Language of document :

Sag anlagt den 3. december 2013 – Rogesa mod Kommissionen

(Sag T-643/13)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Rogesa Roheisengesellschaft Saar mgH (Dillingen, Tyskland) (ved advokaterne S. Altenschmidt og P. Schütter)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Kommissionens afgørelse af 25. september 2013 (sag GestDem nr. 2013/1504) annulleres.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført følgende anbringender.

Første anbringende om krav på aktindsigt i de omtvistede dokumenter og manglende udelukkelsesgrunde i henhold til artikel 4 i forordning (EF) nr. 1049/2001 1

Sagsøgeren gør gældende, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter artikel 3, første punktum, i forordning nr. 1367/2006 2 , sammenholdt med artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 1049/2001, da sagsøgeren har et krav på aktindsigt i de dokumenter, der er blevet anmodet om, og der ikke foreligger udelukkelsesgrunde, som kan begrunde, at sagsøgeren gives afslag på aktindsigt.

Sagsøgeren gør gældende, at de dokumenter, der er blevet anmodet om, ikke indeholder forretningsfølsomme oplysninger som omhandlet i artikel 4, stk. 2, første led, i forordning nr. 1049/2001, og at der under alle omstændigheder er en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen af dokumenterne.

Sagsøgeren gør endvidere gældende, at heller ikke begrundelsen for afslag i henhold til artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 1049/2001 finder anvendelse, da den beslutningsproces, som Kommissionen påberåber sig, var afsluttet på tidspunktet for den anfægtede afgørelse. Kommissionens afgørelse herom (2013/448/EU) blev truffet allerede den 5. september 2013.

Sagsøgeren gør også gældende, at Kommissionen i hvert fald burde have givet delvis aktindsigt, og i givet fald i anonymiseret form. Kommissionens afgørelse er dermed også i strid med artikel 4, stk. 6, i forordning nr. 1049/2001 og med proportionalitetsprincippet, jf. artikel 5, stk. 4 TEU.

Andet anbringende om procedurefejl

Sagsøgeren gør gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af artikel 8 i forordning nr. 1049/2001, da Kommissionen ikke har overholdt de heri foreskrevne frister.

____________

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30.5.2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT L 145, s. 43).

2     Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1367/2006 af 6.9.2006 om anvendelse af Århus-konventionens bestemmelser om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet på Fællesskabets institutioner og organer (EUT L 264, s. 13).