FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
P. MENGOZZI
fremsat den 5. juni 2008 1(1)
Sag C-295/07 P
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
mod
Département du Loiret
»Anfægtelse – statsstøtte − de franske myndigheders støtte til Scott Paper – fordelagtig grundpris og fordelagtig vandafledningsafgift med henblik på oprettelse af et anlæg til produktion af husholdningspapir«
I – Indledning
1. Retten i Første Instans annullerede ved dom af 29. marts 2007, sag T-369/00, Département du Loiret mod Kommissionen (2), Kommissionens beslutning 2002/14/EF af 12. juli 2000 om den statsstøtte, som Frankrig har iværksat til fordel for Scott Paper SA/Kimberly Clark (3) (herefter »den anfægtede beslutning«).
2. Kommissionen har ved den appel, som Domstolen skal tage stilling til, nedlagt påstand om, at den appellerede dom ophæves.
II – Sagens faktiske omstændigheder og den anfægtede beslutning
3. Den foreliggende sag vedrører de offentlige franske myndigheders salg i 1987 af en grund til en favorabel pris til et privat selskab, Scott. Grunden er blevet anvendt til at oprette et anlæg til produktion af pap. Scott blev i 1996 købt af et andet selskab, Kimberly-Clark Corp., som efter at have besluttet at lukke anlægget i 1998 solgte dette sammen med den tilhørende grund til et andet selskab, Procter & Gamble.
4. Scott var ligeledes begunstiget af en fordelagtig sats ved beregningen af vandafledningsafgift. Denne konkrete fordel er dog ikke omfattet af den foreliggende sag.
5. Kommissionen fandt ved den anfægtede beslutning, at de nævnte fordele var i strid med fællesmarkedet, og at den tilsvarende støtte skulle tilbagebetales.
6. Konklusionen i den anfægtede beslutning er affattet således:
»Artikel 1
Den statsstøtte i form af en favørpris for en grund og en favørsats for vandafledningsafgift, som Frankrig har iværksat til fordel for Scott, til et beløb af 39,58 mio. FRF (6,03 mio. EUR) eller i nutidsværdi 80,77 mio. FRF (12,3 mio. EUR) for så vidt angår favørprisen for grunden […], er uforenelig med fællesmarkedet.
Artikel 2
1. Frankrig træffer alle nødvendige foranstaltninger for hos støttemodtageren at tilbagesøge den i artikel 1 omhandlede støtte, som allerede ulovligt er udbetalt til denne.
2. Tilbagesøgningen finder sted omgående og i overensstemmelse med fransk lovgivning, såfremt denne giver mulighed for øjeblikkelig og effektiv iværksættelse af denne beslutning. Den støtte, der skal tilbagebetales, pålægges renter fra det tidspunkt, den blev udbetalt til modtageren, og indtil den er tilbagebetalt. Renterne beregnes på grundlag af den referencesats, der anvendes til at beregne subventionsækvivalenten for regionalstøtte.
[…]«
III – Retsforhandlingerne for Retten og den appellerede dom
7. Den anfægtede beslutning er blevet gjort til genstand for adskilte søgsmål for Retten i Første Instans anlagt af henholdsvis Scott (sag T-366/00) og af Département du Loiret (sag T-369/00). I sidstnævnte sag har Scott i øvrigt interveneret til støtte for Département du Loiret.
8. Retten annullerede ved sin dom som afslutning på sag T-366/00 »artikel 2 i beslutningen […], i det omfang den vedrører den støtte, som er ydet i form af den i artikel 1 omhandlede favørpris for en grund« (4). Denne dom er blevet appelleret under sag C-290/07 P.
9. I den ved denne sag appellerede dom annullerede Retten derimod den anfægtede beslutning, »for så vidt som den vedrører støtten i form af en favorabel pris for en grund som omhandlet i beslutningens artikel 1« (5).
10. Retten har nærmere bestemt blot undersøgt en af de ugyldighedspåstande, som sagsøgeren fremsatte, nemlig Kommissionens manglende begrundelse for at fastsætte støttens nutidsværdi ved at tilskrive renters rente i stedet for almindelig forrentning.
11. Retten bemærkede særligt, at anvendelsen af denne metode til beregning af renterne ikke er udtrykkeligt angivet i den anfægtede beslutning, ligesom dette valg heller ikke er begrundet. Eftersom det efter Rettens opfattelse på dette tidspunkt viste sig, at Kommissionen ikke normalt anvendte renters rente, fandt Retten, at anvendelsen af renters rente udgjorde det første bevis på, at Kommissionen havde en ny praksis, som derfor krævede en passende begrundelse. På baggrund af denne ene bemærkning annullerede Retten den anfægtede beslutning.
IV – Retsforhandlingerne for Domstolen og parternes påstande
12. Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber har appelleret dommen i sag T‑369/00 ved appelskrift indleveret den 21. juni 2007.
13. Kommissionen har nedlagt følgende påstande for Domstolen:
– Den appellerede dom ophæves i sin helhed.
– Domstolen behandler sagen i realiteten og frifinder Kommissionen for samtlige påstande fremsat imod den anfægtede beslutning, eller, subsidiært, sagen hjemvises til Retten.
