RETTENS DOM (Ottende Afdeling)

12. november 2015 (*)

»Statsstøtte – banksektoren – omstrukturering af HSH Nordbank – afgørelse, der under visse betingelser erklærer støtten forenelig med det indre marked – annullationssøgsmål – ikke individuelt berørt – støttemodtagerens minoritetsaktionær – begrebet forskellig interesse – delvis afvisning – udvanding af kapital«

I sag T-499/12,

HSH Investment Holdings Coinvest-C Sàrl, Luxembourg (Luxembourg),

HSH Investment Holdings FSO Sàrl, Luxembourg,

ved advokaterne H.-J. Niemeyer, H. Ehlers og C. Kovács,

sagsøgere,

mod

Europa-Kommissionen ved L. Flynn, T. Maxian Rusche og R. Sauer, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

vedrørende en påstand om annullation af Kommissionens afgørelse 2012/477/EU af 20. september 2011 om Forbundsrepublikken Tysklands statsstøtte SA.29338 (C 29/09 (ex N 264/09)) til HSH Nordbank AG (EUT 2012 L 225, s. 1),

har

RETTEN (Ottende Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, D. Gratsias, og dommerne M. Kancheva og C. Wetter (refererende dommer),

justitssekretær: fuldmægtig K. Andová,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 22. april 2015,

afsagt følgende

Dom

 Sagens baggrund

1        HSH Nordbank AG blev oprettet den 2. juni 2003 ved en fusion mellem Hamburgische Landesbank og Landesbank Schleswig-Holstein. Selskabet udgør sammen med sine datterselskaber (herefter »HSH-koncernen«) den femtestørste tyske delstatsbank.

2        HSH Nordbank og HSH-koncernen mærkede i lighed med adskillige andre finansielle institutioner følgerne af den krise, der opstod i 2007 (kaldet »subprimes-krisen«), og som blev forstærket i september 2008 ved banken Lehman Brothers’ konkurs, således at HSH Nordbank ansøgte Sonderfonds Finanzmarktstabilisierung (den tyske særlige fond for finansmarkedsstabilisering, herefter »den særlige fond«) om likviditetsgarantier til et beløb på 30 mia. EUR.

3        Efter at Bundesanstalt für Finanzdienstleistungsaufsicht (det tyske finanstilsyn) havde tilkendegivet, at en indrømmelse af en sådan garanti ville gøre det vanskeligt at overholde tysk lovgivning vedrørende kapitalkrav, anmeldte Forbundsrepublikken Tyskland den 30. april 2009 til Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber en tildeling af to støtteforanstaltninger, nemlig for det første en rekapitalisering på 3 mia. EUR (herefter »rekapitaliseringen«) ved udstedelse af aktier i HSH Nordbank og en fuldstændig tegning af disse aktier ved den offentligretlige institution, HSH Finanzfonds, der var oprettet og kontrolleret af delstaterne Hamburg og Schleswig-Holstein og ejet af disse i lige dele, og for det andet en garanti kaldet »second loss« på 10 mia. EUR (herefter »risikoafdækningen«), der var bestemt til at beskytte HSH Nordbank mod tab, der kunne påvirke porteføljen af værdiforringede aktiver, og således til at styrke bankens kernekapitalprocent. First loss-tranchen påhvilede fortsat HSH Nordbank.

4        Ved beslutning af 29. maj 2009 vedrørende statsstøtte N 264/09 (EUT C 179, s. 1) godkendte Kommissionen rekapitaliseringen og risikoafdækningen i en periode på seks måneder som redningsforanstaltninger til HSH-koncernen på grundlag af artikel 87, stk. 3, litra b), EF og opfordrede Forbundsrepublikken Tyskland til at fremlægge en omstruktureringsplan inden for tre måneder.

5        De to ovennævnte delstater tildelte HSH Nordbank de omhandlede støtteforanstaltninger i maj og juni 2009. Som følge af rekapitaliseringen indrømmede den særlige fond HSH Nordbank en del af de likviditetsgarantier, selskabet havde anmodet om, for et beløb på 17 mia. EUR (herefter »likviditetsgarantien«).

6        Den 1. september 2009 fremlagde Forbundsrepublikken Tyskland en omstruktureringsplan for HSH-koncernen til Kommissionen.

7        Denne sidstnævnte indledte den 22. oktober 2009 den procedure, der er fastsat i artikel 88, stk. 2, EF vedrørende rekapitaliseringen og risikoafdækningen. De berørte parter blev opfordret til at fremsætte deres bemærkninger senest to uger efter offentliggørelsen af Kommissionens afgørelse i Den Europæiske Unions Tidende den 21. november 2009 (EUT C 281, s. 42). Inden for disse rammer anmodede de investorer, der blev rådgivet af det amerikanske selskab JC Flowers & Co. LLC, herunder sagsøgerne, HSH Investment Holdings Coinvest-C Sàrl og HSH Investment Holdings FSO Sàrl om en forlængelse af fristen for indgivelse af bemærkninger, hvilket blev imødekommet. De pågældende bemærkninger indgik til Kommissionen den 17. december 2009, efter at der var blevet afholdt et møde mellem denne sidstnævnte og alle berørte parter, herunder JC Flowers & Co, der bl.a. repræsenterede sagsøgerne, den 2. december 2009.

8        De investorer, der blev rådgivet af JC Flowers & Co, og som samlet ejede 25,67% af kapitalen i HSH Nordbank inden rekapitaliseringen, ejede kun 9,19% af kapitalen efter denne rekapitalisering, for så vidt som de ikke frivilligt havde deltaget deri.

9        For at tage hensyn til disse yderligere oplysninger vedrørende den omstrukturering, der søgtes opnået i det foreliggende tilfælde, som blev fremsendt mellem oktober 2009 og juni 2011, fremlagde Forbundsrepublikken Tyskland den 11. juli 2011 en ændret omstruktureringsplan.

10      Ved afgørelse 2012/477/EU af 20. september 2011 om Forbundsrepublikken Tysklands statsstøtte SA.29338 (C 29/09 (ex N 264/09)) til HSH Nordbank AG (EUT 2012 L 225, s. 1, herefter »den anfægtede afgørelse«) fastslog Kommissionen, at rekapitaliseringen, risikoafdækningen og likviditetsgarantien udgjorde statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, men at disse var forenelige med det indre marked, for så vidt som Forbundsrepublikken Tyskland overholder de tilsagn, den har afgivet til Kommissionen, og som er opregnet i bilag I og III til den anfægtede afgørelse, og de betingelser, som Kommissionen har opstillet, og som figurerer i bilag II til den pågældende afgørelse.

11      Det følger af punkt 1.11 i bilag II til den anfægtede afgørelse med overskriften »Engangsbetaling og kapitalforhøjelse«, at den aftale om tilrådighedsstillelse af en garantiramme, der blev indgået den 2. juni 2009, af HSH Finanzfonds og HSH Nordbank skal ændres eller suppleres med yderligere dokumentation, »således at HSH Finanzfonds […] over for HSH [Nordbank] får et krav på en engangsbetaling på nominelt 500 mio. EUR« (herefter »engangsbetalingen«). Engangsbetalingen består i HSH Nordbanks betaling af 500 mio. EUR til HSH Finanzfonds, idet dette beløb, som det følger af den udtrykkelige ordlyd af punkt 1.11 i bilag II til den anfægtede afgørelse, efterfølgende skal anvendes til et »apportindskud« i HSH Nordbank. Samme bilags punkt 1.13 præciserer, at kapitalforhøjelsen til fordel for HSH Finanzfonds med det ovennævnte beløb skal foretages »med samtidig ophævelse af fortegningsret for minoritetsaktionærer« eller, såfremt den foretages i form af en blanding af apportindskud og kontant kapitalforhøjelse, med fortegningsret for alle aktionærer, men betinget af, at HSH Finanzfonds ikke deltager i kapitalforhøjelsen med en kontant andel.

12      Samme bilags punkt 3 med overskriften »Forbud mod udbyttebetalinger« bestemmer, at »HSH [Nordbank] […] frem til regnskabsåret 2012 (inklusive det regnskabsår, der ender den 31.12.2014) ikke [udbetaler] udbytte«.

13      Endvidere bestemmer det pågældende bilags punkt 4 med overskriften »Beskyttelse af reserver«, at »[i] perioden fra den 1. januar 2015 til den 31. december 2016 må der kun ske udbyttebetalinger op til 50% af årets resultat i det foregående regnskabsår«, og kun »for så vidt som de ikke på mellemlang sigt vil bringe overholdelsen af bestemmelserne om kreditinstitutternes egenkapitalniveau i henhold til Basel III i fare«.

 Retsforhandlinger og parternes påstande

14      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 13. november 2012 har sagsøgerne anlagt den foreliggende sag.

15      Den 1. februar 2013 har Kommissionen indleveret svarskrift.

16      Sagsøgernes replik blev indleveret til Rettens Justitskontor den 15. april 2013. Duplikken blev indleveret til Rettens Justitskontor den 11. juni 2013.

17      Som følge af den delvise nybesættelse af embederne ved Retten er den refererende dommer blevet tilknyttet Ottende Afdeling, som denne sag følgelig er blevet henvist til.

18      Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede afgørelse annulleres.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

19      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Sagen afvises.

–        Subsidiært afvises det femte anbringende i stævningens del 2, BI, og klagepunkterne i stævningens del 2, B II.

–        Mere subsidiært frifindes Kommissionen.

–        Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.

20      Kommissionen har trukket to andre påstande, som den havde nedlagt endnu mere subsidiært, tilbage, hvilket er blevet tilført retsbogen under det retsmøde, der blev afholdt den 22. april 2015.

 Retlige bemærkninger

 Formaliteten

21      Sagsøgerne har gjort gældende, at de kan anlægge nærværende søgsmål, eftersom den anfægtede afgørelse berørte dem umiddelbart og individuelt i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF i deres egenskab af aktionærer i HSH Nordbank. De har gjort gældende, at retspraksis indrømmer aktionærer, hvad enten de er eneaktionærer eller ej, en ret til at anlægge søgsmål ved EU-retsinstanserne. De har tilføjet, at de har deltaget aktivt i den administrative procedure, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.

22      Kommissionen har anfægtet disse argumenter fra sagsøgerne og har uden formelt at have fremsat en formalitetsindsigelse i henhold til artikel 130, stk. 1, i Rettens procesreglement navnlig gjort gældende, at deres søgsmål skal afvises fra realitetsbehandling.

23      Det skal for det første, som det fremgår af retspraksis, bemærkes, at når sagsøgeren ikke har søgsmålsinteresse, er det ufornødent at tage stilling til, om sagsøgeren er umiddelbart og individuelt berørt som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF (dom af 18.12.2003, Fern Olivieri mod Kommissionen og EMEA, T-326/99, Sml., EU:T:2003:351, præmis 66, og kendelse af 15.5.2013, Post Invest Europe mod Kommissionen, T-413/12, EU:T:2013:246, præmis 17).

