Sag T-469/07

Philips Lighting Poland S.A.

og
Philips Lighting BV

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Dumping – import af kompaktlysstofrør med indbygget elektronisk drosselspole (CFL-i) med oprindelse i Kina, Vietnam, Pakistan og Filippinerne – udløb af antidumpingforanstaltninger – genoptagelse af undersøgelse – artikel 4, stk. 1, artikel 5, stk. 4, og artikel 9, stk. 1, i forordning (EF) nr. 384/96 (nu artikel 4, stk. 1, artikel 5, stk. 4, og artikel 9, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1225/2009) – begrebet erhvervsgren i Fællesskabet – fastlæggelse af skade – begrundelsespligt«

Sammendrag – Rettens dom (Femte Afdeling) af 11. juli 2013

1.      Annullationssøgsmål – antagelse til realitetsbehandling – frifindelse i søgsmål vedrørende realiteten uden at tage stilling til formaliteten – Unionens retsinstansers skønsbeføjelse

2.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – procedure for genoptagelse af undersøgelsen – fornyet undersøgelse – afgørelse om at afslutte undersøgelsen – Kommissionens forpligtelse til at afslutte undersøgelsen som følge af, at niveauet for tilslutning til klagen er lavere end minimumsgrænsen på 50% af fællesskabsproduktionen – foreligger ikke

(Rådets forordning nr. 384/96, art. 5, stk. 4, art. 9, stk. 1, og art. 11, stk. 5, og nr. 1225/2009, art. 5, stk. 4, art. 9, stk. 1, og art. 11, stk. 5)

3.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – skade – begrebet erhvervsgren i Fællesskabet – Kommissionens skøn – definition på erhvervsgren i Fællesskabet, der tilslutter sig en klage eller en anmodning under den fornyede undersøgelse – den samlede produktion fra producenterne, der udgør en betydelig del – henvisning til minimumsgrænsen på 25% – lovlig

(Rådets forordning nr. 384/96, art. 4, stk. 1, art. 5, stk. 4, og art. 9, stk. 1, og nr. 1225/2009, art. 4, stk. 1, art. 5, stk. 4 og art 9, stk. 1)

4.      Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – forordninger om indførelse af antidumpingtold

(Art. 296 TEUF)

1.      Unionens retsinstanser har adgang til på baggrund af enhver sags konkrete omstændigheder at vurdere, om det af retsplejehensyn er berettiget at forkaste et søgsmål i realiteten uden først at tage stilling til formaliteten.

(jf. præmis 61)

2.      Artikel 5, stk. 4, i antidumpinggrundforordning nr. 384/96 (nu artikel 5, stk. 4, i forordning nr. 1225/2009) indeholder ikke nogen forpligtelse for Kommissionen til at afslutte en igangværende antidumpingprocedure, når tilslutningen til klagen er faldet til et niveau, der ligger under minimumsgrænsen på 25% af fællesskabsproduktionen. Denne bestemmelse vedrører kun den grad af tilslutning til klagen, der er nødvendig for, at Kommissionen kan indlede en procedure. Kommissionen er i overensstemmelse med den nævnte forordnings artikel 9, stk. 1 (nu artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 1225/2009), desuden ikke forpligtet til at afslutte proceduren i tilfælde af, at klagen trækkes tilbage. Det samme må gælde så meget desto mere, hvis der blot er tale om, at graden af tilslutning til klagen er faldet. Da grundforordningens artikel 5, stk. 4, og artikel 9, stk. 1, finder anvendelse på procedurerne for genoptagelse af undersøgelse i henhold til forordningens artikel 11, stk. 5, (nu artikel 11, stk. 5, i forordning nr. 1225/2009), gælder de principper, der er redegjort for ovenfor, ligeledes i det tilfælde, hvor niveauet for tilslutning til den fornyede undersøgelse er lavere end minimumsgrænsen på 50% af fællesskabsproduktionen under den fornyede undersøgelse. Det følger heraf, at institutionerne er fuldt ud berettiget til at fortsætte genoptagelsesproceduren på trods af, at den grænse på 50%, der er fastsat i grundforordningens artikel 5, stk. 4, muligvis ikke længere er nået.

