RETTENS DOM (Appelafdelingen)
16. september 2015 (*)
»Appel – personalesag – midlertidigt ansatte – tidsbegrænset kontrakt – afgørelse om ikke-fornyelse – artikel 8, stk. 1, i ansættelsesvilkårene – ændring af en tidsbegrænset kontrakt til en tidsubegrænset kontrakt – fuld prøvelsesret«
I sag T-231/14 P,
angående en appel iværksat til prøvelse af dom afsagt af Retten for EU-Personalesager (Tredje Afdeling) den 5. februar 2014, Drakeford mod EMA (F-29/13, Sml. Pers., EU:F:2014:10), hvori der er nedlagt påstand om ophævelse af denne dom,
Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) ved T. Jabłoński og N. Rampal Olmedo, som befuldmægtigede, bistået af advokaterne D. Waelbroeck og A. Duron,
appellant,
støttet af:
Europa-Kommissionen ved J. Currall og G. Gattinara, som befuldmægtigede,
af
Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) ved M. Heikkilä og E. Maurage, som befuldmægtigede,
af
Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved EU-Medlemsstaternes Ydre Grænser (Frontex) ved H. Caniard og V. Peres de Almeida, som befuldmægtigede,
af
Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) ved D. Detken, S. Gabbi og C. Pintado, som befuldmægtigede,
og af
Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC) ved J. Mannheim og A. Daume, som befuldmægtigede,
intervenienter,
den anden part i appelsagen
David Drakeford, Dublin (Irland), ved advokaterne S. Orlandi og T. Martin,
sagsøger i første instans,
har
RETTEN (Appelafdelingen)
sammensat af præsidenten, M. Jaeger (refererende dommer), og dommerne S. Papasavvas og G. Berardis,
justitssekretær: fuldmægtig L. Grzegorczyk,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 14. april 2015,
afsagt følgende
Dom (1)
1 Med appellen har Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) nedlagt påstand om ophævelse af den af Retten for EU-Personalesager (Tredje Afdeling) afsagte dom af 5. februar 2014, Drakeford mod EMA (F-29/13, Sml. Pers., herefter »den appellerede dom«, EU:F:2014:10), hvorved Personaleretten annullerede afgørelsen om ikke at forny David Drakefords kontrakt.
Sagens faktiske omstændigheder, retsforhandlingerne i første instans og den appellerede dom
2 De faktiske omstændigheder, som ligger til grund for tvisten, er i den appellerede doms præmis 4-19 beskrevet således:
»4 Den 30. oktober 1996 ansatte EMA sagsøgeren som hjælpeansat med virkning fra den 16. november 1996 for en periode på et år med henblik på at varetage en stilling som [it]-koordinator i sektionen for informationsteknologi (herefter »[it]-sektionen«), hvor han blev tilknyttet enheden for »teknisk koordinering«.
5 Efter at have bestået en udvælgelsesprocedure for midlertidigt ansatte indgik han en kontrakt med EMA, hvorved han med virkning fra den 1. februar 1997 fik ansættelse som midlertidigt ansat i lønklasse A 5 i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra a), med henblik på at varetage en stilling som chefkonsulent i en periode på fem år med mulighed for fornyelse. Sagsøgeren fortsatte med at varetage sine opgaver i [it]-sektionen.
6 Den 15. november 1998 blev sagsøgeren udnævnt til vicechef for [it]-sektionen. Han varetog endvidere stillingen som fungerende chef for [it]-sektionen i perioden fra 2001 til 2003.
7 Sagsøgerens kontrakt som midlertidigt ansat udløb den 1. februar 2002, hvorefter den blev fornyet for en ny periode på fem år.
8 Sagsøgeren blev ved et tillæg af 6. august 2002 til sin kontrakt forfremmet til lønklasse A 4.
9 Efter at have bestået en ekstern udvælgelsesprocedure til stillingen som chef for [it]-sektionen indgik sagsøgeren med EMA den 15. april 2003 en kontrakt som midlertidigt ansat i lønklasse A 4 i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra a). Denne kontrakt, der var indgået for fem år med mulighed for fornyelse, trådte i kraft den 1. maj 2003.
10 Den 1. maj 2004 blev benævnelsen for sagsøgerens lønklasse som følge af vedtægtsreformen ændret til A*12.
11 Ved tillæg, som ansættelsesmyndigheden og sagsøgeren underskrev henholdsvis den 14. og den 15. august 2007, blev sagsøgerens kontrakt fornyet for en periode på fem år med virkning fra den 1. maj 2008.