24      Søgsmålsinteresse er nemlig den væsentligste og første betingelse for ethvert søgsmål. Et annullationssøgsmål anlagt af en fysisk eller juridisk person kan således alene antages til realitetsbehandling, hvis sagsøgeren har en interesse i, at den anfægtede retsakt annulleres. En sagsøgers søgsmålsinteresse foreligger kun, såfremt en annullation af den anfægtede retsakt i sig selv kan have retsvirkninger, såfremt søgsmålet med sit resultat således kan tilføre sagsøgeren en fordel, og såfremt sagsøgeren godtgør, at han har en eksisterende og faktisk interesse i annullation af denne retsakt (dom af 19.6.2009, Socratec mod Kommissionen, T-269/03, EU:T:2009:211, præmis 36, og kendelse Post Invest Europe mod Kommissionen, nævnt i præmis 23 ovenfor, EU:T:2013:246, præmis 22).

25      Ifølge retspraksis påhviler det sagsøgeren at føre bevis for sin søgsmålsinteresse (kendelse af 31.7.1989, S. mod Kommissionen, C-206/89 R, Sml., EU:C:1989:333, præmis 8, og dom af 14.4.2005, Sniace mod Kommissionen, T-141/03, EU:T:2005:129, præmis 31). Sagsøgeren skal navnlig godtgøre en personlig interesse i, at den anfægtede retsakt annulleres. Det skal herved godtgøres, at den pågældende har en eksisterende og faktisk interesse, og interessen skal bedømmes på det tidspunkt, hvor søgsmålet er anlagt (dom Sniace mod Kommissionen, EU:T:2005:129, præmis 25, og dom af 20.9.2007, Salvat père & fils m.fl. mod Kommissionen, T-136/05, Sml., EU:T:2007:295, præmis 34).

26      Når en ikke-privilegeret sagsøger anlægger et annullationssøgsmål til prøvelse af en retsakt, som han ikke er adressat for, overlapper betingelsen om, at den anfægtede foranstaltnings retligt bindende virkninger skal kunne berøre sagsøgerens interesser gennem en væsentlig ændring af dennes retsstilling, imidlertid de betingelser, der er fastsat i artikel 263, stk. 4, TEUF (dom af 13.10.2011, Deutsche Post og Tyskland mod Kommissionen, C-463/10 P og C-475/10 P, Sml., EU:C:2011:656, præmis 38, og af 16.10.2014, Alro mod Kommissionen, T-517/12, Sml., EU:T:2014:890, præmis 25).

27      Med henblik på at vurdere, om den anfægtede afgørelse kan gøres til genstand for et søgsmål, skal det derfor undersøges, om denne afgørelse udgør en retsakt, som har retligt bindende virkninger i forhold til sagsøgerne (jf. i denne retning domme Deutsche Post og Tyskland mod Kommissionen, nævnt i præmis 26 ovenfor, EU:C:2011:656, præmis 40, og Alro mod Kommissionen, nævnt i præmis 26 ovenfor, EU:T:2014:890, præmis 26).

28      Det skal dernæst fremhæves, at proceduren for kontrol med statsstøtte, henset til dens almindelige opbygning, er en procedure, der indledes over for den medlemsstat, som er ansvarlig for at have ydet statsstøtten (dom af 24.12.2011, Freistaat Sachsen og Land Sachsen-Anhalt mod Kommissionen, T-443/08 og T-455/08, Sml., EU:T:2011:117, præmis 50, og kendelse af 19.2.2013, Provincie Groningen m.fl. mod Kommissionen, T-15/12 og T-16/12, EU:T:2013:74, præmis 41).

29      Følgelig kan et annullationssøgsmål, der er rettet mod en afgørelse om, at der foreligger statsstøtte, og som anlægges ikke af en medlemsstat, men af en fysisk eller juridisk person, for så vidt angår individuel støtte og ikke en støtteordning kun antages til realitetsbehandling, såfremt denne person er individuelt og umiddelbart berørt af den anfægtede retsakt i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF.

30      Ifølge fast retspraksis kan andre personer end en afgørelses adressater kun gøre gældende, at de berøres individuelt, hvis afgørelsen rammer dem på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem på lignende måde som en afgørelses adressat (dom af 15.7.1963, Plaumann mod Kommissionen, 25/62, Sml., EU:C:1963:17, s. 197, og af 17.7.2014, Westfälisch-Lippischer Sparkassen- und Giroverband mod Kommissionen, T-457/09, Sml., EU:T:2014:683, præmis 80).

31      Det skal endelig bemærkes, at medmindre en person kan påvise en søgsmålsinteresse, der er forskellig fra den, som den virksomhed, der er berørt af en EU-retsakt, og hvori personen har kapitalinteresser, har, kan denne person ikke varetage sine interesser i relation til denne retsakt på anden måde end ved at udøve sine interesser som medejer af virksomheden, der selv har ret til at anlægge sag (dom af 20.6.2000, Euromin mod Rådet, T-597/97, Sml., EU:T:2000:157, præmis 50, kendelse af 27.3.2012, European Goldfields mod Kommissionen, T-261/11, EU:T:2012:157, præmis 21, kendelse Post Invest Europe mod Kommissionen, nævnt i præmis 23 ovenfor, EU:T:2013:246, præmis 24, og dom Westfälisch-Lippischer Sparkassen- und Giroverband mod Kommissionen, nævnt i præmis 30 ovenfor, EU:T:2014:683, præmis 112).

32      I denne forbindelse bemærkes, at den omstændighed alene, at Kommissionen i sin afgørelse erklærer en støtte forenelig med det indre marked, og at den pågældende afgørelse i princippet ikke er bebyrdende for modtageren af støtten (jf. i denne retning dom Freistaat Sachsen og Land Sachsen-Anhalt mod Kommissionen, nævnt i præmis 28 ovenfor, EU:T:2011:117, præmis 52), ikke fritager EU-retsinstanserne for at undersøge, om Kommissionens bedømmelse har bindende retsvirkninger, som kan berøre dennes interesser (jf. i denne retning dom af 30.1.2002, Nuove Industrie Molisane mod Kommissionen, T-212/00, Sml., EU:T:2002:21, præmis 38, dom Salvat père & fils m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 25 ovenfor, EU:T:2007:295, præmis 36, og kendelse Provincie Groningen m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 28 ovenfor, EU:T:2013:74, præmis 32).

33      Endvidere kan en sådan sagsøger i henhold til retspraksis kun være individuelt berørt i kraft af sin aktive deltagelse i den procedure, der har ført til vedtagelsen af den anfægtede retsakt, når der er tale om særlige situationer, i hvilke sagsøgeren har en stilling som forhandlingsleder, der er klart afgrænset og tæt forbundet med selve genstanden for beslutningen, hvilket indebærer, at sagsøgeren befinder sig i en faktisk situation, der adskiller den pågældende fra alle andre (jf. i denne retning kendelse af 9.9.2013, Banco Bilbao Vizcaya Argentaria mod Kommissionen, T-429/11, EU:T:2013:488, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).

34      Det er på baggrund af disse principper, at det skal afgøres, om og i givet fald i hvilket omfang søgsmålet kan antages til realitetsbehandling, idet det må præciseres, at sagsøgerne utvivlsomt er umiddelbart berørt af den anfægtede afgørelse, hvilket i øvrigt ikke er omtvistet af parterne.

35      Det skal i det foreliggende tilfælde bemærkes, at den anfægtede afgørelse omfatter en artikel 1, hvormed Kommissionen i stk. 1 fastslår, at rekapitaliseringen, risikoafdækningen og likviditetsgarantien udgør statsstøtte, og i stk. 2 finder, at disse tre former for støtte er forenelige med det indre marked. Afgørelsens artikel 2 bestemmer, at den oprindelige omstruktureringsplan, der blev fremsendt den 1. september 2009, og som senest blev ændret i overensstemmelse med meddelelse fra Forbundsrepublikken Tyskland af 11. juli 2011, herunder betingelserne i bilag II til samme afgørelse, gennemføres af denne medlemsstat i overensstemmelse med den fastsatte tidsplan. Dette bilag foreskriver, som der er redegjort for i præmis 11-13 ovenfor, som betingelse for, at støtten er forenelig med det indre marked, dels en engangsbetaling, dels et forbud mod og dernæst en begrænsning af udlodning af udbytte.

36      Sagsøgerne har nedlagt påstande, der omfatter to led. I stævningens anden del har de nedlagt påstand om annullation af den anfægtede afgørelse i sin helhed og har til støtte for denne påstand fremsat fem anbringender. I stævningens første del har de nedlagt påstand om delvis annullation af den anfægtede afgørelse, for så vidt som Kommissionen med afgørelsen pålagde dem forpligtelser i deres egenskab af minoritetsaktionærer. De har i denne forbindelse fremsat otte anbringender.

37      Der skal først foretages en undersøgelse af, om sagen kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som den omfatter påstande om annullation af den anfægtede afgørelse i sin helhed.

38      Det skal indledningsvis for det første bemærkes, at søgsmålet er anlagt ikke af det selskab, som er modtager af støtteforanstaltningerne, men af to minoritetsaktionærer i dette selskab. For det andet har Kommissionen med den anfægtede afgørelse fastslået, at disse foranstaltninger er forenelige med det indre marked med forbehold for opfyldelse af visse betingelser, herunder en engangsbetaling og et forbud mod og herefter en begrænsning af udlodning af udbytte. For det tredje påhviler de pligter, der udspringer af disse betingelser, i henhold til ordlyden af den anfægtede afgørelses konklusion og bilag II til afgørelsen, Forbundsrepublikken Tyskland som adressat for samme afgørelse samt HSH Nordbank og HSH Finanzfonds i deres egenskab af juridiske personer, som de omhandlede betingelser gælder for.

39      Det skal således i første række efterprøves, om sagsøgerne i deres egenskab af mindretalsaktionærer på baggrund af den anfægtede afgørelses indhold kan påberåbe sig en søgsmålsinteresse, der er forskellig fra den, som HSH Nordbank har, i henhold til den retspraksis, der er henvist til i præmis 31 ovenfor.

40      Det skal indledningsvis bemærkes, at hvad angår den anfægtede afgørelses artikel 1, hvormed støtteforanstaltningerne af Kommissionen blev anset for forenelige med det indre marked, falder sagsøgernes interesse delvist sammen med HSH Nordbanks interesse.

41      Det skal nemlig først bemærkes, at uden de redningsforanstaltninger, der udgjordes af rekapitaliseringen, risikoafdækningen og likviditetsgarantien, ville HSH Nordbank højst sandsynligt være gået konkurs, og selskabets minoritetsaktionærer, som ville have set deres andele blive overdraget til spotpriser eller endog være blevet værdiløse i forbindelse med likvidationsproceduren, ville have tabt deres investering i HSH Nordbank. Det er for at understøtte denne påstand tilstrækkeligt at henvise til de regnskabsoplysninger, der figurerer i den anfægtede afgørelses tabel 1, som viser, at HSH Nordbank led et tab på 3,195 mia. EUR i 2008 (selskabets resterende egenkapital beløb sig ifølge aktivitetsrapporten for samme år til lidt mere end 2 mia. EUR) og på 838 mio. EUR i 2009. Det kumulerede underskud i HSH Nordbank beløb sig den 31. december 2009 til 1,851 mia. EUR.

