Sag T-412/10

(offentliggørelse i uddrag)

Roca

mod

Europa-Kommissionen

»Konkurrence – karteller – belgiske, tyske, franske, italienske, nederlandske og østrigske markeder for badeværelsesudstyr og ‑inventar – afgørelse, der fastslår en overtrædelse af artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53 – koordinering af prisforhøjelser og udveksling af følsomme kommercielle oplysninger – tilregnelse af den ulovlige adfærd – bøder – retningslinjer for beregningen af bøder af 2006 – overtrædelsens grovhed – formildende omstændigheder – økonomisk krise – samarbejdsmeddelelsen af 2002 – bødenedsættelse – betydelig merværdi«

Sammendrag – Rettens dom (Fjerde Afdeling) af 16. september 2013

1.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – bødenedsættelse som modydelse for den anklagede virksomheds samarbejde – betingelser – betydelig merværdi af de bevisdokumenter, den pågældende virksomhed har fremlagt – rækkevidde – hensyntagen til det kronologiske element ved samarbejdet – Kommissionens skøn – domstolsprøvelse – rækkevidde

(Art. 101, stk. 1, TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 18, stk. 23; Kommissionens meddelelse 2002/C 45/03, punkt 20-23)

2.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – retningslinjer for beregningen af bøder for overtrædelse af konkurrencereglerne – bødenedsættelse som modydelse for den anklagede virksomheds samarbejde uden for anvendelsesområdet for samarbejdsmeddelelsen – betingelser

(Art. 101, stk. 1, TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3; Kommissionens meddelelse 2002/C 45/03, punkt 1, og 2006/C 210/02, punkt 29, fjerde led)

1.      For så vidt angår konkurrenceretten har Kommissionen i meddelelsen om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager fastsat betingelserne for, hvornår virksomheder, der samarbejder med Kommissionen i forbindelse med dennes undersøgelser af en kartelsag, kan fritages for bøder eller få nedsat den bøde, de ellers ville være blevet pålagt.

Det er en del af logikken i meddelelsen, at den virkning, som ønskes opnået, er at skabe usikkerhed i kartellet og at tilskynde til en angivelse til Kommissionen. Denne usikkerhed skyldes netop den omstændighed, at karteldeltagerne ved, at kun en blandt dem kan få indrømmet en bødefritagelse ved at angive de andre deltagere i overtrædelsen, hvorved disse løber en risiko for at få pålagt strengere bøder. Inden for rammerne af denne ordning og ifølge den samme logik skal de virksomheder, der er hurtigst til at samarbejde, indrømmes en større nedsættelse af de bøder, som de ellers ville blive pålagt, end den nedsættelse, som indrømmes de virksomheder, der samarbejder på et senere tidspunkt. Den kronologiske orden og den hastighed, hvormed kartelmedlemmer samarbejder, udgør således grundelementer i den ordning, der er indført ved nævnte samarbejdsmeddelelse.

Selv om det påhviler Kommissionen at angive grundene til, at den vurderer, at det af virksomheder inden for rammerne af samarbejdsmeddelelsen fremlagte materiale udgør et bidrag, der begrunder en bødenedsættelse, eller modsat ikke udgør et sådant bidrag, påhviler det derimod de virksomheder, der ønsker at anfægte Kommissionens afgørelse i den henseende, at godtgøre, at Kommissionen i mangel af sådanne af virksomhederne frivilligt fremlagte oplysninger i det væsentlige ikke ville have været i stand til at godtgøre overtrædelsen og således vedtage en afgørelse om pålæggelse af bøder. I betragtning af begrundelsen for nedsættelsen kan Kommissionen ikke se bort fra brugbarheden af de fremlagte oplysninger, som nødvendigvis afhænger af det bevismateriale, den allerede er i besiddelse af.

Når en virksomhed som led i samarbejdet blot bekræfter, men mindre præcist og udførligt, visse oplysninger, som en anden virksomhed allerede har fremlagt som led i samarbejdet, kan førstnævnte virksomheds samarbejde – skønt det kan have en vis nytte for Kommissionen – ikke anses for at have et omfang, der kan sammenlignes med omfanget af det samarbejde, der blev udvist af den virksomhed, der først fremlagde de pågældende oplysninger. En forklaring, der kun i en vis udstrækning bekræfter en forklaring, som Kommissionen i forvejen var i besiddelse af, letter således ikke dens arbejde væsentligt. Dermed er forklaringen ikke tilstrækkelig til, at den kan begrunde en nedsættelse af bøden som følge af samarbejde. En erklæring fra en virksomhed, der beskyldes for at have deltaget i et kartel, hvis rigtighed bestrides af flere andre anklagede virksomheder, kan imidlertid ikke uden støtte i andre beviser betragtes som et tilstrækkeligt bevis for, at en overtrædelse er begået af disse sidste virksomheder.

Endelig gælder det, at selv hvis det medgives, at Kommissionen har en skønsmargen ved undersøgelsen af den betydelige merværdi, som de oplysninger, der er blevet indgivet til Kommissionen i henhold til samarbejdsmeddelelsen, repræsenterer, kan Retten ikke desto mindre ikke støtte sig på denne skønsmargen for at afvise at udøve en tilbundsgående kontrol af både retlige og faktiske omstændigheder i forbindelse med Kommissionens vurdering i den henseende.

Selv om samarbejdsmeddelelsen ikke foregriber Unionens retsinstansers bedømmelse af bødenedsættelsen, når disse retsinstanser udøver deres fulde prøvelsesret, kan Retten finde det passende at lade sig inspirere af samarbejdsmeddelelsen ved omregningen af bødens størrelse, bl.a. fordi retningslinjerne giver mulighed for at tage alle de relevante omstændigheder i sagen i betragtning og at pålægge alle de virksomheder, der har deltaget i den fastslåede overtrædelse, bøder, som er forholdsmæssige.

(jf. præmis 176, 182-188 og 233)

2.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 221-223)