Sag T-360/13
Verein zur Wahrung von Einsatz und Nutzung von Chromtrioxid und anderen Chrom-VI-Verbindungen in der Oberflächentechnik eV (VECCO) m.fl.
mod
Europa-Kommissionen
»REACH – medtagelse af chromtrioxid på fortegnelsen over stoffer, der kræver godkendelse – anvendelser eller kategorier af brug, som er undtaget fra godkendelseskravet – begrebet »eksisterende specifik fællesskabslovgivning, der pålægger mindstekrav vedrørende beskyttelse af menneskers sundhed eller miljøet i forbindelse med anvendelsen af det pågældende stof« – åbenbart urigtigt skøn – proportionalitet – ret til forsvar – princippet om god forvaltningsskik«
Sammendrag – Rettens dom (Femte Afdeling) af 25. september 2015
1. Retslig procedure – intervention – begæring, der ikke går ud på at støtte en af parternes påstande – afvisning
[Statutten for Domstolen, art. 40, stk. 4, og art. 53, stk. 1; Rettens procesreglement (2015), art. 142, stk. 1]
2. Tilnærmelse af lovgivningerne – registrering, vurdering og godkendelse af kemikalier – REACH-forordningen – anvendelser eller kategorier af brug, som er undtaget fra godkendelseskravet – betingelser – eksisterende specifik fællesskabslovgivning, der pålægger mindstekrav vedrørende beskyttelse af menneskers sundhed eller miljøet i forbindelse med anvendelsen af det pågældende stof – begreb
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1907/2006, art. 57 og 58, stk. 2, og bilag XIV; Europa-Parlamentets og Rådets direktiver 2004/37, 2010/75 og 2012/18; Rådets direktiv 98/24)
3. Retslig procedure – stævning – formkrav – kort fremstilling af søgsmålsgrundene – ingen fremstilling af retlige søgsmålsgrunde i stævningen – generel henvisning til andre skriftlige indlæg, der er vedlagt som bilag til stævningen – afvisning
[Statutten for Domstolen, art. 21; Rettens procesreglement (2015), art. 76, litra d)]
4. Tilnærmelse af lovgivningerne – registrering, vurdering og godkendelse af kemikalier – REACH-forordningen – anvendelser eller kategorier af brug, som er undtaget fra godkendelseskravet – betingelser – kumulativ karakter
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1907/2006, art. 58, stk. 2)
5. Tilnærmelse af lovgivningerne – registrering, vurdering og godkendelse af kemikalier – REACH-forordningen – anvendelser eller kategorier af brug, som er undtaget fra godkendelseskravet – betingelser – afslag på anmodning om fritagelse i tilfælde af manglende opfyldelse af en af betingelserne – tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet – foreligger ikke
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1907/2006, art. 58, stk. 2)
6. Retslig procedure – intervention – begæring, der går ud på at støtte en af parternes påstande – begæring, der indeholder supplerende argumenter, som ændrer sagens genstand – afvisning af disse argumenter
[Statutten for Domstolen, art. 40, stk. 4, og art. 53, stk. 1; Rettens procesreglement (2015), art. 142, stk. 1]
7. Retslig procedure – bevis – beviser, som parterne ikke har fremlagt – fremskaffelse påhviler Unionens retsinstanser – udelukket
[Rettens procesreglement (2015), art. 76, litra f), og art. 81, litra e)]
8. Tilnærmelse af lovgivningerne – registrering, vurdering og godkendelse af kemikalier – REACH-forordningen – særligt problematiske stoffer – procedure for optagelse i bilag XIV– offentlig høring – de berørte parters aktindsigt i dokumenter, der er stillet til rådighed for Det Europæiske Kemikalieagentur eller Kommissionen – foreligger ikke
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1049/2001 og nr. 1907/2006, art. 58, stk. 4, og bilag XIV)
9. Retslig procedure – mundtlig forhandling – genåbning – betingelser
[Rettens procesreglement (2015), art. 113, stk. 2, litra c)]
1. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 21)
2. I forbindelse med den første betingelse for indrømmelsen af en undtagelse fra godkendelseskravet for anvendelse eller en kategori af brug i artikel 58, stk. 2, i forordning nr. 1907/2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH) – nemlig en eksisterende specifik fællesskabslovgivning, der pålægger mindstekrav vedrørende beskyttelse af menneskers sundhed eller miljøet i forbindelse med anvendelsen af det pågældende stof – er en fællesskabslovgivning som omhandlet i denne bestemmelse en retsregel, der er vedtaget af en enhed inden for Unionen, der tilsigter at have bindende virkning. Heraf følger, at regler, der stammer fra flere nationale lovgivninger samt former for frivillig praksis, ikke opfylder den første betingelse i denne bestemmelse. Hvad således angår en meddelelse udstedt af Kommissionen, der indeholder oplysninger om risikovurdering for et stof og strategier til nedsættelse af disse risici, kan denne meddelelse, for så vidt som denne ikke har noget bindende indhold og mangler enhver normativ karakter, ikke anses for at være fællesskabslovgivning.
Hvad desuden angår begrebet mindstekrav skal dette forstås således, at det dels udgør en minimumsstandard til fordel for arbejdstagerne eller andre berørte personer, dels at det gør det muligt at vedtage eller indføre endnu strengere foranstaltninger på nationalt plan inden for rammerne af national lovgivning, der er skrappere end den lovgivning, der på Unionsplan fastsætter mindstekravet. Den omstændighed alene, at der stilles krav om grænseværdier for erhvervsmæssig eksponering, medfører således ikke, at der anvendes et maksimumskrav, men udgør et muligt mindstekrav i den betydning, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 58, stk. 2, i forordning nr. 1907/2006.
