Language of document :

Sag anlagt den 29. oktober 2009 - Dufour mod ECB

(Sag T-436/09)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Julien Dufour (Jolivet, Frankrig) (ved avocat I. Schoenacker Rossi)

Sagsøgt: Den Europæiske Centralbank

Sagsøgerens påstande

Det bekræftende afslag, som Den Europæiske Centralbanks Styrelsesråd meddelte Julien Dufour ved skrivelse af 2. september 2009 vedrørende de databaser, der har gjort det muligt at udarbejde rapporter om ansættelse af personale og personalets mobilitet, annulleres.

Den Europæiske Centralbank pålægges følgelig at tilstille Julien Dufour samtlige de databaser, der har gjort det muligt at udarbejde rapporter om ansættelse af personale og personalets mobilitet.

Den Europæiske Centralbank tilpligtes at betale 5 000 EUR i erstatning for den skade, som sagsøgeren har lidt.

Den Europæiske Centralbank tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Med dette søgsmål har sagsøgeren nedlagt påstand om annullation af Den Europæiske Centralbanks afslag af 2. september 2009 på at give ham adgang til de databaser, der har gjort det muligt at udarbejde rapporter om ansættelse af personale og personalets mobilitet i perioden fra 1999 til 2009, som han havde anmodet om i forbindelse med forberedelsen af sin doktorafhandling, samt om tilkendelse af en erstatning for forsinkelsen med udarbejdelsen af afhandlingen.

Til støtte for sit søgsmål har sagsøgeren gjort gældende, at begrundelsen for afslaget på at give ham adgang til de pågældende dokumenter er retsstridig, da der henvises til vage undtagelser, der ikke fastsat i Den Europæiske Centralbanks afgørelse ECB/2004/3 af 4. marts 2004 om aktindsigt i Den Europæiske Centralbanks dokumenter 1, der er vedtaget med henblik på gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter 2, og den er støttet på en urigtig antagelse om, at den elektroniske utrykte udgave af disse databaser ikke har karakter af et "dokument". Endelig kan Den Europæiske Centralbank ikke med rette påberåbe sig, at det er vanskeligt at gøre dokumenterne tilgængelige.

____________

1 - EUT L 80, s. 42.

2 - EFT L 145, s. 43.