42      Dernæst, eftersom sagsøgerne ikke deltog i rekapitaliseringen, selv om de retligt ville have kunnet (jf. 255. og 256. betragtning til den anfægtede afgørelse), havde sagsøgerne ikke desto mindre fordel af den pågældende redning uden at blive ramt af andre følger end en udvanding af deres kapitalandele som følge af den pågældende rekapitalisering. Deres interesse faldt i det foreliggende tilfælde således klart sammen med selskabets interesse, dvs. at modtage den omhandlede statsstøtte for at sikre selskabets kontinuitet.

43      Afslutningsvis bemærkes, at såfremt de omhandlede støtteforanstaltninger var blevet anset for uforenelige med det indre marked, ville Forbundsrepublikken Tyskland have været tvunget til at foretage en tilbagesøgning hos HSH Nordbank, hvilket i forhold til deres andel af selskabets kapital ville have indvirket på sagsøgernes økonomiske situation.

44      Det må derfor fastslås, at sagsøgerne, for så vidt som deres søgsmål vedrører den anfægtede afgørelses artikel 1, ikke har godtgjort, at der foreligger en søgsmålsinteresse, der er forskellig fra HSH Nordbanks, såfremt det antages, at dette selskab selv havde interesse i at anfægte denne bestemmelse. De kan derfor ikke på dette grundlag anses for individuelt berørt i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF.

45      For det andet skal det undersøges, om sagsøgerne, som de har gjort gældende, opfylder dette sidstnævnte kriterium som følge af deres deltagelse i den administrative procedure. I denne forbindelse bemærkes, at selv om det er korrekt, at sagsøgerne i lighed med samtlige investorer, der blev rådgivet af JC Flowers & Co, deltog i den administrative procedure, var det ikke som forhandlingsledere som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i præmis 33 ovenfor, eller i egenskab af direkte støttemodtagere, at disse blev konsulteret, men alene som berørte parter. Følgelig er sagsøgernes deltagelse i den pågældende procedure i det foreliggende tilfælde ikke tilstrækkelig til at anse dem for individuelt berørt i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF.

46      Sagsøgerne har derfor ikke godtgjort, at de havde interesse i at opnå annullation af den anfægtede afgørelses artikel 1, og søgsmålet kan således ikke antages til realitetsbehandling for så vidt angår andet led, hvormed de har nedlagt påstand om annullation af afgørelsen i sin helhed.

47      Det skal endvidere undersøges, om søgsmålet kan antages til realitetsbehandling for så vidt angår dets første led, som vedrører påstanden om den delvise annullation af den anfægtede afgørelse, for så vidt som Kommissionen med afgørelsen pålagde sagsøgerne forpligtelser i deres egenskab af mindretalsaktionærer.

48      Som det blev anført i præmis 38 ovenfor, omfatter ordlyden af konklusionen i og bilag II til den anfægtede afgørelse på ingen måde sagsøgerne. De eneste, der er nævnt deri som juridiske personer ud over den berørte medlemsstat, er HSH Nordbank, modtager af de omhandlede støtteforanstaltninger, og HSH Finanzfonds, HSH Nordbanks hovedaktionær. En antagelse af sagen til realitetsbehandling, for så vidt som den vedrører en påstand om annullation af de betingelser, der blev pålagt HSH Nordbank, dvs. ifølge det af sagsøgerne fremhævede for det første en engangsbetaling, for det andet et forbud mod udlodning af udbytte og for det tredje en begrænsning af udlodning af udbytte, forudsætter således, at sagsøgerne kan påvise en søgsmålsinteresse, der er forskellig fra HSH Nordbanks, hvilket indebærer, at de pågældende betingelser har bindende retsvirkninger i forhold til sagsøgerne.

49      Med henblik på at afgøre, om der eventuelt foreligger en sådan interesse, skal der foretages en anvendelse af de kriterier, der blev fastslået i dom Westfälisch-Lippischer Sparkassen- und Giroverband mod Kommissionen, nævnt i præmis 30 ovenfor (EU:T:2014:683).

50      I denne dom fastslog Retten, at sagsøgeren, der var mindretalsaktionær i et selskab, der havde modtaget statsstøtte, som blev anset for forenelig med fællesmarkedet i henhold til artikel 87, stk. 3, litra c), EF, delvist kunne anfægte lovligheden af Kommissionens beslutning, for så vidt som Kommissionen havde pålagt aktionærerne at sælge selskabet til en uafhængig tredjemand, hvilket for disse aktionærer, som anført af Retten, indebar, at de var tvunget til »inden for bindende frister at give afkald på deres ejendomsret« til det pågældende selskab (dom Westfälisch-Lippischer Sparkassen- und Giroverband mod Kommissionen, nævnt i præmis 30 ovenfor, EU:T:2014:683, præmis 116).

51      Retten anførte derimod, »at en aktionærs deltagerrettigheder i et tysk aktieselskab [var] begrænset til udlodning af selskabets udbytte og modtagelsen af et eventuelt realisationsbeløb i tilfælde af virksomhedens afvikling«, eftersom en status som aktionær ikke giver rettigheder »over virksomhedens aktiver« (dom Westfälisch-Lippischer Sparkassen- und Giroverband mod Kommissionen, nævnt i præmis 30 ovenfor, EU:T:2014:683, præmis 118).

52      Eftersom HSH Nordbank er et tysk aktieselskab, kan de principper, som Retten har fremhævet, og som der er henvist til i præmis 50 og 51 ovenfor, overføres til det foreliggende tilfælde.

53      Hvad for det første angår engangsbetalingen skal det præciseres, at denne sidstnævnte blev pålagt i henhold til den anfægtede afgørelses artikel 2, hvorefter »Tyskland sikrer, at den oprindelige omstruktureringsplan […] samt tilsynspakken i bilag I og III og betingelserne i bilag II gennemføres fuldt ud i overensstemmelse med den i tilsagnspakken og betingelserne angivne tidsplan«.

54      Det følger i øvrigt af punkt 1.11, sammenholdt med punkt 1.13 i bilag II til den anfægtede afgørelse, som blev nævnt i præmis 11 ovenfor, at engangsbetalingen i realiteten er en kompleks foranstaltning, som ikke kun er begrænset til aspektet vedrørende betaling i snæver betydning. Denne foranstaltning omfatter tre særskilte aspekter.

55      For det første foretager HSH Nordbank en betaling på 500 mio. EUR til fordel for HSH Finanzfonds, hvilket udgør en formindskelse af aktiverne i den førstnævnte institution og en forøgelse af aktiverne i den sidstnævnte institution. For det andet anvendes dette beløb samtidigt af HSH Finanzfonds til at erhverve nye aktier i HSH Nordbank og til således at forhøje sin andel af kapitalen i dette selskab. For det tredje nedsætter denne kapitalforhøjelse udelukkende til fordel for HSH Finanzfonds automatisk den andel, som de øvrige aktionærer, herunder sagsøgerne, ejede.

56      Hvad angår det første aspekt skal det som anført i præmis 51 ovenfor fremhæves, at dom Westfälisch-Lippischer Sparkassen- und Giroverband mod Kommissionen, nævnt i præmis 30 ovenfor (EU:T:2014:683, præmis 118), udtrykkeligt bestemmer, at »[e]n status som aktionær [ikke i henhold til tysk ret] giver […] rettigheder over virksomhedens aktiver«. Mere specifikt vedrører spørgsmålene vedrørende nedbringelsen af en af posterne på aktivsiden i balancen det omhandlede selskabs forretningsmæssige aktiviteter og salget eller afviklingen af dens ejendom. Selskabet ville således udmærket selv kunne gøre ethvert argument, der tilsigter at anfægte de foranstaltninger, der er vedtaget i denne forbindelse af Kommissionen, gældende (jf. i denne retning dom Westfälisch-Lippischer Sparkassen- und Giroverband mod Kommissionen, nævnt i præmis 30 ovenfor, EU:T:2014:683, præmis 117). Betingelserne vedrørende nedbringelsen af et tysk aktieselskabs samlede aktiver i balancen kan således ikke påvirke rettighederne for selskabets aktionærer (jf. i denne retning dom Westfälisch-Lippischer Sparkassen- und Giroverband mod Kommissionen, nævnt i præmis 30 ovenfor, EU:T:2014:683, præmis 118). Det følger heraf, at for så vidt angår betalingen i snæver betydning kan sagsøgerne ikke påberåbe sig en interesse, der er forskellig fra HSH Nordbanks.

57      Hvad angår det andet aspekt fastsætter den anfægtede afgørelses konklusion en mulighed, nemlig enten anvendelsen af 500 mio. EUR til forhøjelse af kapitalen i HSH Nordbank til fordel for HSH Finanzfonds eller anvendelsen af en sådan forhøjelse kombineret med en kontant kapitalforhøjelse foretaget af minoritetsaktionærerne. Det følger imidlertid af punkt 1.13 i bilaget til denne afgørelse, at »det tilkommer HSH Finanzfonds […] og HSH [Nordbank] at vælge den form for kapitalforhøjelse, der garanterer den hurtigste gennemførelse og registrering i handelsregistret«. Det fremgår af en samlet læsning af disse bestemmelser, at Kommissionen i den anfægtede afgørelse tillod det støttemodtagende selskab og dets hovedaktionærer i givet fald at begrænse minoritetsaktionærenes ejendomsret ved at forbyde dem at erhverve nye aktier, hvilket er i strid med den normale forretningsgang i et aktieselskab. Det alternativ, der blev anvendt i praksis, var i øvrigt en udelukkelse af minoritetsaktionærerne, herunder sagsøgerne. Det må således fastslås, at dette forbud, også hvis det kun er potentielt, krænker sagsøgernes ejendomsret (dom Westfälisch-Lippischer Sparkassen- und Giroverband mod Kommissionen, nævnt i præmis 30 ovenfor, EU:T:2014:683, præmis 116), for så vidt som det potentielt er til hinder for udøvelsen af den pågældende ret, eftersom minoritetsaktionærerne forbydes at bevare deres relative selskabsandele i HSH Nordbank. Det pågældende forbud indskrænker ligeledes tilsvarende aktionærens selskabsretlige rettigheder, eftersom denne får indskrænket sin beslutningskompetence ikke af de frie markedskræfter, men som følge af den anfægtede afgørelse, som på dette punkt således har bindende retsvirkninger over for minoritetsaktionærerne, som sagsøgerne er en del af (jf. i denne retning dom Alro mod Kommissionen, nævnt i præmis 26 ovenfor, EU:T:2014:890, præmis 26).

