Language of document : ECLI:EU:T:2014:57

Sag T-644/13 R

Serco Belgium m.fl.

mod

Europa-Kommissionen

»Særlige rettergangsformer – offentligt udbud – udbudsprocedure – afvisning af et bud – begæring om udsættelse af gennemførelsen – fumus boni juris«

Sammendrag – Rettens kendelse (dommeren i sager om foreløbige forholdsregler) af 4. februar 2014

1.      Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelsen – foreløbige forholdsregler – betingelser for tildeling – fumus boni juris – uopsættelighed – alvorlig og uoprettelig skade – kumulativ karakter – afvejning af samtlige interesser i sagen – rækkefølge for undersøgelse og metode til efterprøvelse – skønsbeføjelse for dommeren i sager om foreløbige forholdsregler

(Art. 256, stk. 1, TEUF, 278 TEUF og 279 TEUF; Rettens procesreglement, art. 104, stk. 2)

2.      Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelsen – foreløbige forholdsregler – betingelser for tildeling – fumus boni juris – umiddelbar undersøgelse af anbringender fremført til støtte for søgsmålet i hovedsagen – søgsmål til prøvelse af en kommissionsbeslutning om at afvise en tilbudsgivers bud i forbindelse med et offentligt udbud – særlige rettergangsformer i sager om offentlige udbud – formål – effektiv domstolsbeskyttelse

(Art. 256, stk. 1, TEUF, 278 TEUF og 279 TEUF; Rettens procesreglement, art. 104, stk. 1; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/18; Rådets direktiv 89/665, 1.-5. betragtning og art. 2, stk. 1; Kommissionens forordning nr. 1268/2012, 40. betragtning)

3.      Offentlige udbud i EU – indgåelse af en kontrakt efter udbud – udvælgelseskriterier – vurdering af kandidaternes kapacitet til at levere de specificerede tjenesteydelser – tildelingskriterier – komparativ vurdering af de individuelle buds egenskaber og særlige fordele

(Kommissionens forordning nr. 1268/2012, art. 146-149)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 15-17)

2.      I forbindelse med de offentlige udbudsprocedurer skal der tages hensyn til den særlige rolle, som sager om foreløbige forholdsregler spiller. Der skal i denne henseende også tages hensyn til de retlige rammer, som EU-lovgiver har opstillet, og som finder anvendelse på de kontrakttildelingsprocedurer, som medlemsstaternes ordregivende myndigheder organiserer. Således som det fremgår af 40. betragtning til den delegerede forordning nr. 1268/2012 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 966/2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget, bør de materielle regler om indgåelse af kontrakter især være baseret på bestemmelserne i direktiv 2004/18 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter.

Endvidere fremgår det af første til tredje betragtning til direktiv 89/665 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende anvendelsen af klageprocedurerne i forbindelse med indgåelse af offentlige indkøbs- samt bygge- og anlægskontrakter, at lovgiver for at sikre den effektive anvendelse af sådanne regler har fundet det nødvendigt at indføre en række processuelle krav, der stiller hurtige retsmidler til rådighed på et stadium, hvor overtrædelserne endnu kan bringes effektivt til ophør. Henset til tildelingsprocedurernes korte varighed er de foreløbige forholdsreglers rolle en sådan, at lovgiver i medfør af artikel 2, stk. 1, i direktiv 89/665 anså det for hensigtsmæssigt, at de skulle være til rådighed i forbindelse med tildelingsprocedurer inden for de pågældende medlemsstaters ansvarsområde uden hensyn til, om der er taget nogen forudgående retsskridt. Som det herudover fremgår af anden, tredje og femte betragtning til og artikel 2, stk. 1, i direktiv 89/665, anses foreløbige forholdsregler i den særlige sammenhæng med offentlige udbud ikke kun for et middel til at udsætte tildelingsproceduren, men mindst lige så meget for et middel til at afhjælpe en tilsyneladende tilsidesættelse, som ellers ville være omfattet af hovedsagen.

Selv hvis sådanne betragtninger ikke kan rejse tvivl om anvendelsen af procesreglementets artikel 104, stk. 1, som gennemfører artikel 278 TEUF og 279 TEUF, og som kræver, at hovedsagen skal være anlagt, før der kan fremsættes begæring om foreløbige forholdsregler, er det berettiget at tage dem i betragtning, idet foreløbige forholdsregler ‒ ligesom på nationalt niveau ‒ i henhold til procesreglementets tredje afsnit i offentlige udbudssager har til formål at sikre den effektive retsbeskyttelse hvad angår anvendelsen af de udbudsregler, der gælder for EU-institutioner og -organer, som i det væsentlige bygger på direktiv 2004/18. Selv om dommeren i sager om foreløbige forholdsregler generelt ikke er forpligtet til at foretage en lige så detaljeret bedømmelse som under hovedsagen, kan dette på samme måde i sammenhæng med særlige rettergangsformer ikke fortolkes således, at det er absolut forbudt.

Det skal derfor undersøges, om sagsøgerne har fremført et bevismateriale, der er tilstrækkeligt til at godtgøre, at der foreligger fumus boni juris i forhold til deres faktiske anbringender i den forstand, at de skaber en alvorlig formodning for, at den anfægtede afgørelse på det offentlige udbudsområde er retligt fejlbehæftet.

(jf. præmis 18-23)

3.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 30)