RETTENS DOM (Appelafdelingen)
9. juli 2013 (*)
»Appel – personalesag – ansatte i EIB – fornyet prøvelse af Rettens dom – afvisning af søgsmålet i første instans – pensioner – forhøjelse af bidraget til pensionsordningen – søgsmålsfrist – rimelig frist«
I sag T-234/11 P-RENV-RX,
angående appel af kendelse afsagt den 4. februar 2011 af Retten for EU-personalesager (Første Afdeling), Arango Jaramillo m.fl. mod EIB (sag F-34/10, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser), med påstand om ophævelse af denne kendelse,
Oscar Orlando Arango Jaramillo, ansat i Den Europæiske Investeringsbank, Luxembourg (Luxembourg), og 34 andre ansatte, hvis navne fremgår af bilaget til dommen, ved advokaterne B. Cortese og C. Cortese,
appellanter,
den anden part i appelsagen
Den Europæiske Investeringsbank (EIB) ved C. Gómez de la Cruz og T. Gilliams, som befuldmægtigede, bistået af advokat P.-E. Partsch,
sagsøgt i første instans,
har
RETTEN (Appelafdelingen)
sammensat af præsidenten, M. Jaeger, og dommerne I. Pelikánová (refererende dommer) og A. Dittrich,
justitssekretær: E. Coulon,
afsagt følgende
Dom
1 Denne procedure er en følge af den af Domstolen (Fjerde Afdeling) afsagte dom af 28. februar 2013, fornyet prøvelse Arango Jaramillo m.fl. mod EIB (sag C-334/12 RX-II, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser), hvorved Domstolen – efter at have fastslået, at den af Retten (Appelafdelingen) afsagte dom af 19. juni 2012, Arango Jaramillo m.fl. mod EIB (sag T-234/11 P, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, herefter »den fornyet prøvede dom«), der vedrørte en appel af kendelsen afsagt af Retten for EU-personalesager (Første Afdeling) den 4. februar 2011, Arango Jaramillo m.fl. mod EIB (sag F-34/10, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, herefter »den anfægtede kendelse«), påvirkede EU-rettens sammenhæng – ophævede den fornyet prøvede dom og hjemviste sagen til Retten.
Sagens faktiske omstændigheder
2 Det fremgår af præmis 2-4 i den anfægtede kendelse, nævnt i præmis 1 ovenfor, at Oscar Orlando Arango Jaramillo og de 34 andre sagsøgere, hvis navne fremgår af bilaget, er ansatte i Den Europæiske Investeringsbank (EIB). Fra den 1. januar 2007 har lønsedlerne til de ansatte i EIB ikke længere været trykt i den traditionelle papirudgave, men udfærdiges elektronisk. Lønsedlerne indlægges herefter hver måned i EIB’s edb-system »Peoplesoft« og er således tilgængelige for den enkelte ansatte via dennes arbejdscomputer.
3 Lørdag den 13. februar 2010 blev lønsedlerne for februar 2010 indlagt i edb-systemet »Peoplesoft«. Af disse lønsedler fremgik en forhøjelse af bidragene til pensionsordningen i forhold til lønsedlerne for januar 2010. Denne forhøjelse skete som følge af de af EIB trufne afgørelser i forbindelse med en ændring af pensionsordningen for bankens ansatte.
Retsforhandlingerne for første instans og den anfægtede kendelse
4 Den 26. maj 2010 anlagde sagsøgerne sag ved Personaleretten, registreret som sag F-34/10, hvorunder de nedlagde påstand dels om annullation af deres lønsedler for februar 2010, for så vidt som disse afspejlede EIB’s afgørelser om at forhøje deres bidrag til pensionsordningen, dels om, at EIB tilpligtedes at betale en symbolsk erstatning på 1 EUR for den ikke-økonomiske skade, som sagsøgerne havde lidt.