58      Hvad angår det tredje aspekt skal det bemærkes, at anvendelsen af en del af HSH Nordbanks likviditet til dens rekapitalisering udelukkende til fordel for HSH Finanzfonds krænker sagsøgernes rettigheder i deres egenskab af aktionærer ikke kun, som det blev anført i præmis 57 ovenfor, som følge af disse sidstnævntes mindre indflydelse i HSH Nordbanks beslutningsorganer, men ligeledes som følge af, at deres vederlag i forhold til en bestemt pengemængde (den del af overskuddet, der kan udloddes som udbytte) bliver mindre som følge af reduktionen af den nominelle værdi af hver aktie.

59      Det skal således samlet fastslås, at sagsøgerne har godtgjort, at der foreligger en personlig søgsmålsinteresse, der er forskellig fra HSH Nordbanks søgsmålsinteresse vedrørende det andet og det tredje aspekt, der er nævnt i præmis 57 og 58 ovenfor (jf. i denne retning dom Westfälisch-Lippischer Sparkassen- und Giroverband mod Kommissionen, nævnt i præmis 30 ovenfor, EU:T:2014:683, præmis 120), eftersom engangsbetalingen forbliver neutral for selskabet, idet den kontante betaling på 500 mio. EUR samtidigt blev kompenseret gennem forhøjelsen af selskabskapitalen med 500 mio. EUR.

60      Søgsmålet kan således antages til realitetsbehandling, for så vidt som sagsøgerne er umiddelbart og individuelt berørt af den anfægtede afgørelse, eftersom Kommissionen deri som betingelse har fastsat en forhøjelse af kapitalen i HSH Nordbank udelukkende til fordel for HSH Finanzfonds.

61      Hvad endvidere angår forbuddet mod udlodning af udbytte indtil den 31. december 2014 og begrænsningen af en eventuel udbetaling af udbytte på de betingelser, der er henvist til i præmis 13 ovenfor, mellem den 1. januar 2015 og den 31. december 2016, skal det fremhæves, at disse foranstaltninger uden tvivl vedrører udlodning af selskabets overskud som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i præmis 51 ovenfor. Denne nødvendige betingelse er ikke desto mindre ikke tilstrækkelig, eftersom sagsøgernes interesse skal være selvstændig, dvs. at de i denne forbindelse i deres egenskab af minoritetsaktionærer har en søgsmålsinteresse, der er forskellig fra HSH Nordbanks søgsmålsinteresse.

62      Det skal til dette punkt på den ene side anføres, at et selskab kan have interesse i at udlodde udbytte for at udvise loyalitet over for selskabets aktionærer samt belønne deres investeringer og følgelig være påvirket af en foranstaltning om forbud mod og dernæst begrænsning af denne udlodning og kan som en følge deraf anfægte en sådan foranstaltning. På den anden side er en manglende adgang til udbytteudlodning til fordel for selskabet, eftersom egenkapitalen styrkes, hvilket var det formål, som Kommissionen tilstræbte med hensyn til HSH Nordbank. Hvad angår aktionærens interesse er denne klart kontekstbestemt. Som hovedregel er en aktionærs interesse på kort sigt at opnå en forrentning, så snart det er muligt og således en udbetaling af udbytte. På mellemlang og lang sigt tilsigter aktionæren, at selskabet udvikler sig for eksempel for at kunne realisere en merværdi i forbindelse med salg af sine aktier og under en krise, såfremt formålet om udvikling af selskabet viser sig ikke at kunne opfyldes, opretholdelse eller genetablering af selskabet.

63      I det foreliggende tilfælde synes interesserne hos aktionærerne, det være sig minoritetsaktionærer eller hovedaktionærer, og interesserne hos selskabet at være sammenfaldende. Det fremgår nemlig af sagsakterne, at for at sikre en redning af HSH Nordbank, var den fælles interesse hos dette selskab og samtlige dets aktionærer at styrke selskabets kernekapitalprocent, således at dette selskab kan forbedre sin kreditvurdering og tiltrække nye investorer. Sagsøgerne kan således ikke anses for at have en selvstændig interesse for så vidt angår forbuddet mod og dernæst begrænsningen i udbytteudlodningen. Følgelig er disse sidstnævnte ikke individuelt berørt af den anfægtede afgørelse på dette punkt.

64      Endvidere, og som Kommissionen med rette har fremhævet, har sagsøgerne ikke fremsat noget understøttet anbringende eller fremført noget præcist argument til støtte for deres påstand om annullation af det pågældende forbud og begrænsningen.

65      Det følger heraf, at med undtagelse af påstanden om annullation af betingelsen vedrørende kapitalforhøjelsen i HSH Nordbank udelukkende til fordel for HSH Finanzfonds, i forhold til hvilken sagsøgerne har godtgjort at være umiddelbart og individuelt berørt i henhold til artikel 263 TEUF, skal søgsmålet afvises fra realitetsbehandling. Sagsøgerne er nemlig for det første ikke individuelt berørt af den anfægtede afgørelse, og for det andet for så vidt angår betingelsen om forbuddet mod og dernæst begrænsningen af udbytteudlodning indeholder stævningen desuden ikke de præciseringer, der kræves i henhold til artikel 44, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement af 2. maj 1991.

 Realiteten

 De »generelle« anbringender i første del af stævningen

66      Blandt de otte anbringender, som sagsøgerne har påberåbt sig inden for rammerne af den første del af deres søgsmål, og som kan antages til realitetsbehandling, skal der i første række foretages en undersøgelse af de anbringender, som kan kvalificeres som »generelle«, men på baggrund af konklusionen i præmis 65 ovenfor, dvs. kun for så vidt som de vedrører engangsbetalingen.

–       Tilsidesættelse af begrundelsespligten

67      Der skal i første række ses nærmere på det andet anbringende, hvormed sagsøgerne har kritiseret Kommissionen for at have tilsidesat den begrundelsespligt, der følger af artikel 296, stk. 2, TEUF, ved ikke at have redegjort for, hvorfor de skulle anses for modtagere af en indirekte statsstøtte, og ved ikke at angive grundene til, at HSH Nordbanks virksomhedsværdi var blevet beregnet forkert.

68      Der skal først kort gøres rede for, hvorledes sagsøgerne kunne anses for indirekte modtagere af statsstøtte. I det foreliggende tilfælde nød HSH Nordbanks mindretalsaktionærer gennem denne juridiske person, som de er aktionærer i, godt af de støtteforanstaltninger, som dette selskab direkte og i selskabets navn modtog, navnlig rekapitaliseringen, og dette uden at have deltaget i den pågældende rekapitalisering i modsætning til HSH Nordbanks hovedaktionærer. Kommissionen fandt (jf. bl.a. 245. og 275. betragtning til den anfægtede afgørelse), at en sådan indirekte støtte ville foreligge, såfremt de betingelser i bilag II til den anfægtede afgørelse, som havde til formål at gøre den direkte støtte (som alene var genstand for den formelle undersøgelsesprocedure) forenelig med det indre marked, ikke var opfyldt.

69      Det skal bemærkes, at dette anbringendes første led, hvormed Kommissionen foreholdes ikke at have redegjort for, hvorfor sagsøgerne skulle anses for modtagere af indirekte statsstøtte, er faktuelt forkert. I modsætning til det af sagsøgerne anførte redegjorde Kommissionen i 247.-262. betragtning til den anfægtede afgørelse for, hvorfor en sådan indirekte støtte ville foreligge uden en fornyet byrdefordeling mellem aktionærerne og angav grundene til, at den fandt, at indsigelserne fra Forbundsrepublikken Tyskland og tredjeparterne skulle forkastes.

70      Det anføres således i 247. betragtning til den anfægtede afgørelse, at »[d]en indirekte fordel, minoritetsaktionærerne har opnået, opstod ved, at de offentlige ejere [havde givet] afkald på den yderligere deltagelse i HSH [Nordbank], som de havde opnået, hvis prisen for de nye kapitalandele var blevet fastsat korrekt«, og at der forelå »en årsagsforbindelse mellem støtten ydet ved hjælp af statsmidler til HSH [Nordbank] og fordelen for minoritetsaktionærerne«. I 248. betragtning til den anfægtede afgørelse præciserede Kommissionen, at i modsætning til de ovennævnte indsigelser hidrørte den fordel, som minoritetsaktionærerne fik, fra staten, eftersom de offentlige ejere i forbindelse med vedtagelsen på aktionærernes generalforsamling af afgørelsen om rekapitalisering, antallet af kapitalandele og disses pris »var […] repræsenteret som aktionærer og handlede i deres egenskab af offentligretlige organer«.

71      249.-253 betragtning til den anfægtede afgørelse vedrører påvisningen af den omstændighed, at den for begrænsede karakter af udvandingen af kapitalen efter rekapitaliseringen, hvis den ikke blev afhjulpet, ville indebære statsstøtte.

72      Kommissionen fastslog ligeledes, at sammenligningen med en af dens tidligere afgørelser vedrørende byrdefordelingen mellem aktionærer var irrelevant (254. betragtning til den anfægtede afgørelse), og anførte, at eftersom minoritetsaktionærernes finansielle bidrag blev ydet inden støtteforanstaltningerne og navnlig inden rekapitaliseringen, var disse irrelevante for lovligheden af de korrektioner, der skulle foretages af de pågældende foranstaltninger (255. og 256. betragtning til den anfægtede afgørelse).

73      Kommissionen konstaterede således i 262. betragtning til den anfægtede afgørelse en »potentiel […] fordel, som minoritetsaktionærerne har opnået«, og følgelig, at »en passende byrdefordeling [var nødvendig]«. Det følger således klart heraf, at første led af anbringendet om en mangelfuld begrundelse er ugrundet.

74      For så vidt angår andet led fremgår det endvidere af undersøgelsen af den anfægtede afgørelse, at dette heller ikke kan tiltrædes. Som det blev anført i præmis 71 ovenfor, er spørgsmålet om værdien af HSH Nordbank og følgelig om enhedsprisen af de aktier, der udgør dens kapital, behandlet i 249.-253. betragtning til den pågældende afgørelse. Det fremhæves i afgørelsen, at den analyse fra Forbundsrepublikken Tyskland og HSH Nordbanks offentlige aktionærer, som var støttet på den vurderingsrapport, der blev udført af et velanset revisionsfirma (herefter »vurderingsrapporten«), indeholdt flere svagheder (250. betragtning til den anfægtede afgørelse), nemlig den omstændighed, at den pågældende vurdering hvilede på en virksomhedsplan, som ikke tog hensyn til kravet om at skulle »opfylde de lovbestemte kapitalkrav« (251. betragtning til den anfægtede) og således foretage en væsentlig omstrukturering af HSH Nordbank.