– Den anden part i appelsagen tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder sagsomkostningerne for Retten. Endvidere tilpligtes Scott, der har interveneret til støtte for Département du Loiret, at bære sine egne omkostninger.
14. Département du Loiret og Scott har nedlagt følgende påstande for Domstolen:
– Appellen forkastes.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
V – Retlig bedømmelse
15. Kommissionen har fremsat otte anbringender til støtte for appellen.
16. Kommissionen har med det første anbringende gjort gældende, at en beslutning er tilstrækkeligt begrundet, hvis det på grundlag af en simpel matematisk beregning er muligt at fastslå, hvilken beregningsmetode der er anvendt.
17. Ved det andet anbringende gøres det gældende, at anvendelsen af renters rente fremgik forudsætningsvis af den anfægtede beslutnings begrundelse.
18. Ved det tredje anbringende gøres det gældende, at Retten angiveligt har anvendt omvendt bevisbyrde i forhold til Kommissionens praksis ved renteberegning.
19. Kommissionen har ved det fjerde anbringende gjort gældende, at den ikke var forpligtet til at efterprøve, om modtageren af statsstøtten stadig var begunstiget af fordelen på tidspunktet for pålægget om tilbagesøgning.
20. Ved det femte anbringende er det gjort gældende, at den appellerede dom ikke er støttet på noget bevis, og at der er anlagt omvendt bevisbyrde med hensyn til prisen for salg af grunden til Procter & Gamble.
21. Ved det sjette anbringende gøres det gældende, at salgsprisen i forbindelse med et salg 11 år efter tildelingen af støtten er irrelevant for fastsættelsen af selve støtten.
22. Med det syvende anbringende har Kommissionen gjort gældende, at spørgsmålet om, hvilken rentetype der skal anvendes på tilbagesøgningen af en støtte, i hvert fald vedrører fællesskabsretten og ikke national ret.
23. Med det ottende anbringende gøres det endelig gældende, at det forhold, at en ulovlighed i forbindelse med de anvendte renter blev fastslået, ikke begrundede en fuldstændig annullation af den anfægtede beslutning, som Retten derfor udelukkende skulle have annulleret delvist, hvis annullation overhovedet skulle have været taget i betragtning.
24. Jeg skal straks bemærke, at det er min opfattelse, at Kommissionens syv første anbringender umiddelbart må anses for uholdbare, og at de derfor vanskeligt kan tages til følge. På den anden side udtrykker det ottende anbringende en række relevante problemstillinger, hvis afklaring nødvendigvis skal ydes særlig opmærksomhed med henblik på den afgørelse, der skal træffes i den foreliggende sag. Under alle omstændigheder vil jeg for fuldstændighedens skyld behandle anbringenderne hver for sig. Jeg går frem i den rækkefølge, Kommissionen har valgt, hvorved jeg således først og fremmest undersøger de anbringender, der, hvis de tages til følge, ville medføre en fuldstændig ophævelse af den appellerede dom. Det ottende anbringende, som jeg undersøger sidst, ville nemlig, såfremt det blev taget til følge, i sig selv blot medføre, at Rettens dom blev delvist ophævet.
A – Det første anbringende om, »at en beslutning er tilstrækkeligt begrundet, hvis det på grundlag af en simpel matematisk beregning er muligt at fastslå, hvilken beregningsmetode der er anvendt«
1. Parternes argumenter
25. Kommissionen har hovedsageligt gjort gældende, at en beslutning er tilstrækkeligt begrundet, hvis det på grundlag af en simpel matematisk beregning er muligt at fastslå, hvilken beregningsmetode der er anvendt.
26. Ifølge Département du Loiret og Scott er anbringendet uden betydning, eftersom Retten ikke annullerede beslutningen, fordi den tekniske fremgangsmåde til grund for fastsættelsen af renterne ikke kunne udledes, men simpelthen fordi Kommissionen ikke havde givet en passende begrundelse for at anvende renters renter i stedet for almindelig forrentning.
2. Bedømmelse
27. Kommissionen har ved fremlæggelsen af det pågældende anbringende henvist til den appellerede doms præmis 36, hvori Retten bemærkede, at det er nødvendigt at foretage visse matematiske vurderinger for uden Kommissionens forklaringer at forstå, at denne til brug for beregningen af støttens størrelse har anvendt renters rente. Såfremt Kommissionen således rent faktisk udelukkende vil anfægte denne bemærkning fra Retten, forekommer det mig klart, at den af Département du Loiret og Scott fremsatte bemærkning er rigtig, og at anbringendet må bedømmes som betydningsløst (6).
28. Retten har nemlig ikke begrundet den antagne ulovlighed med, at Kommissionen ikke havde anført, hvilken matematisk formel der var anvendt til renteberegningen. Dette selv om Retten har fundet, at årsagen til, at den anfægtede beslutning er mangelfuld, derimod er, at Kommissionen ikke oplyste, hvorfor den besluttede at anvende denne formel, hvorved den ændrede en anderledes praksis. Det udtales netop i nævnte præmis 36 i den anfægtede dom, at »Kommissionen […] på ingen måde [har] angivet begrundelsen for, at den har anvendt renters renter frem for en almindelig forrentning«.
