria, SA
og
Companhia Previdente – Sociedade de Controle de Participações Financeiras, SA
mod
Europa-Kommissionen
»Konkurrence – kartel – det europæiske marked for forspændingsstål – fastsættelse af priser, opdeling af markedet og udveksling af følsomme forretningsoplysninger – afgørelse, som fastslår en overtrædelse af artikel 101 TEUF – samarbejde under den administrative procedure – retningslinjerne for beregning af bøder af 2006 – rimelig frist«
Sammendrag – Rettens dom (Sjette Afdeling) af 15. juli 2015
1. Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – bedømmelse af begrundelsespligten på grundlag af sagens omstændigheder – nødvendigheden af at angive alle de relevante faktiske og retlige omstændigheder – foreligger ikke
(Art. 296 TEUF)
2. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – tilpasning af grundbeløb – afskrækkende virkning – anvendelse af en multiplikationsfaktor på udgangsbeløbet – henvisning til betragtningerne anført i forbindelse med vurderingen af overtrædelsens grovhed – tilstrækkelig begrundelse
(Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 25)
3. Konkurrence – administrativ procedure – Kommissionens forpligtelser – overholdelse af en rimelig frist – krænkelse heraf – følger – annullation af en afgørelse, der fastslår en overtrædelse, som følge af en urimelig lang sagsbehandlingstid – betingelse – indgreb i den berørte virksomheds ret til forsvar – faktorer, der kan forklare varigheden af den administrative procedure
(Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53; Rådets forordning nr. 17)
4. EU-ret – principper – beskyttelse af den berettigede forventning – krænkelse heraf – betingelser – Kommissionens vedtagelse af en ændringsafgørelse efter anlæggelsen af et søgsmål til prøvelse af den oprindelige afgørelse – overholdelse af pligten til at udvise omhu og af retten til forsvar – ingen overtrædelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning
5. Konkurrence – EU-regler – overtrædelser – ansvar – moder- og datterselskaber – økonomisk enhed – bedømmelseskriterier – formodning for, at moderselskabet har udøvet en afgørende indflydelse på helejede eller næsten helejede datterselskaber, herunder ved holdingselskaber
(Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53)
6. Konkurrence – EU-regler – overtrædelser – ansvar – moder- og datterselskaber – økonomisk enhed – bedømmelseskriterier – formodning for, at moderselskabet har udøvet en afgørende indflydelse på helejede eller næsten helejede datterselskaber, herunder ved holdingselskaber – bevismæssige forpligtelser for det selskab, der ønsker at afkræfte denne formodning – faktorer, der ikke er tilstrækkelige til at afkræfte formodningen
(Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53)
7. Konkurrence – EU-regler – overtrædelser – ansvar – moder- og datterselskaber – økonomisk enhed – bedømmelseskriterier – formodning for, at moderselskabet har udøvet en afgørende indflydelse på helejede eller næsten helejede datterselskaber – afkræftelig karakter – hensyntagen under overholdelse af princippet om uskyldsformodning, princippet om straffens personalitet, retssikkerhedsprincippet og princippet om parternes processuelle ligestilling
(Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53)
8. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – tilpasning af grundbeløb – maksimumsbeløb – beregning – relevant omsætning – den sammenlagte omsætning i alle de selskaber, der har udgjort den økonomiske enhed, der har handlet som virksomhed på tidspunktet for vedtagelsen af den afgørelse, hvorved der pålægges en bøde
(Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)
9. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – tilpasning af grundbeløb – maksimumsbeløb – beregning – relevant omsætning – omsætningen for det sidste regnskabsår forud for pålæggelsen af bøden – anvendelse af omsætningen for et andet tidligere regnskabsår – lovlig – betingelser
(Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)
10. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – fastsættelse af grundbeløbet – overtrædelsens grovhed – bedømmelseskriterier – grovheden af den enkelte berørte virksomheds deltagelse – sondring – kartel, der omfatter flere dele – overholdelse af proportionalitetsprincippet og princippet om individuelle straffe og sanktioner
(Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 13 og 22)
11. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – fastsættelse af grundbeløbet – overtrædelsens grovhed – fastsættelse af gradvise satser for grovhed for forskellige kategorier af virksomheder, som har begået en enkelt overtrædelse – mindre forskel mellem de satser, der anvendes på de virksomheder, der har begået overtrædelsen – overholdelse af ligebehandlingsprincippet – vurdering
(Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3)
12. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – fastsættelse af grundbeløbet – overtrædelsens grovhed – bedømmelseskriterier – den pågældende virksomheds fejlvurdering af sin retsstilling – ingen betydning
(Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3)
13. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – pligt for Kommissionen til at holde sig til sin tidligere beslutningspraksis – foreligger ikke
(Art. 101 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)
14. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – tilpasning af grundbeløb – formildende omstændigheder – virksomhedens passive rolle eller rolle som medløber – omstændighed, som ikke er gentaget i de nye retningslinjer – Kommissionens skønsmargen
(Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03, punkt 2 og 3; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 29)
15. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – tilpasning af grundbeløb – formildende omstændigheder – den anklagede virksomheds samarbejde uden for samarbejdsmeddelelsens anvendelsesområde – bedømmelseskriterier
(Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 29)
16. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – tilpasning af grundbeløb – maksimumsbeløb – beregning – selskaber, der udgør en virksomhed i overtrædelsesperioden, og selskab, der har erhvervet en deltager efter overtrædelsen – anvendelse af forskellige fremgangsmåder for beregning af loftet – tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet – foreligger ikke
(Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3)
1. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 106)
2. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 135-137)
3. På konkurrenceområdet gælder, at tilsidesættelse af princippet om en rimelig frist ved gennemførelsen af administrative procedurer kan have to typer konsekvenser.
Når tilsidesættelsen af en rimelig frist har betydning for udfaldet af proceduren, kan en sådan tilsidesættelse bevirke en annullation af den anfægtede afgørelse. Hvad i denne forbindelse angår anvendelsen af konkurrencereglerne kan overskridelsen af en vis rimelig frist kun udgøre en grund til annullation af afgørelser om konstatering af en overtrædelse, såfremt det er godtgjort, at tilsidesættelsen af dette princip har påvirket de pågældende virksomheders ret til forsvar. En tilsidesættelse af forpligtelsen til at træffe afgørelse inden for en rimelig frist er bortset fra dette særlige tilfælde uden betydning for gyldigheden af en administrativ procedure i henhold til forordning nr. 17. Overholdelsen af retten til forsvar er imidlertid af afgørende betydning i administrative procedurer på konkurrenceområdet, hvorfor det er vigtigt at undgå, at disse rettigheder lider uoprettelig skade på grund af undersøgelsesfasens udstrakte varighed, og at denne varighed kan være til hinder for, at der fremføres beviser til gendrivelse af adfærd, som efter sin art kan medføre, at de berørte virksomheder stilles til ansvar. Af denne grund skal undersøgelsen af, om de er blevet forhindret i at udøve deres ret til forsvar, ikke være begrænset til den fase, hvor denne ret har fuld virkning, nemlig den administrative procedures anden fase, der strækker sig fra klagepunktsmeddelelsen til vedtagelsen af den endelige afgørelse. Vurderingen af årsagen til, at retten til forsvar eventuelt er blevet tilsidesat, skal foretages for hele proceduren og dennes samlede varighed.
Når tilsidesættelsen af en rimelig frist er uden betydning for udfaldet af proceduren, kan en sådan tilsidesættelse foranledige Unionens retsinstanser til inden for rammerne af deres fulde prøvelsesret i tilstrækkelig grad at opveje tilsidesættelsen, som følge af overskridelsen af den rimelige frist for den administrative procedure, ved i givet fald at nedsætte den pålagte bøde.
Med henblik på at forklare varigheden af en administrativ procedure på kartelområdet skal varigheden af kartellet, dets geografiske vide udstrækning kartellets geografiske og tidsmæssige tilrettelæggelse, antallet af møder, som fandt sted inden for rammerne af kartellet, antallet af berørte virksomheder, antallet af anmodninger om bødefritagelse eller bødenedsættelse og antallet af dokumenter, som er indleveret i denne forbindelse, eller som blev indsamlet under kontrolundersøgelserne, som er udarbejdet på flere sprog, og som skal undersøges af Kommissionen, begæringerne om oplysninger, antallet af adressater for klagepunktsmeddelelsen, antallet af processprog og anmodningerne vedrørende betalingsevne, i denne forbindelse tages i betragtning.
