Language of document :

Sag anlagt den 27. februar 2009 - Mojo Concerts og Amsterdam Music Dome Exploitatie mod Kommissionen

(Sag T-90/09)

Processprog: nederlandsk

Parter

Sagsøgere: Mojo Concerts BV (Delft, Nederlandene) og Amsterdam Music Dome Exploitatie BV (Delft, Nederlandene) (ved advocaat S. Beeston)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgernes påstande

Den anfægtede beslutning annulleres.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har nedlagt påstand om annullation af Kommissionens beslutning af 21. oktober 2008 vedrørende Rotterdam Kommunes investering i Ahoy-komplekset (statsstøtte C 4/2008 (ex N 97/2007, ex CP 91/2007)).

Det fremgår efter sagsøgerens opfattelse af beslutningens begrundelse, at Kommissionen har foretaget et åbenbart fejlskøn, idet de enkelte ræsonnementer er ukorrekt og/eller utilstrækkeligt begrundet.

Sagsøgeren har for det første gjort gældende, at den fastslagte lejeværdi og værdien af Ahoy-aktierne ikke modsvarer markedsbetingelserne. Endvidere kan en investering, der alene medfører en opretholdelse af værdien, bestemt udgøre en fordel. Hertil kommer, at investeringen ikke blev taget i betragtning ved fastlæggelsen af lejeværdien og værdien af aktierne. Derudover hindrede de mellem Rotterdam Kommune og driftsherren aftalte begrænsninger ikke, at investeringen medfører en merværdi. Endelig udgør aftalen om fordeling af overskuddet ikke nogen garanti for, at forretningerne modsvarer markedsbetingelserne.

Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at der er begået processuelle fejl og begrundelsesfejl, eftersom Kommissionen ikke eller ikke i tilstrækkeligt omfang har taget hensyn til sagsøgerens argumenter, med urette har erklæret dele af sagsakterne fortrolige og som følge heraf ikke givet sagsøgeren adgang til alle sagens akter, hvorved pligten til at foretage høring er tilsidesat.

____________