5 Ved særskilt dokument rettet til Personalerettens Justitskontor rejste EIB en formalitetsindsigelse i medfør af artikel 78 i Personalerettens procesreglement med påstand om, at sagen blev afvist, uden at Personaleretten indledte behandlingen af sagens realitet.
6 Sagsøgerne gjorde i deres bemærkninger til formalitetsindsigelsen bl.a. gældende, at en streng overholdelse af den almindelige søgsmålsfrist på tre måneder og ti dage, henset til de særlige omstændigheder i den foreliggende sag, navnlig den omstændighed, at der ikke forelå bestemmelser vedrørende søgsmålsfrister for de ansatte i EIB, ville medføre, at deres ret til effektive retsmidler blev krænket (den anfægtede kendelse, nævnt i præmis 1 ovenfor, præmis 18).
7 Ved den anfægtede kendelse, nævnt i præmis 1 ovenfor, afsagt i medfør af artikel 78 i Personalerettens procesreglement afviste Personaleretten sagen med den begrundelse, at den var for sent anlagt, uden at indlede den mundtlige forhandling og uden at henskyde formalitetsindsigelsen til behandling i forbindelse med sagens realitet.
Appel ved Retten
8 Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 28. april 2011 iværksatte appellanterne appel i henhold til artikel 9 i bilag I til statutten for Den Europæiske Unions Domstol til prøvelse af den anfægtede kendelse, nævnt i præmis 1 ovenfor. Appellen blev registreret som sag T-234/11 P.
9 I forbindelse med denne appel nedlagde appellanterne påstand om, at Retten ophævede denne kendelse, forkastede den af EIB rejste formalitetsindsigelse i sag F-34/10 og hjemviste sagen til Personaleretten med henblik på, at denne traf afgørelse vedrørende sagens realitet.
10 Retten konstaterede, at ingen af parterne havde fremsat nogen anmodning om fastsættelse af et retsmøde inden for en frist af en måned, efter at det var forkyndt, at den skriftlige forhandling var afsluttet, og traf afgørelse i tvisten uden mundtlig forhandling.
11 Appellanterne fremførte til støtte for appellen tre anbringender, et principalt anbringende og to subsidiære anbringender. Det første anbringende vedrørte, at der blev begået en retlig fejl ved fortolkningen af begrebet »rimelig frist« i forbindelse med anlæggelsen af søgsmålet i første instans, og at der bl.a. skete tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet samt tilsidesættelse af retten til effektiv domstolsbeskyttelse. Det andet anbringende vedrørte, at der blev begået en retlig fejl ved fortolkningen af de gældende processuelle regler, bl.a. de regler, der vedrørte uforudseelige omstændigheder. Det tredje anbringende vedrørte urigtig gengivelse af det bevismateriale, der blev fremlagt for Personaleretten med henblik på at godtgøre, at der forelå omstændigheder, som ikke kunne forudses, samt tilsidesættelse af reglerne om bevisoptagelse og tilrettelæggelse af sagen i første instans.
12 I den fornyet prøvede dom, nævnt i præmis 1 ovenfor, forkastede Retten appellen med den begrundelse, at de af appellanterne fremførte anbringender delvis ikke kunne antages til realitetsbehandling, delvis var ubegrundede.
13 I forbindelse med forkastelsen af det første principale appelanbringende fandt Retten, at Personaleretten i den anfægtede kendelse, nævnt i præmis 1 ovenfor, havde anvendt en regel, hvorefter en frist på tre måneder, analogt med den i artikel 91, stk. 3, i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber (herefter »vedtægten«) fastsatte søgsmålsfrist, i princippet skulle anses for rimelig i forbindelse med et af en ansat i EIB anlagt annullationssøgsmål til prøvelse af en akt fra EIB, som er bebyrdende for ham (den fornyet prøvede dom, nævnt i præmis 1 ovenfor, præmis 27), korrekt på sagsøgernes situation. Retten fandt desuden, at den forpligtelse, som således påhvilede de ansatte i EIB til at anlægge deres søgsmål inden for en præcis frist, ikke kunne anses for at være en krænkelse af deres adgang til effektive retsmidler eller af proportionalitetsprincippet (den fornyet prøvede dom, nævnt i præmis 1 ovenfor, præmis 41).