12 Ved skrivelse af 5. juni 2009 modtog sagsøgeren underretning om, at han var blevet udnævnt til chef for sektionen for informations- og kommunikationsteknologi i enheden med samme navn (herefter »[ict]-enheden«) i forbindelse med en intern omstrukturering af agenturet.
13 Den 15. september 2011 meddelte chefen for sektionen for »Menneskelige Ressourcer« i enheden for »Administration« sagsøgeren, at han var blevet opført på listen over de ansøgere, der havde bestået udvælgelsesproceduren til stillingen som chef for »[ict]-enheden«, og at denne liste var gyldig til den 31. december 2012.
14 Den 30. juli 2012, dvs. ni måneder før sagsøgerens kontrakt udløb, sendte tjenestegrenen for EMA’s sektion for »Menneskelige Ressourcer« en formular til sagsøgerens enhedschef, der vedrørte spørgsmålet om en eventuel fornyelse af sagsøgerens kontrakt. Den 17. august 2012 afgav sagsøgerens enhedschef en udtalelse, hvoraf fremgik, at »det ikke var nødvendigt at foranstalte en fornyelse af [sagsøgerens] kontrakt«.
15 Den administrerende direktør fulgte, i sin egenskab af ansættelsesmyndighed, denne udtalelse og meddelte ved skrivelse af 30. august 2012 sagsøgeren, at hans kontrakt udløb den 30. april 2013 (herefter »afgørelsen af 30. august 2012«), og at »[han] af hensyn til agenturets interesse [ville blive] overført til ikke-aktiv tjeneste med virkning fra den 1. september 2012 og til det tidspunkt, hvor hans kontrakt ville udløbe«.
16 Ved skrivelse af 31. august 2012 anfægtede sagsøgeren, at han med øjeblikkelig virkning blev pålagt at holde orlov uden ansøgning, idet han anførte, at det fulgte af de gældende regler, at han efter næsten 16 års ansættelse ved EMA måtte anses for »fastansat«. Ansættelsesmyndigheden oplyste samme dag over for sagsøgeren, at hans kontrakt, der den 15. april 2003 var indgået for en periode på fem år med virkning fra den 1. maj 2003, var blevet fornyet den 1. maj 2008 for en periode på fem år. Ved skrivelse af 3. september 2012 modtog sagsøgeren underretning om de administrative forskrifter, der regulerede afslutningen af hans ansættelsesforhold hos EMA.
17 Den 12. september 2012 indgav sagsøgeren i henhold til artikel 90, stk. 2, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) en klage til EMA over afgørelsen af 30. august 2012, idet han anførte, at han uden afbrydelse siden 1997 havde været ansat som midlertidigt ansat i henhold til fem kontrakter eller tillæg om fornyelse, og at hans ansættelsesforhold derfor på nuværende tidspunkt havde fået en tidsubegrænset karakter. Sagsøgeren anførte til støtte for en sådan ændring af sin stilling, at han i agenturets tjeneste havde udført et upåklageligt og væsentligt arbejde. Den 15. oktober 2012 indgav han en supplerende klage, der for det første indeholdt en anmodning om, at hans seneste kontrakt automatisk skulle ændres til en kontrakt om tidsubegrænset ansættelse i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 8 med virkning fra det tidspunkt, hvor hans anden femårige kontrakt som midlertidigt ansat blev erstattet af den nye kontrakt, der blev indgået den 15. april 2003, for det andet en anmodning om, at hans første kontrakt som hjælpeansat, der trådte i kraft den 16. november 1996, skulle ændres til en kontrakt som midlertidigt ansat, således at den anden fornyelse reelt fandt sted »den 9. maj 2001«, og, for det tredje, et krav om betaling af 10 000 EUR i erstatning for den skade, som han havde lidt som følge af, at han var blevet pålagt orlov uden ansøgning, hvilket han hævdede var ulovligt.
18 Den 19. december 2012 afslog ansættelsesmyndigheden klagen af 12. september 2012, som suppleret ved skrivelse af 15. oktober 2012, med den begrundelse, at den tidsbegrænsede kontrakt, der var trådt i kraft den 1. maj 2003, kun var blevet fornyet en gang, og at det fulgte af ansættelsesvilkårenes artikel 8, at denne kontrakt ikke kunne anses for en tidsubegrænset kontrakt, da den ikke var blevet fornyet yderligere.
