Sag T-562/10

HTTS Hanseatic Trade Trust & Shipping GmbH

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Iran med det formål at forhindre nuklear spredning – indefrysning af midler – annullationssøgsmål – begrundelsespligt – udeblivelsessag – begæring om intervention – ufornødent at træffe afgørelse«

Sammendrag af dom

1.      Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – restriktive foranstaltninger over for Iran

(Art. 296, stk. 2, TEUF; Rådets forordning nr. 961/2010)

2.      Annullationssøgsmål – dom om annullation – virkninger – Domstolens begrænsning heraf – forordning om indførelse af restriktive foranstaltninger over for Iran – delvis annullation som følge af tilsidesættelse af begrundelsespligten – nødvendigheden af at sikre en eventuel begrundelse for nævnte foranstaltninger med hensyn til sagens realitet – opretholdelse af nævnte forordnings virkninger i en periode for at muliggøre, at forordningen eventuelt erstattes af en ny retsakt

(Art. 264 TEUF; statutten for Domstolen, art. 41; Rådets forordning nr. 961/2010)

1.      Pligten til at begrunde en bebyrdende retsakt, således som den er fastsat i artikel 296 TEUF og nærmere bestemt, hvad angår en afgørelse om indefrysning af midler truffet i henhold til artikel 16, stk. 2, i forordning nr. 961/2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning nr. 423/2007, i artikel 36, stk. 3, i nævnte forordning, har for det første til formål at give den berørte part oplysninger, der er tilstrækkelige til at afgøre, om der er grundlag for retsakten, eller om den muligvis er behæftet med en sådan mangel, at dens gyldighed kan anfægtes for Unionens retsinstanser, og for det andet at gøre det muligt for disse retsinstanser at efterprøve retsaktens lovlighed. Den således fastsatte begrundelsespligt er et væsentligt princip i EU-retten, som kun kan fraviges af tvingende hensyn. Begrundelsen skal derfor i princippet meddeles den berørte part samtidigt med den bebyrdende retsakt, og manglen på begrundelse kan ikke afhjælpes gennem den omstændighed, at den berørte part erfarer begrundelsen for retsakten under sagen for Unionens retsinstanser.

Medmindre tvingende hensyn, der vedrører Unionens eller medlemsstaternes sikkerhed eller opfyldelsen af deres internationale forpligtelser, er til hinder for meddelelsen af visse forhold, er Rådet således i medfør af artikel 36, stk. 3, i forordning nr. 961/2010 forpligtet til at give den enhed, som er omfattet af en foranstaltning, der er vedtaget i henhold til nævnte forordnings artikel 16, stk. 2, oplysninger om de særlige og konkrete grunde, som ligger til grund for, at Rådet anser denne bestemmelse for at finde anvendelse på den pågældende, ved angivelse af de faktiske og retlige omstændigheder, som ligger til grund for foranstaltningen, samt de betragtninger, der har ført til dens vedtagelse.

Begrundelsen skal desuden tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og den sammenhæng, hvori den er vedtaget. Det nærmere indhold af begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, indholdet af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der må anses for umiddelbart og individuelt berørt af retsakten, kan have i begrundelsen. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige forhold, da begrundelsens tilstrækkelighed ikke blot skal vurderes i forhold til dens ordlyd, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område. En retsakt, der er bebyrdende, er navnlig tilstrækkeligt begrundet, når den er truffet under omstændigheder, som er den pågældende bekendt, og således gør det muligt for vedkommende at forstå, hvilke konsekvenser den trufne foranstaltning har for denne.

Når den begrundelse, som Rådet har angivet for opførelsen af en enhed på listen over personer, enheder eller organer, som er omfattet af en indefrysning af midler i henhold til artikel 16, stk. 2, i forordning nr. 961/2010, ikke er fyldestgørende i forhold til disse krav, må det fastslås, at der er sket en tilsidesættelse af begrundelsespligten i artikel 296, stk. 2, TEUF og i artikel 36, stk. 3, i nævnte forordning, og at denne forordning bør annulleres, for så vidt som den vedrører nævnte enhed.

2.      I det omfang forordning nr. 961/2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning nr. 423/2007 skal annulleres for så vidt angår en enhed, som er omfattet af en indefrysning af midler i henhold til artikel 16, stk. 2, i nævnte forordning, som følge af, at begrundelsespligten er tilsidesat, kan det imidlertid ikke udelukkes, at pålæggelsen af restriktive foranstaltninger over for nævnte enhed alligevel i realiteten kan vise sig at være begrundet.

En annullation af forordning nr. 961/2010, for så vidt som den vedrører denne enhed, med omgående virkning kan således være til alvorlig og uoprettelig skade for effektiviteten af de restriktive foranstaltninger, som forordningen foreskriver, idet nævnte enhed, i tidsrummet inden forordningen eventuelt erstattes af en ny retsakt, vil kunne udvise en adfærd, der har til formål at omgå virkningen af efterfølgende restriktive foranstaltninger.

Virkningerne af forordning nr. 961/2010, for så vidt som den indeholder denne enhed på den liste, der udgør dens bilag VIII, skal derfor i henhold til artikel 264 TEUF og artikel 41 i statutten for Domstolen opretholdes i en periode på højst to måneder fra datoen for afsigelsen af dommen.