(jf. præmis 151-155, 168 og 169)
4. Princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er et af Unionens grundlæggende principper. Retten til at påberåbe sig dette princip er betinget af, at tre betingelser er opfyldt. For det første, at præcise, ubetingede og samstemmende forsikringer, der hidrører fra en pålidelig kilde med den nødvendige bemyndigelse, er fremsat af en myndighed over for parten. For det andet, at disse forsikringer er af en sådan art, at de er egnede til at skabe en berettiget forventning hos den, til hvem de er rettet. For det tredje skal forsikringerne være i overensstemmelse med gældende regler.
Endvidere indebærer pligten til at udvise omhu, at Kommissionen omhyggeligt og upartisk skal undersøge alle relevante forhold i den enkelte sag.
Det er endvidere legitimt og tjener en forsvarlig administrativ forvaltning, at en institution berigtiger fejl og mangler, som en afgørelse måtte være behæftet med. Kommissionen kan nemlig ikke lade en afgørelse, som den ved er behæftet med fejl og mangler, bestå i retsordenen, og det er derfor legitimt og tjener en forsvarlig administrativ forvaltning, at en institution korrigerer de fejl og mangler, som en oprindelig afgørelse måtte være behæftet med. Når Kommissionen med henblik herpå har vedtaget en ændringsafgørelse efter anlæggelsen af søgsmål til prøvelse af den oprindelige afgørelse, og sagsøgerne i disse søgsmål er blevet opfordret til at tilpasse anbringender og påstande som følge af vedtagelsen af ændringsafgørelsen, kan disse sidstnævnte således ikke gøre gældende, at Kommissionen har tilsidesat deres ret til forsvar.
For så vidt som Kommissionen af hensyn til en forsvarlig forvaltning har ret til at korrigere en oprindelig afgørelse, som er behæftet med fejl og mangler, kan administrationen endvidere ikke give nogen præcis, ubetinget og samstemmende forsikring, som hidrører fra en pålidelig kilde med den nødvendige bemyndigelse, om, at en sådan afgørelse, vil blive opretholdt, indtil Unionens retsinstanser eventuelt annullerer den.
Der kan heller ikke lægges Kommissionen nogen illoyal adfærd i ond tro til last, alene fordi den har ændret en afgørelse, som den selv har medgivet er behæftet med en række fejl og mangler.
(jf. præmis 174-176, 179, 182, 185 og 187-189)
5. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 197-208, 220, 228 og 238)
6. Hvad angår overtrædelse af konkurrencereglerne gælder, at når et moderselskab besidder hele eller næsten hele sit datterselskabs kapital i den overtrædelsesperiode, som det lægges til last, har Kommissionen ret til at anvende en formodning for reel udøvelse af en afgørende indflydelse. Denne formodning kan ikke gendrives ved den blotte påvisning af, at det er datterselskabet, som forvalter særlige aspekter af sin handelspolitik uden at modtage instruktioner herom. Datterselskabets selvstændighed kan følgelig ikke fastslås ved den simple påvisning af, at det på uafhængig vis forvalter særlige aspekter af sin politik vedrørende markedsføring af de produkter, der er berørt af overtrædelsen.
Eftersom datterselskabets selvstændighed ikke alene vurderes i forhold til aspekterne ved virksomhedens operationelle forvaltning, kan den omstændighed, at datterselskabet aldrig har gennemført en særlig informationspolitik på det pågældende marked til fordel for moderselskabet, desuden ikke være tilstrækkelig til at påvise dets selvstændighed. Den omstændighed, at det ikke fremgår af nogen sagsakter, at moderselskabet har givet sit datterselskab instrukser, kan endvidere ikke bevise, at der ikke er givet sådanne instrukser. Det anses i denne forbindelse for at være et relevant bevis for, at moderselskabet reelt udøver kontrol med datterselskabets handelspolitik, at det er repræsenteret i datterselskabets ledelsesorganer.
Et moderselskab kan endvidere anses for ansvarligt for en overtrædelse, der er begået af et datterselskab, selv om der findes en lang række driftsselskaber inden for en koncern. Den omstændighed, at moderselskabet er et holdingselskab, og endog ikke aktivt, er således ikke tilstrækkelig til at afkræfte formodningen for reel udøvelse af en afgørende indflydelse og bevirker ikke en omvendt bevisbyrde. Den omstændighed, at moderselskabet blot, henset til sin art og sit vedtægtsmæssige formål, forvalter sine kapitalandele, er i denne henseende ikke tilstrækkelig til at anfægte den af Kommissionen anvendte formodning.
