Language of document : ECLI:EU:T:2015:859

Sag T-361/13

(offentliggørelse i uddrag)

Menelaus BV

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked

(Varemærker og Design) (KHIM)

»EF-varemærker – ugyldighedssag – EF-ordmærket VIGOR – det ældre EF- og internationale figurmærke VIGAR – antagelighed af beviser for brug fremlagt på cd-rom – hensyntagen til supplerende beviser, der ikke er fremlagt inden for den fastsatte frist – reel brug af de ældre varemærker – artikel 15 og artikel 57, stk. 2, i forordning nr. (EF) nr. 207/2009 – form, som afviger ved elementer, der ikke forandrer det fornødne særpræg«

Sammendrag – Rettens dom (Niende Afdeling) af 18. november 2015

1.      EF-varemærker – afkald, fortabelse og ugyldighed – undersøgelse af begæringen – bevis for brug af det ældre varemærke – reel brug – begreb – bedømmelseskriterier – krav om konkrete og objektive beviser – bevisregler og bevismidler – ingen begrænsning – antagelighed af beviser for brug fremlagt på cd-rom

(Rådets forordning nr. 207/2009, art. 57, stk. 2 og 3; Kommissionens forordning nr. 2868/95, art. 1, regel 22, stk. 4, og regel 40, stk. 6)

2.      EF-varemærker – Harmoniseringskontorets afgørelser – ligebehandlingsprincippet – princippet om god forvaltningsskik – Harmoniseringskontorets tidligere afgørelsespraksis – legalitetsprincippet – krav om en streng og fuldstændig undersøgelse i hvert enkelt konkret tilfælde

1.      Det følger af regel 22, stk. 4, i forordning nr. 2868/95 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 40/94 om EF-varemærker, med senere ændringer, at listen over de bevismidler (emballager, kataloger, fakturaer osv.), som den indeholder, ikke er udtømmende, idet bestemmelsen anfører, at disse »bør begrænses« til den anførte liste over eksempler. Desuden er det allerede blevet fastslået, at måderne, hvorpå reel brug af et varemærke kan godtgøres, og bevismidlerne herfor ikke er begrænsede. I denne henseende er det klart, at bevismidler som audio- eller videomateriale, såsom reklamer udsendt via radio eller fjernsyn, ikke er udelukket. Disse er generelt tilgængelige i elektronisk form, så som på en cd-rom eller en usb-nøgle, og kan ikke fremlægges på papir eller i en digitaliseret fil af et sådant dokument.

Det forholder sig anderledes med bevismidler, såsom fakturaer eller et katalog, der kunne være indgivet på papir eller via en fil, der indeholder scannede dokumenter, men som er blevet lagret på en cd-rom for at blive fremlagt. Selv om de ovenfor nævnte principper ikke er til hinder for bevismidler i form af en cd-rom, angår det rejste spørgsmål fremfor alt måderne for fremsendelse af bevismidler til Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design). Bestemmelserne i forordning nr. 2868/95, som særligt vedrører fremsendelse af meddelelser til Harmoniseringskontoret, er dog ikke til hinder for fremsendelse af bevismidler på cd-rom.

Det er ikke udelukket, at fremlæggelsen af beviser på en cd-rom, der indeholder flere elektroniske filer, kan gøre det mere vanskeligt at analysere de derved fremlagte bevismidler i forhold til et medie på papir eller en enkelt fil, der indeholder en scannet version af dokumenter, som gør det nemt uændret at gengive dem ved udskrivning. I denne henseende tilkommer det de parter, der indgiver beviser for brugen på cd-rom, at sikre, at deres læsbarhed ikke bringer deres bevisværdi i fare.

(jf. præmis 23-29, 34 og 35)

2.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 37 og 38)