Grundforordningens artikel 9, stk. 1, pålægger desuden kun rent formelt institutionerne udtrykkeligt at tage Unionens interesse i betragtning i det tilfælde, hvor de påtænker at afslutte proceduren som følge af, at klagen trækkes tilbage.

(jf. præmis 84-87)

3.      Artikel 4, stk. 1, i antidumpinggrundforordning nr. 384/96 (nu artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1225/2009) definerer erhvervsgrenen i Fællesskabet som enten »samtlige producenter i Fællesskabet af samme vare«, eller som »de af dem, hvis samlede produktion af de pågældende varer udgør en betydelig del, som defineret i forordningens artikel 5, stk. 4 (nu artikel 5, stk. 4, i forordning nr. 1225/2009), af den samlede produktion i Fællesskabet af sådanne samme varer«, således at de producenter, som er omfattet af situationer, der er fastlagt i samme forordnings artikel 4, stk. 1, litra a), i de to tilfælde ville kunne udelukkes fra produktion i Fællesskabet. Institutionerne råder over et vidt skøn for så vidt angår valget mellem de to muligheder.

Erhvervsgrenen i Fællesskabet, således som begrebet er anvendt ved fastlæggelsen af skaden, skal desuden ikke nødvendigvis udgøres af de samme EF-producenter, som udgør den erhvervsgren i Fællesskabet, der blev taget i betragtning med henblik på at fastslå, om den oprindelige klage eller anmodningen om genoptagelse af en undersøgelsen havde en tilstrækkelig tilslutning i henhold til grundforordningens artikel 5, stk. 4. På den ene side kan erhvervsgrenen i Fællesskabet i det sidstnævnte tilfælde nemlig kun omfatte de EF-producenter, som tilslutter sig klagen eller anmodningen, mens begrebet i det første tilfælde kan omfatte samtlige EF-producenter, uanset om de har udtrykt en sådan støtte. På den anden side foretages definitionen af erhvervsgrenen i Fællesskabet med henblik på fastlæggelsen af skaden af institutionerne efter indledningen af proceduren.

Såfremt en EF-producent, som oprindeligt har udtrykt tilslutning til klagen eller anmodningen om genoptagelse af en undersøgelse, under proceduren trækker støtten tilbage eller undlader at samarbejde med Kommissionen, omfattes en sådan producent ikke af erhvervsgrenen i Fællesskabet med henblik på fastlæggelsen af skaden i det tilfælde, hvor institutionerne vælger at definere denne erhvervsgren ved at anvende den anden mulighed, som er fastsat i grundforordningens artikel 4, stk. 1.

De tilfælde, der direkte eller indirekte er omhandlet i grundforordningens artikel 9, stk. 1 (nu artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 1225/2009), forudsætter pr. definition, at den grænse på 50%, som er fastsat i forordningens artikel 5, stk. 4, ikke længere er nået. Når institutionerne under udøvelsen af deres vide skøn vælger at definere erhvervsgrenen i Fællesskabet ved hjælp af den anden mulighed i grundforordningens artikel 4, stk. 1, kan den generelle henvisning i denne bestemmelse til forordningens artikel 5, stk. 4, hvad angår udtrykket »betydelig del, […] af den samlede produktion i Fællesskabet« følgelig kun forstås som en henvisning til minimumsgrænsen på 25%, og ikke til grænsen på 50%. En sådan løsning gælder så meget desto mere, da kravet, hvorefter denne erhvervsgren i Fællesskabet skal udgøre en betydelig del af den samlede produktion i Fællesskabet, skal sikre, at den samlede produktion fra producenterne, som er omfattet af denne erhvervsgren, er tilstrækkeligt repræsentativ.

(jf. præmis 92-95)

4.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 105-107, 109 og 111-113)