Sag T-33/11

Peeters Landbouwmachines BV

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

»EF-varemærker – ugyldighedssag – EF-ordmærket BIGAB – absolut registreringshindring – der foreligger ikke ond tro – artikel 52, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009«

Sammendrag af dom

EF-varemærker – afkald, fortabelse og ugyldighed – absolutte ugyldighedsgrunde – ansøger i ond tro ved indgivelsen af varemærkeansøgningen – bedømmelseskriterier – hensyntagen til alle de relevante faktorer, der forelå på tidspunktet for indgivelsen af registreringsansøgningen

[Rådets forordning nr. 207/2009, art. 52, stk. 1, litra b)]

Ved spørgsmålet om ansøgeren var i ond tro i henhold til artikel 52, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009 om EF-varemærker skal der foretages en helhedsvurdering under hensyntagen til alle de relevante faktorer i den foreliggende sag, og navnlig

–        den omstændighed, at ansøgeren ved eller burde vide, at en tredjemand i mindst én medlemsstat bruger et identisk eller lignende tegn for varer af samme eller lignende art, hvilket giver anledning til forveksling med det tegn, som er søgt registreret

–        ansøgerens hensigt om at forhindre denne tredjemand i fortsat at bruge tegnet, og

–        den grad af retlig beskyttelse, som tredjemands tegn og tegnet, der er søgt registreret, nyder.

Endvidere kan hensigten om at forhindre markedsføringen af en vare under visse omstændigheder være et forhold, der viser, at ansøgeren var i ond tro. Dette er bl.a. tilfældet, når det efterfølgende viser sig, at sidstnævnte har fået registreret et tegn som EF-varemærke uden at have til hensigt at gøre brug heraf, men alene med henblik på at forhindre en tredjemands adgang til markedet.

De tre faktorer, som er nævnt ovenfor, er blot nogle eksempler blandt samtlige de forhold, der kan tages i betragtning med henblik på at afgøre, om varemærkeansøgeren eventuelt var i ond tro på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen. Inden for rammerne af helhedsvurderingen i henhold til artikel 52, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009, kan der nemlig ligeledes tages hensyn til det omtvistede tegns oprindelse og til brugen af tegnet, siden det blev skabt, samt til den forretningsmæssige logik, der ligger til grund for indgivelsen af ansøgningen om registrering af tegnet som EF-varemærke.

Den omstændighed, at ansøgeren ved eller burde vide, at en tredjemand i mindst én medlemsstat igennem lang tid har brugt et identisk eller lignende tegn for varer af samme eller lignende art, der giver anledning til forveksling med det tegn, der er søgt registreret, er ikke i sig selv tilstrækkeligt til, at det kan fastslås, at ansøgeren var i ond tro. Når flere producenter på markedet bruger identiske eller lignende tegn for varer af samme eller lignende art, hvilket giver anledning til forveksling med det tegn, der er søgt registreret, kan det således ikke udelukkes, at ansøgeren med registreringen af dette tegn forfølger et legitimt formål. Dette kan navnlig være tilfældet, når ansøgeren på tidspunktet for indgivelsen af registreringsansøgningen er vidende om, at en anden virksomhed gør brug af det varemærke, der er omfattet af denne registrering, ved over for sin kundekreds at skabe det indtryk, at virksomheden officielt distribuerer varer under dette varemærke, selv om den ikke har fået tilladelse hertil.

Varemærkeansøgerens gode tro kan ikke drages i tvivl alene af den grund, at samme ansøger er indehaver af andre varemærker, og at denne ikke har taget initiativ til at ansøge om registrering af disse sidstnævnte som EF-varemærker.

I forbindelse med vurderingen af, om varemærkeansøgeren er i ond tro, kan der tages hensyn til den grad af velkendthed, et tegn har på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen med henblik på dets registrering som EF-varemærke, idet en sådan grad af velkendthed således netop kan berettige ansøgerens interesse i at sikre sig en videre retlig beskyttelse af tegnet.

(jf. præmis 18-21, 27, 28 og 30)