RETTENS DOM (Tredje Afdeling)
10. februar 2000 (1)
»De oversøiske landes og territoriers associering med Fællesskabet - forordning
(EF) nr. 2352/97 - forordning (EF) nr. 2494/97 - annullationssøgsmål -
formaliteten - OLT-afgørelsen - beskyttelsesforanstaltning - årsagsforbindelse«
I de forenede sager T-32/98 og T-41/98,
De Nederlandske Antillers regering ved advokaterne M.M. Slotboom og P.V.F.
Bos, Rotterdam, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat M. Loesch, 11,
rue Goethe,
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved de juridiske konsulenter T.
van Rijn og P.J. Kuijper, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg
hos C. Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret,
Kirchberg,
støttet af
Kongeriget Spanien ved statens advokat, N. Díaz Abad, som befuldmægtiget, og
med valgt adresse i Luxembourg på Spaniens Ambassade, 4-6, boulevard
Emmanuel Servais,
hvorunder der i sag T-32/98 er nedlagt påstand om annullation af Kommissionens
forordning (EF) nr. 2352/97 af 27. november 1997 om særlige foranstaltninger for
indførsel af ris med oprindelse i de oversøiske lande og territorier (EFT L 326, s.
21) og i sag T-41/98 om annullation af Kommissionens forordning (EF) nr. 2494/97
af 12. december 1997 om udstedelse af importlicenser for ris henhørende under
KN-kode 1006 med oprindelse i de oversøiske lande og territorier som led i de
særlige foranstaltninger, der blev indført ved Kommissionens forordning (EF) nr.
2352/97 (EFT L 343, s. 17),
har
DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS
(Tredje Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, M. Jaeger, og dommerne K. Lenaerts og J.
Azizi,
justitssekretær: fuldmægtig A. Mair,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 21.
september 1999,
afsagt følgende
Dom
Relevante retsregler
- 1.
- Nederlandene omfatter, ud over deres europæiske del, De Nederlandske Antiller
og øen Aruba. De to sidstnævnte enheder hører til de oversøiske lande og
territorier (OLT), der opregnes i EF-traktatens bilag IV (efter ændring nu bilag II),
og hvis associering med Fællesskabet er omfattet af den nævnte traktats fjerde del.
De relevante bestemmelser i traktaten
- 2.
- EF-traktatens artikel 131 (efter ændring nu artikel 182 EF) bestemmer i stk. 2, at
»formålet med associeringen er at fremme den økonomiske og sociale udvikling i
[OLT] og at oprette nære økonomiske forbindelser mellem disse og Fællesskabet
som helhed«.
- 3.
- EF-traktatens artikel 132, nr. 1 (nu artikel 183, stk. 1, EF), bestemmer, at
»medlemsstaterne anvender i deres samhandel med [OLT] samme regler, som de
i henhold til denne traktat anvender indbyrdes«.
- 4.
- EF-traktatens artikel 133, stk. 1 (efter nu ændring artikel 184, stk. 1, EF),
bestemmer, at »varer med oprindelse i [OLT] nyder ved indførsel til
medlemsstaterne godt af den fuldstændige afskaffelse af tolden mellem
medlemsstaterne, som gradvis finder sted i overensstemmelse med denne traktats
bestemmelser«.
- 5.
- EF-traktatens artikel 134 (nu artikel 185 EF) bestemmer, at »såfremt toldsatsernes
niveau for varer hidrørende fra tredjeland ved indførsel til et [OLT], når
bestemmelserne i artikel 133, stk. 1, finder anvendelse, vil kunne fremkalde
omlægninger af samhandelen til skade for en medlemsstat, kan denne begære, at
Kommissionen foreslår de øvrige medlemsstater nødvendige foranstaltninger for at
afhjælpe denne situation«.
- 6.
- Ifølge EF-traktatens artikel 136 (efter ændring nu artikel 187 EF) fastlægger Rådet
de nærmere retningslinjer for OLT's associering med Fællesskabet.
OLT-afgørelsen, afgørelsen om midtvejsrevision og forskellige foranstaltninger truffet
i 1997
- 7.
- I henhold til traktatens artikel 136 udstedet Rådet den 25. juli 1991 afgørelse
91/482/EØF om de oversøiske landes og territoriers associering med Det
Europæiske Økonomiske Fællesskab (EFT L 263, s. 1, herefter »OLT-afgørelsen«).
- 8.
- OLT-afgørelsens artikel 101, stk. 1, og artikel 102 bestemte, indtil de blev ændret
den 30. november 1997: »Varer med oprindelse i OLT fritages for told og afgifter
med tilsvarende virkning ved indførsel i Fællesskabet.
...
Fællesskabet anvender hverken kvantitative restriktioner eller foranstaltninger med
tilsvarende virkning ved indførsel af varer med oprindelse i OLT.«
- 9.
- OLT-afgørelsens artikel 109, stk. 1, bestemmer, at Kommissionen efter proceduren
i afgørelsens bilag IV kan træffe beskyttelsesforanstaltninger over for indførsler af
varer med oprindelse i OLT. OLT-afgørelsens artikel 109, stk. 2, og artikel 110
behandler de betingelser, som disse foranstaltninger skal opfylde.
- 10.
- Ifølge artikel 240 anvendes OLT-afgørelsen for en periode på ti år fra den 1. marts
1990. I denne artikel bestemmes ligeledes i stk. 3, at Rådet inden udløbet af den
første periode på fem år ved enstemmig afgørelse på forslag af Kommissionen, ud
over de finansielle bidrag fra Fællesskabet for den anden periode på fem år, i givet
fald fastlægger de eventuelle ændringer af OLT-afgørelsen, som OLT's kompetente
myndigheder ønsker, eller de ændringer, som Kommissionen eventuelt foreslår på
baggrund af egne erfaringer eller i forbindelse med de ændringer, der er til
forhandling mellem Fællesskabet og AVS-staterne (Afrika, Caribien og Stillehavet).
De således fastlagte eventuelle ændringer tager form af en »afgørelse om
midtvejsrevision«.
- 11.
- Den 24. november 1997 udstedte Rådet i henhold til artikel 240, stk. 3, afgørelse
97/803/EF om midtvejsrevision af OLT-afgørelsen (EFT L 329, s. 50, herefter
»afgørelsen om midtvejsrevision«). Denne afgørelse begrænser indførslerne af ris
og sukker fra OLT til Fællesskabet.
- 12.
