Language of document :

Sag anlagt den 30. marts 2012 - Aventis Pharmaceuticals mod KHIM - Fasel (CULTRA)

(Sag T-142/12)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Aventis Pharmaceuticals, Inc. (New Jersey, De Forenede Stater) (ved advokat R. Gilbey)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Fasel Srl (Bologna, Italien)

Sagsøgerens påstande

Afgørelse truffet den 26. januar 2012 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 2478/2010-1) annulleres.

Retten opfordres til at afgive bemærkninger til og en begrundelse for tegnenes lighed, såfremt de korrekte faktiske omstændigheder var blevet lagt til grund og de korrekte undersøgelser var blevet foretaget af Harmoniseringskontoret.

Den tabende part tilpligtes at betale sagsøgerens omkostninger i forbindelse med denne sag og de forudgående sager.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Ansøger om EF-varemærket: Fasel Srl

Det omhandlede EF-varemærke: Figurmærket "CULTRA" for varer i klasse 10 - EF-varemærkeansøgning nr. 7534035

Indehaver af de i indsigelsessagen påberåbte varemærker eller tegn: Aventis Pharmaceuticals, Inc.

De i indsigelsessagen påberåbte varemærker eller tegn: Tjekkisk varemærkeregistrering nr. 301724 af ordmærket "SCULPTRA" for varer og tjenesteydelser i klasse 5, 10 og 44; tysk varemærkeregistrering nr. 30406574 af ordmærket "SCULPTRA" for varer og tjenesteydelser i klasse 5, 10 og 44; finsk varemærkeregistrering nr. 233638 af ordmærket "SCULPTRA" for varer og tjenesteydelser i klasse 5, 10 og 44; britisk varemærkeregistrering nr. 2355273 af ordmærket "SCULPTRA" for varer og tjenesteydelser i klasse 5, 10 og 44; ungarsk varemærkeregistrering nr. 183214 af ordmærket "SCULPTRA" for varer og tjenesteydelser i klasse 5, 10 og 44

Indsigelsesafdelingens afgørelse: Indsigelsen forkastet i sin helhed

Appelkammerets afgørelse: Afslag på klagen

Søgsmålsgrunde: Tilsidesættelse af regel 50 i Kommissionens forordning nr. 2868/95 og af artikel 76, stk. 2, i Rådets forordning nr. 207/2009, idet appelkammeret: (i) støttede sin begrundelse og afgørelse på en omstændighed, der hverken var blevet påberåbt eller anført af parterne eller henvist til i den anfægtede afgørelse, nemlig at det anfægtede tegn først og fremmest eller udelukkende vil blive opfattet som "ULTRA" med en afrundet figurativ bestanddel, (ii) ikke tog højde for vigtige argumenter og beviser, der var fremlagt af sagsøgeren vedrørende begrebsmæssig lighed, ikke sammenlignede tegnene korrekt med hensyn til disses helhedsindtryk, og følgelig ikke anvendte den overordnede sammenligningsregel som defineret af EU-Domstolen, (iii) ikke foretog en vurdering af risikoen for forveksling ene og alene på grundlag af de faktiske omstændigheder, det havde fået forelagt, og (iv) ikke på en retligt begrundet måde tog hensyn til det indbyrdes afhængighedsforhold mellem relevante overordnede faktorer, herunder især identiteten eller ligheden mellem varerne og tjenesteydelserne og ligheden mellem tegnene.

____________