29. Endvidere er det klart, at anbringendet er ugrundet, også selv om det fastholdes, at Kommissionen med dette anbringende vil gøre gældende, at muligheden for at udlede den matematiske formel i sig selv udgør en tilstrækkelig begrundelse for valget af denne formel. Valget, at anvende renters rente og ikke almindelig forrentning, er ikke et forhold, der begrunder sig selv.
30. Jeg finder således, at det første appelanbringende ikke kan tages til følge.
B – Det andet anbringende om, at »anvendelsen af renters rente fremgår forudsætningsvis af den anfægtede beslutnings begrundelse«
1. Parternes argumenter
31. Kommissionen har ved det andet appelanbringende gjort gældende, at anvendelsen af renters rente, hvilket er nødvendigt for at opfylde formålet med at genetablere situationen før tildelingen af støtten, fremgår forudsætningsvis af den anfægtede beslutnings begrundelse.
32. Département du Loiret og Scott har i modsætning hertil gjort gældende, at intet i den anfægtede beslutning angiver årsagerne til, at der anvendes renters rente. Dette så meget desto mere som Kommissionens praksis på tidspunktet ikke var anvendelsen af renters rente. Département du Loiret har for sit vedkommende ligeledes gjort gældende, at en forudsætningsvis begrundelse i denne sag alligevel ikke kunne opfylde Kommissionens begrundelsespligt.
2. Bedømmelse
33. Det forekommer mig klart, at Kommissionen selv i appellen har anerkendt, at der i den anfægtede beslutning ikke gives en udtrykkelig begrundelse for valget om at anvende renters rente for at fastsætte statsstøttens nutidsværdi. Kommissionen bemærker nemlig, at anvendelsen af renters rente »nødvendigvis fremgik forudsætningsvis« af beslutningens begrundelse.
34. Jeg finder, at dette anbringende ikke kan tages til følge.
35. Som Retten har bemærket, navnlig i den appellerede doms præmis 40-43, betød anvendelsen af renters rente på tidspunktet for de faktiske omstændigheder en betydelig ændring i Kommissionens beslutningspraksis. Heraf følger, som Retten med føje har udtalt, at en begrundelse er af særlig betydning i denne sag.
36. Jeg bemærker i øvrigt, at selve teorien om en »forudsætningsvis begrundelse« i en administrativ beslutning forekommer mig uforenelig med de principper, som Domstolen gentagne gange har fastsat for begrundelser. Det er særlig kendt, at begrundelsen ifølge artikel 253 EF i henhold til fast retspraksis klart og utvetydigt skal angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt retsakten, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for denne, og således at Fællesskabets retsinstanser kan udøve deres eventuelle prøvelsesret (7).
37. Domstolen har netop i lyset af denne almindelige grundsætning anerkendt, at begrundelsen for en beslutning i visse sager kan være »summarisk« (hvilket i øvrigt er forskelligt fra »forudsætningsvis«). Dette kan særligt forekomme, når en beslutning er truffet på et velkendt område, og især når institutionen følger sin faste beslutningspraksis (8). Altså i en situation, der er klart anderledes end baggrunden for den anfægtede beslutning.
38. Det synes i den foreliggende sag klart, at Rettens vurdering er unddraget enhver mulig kritik. Hverken en summarisk begrundelse eller så meget desto mindre en forudsætningsvis begrundelse, heller ikke selv om denne kunne udledes af den anfægtede beslutnings ordlyd, ville kunne opfylde Kommissionens begrundelsespligt.
39. Det er således min opfattelse, at heller ikke det andet appelanbringende kan tages til følge.
C – Det tredje anbringende om anfægtelse af en ulovlig omvendt bevisbyrde
1. Parternes argumenter
40. Kommissionen har med det tredje appelanbringende, der til dels er forbundet med det andet anbringende, gjort gældende, at det påhvilede sagsøgeren at godtgøre, at der forelå en ændring af Kommissionens beslutningspraksis vedrørende fastsættelse af renter, men at der i denne forbindelse ikke påhvilede Kommissionen en bevisbyrde. Med andre ord skulle sagsøgeren fyldestgørende have godtgjort, at Kommissionen på tidspunktet for den anfægtede beslutning ikke som hovedregel anvendte renters rente. Ifølge Kommissionen er dette ikke godtgjort.
41. Département du Loiret og Scott har derimod gjort gældende, at de forelagde Retten tilstrækkelige, egnede forhold til at kunne fastslå, at Kommissionens praksis på tidspunktet ikke foreskrev at anvende renters rente. Kommissionen har ikke kunnet fremlægge noget modbevis. Heraf følger rigtigheden af Rettens afgørelse.
2. Bedømmelse
42. Jeg vil atter understrege, at som jeg har bemærket ovenfor (9), kan en eventuel fuldstændig forudsætningsvis begrundelse i beslutningens affattelse, eller i det væsentligste manglende begrundelse, ikke være tilstrækkelig ved akter, der er en del af Fællesskabets institutioners faste beslutningspraksis.