- Sagsøgeren har anlagt sag med påstand om annullation af afgørelsen om
midtvejsrevision ved Retten (sag T-310/97). I henhold til EF-traktatens artikel 177
(nu artikel 234 EF) har præsidenten for Arrondissementsrechtbank, Haag
(Nederlandene), anmodet Domstolen om at udtale sig om denne afgørelses
gyldighed (sag C-17/98). Ved kendelse af 16. november 1998 (sag T-310/97, De
Nederlandske Antiller mod Rådet, Sml. II, s. 4131) udsatte Retten sag T-310/97
indtil afsigelsen af Domstolens dom i sag C-17/98.
- 13.
- I løbet af 1997 gav OLT-afgørelsen Kommissionen anledning til at træffe en række
foranstaltninger i henhold til artikel 109, navnlig i sektoren for indførsel af ris.
- 14.
- Ved forordning (EF) nr. 304/97 af 17. februar 1997 om beskyttelsesforanstaltninger
mod indførsel af ris med oprindelse i OLT (EFT L 51, s. 1) traf Rådet de første
beskyttelsesforanstaltninger, der begrænsede indførslerne til Fællesskabet af ris med
oprindelse i OLT mellem den 1. januar 1997 og den 30. april 1997. Kongeriget
Nederlandene og selskabet Antillean Rice Mills anlagde sag med påstand om
annullation af denne forordning, henholdsvis ved Domstolen (sag C-110/97) og ved
Retten (sag T-41/97). Ved kendelse af 16. november 1998 (sag T-41/97, Antillean
Rice Mills mod Rådet, Sml. II, s. 4117) erklærede Retten sig inkompetent i sag T-41/97 til fordel for Domstolen, for at denne kunne træffe afgørelse om
annullationspåstanden.
- 15.
- Ved forordning (EF) nr. 1036/97 af 2. juni 1997 om beskyttelsesforanstaltninger
over for indførsel af ris med oprindelse i OLT (EFT L 151, s. 8) fastsatte Rådet
nye beskyttelsesforanstaltninger, som begrænsede indførslerne til Fællesskabet af
ris med oprindelse i OLT mellem den 1. maj 1997 og den 30. november 1997.
Sagsøgeren og Kongeriget Nederlandene anlagde sag med påstand om annullation
af denne forordning, henholdsvis ved Retten (sag T-179/97) og ved Domstolen (sag
C-301/97). Ved kendelse af 16. november 1998 (forenede sager T-163/97 og T-179/97, De Nederlandske Antiller mod Rådet og Kommissionen, Sml. II, s. 4123),
erklærede Retten sig ligeledes inkompetent til fordel for Domstolen i sag T-179/97.
- 16.
- Ved forordning (EF) nr. 2352/97 af 27. november 1997 om særlige foranstaltninger
for indførsel af ris med oprindelse i OLT (EFT L 326, s. 21) traf Kommissionen en
tredje række beskyttelsesforanstaltninger, hvorefter der skal udstedes importlicenser
for ris med oprindelse i OLT og stilles en bankgaranti svarende til 50% af den told,
der normalt gælder for den mængde ris, for hvilken der ansøges om importlicenser.
Denne forordning bestemte desuden, at hvis de mængder, der er indgivet ansøgning
om, overstiger den månedlige mængde på 13 300 tons ris, og denne overskridelse
risikerer at medføre alvorlige forstyrrelser på Fællesskabets marked, foretager
Kommissionen visse foranstaltninger over for ansøgninger, der overskrider denne
tærskel på 13 300 tons. Forordningen trådte i kraft den 1. december 1997.
- 17.
- Den 12. december 1997 udstedte Kommissionen forordning (EF) nr. 2494/97 om
udstedelse af importlicenser for ris henhørende under KN-kode 1006 med
oprindelse i OLT som led i de særlige foranstaltninger, der blev indført ved
Kommissionens forordning (EF) nr. 2352/97 (EFT L 343, s. 17). Den udelukkede
bl.a. udstedelse af importlicenser fra 3. december 1997 og suspenderede indgivelse
af nye ansøgninger om importlicenser indtil 31. december 1997.
- 18.
- Forordning nr. 2352/97 blev ophævet ved artikel 14 i Kommissionens forordning
(EF) nr. 2603/97 af 16. december 1997 om gennemførelsesbestemmelser for
ordningen for import af ris med oprindelse i AVS-staterne samt i OLT (EFT L 351,
s. 22) i henhold til OLT-afgørelsens artikel 108a, som ændret. Sagsøgeren anlagde
ligeledes ag med påstand om annullation af denne forordning ved Retten (sag T-52/98). Ved kendelse af 11. februar 1999 (sag T-52/98, De Nederlandske Antiller
mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser) udsatte Retten sag T-52/98
indtil afsigelsen af Domstolens dom i sag C-17/98.
Retsforhandlinger
- 19.
- Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 24. februar 1998 har
sagsøgeren anlagt sag med påstand om annullation af forordning nr. 2352/97 (sag
T-32/98).
- 20.
- Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 6. marts 1998 har sagsøgeren
anlagt sag med påstand om annullation af forordning nr. 2494/97 (sag T-41/98).
- 21.
- Ved processkrifter indleveret til Rettens Justitskontor den 28. maj og 11. juni 1998
har Kongeriget Spanien i henhold til procesreglementets artikel 115 fremsat
begæring om at indtræde i sagerne T-32/98 og T-41/98 til støtte for Kommissionens
påstande. Ved kendelser afsagt af formanden for Rettens Fjerde Afdeling den 1.
og 10. juli 1998 er disse begæringer blevet imødekommet. Den 31. juli og den 6.
august 1998 har Kongeriget Spanien i begge sager indgivet interventionsindlæg, som
parterne har kunnet fremsætte deres bemærkninger til.
- 22.
- På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tredje Afdeling)
besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisoptagelse.
Der er dog i form af foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse i
henhold til procesreglementets artikel 64 blevet stillet parterne en række skriftlige
spørgsmål, som er blevet besvaret inden for den fastsatte frist.
- 23.
- Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret Rettens spørgsmål under det
offentligt retsmøde, som for begge sager blev afholdt den 21. september 1999.
- 24.
- Efter at have hørt parterne på dette punkt har Retten besluttet at forene de to
sager med henblik på domsafsigelsen.
Parternes påstande
- 25.
- I sag T-32/98 har sagsøgeren nedlagt følgende påstande:
- Forordning nr. 2352/97 annulleres.
- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
- 26.
- I sag T-41/98 har sagsøgeren nedlagt følgende påstande:
- Forordning nr. 2494/97 annulleres.
- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
- 27.
- Kommissionen har i sagerne T-32/98 og T-41/98 nedlagt følgende påstande:
- Sagerne afvises, subsidiært frifindes Kommissionen.
- Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
- 28.
- Intervenienten har i sagerne T-32/98 og T-41/98 nedlagt følgende påstande:
- Sagerne afvises på grund af manglende søgsmålskompetence.
- Subsidiært frifindes Kommissionen.
- Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Spørgsmålet om interventionen kan admitteres
- 29.
- Sagsøgeren har anført, at Retten ikke kan tage hensyn til de bemærkninger, som
Kongeriget Spanien har fremsat i sit interventionsindlæg. Sagsøgeren har i denne
forbindelse gjort gældende, at der ikke er nogen fællesskabsretlig forbindelse
mellem De Nederlandske Antiller og denne medlemsstat. Kongeriget Nederlandene
har nemlig kun ratificeret traktaten om Kongeriget Spaniens tiltrædelse for sit
europæiske områdes vedkommende.
- 30.
- Det bemærkes, at kendelserne af 1. og 10. juli 1998, hvorved Kongeriget Spanien
fik tilladelse til at intervenere til støtte for Kommissionens påstande i sagerne T-32/98 og T-41/98, ganske vist ikke er til hinder for, at der i den endelige dom
foretages en fornyet undersøgelse af, om interventionen kan admitteres
(Domstolens dom af 8.7.1999, sag C-234/92 P, Shell mod Kommissionen, endnu
ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 25).
- 31.
- I modsætning til hvad sagsøgeren har anført, kan Kongeriget Spaniens intervention
i de to sager imidlertid admitteres. I henhold til artikel 37, stk. 1, i EF-statutten for
Domstolen, som finder anvendelse på Retten i henhold til samme statuts artikel 46,
stk. 1, kan medlemsstaterne nemlig indtræde i retstvister, der er indbragt for
Retten. Den omstændighed, at Kongeriget Nederlandene kun har ratificeret
traktaten om Kongeriget Spaniens tiltrædelse for sit europæiske område, kan ikke
påvirke sidstnævntes udøvelse af denne ret, som tilkommer det i kraft af dets
egenskab af medlemsstat.
Formaliteten
Parternes argumentation
- 32.
- Uden formelt at fremsætte formalitetsindsigelse i henhold til procesreglementets
artikel 114, stk. 1, har Kommissionen bestridt, at sagerne kan admitteres, og har
henvist til tre grunde.
- 33.
- For det første gør Kommissionen gældende, at sagsøgeren ikke kan støtte sine
søgsmål på EF-traktatens artikel 173, stk. 2 (efter ændring nu artikel 230, stk. 2,
EF). Den har henvist til Domstolens kendelse af 21. marts 1997 (sag C-95/97,
Région wallonne mod Kommissionen, Sml. I, s. 1787, præmis 6) og har tilføjet, at
traktatens fjerde del ikke tillægger De Nederlandske Antiller særlige rettigheder
og heller ikke pålægger dem særlige forpligtelser, som gør deres retsstilling
sammenlignelig med medlemsstaternes retsstilling. Deres rolle i
beslutningsprocessen vedrørende de områder, der berøres af traktatens fjerde del,
kan heller ikke sammenlignes med institutionernes.
- 34.
- For det andet mener Kommissionen, at sagerne også må afvises, for så vidt de
støttes på traktatens artikel 173, stk. 4. For det første er sagsøgeren ikke
umiddelbart berørt af forordningerne nr. 2352/97 og nr. 2494/97 (herefter »de
anfægtede forordninger«). De Nederlandske Antiller driver nemlig ikke i sig selv
handel med ris med Fællesskabet, og deres regering kan derfor kun være berørt
af de anfægtede forordninger, i det omfang virksomhederne i rissektoren på deres
område er berørt. Dernæst er sagsøgeren heller ikke individuelt berørt af de
anfægtede forordninger. Kommissionen har i denne forbindelse anført, at det ikke
er afgørende, at De Nederlandske Antiller er nævnt i traktatens bilag IV.
Sagsøgeren hører heller ikke til en lukket kreds af retssubjekter som omhandlet i
retspraksis (Domstolens dom af 15.7.1963, sag 25/62, Plaumann mod
Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 411, org. ref.: Rec. s. 197), idet antallet og
identiteten af de personer, som de anfægtede forordninger fandt anvendelse på,
ikke var endeligt kendt på det tidspunkt, da de blev udstedt. De Nederlandske
Antiller har ikke sådanne faktiske eller retlige særegenheder, at de må anses for
forskellige fra andre OLT. Hvert OLT har altså, i hvert fald i teorien, mulighed for
at forarbejde ris på samme måde som De Nederlandske Antiller. Situationen er en
anden end i 1993, hvor kun De Nederlandske Antiller eksporterede ris til
Fællesskabet, mens Montserrat i 1996 ligeledes begyndte at eksportere ris.
Kommissionen har endvidere anført et uddrag af Rettens kendelse af 16. juni 1998
(sag T-238/97, Comunidad Autónoma de Cantabria mod Rådet, Sml. II, s. 2771,
præmis 49 og 50).
- 35.
- Når De Nederlandske Antiller desuden nævnes udtrykkeligt i den syvende
betragtning til forordning nr. 2352/97, er det alene for at angive, at deres regerings
økonomi- og finansministers beslutning om at indføre en minimumspris for eksport
af ris ikke overflødiggør indførelse af de anfægtede beskyttelsesforanstaltninger.
Det kan ikke heraf udledes, at sagsøgeren er individuelt berørt af den nævnte
forordning. Desuden pålægger OLT-afgørelsens artikel 109 Kommissionen at tage
hensyn til de følger, som beskyttelsesforanstaltninger kan have for alle OLT's
økonomi, og ikke kun for De Nederlandske Antillers økonomi. Et kvantitativt
kriterium udledt af den mængde ris, der eksporteres til Fællesskabet, opfylder
heller ikke de formalitetsbetingelser, der er fastlagt i retspraksis.
- 36.
- Kommissionen har for det tredje anført, at sagsøgeren først og fremmest ikke har
godtgjort at have tilstrækkelig søgsmålsinteresse til at anlægge nærværende
annullationssøgsmål i henhold til traktatens artikel 173, stk. 4. Den har henvist til,
at De Nederlandske Antiller kun er en del af Kongeriget Nederlandene, som i sig
selv har stemmeret i Rådet. Den er derfor af den opfattelse, at i betragtning af den
plads, som sagsøgerens repræsentanter har i Nederlandenes regering, kan De
Nederlandske Antiller ikke adskilles fra den medlemsstat, som de er en
integrerende del af, når denne udtaler sig om et spørgsmål vedrørende OLT.
- 37.
- Dernæst har Kommissionen anført, at Kongeriget Nederlandene har en selvstændig
søgsmålsret i henhold til traktatens artikel 173, stk. 2, og at de anfægtede
forordninger, i modsætning til forordningerne nr. 304/97 og nr. 1036/97, ikke har
været genstand for et annullationssøgsmål anlagt af dette (jf. ovenfor, præmis 14
og 15).
