Sag C-21218
Prato Nevoso Termo Energy Srl
mod
Provincia di Cuneo
og
ARPA Piemonte
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunale Amministrativo Regionale per il Piemonte)
Domstolens dom (Anden Afdeling) af 24. oktober 2019
»Præjudiciel forelæggelse – miljø – direktiv 2008/98/EF – affald – kemisk behandlet vegetabilsk olieaffald – artikel 6, stk. 1 og 4 – affaldsfasens ophør – direktiv 2009/28/EF – fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder – artikel 13 – nationale godkendelses-, certificerings- og licensprocedurer, der anvendes på anlæg til produktion af elektricitet, opvarmning og køling fra vedvarende energikilder – anvendelse af flydende biobrændsler som fyringskilde til anlæg, der producerer elektrisk energi«
1. Miljø – affald – direktiv 2008/98 – affaldsfasens ophør – specifikke kriterier – manglende definition på EU-plan – fastlæggelse ved national retsakt – lovlig – muligheden for en affaldsindehaver til at anmode den kompetente myndighed eller domstol om at træffe bestemmelse om affaldsfasens ophør – foreligger ikke
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98, art. 6)
(jf. præmis 32-38)
2. Miljø – fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder – direktiv 2009/28 – nationale godkendelses-, certificerings- og licensprocedurer, der anvendes på anlæg til produktion af elektricitet, opvarmning og køling fra vedvarende energikilder – begreb – procedure for vedtagelse af kriterier for affaldsfasens ophør som omhandlet i direktiv 2008/98 – ikke omfattet
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98, art. 6, stk. 1 og 4, og direktiv 2009/28, art. 13, stk. 1)
(jf. præmis 40)
3. Miljø – affald – direktiv 2008/98 – affaldsfasens ophør – specifikke kriterier – manglende definition på EU-plan – fastlæggelse ved national retsakt – betingelser – stof eller genstand, der har gennemgået en genanvendelsesoperation eller en anden nyttiggørelsesoperation – ingen generelle negative indvirkninger på miljøet eller sundheden – medlemsstaternes skøn – forsigtighedsprincippet
(Art. 191, stk. 2, TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98, art. 6, stk. 1)
(jf. præmis 41-59)
Resumé
Den italienske lovgivning vedrørende godkendelse af flydende biobrændsler som brændsel i anlæg til produktion af energi er i overensstemmende med EU-retten
I dom af 24. oktober 2019 i sagen Prato Nevoso Termo Energy (sag C-212/18) har Domstolen fastslået, at den italienske lovgivning, som regulerer godkendelsen af anvendelse af flydende biobrændsler, der stammer fra behandling af vegetabilsk olieaffald, som fyringskilde i et anlæg til produktion af energi, principielt hverken er i strid med direktiv 2008/98 (1) om affald eller direktiv 2009/28 (2) om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder.
I den foreliggende sag havde Prato Nevoso Termo Energy Srl (herefter »Prato Nevoso«), som driver et anlæg, der producerer termisk og elektrisk energi, ansøgt Cuneo-provinsen om godkendelse til at erstatte fyringskilden for selskabets anlæg, som er metan, med et flydende biobrændsel – i det foreliggende tilfælde en vegetabilsk olie, der fremstilles ved indsamling og kemisk behandling af brugte fritureolier. Den kompetente nationale myndighed gav afslag på denne ansøgning i overensstemmelse med den relevante italienske lovgivning med den begrundelse, at den nævnte vegetabilske olie ikke var opført på den nationale liste, der angiver de kategorier af biomassebrændsler, som kan anvendes i anlæg, der udleder emissioner til atmosfæren, uden at skulle overholde reglerne om energiudnyttelse af affald. Den italienske lovgivning medfører således, at flydende biobrændsel, der er fremkommet ved kemisk behandling af brugte fritureolier, skal anses for at være affald og ikke brændsel. I en sag anlagt af Prato Nevoso til prøvelse af denne afgørelse om afslag forelagde den forelæggende ret et præjudicielt spørgsmål om, hvorvidt en sådan national lovgivning er forenelig med bestemmelserne i de ovennævnte direktiver.
Under henvisning til bl.a. Tallinna Vesi-dommen (3) af 28. marts 2019 fastslog Domstolen, at direktiv 2008/98 om affald i princippet ikke er til hinder for, at en medlemsstat underlægger anvendelsen af et affaldsbaseret flydende biobrændsel som brændsel lovgivningen vedrørende energinyttiggørelse af affald med den begrundelse, at dette ikke er omfattet af nogen af de kategorier, der er opført på den nationale liste over brændsler, som er godkendt til anvendelse i anlæg, der udleder emissioner til atmosfæren. Ifølge Domstolen ændres denne konstatering ikke af de bestemmelser om nationale godkendelsesprocedurer, der er fastlagt i direktiv 2009/28 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder, eftersom disse ikke omfatter de lovgivningsmæssige procedurer, der gælder for fastsættelsen af kriterier for affaldsfasens ophør.
Domstolen bemærkede imidlertid, at det i et sådant tilfælde skal undersøges, om de nationale myndigheder uden herved at anlægge et åbenbart urigtigt skøn kunne konkludere, at det pågældende flydende biobrændsel skulle anses for at være affald. Under henvisning til formålene med direktiv 2008/98 såvel som til Domstolens beføjelse til at forsyne den forelæggende ret med relevant vejledning med henblik på at afgøre den tvist, der er indbragt for den, mindede Domstolen om, at artikel 6, stk. 1, i direktiv 2008/98 bestemmer, at visse former for affald ophører med at være affald, når det har gennemgået en nyttiggørelsesoperation, herunder genanvendelse, og opfylder særlige kriterier, som medlemsstaterne skal fastlægge i overensstemmelse med en række betingelser, herunder at der ikke foreligger »generelle negative indvirkninger på miljøet eller menneskers sundhed«. Domstolen bemærkede i lyset af den italienske regerings argumenter, at tilstedeværelsen af en vis videnskabelig usikkerhed med hensyn til de miljømæssige risici, der er forbundet med, at et stof – som det pågældende flydende biobrændsel – er ophørt med at være affald, kan foranledige en medlemsstat til at beslutte ikke at opføre dette stof på listen over godkendte brændsler, som kan anvendes i anlæg, der udleder emissioner til atmosfæren. Medlemsstaten skal nemlig, i overensstemmelse med forsigtighedsprincippet, der er fastsat i artikel 191, stk. 2, TEUF, såfremt en undersøgelse af den bedste tilgængelige videnskabelige dokumentation giver anledning til usikkerhed med hensyn til, om anvendelsen af et stof, der stammer fra nyttiggørelse af affald, under specifikke omstændigheder ikke har nogen mulige negative indvirkninger på miljøet og menneskers sundhed, afstå fra at fastsætte kriterier for, hvornår dette stof ophører med at være affald, og fra at give mulighed for at træffe en individuel afgørelse om affaldsfasens ophør.