Fornyet prøvelse ved Domstolen
14 Efter førstegeneraladvokatens forslag fandt Domstolen (den særlige afdeling, der er fastsat i artikel 123b i Domstolens procesreglement, i den affattelse heraf, der var gældende på tidspunktet for forslaget) i afgørelse af 12. juli 2012 (sag C-334/12 RX, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser), at der burde foretages en fornyet prøvelse af dommen. I henhold til sidstnævnte afgørelse skulle den fornyede prøvelse vedrøre spørgsmålet, dels om den fornyet prøvede dom, nævnt i præmis 1 ovenfor, påvirkede EU-rettens ensartede anvendelse eller sammenhæng, for så vidt som Retten som appelinstans havde fortolket begrebet »rimelig frist« i forbindelse med et annullationssøgsmål anlagt af ansatte i Den Europæiske Investeringsbank til prøvelse af en af sidstnævnte udstedt retsakt, som var bebyrdende for dem, som en frist, hvis overskridelse automatisk medførte, at sagen var anlagt for sent og følgelig skulle afvises, uden at Unionens retsinstanser var forpligtet til at tage hensyn til de særlige omstændigheder i det konkrete tilfælde, dels om denne fortolkning af begrebet »rimelig frist« kunne krænke adgangen til effektive retsmidler som fastsat i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (EUT 2010 C 83, s. 389).
15 I dommen om fornyet prøvelse Arango Jaramillo m.fl. mod EIB, nævnt i præmis 1 ovenfor, ophævede Domstolen den fornyet prøvede dom, idet den fandt, at denne rent faktisk påvirkede EU-rettens sammenhæng, idet Retten som appelinstans havde fortolket begrebet »rimelig frist« i sammenhæng med, at ansatte i EIB anlagde et annullationssøgsmål til prøvelse af en af sidstnævnte udstedt retsakt, som var bebyrdende for dem, som en frist af tre måneders varighed, hvis overskridelse automatisk medførte, at sagen var anlagt for sent og følgelig skulle afvises, uden at Unionens retsinstanser var forpligtet til at tage hensyn til omstændighederne i den konkrete sag.
16 Domstolen var imidlertid af den opfattelse, at den endelige afgørelse af spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgernes søgsmål kunne antages til realitetsbehandling, navnlig spørgsmålet om, hvorvidt dette søgsmål var blevet anlagt inden for en rimelig frist som omhandlet i retspraksis vedrørende princippet om adgang til effektive retsmidler, ikke fulgte af de faktiske konstateringer, som den fornyet prøvede dom, nævnt i præmis 1 ovenfor, var støttet på, og fastslog, at den ikke selv endeligt kunne afgøre tvisten i medfør af artikel 62b i statutten for Domstolen. Domstolen hjemviste følgelig, efter at have truffet afgørelse om fordelingen af sagsomkostningerne i forbindelse med den fornyede prøvelse, sagen til Retten med henblik på en bedømmelse, på grundlag af alle sagens konkrete omstændigheder, af spørgsmålet om, hvorvidt den frist, inden for hvilken sagsøgerne indgav deres søgsmål til Personaleretten, var rimelig eller ej.
Om den efter fornyet prøvelse hjemviste sag
Formaliteten
17 I overensstemmelse med artikel 121a i Rettens procesreglement har dommen om fornyet prøvelse Arango Jaramillo m.fl. mod EIB, nævnt i præmis 1 ovenfor, medført, at denne sag på ny anses for indbragt for Retten.
18 Ved skrivelse af 1. marts 2013 anmodede Rettens Justitskontor i overensstemmelse med procesreglementets artikel 121c, stk. 1, parterne om inden for en frist på en måned fra forkyndelsen af den ovenfor i præmis 1 nævnte dom om fornyet prøvelse Arango Jaramillo m.fl. mod EIB at indgive skriftlige bemærkninger vedrørende de konklusioner, der kan drages af dommen med henblik på sagens afgørelse.