- 38.
- Endelig har Kommissionen anført, at der for at forsvare OLT's interesser er indført
en særlig procedure i Rådet for de medlemsstater, som disse OLT hører til (artikel
1, stk. 5, i OLT-afgørelsens bilag IV). OLT-afgørelsen overdrager det således til
disse medlemsstater at forsvare OLT's interesser.
- 39.
- I duplikken har Kommissionen anført, at det ikke er ønskeligt at anerkende en
søgsmålsinteresse for sagsøgeren, da det ville være ensbetydende med at
anerkende, at denne for Fællesskabets retsinstanser kunne anfægte den
interesseafvejning, som er blevet foretaget af de kompetente organer i Kongeriget
Nederlandene, og som på dette område kun skal foretages af disse. Retten har
bekræftet denne opfattelse i den ovennævnte kendelse i sagen Comunidad
Autónoma de Cantabria mod Rådet. Situationen var derimod en anden i den sag,
der har givet anledning til Rettens dom af 30. april 1998 (sag T-214/95, Vlaams
Gewest mod Kommissionen, Sml. II, s. 717), idet den anfægtede
kommissionsbeslutning vedrørte en støtte, som henhørte under en af Kongeriget
Belgiens føderale enheders enekompetence. I nærværende sag har Kommissionen
fremhævet, at de forskellige enheder, som Nederlandene består af, ikke har nogen
selvstændig kompetence af denne art med hensyn til handelsordningen for OLT.
- 40.
- Kongeriget Spanien har ligeledes nedlagt påstand om sagernes afvisning og har
herved bemærket, at sagsøgeren ikke har søgsmålskompetence. Det har bl.a. anført,
at sagsøgeren ikke er umiddelbart berørt af de anfægtede forordninger, fordi der
endnu skal træffes foranstaltninger til gennemførelse af disse forordninger.
- 41.
- Sagsøgeren har bestridt samtlige Kommissionens argumenter og gjort gældende, at
sagerne kan antages til realitetsbehandling i henhold til traktatens artikel 173, såvel
stk. 2 som stk. 4.
Rettens bemærkninger
- 42.
- Hvad først angår spørgsmålet, om sagerne kan admitteres, for så vidt de er anlagt
i henhold til traktatens artikel 173, stk. 2, bemærkes, at Retten i henhold til artikel
3 i Rådets afgørelse 88/591/EKSF, EØF, Euratom af 24. oktober 1988 om
oprettelse af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (EFT L 319, s. 1,
berigtiget i EFT L 241 af 17.8.1989), som ændret, har beføjelse til i første instans
at påkende annullationssøgsmål, som anlægges i henhold til traktatens artikel 173,
stk. 4. Derimod er det kun Domstolen, der har kompetence til at påkende sager,
der anlægges i henhold til traktatens artikel 173, stk. 2, af en medlemsstat, Rådet
eller Kommissionen. Hvis sagsøgeren derfor mente at kunne kræve de anfægtede
forordninger annulleret i henhold til sidstnævnte bestemmelse, skulle sagsøgeren
have anlagt sagerne ved Domstolen.
- 43.
- Under alle omstændigheder fremgår det af den generelle måde, hvorpå traktaterne
er opbygget, at begrebet medlemsstat i bestemmelserne vedrørende institutionerne
og navnlig i bestemmelserne vedrørende domstolsprøvelse kun omfatter
regeringsmyndighederne i De Europæiske Fællesskabers medlemsstater, og det kan
ikke antages også at omfatte regionale regeringer og selvstændige fællesskabers
regeringer, uanset hvilken kompetence de måtte være tillagt (dommen i sagen
Vlaams Gewest mod Kommissionen, præmis 28, kendelsen i sagen Comunidad
Autónoma de Cantabria mod Rådet, præmis 42, og den dér nævnte retspraksis, og
Rettens kendelse af 23.10.1998, sag T-609/97, Regione Puglia mod Kommissionen
og Spanien, Sml. II, s. 4051, præmis 16). Sagsøgeren har følgelig ikke
søgsmålskompetence i henhold til traktatens artikel 173, stk. 2.
- 44.
- Hvad dernæst angår spørgsmålet, om sagerne kan admitteres, for så vidt de er
anlagt i henhold til traktatens artikel 173, stk. 4, bemærkes indledningsvis, at
traktatens bestemmelser om privates søgsmålsret ikke kan fortolkes indskrænkende
(jf. bl.a. dommen i sagen Plaumann mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, på s. 413,
org. ref.: Rec., på s. 222, og Rettens dom af 11.7.1996, forenede sager T-528/93, T-542/93, T-543/93 og T-546/93, Métropole télévision m.fl. mod Kommissionen, Sml.
II, s. 649, præmis 60).
- 45.
- Det står fast, at De Nederlandske Antiller er en selvstændig enhed, som er en
juridisk person i henhold til nederlandsk ret. En territorial bestanddel af en
medlemsstat, som er en juridisk person i henhold til national ret, kan imidlertid
principielt anlægge et annullationssøgsmål i henhold til traktatens artikel 173, stk.
4, hvorefter enhver fysisk eller juridisk person kan anlægge sag til anfægtelse af
beslutninger, der retter sig til ham, samt beslutninger, som skønt de er udfærdiget
i form af en forordning eller en beslutning rettet til en anden person, dog berører
ham umiddelbart og individuelt (kendelsen i sagen Comunidad Autónoma de
Cantabria mod Rådet, præmis 43).
- 46.
- Da de anfægtede forordninger ikke er beslutninger rettet til sagsøgeren som
omhandlet i traktatens artikel 173, stk. 4, må det undersøges, om de er generelle
retsakter, eller om de må anses for beslutninger truffet i form af en forordning.
Ved afgørelsen om, hvorvidt en retsakt er almengyldig, skal der tages stilling til
dens beskaffenhed og de retsvirkninger, den er tænkt at skulle have eller faktisk
har (Domstolens dom af 6.10.1982, sag 307/81, Alusuisse mod Rådet og
Kommissionen, Sml. s. 3463, præmis 8).
- 47.
- I dette tilfælde fremgår det ganske vist af præamblen til forordning nr. 2352/97, at
Kommissionen, da denne retsakt blev udstedt, tog sagsøgerens holdning i
betragtning, og navnlig at denne havde fastsat af en minimumspris for eksport.
Desuden har Kommissionen hverken i sine skriftlige indlæg eller under retsmødet
bestridt, at den på det tidspunkt, da de anfægtede forordninger blev udstedt, havde
kendskab til, at størstedelen af indførslerne af ris med oprindelse i OLT hidrørte
fra De Nederlandske Antiller. Det må dog nødvendigvis fastslås, at Kommissionen
ikke har truffet beslutninger, som kun vedrører indførsler af ris med denne
oprindelse. Kommissionen har nemlig truffet foranstaltninger af generel
rækkevidde, som gælder uden forskel for indførsel af ris med oprindelse i alle OLT.