75      Kommissionen anførte bl.a., at den antagelse om en normalisering af markedet i 2011, der var indeholdt i denne virksomhedsplan, ikke kunne »vurderes som konservativ« (samme betragtning). Kommissionen fremhævede ligeledes (252. betragtning til den anfægtede afgørelse), at Forbundsrepublikken Tyskland og de offentlige aktionærer i HSH Nordbank ikke tog hensyn til de forbehold, som affatterne af vurderingsrapporten selv havde givet udtryk for, og navnlig til den omstændighed, at nedgraderingen af HSH Nordbanks kreditvurdering fra A til BBB+ med negative udsigter »ikke afspejlede sig i den finansieringsplan, som værdiansættelsen var baseret på, og derfor ikke blev taget i betragtning ved beregningen af [dette selskabs] vejledende værdi«. Endvidere var det forhold, at selskabet i 2013 igen fik en kreditvurdering A, ifølge Kommissionen støttet på en fejlagtig antagelse. Kommissionen tilføjede i samme betragtning, at den pågældende rapport netop fremhævede behovet for at medregne de omstruktureringer, som helt sikkert ville blive foreskrevet inden for rammerne af undersøgelsesproceduren vedrørende statsstøtte. Afslutningsvis konkluderede Kommissionen, at det var en fejl, at virksomhedsværdien i vurderingsrapporten blev beregnet ved at antage, at risikoafdækningen ville blive gennemført (253. betragtning til den anfægtede afgørelse), selv om det netop er formålet med den formelle undersøgelsesprocedure at få fastlagt, om de omhandlede foranstaltninger udgør statsstøtte, og i bekræftende fald om de er forenelige med det indre marked og på hvilke betingelser.

76      Det følger af det ovenstående, at det andet anbringendes andet led skal forkastes som ugrundet, og at det pågældende anbringende derfor skal forkastes i sin helhed.

77      Retten finder det i anden række hensigtsmæssigt at undersøge et andet anbringende vedrørende tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter, nemlig anbringendet om en procedurefejl som følge af en uberettiget afslutning af den formelle undersøgelsesprocedure.

–       Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, i forordning (EF) nr. 659/1999 og af retssikkerhedsprincippet som følge af en uberettiget afslutning af den formelle undersøgelsesprocedure

78      Sagsøgerne har gjort gældende, at artikel 7, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af […] artikel [108 TEUF] (EFT L 83, s. 1) og retssikkerhedsprincippet er blevet tilsidesat som følge af den uberettigede afslutning af den formelle undersøgelsesprocedure, eftersom Kommissionen ikke vedtog nogen af de beslutninger, der er opregnet i den pågældende artikel 7, stk. 1, for at afslutte den omhandlede procedure vedrørende den eventuelle ulovlige støtte, som minoritetsaktionærerne modtog. De har gjort gældende, at selv om det står Kommissionen frit for ikke at afslutte den formelle undersøgelsesprocedure, skal den pågældende institution imidlertid i henhold til retssikkerhedsprincippet anføre, med hensyn til hvilke foranstaltninger den afslutter denne procedure, hvilket ikke var tilfældet for så vidt angår den omhandlede indirekte støtte.

79      Det skal indledningsvis bemærkes, at artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 659/1999 henviser til nævnte forordnings artikel 7, stk. 2-5, som fastsætter fire former for beslutning: en beslutning, hvorved det fastslås, at den omhandlede foranstaltning ikke er statsstøtte (stk. 2), en beslutning, der eventuelt efter, at den pågældende medlemsstat har foretaget ændringer, anerkender, at den omhandlede støtte er forenelig med det indre marked (»positiv beslutning«, fastlagt i stk. 3), en beslutning, i henhold til hvilken Kommissionen kan knytte betingelser til en positiv beslutning, hvorved støtte anses for at være forenelig med fællesmarkedet, og påbud, hvorved den kan overvåge, om beslutningen overholdes (»betinget beslutning«, fastsat i stk. 4), og endelig en beslutning, hvorved Kommissionen fastslår, at støtten er uforenelig med det indre marked (»negativ beslutning«, nævnt i stk. 5). Sagsøgerne har med rette gjort gældende, at den formelle undersøgelsesprocedure skal afsluttes med en af disse fire former for beslutning.

80      Det er imidlertid med urette, at de har anført, at dette ikke var tilfældet for så vidt angår den indirekte støtte, der eventuelt blev indrømmet minoritetsaktionærerne, og særligt, at den anfægtede afgørelses konklusion er tavs på dette punkt. Det er nemlig ubestridt, at denne sidstnævnte er en betinget beslutning i henhold til artikel 7, stk. 4, i forordning nr. 659/1999, eftersom den statsstøtte, der blev indrømmet HSH Nordbank, kun kunne anses for forenelig med det indre marked på betingelse af, at der blev vedtaget korrektioner for så vidt angår byrdefordelingen mellem aktionærerne med henblik på at forøge minoritetsaktionærernes bidrag. Kommissionen havde således ikke behov for at afgøre, om der forelå indirekte statsstøtte, der blev indrømmet minoritetsaktionærerne, idet det netop var for at undgå, at der forelå statsstøtte, at engangsbetalingen blev vedtaget.

81      Kommissionen tilsidesatte således hverken artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 659/1999 eller retssikkerhedsprincippet ved ikke i den anfægtede afgørelses konklusion at udtale sig om, hvorvidt der forelå indirekte støtte til minoritetsaktionærerne, herunder sagsøgerne, eftersom det var med henblik på at undgå, at der forelå indirekte støtte, at de detaljerede betingelser, der er nævnt i præmis 11-13 ovenfor, blev stillet. Dette ræsonnement er på ingen måde i modstrid med 73. betragtning til og punkt 5 i beslutningen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, som er nævnt i præmis 7 ovenfor, for så vidt som denne blot havde til formål at gøre det muligt for Kommissionen at efterprøve, om den pågældende indirekte støtte kunne antages at foreligge, hvilket ifølge denne institution ville have været tilfældet uden de betingelser, der blev fastsat i den anfægtede afgørelse.

82      Det følger heraf, at dette anbringende skal forkastes som ugrundet.

–       Anbringenderne om først, at der ikke foreligger selvstændig støtte til fordel for minoritetsaktionærerne, dernæst om en fejl ved bedømmelsen af de faktiske omstændigheder i forbindelse med undersøgelsen af den eventuelle fordel, som disse sidstnævnte blev indrømmet, og endelig om en manglende hensyntagen til de forudgående ydelser, som sagsøgerne leverede inden for rammerne af byrdefordelingen

83      Der skal foretages en samlet undersøgelse af det første, det tredje og det fjerde anbringende, for så vidt som de alle tre vedrører bedømmelsen af, om Kommissionen havde påvist påvisning, at der eventuelt forelå indirekte støtte til minoritetsaktionærerne, herunder sagsøgerne. Disse anbringender udgør med hensyn til realiteten pendanten til anbringendet vedrørende begrundelsesmangel, undersøgelsen af hvilket gjorde det muligt at fastslå, at Kommissionen i tilstrækkelig grad havde fremlagt begrundelser, der vedrørte samtlige disse spørgsmål. Det drejer sig her om, hvorvidt Kommissionens holdning i denne henseende er begrundet.

84      Hvad for det første angår klagepunktet om, at den angivelige indirekte støtte ikke udgør selvstændig støtte, har sagsøgerne påberåbt sig retspraksis fra dom af 13. juni 2002, Nederlandene mod Kommissionen (C-382/99, Sml., EU:C:2002:363, præmis 62 ff.), og af 20. november 2003, GEMO (C-126/01, Sml., EU:C:2003:622, præmis 28 ff.), med henblik på at gøre gældende, at der kun kan foreligge indirekte støtte, når den økonomiske fordel overdrages af den oprindelige modtager (HSH Nordbank i det foreliggende tilfælde) til andre modtagere (minoritetsaktionærerne i det foreliggende tilfælde). De er imidlertid af den opfattelse, at denne retspraksis ikke finder anvendelse i denne sag, eftersom den økonomiske fordel, som de, i lighed med de øvrige minoritetsaktionærer, modtog, »blot [udgør] en økonomisk afspejlning af den til HSH Nordbank indrømmede støtte«.

85      Der kan over for dette klagepunkt rejses to indvendinger, som fører til, at klagepunktet skal forkastes. For det første ønskede Kommissionen, som der allerede er redegjort for inden for rammerne af undersøgelsen af anbringendet om begrundelsesmangel, ikke at godtgøre, at der i sig selv forelå en indirekte støtte, men at denne eventuelle støtte ville foreligge, såfremt der ikke blev truffet korrigerende foranstaltninger i forhold til den støtte, der blev indrømmet HSH Nordbank. Hovedpointen i sagsøgernes ræsonnement er således ikke korrekt. For det andet skal det bemærkes, at selv såfremt det antages, at Kommissionen ønskede at godtgøre, at der forelå statsstøtte som sådan til fordel for minoritetsaktionærerne, kan den retspraksis, som sagsøgerne har henvist til, ikke udelukke, at der kan være tale om en delvis overdragelse af den fordel, som den oprindelige modtager blev indrømmet.

86      Det første klagepunkt skal således forkastes.

87      Hvad for det andet angår det angivelige fejlagtige skøn vedrørende anerkendelsen af, at der forelå en fordel for minoritetsaktionærerne, har sagsøgerne gjort gældende, at vurderingsrapporten i modsætning til det af Kommissionen hævdede var støttet på anerkendte metoder. De har særligt bestridt, at det i det foreliggende tilfælde var nødvendigt at foretage en »konservativ« vurdering, og er af den opfattelse, at Kommissionens principielle standpunkt er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn. De har fremhævet, at det påhviler Retten selv i tilfælde af komplekse økonomiske vurderinger at foretage en prøvelse af de påberåbte beviser, deres pålidelighed og sammenhæng samt af spørgsmålet, om de er af en karakter, der kan understøtte den konklusion, som Kommissionen har draget. Sagsøgerne er af den opfattelse, at vurderingsrapporten angiver en objektiv og således neutral virksomhedsværdi; de har gjort gældende, at der ikke kan tages hensyn til fremtidige usikre vurderinger, der ensidigt er til ulempe for en parts interesser, hvilket ville have været tilfældet ved en mere konservativ prognose.

88      Endvidere har sagsøgerne gjort gældende, at

–        det på tidspunktet for vurderingen var realistisk at lægge til grund, at der fra 2011 ville indtræde en normalisering af de generelle rammer for de økonomiske vilkår

–        det ikke var objektivt begrundet og ville have været uden betydning for resultatet at tage hensyn til andre omstruktureringsforanstaltninger end dem, som HSH Nordbank allerede havde været genstand for, eftersom de andele og porteføljer, der tjente til at fastlægge virksomhedsværdien, blev værdiansat på baggrund af deres markedsværdi, og at den af Kommissionen postulerede lavere markedsværdi kun svarede til virkeligheden i tilfælde af salg under markedsværdien

–        det ligeledes var objektivt begrundet ikke at tage hensyn til et kreditforeningsbureaus nedgradering af HSH Nordbank, idet den pågældende nedgradering var uden betydning for værdiansættelsen af virksomhedsværdien

–        det var objektivt begrundet at tage hensyn til risikoafdækningen

–        nedsættelsen af emissionskursen på de ordinære aktier i forbindelse med rekapitaliseringen ikke var objektivt begrundet.