19 Den 22. marts og den 16. april 2013 indgav henholdsvis EIB og sagsøgerne deres bemærkninger til Rettens Justitskontor.
20 EIB har i sine bemærkninger nedlagt følgende påstande:
– Principalt hjemvises sagen til Personaleretten.
– Subsidiært forkastes appellen efter en stadfæstelse af, at det søgsmål, som sagsøgerne anlagde ved Personaleretten, ikke kan antages til realitetsbehandling som følge af, at det er for sent anlagt, eftersom søgsmålet blev anlagt inden for en frist, som ikke forekommer rimelig, henset til alle sagens konkrete omstændigheder, og sagsøgerne tilpligtes at betale sagsomkostningerne i forbindelse med appelsagen.
21 Sagsøgerne har i deres bemærkninger nedlagt følgende påstande:
– Sagsøgerne gives medhold i det første appelanbringende, og følgelig ophæves den anfægtede kendelse, nævnt i præmis 1 ovenfor, med den begrundelse, at sagsøgernes søgsmål ved Personaleretten blev anlagt inden for en rimelig frist, henset til alle sagens konkrete omstændigheder.
– Sagen hjemvises til Personaleretten med henblik på, at denne træffer afgørelse vedrørende sagens realitet samt vedrørende sagsomkostningerne i forbindelse med sagen i første instans.
– EIB tilpligtes at betale sagsomkostningerne i forbindelse med appelsagen.
Retlige bemærkninger
22 Ved dommen om fornyet prøvelse Arango Jaramillo m.fl. mod EIB, nævnt i præmis 1 ovenfor, har Retten på ny fået forelagt den ovenfor i præmis 8 omhandlede appel og skal foretage en fornyet prøvelse af de tre anbringender, jf. præmis 11 ovenfor, som sagsøgerne har fremført til støtte for denne appel, ved at udlede alle de konklusioner, som nævnte dom påbyder med hensyn til en afgørelse af tvisten.
Det første anbringende om, at der blev begået en retlig fejl ved fortolkningen af begrebet »rimelig frist« i forbindelse med anlæggelsen af søgsmålet i første instans, og at der bl.a. skete tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet samt tilsidesættelse af retten til effektiv domstolsbeskyttelse
23 Det første anbringende består i det væsentlige af to led. Det første led vedrører en retlig fejl ved fortolkningen af begrebet »rimelig frist« med hensyn til anlæggelsen af søgsmålet i første instans. Det andet led vedrører tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet samt tilsidesættelse af retten til effektiv domstolsbeskyttelse.
24 Med det første anbringendes første led har sagsøgerne foreholdt Personaleretten, at denne i den anfægtede kendelse, nævnt i præmis 1 ovenfor, begik en retlig fejl derved, at den afviste deres søgsmål, i det væsentlige med den begrundelse, at fristen på tre måneder, ti dage og nogle sekunder for indlevering af stævningen i første instans til Personalerettens Justitskontor ikke var en rimelig frist. Herved tillagde Personaleretten retspraksis vedrørende søgsmålsfristerne for ansatte i EIB (Rettens dom af 23.1.2001, forenede sager T-7/98, T-208/98 og T-109/99, De Nicola mod EIB, Sml. Pers. I-A, s. 49, og II, s. 185, præmis 99, og af 6.3.2001, sag T-192/99, Dunnett m.fl. mod EIB, Sml. II, s. 813, præmis 53 og 58) en rækkevidde, som den ikke har, ved de facto at frafalde princippet om overholdelse af en rimelig frist, som i sagens natur er fleksibelt og åbent for en konkret afvejning af de involverede interesser, med en streng og generel overholdelse af en præcis frist på tre måneder. Personaleretten tog desuden ikke hensyn til de dokumenter og vidneudsagn, der blev fremlagt for den, som ville have godtgjort, dels at bekræftede kopier af stævningen i første instans inden for fristen på tre måneder og ti dage var blevet modtaget pr. e-mail af andre adressater, der var tilkoblet andre servere end den server, der blev anvendt til afsendelsen, dels at der opstod en strømafbrydelse i sagsøgernes advokaters erhvervslokaler på aftenen for afsendelsen af stævningen i første instans, som ophørte ca. en halv snes minutter før midnat, og som forsinkede nævnte afsendelse. Personaleretten tog desuden ikke hensyn til de særlige omstændigheder i det konkrete tilfælde og bl.a. til den omstændighed, at EIB, på culpøs vis, ikke havde opfyldt sin pligt til som regelfastsætter at fastlægge en præcis og pålidelig søgsmålsfrist, og at den havde vedtaget de anfægtede afgørelser, i form af lønsedlerne for februar måned 2010, på grundlag af bestemmelser, som endnu ikke var blevet offentliggjort, og som stadig ikke var offentliggjort på dagen for anlæggelsen af søgsmålet.
