Language of document :

Rettens dom af 15. juli 2015 – Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen

(Sag T-47/10) 1

(Konkurrence – karteller – de europæiske markeder for varmestabilisatorer – beslutning, der fastslår to overtrædelser af artikel 81 EF og af artikel 53 i EØS-aftalen – fastsættelse af priser, opdeling af markeder og udveksling af følsomme forretningsoplysninger – overtrædelsernes varighed – forældelse – varigheden af den administrative procedure – rimelig frist – ret til forsvar – pålæggelse af ansvar for overtrædelserne – overtrædelser begået af datterselskaber, af et partnerskab uden selvstændig juridisk personlighed og af et datterselskab – beregning af bødernes størrelse)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Akzo Nobel NV (Amsterdam, Nederlandene), Akzo Nobel Chemicals GmbH (Düren, Tyskland), Akzo Nobel Chemicals BV (Amersfoort, Nederlandene) og Akcros Chemicals Ltd (Warwickshire, Det Forenede Kongerige) (først ved advokaterne C. Swaak og M. van der Woude, derefter ved advokaterne C. Swaak og R. Wesseling)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (først ved F. Ronkes Agerbeek og J. Bourke, derefter ved F. Ronkes Agerbeek og P. Van Nuffel, som befuldmægtigede, bistået af barrister J. Holmes)

Sagens genstand

Påstand om annullation af Kommissionens beslutning K(2009) 8682 endelig af 11. november 2009 om en procedure i henhold til artikel 81 EF og artikel 53 i EØS-aftalen (sag COMP/38589 – Varmestabilisatorer), eller subsidiært en påstand om nedsættelse af de pålagte bøder.

Konklusion

1)    Artikel 2, punkt 4, 6, 21 og 23, i Kommissionens beslutning K(2009) 8682 endelig af 11. november 2009 om en procedure i henhold til artikel 81 EF og artikel 53 i EØS-aftalen (sag COMP/38589 – Varmestabilisatorer) annulleres, for så vidt som Akzo Nobel Chemicals GmbH og Akzo Nobel Chemicals BV er blevet pålagt bøder.

2)    Det samlede beløb for de bøder, der er pålagt i artikel 2, punkt 1-7 og 18-24, i beslutning K(2009) 8682, endelig nedsættes til 40,194 mio. EUR for Akzo Nobel NV og til 11,881980 mio. EUR for Akcros Chemicals Ltd.

3)    I øvrigt frifindes Europa-Kommissionen

4)    Kommissionen betaler to femtedele af de omkostninger, som er afholdt af Akzo Nobel, Akzo Nobel Chemicals GmbH, Akzo Nobel Chemicals BV og Akcros Chemicals, og bærer tre femtedele af sine egne omkostninger. Akzo Nobel, Akzo Nobel Chemicals GmbH, Akzo Nobel Chemicals BV og Akcros Chemicals bærer tre femtedele af deres egne omkostninger og betaler to femtedele af Kommissionens omkostninger.

____________

1 EUT C 100 af 17.4.2010.