19 Den 24. december 2012 indgav sagsøgeren en ny klage i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, denne gang over afgørelsen af 19. december 2012, for så vidt som hans anmodninger om, at hans oprindelige kontrakt som hjælpeansat skulle ændres til en kontrakt som midlertidig ansat, og om, at hans igangværende tidsbegrænsede kontrakt som midlertidigt ansat skulle ændres til en tidsubegrænset kontrakt som midlertidigt ansat, derved blev afslået, idet han anmodede agenturet om at undersøge de konkrete muligheder for, at den sidstnævnte kontrakt kunne fornys. Denne nye klage, der indeholdt en anmodning om fornyelse af kontrakten, blev afslået af ansættelsesmyndigheden ved skrivelse af 26. februar 2013 (herefter »afgørelsen af 26. februar 2013«).«
3 Ved stævning indleveret til Personalerettens Justitskontor den 28. marts 2013 anlagde David Drakeford sag med påstand om annullation af afgørelserne af 30. august 2012 og af 26. februar 2013 og om, at EMA tilpligtedes at betale 25 000 EUR i erstatning for den ikke-økonomiske skade, som han hævdede at have lidt. EMA nedlagde principalt påstand om frifindelse, da søgsmålet delvis ikke kunne antages til realitetsbehandling og under alle omstændigheder var ubegrundet, subsidiært påstand om, at påstandene om, at EMA skulle tilpligtes at betale sagens omkostninger og 25 000 EUR til David Drakeford, og om, at enhver påstand om erstatning af det påberåbte økonomiske tab, der endnu ikke var godtgjort, skulle forkastes, samt påstand om, at David Drakeford tilpligtedes at betale sagens omkostninger.
4 Personaleretten fastslog indledningsvis, at påstanden om annullation af afgørelsen af 26. februar 2013 ikke kunne antages til realitetsbehandling, for så vidt som denne afgørelse indeholdt afslag på anmodningerne om at forny David Drakefords kontrakt, om at ændre hans kontrakt som hjælpeansat til en kontrakt som midlertidigt ansat og om at ændre hans tidsbegrænsede kontrakt som midlertidigt ansat til en tidsubegrænset kontrakt.
5 Personaleretten tog derefter i den appellerede doms præmis 47 David Drakefords påstand om annullation af afgørelsen af 30. august 2012 til følge, idet den fortolkede udtrykket »enhver senere fornyelse« i artikel 8, stk. 1, tredje punktum, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union (herefter »ansættelsesvilkårene«) således, at dette udtryk omhandlede enhver fremgangsmåde, hvorefter en midlertidigt ansat, som omhandlet il ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra a), ved udløbet af den pågældendes tidsbegrænsede ansættelse i denne egenskab kunne fortsætte sit ansættelsesforhold hos sin arbejdsgiver, selv om denne fornyelse ledsagedes af en forfremmelse i lønklasse eller en udvikling i de opgaver, der udføres. Personaleretten tilføjede, at det ikke kunne forholde sig anderledes, medmindre den nye kontrakt henhørte under en anden retlig ordning eller var udtryk for et afbræk i karriereforløbet, der f.eks. kom til udtryk i en væsentlig ændring af arten af det arbejde, som den pågældende ansatte udførte.
6 Personaleretten baserede sin argumentation på formålet med ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 1, der er at sikre en vis stabilitet i ansættelsen, og på princippet om ligebehandling for at fastslå, at afgørelsen af 30. august 2012 var i strid med ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 1, idet den var blevet truffet vedrørende et tidsbegrænset ansættelsesforhold.
7 Hvad endelig angik det økonomiske tab pålagde Personaleretten vedrørende den periode, der løb fra udløbet af David Drakefords tidsbegrænsede kontrakt som midlertidigt ansat, og til afsigelsen af den appellerede dom, EMA at betale David Drakeford forskellen mellem det vederlag, som han ville have haft krav på, hvis han var fortsat i tjenesten, og det vederlag, de honorarer, den arbejdsløshedsunderstøttelse og alle øvrige godtgørelser eller vederlag af samme art, som han faktisk havde modtaget siden den 1. maj 2013. Hvad angår den periode, der fulgte efter afsigelsen af den appellerede dom, opfordrede Personaleretten ved at benytte sin fulde prøvelsesret EMA til enten at genindsætte David Drakeford i tjenesten eller at forsøge at indgå en aftale om en rimelig økonomisk kompensation og pålagde parterne at give Personaleretten meddelelse om den løsning, som de således måtte nå frem til i fællesskab, eller at fremsætte deres påstande opgjort i tal, såfremt en sådan aftale ikke havde kunnet nås.
