Sag C-417/18
AW m.fl.
mod
Lietuvos valstybė, repræsenteret ved Lietuvos Respublikos ryšių reguliavimo tarnyba, Bendrasis pagalbos centras og Lietuvos Respublikos vidaus reikalų ministerija
(anmodning om præjudiciel afgørelse
indgivet af Vilniaus apygardos administracinis teismas)
Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 5. september 2019
»Præjudiciel forelæggelse – direktiv 2002/22/EF – forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester – artikel 26, stk. 5 – fælleseuropæisk alarmnummer – tilrådighedsstillelse af opkaldslokaliseringsfaciliteter«
1. Tilnærmelse af lovgivningerne – telekommunikationssektoren – forsyningspligt og brugernes rettigheder – direktiv 2002/22 – forpligtelse for de relevante virksomheder til gratis at stille opkaldslokaliseringsfaciliteter til rådighed for den myndighed, der håndterer alarmopkald til 112 – rækkevidde – opkald fra en mobiltelefon uden SIM-kort – omfattet
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/22, art. 26, stk. 5)
(jf. præmis 22-24 og domskonkl. 1)
2. Tilnærmelse af lovgivningerne – telekommunikationssektoren – forsyningspligt og brugernes rettigheder – direktiv 2002/22 – fastsættelse af kriterierne for, hvor nøjagtige og pålidelige de oplysninger om lokalisering af den person, der foretager et opkald til det fælleseuropæisk alarmnummer 112, skal være – medlemsstaternes skøn – grænser – forpligtelse til at sikre en lokalisering, der er tilstrækkeligt pålidelig og nøjagtig til, at alarmtjenesterne kan yde hjælp – den nationale rets afgørelse
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/22, art. 26, stk. 5)
(jf. præmis 29-34 og domskonkl.2)
3. EU-ret – rettigheder tillagt borgerne – en medlemsstats tilsidesættelse – pligt til at erstatte tab, som er forvoldt borgerne – betingelser – national ret, der anser en indirekte årsagsforbindelse mellem en tilsidesættelse af national ret og den lidte skade for tilstrækkelig til, at staten ifalder ansvar– en sådan indirekte årsagsforbindelse mellem en tilsidesættelse af EU-retten, der kan tilregnes medlemsstaten, og den skade, der lides af privatpersoner, tilstrækkelig til, at den pågældende medlemsstat ifalder ansvar
(jf. præmis 38-41 og domskonkl. 3)
Resumé
Telekommunikationsvirksomheder skal gratis stille oplysninger til rådighed for den myndighed, der håndterer alarmopkald til 112, som gør det muligt at lokalisere den person, der foretager opkaldet
I dommen i sagen AW m.fl. (opkald til 112) (C-417/18), der blev afsagt den 5. september 2019, fastslog Domstolen, at medlemsstaterne har en pligt til at sikre, at telekommunikationsvirksomheder gratis stiller opkaldslokaliseringsfaciliteter til rådighed for den myndighed, der håndterer alarmopkald til det fælleseuropæiske alarmnummer 112, i det omfang det er teknisk muligt, herunder når opkaldet foretages fra en mobiltelefon uden SIM-kort. Endvidere skal disse opkaldslokaliseringsfaciliteter være tilstrækkeligt pålidelige og nøjagtige til, at alarmtjenesterne kan yde hjælp. Endelig præciserede Domstolen betingelserne for, at staten ifalder ansvar i tilfælde af tilsidesættelse af EU-retten.
En ung pige på 17 år var blevet kidnappet i en forstad til Panevėžys (Litauen) og derefter voldtaget og brændt levende i bagagerummet i en bil. Mens hun var spærret inde i dette bagagerum, ringede hun ved hjælp af en mobiltelefon til den litauiske alarmcentral ved at benytte det fælleseuropæiske alarmnummer »112« ca. ti gange for at få hjælp. Alarmcentralens udstyr viste imidlertid ikke nummeret på den anvendte mobiltelefon, hvilket hindrede centralens ansatte i at lokalisere hende. Det var ikke muligt at afgøre, om den mobiltelefon, som offeret anvendte, var udstyret med et SIM-kort, eller hvorfor dens nummer ikke var synligt på alarmcentralen.
Nærtstående til offeret anlagde sag med påstand om, at den litauiske stat blev dømt til at betale godtgørelse for deres ikke-økonomiske skade. De foreholdt Republikken Litauen, at den ikke havde foretaget en korrekt praktisk gennemførelse af artikel 26, stk. 5, i direktiv 2002/22 (1), som pålægger medlemsstaterne at sikre, at de relevante virksomheder gratis stiller opkaldslokaliseringsfaciliteter til rådighed for den myndighed, der håndterer alarmopkald, så snart opkaldet når frem til den pågældende myndighed.
Den regionale domstol i forvaltningsretlige sager i Vilnius (Litauen), ved hvilken sagen blev anlagt, forelagde Domstolen et præjudicielt spørgsmål vedrørende rækkevidden af forpligtelsen til at stille oplysninger til rådighed om lokalisering af den person, der foretager et opkald til 112.
Domstolen præciserede først, at forpligtelsen i artikel 26, stk. 5, i direktiv 2002/22 gælder for medlemsstaterne, forudsat at det er teknisk muligt, herunder i tilfælde af, at opkaldet foretages fra en mobiltelefon uden SIM-kort.
Dernæst fremhævede Domstolen, at artikel 26, stk. 5, sidste punktum, i direktiv 2002/22 overlader medlemsstaterne en skønsbeføjelse ved fastsættelsen af kriterierne for, hvor nøjagtige og pålidelige de oplysninger om lokalisering af den part, der foretager et opkald til 112, skal være. Imidlertid skal de kriterier, de fastsætter, i det omfang det er teknisk muligt, sikre en lokalisering af den kaldende parts placering, der er så pålidelig og nøjagtig, som det er nødvendigt for at gøre det muligt for alarmtjenesterne at komme den kaldende part til hjælp på effektiv vis. Eftersom denne bedømmelse er af yderst teknisk karakter og er nært forbundet med de særlige karakteristika ved det nationale telekommunikationsnet, tilkommer det den forelæggende ret at foretage denne bedømmelse.
Endelig for så vidt angår de betingelser, der skal være opfyldt, for at staten ifalder erstatningsansvar for skader på grund af tilsidesættelser af EU-retten, der må tilregnes staten, fastslog Domstolen, at en af disse betingelser er betingelsen om, at der foreligger en direkte årsagsforbindelse mellem denne tilsidesættelse og den af disse borgere lidte skade. Det er imidlertid inden for rammerne af de nationale erstatningsregler, at staten skal erstatte det forvoldte tab, idet betingelserne i de nationale lovgivninger for erstatning af skader dog ikke må være mindre fordelagtige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål efter national ret. Det følger heraf, at når det i henhold til en medlemsstats nationale ret anses for tilstrækkeligt til, at staten ifalder ansvar, at der fastslås en indirekte årsagsforbindelse mellem denne medlemsstats tilsidesættelse af national ret og den af en privatperson lidte skade, skal en sådan indirekte årsagsforbindelse mellem en tilsidesættelse af EU-retten, der kan tilregnes den pågældende medlemsstat, og den af en privatperson lidte skade ligeledes i henhold til ækvivalensprincippet anses for tilstrækkelig til, at den pågældende medlemsstat ifalder ansvar for denne tilsidesættelse af EU-retten.