25 Med det første anbringendes andet led har sagsøgerne gjort gældende, at Personaleretten i den anfægtede kendelse, nævnt i præmis 1 ovenfor, tilsidesatte deres ret til en effektiv domstolsbeskyttelse og tilsidesatte proportionalitetsprincippet, som bør være en inspiration ved anvendelsen af retsbestemmelser eller retsprincipper, når disse begrænser retten til adgang til en domstol. Ved at fjerne sig fra sin tidligere retspraksis, som er baseret på en smidig, og for sagsøgerne favorabel, anvendelse af princippet om overholdelse af en rimelig søgsmålsfrist, har Personaleretten modsagt det grundlæggende krav om en passende afvejning af borgernes ret til en effektiv domstolsbeskyttelse og kravet om retssikkerhed. Denne modsigelse fremgår åbenbart af de særlige omstændigheder i den konkrete sag, således som beskrevet ovenfor i præmis 24. Henset til disse særlige omstændigheder forekommer en streng og generel anvendelse af en præcis frist på tre måneder, som ikke er fastsat i en lov, og som heller ikke fremgår af en klar og fast retspraksis, som en for kraftig begrænsning af deres ret til adgang til en domstol, som sikret ved artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder. Desuden er den uforholdsmæssig i forhold til det mål, der forfølges med princippet om overholdelse af en rimelig frist, nemlig at sikre stabiliteten af EIB’s retsakter.
26 EIB har bestridt de af sagsøgerne fremførte argumenter og har i det væsentlige nedlagt påstand om, at begge led i det første anbringende forkastes, idet det ikke kan antages til realitetsbehandling og, under alle omstændigheder, er ubegrundet. Sagsøgerne tilsigter under dække af det første anbringende at underkaste Personalerettens faktuelle bedømmelser, der er indeholdt i den anfægtede kendelse, nævnt i præmis 1 ovenfor, appeldomstolens kontrol, hvilket falder uden for denne domstols kompetence. Under alle omstændigheder er det første anbringende ubegrundet. Det fremgår nemlig af retspraksis, at en rimelig frist for en ansat i EIB’s anlæggelse af et søgsmål er en fast frist på tre måneder, forlænget med en fast afstandsfrist på ti dage, som følger analogt af bestemmelserne i vedtægten vedrørende retsmidler. Desuden fremgår det af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis og af Unionens retsinstansers retspraksis, at regler, som indfører søgsmålsfrister, vil kunne forliges med både proportionalitetsprincippet og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse.