43. Det forekommer mig endvidere, at også selv om det fastholdes, at den i den anfægtede beslutning eventuelt indeholdte begrundelse kan anses for »summarisk« og ikke »forudsætningsvis«, begrunder Rettens bemærkninger, særligt i den appellerede doms præmis 39-43, mere end tilfredsstillende Rettens opfattelse af den omstændighed, at anvendelsen af renters rente på tidspunktet for den anfægtede beslutning udgjorde en væsentlig fornyelse i Kommissionens beslutningspraksis. Som led i sine beføjelser vedrørende fastlæggelsen af sagens faktiske omstændigheder har Retten i øvrigt ligeledes rettet et skriftligt spørgsmål til Kommissionen, affattet netop for at fastslå denne institutions praksis på tidspunktet. Retten har herefter på baggrund af Kommissionens svar draget de konklusioner, der følger af dommen.
44. Retten har særligt anført, hvorledes Kommissionen ved i 2003 at tage udtrykkelig stilling til spørgsmålet om, hvilken rentetype der anvendes (10), på et tidspunkt, der ligger senere end den anfægtede beslutning, har anerkendt, at det er nødvendigt med afklaringer på området. I denne meddelelse har Kommissionen konkret fastslået, at »Kommissionen [derfor] skal […] meddele medlemsstaterne og andre interesserede parter, at den i fremtidige beslutninger, hvor den kræver ulovlig støtte tilbagebetalt, vil anvende den referencesats, der benyttes ved beregningen af nettosubventionsækvivalenten for regionalstøtte, på grundlag af rentes rente« (min fremhævelse).
45. Retten har, som ansvarlig retsinstans for fastlæggelsen af sagens faktiske omstændigheder, dermed i den appellerede dom udtømmende kunnet fastslå og begrunde, at Kommissionens beslutningspraksis ikke foreskrev anvendelsen af renters rente (11). Det står derfor klart, at anbringendet er ugrundet og derfor ikke kan tages til følge.
D – Det fjerde anbringende om, at Kommissionen ikke var forpligtet til at efterprøve, om modtageren af statsstøtten stadig var begunstiget af fordelen på tidspunktet for pålægget om tilbagesøgning
1. Parternes argumenter
46. Kommissionen har gjort gældende, at Retten har foretaget en urigtig retsanvendelse ved at fastslå, at Kommissionen var forpligtet til at undersøge, om der på tidspunktet for påkravet om tilbagebetaling af selve støtten fortsat forelå en fordel for støttemodtageren. Det er særligt Kommissionens opfattelse, at Rettens fejl står klar i retsinstansens argumentation i den appellerede doms præmis 50 og 52.
47. Département du Loiret og Scott har derimod gjort gældende, at Retten disse steder på ingen måde har fastslået, at efterprøvelsen af, om der forelå en fordel på tidspunktet for beslutningen om støtten, udgør en forudgående betingelse for at kunne tilbagesøge selve støtten. Retten har blot bemærket, at tilstedeværelsen af en fordel på tidspunktet for beslutningen om støtten skulle være afgjort for at berettige anvendelsen af renters rente.
2. Bedømmelse
48. Dette anbringende ses ikke at kunne tillægges betydning og er således ugrundet.
49. Jeg deler nemlig den opfattelse, Département du Loiret og Scott har fremlagt, hvorefter Retten blot har fastslået, at Kommissionen, da den på passende vis skulle begrunde anvendelsen af renters rente, ligeledes med henblik på denne begrundelse skulle godtgøre den konkrete fordel, som støttemodtageren havde opnået i årene efter tildelingen af støtten. Det er nemlig klart, at valget af at anvende renters rente i stedet for almindelig forrentning, der normalt blev anvendt på dette tidspunkt, vanskeligt kunne begrundes med andet end tilstedeværelsen af en vedvarende fordel for støttemodtageren.
50. Anbringendet kan således ikke umiddelbart tillægges betydning, idet Rettens argumentation, særligt i den appellerede doms præmis 50, ikke har betydning for beslutningen om at annullere den anfægtede retsakt, som udelukkende er støttet på den manglende begrundelse for at anvende renters rente.
51. Anbringendet er i øvrigt ligeledes ugrundet, eftersom det hænger sammen med den urigtige formodning om, at Retten under falske forudsætninger har opstillet en ulovlig betingelse for at fastslå, om der foreligger en statsstøtte.
E – Det femte og sjette anbringende om prisen for salg af grunden til Procter & Gamble
1. Parternes argumenter
52. Kommissionen har med sit femte anbringende i appelsagen under henvisning til den appellerede doms præmis 51 gjort gældende, at Retten har støttet sin dom på »spekulationer« samt på beviser, hvorved den derudover vendte bevisbyrden for salgsprisen for grunden til Procter & Gamble. Det er særligt Kommissionens opfattelse, at Retten ikke har tillagt det betydning, at salgsprisen for grunden til Procter & Gamble, som det fremgår af den anfægtede beslutning, aldrig blev dokumenteret af det støttemodtagende selskab. Retten har imidlertid anset dette beløb for en faktisk oplysning.
53. Kommissionen har herefter med det sjette anbringende gjort gældende, at Retten har foretaget en urigtig retsanvendelse i den appellerede doms præmis 51 og 52, idet den har fastslået, at Kommissionen i sin beslutning skulle vurdere salgsprisen for grunden til Procter & Gamble i 1998, 11 år efter tildelingen af statsstøtten. Det er imidlertid Kommissionens opfattelse, at denne salgspris er uden betydning for beslutningen om støtten.
