Language of document :

Sag anlagt den 4. november 2011 - Ethniko kai Kapodistriako Panepistimio Athinon mod Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme

(Sag T-577/11)

Processprog: græsk

Parter

Sagsøger: Ethniko kai Kapodistriako Panepistimio Athinon (Athen, Grækenland) (ved advokat G. Stylianos)

Sagsøgt: Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (Solna, Sverige)

Sagsøgerens påstande

Sagsøgeren gives medhold i søgsmålet.

Det fastslås, at bedømmelsesudvalget i den anfægtede beslutning har tilsidesat betingelserne i udbudsbekendtgørelse nr. EUT/27/05/2011-PROC/2011/041 fra Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC).

ECDC's beslutning nr. ADM-11-1737-AAbema af 25. august 2011 truffet over for sagsøgeren annulleres.

-    ECDC tilpligtes at tage buddet afgivet af Ethniko kai Kapodistriako Panepistimio Athinon den 22. juli 2011 inden for rammerne af det omtvistede udbud op til fornyet overvejelse.

ECDC tilpligtes at betale sagsøgerens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har med dette søgsmål nedlagt påstand om annullation af ECDC's beslutning nr. ADM-11-1737-AAbema af 25. august 2011, hvorved ECDC afviste det bud, som sagsøgeren havde indgivet i forbindelse med offentligt udbud nr. EUT/27/05/2011-PROC/2011/041 med overskriften "Systematisk gennemgang og ekspertvejledning vedrørende den folkesundhedsmæssige effekt af molekylær bestemmelse af bakterielle patogener".

Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet fremsat følgende anbringender:

1.    Ukorrekt bedømmelse af de faktiske omstændigheder i forbindelse med sagsøgerens bud

Sagsøgte afviste buddet fra Panepistimio Athinon, fordi de foreslåede medlemmer af projektteamet ikke besad de nødvendige tekniske og professionelle kompetencer for arbejdet omfattet af udbuddet og udelukkede en yderligere undersøgelse af universitetets bud. Det forholder sig imidlertid i realiteten således, at de professionelle og tekniske aktiviteter for medlemmerne af projektteamet viser deres professionelle og tekniske egnethed med hensyn til udførelsen af arbejdet omfattet af udbuddet.

2.    Fejl i beslutningen med hensyn til bedømmelseskriterierne

Udvalget fandt, at medlemmerne af projektteamet angivet i sagsøgerens forslag ikke ville være i stand til at foretage en systematisk gennemgang af de forfulgte mål. Ikke blot er medlemmerne af projektteamet imidlertid i besiddelse af erfaring på dette område, men selv om dette ikke var tilfældet, var betingelsen, hvorefter medlemmerne af projektteamet skulle være i stand til at foretage en systematisk gennemgang ikke fastsat i udbudsbekendtgørelsen som en betingelse, der ville afgøre resultatet af bedømmelsen som et sine qua non for tildelingen af kontrakten, men udgjorde alene et forhold, som skulle indgå i bedømmelsen på linje med andre forhold.

3.    Retsstridig begrundelse på grund af et manglende retsgrundlag

Den anden begrundelse i den anfægtede retsakt henviser til det forhold, at sagsøgeren ikke er i stand til at gennemføre en arbejdstilgang, som er baseret på dokumenteret lægevidenskab (evidence based medicine). Denne metode nævnes imidlertid intetsteds i den omtvistede udbudsbekendtgørelse som et af kriterierne for udvælgelse af den tilbudsgiver, som er mest egnet til at udføre det arbejde, som er omfattet af udbuddet.

4.    Retsstridig undladelse af i udbudsbekendtgørelsen og den anfægtede beslutning at angive muligheden for en administrativ appel.

Den omstændighed, at udbudsbekendtgørelsen og den anfægtede beslutning ikke henviser til muligheden for appel til et administrativt organ udpeget af disse med henblik på annullation eller ændring af retsakten fra sagsøgtes bedømmelsesudvalg, er retsstridig, idet den er i strid med princippet om god forvaltningsskik og legalitetsprincippet, som er indeholdt i EU-retten.

____________