27 For så vidt som EIB har bestridt, at det første anbringendes to led kan antages til realitetsbehandling, bemærkes, at det ifølge fast retspraksis alene er førsteinstansen, der er kompetent til dels at fastlægge de faktiske omstændigheder i sagen, når bortses fra tilfælde, hvor den indholdsmæssige urigtighed af dens konstateringer følger af akterne i den sag, den har behandlet, dels at tage stilling til disse faktiske omstændigheder. Når førsteinstansen har fastlagt eller vurderet de faktiske omstændigheder, har appeldomstolen kompetence til at gennemføre en kontrol med den retlige vurdering af disse faktiske omstændigheder og de retlige konsekvenser, førsteinstansen har draget heraf (Rettens dom af 2.7.2010, sag T-266/08 P, Kerstens mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 37; jf. i denne retning Domstolens dom af 6.4.2006, sag C-551/03 P, General Motors mod Kommissionen, Sml. I, s. 3173, præmis 51, og af 21.9.2006, sag C-167/04 P, JCB Service mod Kommissionen, Sml. I, s. 8935, præmis 106).
28 Med det første anbringende har sagsøgerne ikke bestridt de faktuelle konstateringer, som Personaleretten har foretaget i den anfægtede kendelse, nævnt i præmis 1 ovenfor, og som vedrører den frist, inden for hvilken søgsmålet i første instans blev anlagt, men de konklusioner, som nævnte ret udledte af sidstnævnte konstateringer, dvs. at fristen, inden for hvilken søgsmålet blev anlagt, ikke kunne betegnes som »rimelig«. Spørgsmålet om, hvorvidt Personaleretten med rette, ud fra sagens faktiske omstændigheder, kunne konkludere, at sagsøgerne ikke havde anlagt deres søgsmål inden for en rimelig frist, er imidlertid et retsspørgsmål, som er underlagt appeldomstolens kontrol.
29 Følgelig må den afvisningspåstand, som EIB har nedlagt vedrørende det første anbringende, forkastes.
30 Med henblik på realitetsbehandlingen af det første anbringendes første led vedrørende en retlig fejl ved fortolkningen af begrebet »rimelig frist« i forbindelse med anlæggelsen af søgsmålet i første instans bemærkes, at hverken EUF-traktaten eller EIB’s personalevedtægt, som er vedtaget af EIB’s bestyrelse, jf. artikel 29 i EIB’s forretningsorden, indeholder oplysninger om den søgsmålsfrist, der finder anvendelse på tvister mellem EIB og dens ansatte. En forligelse af på den ene side retten til en effektiv retsbeskyttelse, som er blandt EU-rettens almindelige principper, og som kræver, at borgerne skal have en tilstrækkelig frist til at vurdere lovligheden af den retsakt, der er bebyrdende for dem, og i givet fald til at udfærdige en stævning, og på den anden side kravet om retssikkerhed, som tilsiger, at retsakter udstedt af Unionens instanser efter udløbet af en vis frist bliver endelige, kræver, at tvister mellem Den Europæiske Investeringsbank og dens ansatte indbringes for Unionens retsinstanser inden for en rimelig frist (jf. dommen i sagen De Nicola mod EIB, nævnt i præmis 24 ovenfor, præmis 97-99 og den deri nævnte retspraksis, og dommen i sagen Dunnett m.fl. mod EIB, nævnt i præmis 24 ovenfor, præmis 51-53 og den deri nævnte retspraksis, samt kendelse afsagt af Rettens præsident den 6. december 2002, sag T-275/02 R, D mod EIB, Sml. Pers. I-A, s. 259, og II, s. 1295, præmis 31 og 32).
31 I overensstemmelse med retspraksis skal den »rimelige« karakter af en frist, hvad enten der er tale om varigheden af en administrativ eller retslig procedure eller om spørgsmålet om en frist, der, som i det foreliggende tilfælde, direkte påvirker det forhold, om et søgsmål kan antages til realitetsbehandling, altid vurderes på grundlag af samtlige omstændigheder i den konkrete sag, herunder navnlig tvistens betydning for den pågældende, sagens kompleksitet og de involverede parters adfærd (jf. dommen om fornyet prøvelse Arango Jaramillo m.fl. mod EIB, nævnt i præmis 1 ovenfor, præmis 28-37 og den deri nævnte retspraksis). Heraf følger almindeligvis, at begrebet rimelig frist ikke kan forstås som en fast præklusiv frist, og, navnlig, at fristen på tre måneder i vedtægtens artikel 91, stk. 3, ikke kan anvendes analogt som præklusiv frist på EIB’s ansatte, når de anlægger et annullationssøgsmål til prøvelse af en bebyrdende akt hidrørende fra EIB (jf. dommen om fornyet prøvelse Arango Jaramillo m.fl. mod EIB, nævnt i præmis 1 ovenfor, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).