- 48.
- Følgelig har de anfægtede forordninger efter deres art generel rækkevidde og er
ikke beslutninger som omhandlet i EF-traktatens artikel 189 (nu artikel 249 EF).
- 49.
- Det må imidlertid undersøges, om sagsøgeren, på trods af de anfægtede
forordningers generelle rækkevidde, alligevel kan anses for at være umiddelbart og
individuelt berørt af disse. At en retsakt har generel rækkevidde, udelukker nemlig
ikke, at visse fysiske eller juridiske personer kan være umiddelbart og individuelt
berørt af den (jf. Domstolens dom af 18.5.1994, sag C-309/89, Codorniu mod Rådet,
Sml. I, s. 1853, præmis 19, Rettens dom af 14.9.1995, forenede sager T-480/93 ogT-483/93, Antillean Rice Mills m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2305, præmis
66, og af 13.12.1995, forenede sager T-481/93 og T-484/93, Exporteurs in Levende
Varkens m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2941, præmis 50).
- 50.
- Hvad først angår spørgsmålet, om sagsøgeren er individuelt berørt af de anfægtede
forordninger, bemærkes, at for at en fysisk eller juridisk person kan anses for at
være individuelt berørt af en retsakt af generel rækkevidde udstedt af en
fællesskabsinstitution, kræves det, at denne person berøres individuelt på grund af
visse egenskaber, som er særlige for den, eller på grund af en faktisk situation, der
adskiller den fra alle andre (dommene i sagerne Plaumann mod Kommissionen,
Sml. 1954-1964, på s. 414, org. ref.: Rec., på s. 223, og Codorniu mod Rådet,
præmis 20; Rettens dom af 27.4.1995, sag T-12/93, CCE de Vittel m.fl. mod
Kommissionen, Sml. II, s. 1247, præmis 36, og af 17.6.1998, sag T-135/96,
UEAPME mod Rådet, Sml. II, s. 2335, præmis 69, og Rettens kendelse af
30.9.1997, sag T-122/96, Federolio mod Kommissionen, Sml. II, s. 1559, præmis 59).
- 51.
- I denne forbindelse bemærkes, at ifølge fast retspraksis kan den omstændighed, at
Kommissionen i medfør af særlige bestemmelser er forpligtet til at tage hensyn til
retsvirkningerne for visse borgeres situation af den retsakt, den agter at vedtage,
individualisere disse borgere (Domstolens dom af 17.1.1985, sag 11/82, Piraiki-Patraiki m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 207, af 26.6.1990, sag C-152/88,
Sofrimport mod Kommissionen, Sml. I, s. 2477, Rettens dom i sagen Antillean Rice
Mills m.fl. mod Kommissionen, præmis 67, og Domstolens dom af 11.2.1999, sag
C-390/95 P, Antillean Rice Mills m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 769, præmis
25-30).
- 52.
- I det foreliggende tilfælde er forordning nr. 2352/97 og som
gennemførelsesforanstaltning til denne forordning nr. 2494/97 blevet udstedt i
henhold til OLT-afgørelsens artikel 109, som i stk. 1 bestemmer, at Kommissionen
på visse betingelser kan træffe beskyttelsesforanstaltninger.
- 53.
- Artikel 109 bestemmer i stk. 2, at »ved anvendelsen af stk. 1 skal der fortrinsvis
vælges foranstaltninger, som bringer mindst mulig forstyrrelse i associeringens og
Fællesskabets funktion. Disse foranstaltninger må ikke gå ud over, hvad der er
absolut nødvendigt for at afhjælpe de opståede vanskeligheder«.
- 54.
- Det følger af denne bestemmelse, at når Kommissionen påtænker at træffe
beskyttelsesforanstaltninger i henhold til OLT-afgørelsens artikel 109, stk. 1, er den
forpligtet til at tage de skadelige virkninger i betragtning, som dens beslutning vil
kunne have for vedkommende oversøiske lands eller territoriums økonomi samt for
de berørte virksomheder (dom af 11.2.1999, Antillean Rice Mills m.fl. mod
Kommissionen, præmis 28, og dom af 14.9.1995, Antillean Rice Mills m.fl. mod
Kommissionen, præmis 70).
- 55.
- Sagsøgeren figurerer blandt de OLT, som udtrykkeligt er nævnt i traktatens bilag
IV, og som bestemmelserne i traktatens fjerde del om OLT's associering finder
anvendelse på. I henhold til OLT-afgørelsens artikel 109, stk. 2, var Kommissionen
følgelig, da de anfægtede forordninger blev udstedt, forpligtet til at tage
sagsøgerens særlige situation i betragtning, så meget desto mere, som det kunne
forudses, at de negative følger af de trufne foranstaltninger først og fremmest ville
være mærkbare på dennes område. På tidspunktet for udstedelsen af de anfægtede
forordninger var Kommissionen, som den i øvrigt har erkendt såvel i sine skriftlige
indlæg som under retsmødet, bekendt med, at størstedelen af indførslerne til
Fællesskabet af ris med oprindelse i OLT hidrørte fra De Nederlandske Antiller.
- 56.
- Da sagsøgeren således nød en særlig beskyttelse i henhold til fællesskabsretten på
det tidspunkt, da Kommissionen udstedte de anfægtede forordninger, er sagsøgeren
ramt af disse på grund af en faktisk situation, der adskiller denne fra alle andre og
derfor individualiserer sagsøgeren i forhold til enhver anden person (dommene i
sagerne Plaumann mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, på s. 414, org. ref.: Rec.,
på s. 223, og Piraiki-Patraiki, præmis 28-31, og dom af 11.2.1999, Antillean Rice
Mills m.fl. mod Kommissionen, præmis 28). Følgelig er sagsøgeren individuelt
berørt af de anfægtede forordninger i traktatens artikel 173, stk. 4's forstand.
- 57.
- Som Kommissionen har fremhævet, er det ganske vist ikke tilstrækkeligt til at
anerkende, at en regional myndighed i en medlemsstat er individuelt berørt af en
fællesskabsretsakt, at denne godtgør, at anvendelsen eller iværksættelsen af
retsakten kan påvirke de socioøkonomiske forhold på dens område (jf. kendelserne
i sagerne Comunidad Autónoma de Cantabria mod Rådet, præmis 49 og 50, og
Regione Puglia mod Kommissionen og Spanien, præmis 21 og 22). I det
foreliggende tilfælde er sagsøgeren imidlertid individuelt berørt af de anfægtede
forordninger, eftersom Kommissionen, da den påtænkte at udstede dem, var
forpligtet til specielt at tage hensyn til sagsøgerens situation i henhold til OLT-afgørelsens artikel 109, stk. 2.