89      Der skal her mindes om, hvilke rammer sagsøgernes argumentation indgår i. Som det fremgår af svarskriftets punkt 32, blev emissionskursen for de nye aktier i forbindelse med rekapitaliseringen fastsat til 19 EUR pr. aktie på grundlag af vurderingsrapporten, i henhold til hvilken virksomhedsværdien lå på mellem 2,01-2,94 mia. EUR, dvs. en pris pr. aktie på mellem 19,1-27,8 EUR. Den anvendte pris er således ganske lidt lavere end den lave del af intervallet i vurderingsrapporten. Kommissionen fandt imidlertid, at selv denne pris på 19 EUR var »alt for høj« (253. betragtning til den anfægtede afgørelse og svarskriftets punkt 32).

90      Sagsøgerne er af de grunde, der er anført i præmis 87 og 88 ovenfor, af den opfattelse, at vurderingen af HSH Nordbanks virksomhedsværdi og følgelig enhedsprisen på de aktier, der udgør virksomhedens kapital, er i overensstemmelse med loven.

91      Det er nødvendigt at udtale sig om hvert enkelt af de fem argumenter, der er anført i præmis 88 ovenfor, idet det præciseres, at de faktiske omstændigheder i sig selv ikke er anfægtet.

92      Hvad for det første angår den fejlagtige karakter af antagelsen om en normalisering af markedet fra 2011 bemærkes først, at det var med rette, at Kommissionen i svarskriftets punkt 38 anførte, at den på ingen måde kan være bundet af de standarder, som revisionsfirmaer anvender i forbindelse med udfærdigelse af deres rapporter. Dernæst og i modsætning til det af sagsøgerne hævdede tilsigter de pågældende standarder at forebygge og begrænse risici og således at sikre påpasselighed, hvilket Kommissionen med rette anførte i den anfægtede afgørelse. Endelig kan denne antagelse rent faktisk anses for uforsigtig i forbindelse med fastsættelsen af prisen for aktierne, eftersom det for det første fremgår af vurderingsrapporten, at den vækstrate, der var forventet for 2009 og 2010, svarede til et sammenbrud (2009) og derefter til et lille opsving (2010), hvilket ikke gjorde det muligt at konkludere, at man ville vende tilbage til en situation med normal økonomisk vækst i 2011, og samme rapport for det andet ikke indeholder påstande eller argumenter, der gør det muligt at bekræfte selve denne antagelse, idet det i rapporten kun anføres, at virksomhedsplanen opstillede en forventning om en sådan tilbagevenden. Sagsøgernes første argument skal derfor forkastes.

93      Hvad for det andet angår den manglende hensyntagen ved beregningen af emissionskursen for de nye aktier til omstrukturerings- og kompensationsforanstaltningerne skal det fastslås, at det i forbindelse med vedtagelsen af den støtteforanstaltning, som rekapitaliseringen udgjorde, tilkom de tyske myndigheder at foregribe Kommissionens undersøgelse i henhold til statsstøttelovgivningen. Selv om det er korrekt, at visse omstruktureringsforanstaltninger blev foreslået i vurderingsrapporten, var dette kun med henblik på at gøre det muligt for HSH Nordbank at overholde tysk lovgivning, navnlig med henblik på den forventede intervention fra den særlige fond. Kommissionen anførte i øvrigt med rette i 252. betragtning til den anfægtede afgørelse, at selve vurderingsrapporten henviste til, at der måtte forventes yderligere omstrukturerings- og kompensationsforanstaltninger uden dog at drage konsekvenserne deraf ved fastsættelsen af enhedsprisen for HSH Nordbanks aktier.

94      Følgelig kan mindretalsaktionærerne i dette sidstnævnte selskab, herunder sagsøgerne, ikke udlede et argument af ordlyden af den pågældende rapport særligt ikke for at gøre gældende, at de ikke forudgående kunne tage anvendelsen af retsregler, som var udmærket kendt af sagsøgerne, og som de som de forudseende og påpasselige erhvervsdrivende, som det påhvilede dem at være med hensyn til foranstaltninger, der kan påvirke deres interesser, skulle tage hensyn til, i betragtning (jf. i denne retning dom af 21.7.2011, Alcoa Trasformazioni mod Kommissionen, C-194/09 P, Sml., EU:C:2011:497, præmis 71, og af 16.10.2014, Eurallumina mod Kommissionen, T-308/11, EU:T:2014:894, præmis 59).

95      Det er ligeledes med urette, at sagsøgerne har gjort gældende, at det forhold, at der blev taget hensyn til omstruktureringerne og kompensationerne, ikke kunne påvirke fastlæggelsen af HSH Nordbanks virksomhedsværdi, da der ikke forelå et salg under markedsprisen. Som Kommissionen med rette har gjort gældende, hviler den undersøgelse, som sagsøgerne har støttet sig på, og som er indeholdt i bilag A3 til stævningen, på et postulat om, at sælgeren bevarer en mulighed for ikke at sælge, en mulighed, der pr. definition er udelukket med hensyn til den ændrede omstruktureringsplan, som Forbundsrepublikken Tyskland fremlagde, eftersom denne omfattede en pligt til at sælge visse porteføljer og aktivitetsområder inden for en fastsat frist. Tilsvarende kan det ikke gøres gældende, at HSH Nordbanks ophør med sine nye aktiviteter ikke havde indvirkning på virksomhedsværdien, eftersom dette ophør automatisk bevirkede en kontinuerlig forringelse af beholdningerne i forhold til forfaldstiden for de aktiver, som undgik i de porteføljer, der var omfattet af de pågældende aktiviteter. Det af sagsøgerne anførte vedrørende en manglende betydning af dette ophør ville kun have været relevant, hvis de pågældende aktiviteter havde været tilstrækkeligt rentable til at dække deres egne finansieringsomkostninger eller i tilfælde af erstatning af disse aktiviteter med andre endnu yngre og tilstrækkeligt rentable aktiviteter. Sagsøgerne har imidlertid på ingen måde godtgjort, at sådanne betingelser var opfyldt. Sagsøgernes andet argument skal således ligeledes forkastes.

96      Hvad for det tredje angår den manglende hensyntagen til et bureaus nedgradering af kreditvurderingen af HSH Nordbank skal det af sagsøgerne anførte om, at en sådan nedgradering ikke havde nogen betydning uden for fastlæggelsen af HSH Nordbanks virksomhedsværdi, forkastes. Det skal til gengæld bemærkes, at disse kreditvurderinger har til formål og som oftest til følge så præcist som muligt at afspejle virksomhedsværdien og denne værdis permanente udvikling.

97      På denne baggrund kan det forhold, at der ikke tages hensyn til en nedgradering af en kreditvurdering, være objektivt begrundet ud fra en økonomisk synsvinkel, såfremt den pågældende virksomhed råder over oplysninger, der afkræfter den pågældende nedgradering, f.eks. andre kreditvurderinger fra bureauer, som går i en modsat retning. Dette er imidlertid tilfældet i den foreliggende sag, idet sagsøgerne har henvist til to øvrige bureauers opretholdelse af A-vurderingen. Det fremgår af de faktiske omstændigheder, der er redegjort for i 31. betragtning til den anfægtede afgørelse, at det første bureau nedgraderede HSH Nordbanks kreditvurdering i maj 2009, og de to øvrige bureauer først gjorde det samme et år senere i maj og juli 2010. Alle disse kreditvurderinger var imidlertid til Kommissionens rådighed, eftersom rekapitaliseringen og risikoafdækningen blev tildelt i maj og juni 2009, og den formelle undersøgelsesprocedure blev indledt den 22. oktober 2009. Kommissionen har begrundet sin analyse med den omstændighed, at den blotte nedgradering af kreditvurderingen generelt er tilstrækkelig til at fordyre den berørte virksomheds kreditomkostninger. Kommissionen har under retsmødet præciseret, at de få tilbageværende investorer under subprime-krisen var meget sårbare over for en nedgradering af kreditvurderingen, endog selv om kun var et enkelt bureau, som udsendte en advarsel. Ifølge Kommissionen havde den første lavere vurdering set fra denne synsvinkel en særlig betydning.

98      Uden at bagatellisere betydningen af dette sidstnævnte argument skal det imidlertid forkastes. Den relative tillid, som markederne i det foreliggende tilfælde i det mindste indtil maj 2010 havde til virksomhedens fortsatte beståen, var en følge af adskillige bureauers opretholdelse af den pågældende virksomheds kreditvurdering (i det foreliggende tilfælde to af de tre »store« bureauer). Det var følgelig med urette, at Kommissionen henviste til tabet af kreditvurdering »A« til fordel for en kreditvurdering »BBB« til støtte for sit ræsonnement, der førte til konklusionen om, at HSH Nordbanks virksomhedsværdi var blevet vurderet for højt.

99      Der skal foretages en undersøgelse af sagsøgernes øvrige argumenter, inden indvirkningen af denne fejlagtige analyse på lovligheden af den anfægtede afgørelse fastlægges.

100    Hvad for det fjerde angår den omstændighed, at risikoafdækningen blev anset for sikret og iværksat, selv om Kommissionen skulle udtale sig om, hvorvidt den udgjorde statsstøtte og i givet fald om denne støtte var forenelig med det indre marked, kan sagsøgerne ikke med rette hævde, at der ex ante kunne tages hensyn til denne foranstaltning ved fastlæggelsen af virksomhedens økonomiske værdi, selv om »detaljerne vedrørende risikoafdækningen, såsom omkostningerne, beløbet og varigheden allerede var kendt« af HSH Nordbank. Den omstændighed, at indholdet af disse foranstaltninger var kendt, og at dette selskab kontaktede sine forhandlingspartnere med henblik på at berolige dem vedrørende selskabets rentabilitet, gør det på ingen måde muligt at slutte, at Kommissionen ville anse de pågældende foranstaltninger for statsstøtte, der var forenelig med det indre marked, i øvrigt, som det er tilfældet, med forbehold for opfyldelse af visse betingelser. Med andre ord, selv om der kunne tages hensyn til de omhandlede foranstaltninger som en garanti for HSH Nordbanks økonomiske overlevelse, udgjorde dette imidlertid ikke et relevant retligt grundlag for at lade dem udgøre et af parametrene for fastlæggelsen af virksomhedens økonomiske værdi, inden de blev anerkendt som lovlige foranstaltninger i henhold til EU-retten. Såfremt et modsat postulat anerkendtes, ville den procedure, der finder anvendelse på statsstøtteområdet, blive uden indhold og blive frataget sin berettigelse.