54. Département du Loiret og Scott har for deres vedkommende gjort gældende, at det femte og sjette anbringende skal afvises, idet de tilsigter at rejse tvivl om Rettens vurdering af de faktiske forhold. De har i øvrigt gjort gældende, at de pågældende anbringender i hvert fald er uden betydning, eftersom Rettens fremhævelser, som anbringenderne er rettet mod, alligevel efter den appellerede doms opbygning er overflødige.
2. Bedømmelse
55. Département du Loirets og Scotts bemærkninger forekommer mig i det væsentligste rigtige. Dels er det nemlig klart, at Rettens overvejelser vedrørende det senere salg af grunden til Procter & Gamble ikke var afgørende for Rettens dom. Heraf følger, at Kommissionens femte og sjette anbringende er uden betydning.
56. Dels synes Kommissionen alligevel at støtte sig på en urigtig formodning om, at Rettens bemærkninger, der kritiseres ved det femte og sjette appelanbringende, lå direkte til grund for afgørelsen om at annullere beslutningen, som om Retten havde gjort vurderingen af en række begivenheder, der indtraf mange år efter den påståede tildeling af statsstøtten, til en af de nødvendige betingelser for at fastslå, at der forelå en støtte.
57. Det er faktisk klart, at Rettens bemærkninger om det senere salg af grunden i 1998 inden for rammerne af retsinstansens argumentation er en del af konstateringen af, at Kommissionen ikke har begrundet beslutningen om at anvende renters rente.
58. Retten har således blot og i øvrigt til overflod bemærket, at valget af denne type forrentning i stedet for almindelig forrentning kunne/burde vedrøre det senere salg af den pågældende grund. Retten har altså på ingen måde fastslået, at det var nødvendigt at efterprøve betingelserne for salget i 1998, 11 år efter tildelingen af støtten, for at fastslå, at støtten forelå, og at den var uforenelig med fællesmarkedet.
59. Jeg finder således, at hverken det femte eller sjette appelanbringende kan tages til følge.
F – Det syvende anbringende om anfægtelse af anvendelsen af en forrentning for perioden efter den anfægtede beslutning, der er forskellig fra den i den forudgående periode anvendte forrentning
1. Parternes argumenter
60. Kommissionen har ved det syvende anbringende gjort gældende, at Retten har foretaget en urigtig retsanvendelse ved i den anfægtede doms præmis 53 at fremhæve, at der foreligger en modsigelse i den anfægtede beslutnings artikel 2, ved at forrentningen af det beløb, der skal tilbagesøges, skulle være renters rente for perioden forud for beslutningen og i henhold til national lovgivning almindelig forrentning for perioden fra beslutningen til den egentlige tilbagebetaling af beløbet.
61. Det er særligt Kommissionens opfattelse, at der ikke foreligger en modsigelse, eftersom den nationale lovgivning faktisk kun fastsætter regler for »procedurerne« for tilbagesøgning af støtten, men ikke for den anvendte rentesats, som er et materielt og ikke processuelt forhold.
62. Département du Loiret og Scott er imidlertid af den opfattelse, at intet i den anfægtede beslutning angiver, at det var nødvendigt, at de franske myndigheder med henblik på at fastsætte støttens nutidsværdi skulle anvende renters rente for perioden fra den anfægtede beslutning til den egentlige tilbagebetaling. Det følger heraf, at den af Retten fremhævede uoverensstemmelse faktisk forekommer.
2. Bedømmelse
63. Jeg finder, at også Kommissionens syvende anbringende er uden betydning. Retten annullerede nemlig den anfægtede beslutning, fordi valget af at anvende renters rente ikke var begrundet. Rettens argument om modsigelsen mellem forskellige slags anvendelig forrentning – i henholdsvis perioden fra tildelingen af støtten til vedtagelsen af den anfægtede beslutning og perioden fra denne vedtagelse til den egentlige tilbagebetaling af beløbet – ses dermed ikke at have været afgørende for annullationen af nævnte beslutning, men snarere fremført til overflod.
64. I øvrigt ses anbringendet ligeledes at være ugrundet i realiteten.
65. Som Retten navnlig i den appellerede doms præmis 11 med føje har bemærket, er der intet i den anfægtede beslutning, der angiver, at Kommissionen ville kræve, at de franske myndigheder skulle anvende renters rente. På baggrund af den dagældende lovgivning forekommer der således ikke at være tvivl om, at den forrentning, der skal anvendes for perioden fra den anfægtede beslutning til den egentlige tilbagebetaling af støtten, skulle beregnes ud fra almindelig forrentning under anvendelse af national ret og ikke på baggrund af renters rente.
66. Kommissionen har i øvrigt hvad dette angår i appelskriftet udelukkende kunnet gentage, at anvendelsen af renters rente var den eneste mulighed for på effektiv vis at rette op på tildelingen af statsstøtten (12). Det er dog klart, at den omstændighed, at man generelt fastslår, at der er mulighed for at anvende renters rente, ikke er tilstrækkelig til at fastholde, at anvendelsen af renters rente følger implicit af den anfægtede beslutning.