- 58.
- Hvad dernæst angår sagsøgerens interesse i at anlægge sag for at opnå annullation
af de anfægtede forordninger, kan en sådan interesse ikke udelukkes alene af den
grund, at Kongeriget Nederlandene har en selvstændig søgsmålsret i henhold til
traktatens artikel 173, stk. 2. I denne forbindelse bemærkes, at den omstændighed,
at en medlemsstat og en af dens myndigheder samtidig har interesse i at anlægge
sag til prøvelse af samme retsakt, på andre områder ikke har foranlediget Retten
til at antage, at myndighedens søgsmålsinteresse ikke var tilstrækkelig til, at en sag
med påstand om annullation anlagt i henhold til traktatens artikel 173, stk. 4, kunne
antages til realitetsbehandling (jf. Rettens dom i sagen Vlaams Gewest mod
Kommissionen, præmis 30, og af 15.12.1999, forenede sager T-132/96 og T-143/96,
Freistaat Sachsen og Volkswagen mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling
af Afgørelser, præmis 92). Den omstændighed, at Kongeriget Nederlandene i
henhold til artikel 1, stk. 5, i OLT-afgørelsens bilag IV kunne indlede den særlige
procedure ved Rådet mod de anfægtede forordninger, kan heller ikke påvirke
sagsøgerens søgsmålsinteresse i det foreliggende tilfælde.
- 59.
- Kommissionens argument om, at den interesseafvejning, som en medlemsstat
foretager mellem de forskellige regioner, som den består af, før denne medlemsstat
fastlægger sin stilling i Rådet, ikke kan anfægtes af en bestemt region for
Fællesskabets retsinstanser, må ligeledes forkastes. Hertil bemærkes blot, at de
anfægtede forordninger er udstedt af Kommissionen og ikke af Rådet.
Kommissionen udøver imidlertid sine funktioner i fuld uafhængighed af
medlemsstaterne i Fællesskabets almindelige interesse.
- 60.
- Hvad endelig angår spørgsmålet, om sagsøgeren er umiddelbart berørt af de
anfægtede forordninger, må det fastslås, at forordning nr. 2352/97 indeholder en
fuldstændig ordning, som ikke giver plads for noget skøn fra medlemsstaternes
myndigheders side. For ris med oprindelse i OLT fastsætter den nemlig bindende
regler om ansøgning om og udstedelse af importlicenser og bemyndiger desuden
Kommissionen til at udsætte udstedelsen heraf, såfremt der sker en overskridelse
af en kvote, som den fastsætter, og indtræder mærkbare forstyrrelser på markedet.
Sagsøgeren er følgelig umiddelbart berørt af forordning nr. 2352/97 (jf. Domstolens
dom af 13.5.1971, forenede sager 41/70-44/70, International Fruit Company m.fl.
mod Kommissionen, Sml. s. 83, org. ref.: Rec. s. 411, præmis 23-28, og af 23.4.1986,
sag 294/83, Les Verts mod Parlamentet, Sml. s. 1339, præmis 31).
- 61.
- Sagsøgeren er også umiddelbart berørt af forordning nr. 2494/97, da denne
forordning udelukker udstedelse af importlicenser for ris henhørende under KN-kode 1006 med oprindelse i OLT for ansøgninger indgivet fra den 3. december
1997 og suspenderer indgivelse af nye ansøgninger om eksportlicenser for ris med
sådan oprindelse indtil den 31. december 1997.
- 62.
- Det følger af det foregående i sin helhed, at sagerne kan antages til
realitetsbehandling.
Realiteten
- 63.
- Sagsøgeren har påberåbt sig ti anbringender til støtte for sit søgsmål i sag T-32/98.
Det første er magtfordrejning. Det andet er fejlagtigt valg af hjemmel for
forordning nr. 2352/97. Det tredje er tilsidesættelse af princippet om retssikkerhed
og det fjerde tilsidesættelse af traktatens artikel 133, stk. 1. Det femte er
tilsidesættelse af traktatens artikel 132, nr. 1, og artikel 134 samt af OLT-afgørelsens artikel 102 og af artikel 19 i OLT-afgørelsens bilag II. Det sjette
anbringende er tilsidesættelse af artikel 7, stk. 5, i aftalen om
beskyttelsesforanstaltninger og af artikel XIII:2c i GATT (den almindelige
overenskomst om told og udenrigshandel) 1994 samt af EF-traktatens artikel 228,
stk. 7 (efter ændring nu artikel 300, stk. 7, EF). Det syvende anbringende er
tilsidesættelse af OLT-afgørelsens artikel 109, stk. 1. Det ottende anbringende er
tilsidesættelse af OLT-afgørelsens artikel 109, stk. 2. Det niende anbringende er
tilsidesættelse af EF-traktatens artikel 190 (nu artikel 253 EF) og det tiende
tilsidesættelse af væsentlige formkrav.
- 64.
- I sag T-41/98 har sagsøgeren nedlagt påstand om annullation af forordning nr.
2494/97 og påberåbt sig, at forordning nr. 2352/97 er retsstridig, under henvisning
til de samme anbringender som dem, der påberåbes i sag T-32/98.
- 65.
- Der skal først tages stilling til anbringendet om tilsidesættelse af OLT-afgørelsens
artikel 109, stk. 1.
Parternes argumentation
- 66.
- Sagsøgeren har for det første anført, at OLT-aftalens artikel 109, stk. 1, ikke
tillader Kommissionen at træffe beskyttelsesforanstaltninger på grund af omfanget
af indførsler med oprindelse i OLT. Sagsøgeren har herved henvist til traktatens
artikel 132, nr. 1, og fremhævet, at medlemsstaterne ikke er bemyndiget til at
træffe beskyttelsesforanstaltninger, der begrænser samhandelen mellem dem på
grund af omfanget af indførsler fra andre medlemsstater. For det andet har
sagsøgeren anført, at selv hvis det antages, at Kommissionen har ret til at påberåbe
sig omfanget af indførsler fra OLT som begrundelse for at træffe
beskyttelsesforanstaltninger i dette tilfælde, kan den ikke godtgøre, at der var risiko
for, at den mængde ris, der indføres fra OLT, er så stor, at den forårsager en
forstyrrelse på det fælles marked. For det tredje har sagsøgeren anført, at en sådan
forstyrrelse ikke kunne følge af omfanget af indførsler af ris fra OLT på grund af
den minimumseksportpris, som var blevet indført for ris med oprindelse i De
Nederlandske Antiller.
- 67.