Appellen
Retsforhandlingerne for Retten og parternes påstande
8 Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 15. april 2014 har EMA iværksat den foreliggende appel i henhold til artikel 9 i bilag I til statutten for Den Europæiske Unions Domstol. Den 25. juli 2014 afgav David Drakeford svarskrift.
9 Ved processkrifter indleveret til Rettens Justitskontor den 14., den 25. og den 28. juli 2014 har Europa-Kommissionen, Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA), Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA), Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved EU-medlemsstaternes Ydre Grænser (Frontex) og Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC) anmodet om tilladelse til at intervenere til støtte for EMA’s påstande. Ved kendelser af 2. og 24. september 2014 tog formanden for Appelafdelingen disse fem begæringer om intervention til støtte for EMA’s påstande til følge.
10 Kommissionen, ECHA, Frontex, EFSA og ECDC indgav interventionsindlæg inden for den fastsatte frist.
11 EMA og David Drakeford blev opfordret til at fremsætte deres bemærkninger til interventionsindlæggene, hvilket de gjorde inden for den fastsatte frist.
12 EMA, støttet af Kommissionen, ECHA, Frontex, EFSA og ECDC, har nedlagt følgende påstande:
– Den appellerede dom ophæves.
– Følgelig gives der appellanten medhold i de nedlagte påstande i første instans.
– David Drakeford tilpligtes at betale sagsomkostningerne ved de to instanser.
13 David Drakeford har nedlagt følgende påstande:
– Appellen forkastes.
– EMA tilpligtes at betale sagens omkostninger.
14 Ved skrivelse af 9. februar 2015 har EMA fremsat en begrundet begæring med henblik på at få lejlighed til at udtale sig under den mundtlige forhandling i henhold til artikel 146 i Rettens procesreglement af 2. maj 1991.
15 Retten tog EMA’s begæring til følge og indledte den mundtlige forhandling i sagen.
16 Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten i retsmødet den 14. april 2015.
Retlige bemærkninger
[udelades]
Det første anbringende om Personalerettens urigtige fortolkning af udtrykket »enhver senere fornyelse« i ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 1
[udelades]
22 Det bemærkes indledningsvis, at det følger af et almindeligt fortolkningsprincip, at en EU-retlig bestemmelse i tilfælde af uoverensstemmelse mellem de forskellige sprogversioner skal ses i den sammenhæng, hvori den indgår, og fortolkes i lyset af EU-rettens bestemmelser som helhed, den bagvedliggende målsætning og EU-rettens udviklingstrin på tidspunktet for de pågældende bestemmelsers anvendelse (jf. i denne retning dom af 2.9.2010, Kirin Amgen, C-66/09, Sml., EU:C:2010:484, præmis 41).
23 Det bemærkes ligeledes, at ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 1, ikke har til formål at sikre, at ansættelsesforholdet for de midlertidigt ansatte, der er ansat i henhold til en tidsbegrænset kontrakt, har en vis stabilitet eller en vis varighed, men at forhindre misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter (dom af 21.5.2014, Kommissionen mod Macchia, T-368/12 P, Sml. Pers., EU:T:2014:266, præmis 60). Den manglende stabilitet i ansættelsesforholdet bekræftes i øvrigt af den omstændighed, at fornyelsen af en tidsbegrænset kontrakt for en midlertidigt ansat kun er en mulighed, med undtagelse af den situation, der nævnes i ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 1, sidste punktum, som netop har til formål at forhindre misbrug, der hidrører fra anvendelsen af tidsbegrænsede kontrakter, idet denne bestemmelse foreskriver, at en tidsbegrænset kontrakt uden videre ændres til en tidsubegrænset kontrakt. Den omstændighed, at en midlertidigt ansat opnår en tidsubegrænset kontrakt som følge af, at der uden videre sker en ændring i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 1, sidste punktum, indebærer under alle omstændigheder ikke, at ansættelsesforholdet har en stabil karakter. Administrationen kan nemlig i en sådan situation på ethvert tidspunkt bringe en sådan kontrakt til ophør af legitime grunde under overholdelse af de betingelser, der er fastsat i ansættelsesvilkårenes artikel 47, litra c), nr. i).