67. På baggrund af ovenstående bemærkninger ses således heller ikke det syvende appelanbringende at kunne tages til følge.
G – Det ottende anbringende om, at Retten skulle have bestemt en delvis annullation
1. Parternes argumenter
68. Kommissionen har med det ottende og sidste appelanbringende gjort gældende, at spørgsmålet om den anvendelige forrentning under alle omstændigheder kan og skal adskilles fra spørgsmålet om støttens hovedstol, således at Retten ved at anføre, at der forelå en mangel vedrørende forrentningen, udelukkende burde have annulleret den anfægtede beslutning i det omfang, hvori den vedrørte denne forrentning.
69. Med andre ord gøres det gældende, at den appellerede dom er uforholdsmæssig og ulovlig, idet den annullerer hele den anfægtede beslutning.
70. Département du Loiret og Scott har gjort gældende, at dette anbringende må afvises. Kommissionen har nemlig aldrig, ikke engang subsidiært, nedlagt påstand for Retten om delvis annullation af den anfægtede beslutning. Der er således tale om en påstand, som fremsættes for første gang under appelsagen og udgør en udvidelse af sagsgenstanden, hvilket er forbudt i henhold til artikel 58 i Domstolens statut og procesreglementets artikel 113.
71. Det gøres ligeledes gældende, at anbringendet er materielt ugrundet, for så vidt som spørgsmålet om renteberegningen ikke var let at adskille fra resten af den anfægtede beslutning, hvorfor Kommissionens påstand endelig udgøres af en påstand om ændring (og ikke simpelthen en delvis annullation) af den anfægtede beslutning. Inden for et område, hvor Fællesskabets retsinstanser ikke besidder en såkaldt fuld prøvelsesret, er dette naturligvis umuligt.
72. Retten har under alle omstændigheder ligeledes begrundet sin afgørelse om annullation ud fra yderligere påstande i forhold til den anfægtede beslutning.
2. Bedømmelse
73. Kommissionens ottende anbringende er uden tvivl det mest komplekse og nødvendiggør derfor en præcis vurdering. Det er særligt nødvendigt hver for sig at undersøge spørgsmålene, om anbringendet kan realitetsbehandles, og om det kan tages til følge.
a) Anbringendets realitetspåkendelse
74. Spørgsmålet, om anbringendet kan realitetsbehandles, skal vurderes ud fra to forskellige forhold. For det første skal det spørges, om selve den appellerede dom ikke allerede, ud over rækkevidden af dommens ordlyd, delvis annullerer den anfægtede beslutning. For det andet skal Département du Loirets og Scotts modargument undersøges, hvorefter det pågældende anbringende skal afvises, fordi det er nyt.
i) Spørgsmålet, om den anfægtede beslutning kan være delvis annulleret
75. Det kan hævdes, at Kommissionens anbringende er støttet på et urigtigt grundlag. Den appellerede dom kan, på trods af konklusionens indhold, nemlig på alle måder anses for en delvis annullation.
76. Domstolen har allerede i den såkaldte Baby-dry-dom (13) haft lejlighed til at fastslå, at der foreligger en delvis annullation, når Retten afsiger en dom om annullation af den anfægtede beslutning ved udelukkende at tage visse af sagsøgerens anbringender til følge, hvorved den i præmisserne de facto bekræfter en del af beslutningens lovlighed, selv om den i domskonklusionen blot bestemmer, at den anfægtede beslutning annulleres.
77. Skønt der ved en sådan delvis annullation sker en fuldstændig tilsidesættelse af den anfægtede retsakt, får den udstedende institution de facto mulighed for atter at vedtage, med mere eller mindre marginale ændringer, hvorved en del af retsakten alligevel opretholdes (14). Hvad angår den anfægtede beslutning ville det være den del, hvori fastslås, at støtten var uforenelig med fællesmarkedet, og den del, hvori støttens »historiske« værdi fastsættes efter fradrag af den efterfølgende ansættelse af dens nutidsværdi.
78. For at komme tilbage til Domstolens argumentation i Baby-dry-dommen, har Retten med andre ord herefter med den appellerede dom ganske vist formelt ophævet den anfægtede beslutning. Idet den dog ikke udtalte sig om de øvrige anbringender, har den imidlertid, i det mindste hvad angår den del af dommen, som vedrører grundstykket, ladet den beslutningsdel stå urørt, som ikke angik renteberegningen (15).
79. I betragtning heraf må anbringendet afvises på grund af manglende retlig interesse (16), eftersom Kommissionen herved har nedlagt påstand om noget (udskillelsen af delen vedrørende forrentningen og annullation af denne), som Retten allerede har afvist (17).
80. Det bemærkes i øvrigt, at Retten i Baby-dry-dommen udtrykkeligt frifandt Kommissionen for en del af de anbringender, som det sagsøgende selskab havde gjort gældende. I den i nærværende sag appellerede dom er visse anbringender imidlertid simpelthen blevet opløst uden at være genstand for udtrykkelig behandling. I såvel den nævnte som den foreliggende sag giver Rettens dom »i virkeligheden kun delvist […] sagsøgeren medhold« (18).