- Kommissionen har heroverfor for det første anført, at sagsøgerens første argument
er baseret på en urigtig fortolkning af traktatens artikel 132, nr. 1. Denne
bestemmelse indeholder ikke en ubetinget retsregel, men nævner blot et af
formålene med samarbejdet mellem OLT og Fællesskabet. Sagsøgeren kan følgelig
ikke gyldigt påberåbe sig denne artikel som begrundelse for, at Kommissionen ikke
skulle have ret til at indføre foranstaltninger i henhold til OLT-afgørelsens artikel
109 på grund af omfanget af indførslerne af varer med oprindelse i OLT.
- 68.
- For det andet har Kommissionen fremhævet, at forøgelsen af de mængder ris, der
er indført fra OLT fra høståret 1995/1996, har været stærkere end forøgelsen af
den samlede mængde indførsler af ris til Fællesskabet. Andelen af indførsler fra
OLT er steget siden høståret 1994/1995, indtil de første beskyttelsesforanstaltninger
blev truffet i begyndelsen af 1997.
- 69.
- Kommissionen har erklæret, at Fællesskabets statistikker viser, at den samlede
mængde indførsler af ris med oprindelse i OLT androg 162 541 tons poleret ris for
høståret 1996/1997, og ikke 65 000 tons, som sagsøgeren hævder. Forøgelsen af
indførslerne af ris fra OLT udsatte således prisen for paddy-ris fra EF for et meget
hårdt pres, som nødvendiggjorde interventionsopkøb og endog udførsler med
restitutioner af indica-ris fra EF på et marked, som imidlertid havde strukturelt
underskud. Beskyttelsesforanstaltningerne har faktisk kunnet standse og ændre den
faldende tendens, der var konstateret på Fællesskabets marked.
- 70.
- Kommissionen har endvidere fremhævet, at den ikke skulle godtgøre, at der var
årsagsforbindelse mellem truslen om forstyrrelse af Fællesskabets marked for ris
og indførslen af ris med oprindelse i OLT. Det er tilstrækkeligt, at der er en vis
forbindelse mellem de to fænomener. Det kan herved ikke nægtes, at indførslerne
fra tredjelande har indflydelse på dette marked.
- 71.
- For det tredje har Kommissionen anført, at selv om den ris med oprindelse i OLT,
som eksporteres til Fællesskabet, i det væsentlige har oprindelse på Antillerne, står
det dog fast, at den ikke udelukkende stammer fra De Nederlandske Antiller.Kommissionen har anført, at den var nødsaget til at fastsætte en grænse for alle
OLT, og at den følgelig ikke kunne træffe en særskilt foranstaltning alene for De
Nederlandske Antiller.
- 72.
- Intervenienten har anført, at da forordning nr. 2352/97 blev udstedt, fremkaldte
indførslerne af ris med oprindelse i OLT alvorlige forstyrrelser på det fælles
marked. Intervenienten har bl.a. nævnt udtalelser i Europa-Parlamentet fra
parlamentsmedlemmer og medlemmer af Kommissionen, som viser, at disse
indførsler blev forøget betydeligt fra 1995. Intervenienten har ligeledes fremlagt
oplysninger om prisen på tilsvarende afskallet indica-ris produceret på dennes
område, som viser et fald i denne pris mellem januar 1997 og februar 1998.
Intervenienten har også henvist til det vide skøn, som Kommissionen har på dette
område.
Rettens bemærkninger
- 73.
- Det bemærkes først, at forordning nr. 2352/97 er blevet udstedt i henhold til OLT-afgørelsens artikel 109.
- 74.
- I henhold til OLT-afgørelsens artikel 109, stk. 1, kan Kommissionen træffe eller
tillade de »nødvendige beskyttelsesforanstaltninger«, enten »såfremt anvendelsen
af [OLT-afgørelsen, som i princippet giver varer med oprindelse i OLT fri adgang
til Fællesskabet], medfører alvorlige forstyrrelser i en erhvervssektor i Fællesskabet
eller i en eller flere medlemsstater eller bringer disses finansielle stabilitet udadtil
i fare«, eller »såfremt der opstår vanskeligheder, der vil kunne medføre en
forringelse af situationen i en erhvervssektor inden for Fællesskabet eller i en af
dettes regioner«.
- 75.
- Under retsmødet erklærede Kommissionen, at ordlyden af første punktum i den
anden betragtning til forordning nr. 2352/97 giver indtryk af, at denne falder ind
under det første tilfælde, der nævnes i OLT-afgørelsens artikel 109, stk. 1.
- 76.
- Det må fastslås, at det faktisk fremgår af denne passus i forordning nr. 2352/97, at
Kommissionen har truffet den omtvistede foranstaltning på denne baggrund. Første
punktum i den anden betragtning til forordning nr. 2352/97 lyder nemlig således:
»En ubegrænset import af ris med oprindelse i OLT risikerer at medføre alvorlige
forstyrrelser på Fællesskabets rismarked«.
- 77.
- Domstolen har imidlertid præciseret i dommen af 11. februar 1999, Antillean Rice
Mills m.fl. mod Kommissionen, at »i det første tilfælde, der nævnes i [OLT-afgørelsens artikel 109, stk. 1], nemlig såfremt anvendelsen af OLT-afgørelsen
medfører alvorlige forstyrrelser i en erhvervssektor i Fællesskabet, eller i en eller
flere medlemsstater eller bringer disses finansielle stabilitet udadtil i fare, skal det
... godtgøres, at der er en årsagsforbindelse, fordi beskyttelsesforanstaltningerne skal
have til formål at fjerne eller formindske de vanskeligheder, der er opstået i den
pågældende sektor« (præmis 47).
- 78.
- Selv om Kommissionen således har et vidt skøn, ikke blot med hensyn til, om de
betingelser, der kan begrunde vedtagelsen af en beskyttelsesforanstaltning, er
opfyldt, men også med hensyn til det principielle spørgsmål, om der skal vedtages
sådanne foranstaltninger (dom af 14.9.1995, Antillean Rice Mills m.fl. mod
Kommissionen, præmis 122, og af 11.2.1999, Antillean Rice Mills m.fl. mod
Kommissionen, præmis 48), står det dog fast, at for at den i den omhandlede
situation kunne indføre de foranstaltninger, der er truffet i forordning nr. 2352/97,
måtte den godtgøre, at der var årsagsforbindelse mellem anvendelsen af OLT-afgørelsen og de indtrådte forstyrrelser på Fællesskabets marked.
- 79.