Det forhold, at moderselskabet og dets datterselskab er selskaber med forskellig juridisk personlighed og har forskellige aktionærer og hjemsteder, er endvidere uden betydning, eftersom selskaberne under alle omstændigheder udgør en og samme virksomhed.
Forekomsten af nationale bestemmelser, hvorefter bestyrelsesmedlemmer i et moderselskab ikke repræsenterer dette selskab, når de deltager i dets datterselskabs bestyrelse, er ligeledes irrelevant. Et selskab kan nemlig ikke påberåbe sig den nationale lovgivning med henblik på at unddrage sig Unionens bestemmelser, eftersom de af EU-retten anvendte retlige begreber principielt skal fortolkes og anvendes ensartet i hele Unionen.
Den omstændighed, at moderselskabet ikke selv har drevet virksomhed inden for den af overtrædelsen omfattede sektor, er endvidere heller ikke er tilstrækkelig til at afkræfte formodningen for reel udøvelse af en afgørende indflydelse.
Datterselskabets selvstændighed kan desuden ikke udledes af den omstændighed, at den tidligere overordnede ledelse fortsatte med at lede selskabet efter moderselskabets erhvervelse af datterselskabet.
For så vidt som det ikke er en betingelse for, at en virksomhed tilregnes ansvar for en overtrædelse af artikel 101 TEUF, at der foreligger en handling begået af den pågældende virksomheds selskabsdeltagere eller direktører, eller endog at de har kendskab til denne overtrædelse, men derimod at der er begået en handling af en person, som er bemyndiget til at handle på virksomhedens vegne, er den omstændighed, at moderselskabet ikke havde kendskab til datterselskabets ulovlige adfærd, uden betydning for, om moderselskabet kan holdes solidarisk ansvarlig for dets adfærd.
(jf. præmis 210-214 og 240-253)
7. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 235-237)
8. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 258-264)
9. Med hensyn til fastlæggelsen af »det foregående regnskabsår« som omhandlet i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 gælder, at Kommissionen i situationer, hvor der ikke er holdepunkter for, at en virksomhed har indstillet sine økonomiske aktiviteter eller har foretaget en urigtig gengivelse af sin omsætning for at undgå at blive pålagt en stor bøde, må anses for at være forpligtet til at fastsætte maksimumsgrænsen for bøden i forhold til den seneste omsætning, der afspejler et afsluttet år med økonomisk aktivitet. Kommissionen har ikke i denne forbindelse skønsmæssig kompetence til at anvende et loft på 10% på regnskabsår, som ligger før det regnskabsår, der ligger forud for vedtagelsen af afgørelsen. Kommissionen kan alene anvende et sådant tidligere regnskabsår, når der foreligger særlige omstændigheder, f.eks. når den berørte virksomhed ikke har haft nogen omsætning i regnskabsåret forud for vedtagelsen af Kommissionens afgørelse. Desuden har den, selv i et sådant tilfælde, ikke et vidt skøn ved valget af det regnskabsår, der skal anvendes ved fastsættelsen af maksimumsgrænsen for bøden. Den er nemlig forpligtet til at henholde sig til det sidste afsluttede regnskabsår, der afspejler et afsluttet år med normale økonomiske aktiviteter.
Selv om Kommissionen med henblik på beregningen af bødeloftet i princippet skal tage hensyn til den omhandlede virksomheds omsætning i det sidste afsluttede regnskabsår forud for vedtagelsen af den afgørelse, hvorved bøden pålægges, følger det herved ikke desto mindre af den kontekst, hvori den lovgivning, som nævnte bestemmelse er en del af, indgår, og af de mål, der forfølges med denne lovgivning, at der, når omsætningen i det regnskabsår, der går forud for vedtagelsen af kommissionsafgørelsen, ikke repræsenterer et afsluttet regnskabsår med normal økonomisk aktivitet i en periode på 12 måneder og således ikke giver nogen anvendelig indikation for den pågældende virksomheds reelle økonomiske situation og det passende niveau for den bøde, der bør pålægges denne virksomhed, ikke kan tages hensyn til nævnte omsætning med henblik på fastsættelsen af bødeloftet. I sidstnævnte, helt exceptionelle, tilfælde er Kommissionen forpligtet til med henblik på beregningen af bødeloftet at henvise til det sidste afsluttede regnskabsår med normal økonomisk aktivitet.