81. På baggrund af ovenstående bemærkninger burde det ottende anbringende derfor afvises. Jeg finder imidlertid, at denne i sig selv interessante argumentation ikke kan anvendes på den foreliggende sag.
82. Det forekommer mig nemlig utvivlsomt, at Retten i den foreliggende sag har villet annullere den anfægtede beslutning i sin helhed, eller snarere hele den del, der vedrører erhvervelsen af grunden til favørpris. Dersom man således kan tale om en »delvis annullation«, kan det kun gøres i den forstand, at Kommissionen kunne vedtage en ny retsakt med ændring af den del, der vedrørte forrentningen, og reproducere de andre dele af den anfægtede beslutning i deres helhed.
83. Også selv om det kan hævdes, at det ud fra et grundlæggende synspunkt ikke gør megen forskel for Kommissionen, om den vedtager en ny retsakt, der kun berører spørgsmålet om forrentningen, eller en ny beslutning til erstatning af den tidligere beslutning i sin helhed (selv om den udelukkende er forskellig herfra i den del, der vedrører forrentningen), kan de to situationer ikke anses for fuldstændigt ligeværdige.
84. I tilfælde af annullation af den pågældende del ville den anfægtede beslutning nemlig fortsat bestå som sådan, også selv om det var nødvendigt at supplere den annullerede del. Hvis der derimod var tale om ren og skær annullation, ville annullationen af hele retsakten, også selv om der i begrundelsen var henvist til et konkret aspekt i den annullerede retsakt, imidlertid medføre en situation (i hvert fald midlertidigt), hvor den anfægtede retsakt manglede fuldstændigt.
85. Det er således min opfattelse, at Kommissionen har ret til at prøve at »redde« i hvert fald en del af den anfægtede beslutning, og at den derfor har retlig interesse i forhold til det pågældende anbringende.
ii) Anbringendets mulige nye element
86. Som nævnt har Département du Loiret og Scott gjort gældende, at anbringendet må afvises, for så vidt som det udgør en udvidelse af sagsgenstanden som oprindeligt forelagt Retten. Disse parter har især henvist til Domstolens dom i IPK-sagen (19). Ved denne dom blev Kommissionens anbringende afvist, hvormed den i appelsagen gjorde gældende, at Retten udelukkende burde have annulleret den anfægtede beslutning delvist og ikke fuldstændigt. Domstolen bemærkede herved navnlig, at Kommissionen »for Retten hverken nedlagde påstand om, at en eventuel annullation af den anfægtede beslutning skulle være delvis, eller påberåbte sig et anbringende som det i nærværende sag omhandlede« (20). Anbringendet måtte således anses for nyt og dermed afvises.
87. Det er klart, at også det foreliggende anbringende ifølge denne formulering kunne afvises fra realitetsbehandling.
88. Jeg finder imidlertid, at en anden løsning må foretrækkes i denne sag på baggrund af to betragtninger.
89. For det første er det min opfattelse, at Kommissionen ikke her har fremsat nye retlige anbringender på grundlag af sine påstande, men blot har kritiseret Rettens argumentation for at nå til en bestemt følge (den fuldstændige annullation af den anfægtede beslutning) ud fra en bestemt forudsætning (utilstrækkelig begrundelse vedrørende renteberegningen). I den forbindelse fremfører kritikken ikke en ny påstand, men anfægter udelukkende Rettens logiske argumentation.
90. Det bemærkes i den forbindelse, at spørgsmålet om, hvorvidt begrundelsen for en dom afsagt af Retten er selvmodsigende eller utilstrækkelig, er et retsspørgsmål, der kan rejses under en appelsag (21). Domstolen har derudover, idet den har bestemt, at den ikke selv kan foretage en vurdering af de faktiske forhold, fastslået, at det under en appel tilkommer den at »gennemføre en kontrol med den retlige vurdering af disse faktiske omstændigheder og de retlige konsekvenser, Retten har draget« (22) (min fremhævelse). Jeg finder dermed, at det i den foreliggende sag kan fastslås, at Kommissionen var berettiget til for Domstolen at kritisere en logisk fejl, Retten havde begået i sin begrundelse.
91. For det andet forekommer det mig klart, idet jeg ligeledes ønsker at betragte problemstillingen ud fra Kommissionens anbringender, ganske som Scott og Département du Loiret gør det, at spørgsmålet om det foreliggende punkt nærmere skal vurderes ud fra begrebet »påstand« end begrebet »anbringende«. Kommissionen har dermed ikke så meget fremsat et nyt anbringende, men derimod en ny påstand.
92. Jeg finder dog, at man kan se det proceskrav, Kommissionen har gjort gældende i dette anbringende, som et »mindre« krav i forhold til det »større«, dvs. bredere, proceskrav fremsat for såvel Retten som under appel for Domstolen. Dette »større« proceskrav er naturligvis den fuldstændige frifindelse for Département du Loirets annullationspåstand.
93. Efter min opfattelse kan man fastslå, at det bredere proceskrav, der allerede blev fremsat for Retten, i sig selv ligeledes omfatter det mere snævre krav. Der foreligger således ikke et »nyt« proceskrav.