101    Det anførte om, at Kommissionen ikke både kunne afvise, at der skulle tages hensyn til risikoafdækningen, og kræve, at der skulle tages hensyn til de forventede omstrukturerings- og kompensationsforanstaltninger, skal ligeledes anses for at være uden relevans. Det skal her fremhæves, at disse sidstnævnte, såsom overdragelsen af porteføljer eller aktivitetsområder, under alle omstændigheder ville være blevet krævet af markederne og bankerne, så snart virksomhedens overlevelse var blevet sikret, med henblik på at forøge virksomhedens rentabilitet. I denne sammenhæng havde vurderingsrapporten, som Kommissionen med rette har anført i duplikken, til formål at fastlægge værdien af HSH Nordbank uden støtten for på dette grundlag at fastsætte emissionskursen for de aktier, der netop var beregnet til at finansiere støtteforanstaltningerne. Det var således helt normalt, at HSH Nordbank ved fastlæggelsen af virksomhedens værdi tog hensyn til de indskrænkninger, der var forbundet med procedurer, som en forudseende og påpasselig erhvervsdrivende forudgående måtte tage i betragtning. Det samme gælder ikke for de støtteforanstaltninger, der er genstand for den anfægtede afgørelse, og som ikke vedrører bestanddele af virksomhedens værdi på markedet, men udgør undtagelsesvise lempelige vilkår, som er møntet på at undgå denne sidstnævntes konkurs og gøre det muligt for den at komme på fode igen. Det fremgår således af retspraksis, at tildelingen af en statsgaranti i henhold til Kommissionens meddelelse med overskriften »Statsstøttereglernes anvendelse på foranstaltninger truffet over for pengeinstitutter i forbindelse med den aktuelle globale finanskrise« (EUT 2008 C 270, s. 8) skal anses for en hasteforanstaltning og dermed nødvendigvis være midlertidig, og en sådan garanti skal ligeledes ledsages af omstrukturerings- eller afviklingsforanstaltninger for modtageren (dom af 5.3.2015, Banco Privado Português og Massa Insolvente do Banco Privado Português, C-667/13, Sml., EU:C:2015:151, præmis 70). Endvidere er der intet, der gør det muligt at hævde, at disse foranstaltninger af Kommissionen vil blive anset for lovlige, dvs. anset for enten ikke at udgøre statsstøtte eller for statsstøtte, der er forenelig med det indre marked. Endvidere var det alene på visse betingelser, at denne støtte blev anerkendt, og sagsøgerne har endvidere anfægtet disse betingelser. Det skal således på ny anføres, at selv om det var logisk og hensigtsmæssigt, at HSH Nordbank over for sine handelspartnere og banker beskrev, hvorledes selskabets økonomiske situation ville være efter indrømmelse af risikoafdækningen, kunne der ikke tages hensyn til denne sidstnævnte ved fastlæggelsen af værdien af de nye aktier, der blev udstedt i forbindelse med rekapitaliseringen, uden automatisk at foretage en for høj vurdering af den pågældende værdi.

102    Sagsøgernes fjerde argument kan derfor ikke tiltrædes.

103    Hvad for det femte og sidste angår den uberettigede karakter af nedsættelsen af emissionskursen på de nye aktier har sagsøgerne gjort gældende, at denne pris endog i realiteten var for lav, ved at støtte sig til den gennemsnitspris for en aktie på 23,50 EUR, som følger af vurderingsrapporten. Eftersom dette argument i praksis skal vurderes til at være en konklusion på de fire forudgående argumenter, må det på baggrund af samtlige Kommissionens grunde med undtagelse af nedgraderingen af kreditvurderingen fra en enkelt af de tre vigtigste bureauer lægges til grund, at denne institution tog hensyn til samtlige relevante oplysninger og ikke anlagde et åbenbart urigtigt skøn, da den fastslog, at værdien på 19 EUR pr. aktie var for høj og skulle kompenseres af en ny byrdefordeling mellem aktionærer.

104    Sagsøgernes andet klagepunkt skal derfor ligeledes forkastes.

105    Hvad for det tredje angår anbringendet om, at der ikke blev taget hensyn til de forudgående ydelser, som sagsøgerne havde leveret i forbindelse med byrdefordelingen, skal dette forkastes som uvirksomt. Det er nemlig alene den anfægtede afgørelse, der er omhandlet i den foreliggende tvist (hvilket udelukker hele handlemåden fra HSH Nordbanks aktionærers side, inden dette selskab besluttede sig for at gøre brug af en intervention fra de tyske myndigheders side inden for rammerne af redningsforanstaltningerne), og i øvrigt ikke for så vidt den anerkender, at de omhandlede foranstaltninger udgør statsstøtte, men for så vidt som den pålægger minoritetsaktionærerne et vist antal betingelser vedrørende en ny byrdefordeling mellem aktionærer med henblik på at gøre støtten forenelig med det indre marked. Den omstændighed, at sagsøgerne som i øvrigt samtlige øvrige aktionærer intervenerede forud for rekapitaliseringen, har således ingen betydning for bedømmelsen af lovligheden af de pågældende betingelser. Det skal for fuldstændighedens skyld, i lighed med hvad Kommissionen har gjort gældende, anføres, at da kapitalforhøjelsen blev besluttet i 2008, forventede aktionærerne i HSH Nordbank, at deres investering ville være rentabel. De var nemlig af den opfattelse, at dette sidstnævnte selskab var kommet ud af den økonomiske krise uden problemer, og havde således over for Kommissionen gjort gældende at have handlet i overensstemmelse med det markedsøkonomiske investorprincip, hvilket Kommissionen havde tiltrådt (jf. 25. betragtning til den anfægtede afgørelse). Selv om dette anbringende anses for virksomt, må det derfor forkastes som ugrundet.

–       Tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet vedrørende den nye byrdefordeling

106    Med det syvende anbringende i stævningens første led har sagsøgerne gjort gældende, at proportionalitetsprincippet er blevet tilsidesat, for så vidt som Kommissionen dels ikke foretog en efterprøvelse af, om princippet blev overholdt i forhold til den nye byrdefordeling i den anfægtede afgørelse, dels rent faktisk tilsidesatte det pågældende princip ved at pålægge sagsøgerne en engangsbetaling.

107    Det skal først bemærkes, at anbringendets første led savner grundlag i de faktiske omstændigheder.

108    Kommissionen anførte således inden begrundelsen af de betingelser, der blev pålagt minoritetsaktionærerne, at »den ændrede omstruktureringsplan indeholder yderligere foranstaltninger, som klart forbedrer minoritetsaktionærernes deltagelse i byrdefordelingen« (258. betragtning til den anfægtede afgørelse), at »bidraget til byrdefordelingen [øges] på grundlag af de yderligere foranstaltninger til kompensation for risikoafdækningen, som Kommissionen har pålagt« (259. betragtning til den anfægtede afgørelse), og at »minoritetsaktionærernes deltagelse i byrdefordeling [forbedres] yderligere som følge af begrænsningen af afkastet af kapitalinstrumenterne« (260. betragtning til den anfægtede afgørelse). Kommissionen anførte endvidere, at på baggrund af formålet om »minoritetsaktionærernes deltagelse i byrdefordelingen« (261. betragtning til den anfægtede afgørelse) skal de omhandlede støtteforanstaltninger ikke desto mindre erklæres uforenelige med det indre marked, såfremt der ikke kan pålægges yderligere betingelser, der forbedrer minoritetsaktionærernes deltagelse i byrdefordelingen. Kommissionen fremhævede i 262. betragtning til den anfægtede afgørelse udtrykkeligt, at »[f]or at sikre proportionaliteten« bør forbuddet mod udbyttebetalinger begrænses. I 263. betragtning til den anfægtede afgørelse søger Kommissionen med egne ord at opnå »et passende eget bidrag og en passende deltagelse i byrdefordelingen«, hvilket implicit, men nødvendigvis indebærer, at Kommissionen har taget hensyn til proportionalitetsprincippet i forbindelse med vedtagelsen af den anfægtede afgørelse. Det er således ikke korrekt at gøre gældende, at denne institution ikke har foretaget en undersøgelse af, om det pågældende princip blev overholdt.

109    Anbringendets andet led skal ligeledes forkastes af følgende grunde.

110    Kommissionen har såvel i sine skriftlige indlæg som under retsmødet indvendt, at sagsøgerne ikke var berettigede til at anfægte foranstaltninger, som medførte en mere fordelagtig situation for dem end den, der ville følge af en manglende godkendelse af støtten. Eftersom det er fastslået, at sagsøgerne har en søgsmålsinteresse på de betingelser, der er fastlagt i præmis 56-60 ovenfor, skal EU’s retsinstanser undersøge lovligheden af de betingelser, som Kommissionen har opstillet og navnlig disse betingelsers overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, henset til dels de anbringender, som sagsøgerne har fremsat, og som kan antages til realitetsbehandling og er virksomme, dels grundlæggende retsprincipper.

111    Med hensyn til realiteten synes dette princip, i modsætning til det af sagsøgerne vagt hævdede, at være blevet overholdt af Kommissionen i det foreliggende tilfælde. Kommissionen undlod hverken at angive, i hvilket omfang minoritetsaktionærerne ikke i tilstrækkeligt omfang deltog i byrdefordelingen, eller at fastlægge beløbet af de byrder for aktionærerne, der var en følge af engangsbetalingen i form af aktier.

112    I denne forbindelse, og som korrekt anført i svarskriftet, bemærkes, at kvantificeringen af minoritetsaktionærenes utilstrækkelige deltagelse i byrdefordelingen klart følger af en samlet læsning af 40. og 253. betragtning til den anfægtede afgørelse, nemlig at der er tale om forskellen mellem den enhedspris på 19 EUR pr. aktie, der rent faktisk er lagt til grund i det foreliggende tilfælde og den enhedspris, der er korrigeret af Kommissionen (9,1 EUR, dvs. 13,6 EUR ved at fradrage værdien af risikoafdækningen, minus 4,5 EUR på baggrund af det i 40. betragtning til den anfægtede afgørelse anførte vedrørende nedsættelsen af emissionskursen for de nye aktier med det ikke-betalte udbytte på 10% i perioden 2009-2012). For så vidt angår værdien af engangsbetalingen i form af aktier indeholder 196. betragtning til den anfægtede afgørelse de nødvendige præciseringer for sagsøgerne.

113    Kommissionen overholdt således utvivlsomt proportionalitetsprincippet.

 De »specifikke« anbringender i første del af stævningen

114    Der skal i anden række foretages en undersøgelse af de anbringender, der kan kvalificeres som »specifikke«, men også her kun for så vidt som de kan vedrøre engangsbetalingen.

115    I denne forbindelse er det sjette anbringende vedrørende Kommissionens tilsidesættelse af artikel 7, stk. 4, i forordning nr. 659/1999 og af dens meddelelse om behandlingen af værdiforringede aktiver i Fællesskabets banksektor (EUT 2009 C 72, s. 1) ved til den anfægtede afgørelse at knytte betingelser og pligter, som ikke stod i forbindelse med omstruktureringen af HSH Nordbank, men udgjorde en skjult betinget godkendelse af en indirekte statsstøtte, i realiteten udelukkende rettet mod engangsbetalingen. Der skal i denne forbindelse erindres om en række betragtninger.