Henvisningen til »et afsluttet regnskabsår med normal økonomisk aktivitet« tilsigter således at udelukke en hensyntagen til et regnskabsår, i løbet af hvilket den omhandlede virksomhed var i færd med at bringe sine operationer til ophør, selv om al økonomisk aktivitet endnu ikke er ophørt, og mere generelt til et regnskabsår, i løbet af hvilket den omhandlede virksomheds adfærd på markedet ikke svarede til adfærden for en virksomhed, der udøver økonomisk aktivitet i almindelig forstand. Til gengæld betyder den omstændighed alene, at omsætningen eller overskuddet i et bestemt regnskabsår er betydeligt lavere eller højere end omsætningen eller overskuddet for tidligere år, ikke, at det pågældende regnskabsår ikke udgør et afsluttet regnskabsår med normal økonomisk aktivitet.
(jf. præmis 265-268)
10. Der skal ved fastsættelsen af størrelsen af bøder pålagt for overtrædelse af konkurrencereglerne tages hensyn til overtrædelsens varighed og alle de elementer, der kan indgå i vurderingen af dens grovhed. Grovheden af overtrædelserne af konkurrencereglerne skal herved fastslås på grundlag af en lang række forhold, herunder sagens særlige omstændigheder, dens sammenhæng og bødernes afskrækkende virkning, og det uden at der er opstillet en bindende eller udtømmende liste over de kriterier, som obligatorisk skal tages i betragtning. De elementer, der indgår i vurderingen af overtrædelsernes grovhed, omfatter bl.a. de enkelte virksomheders adfærd og rolle ved gennemførelsen af kartellet, den fortjeneste, som virksomhederne har kunnet opnå ved dette, deres størrelse og værdien af de omhandlede varer samt den risiko, som overtrædelser af denne art indebærer for gennemførelsen af Unionens mål.
Selv om den omstændighed, at en virksomhed ikke har deltaget i samtlige de elementer, som skal være til stede, for at der er tale om et kartel, eller at den kun har spillet en mindre rolle i de elementer, som den har deltaget i, ikke er relevant med hensyn til beviset for, at virksomheden har begået en overtrædelse, kan den omstændighed, at den pågældende virksomhed kun har deltaget i overtrædelsen i begrænset udstrækning, dog have indvirkning på bedømmelsen af overtrædelsens omfang og grovhed og dermed på fastsættelsen af bødens niveau. Kommissionen er således ved vurderingen af hver lovovertræders forholdsmæssige andel i et kartel forpligtet til at tage hensyn til den omstændighed, at visse lovovertrædere i givet fald ikke kan holdes ansvarlige for dette kartels samlede elementer.
Proportionalitetsprincippet indebærer endvidere, at institutionernes retsakter ikke må gå videre end passende og nødvendigt for gennemførelsen af det tilsigtede mål. I sammenhæng med beregningen af bøder skal overtrædelsernes grovhed fastslås i henhold til en række elementer, og der må ikke tillægges nogen af disse elementer en uforholdsmæssig stor betydning i forhold til de andre elementer i vurderingen. Proportionalitetsprincippet indebærer i denne sammenhæng, at Kommissionen skal udmåle bøden forholdsmæssigt med de elementer, der tages i betragtning ved vurderingen af overtrædelsens grovhed, og at den i denne henseende skal anvende disse elementer på en sammenhængende og objektivt begrundet måde.
(jf. præmis 277-282)
11. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 283, 288 og 290-293)
12. I forbindelse med fastsættelsen af størrelsen af bøder pålagt for overtrædelse af konkurrencereglerne kan den omstændighed, at den anklagede virksomheds beskedne størrelse og det forhold, at den tilhører en familiekoncern, har betydning for dens juridiske og økonomiske viden, og har gjort det umuligt for selskabet at vurdere det nøjagtige omfang af den overtrædelse, som det deltog i, ikke tages i betragtning ved vurderingen af overtrædelsens grovhed. Virksomhederne bærer således i princippet selv risikoen for en eventuel fejlvurdering af deres retsstilling i overensstemmelse med den almindelige maksime om, at uvidenhed om loven ikke diskulperer.
(jf. præmis 301 og 304)
13. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 307)
14. På området for bøder pålagt for overtrædelse af konkurrencereglerne gælder, at når en overtrædelse er begået af flere virksomheder, foretages en undersøgelse af, hvor intensiv den enkelte virksomheds deltagelse i overtrædelsen har været, for at fastslå, om der for dens vedkommende foreligger skærpende eller formildende omstændigheder.