24 I det foreliggende tilfælde fastslog Personaleretten indledningsvis, at de forskellige sprogversioner af ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 1, ikke gjorde det muligt at anlægge en ensartet fortolkning af den nævnte bestemmelse. Personaleretten henviste til støtte for denne konklusion til den nederlandske og den italienske sprogversion, der støttede den af EMA fremsatte argumentation, på den ene side, og til den franske, den tyske, den engelske og den spanske sprogversion, på den anden side. Hvad angår de sidstnævnte sprogversioner fastslog Personaleretten i den appellerede doms præmis 42, at ordlyden af den franske og den tyske version, der mere generelt omhandlede fornyelsen af ansættelsen og ansættelsesforholdet, og ordlyden af den engelske og den spanske version, der omhandlede enhver senere fornyelse uden yderligere præciseringer, i modsætning til den italienske og den nederlandske version ikke gjorde det muligt at konkludere, at »enhver senere fornyelse« vedrørte samme kontrakt. Personaleretten fastslog således, at de forskellige sprogversioner af ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 1, kunne opdeles i to kategorier. En kategori, hvor udtrykket »enhver senere fornyelse« klart indebar en henvisning til kontrakten, og en anden kategori, der ikke gav mulighed for at nå til en sådan konklusion. På baggrund af denne forskel mellem sprogversionerne, der ikke indeholdt nogen entydig angivelse af, hvilken genstand fornyelsen skulle vedrøre for at medføre, at en tidsbegrænset kontrakt kunne ændres til en tidsubegrænset kontrakt, fastslog Personaleretten, at den nævnte bestemmelse skulle undergives en ensartet fortolkning.
25 Personaleretten begik ikke en retlig fejl ved at nå til denne konklusion. Det er ganske vist korrekt, som EMA har anført, at Personaleretten ikke tog hensyn til den omstændighed, at udtrykket »enhver senere fornyelse« i den engelske og den spanske version, i modsætning til den franske og den tyske version, kun kan vedrøre udtrykket »kontrakt«. Denne fejl har imidlertid ingen indvirkning på Personalerettens vurdering, for så vidt som Personaleretten med føje fastslog, at den franske og den tyske version til gengæld ikke gjorde det muligt at nå til en ensartet konklusion vedrørende fortolkningen af ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 1. Den skiftende brug af udtrykkene »ansættelse«, »kontrakt« og »enhver senere fornyelse« i de nævnte versioner indebærer nemlig, at bestemmelsen bliver tvetydig. Det bemærkes i denne forbindelse, at udtrykket »ansættelse« mere generelt vedrører ansættelsesforholdet mellem en ansat og en institution eller et agentur, mens udtrykket »kontrakt« henviser til det retlige instrument, hvorved dette forhold konkretiseres. Eftersom ordlyden af den franske og den tyske version kan fortolkes således, at en ansat kan ansættes i henhold til forskellige former for kontrakter inden for rammerne af det samme ansættelsesforhold, var det med føje, at Personaleretten fastslog, at de nævnte versioner ikke gjorde det muligt at afgøre, om udtrykket »enhver senere fornyelse« udelukkende henviste til ansættelsesforholdet eller til kontrakten. Det argument, som EMA senere har fremsat, hvorefter udtrykkene »ansættelse« og »kontrakt« er substituerbare, kan derfor heller ikke tages til følge.
26 Den sproglige fortolkning, som EMA har foreslået, hvorefter fornyelsen skal vedrøre den samme tidsbegrænsede kontrakt, for at ansættelsesvilkårenes artikel 8, sidste punktum, finder anvendelse, er i øvrigt heller ikke utvetydig, idet de sprogversioner, der udelukkende anvender udtrykket »kontrakt«, kan undergives en anden sproglig fortolkning end den, som EMA har foreslået. Det kan nemlig forekomme, at en midlertidigt ansat, der har en tidsbegrænset kontrakt, indgår en ny tidsbegrænset kontrakt, der, selv om den formelt udgør en separat kontrakt, indebærer en væsentlig kontinuitet i forhold til den oprindelige kontrakt. Det følger heraf, at der således ikke er noget til hinder for, at ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 1, sidste punktum, for så vidt angår den genstand, der skal fornyes, og som indebærer, at en tidsbegrænset kontrakt ændres til en tidsubegrænset kontrakt, kan fortolkes således, at den snarere henviser til den samme kontraktform, dvs. en tidsbegrænset kontrakt, end til en kontrakt, der er identisk med den oprindelige kontrakt. Dette argument viser derfor, at ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 1, sidste punktum, i princippet kan finde anvendelse på flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter mellem en ansat og administrationen, såfremt disse kontrakter er udtryk for en kontinuitet i forhold til den første tidsbegrænsede kontrakt.