94. Kommissionen har, idet det ikke er helt klart og ikke afspejles konkret i dens påstande, i øvrigt med dette anbringende i det væsentligste krævet, at Rettens dom ophæves delvist, og atter, at de påstande, Kommissionen havde fremsat i første instans, ligeledes delvist tages til følge. Dette er i overensstemmelse med artikel 113 i Domstolens procesreglementet.
95. Jeg finder derfor, at anbringendet skal antages til realitetsbehandling.
b) Anbringendets begrundelse
96. For at kunne undersøge dette anbringende i realiteten, er det først nødvendigt at efterprøve, om det i den foreliggende sag i den anfægtede beslutning var muligt at adskille delen vedrørende forrentningen fra de andre dele af selve beslutningen, særligt delene vedrørende støttens uforenelighed med fællesskabsretten og støttens oprindelige værdi. I bekræftende fald skal det herefter overvejes, om Retten i Første Instans var forpligtet til udelukkende at annullere den del af beslutningen, der vedrørte forrentningen, i stedet for hele beslutningen.
i) Muligheden for at udskille delen vedrørende forrentningen
97. Det er ved fast retspraksis fastslået, at en beslutning truffet af en fællesskabsinstitution kan annulleres delvis, forudsat at de elementer, der påstås annulleret, kan udskilles fra den øvrige del af beslutningen (23). Denne udskillelse er normalt »materiel« og består i muligheden for at annullere enkelte artikler, enkelte stykker eller andre dele, der er klart udskilte i en retsakt. Det er imidlertid min opfattelse, at man ligeledes kan overveje en rent »logisk« adskillelse, som i den foreliggende sag ville være adskillelsen mellem fastsættelsen af det »historiske« beløb og beregningen af renterne heraf.
98. Retten har i den appellerede dom nemlig ikke kunnet annullere en enkelt del, der kunne identificeres konkret i den anfægtede beslutning, idet spørgsmålet om forrentningen ikke er tildelt en konkret adskilt del i konklusionen. Retten kunne imidlertid have annulleret beslutningen, »for så vidt som« eller »i det omfang« Kommissionen ikke har begrundet valget af at anvende renters rente (passende).
99. Det forekommer mig således, at det i denne sag ikke er muligt at udskille delen vedrørende beregningen af renterne af støtten fra resten af beslutningen.
ii) Nødvendigheden af udelukkende at annullere delen vedrørende forrentningen
100. Jeg finder af nedenstående årsager, at Kommissionens ottende anbringende må tages til følge.
101. Jeg bemærker især, at kravene om fuldstændighed og retssikkerhed medfører en forpligtelse til kun at undersøge visse søgsmålsgrunde, idet der var gjort op med de andre anbringender, forudsat at de tiltrådte anbringender medfører en fuldstændig efterkommelse af de fremsatte proceskrav. Eftersom det anbringende, Retten har taget til følge i den foreliggende sag, udelukkende vedrører en del af den anfægtede beslutning, finder jeg, at nævnte retsinstans ikke kunne begrænse sig til at undersøge og tiltræde nævnte anbringende for heraf at udlede annullationen af den anfægtede beslutning i sin helhed.
102. Det er således min opfattelse, at Retten har begået en logisk fejl i argumentationen ved først at fastslå, at beslutningen var ulovlig for så vidt angår delen vedrørende forrentningen, for dernæst heraf at udlede, at den anfægtede beslutning skulle annulleres i sin helhed.
103. I øvrigt medfører Rettens beslutning om at ikke at undersøge alle de andre anbringender, som sagsøgeren havde fremsat for denne, at Département du Loiret, såfremt Kommissionen måtte vedtage en ny beslutning, der udelukkende var ændret i delen vedrørende renteberegningen, atter ville skulle anfægte denne beslutning for Retten og fremsætte de anbringender, som man allerede havde gjort gældende, og som ikke var blevet undersøgt. Bortset fra problemstillingen, om en sådan sag ville kunne antages til realitetsbehandling, forekommer det mig klart, at det ville være i strid med ethvert procesøkonomisk princip, der er så meget desto mere betydningsfuldt i en sag som denne, der vedrører et tilfælde, der nu går mere end 20 år tilbage.
104. Jeg foreslår derfor Domstolen at den tager Kommissionens ottende anbringende til følge, at den ophæver den appellerede dom, og at den hjemviser sagen til Retten, for at denne træffer de nødvendige konsekvenser af, at forrentningen er ulovlig, og tager stilling til de øvrige anbringender, som Département du Loiret havde gjort gældende. Med dette opretholdes rigtigheden af Rettens vurdering af anbringendet vedrørende Kommissionens anvendelse af renters rente.
VI – Forslag til afgørelse
105. På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at træffe følgende afgørelse:
»1) Dommen afsagt af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans den 29. marts 2007 i sag T-369/00, Département du Loiret mod Kommissionen, ophæves, for så vidt som Retten ud fra renteberegningens ulovlighed har udledt, at den anfægtede beslutning skulle annulleres i sin helhed.
2) Sagen hjemvises til De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans.
3) Afgørelsen vedrørende sagens omkostninger udsættes.«