Language of document :

Sag anlagt den 16. april 2012 - Bank Tejarat mod Rådet

(Sag T-176/12)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Bank Tejarat (Teheran, Iran) (ved solicitors S. Zaiwalla, P. Reddy og F. Zaiwalla, og D. Wyatt, QC, samt barrister R. Blakeley)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

Punkt 2 i tabel I.B. i bilag I til Rådets afgørelse 2012/35/FUSP af 23. januar 2012 om ændring af afgørelse 2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 19, S. 22), annulleres, for så vidt som det vedrører sagsøgeren.

Punkt 2 i tabel I.B. i bilag I til Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 54/2012 af 23. januar 2012 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 961/2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 19, s. 1), annulleres, for så vidt som det vedrører sagsøgeren.

Punkt 105 i tabel B i bilag IX til Rådets forordning (EU) nr. 267/2012 af 23. marts 2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning (EU) nr. 961/2010 (EUT L 88, s. 1), annulleres, for så vidt som det vedrører sagsøgeren.

Det fastslås, at artikel 20, stk. 1, i Rådets afgørelse 2010/413/FUSP ikke finder anvendelse på sagsøgeren.

Det fastslås, at artikel 23, stk. 2, i Rådets forordning (EU) nr. 267/2012 ikke finder anvendelse på sagsøgeren.

Det fastslås, at annullationen af punkt 2 i tabel I.B. i bilag I til Rådets afgørelse 2012/35/FUSP og Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 54/2012 og punkt 105 i tabel B i bilag IX til Rådets forordning (EU) nr. 267/2012 har umiddelbar virkning.

Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført tre anbringender.

Med første anbringende gøres gældende, at

de materielle kriterier for udpegelsen af sagsøgeren i henhold til de anfægtede foranstaltninger er ikke opfyldt, og der er intet retligt eller faktuelt grundlag for dennes udpegelse, og/eller at Rådet anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved afgørelsen af, om kriterierne var opfyldt eller ej.

Rådet har udpeget sagsøgeren på et grundlag, der ikke er tilstrækkeligt til at etablere, at kriterierne var opfyldt, og har derved anlagt (endnu) et åbenbart urigtigt skøn, da sagsøgeren ikke opfylder nogen af de fem kriterier for udpegelse i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 267/2012, og at Rådet ikke har fremlagt bevis for det modsatte.

Med andet anbringende gøres gældende, at

udpegelsen af sagsøgeren tilsidesætter hans grundlæggende frihedsrettigheder, herunder hans ret til at handle og drive sin forretning, ejendomsretten og/eller tilsidesætter proportionalitetsprincippet.

Med tredje anbringende gøres gældende, at

Rådet under alle omstændigheder har tilsidesat væsentlige formkrav om at (a) underrette sagsøgeren individuelt om optagelsen af banken på listen, (b) give en fyldestgørende og tilstrækkelig begrundelse og (c) respektere retten til forsvar og retten til effektiv retsbeskyttelse.

____________