27 På baggrund af disse betragtninger kunne Personaleretten med føje, efter at have konstateret, at der bestod en forskel mellem sprogversionerne, som kunne føre til forskellige fortolkninger, uden at begå en retlig fejl, dels fastslå, at den ikke kunne begrænse sig til at foretage en ren sproglig fortolkning, dels for at sikre en ensartet fortolkning af ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 1, i den appellerede doms præmis 45 anvende det almindelige princip om, at en bestemmelse skal fortolkes i lyset af EU-rettens bestemmelser som helhed, den bagvedliggende målsætning og EU-rettens udviklingstrin.
28 Det første anbringendes første led skal derfor forkastes som ugrundet.
29 Personaleretten baserede endvidere sin fortolkning af ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 1, dels på bestemmelsens formål, dels på den sammenhæng, som den indgik i. Hvad angår den nævnte bestemmelses formål fastslog Personaleretten i det væsentlige i den appellerede doms præmis 43, 44 og 46, at bestemmelsen tilstræbte at sikre en vis stabilitet i ansættelsesforholdet. Hvad angår den sammenhæng, som den nævnte bestemmelse indgik i, fastslog Personaleretten i den appellerede doms præmis 47, at det ville være i strid med ligebehandlingsprincippet og lovgivers ønske, således som dette udtrykkeligt fremgår af ansættelsesvilkårenes artikel 12, stk. 1, om at tilstræbe, at midlertidigt ansatte sikrer institutionerne medarbejdere, der opfylder de højeste krav til kvalifikationer, indsats og integritet, at fortolke ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 1, således, at det ikke var muligt at ændre en tidsbegrænset kontrakt for en midlertidigt ansat til en tidsubegrænset kontrakt alene som følge af, at den midlertidigt ansatte havde forbedret sin karrieremæssige stilling ved at indgå forskellige kontrakter med administrationen.
30 Hvad angår det første anbringendes andet led skal det imidlertid fastslås, at Personaleretten begik en retlig fejl, da den fastslog, at formålet med ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 1, er at sikre en vis stabilitet i ansættelsen. I modsætning til, hvad Personaleretten fastslog, har ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 1, således som det fremgår af præmis 23 ovenfor, nemlig til formål at forhindre misbrug, der følger af, at administrationen anvender flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter. Som det fremgår af præmis 19 ovenfor, bekræftes den nævnte artikels begrænsede formål i øvrigt af den beføjelse, som tilkommer administrationen til på ethvert tidspunkt at bringe et ansættelsesforhold til en ansat, der har en tidsubegrænset kontrakt, til ophør under overholdelse af de procedurer, der er fastsat i ansættelsesvilkårenes artikel 47.
31 Det må imidlertid fastslås, at Unionens retsinstanser kan afvise et anbringende eller et klagepunkt som værende irrelevant, når de konstaterer, at det ikke, såfremt det er velbegrundet, kan medføre den påståede annullation (jf. i denne retning dom af 19.11.2009, Michail mod Kommissionen, T-50/08 P, Sml. Pers., EU:T:2009:457, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).
32 Selv om det er korrekt, at Personaleretten på den ene side begik en retlig fejl ved at fastslå, at ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 1, havde til formål at sikre en vis stabilitet i ansættelsen, var det på den anden side med føje, at den fastslog, at den nævnte artikel var til hinder for, at en tidsbegrænset kontrakt for en midlertidigt ansat kun kunne blive ændret til en tidsubegrænset kontrakt uden videre, når de flere på hinanden følgende fornyelser vedrørte den samme kontrakt. Personaleretten fastslog nemlig med føje i den appellerede doms præmis 47, at den omstændighed, at en midlertidig ansat, der er ansat i henhold til en tidsbegrænset kontrakt, og som på grund af en god tjenstlig indsat har forbedret sin karrieremæssige stilling ved at indgå forskellige kontrakter, fratages den beskyttelse, der er fastsat i ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 1, sidste punktum, indebærer, at den pågældende stilles ringere end en midlertidigt ansat, der er ansat i henhold til en tidsbegrænset kontrakt, og hvis oprindelige kontrakt er blevet fornyet, uden at den pågældende har forbedret sin karrieremæssige stilling ved at have udført en særlig indsats. Det af EMA fremsatte argument må således forkastes som irrelevant.