For at fastslå, om der skal indrømmes en virksomhed en formildende omstændighed, fordi den i praksis ikke har anvendt de ulovlige aftaler, skal det undersøges, om virksomheden har fremført argumenter, der viser, at den i den periode, hvori den var part i de ulovlige aftaler, reelt undlod at gennemføre dem ved at anlægge en konkurrencebetonet adfærd på markedet, eller at den i det mindste klart og i væsentlig udstrækning overtrådte de forpligtelser, hvorved kartellet skulle gennemføres, i en sådan grad, at det forstyrrede selve dets funktion.
Når det er blevet fastslået, at den overtrædende virksomhed har kunnet tage kartellets hemmelige arrangementer i betragtning, når den har skullet fastlægge sin adfærd på det relevante marked, er, for at virksomheden kan indrømmes den formildende omstændighed, hvortil der henvises i retningslinjerne for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 (retningslinjerne af 2006), det forhold, at den ikke har deltaget i en bestemt eller i nogle bestemte af arrangementerne, hvis det forudsættes godtgjort, ikke i sig selv tilstrækkeligt til at opfylde det i retspraksis fastsatte beviskrav, hvorefter overtræderne skal påvise, at de har anlagt en konkurrencebetonet adfærd på markedet eller i det mindste klart og i væsentlig udstrækning har overtrådt de forpligtelser, hvorved kartellet skulle gennemføres, i en sådan grad, at det har forstyrret selve dets funktion. Beviset for, at virksomheden kun har deltaget i nogle af kartellets hemmelige arrangementer, udelukker nemlig ikke i sig selv, at de øvrige arrangementer har kunnet skade konkurrencen på det pågældende marked.
Ifølge retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og EKSF-traktatens artikel 65, stk. 5, udgjorde det i denne forbindelse en formildende omstændighed, at virksomheden »udelukkende havde spillet en passiv rolle eller en rolle som medløber. I listen over formildende omstændigheder i punkt 29 i retningslinjerne af 2006 henvises der imidlertid ikke længere til et sådant forhold som en af de formildende omstændigheder, der kan tages i betragtning. Eftersom den liste, der er opstillet i punkt 29 i retningslinjerne af 2006, ikke er udtømmende, kan det imidlertid principielt ikke udelukkes, at det kan være en omstændighed, der kan give anledning til at nedsætte grundbeløbet for bøden, at virksomheden udelukkende har spillet en passiv rolle eller en rolle som medløber.
(jf. præmis 313-318)
15. På området for bøder pålagt for overtrædelse af konkurrencereglerne følger det af punkt 29, fjerde led, i retningslinjerne for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003, at bødens grundbeløb kan nedsættes, hvis den pågældende virksomhed samarbejder effektivt med Kommissionen uden for anvendelsesområdet for meddelelsen om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager (samarbejdsmeddelelsen) og ud over dens retlige pligt til at samarbejde.
For at en anklaget virksomhed kan påberåbe sig, at selskabet er omfattet af denne bestemmelse, skal det i denne forbindelse påvise, at dets samarbejde ved at være gået ud over selskabets retlige pligt til at samarbejde, dog uden at give det ret til en bødenedsættelse i henhold til samarbejdsmeddelelsen objektivt betragtet har været til nytte for Kommissionen, således at denne i sin endelige afgørelse har kunnet lægge beviser, som er blevet fremlagt for den inden for rammerne af nævnte samarbejde, og i mangel af hvilke den helt eller delvis ikke havde kunnet pålægge en sanktion for den omhandlede overtrædelse, til grund.
Når en virksomhed således dels ikke har bestridt de faktiske omstændigheder og har svaret rettidigt på de begæringer om oplysninger, der blev rettet til virksomheden, hvilket ikke går ud over selskabets retlige pligt til at samarbejde, dels ikke har påvist, at Kommissionen i sin endelige afgørelse kunne lægge beviser, som var blevet fremlagt for den inden for rammerne af virksomhedens samarbejde, og i mangel af hvilke Kommissionen helt eller delvis ikke havde kunnet pålægge en sanktion for den omhandlede overtrædelse, til grund, kan den pågældende virksomhed ikke gøre krav på en nedsættelse i medfør af punkt 29 i retningslinjerne af 2006.
(jf. præmis 327-330)
16. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 334-337)