- Det må imidlertid fastslås, at det ikke fremgår af forordning nr. 2352/97, at
Kommissionen har godtgjort, at der er en sådan forbindelse. I præamblen forklares
det således ikke, hvordan og i hvilket omfang anvendelsen af OLT-afgørelsen, som
garanterer »en ubegrænset import af ris med oprindelse i OLT« (jf. ovenfor i
præmis 76), fremkaldte alvorlige forstyrrelser af Fællesskabets marked for ris,
således at det var nødvendigt at udstede forordning nr. 2352/97 for at fjerne eller
formindske de konstaterede vanskeligheder.
- 80.
- På det tidspunkt, da forordning nr. 2352/97 blev udstedt, nemlig den 27. november
1997, var forordning nr. 1036/97, som begrænsede indførslerne af ris fra OLT (jf.
ovenfor præmis 15), ganske vist næsten udløbet, og afgørelsen om midtvejsrevision,
som har de samme retsvirkninger (jf. ovenfor præmis 11), var endnu ikke trådt i
kraft. Med udstedelsen af de anfægtede forordninger har Kommissionen altså villet
kontrollere og begrænse indførslerne af ris med oprindelse i OLT mellem udløbet
af forordning nr. 1036/97 og ikrafttrædelsen af afgørelsen om midtvejsrevision.
- 81.
- I stedet for at undersøge konkret, hvilke virkninger anvendelsen af OLT-afgørelsen
kunne have på Fællesskabets marked for ris, har Kommissionen imidlertid blot
antaget, at denne anvendelse i mangel af beskyttelsesforanstaltninger til
begrænsning af indførslerne af ris fra OLT nødvendigvis ville forstyrre dette marked
alvorligt.
- 82.
- Det står således fast, at Kommissionen ikke har undersøgt, om prisen på ris indført
fra OLT var lavere end prisen på fællesskabsris. Kommissionen erkender nemlig
i sit svar på et skriftligt spørgsmål fra Retten af 14. juni 1999, at den aldrig har
»foretaget en sammenligning mellem prisen på ris indført fra OLT og prisen på
fællesskabsris«. Den har forklaret, at dens opfattelse, hvorefter det var nødvendigt
at træffe den anfægtede foranstaltning, »ikke var baseret på den eventuelt lavere
eksportpris for ris [...], men på truslen om en indførsel af ubegrænsede mængder
(jf. den anden betragtning til forordning nr. 2352/97)«. Hvis det imidlertid, som
sagsøgeren hævder, havde vist sig, at ris indført fra OLT blev forhandlet til en
højere pris end prisen på fællesskabsris, kunne den ikke i Fællesskabet være
genstand for en så stor efterspørgsel, at de indførte mængder kunne have medført
alvorlige forstyrrelser på det fælles marked efter udløbet af forordning nr. 1036/97.
- 83.
- Truslen om indførsel af ubegrænsede mængder varer med oprindelse i OLT er
imidlertid en direkte følge af anvendelsen af bestemmelserne i traktatens fjerde del
og af OLT-afgørelsen, som bestemmer, at samhandelen med OLT i princippet
finder sted på samme vilkår som samhandelen mellem medlemsstaterne (jf. ovenfor
præmis 2-8). Hvis en sådan trussel, som altid er overhængende i mangel af
beskyttelsesforanstaltninger, var tilstrækkelig til at godtgøre, at der består en
årsagsforbindelse mellem anvendelsen af OLT-afgørelsen og eventuelle forstyrrelser
i en erhvervssektor i Fællesskabet, og altså til at berettige indførelse af
beskyttelsesforanstaltninger i henhold til OLT-afgørelsens artikel 109, stk. 1, ville
det være fuldstændig umuligt at virkeliggøre formålene med bestemmelserne i
traktatens fjerde del og OLT-afgørelsen.
- 84.
- Det må derfor konkluderes, at Kommissionen i strid med kravene i OLT-afgørelsens artikel 109, stk. 1, ikke har godtgjort, at der er en årsagsforbindelse
mellem omfanget af indførslerne fra OLT som følge af anvendelsen af OLT-afgørelsen og eventuelle alvorlige forstyrrelser, som er konstateret på Fællesskabets
marked for ris. Denne undladelse følger af en retsvildfarelse, da Kommissionen
ydermere i sit svarskrift i begge sager har fremhævet, at den ikke var forpligtet til
at godtgøre, at der var en sådan forbindelse.
- 85.
- Der må følgelig gives sagsøgeren medhold i anbringendet om en tilsidesættelse af
OLT-afgørelsens artikel 109, stk. 1.
- 86.
- Det tilkommer ikke Retten i forbindelse med et annullationssøgsmål at sætte sin
egen vurdering i stedet for Kommissionens og på grundlag af sagens akter at
vurdere, om der faktisk, da forordning nr. 2352/97 blev udstedt, var en
årsagsforbindelse mellem anvendelsen af OLT-afgørelsen og de forstyrrelser, som
angiveligt var indtrådt på Fællesskabets marked for ris på dette tidspunkt (jf.
Rettens dom af 22.10.1996, forenede sager T-79/95 og T-80/95, SNCF og British
Railways mod Kommissionen, Sml. II, s. 1491, præmis 64).
- 87.
- Uden at det er nødvendigt at tage stilling til, om de øvrige anbringender, som
sagsøgeren har påberåbt sig, er begrundede, vil forordning nr. 2352/97 følgelig være
at annullere. Som en konsekvens heraf er forordning nr. 2494/97, som er baseret
på forordning nr. 2352/97, også retsstridig og må følgelig også annulleres.
Sagsomkostningerne
- 88.
- I henhold til artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement pålægges det den tabende
part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da
Kommissionen har tabt sagen, bør den dømmes til at betale de af sagsøgeren
afholdte omkostninger i overensstemmelse med dennes påstand.
- 89.
- I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 4, bærer Kongeriget Spanien, der
er indtrådt i sagen til støtte for Kommissionens påstande, sine egne omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Tredje Afdeling)
1) Sagerne T-32/98 og T-41/98 forenes med henblik på domsafsigelsen.
2) Kommissionens forordning (EF) nr. 2352/97 af 27. november 1997 om
særlige foranstaltninger for indførsel af ris med oprindelse i de oversøiske
lande og territorier annulleres.
3) Kommissionens forordning (EF) nr. 2494/97 af 12. december 1997 om
udstedelse af importlicenser for ris henhørende under KN-kode 1006 med
oprindelse i de oversøiske lande og territorier som led i de særlige
foranstaltninger, der blev indført ved Kommissionens forordning (EF) nr.
2352/97, annulleres.
4) Kommissionen bærer sine egne omkostninger samt de omkostninger, der
er afholdt af De Nederlandske Antillers regering i begge sager.
5) Intervenienten bærer sine egne omkostninger i begge sager.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 10. februar 2000.
H. Jung
K. Lenaerts
Justitssekretær
Afdelingsformand