33 Hvad endelig angår det tredje led er det tilstrækkeligt at konstatere, at Personaleretten i modsætning til, hvad EMA har anført, ikke har sidestillet midlertidigt ansatte med tjenestemænd. Det er ganske vist korrekt, således som det er fastslået i præmis 29 ovenfor, at Personaleretten ikke tog hensyn til formålet med ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 1. Det bemærkes imidlertid, at Personaleretten i den appellerede doms præmis 50 fastslog, at administrationen på ethvert tidspunkt kunne bringe en tidsubegrænset kontrakt for en midlertidigt ansat til ophør under overholdelse af de frister, der er fastsat i ansættelsesvilkårenes artikel 47, litra c), nr. i). Dette viser, at Personaleretten ikke på nogen måde rejste tvivl om forskellen mellem tjenestemænd og ansatte eller det vide skøn, som administrationen råder over i forbindelse med sidstnævntes ansættelsesforhold (dom af 4.12.2013, ETF mod Schuerings, T-107/11 P, Sml. Pers., EU:T:2013:624, præmis 76).
34 Det følger af det ovenstående, at EMA’s første anbringende skal forkastes som ugrundet.
Det andet anbringende om en retlig fejl i forbindelse med fastlæggelsen af undtagelsen til fortolkningen af ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 1
[udelades]
37 Hvad angår argumentet om, at henvisningen til en anden retlig ordning er vag og endda ulogisk, skal det fastslås, at Personaleretten begik en retlig fejl. Som EMA, støttet af Kommissionen, ECHA, Frontex, EFSA og ECDC, med rette har anført, er ansættelsesvilkårene den eneste retlige ordning, der finder anvendelse på samtlige midlertidigt ansatte. Personalerettens henvisning til en anden retlig ordning er således fejlagtig.
38 Som det fremgår af præmis 31 ovenfor, kan Unionens retsinstanser imidlertid afvise et anbringende eller et klagepunkt som værende irrelevant, når de konstaterer, at det ikke, såfremt det er velbegrundet, kan medføre den påståede annullation (jf. i denne retning dom Michail mod Kommissionen, nævnt i præmis 31 ovenfor, EU:T:2009:457, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis). I det foreliggende tilfælde skal det fastslås, at selv om henvisningen til enhver anden retlig ordning er fejlagtig, baserede Personaleretten sin argumentation i den appellerede dom på, at der var sket et afbræk i karriereforløbet. Det følger heraf, at argumentet om, at henvisningen til en anden retlig ordning var for vag eller endda ulogisk, skal forkastes som irrelevant.
39 Hvad angår argumentet om, at den nye kontrakt var udtryk for, at der var sket et afbræk i karriereforløbet for den midlertidigt ansatte, bemærkes indledningsvis, at den undtagelse, som Personaleretten gjorde fra anvendelsen af den ændring, der er fastsat i ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 1, når der er sket et afbræk i karriereforløbet, er en logisk følge af fortolkningen af den nævnte artikel. Formålet med ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 1, er nemlig at forhindre, at administrationen misbruger kontrakter, der formelt er forskellige, til at omgå det krav om ændring, der er fastsat i den nævnte artikel, i de tilfælde, hvor en midlertidigt ansat, der har en tidsbegrænset kontrakt, har forbedret sin karrieremæssige stilling, eller hvor der er sket en udvikling i den pågældendes opgaver.
40 Ændringen hviler imidlertid på den forudsætning, at ansættelsesforholdet mellem en midlertidigt ansat, der har forbedret sin karrieremæssige stilling, eller hvis opgaver har udviklet sig, og dennes arbejdsgiver er kendetegnet ved kontinuitet. Såfremt det måtte vise sig, at den ansatte indgår en kontrakt, der indebærer en væsentlig og ikke formel ændring af arten af den pågældendes opgaver, er forudsætningen for at anvende ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 1, ikke længere til stede. Det ville nemlig være i strid med ånden bag ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 1, at anerkende, at der kan tages hensyn til enhver fornyelse ved anvendelsen af den regel, som artiklen fastsætter. Personaleretten gav således i modsætning til, hvad EMA har anført, i den appellerede doms præmis 48 og 49 en tilstrækkelig præcisering af begrebet afbræk, idet den fastslog, at dette begreb omfattede en væsentlig ændring af den ansattes opgaver i et sådant omfang, at dette påvirkede den funktionelle kontinuitet i ansættelsesforholdet mellem den ansatte og administrationen. EMA’s argument kan derfor ikke tages til følge.