Under disse omstændigheder kan direktiv 98/24 om beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet mod risici i forbindelse med kemiske agenser, for så vidt som det ikke henviser til et bestemt stof, sådan som det er tilfældet for de omtalte stoffer, der er opført i bilag I til direktivet, hverken anses for at være specifikt – fordi det generelt finder anvendelse på alle kemiske stoffer – eller for at fastsætte mindstekrav – idet det alene fastlægger en generel ramme for de pligter, der påhviler arbejdsgivere, som udsætter deres ansatte for risici, der følger af anvendelse af kemiske stoffer. For så vidt som direktiv 2004/37 om beskyttelse af arbejdstagerne mod risici for under arbejdet at være udsat for kræftfremkaldende stoffer eller mutagener heller ikke henviser til andre stoffer ud over benzen, vinylchloridmonomer eller træstøv fra løvtræ, for hvilke det fastlægger grænseværdier for erhvervsmæssig eksponering, kan det hverken anses for at være specifikt eller for at fastsætte mindstekrav for så vidt angår chromtrioxid.
Det samme gælder for så vidt angår direktiv 2012/18 om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer, der hverken er møntet på specifikke anvendelser af farlige stoffer i forbindelse med en virksomheds almindelige industrielle aktiviteter som sådan eller beskyttelsen af mennesker imod en for høj eksponering over for farlige stoffer på deres arbejdsplads. Hvad angår direktiv 2010/75 om industrielle emissioner er der ikke tvivl om, at det på generel vis kan finde anvendelse på industrielle udslip, der hidrører fra anvendelser af chromtrioxid, idet direktivet ligeledes ikke indeholder nogen specifik bestemmelse vedrørende dette stof.
(jf. præmis 31, 33, 34, 40, 44, 45, 47, 59, 62 og 63)
3. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 55)
4. Hvad angår den anden betingelse for indrømmelsen af en undtagelse fra godkendelseskravet for anvendelse eller en kategori af brug, der følger af artikel 58, stk. 2, i forordning nr. 1907/2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH) – nemlig en tilfredsstillende kontrol under hensyntagen til den eksisterende specifikke fællesskabslovgivning – gælder, idet der alene kan indrømmes en undtagelse, såfremt alle betingelserne i bestemmelsen er opfyldt, at når den første betingelse om eksisterende specifik fællesskabslovgivning, der pålægger mindstekrav vedrørende beskyttelse af menneskers sundhed eller miljøet i forbindelse med anvendelsen af det pågældende stof ikke er opfyldt, at det ikke er nødvendigt at undersøge den nævnte anden betingelse. Desuden skal kontrollen af risikoen – i betragtning af udtrykket »compte tenu«, der er anvendt i den franske udgave af den nævnte bestemmelse, og de udtryk, der anvendes i andre sprogudgaver af bestemmelsen – baseres på den nævnte eksisterende specifikke fællesskabslovgivning. I mangel af en sådan lovgivning er det imidlertid umuligt, at der heraf kan følge nogen kontrol af risikoen – såfremt den kan anses for godtgjort – hvilket allerede er en grund i sig selv til at fastslå, at den anden betingelse ikke er opfyldt.
(jf. præmis 64)
5. For så vidt som Kommissionen ikke råder over en skønsmargen angående indrømmelsen af en undtagelse fra godkendelseskravet i henhold til artikel 58, stk. 2, i forordning nr. 1907/2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH), idet alle betingelserne i den nævnte artikel ikke er opfyldt, kan den heller ikke tilsidesætte proportionalitetsprincippet ved at anvende artiklen på den måde, som denne pålægger Kommissionen at anvende den. Idet Kommissionen således er tvunget til at træffe afgørelsen om ikke at indrømme en undtagelse, kan den ikke herved tilsidesætte proportionalitetsprincippet.
(jf. præmis 73)
6. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 75)
7. Det påhviler ikke Retten at fremskaffe de beviser, som parterne ikke har fremlagt.
(jf. præmis 75)
8. Den offentlige høring, der er omhandlet i artikel 58, stk. 4, i forordning nr. 1907/2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH), giver ikke de berørte parter særlige processuelle rettigheder, såsom retten til at få aktindsigt i dokumenter, der er stillet til rådighed for Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) eller Kommissionen i forbindelse med proceduren for optagelse af stoffer i bilag XIV til denne forordning. Der sættes ikke spørgsmålstegn ved denne konklusion med henvisning til princippet om retten til forsvar under enhver procedure, der iværksættes over for en person, idet proceduren for optagelse af et stof i bilag XIV til forordning nr. 1907/2006 ikke anses for at være en procedure, der iværksættes over for de omtalte berørte parter. Desuden påvirker den omstændighed, at artikel 58 i den nævnte forordning fastsætter en offentlig høring, ikke den kendsgerning, at hverken ECHA eller Kommissionen er forpligtet til i henhold til denne artikel at høre en person, der kunne være berørt af en forordning om ændring af bilag XIV. Hvad endelig angår forordning nr. 1049/2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter skal det konstateres, at sidstnævnte ikke kan ændre rækkevidden af artikel 58, stk. 4, i forordning nr. 1907/2006, og således ikke kan skabe proceduremæssige rettigheder, som forordning nr. 1907/2006 ikke fastsætter.
(jf. præmis 81, 82)
9. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 88)