32 Følgelig gælder, at den blotte omstændighed, at en ansat i EIB har anlagt et annullationssøgsmål til prøvelse af en akt hidrørende fra EIB, som er bebyrdende for ham, inden for en frist, som overskrider tre måneder og ti dage, ikke er tilstrækkelig til at konkludere, at dette søgsmål er anlagt for sent, idet Unionens retsinstanser under alle omstændigheder skal vurdere, om fristen er rimelig på grundlag af alle sagens konkrete omstændigheder.
33 Den blotte omstændighed, at Retten i dommen i sagen De Nicola mod EIB, nævnt i præmis 24 ovenfor (præmis 118-120), og i dommen i sagen Dunnett m.fl. mod EIB, nævnt i præmis 24 ovenfor (præmis 57 og 58), fastslog, at frister, som ikke overskred tre måneder og ti dage, var rimelige, medfører ikke, at længere frister ikke kunne være blevet kvalificeret som »rimelige«, henset til de pågældende sagers konkrete omstændigheder, idet Unionens retsinstanser alene tog stilling til de konkrete sager, der blev forelagt dem, uden at undersøge spørgsmålet om, hvorvidt længere frister også kunne være blevet anset for rimelige. Omvendt gælder, at den omstændighed, at Rettens præsident i kendelsen i sagen D mod EIB, nævnt i præmis 30 ovenfor (præmis 38-40), fastslog, at en frist på fem måneder ikke var rimelig, henset til sagens omstændigheder, ikke gør det muligt at konkludere, at en frist, som var kortere, men som ikke desto mindre overskred fristen på tre måneder og ti dage, ikke kunne være blevet kvalificeret som »rimelig«, eller a fortiori at en sådan frist, under andre omstændigheder, ikke kunne være blevet anset for rimelig.
34 I det foreliggende tilfælde fastslog Personaleretten, at søgsmålet i første instans ikke var blevet anlagt inden for en rimelig frist og følgelig skulle afvises som følge af, at det var for sent anlagt, alene med den begrundelse, at det var blevet anlagt nogle sekunder eller brøkdele af sekunder efter udløbet af en frist på tre måneder, forlænget med den faste afstandsfrist på ti dage, der er fastsat i artikel 100, stk. 3, i Personalerettens procesreglement, som analogt svarede til den søgsmålsfrist, der er fastsat i vedtægtens artikel 91, stk. 3. Ved således at fortolke begrebet »rimelig frist« i forbindelse med ansatte i EIB’s anlæggelse af et annullationssøgsmål til prøvelse af en akt hidrørende fra sidstnævnte, som er bebyrdende for dem, som en frist på tre måneder og ti dage, hvis overskridelse automatisk medførte, at søgsmålet var anlagt for sent og følgelig skulle afvises, uden, således som den var retligt forpligtet til, at tage hensyn til omstændighederne i den konkrete sag, herunder navnlig tvistens betydning for sagsøgerne, sagens kompleksitet og henholdsvis EIB’s og sagsøgernes adfærd, har Personaleretten i den anfægtede kendelse, nævnt i præmis 1 ovenfor, begået en retlig fejl (jf. i denne retning og analogt dommen om fornyet prøvelse Arango Jaramillo m.fl. mod EIB, nævnt i præmis 1 ovenfor, præmis 22, 27, 28, 46 og 54).
35 Det første anbringendes første led om, at Personaleretten i den anfægtede kendelse, nævnt i præmis 1 ovenfor, begik en retlig fejl i forbindelse med fortolkningen af begrebet »rimelig frist« til anlæggelse af søgsmålet i første instans, skal derfor tages til følge.
