Sag T-94/04

European Environmental Bureau (EEB) m.fl.

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Annullationssøgsmål – formalitetsindsigelse – direktiv 2003/112/EF – søgsmålskompetence«

Sammendrag af kendelse

1.      Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, der berører dem umiddelbart og individuelt – direktiv om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler – søgsmål anlagt af sammenslutninger, der har status som rådgivere for EU-institutionerne og/eller for de nationale eller supranationale myndigheder – afvisning

(Art. 230, stk. 4, EF; Kommissionens direktiv 2003/112)

2.      De Europæiske Fællesskaber – domstolskontrol med lovligheden af institutionernes retsakter – generelle retsakter – nødvendigt, at fysiske eller juridiske personer gør brug af en ulovlighedsindsigelse eller en præjudiciel forelæggelse med anmodning om stillingtagen til gyldigheden

(Art. 230, stk. 4, EF, 234 EF og 241 EF) 

1.      Et annullationssøgsmål anlagt af sammenslutninger, hvis formål er at fremme beskyttelsen og bevarelsen af miljøet, og af et selskab, hvis formål er at fremme varige alternative løsninger som alternativ til brug af pesticider, til prøvelse af direktiv 2003/112 om ændring af direktiv 91/414 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler, for at optage paraquat som aktivt stof, skal afvises.

Den anfægtede retsakts negative virkninger for de interesser, der varetages af sammenslutningerne, og for en af sammenslutningernes ejendomsrettigheder, gør det nemlig ikke muligt at godtgøre, at de er individuelt berørt af denne retsakt, eftersom retsaktens bestemmelser berører sagsøgerne i deres objektive egenskab af organer, hvis formål er at beskytte miljøet, og dette på samme måde som alle andre, der befinder sig i samme situation.

I øvrigt gør den omstændighed, at sagsøgerne har en særlig status som rådgivere for EU-institutionerne og/eller de nationale eller supranationale myndigheder, det ikke i sig selv muligt at antage, at de er individuelt berørt af den anfægtede retsakt. Den omstændighed, at en person på den ene eller den anden måde intervenerer i den procedure, som fører til, at Fællesskabet vedtager en retsakt, individualiserer nemlig kun den pågældende person i relation til den omhandlede retsakt, såfremt der i de gældende fællesskabsbestemmelser er foreskrevet overholdelse af visse processuelle garantier i forhold til den pågældende person.

Den omstændighed, at sagsøgerne er tillagt søgsmålskompetence i visse af medlemsstaternes retsordener, er ligeledes irrelevant med henblik på at bedømme deres kompetence til at anlægge sag med påstand om annullation af en fællesskabsretsakt i henhold til artikel 230, stk. 4, EF.

Endvidere fritager den omstændighed, at Kommissionen i begrundelsen for et forslag til forordning anfører, at sagsøgerne har søgsmålskompetence, ikke sagsøgerne fra at godtgøre, at de er individuelt berørt af den anfægtede retsakt. Principperne om retsreglernes rangfølge er nemlig til hinder for, at en retsakt i afledt ret tillægger søgsmålskompetence til privatpersoner, som ikke opfylder kravene i artikel 230, stk. 4, EF. Det samme gælder så meget desto mere for begrundelsen til et forslag til retsakt i afledt ret.

(jf. præmis 53, 55-58 og 66-68)

2.      Traktaten har dels ved artikel 230 EF og artikel 241 EF, dels ved artikel 234 EF, oprettet et fuldstændigt retsmiddel- og proceduresystem, som skal sikre kontrollen med lovligheden af institutionernes retsakter, idet kompetencen til at udøve denne kontrol er tillagt Fællesskabets retsinstanser. Fysiske eller juridiske personer, der på grund af betingelserne i artikel 230, stk. 4, EF for at antage en sag til realitetsbehandling ikke kan anfægte almengyldige fællesskabsretsakter direkte, har inden for rammerne af dette system efter omstændighederne mulighed for at gøre gældende, at sådanne retsakter er ugyldige, enten for Fællesskabets retsinstanser i form af en indsigelse i medfør af artikel 241 EF eller for de nationale retter, og at få disse, som ikke er beføjet til selv at fastslå ugyldigheden af sådanne retsakter, til at forelægge Domstolen præjudicielle spørgsmål herom.

(jf. præmis 62)