116    Engangsbetalingen er genstand for 245.-259. betragtning til den anfægtede afgørelse under overskriften »Minoritetsaktionærernes deltagelse i byrdefordelingen«. Kommissionen gengav deri de oplysninger, der figurerede i beslutningen om indledning af den formelle undersøgelsesprocedure (245. betragtning til den anfægtede afgørelse), inden den tilbageviste argumenterne fra Forbundsrepublikken Tyskland og de øvrige berørte parter, herunder minoritetsaktionærerne (dvs. sparekasseforeningen i Schleswig-Holstein og de selskaber, der blev rådgivet af JC Flowers & Co, herunder sagsøgerne).

117    Ifølge Kommissionen var de aktier, der var ejet af de minoritetsaktionærer, som ikke deltog rekapitaliseringen, ikke udvandet i tilstrækkelig grad; med andre ord var deres enhedsværdi for høj, idet der ikke i forbindelse med HSH Nordbanks redning var sket en passende byrdefordeling, der gjorde det muligt at anse støtteforanstaltningerne for forenelige med det indre marked. Kommissionen fandt ligeledes, at den indirekte fordel, som for minoritetsaktionærerne fulgte af de manglende betingelser i den anfægtede afgørelse, i sig selv kunne anses for statsstøtte, for så vidt som de offentlige aktionærer (dvs. delstaterne Hamburg og Schleswig-Holstein), såfremt prisen for aktierne var blevet fastsat korrekt, ville have opnået en yderligere andel i HSH Nordbanks kapital, som de gav afkald på (247. og 248. betragtning til den anfægtede afgørelse).

118    Kommissionen forkastede ligeledes Forbundsrepublikken Tysklands og minoritetsaktionærernes argumenter vedrørende relevansen af den oprindelige vurdering af prisen og antallet af aktier. Ifølge disse parter var de omhandlede parametre, der blev fastlagt på grundlag af vurderingsrapporten, relevante, mens Kommissionen var af den opfattelse, at udeladelsen af en række aspekter i denne rapport førte til en for høj vurdering af prisen pr. aktie i forbindelse med rekapitaliseringen (249. og 250. betragtning til den anfægtede afgørelse). Særligt gav Kommissionen udtryk for sin uenighed i to af de antagelser, der blev lagt til grund i vurderingsrapporten ved fastsættelsen af aktiernes enhedspris (251. og 252. betragtning til den anfægtede afgørelse), antagelsen om en normalisering af markederne i 2011 og antagelsen om, at selskabet igen ville opnå en A-vurdering hos kreditvurderingsbureauerne (HSH Nordbank var i 2009 blevet nedgraderet til kreditvurderingen BBB+ med negative udsigter), som den finder er urimeligt optimistiske.

119    Kommissionen udledte deraf, at der var behov for en korrektion gennem en engangsbetaling med henblik på at opnå den ønskede grad af udvanding af minoritetsaktionærernes kapitalandel i HSH Nordbank (259. betragtning til den anfægtede afgørelse).

120    Sagsøgerne har inden for rammerne af deres sjette anbringende gjort gældende, at engangsbetalingen, for så vidt som den hviler på de minoritetsaktionærer, som de er en del af, ikke kan udgøre et bidrag til HSH Nordbank til tilbagebetaling af det støtteelement, som blev anset for uforeneligt med det indre marked i 209. betragtning til den anfægtede afgørelse. De er af den opfattelse, at de vedtagne foranstaltninger ikke indebærer en betalingsstrøm tilbage til støttegiveren.

121    Kommissionen har med rette anført, at HSH Finanzfonds »spiller en dobbeltrolle dels som aktionær […[ i HSH Nordbank, dels som støttegiver«. I denne sammenhæng blev der inden for rammerne af engangsbetalingen betalt 500 mio. EUR til HSH Finanzfonds af HSH Nordbank, og dette beløb blev samtidigt fradraget i dette sidstnævnte selskabs aktiver. Beløbet blev betalt i form af aktier, og kapitalen blev tilsvarende forhøjet. Det forholder sig ikke desto mindre således, at HSH Finanzfonds aktiver steg i værdi med 500 mio. EUR efter denne foranstaltning, og at eftersom HSH Nordbank fik fradraget samme beløb i aktiverne (inden dette beløb på ny blev en del af aktiekapitalen), måtte alle aktionærer konstatere et fald i værdien pr. aktie.

122    Selv om det er korrekt, at Kommissionen herved opnåede, at den kapital, der var investeret af minoritetsaktionærerne, herunder sagsøgerne, stod for en del af tabet med henblik på en fornyet byrdefordeling mellem minoritetsaktionærerne og hovedaktionæren HSH Finanzfonds, kan sagsøgerne ikke med rette hævde, at denne omfordeling var uberettiget, som det blev fastslået i præmis 113 ovenfor. Endvidere og i modsætning til det af sagsøgerne hævdede har engangsbetalingen virkninger for alle aktionærer og ikke kun en bestemt kategori af aktionærer, selv om den omstændighed, at hovedaktionæren, som i denne egenskab også bidrager til omfordelingen af beløbet på 500 mio. EUR som værdien af de aktier, denne allerede ejede, ligeledes modtager nye udstedte aktier, kan give indtryk af en forskelsbehandling. Der er imidlertid i dette tilfælde kun tale om et fordrejet billede af engangsbetalingen, eftersom det udelukkende er i sin egenskab af støttegiver, der er blevet stillet dårligere som følge af den for høje vurdering af værdien af virksomheden, at HSH Finanzfonds modtog de nye aktier, og ikke i sin egenskab af aktionær. Som Kommissionen med rette har fremhævet, havde det for at opnå denne afbalancering været muligt at gøre brug af et nyt offentligretligt organ, som ikke var aktionær, men kun modtager af midlerne, og man ville således være endt med den samme byrdefordeling mellem alle aktionærerne til fordel for støttegiveren, repræsenteret ved det pågældende organ.

123    Det må således fastslås, at engangsbetalingen, selv om den i økonomisk henseende har til følge, at værdien af minoritetsaktionærenes post i HSH Nordbank formindskes, ikke desto mindre er retligt begrundet, for så vidt som den tvinger disse til en deltagelse, der står i forhold til de offentlige aktionærers deltagelse i forbindelse med rekapitaliseringen, således at minoritetsaktionærerne ikke indirekte modtager støtte, og at de omhandlede foranstaltninger kan erklæres forenelige med det indre marked.

124    Det sjette anbringende i stævningens første del skal således forkastes.

125    Sagsøgerne har inden for rammerne af det ottende anbringende i stævningens første del påberåbt sig tre beslutninger fra Kommissionen.

126    I denne forbindelse bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at Kommissionens tidligere beslutningspraksis ikke kan påvirke gyldigheden af en senere beslutning, der kun kan vurderes ud fra objektive traktatbestemmelser (dom af 20.5.2010 Todaro Nunziatina & C., C-138/09, Sml., EU:C:2010:291, præmis 21, og Eurallumina mod Kommissionen, nævnt i præmis 94 ovenfor, EU:T:2014:894, præmis 80).

127    Der skal for fuldstændighedens skyld henvises til følgende forhold.

128    Hvad angår sammenligningen med Kommissionens beslutning af 7. maj 2009 har sagsøgerne argumenteret med den omstændighed, at Generali-koncernen, som ikke deltog i kapitalforhøjelsen, heller ikke var forpligtet til at bidrage til byrderne »bortset fra en udsættelse af eventuelt udbytte i to regnskabsår«. Det skal deraf udledes, at denne første sammenligning således i realiteten kun vedrører berettigelsen af engangsbetalingen. Eftersom berettigelsen blev fastslået i forbindelse med undersøgelsen af det sjette anbringende, kan en sådan sammenligning ikke tiltrædes.

129    Den anden sammenligning foretages i henhold til samme implicitte antagelse, eftersom sagsøgerne gør gældende, at i denne sag, hvori visse aktionærer ikke deltog i kapitalforhøjelsen, gjorde Kommissionens pressemeddelelse »det ikke muligt at vide, om de [pågældende] aktionærer [havde deltaget] i byrdefordelingen blot ved et forbud mod udbytte eller ved at blive pålagt yderligere byrder«.

130    Sagsøgerne har inden for rammerne af den tredje sammenligning mindet om, at Kommissionen i den sag, der gav anledning til Kommissionens afgørelse af 9. december 2011 vedrørende statsstøtte SA.31883 (ex N 516/10) var af den opfattelse, at »de bayerske sparekasser [skulle bære] en yderligere byrde, eftersom de ikke længere fik noget årligt vederlag for deres passive deltagelse, og at de [skulle] give afkald på udbyttebetaling som følge af forbuddet mod udbytte«, og finder, at disse byrder »ikke er sammenlignelige med den byrde, som minoritetsaktionærerne i HSH Nordbank skal bære som følge af engangsbetalingen og begrænsningen af udbytte«.

131    Det er her på ny ikke ulovligheden af forbuddet mod og dernæst begrænsningen af udlodning af udbytte, der i sig selv anfægtes, eftersom denne konstatering under alle omstændigheder ikke kan antages til realitetsbehandling, som det blev fastslået i præmis 65 ovenfor, men den ulovlighed, der følger af sammenlægningen af disse med den byrde, som engangsbetalingen udgør. Følgelig kan det andet og det tredje anbringende af de samme grunde som ved den første sammenligning ikke tiltrædes. Sagsøgerne har under alle omstændigheder hverken godtgjort, at denne sammenlægning er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn, eller at den er i strid med proportionalitetsprincippet, eftersom det pågældende princip i det foreliggende tilfælde er blevet overholdt, som det følger af konklusionen i præmis 113 ovenfor.

132    Det ottende anbringende i stævningens første led skal følgelig forkastes.

133    Samlet har sagsøgerne ikke godtgjort, at engangsbetalingen, som udelukkende, som Kommissionen med rette har anført, havde til formål at gøre statsstøtten forenelig med det indre marked, udgjorde en betingelse, der var uforholdsmæssig eller i strid med ligebehandlingsprincippet.

134    Som følge heraf skal søgsmålet dels afvises, dels forkastes som ugrundet.

 Sagens omkostninger

135    Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger, og sagsøgerne har tabt sagen, bør det pålægges disse at betale sagens omkostninger i medfør af procesreglementets artikel 134, stk. 1.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Ottende Afdeling):

1)      Europa-Kommissionen frifindes.

2)      HSH Investment Holdings Coinvest-C Sàrl og HSH Investment Holdings FSO Sàrl betaler sagens omkostninger.

Gratsias Kancheva Wetter

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 12. november 2015.

Underskrifter

* Processprog: tysk.