36 Følgelig, og endog uden at det er nødvendigt at tage stilling til det første anbringendes andet led og til det andet og tredje anbringende, bør sagsøgerne gives medhold i de i appelsagen nedlagte påstande, og den anfægtede kendelse, nævnt i præmis 1 ovenfor, bør ophæves.
Sagens hjemvisning til Personaleretten
37 Det følger af artikel 13, stk. 1, i bilag I til statutten for Domstolen, at såfremt Retten giver appellanten medhold, ophæver den den af Personaleretten trufne afgørelse og træffer selv afgørelse i sagen. Retten hjemviser sagen til EU-Personaleretten til afgørelse, hvis den ikke er moden til påkendelse.
38 Personaleretten har ikke i den anfægtede kendelse, nævnt i præmis 1 ovenfor, foretaget alle de vurderinger, der kræves i henhold til loven med henblik på at tage stilling til søgsmålsfristens rimelige karakter og følgelig til, om søgsmålet kan antages til realitetsbehandling. Af samme grund følger den endelige afgørelse af, om sagsøgernes søgsmål kan antages til realitetsbehandling, ikke af de vurderinger af de faktiske omstændigheder, hvorpå den anfægtede kendelse, nævnt i præmis 1 ovenfor, var baseret. Under disse omstændigheder er denne sag ikke moden til påkendelse. Sagen bør derfor hjemvises til Personaleretten med henblik på, at denne træffer fornyet afgørelse i søgsmålet.
Sagens omkostninger
39 Da sagen hjemvises til Personaleretten, bør afgørelsen om appelsagens omkostninger udsættes.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Appelafdelingen):
1) Kendelsen afsagt af EU-Personaleretten (Første Afdeling) den 4. februar 2011, Arango Jaramillo m.fl. mod EIB, ophæves.
2) Sagen hjemvises til Personaleretten.
3) Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 9. juli 2013.
Underskrifter
Bilag
María Esther Badiola, Luxembourg (Luxembourg),
Marcella Bellucci, Luxembourg,
Stefan Bidiuc, Grevenmacher (Luxembourg),
Raffaella Calvi, Schuttrange (Luxembourg),
Maria José Cerrato, Luxembourg,
Sara Confortola, Verona (Italien),
Carlos D’Anglade, Luxembourg,
Nuno Da Fonseca Pestana Ascenso Pires, Luxembourg,
Andrew Davie, Medernach (Luxembourg),
Marta De Sousa e Costa Correia, Itzig (Luxembourg),
Nausica Di Rienzo, Luxembourg,
José Manuel Fernandez Riveiro, Sandweiler (Luxembourg),
Eric Gällstad, Rameldange (Luxembourg),
Andres Gavira Etzel, Luxembourg,
Igor Greindl, Luxembourg,
José Doramas Jorge Calderón, Luxembourg,
Monica Lledó Moreno, Sandweiler,
Antonio Lorenzo Ucha, Luxembourg,
Juan Antonio Magaña-Campos, Luxembourg,
Petia Manolova, Bereldange (Luxembourg),
Ferran Minguella Minguella, Gonderange (Luxembourg),
Barbara Mulder-Bahovec, Luxembourg,
István Papp, Luxembourg,
Stephen Richards, Blaschette (Luxembourg),
Lourdes Rodriguez Castellanos, Sandweiler,
Daniela Sacchi, Mondorf-les-Bains (Luxembourg),
Maria Teresa Sousa Coutinho da Silveira Ramos, Almargem do Bispo (Portugal),
Isabelle Stoffel, Mondorf-les-Bains,
Fernando Torija, Luxembourg,
María del Pilar Vargas Casasola, Luxembourg,
Carolina Vento Sánchez, Luxembourg,
Pé Verhoeven, Bruxelles (Belgien),
Sabina Zajc, Contern (Luxembourg),
Peter Zajc, Contern.