Sag C-133/06

Europa-Parlamentet

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Annullationssøgsmål – fælles politik på asylområdet – direktiv 2005/85/EF – procedurer for tildeling og fratagelse af flygtningestatus i medlemsstaterne – sikre oprindelseslande – europæiske sikre tredjelande – fælles minimumslister – procedurer for vedtagelse og ændring af de fælles minimumslister – artikel 67, stk. 1, EF og artikel 67, stk. 5, første led, EF – manglende kompetence«

Sammendrag af dom

1.        Visum, asyl, indvandring – asylpolitik – procedurer for tildeling og fratagelse af flygtningestatus i medlemsstaterne

(Art. 202 EF; Rådets direktiv 2005/85, 19. og 24. betragtning)

2.        Institutionernes retsakter – procedure for udarbejdelse – traktatens bestemmelser – tvingende karakter

(Art. 67, stk. 2, andet led, EF)

3.        Visum, asyl, indvandring – asylpolitik – procedurer for tildeling og fratagelse af flygtningestatus i medlemsstaterne

[Art. 63, stk. 1, nr. 1, art. 63, stk. 1, nr. 2, litra a), artikel 67, stk. 1 og 5, og artikel 202 EF; Rådets direktiv 2005/85]

1.        Når der på fællesskabsplan skal træffes gennemførelsesforanstaltninger vedrørende en basisretsakt, tilkommer det sædvanligvis Kommissionen at udøve denne kompetence i henhold til artikel 202 EF. Rådet har pligt til behørigt under hensyn til arten og indholdet af den basisretsakt, der skal gennemføres, at begrunde en undtagelse til reglen.

De grunde, der er anført i 19. og 24. betragtning til direktiv 2005/85 om minimumsstandarder for procedurer for tildeling og fratagelse af flygtningestatus i medlemsstaterne, har under hensyntagen til den politiske betydning, det har, at et land udpeges som et sikkert oprindelsesland, og de følger, som betydningen af begrebet sikkert tredjeland kan få for asylansøgere, til formål at begrunde høring af Parlamentet vedrørende udfærdigelsen af listerne over sikre lande og de ændringer, der skal foretages heraf, og ikke at give en passende begrundelse for, at en gennemførelsesbeføjelse, som har specifik karakter, skal forbeholdes Rådet.

(jf. præmis 47-49)

2.        Det er traktaten, som regulerer spørgsmålet om, hvorledes Fællesskabets institutioner træffer afgørelse, og bestemmelserne kan hverken ændres af medlemsstaterne eller af institutionerne selv. Det er alene traktaten, som i særlige tilfælde, såsom de tilfælde, der er nævnt i artikel 67, stk. 2, andet led, EF, kan bemyndige en institution til at ændre en beslutningsprocedure, som er fastsat ved traktaten.

At indrømme en institution muligheden for at indføre afledte retsgrundlag, uanset om der sker en skærpelse eller lempelse af kravene til vedtagelsen af en retsakt, svarer til at tilkende institutionen en lovgivningsbeføjelse, som går ud over, hvad der er fastsat ved traktaten. Det indebærer endvidere, at institutionen gives mulighed for at krænke princippet om institutionel ligevægt, som sikrer, at hver enkelt institution udøver sine beføjelser under hensyntagen til de øvrige institutioners beføjelser.

Eksistensen af en tidligere praksis, hvorefter der er indført afledte retsgrundlag, kan ikke ændre traktatens bestemmelser og kan således ikke have en præcedensvirkning, der binder Fællesskabets institutioner.

(jf. præmis 54-57 og 60)

3.        Med henblik på at fastslå, om vedtagelse eller ændring af listerne over sikre lande ved lov eller den eventuelle beslutning om at anvende artikel 202, tredje led, EF, i form af delegation eller med forbehold for gennemførelsesbeføjelsen, henhører under artikel 67, stk. 1 eller 5, EF, skal det vurderes, om Rådet med vedtagelsen af direktiv 2005/85 om minimumsstandarder for procedurer for tildeling og fratagelse af flygtningestatus i medlemsstaterne har vedtaget fællesskabsbestemmelser, som fastlægger fælles regler og grundlæggende principper for de områder, som omhandles i artikel 63, stk. 1, nr. 1, EF og artikel 63, stk. 1, nr. 2, litra a), EF.

Eftersom direktiv 2005/85 fastsætter detaljerede kriterier for den efterfølgende udarbejdelse af lister over sikre lande, har Rådet ved nævnte retsakt vedtaget »fællesskabsbestemmelser, som fastlægger fælles regler og grundlæggende principper« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 67, stk. 5, første led, EF, således at den fælles beslutningsprocedure skal finde anvendelse.

(jf. præmis 63, 65 og 66)