41 Denne konklusion anfægtes hverken af EMA’s argument om, at Personaleretten ved at anvende en vag definition af begrebet afbræk fejlagtigt fastslog, at der ikke var sket et afbræk i David Drakefords karriereforløb, til trods for, at han var blevet pålagt et større ansvar, og at hans opgaver formelt var blevet ændret, eller af argumentet om, at David Drakeford blev udnævnt efter afholdelsen af en ekstern procedure. Da et afbræk i ansættelsesforholdet ikke er et vagt begreb, således som det er fastslået i præmis 39 ovenfor, kan argumentet om, at Personaleretten begik en retlig fejl ved i det foreliggende tilfælde at anvende dette begreb, nemlig ikke tages til følge. Det bemærkes endvidere, at Personaleretten i den appellerede doms præmis 49 foretog en korrekt bedømmelse af de helt særlige omstændigheder i sagen på baggrund af begrebet afbræk, således som dette blev defineret i den appellerede doms præmis 48. Hvad angår en eventuel sammenligning af de opgaver, der skulle udføres, udgør stillingen som sektionschef, som David Drakeford tiltrådte efter en ekstern udvælgelsesprocedure, ganske vist en væsentlig ændring i forhold til stillingen som vicechef, hvilket er udtryk for et afbræk i den forstand, hvori Personaleretten har defineret dette begreb. Selv om den omstændighed, at en ansat fortsætter med at arbejde inden for det samme arbejdsområde, ikke automatisk indebærer, at der foreligger kontinuitet i de opgaver, der udføres, må det nemlig i princippet udelukkes, at der foreligger kontinuitet i det tilfælde, hvor adgangen til stillingen som sektionschef er undergivet en ekstern udvælgelsesprocedure. I det foreliggende tilfælde fremgår det imidlertid, at David Drakeford, inden han blev udnævnt til sektionschef i 2003, varetog stillingen som fungerende sektionschef i perioden fra 2001 til 2003. Det kan således ikke reelt fastslås, at hans udnævnelse til sektionschef faktisk udgjorde et afbræk i forhold til de opgaver, som han tidligere havde udført, selv om udnævnelsen skete efter afholdelsen af en ekstern procedure. Det fremgår endvidere klart af sagsakterne i første instans, at David Drakeford i april 2003 blev indplaceret i lønklasse A 4, løntrin 3, med ti måneders anciennitet, og at han med virkning fra den 1. maj 2003, hvor hans kontrakt som sektionschef for it-enheden trådte i kraft, blev indplaceret i lønklasse A 4, løntrin 3, med 11 måneders anciennitet. Denne oplysning bekræfter ligeledes, at der forelå kontinuitet i ansættelsesforholdet mellem David Drakeford og EMA. Det følger heraf, at det var med rette, at Personaleretten efter at have konstateret, at David Drakeford kontinuerligt havde udøvet sine opgaver inden for området for informationsteknologi, bl.a. som vicesektionschef, fungerende sektionschef og sektionschef, fastslog, at der ikke var sket et afbræk i den væsentlige kontinuitet i ansættelsesforholdet mellem EMA og David Drakeford.
[udelades]
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Appelafdelingen):
1) Dommen afsagt af Retten for EU-Personalesager (Tredje Afdeling) den 5. februar 2014, Drakeford mod EMA (F-29/13, EU:F:2014:10), ophæves, for så vidt som Personaleretten i denne dom udøvede sin fulde prøvelsesret hvad angår pengebeløb for perioden efter dommens afsigelse.
2) I øvrigt forkastes appellen.
3) Sagen hjemvises til Personaleretten.
4) Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes i forhold til David Drakeford og Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA).
5) Europa-Kommissionen, Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA), Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved EU-Medlemsstaternes Ydre Grænser (Frontex), Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) og Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC) bærer hver deres egne omkostninger i forbindelse med appelsagen.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 16. september 2015.
Underskrifter